Bilen lugtede af buk og hund, og den ramme lugt blandede sig med hans aftershave. »Du har kommet alt for meget på!« sagde pigerne, og han rullede begge vinduer ned, så lyden af gummi mod asfalt kom ind til dem. Han havde stadig pigdæk på, selv om det for længst var forbudt at køre med dem. Han vidste, at hans datter ville bemærke det, og måske også kommentere det, og at hun ville blive sur, når hun så sine døtre sidde på forsædet under den samme sele i hans gamle Volvo. Den havde gule plader, så de kunne ikke andet, og det var altid sådan, de sad, sammen foran alle tre, med hunden bagi. Hun kunne godt selv komme og hente dem. Hun havde bil, med bagsæde og med sele, men det var længe siden, hun havde været hos ham. De sås hos hende, eller også kom pigerne til ham, og han havde spurgt hvorfor. Nu var det jo snart længe siden, havde han sagt, men det var ikke noget, hun ville tale om. Hun blev trist af det, sagde hun, og han vidste ikke, om hun gav Inge skylden, fordi hun var gået, eller ham, fordi han havde ladet det komme så vidt. »Hvor er du fin,« sagde hun og gav ham et knus. Han kunne se, at hun var glad, men han vidste, at det ville ændre sig, når hun opdagede øjenvipperne. »Hav en god aften. Og hils mor og John.«
154