Lotte Kirkeby
JubilĂŚum Noveller
Rosinante
146
Jubilæum
147
148
Inge ringede egentlig bare for at spørge, om han kom. Kroen skulle have besked, og han var den eneste, der ikke havde meldt tilbage. Han sagde, at han kom, selvfølgelig, det gjorde han altid, og hun sagde, at han skulle hilse pigerne, hvis han så dem før hende. Da han lagde på, tænkte han, at hun og John sikkert var blevet enige om, at det var hende, der skulle ringe. Så langt var de kommet. Og selv om det snart var halvtreds år siden, de blev studenter, kunne han tydeligt huske, hvor forelsket han havde været i hende den sommer, præcis som sommeren før og somrene efter, og det havde John også. Det vidste han, selv om de aldrig havde talt om det. De mødtes altid en lørdag. I år havde han pigerne, som han kaldte dem, selv om han ikke måtte for deres mor. Hun ville gerne have, at han kaldte dem ved navn, så det gjorde han, når hun hørte det, men ikke, når de var 149
alene. De havde sovet i telt i haven, og han kunne sagtens nå at aflevere dem på vej op til kroen. Det var tidligt om morgenen, da han listede forbi med sit gevær over skulderen. Han havde ikke hørt en lyd, da han stillede kurven med morgenmad ved siden af flaget, lige inden for det falmede orange læhegn. Længere måtte han ikke komme. Det stod i reglerne, der var skrevet med den stores skæve håndskrift og sat op med nåle, og hunden vidste det godt, for den ventede ikke på, at han skulle komme ind, men rejste sig og luntede ud til ham. Magnolietræet midt på plænen havde smidt de fleste af sine blade. De lå i det lange græs som små hvide både, der var forlist. Det havde været en lang vinter, og foråret havde været koldt, men så havde solen fået knopperne til at eksplodere. Blomsterne havde stået længe, indtil regnen kom og hev dem med sig ned, og pigerne havde spiddet bladene på lange grene, så de kom til at ligne fjerklædte stankelben, og de havde fægtet med dem, indtil bladene faldt af, og så havde de smidt dem i en bunke uden for teltet. Han gik gennem skoven. Mosekonen bryggede, og han havde lommelærken i inderlommen og god tid, ligesom dyrene, der ikke havde vist sig endnu, og han begyndte at glæde sig. Han kom ud på engen og gik hen til sin hochstand. Rafterne gav sig, da han kravlede op, men han havde lært pigerne, at det holder, når 150
det knager, da de byggede den sammen sidste sommer, og de havde holdt hejsegilde med pølser, som de havde grillet over bål. Nu var han klar. Han stod højt, og han ville få øje på dyrene, inden de fik færten af ham, når de kom ud fra markskellet med benene skjult af tågedisen, og man ville tro, at de svævede, indtil han stoppede dem, som den gamle buk, der nu dukkede op i horisonten. Han tog sigte og skød, og han tænkte, at det var den lille, der skulle have geviret. Solen var kommet frem. Den døde buk lå i græsset, og mens han gik op for at vække pigerne, holdt hunden vagt. Han kunne godt køre ad hjulsporene, selv om der lå nogle få mudrede pytter. Men de blev nødt til at hjælpe ham med at få bukken op i bilen, og når de kom hjem, skulle de bare have den hængt op i krogen ved gavlen, så blodet kunne løbe fra. Fyrre graddage, så var den klar til at skære op og spise, og han kunne sagtens nå at bade og klæde om bagefter. Dyret var stadig varmt, da han kom derned med pigerne, og øjnene vidtåbne. »Hvorfor skal du altid skyde noget?« spurgte den lille. Hendes øjne var våde og næsten lige så store som bukkens. De skinnede på en måde, som han godt kunne kende, og hun vidste, at geviret var til hende. Hun måtte 151
selv være med til at save det af, hvis hun turde, og hun ville gerne have det, selv om hun syntes, det var synd for bukken, at den var død. Hun havde tabt sin fjerde tand aftenen før. Det var den sidste af fortænderne, og nu var der et stort hul. Hun kunne ikke bide i noget, og slet ikke æbler, så måske døde hun af sult, havde hun sagt, da hun lagde tanden ned i den æske, som hendes mor havde givet hende med og bedt hendes morfar om at passe på. Hun kunne godt risikere at tabe den, mens de var på besøg, havde hun sagt. Den var meget løs, og de samlede på mælketænder. Han troede ikke, at de samlede på øjenvipper. Men hvis de gjorde, lå de nu i æsken sammen med tanden. »Jeg troede, at de voksede og blev for lange,« havde hun forklaret ham. »Ligesom hår, hvis det ikke bliver klippet.« Hun havde taget hans buede neglesaks og det lille håndspejl, som han brugte, når han skulle klippe sig i nakken, og låst sig inde på badeværelset. Han havde ikke skældt hende ud, og det ville hendes mor heller ikke gøre. Hun ville give ham skylden, og det ville passe fint ind i hendes fortælling om ham. Nu græd hun nemmere, end hun plejede, og hun begyndte, da han sagde, at de skulle hjælpe med at bære bukken hen til bilen. Hun ville ikke se dens øjne. Hun ville kun bære bagbenene, og hun troede ikke på liv 152
efter døden. Hun var sikker på, at det var slut, både for dyr og for mennesker, og derfor havde hun bare tegnet jord, da deres lærer havde bedt dem om at vise, hvad der skete, når man var død. Hun brokkede sig stadig over, at han altid skulle skyde noget. Men hun vidste godt hvorfor. Han havde lært dem, at man skulle passe sin bestand og skyde de gamle hanner, der ikke længere kunne lave ordentlige børn. Han bøjede sig ned og brækkede dyret op, og da han var færdig, kaldte han på pigerne. Han tog dem i hånden og førte forsigtigt deres hænder ind i bugen på det varme dyr. Den lille ville ikke. Hun trak sin hånd til sig, men den store, der ville være læge, fandt hjerte og nyrer og lever sammen med ham, og så slap hun hans hånd og stak sin egen længere ind. Hun fandt blæren, som hun vidste, at man skulle være forsigtig med, for bukken rådnede, hvis den sprækkede, og hun fik den ud i et stykke og lagde den hen i bunken til de andre indvolde, som de lod ligge til ræven, der ville komme senere og rydde op. De bar det tømte dyr hen til bilen og lagde det ind i bagagerummet. Den lille ville ikke køre sammen med døde, så hun gik tilbage, sammen med hunden. Han kørte med den store på skødet. Hun styrede, og han trådte på speederen, og de havde fået hængt dyret op, da den lille kom tilbage. 153
Bilen lugtede af buk og hund, og den ramme lugt blandede sig med hans aftershave. »Du har kommet alt for meget på!« sagde pigerne, og han rullede begge vinduer ned, så lyden af gummi mod asfalt kom ind til dem. Han havde stadig pigdæk på, selv om det for længst var forbudt at køre med dem. Han vidste, at hans datter ville bemærke det, og måske også kommentere det, og at hun ville blive sur, når hun så sine døtre sidde på forsædet under den samme sele i hans gamle Volvo. Den havde gule plader, så de kunne ikke andet, og det var altid sådan, de sad, sammen foran alle tre, med hunden bagi. Hun kunne godt selv komme og hente dem. Hun havde bil, med bagsæde og med sele, men det var længe siden, hun havde været hos ham. De sås hos hende, eller også kom pigerne til ham, og han havde spurgt hvorfor. Nu var det jo snart længe siden, havde han sagt, men det var ikke noget, hun ville tale om. Hun blev trist af det, sagde hun, og han vidste ikke, om hun gav Inge skylden, fordi hun var gået, eller ham, fordi han havde ladet det komme så vidt. »Hvor er du fin,« sagde hun og gav ham et knus. Han kunne se, at hun var glad, men han vidste, at det ville ændre sig, når hun opdagede øjenvipperne. »Hav en god aften. Og hils mor og John.«
154
Hunden var faldet i søvn. Den skulle ikke med på kro, og han tænkte, at den godt kunne holde sig natten over, hvis han luftede den, inden han gik i seng. Han tænkte også på alle dem, der ikke vidste det, og han var sikker på, at de ville forstå. »Når man kigger på dem,« ville damerne sige, når de gik på toilettet sammen, og det gjorde de stadig, selv om de snart var halvfjerds, »så kan man jo egentlig godt forstå hende.« Mændene ville sige mindre, når de gik i skoven for at ryge, og de ville være mere nådige. Men selv om han havde været i bad og havde klippet håret i nakken, vidste han godt, at rafterne knagede under ham, og at John og Inge tog på vandreture sammen, og på højskole, og at den mand, der snart parkerede i perlegruset foran kroen med de hvide vinduer og de grønne skodder, havde slået ham, og at det betød noget, selv om han altid sagde til den lille, at livet jo ikke kun var en konkurrence. Han drejede skarpt ind ad en skovvej, og hunden vågnede. Den prøvede at rejse sig, og han mødte dens øjne i bakspejlet. De var bekymrede, men det var de altid. Det var en spaniel, og den logrede med halen, da han slap den fri. Han skulle tisse. En lugt af råd og grønt slog op i næsen på ham, og han blev nødt til at losse hunden væk fra den våde plet med sin ene fod. Da han var færdig, 155
vendte han sig om og fik øje på skiltet. Der stod, at han var fremme om tre kilometer. Ved kroen og Inge og John og alle de andre, som allerede var der, og som allerede vidste det. Han kom for sent, og han kunne ikke. Hunden havde fundet et vandløb. Den stod stille og drak. Han ventede ikke på den, men begyndte at gå, ind i skoven, og han vidste, at den ville indhente ham. Han gik i siksak for ikke at træde på billerne, der krydsede hen over stien. De var skinnende sorte og metallisk grønne. Hunden nåede op til ham, og den var ligeglad med billerne. Den satte sine poter oven på dem, mens de gik rundt om søen, og hans gamle skolekammerater drak aperitif på terrassen, og en af dem begyndte at misse med øjnene. Han standsede i udkanten af parkeringspladsen, og gennem de lyse og næsten gennemsigtige bøgeblade, der snart ville tykne og mørkne, kunne han se over til dem. Han kunne se, at Inge lignede sig selv, selv om hun var blevet klippet, og at John kyssede hende på kinden og hviskede noget i hendes øre, der fik hende til at smile. Han kaldte stille på hunden, men den kom ikke. Den havde stukket sin snude i et spor og var løbet ind i krattet, der skjulte det lille hvide hus, hvor de havde boet sammen sidste gang, som om hun stadig var der, og den havde fået færten af hende. Dengang havde hunden ikke været andet end en 156
hvalp, og nu boede der nogle andre. Han gik videre, ind i parken, der lå for foden af den gamle hovedgård, hvor han havde bestilt et værelse. Men han ville ikke være der. Han ville hjem. Til sit døde dyr på krog og til pigernes telt. Han ville snart invitere dem igen, og om fyrre graddage kunne han lave dyreryg. Så ville øjenvipperne også være vokset ud, og hans datter ville være blevet god igen, og måske ville hun endda med ud til ham, tænkte han, da han gik forbi badebroen, der lå neden for det lille hvide hus, hvor de hverken skulle bo nu eller senere. Den gule robåd lå der stadig. De var roet ud i den, og de havde badet fra den, inden det sidste jubilæum, for fem år siden, og de havde været nøgne. Han kunne huske, han havde tænkt, at hun stadig havde de smukkeste bryster, og at de havde holdt hinanden i hånden, hele vejen hen til kroen.
157
158