L'Engle ET SPRING I TIDEN (Læseprøve)

»Hvorfor kom du ikke op på loftet?« spurgte Meg. Hun talte til sin bror, som om han var lige så gammel som hende. »Jeg har været ved at dø af skræk.« »Det blæser for meget oppe på det der loft, du har,« sagde den lille dreng. »Jeg vidste, du ville komme ned. Jeg har sat noget mælk over til dig. Det er sikkert varmt nu.« Hvordan kunne det være, at Charles Wallace altid vidste ting om hende? Hvordan kunne han det? Han vidste aldrig, hvad Dennys eller Sandy tænkte på, eller også var han ligeglad. Det var morens og Megs tanker, han havde indblik i, og han var skræmmende nøjagtig.

Var det, fordi folk var lidt bange for ham, at de hviskede om familien Murrys yngste barn og sagde, at han ikke var helt rigtig i hovedet? »Jeg har hørt, at kloge mennesker tit får svagtbegavede børn,« havde Meg engang overhørt nogen sige. »De to drenge virker som gode, almindelige børn, men den grimme pige og lillebroren er da lidt ved siden af.« Det var sandt, at Charles Wallace sjældent sagde noget, når der var andre til stede, så mange troede, at han aldrig havde lært at tale. Og det var sandt, at han ikke havde sagt noget overhovedet, før han var næsten fire. Meg blev hvidglødende af raseri, når folk så på ham med små overbærende smæld med tungen og rystede bedrøvet på hovedet. »Du skal ikke være bekymret for Charles Wallace, Meg,« havde hendes far engang sagt til hende. Meg huskede det meget tydeligt, for det var lige før, han forsvandt. »Der er ikke noget galt med hans hoved. Han gør bare tingene på sin egen måde, og når det passer ham.« 10