Page 1

SARA KADEFORS

Outsideren Lex står foran slutspurten i gymnasiet. Hun synes, at alle andre end barndomsvennen Jonatan er nogle idioter. Hun er dødtræt af stræbere og præstationskrav, mors nye zumbadansende kæreste og de evige besøg hos far i fængslet. I protest starter hun en blog, hvor hun udgiver sig for en anden … Fiktive Maya er alt det, Lex ikke selv er: et cool og sexet stilikon, som ikke er bange for at tage sin plads i verden. Mayas popularitet eksploderer på nettet. Hvordan skal Lex takle pludselig at være en, alle forguder og forelsker sig i? Er det hele bare noget, hun opfinder, og hvad vil hun egentlig selv?

9 788763 835640

SARA KADEFORS

”Det er mig der er Maya”, hvisker jeg dramatisk. Hans mund står halvt åben. Hans piercing i tungen reflekterer solen som strømmer ind gennem vinduet. ”Det er mig!” Hans himmelblå øjne ser lige ind i mine. Han ved ikke hvad han skal tro, men så forvandles han til ét stort smil. ”Du er jo simpelthen totalt … wacko!”

Alt det, du ikke er, kan du blive på nettet


BL O G BI T C H


SARA KADEFORS

Sara Kadefors

SARA KADEFORS

Blogbitch

På dansk ved Anja Hitz

HØST & SØN


Blogbitch er oversat fra svensk af Anja Hitz efter Lex Bok Copyright © Sara Kadefors 2013, udgivet af Lilla Piratförlaget AB, Stockholm, 2013 Published by agreement with Brand New World Agency Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: SisterBrandt Sat med Adobe Garamond hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-638-3564-0 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne bog er tildelt oversættelsesstøtte fra Nordisk Ministerråd

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante.dk


1.

J

eg læste engang om fobier i avisen. Hvis man er overdrevet bange for edderkopper eller rotter, så skal man ikke undgå dem, men gøre lige det modsatte. For eksempel kan man begynde med at se en film om edderkopper, og så på et tidspunkt tør man tage en op i hånden. Det kaldes for »kognitiv terapi«. I en periode testede jeg metoden i forhold til Miranda og Afnan. De går i min klasse, og jeg er tvunget til at være sammen med dem hele tiden, selvom jeg ikke har lyst. Hver for sig er de bare irriterende, i forening er de på grænsen til det ulidelige. Jeg gjorde det sådan at når jeg fik øje på en af dem, gik jeg hen og stillede mig ved siden af. Så længe de var stille, gik det godt, men hvis deres mobiler ringede, og læbestiftmundene knevrede, så begyndte hele min krop at klø som ved en allergisk reaktion. »Heeeey! Hva’ så? Shit, det er bare sååå cool ... ja, lige nøjagtig, totalt fedt at blive inviteret ...« Da indså jeg at det der terapi ville blive alt for hårdt for mig. Miranda har en blog hvor hun fortæller en smule om sin gamle spiseforstyrrelse og en hel del om sit fantastiske liv. Først og fremmest uploader hun billeder af sig selv og sine smarte venner. Hvis man skal dømme efter billederne, tilhører hun en trendy klike fra indre by som hænger ud på natklubber og bliver inviteret til fester, receptioner og »events«. Alt hvad Afnan

5


og Miranda snakker om, er en masse cool koncerter, cool fester og cool mennesker som har lavet en masse cool ting. Indimellem kan de til og med snakke om en cool demonstration inde i byen mod for eksempel smertefulde dyreforsøg (anti-cool) eller regeringens boligpolitik (totalt anti-cool). Selvom det måske lyder fornuftigt, er det meste af det som Afnan og Miranda siger og står for, dybt, dybt irriterende. De fleste på skolen er almindelige, hjernedøde mennesker. Pigerne har overdrevet store dynejakker på om vinteren og overdrevet små toppe på om sommeren. De træner og går til fester. Der er dem der stædigt fortsætter til ridning, som om de stadigvæk går i de mindre klasser. Indimellem bliver jeg bange for hvordan hestesnakken påvirker mig. Jeg forestiller mig at den går ind gennem øret, mod min vilje, og spreder sig i kroppen som en infektion. Til sidst bliver jeg måske alvorligt syg eller også vælter det alt sammen ud af mig en dag, så jeg kommer til at snakke helt manisk om Topsy, Cinderella og Lainy. Drengene fester og har hængerøv. De fleste begyndte at drikke allerede i syvende og synes stadig det er enormt sejt selvom de snart er færdige med gymnasiet. De træner helt hysterisk i fitnesscenteret. For hver dag der går, svulmer de lidt mere op. På grund af den store mangel på fyre med normal krop, burde man på en eller anden måde bevare de få som stadig findes. Ellers er der risiko for at folk glemmer hvordan en krop ser ud, og tror at alle skal træne som idioter. Det er egentlig langt ude at man er tvunget til at tilbringe så meget tid sammen med mennesker man får det dårligt af at være tæt på. Men hvis de forsvandt, tror jeg faktisk jeg ville savne at irritere mig over dem.

6


Jonatan står i sine haremsbukser og ryger med solbrillerne på, selvom det er overskyet. Man må ikke ryge i skolegården, og jeg har sagt til ham at han skal droppe haremsbukser, da de får hans ben til at se endnu kortere ud. Det skider han på, og det respekterer jeg ham for. Da jeg når hen til ham, laver han en dramatisk bevægelse med cigaretten i luften. »Jeg har det som om jeg bare er en krop der går rundt!« »Du er en krop der går rundt.« »Jeg bliver vækket af at det gør ondt herinde,« siger han og lægger hånden på brystet. »Jeg prøver at ryge, men det hjælper ikke.« »PMS?« »Jeg er ikke god til noget! Jeg troede at jeg var god til at sy, men ikke engang det kører. Jeg har ingen ideer!« Han kaster smøgen fra sig, den ruller hen ad asfalten. »Det er forfærdeligt ikke at have nogen ideer!« »Du behøver ikke have ideer for at få lov til at være her.« »Men jeg er et kreativt menneske. Jeg bliver deprimeret hvis jeg ikke udtrykker mig!« »Har du en smøg?« Han haler pakken frem. Det er hans ulækre mentolsmøger, men det er bedre end ingenting. »Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme ud af den her tilstand,« fortsætter han. »Hvordan jeg skal genfinde lysten til at skabe ...« Jeg peger på ham med smøgen. »Giv slip på det der med at du skal skabe noget. Vi er blevet påduttet at vi får det så godt af at være kreative, men i virkeligheden giver kreativiteten os bare en masse angst. Kan du ikke selv mærke det? Jeg synes du skal prøve at frigøre dig fra kravene.« Han ser uforstående på mig. »Og gøre hvad i stedet?«

7


Jeg trækker på skuldrene. »Det er i al fald åndssvagt at forsøge at vride ideer ud, bare fordi alle siger at det er ‘entreprenørskab’ der er fremtiden. Desuden er der altid en masse mennesker der er bedre end en selv, så risikoen for at mislykkes er ret stor. Og du ved vel hvor rædselsfuldt det vil føles. Drop det hele allerede nu, så undgår du depressioner og selvmordsforsøg og en masse patetiske kunstnerkriser. Han tager solbrillerne af og ser alvorligt på mig. »Jeg lytter ikke til dig.« »Selvfølgelig ikke.« »Du vil bare have mig for dig selv.« »Ja, mit liv er helt meningsløst uden dig,« siger jeg helt uden ironi. »Det ved du godt.« »Hvad har du lavet siden sidst?« »Ingenting.« »Det tænkte jeg nok.« Jeg smiler. Han smiler. Jeg kan ikke huske at der har været et tidspunkt i mit liv uden det smil. Vi blev venner i første klasse fordi vi var lige langsomme og altid var de sidste – i kantinen, i klasseværelset. Jeg var et hoved højere end ham. Det er jeg stadig. Når vi ligger ved siden af hinanden i hans seng, med et hoved i hver ende, så når hans fødder til min skulder. Timen begynder om nogle minutter. Han skal noget kunstnerisk. Jeg skal noget samfundsvidenskabeligt. Vi får begge en meget kedelig eftermiddag.

8


2.

J

eg længes altid efter at komme hjem til min seng. Folk synes måske det lyder destruktivt at ligge og fantasere til et lydtæppe af ultrapessimistisk musik, men de ved jo ikke hvad der foregår inde i mit hoved. Jeg fantaserer jo ikke om at dø som sådan, der sker meget mere spændende ting. Mine dagdrømme er ofte avancerede med mange sidehistorier og bifigurer. Jeg bliver ærgerlig hvis mobilen ringer, eller jeg bliver forstyrret af andet, fordi det er så svært at komme ind i fantasien igen. I dag handler det om hvordan jeg som en af de eneste overlevende efter en klimakatastrofe kæmper mig igennem en snestorm over et bjerg. Jeg har lige udkæmpet en kamp mod dem som har overtaget magten på jorden, en flok besynderlige sneuhyrer. Trods det at jeg havde både machete og pistol, lykkedes det et af bæsterne at hugge mig i armen. Nu hænger den blodig og dingler i en kødtrævl under frakken. Over mig pakker skyerne sig, og der blæser iskolde polarvinde. Nu kan jeg kun bede til de højere magter om at den gladiatorlignende russer vil finde mig inden jeg bliver begravet under snemasserne ... Musikken stopper brat. Jeg åbner modvilligt øjnene og får øje på mor. Jeg troede hun skulle arbejde længe. Jeg ville have nået at lufte ud og placere mig ved skrivebordet. Når hun

9


kom ind, ville jeg kigge uskyldigt op fra mine lektier. Nu slår hun aggressivt vinduet op på vid gab. Rummet fyldes af de påtrængende stemmer fra smådrengene som spiller fodbold på den anden side af gaden. Mor rynker på næsen og sukker. »For pokker, Lex ... Du kan ikke forpeste hele lejligheden!« Jeg mærker hvordan dagdrømmen trækker i mig, bjerget, sneen, den blodige arm. Det gælder om at være samarbejdsvillig for at kunne vende tilbage til den så hurtigt som muligt. »Det er derfor jeg ryger ved vinduet.« »Du skal ikke ryge overhovedet!« »Jeg gør det ikke igen.« Hun ser tvivlende på mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor skønt det bliver at komme væk herfra. Når skolen er færdig, og jeg skaffer nogen penge, kan jeg flytte ind i fars lejlighed i nogle måneder. Han har sagt det er okay, den står alligevel tom. Mor kommer hen til sengen. Hun bukker sig over mig som om hun inspicerede et sjældent insekt. »Hvad tænker du på når du ligger der?« »Ikke noget særligt.« »Jeg stod og kiggede på dig et stykke tid. Du så helt tilfreds ud. Du ser ellers aldrig særlig tilfreds ud. Ikke når du er sammen med mig.« Jeg sætter mig op. »Jeg er tilfreds med dig. Jeg mener, når jeg er sammen med dig. Jeg er også tilfreds med dig som person.« »Det er bare noget du siger.« »Nej, der er virkelig ikke noget galt med dig.« »Noget har jeg gjort galt så,« siger hun og ser sigende på mig. »Kan du i det mindste ikke spille computerspil? Chatte og gå på instagram og sådan? Noget man forstår!«

10


Jeg må få hende på andre tanker, men jeg kan ikke komme på en eneste positiv ting at fortælle om mig selv og mit liv. »Skal du ikke til zumba i dag?« forsøger jeg. Mors ansigt forvandler sig. Rynken i panden forsvinder, og ansigtet løftes opad af usynlige tråde. »Jo! Vi snupper bare noget let, ikk’?« »Vi kan lave en omelet! Med gedeost og spinat.« »Og måske en lille smule hårdt stegt bacon.« Mor stråler mod mig. Vi bliver begge to lykkelige af gedeost. Det og så et par andre madvarer, som mor køber i en delikatesseforretning når hun har råd – en temmelig dyr olivenolie fra et særligt område i Italien for eksempel. Hun lægger en hånd på min kind. Det betyder at vi nu glemmer at jeg er en deprimerende teenager. På vej mod døren stopper hun og ryster røven, hvorefter hun sender mig et fjolleforførende smil over skulderen. Efter hun er gået, forsøger jeg at finde ind i snefantasien igen. Det er svært. Jeg hiver en gammel fantasi frem som jeg godt kan lide at fortsætte på, den hvor jeg er dværg og bliver verdens første lavstammede regeringschef der har til opgave at løse problemet med de superintelligente aliens som er ved at overtage verden. Jeg smiler for mig selv, mens jeg træder ind på et topmøde med verdens statschefer, og de forsøger at lade som ingenting. »Hello!« råber jeg. »I’m a fucking dwarf! Don’t you notice?« Så er aftensmaden klar. Mens vi spiser, fortæller min mor om sine patienter og deres mærkelige problemer. »Og da lægen spurgte patienten om det føltes ubehageligt at han stak fingeren op i hans endetarm, svarede fyren ‘Nej, det er dejligt!’ Der findes virkelig nogen

11


med fis i kasketten.« Snart er hun i gang med en ny historie om en dame med en enormt underlig byld i hovedet. Hun siger at hun har det sjoveste arbejde i verden. Der er noget nyt at lære på hospitalet hver dag, og hun elsker sine kolleger. Det er tydeligt at hun gerne vil have sin arbejdsglæde til at smitte af på mig. Mor kan være svær at blive klog på. Det første jeg hører om morgenen, er hendes nynnen – selvom det eneste hun vågner op til er endnu en dag med stressende arbejde og lidt zumbadans i træningscenteret. »Er du ikke træt?« spørger jeg. Hun glor på mig som om jeg ikke er rigtig klog. »Hvorfor skulle jeg være træt?« »Der står i avisen at det er et meget utaknemmeligt arbejde at være sygeplejerske.« Hun går hen til køkkenbordet med sin tallerken og skyller den af under hanen. »Alle klynker løs. Det kan man ikke gøre uden at blive bitter. Du må aldrig blive bitter, Lex. Så må du hellere ryge. Altså, jeg mener jo ikke at jeg synes du skal ryge, jeg mener bare ...« Hun ser på uret og strækker armene kækt op i luften. »Det bliver sgu fedt med noget zumba!« Jeg får en sms fra Jonatan: »Jeg vil dø. Men inden da har jeg tænkt mig at vinde over dig i Wordfeud.« Jeg svarer at jeg ikke har tid til Wordfeud i aften, da jeg har planer om at tænke sorte tanker om fremtiden for at skabe lidt balance i lejligheden.

12


3.

M

anden i den sort- og rødternede skjorte taler om hvor vigtigt det er at have en drivkraft, og at vi skal blive bedre til at tage initiativer. Inden jeg søgte ind på gymnasiet, var der ingen der fortalte at jeg ville være tvunget til at dyrke mine »entreprenør-egenskaber«. Jeg havde droppet det hvis der havde stået et eneste ord om entreprenørskab. Hvis jeg tænker nærmere over det, så valgte jeg aldrig skole, jeg tog den der lå nærmest. Alle stræber-pigerne fra folkeskolen begyndte inde i byen, så de kunne gå på café i pauserne, men da jeg hader café-stræbere, kan jeg kun se det som en fordel at jeg blev i forstaden. Der er egentlig flest fordele ved at gå der hvor man bor: man slipper for at blive mast i tunnelbanen af folk som stinker af for meget parfume og knevrer i mobilen, man slipper for folk som har hånden i vejret hele timen og siger til læreren at de elsker hans/hendes fag fordi de tror at det kan betale sig at fedte (hvilket det kan), man slipper for alle dem som vil være advokater eller starte deres eget, præcis som deres forældre, og fremfor alt slipper man for folk som tager »morsomme« billeder eller filmer med deres dyre mobiltelefoner og lægger det ud forskellige steder med en »spøgefuld« kommentar til. Eller endnu værre – dem som lægger billeder ud af sig selv uden nogen grund overhovedet.

13


Det er rigeligt at have Miranda og Afnan i klassen for at kunne forestille sig hvordan det ville være, gange hundrede, på en skole inde i byen. I begyndelsen var det uforståeligt for mig at de to går her. De bor godt nok i nærheden, men det plejer ikke være grund nok til at vælge en andenrangsskole. En dag i begyndelsen af 1. g. var jeg mig nødt til at spørge hvordan det kunne være. Miranda gloede som om hun tog det som en forulempelse at jeg overhovedet talte til hende. Afnan lo overlegent. »Hvorfor undrer du dig over det?« »Glem det,« svarede jeg. »Der er vel ikke noget galt med forstaden? Eller hvad?« »Det sagde jeg ikke noget om.« Miranda sukkede bekymret. »Når du stiller sådan et spørgsmål, indser man hvor opdelt samfundet faktisk er. Som om det var en selvfølge at der kun gik idioter her.« »Måske går vi her fordi vi ikke synes at folk med status nødvendigvis behøver holde til i byen,« sagde Afnan. »Så I har status?« spurgte jeg uskyldigt. »Forstadsskolerne bliver faktisk udpint hvis man dræner dem for motiverede elever,« sagde Miranda snusfornuftigt. »Måske ville vi gerne handle ansvarligt.« »Sådan havde jeg det også,« sagde jeg med åbenlys ironi. Afnan så spørgende på mig mens Miranda vendte blikket ned i asfalten, som om hun havde det dårligt over at have løjet. Hun pirkede tænksomt med designerskoen i gruset. »Okay ... Jeg havde spiseforstyrrelser næsten hele niende og fik ikke lige de bedste karakterer. Jeg blev ikke optaget inde i byen. Og Afnan ...« Afnan så pinligt berørt på hende. »... Jeg regnede med at det er lettere at få gode karakterer her. Jeg vil måske være

14


psykolog, og så skal man have 12 i alle fag og højeste meritpoint.« Jeg gik derfra, fascineret af at Afnan allerede vidste hvad hun ville beskæftige sig med resten af livet. Der hersker ingen tvivl om at det er sådan nogle som hende og Miranda der har hvad læreren i den ternede skjorte kalder for »entreprenør-egenskaber«. Den ternede siger at vi skal tænke i de termer som forberedelse til forårets store projektarbejde. Ingen reagerer på hans formulering. Halvdelen ligger med overkroppen slapt hen over bordet, og den anden halvdel stirrer tomt ud i luften med en åbenlys mangel på alt hvad der har med entreprenør-egenskaber at gøre. Kun Miranda og Afnan forsøger at se interessante/interesserede ud. Mirandas blodrøde læber står i skarp kontrast til dagens kulsorte, uformelige outfit. Det mest påtrængende spørgsmål er om den ternede kan slippe af sted med formuleringer han tilsyneladende har memoreret fra en fællesmail fra Undervisningsministeriet. Jeg rækker hånden op. Han peger opmuntrende på mig. »Hvordan skal vi tænke?« spørger jeg. »Når vi tænker entreprenøragtigt?« »Tænk kreativt!« »Ja, men så er det vel kreativt vi skal tænke, og ikke entreprenøragtigt?« »Lex ...« »Du må definere ordet, hr. lærer, ellers ved vi ikke hvad der forventes af os.« Jeg gør en glidende bevægelse med armen forbi de tomme ansigter. »Vi vil alle sammen gerne vide det!« »Entreprenør-egenskaber er at være nysgerrig og kreativ ... og initiativrig og ... det handler helt enkelt om at kunne løse problemer ...«

15


»... på en kreativ måde?« Han nikker. »Det er vel det man altid har skullet gøre, hvis man vil have mere end 02?« Den ternede vrider sig som om det klør. »Ja, men nu er det jo sådan at ... at ... entreprenørskab ... handler om at kunne arbejde både selvstændigt og i gruppe ...« suk, støn, »og at lære at tage beslutninger og ...« »Kommunikere?« »Akkurat! Og samarbejde! Sådan at I kan udvikle en måde at forholde jer på som fremmer entreprenørskab. Det er det man skal kunne nu til dags. Det som vi lærere skal gennemgå. Det er bare at komme i sving.« »Men ...« »Hvad er der nu?« Hans stemme lyder irriteret. »Hvad nu hvis der er nogen som ikke vil have entreprenøregenskaber, nogen som synes at det er totalt usympatiske, irriterende, egoistiske egenskaber. Nogen som vil holde sig længst muligt væk fra alt som har med entreprenørskab at gøre?« Han ser på mig som om alt håb er ude. »Så kan livet blive lidt svært for dig, Lex.« »Hvorfor?« Han ser ned i gulvet. Der går nogle sekunder, så kigger han op igen, træt. »Det er bare med at komme i gang.« Den ternede samler en bunke papirer op fra katederet. Heavy-Hannes stikker tommelfingeren i vejret til mig inden han falder ind over bordet igen. Han er en af de tre drenge i klassen som ser helt utrænede ud. Der fik jeg en god grund til at kunne lide ham.

16


I pausen mødes jeg med Jonatan og hans mentolsmøg. Han har et smil på læberne og nyt tøj som han har syet selv. Det er ikke pænt når drenge går i tights, men jeg siger ingenting. »Tror du jeg dumper?« spørger jeg i stedet. Han gransker mig fra top til tå før svaret kommer. »Ja.« »Så jeg bliver aldrig til noget?« »Du vil jo ikke.« »Det er bare et tankeeksperiment. Kan man blive til noget alligevel?« »Måske,« siger han og får noget drømmeagtigt i blikket. »Hvis man bliver opdaget.« »Hvad planlægger du at blive opdaget som?« Han smiler for sig selv, som om det allerede var sket. »Digter. Designer. Eventmager.« »Hvordan bliver man opdaget som eventmager?« Han ser stadig salig ud. »Jeg vil være en som folk ser op til og flokkes omkring.« Mit blik fanges af Miranda og Afnan som går deres usynlige catwalk i skolegården. De snakker helt sikkert om weekenden hvor de skal spille den nyeste techno på byens hippeste natklub. Det er åbenlyst at de har lige så stor trang til at være i centrum som Jonatan. »Jeg ville hade at være en som folk flokkes omkring,« siger jeg. Jonatan slår ud med armene på en livsbekræftende måde. »Jeg har forresten fået en ny idé!« Og så fortæller han engageret om et nyt projekt som han har tænkt på de sidste dage: at starte et tøjmærke med kønsneutralt tøj. »Køn er yt, Lex! Der er ingen grænser for hvor stort det her mærke kan blive.«

17


»Jeg kender ingen der har problemer med deres køn,« siger jeg. »Du kender ikke andre end mig.« »Altså,« siger jeg så omsorgsfuldt jeg kan, »du ved at jeg i bund og grund vil dig det godt, men den der idé stinker.« »Nå?« »Okay, sig at den ikke gør, sig at det er en skidegod idé ...« »Det er en god idé.« »Det bliver aldrig til noget.« »Hvorfor ikke?« »Fordi der altid er folk der er bedre og som har en masse kulturel kapital. Kontakter og penge og sådan. Og endnu flere entreprenør-egenskaber.« Han lægger en hånd på min arm. »Tak, min ven! Tak fordi du er sådan en støtte.« »Du skulle måske hænge ud med Miranda og Afnan i stedet for. De kan jo præsentere dig for en masse cool typer inde i byen som kan hjælpe dig frem i verden.« Han kaster et blik fuldt af foragt efter den sortklædte duo som forsvinder ind gennem skolens port. »Jeg lever hellere resten af livet indespærret i en trang celle med verdens mest negative menneske, læs: dig, end at omgås med dem en enkelt aften. Vi tager hinanden under armen og går tilbage mod skolen. Jeg siger pædagogisk at han ikke skal fortælle mig om sine ideer. Jeg vil disse dem en efter en, fordi jeg vil have ham ved min side resten af livet. »Hvis du bliver hip og kendt og fremgangsrig, så forsvinder du, og jeg bliver ensom. Jeg ryger uden tvivl på stoffer og bliver hjemløs, og så dør jeg af en overdosis inden jeg er fyldt tredive. Mor ville blive rigtig ked af det. Føl dig ikke presset.«

18


Jonatan kysser mig på kinden og udstøder den lyd han plejer når han føler sig lidt ekstra glad, et slags skingert grisehyl. Folk i skolegården vender sig om og ser på ham som om han var den største idiot. Men Jonatan sejler uberørt ind gennem skoleporten i sin lyslilla trenchcoat, resultatet af et af alle hans, ifølge mig, mislykkede farvningsforsøg.

19

Sara Kadefors - Blogbitch (læseprøve)  
Sara Kadefors - Blogbitch (læseprøve)  

”Det er mig, der er Maya”, hvisker jeg dramatisk. Hans mund står halvt åben. Hans piercing i tungen reflekterer solen som strømmer ind genne...