Jeg trækker på skuldrene. »Det er i al fald åndssvagt at forsøge at vride ideer ud, bare fordi alle siger at det er ‘entreprenørskab’ der er fremtiden. Desuden er der altid en masse mennesker der er bedre end en selv, så risikoen for at mislykkes er ret stor. Og du ved vel hvor rædselsfuldt det vil føles. Drop det hele allerede nu, så undgår du depressioner og selvmordsforsøg og en masse patetiske kunstnerkriser. Han tager solbrillerne af og ser alvorligt på mig. »Jeg lytter ikke til dig.« »Selvfølgelig ikke.« »Du vil bare have mig for dig selv.« »Ja, mit liv er helt meningsløst uden dig,« siger jeg helt uden ironi. »Det ved du godt.« »Hvad har du lavet siden sidst?« »Ingenting.« »Det tænkte jeg nok.« Jeg smiler. Han smiler. Jeg kan ikke huske at der har været et tidspunkt i mit liv uden det smil. Vi blev venner i første klasse fordi vi var lige langsomme og altid var de sidste – i kantinen, i klasseværelset. Jeg var et hoved højere end ham. Det er jeg stadig. Når vi ligger ved siden af hinanden i hans seng, med et hoved i hver ende, så når hans fødder til min skulder. Timen begynder om nogle minutter. Han skal noget kunstnerisk. Jeg skal noget samfundsvidenskabeligt. Vi får begge en meget kedelig eftermiddag.
8