L'Engle ET SPRING I TIDEN (Læseprøve)

kolofon

Et spring i tiden er oversat fra engelsk af Anja Hitz efter A Wrinkle in Time Copyright © 1962 by Crosswicks, Ltd. Originally published in the United States by Farrar, Straus and Giroux Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2018 Artwork fra filmen Et spring i tiden © Disney 2018 Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg Printed in Denmark 2018 ISBN 978-87-638-5330-9 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk

Titel

MADMADELEINE E L E I N E L’ENGLE L’E NG L E Et spring i tiden [sættes som på forsiden af omslagsgrafiker]

SPRING I TIDEN

ET

På dansk ved Anja Hitz

På dansk ved Anja Hitz

HØST & SØN

HØST & SØN

ET

MRS. VAD Det var en mørk og stormfuld aften.

Meg Murry sad på sit loftsværelse i fodenden af sin seng med et tæppe omkring sig. Hun kiggede ud på træerne, der bøjede sig for den piskende vind. Skyer drev af sted hen over himlen i rasende fart. Hvert andet øjeblik trængte månen igennem skyerne og skabte genfærdsagtige skygger, der farede hen over jorden.

Huset rystede.

Meg sad med tæppet omkring sig og rystede.

Hun plejede ikke at blive bange, når det var uvejr. Det er ikke kun uvejret, tænkte hun. Det er uvejret oven i alt det andet. Oven i mig, Meg Murry, som gør alting galt.

I skolen, for eksempel. Alting gik galt i skolen. Hun var blevet en af dem, der klarede sig dårligst på sin årgang. »Helt ærligt, Meg,« havde en af hendes lærere sagt surt den morgen. »Jeg forstår ikke, hvordan et barn med så intelligente forældre, som dine tilsyneladende er, kan klare sig så dårligt. Hvis du ikke tager dig sammen, er du nødt til at gå en klasse om.« I spisefrikvarteret havde hun lavet lidt ballade for at 5

komme i bedre humør. Så havde en af pigerne hånligt sagt: »Vi går trods alt ikke i de små klasser længere, Meg. Hvorfor skal du altid opføre dig som et pattebarn?« Og på vejen hjem fra skole havde en af drengene sagt noget om hendes ‘dumme lillebror’. Det havde fået hende til at smide de bøger, hun gik med i favnen, og kaste sig over ham. Hun var vendt hjem med en flænge i tøjet og et blåt mærke på kinden.

Hendes tvillingebrødre på 10, Sandy og Dennys, havde fået fri fra skole en time før hende. »Vi skal nok tage de slåskampe, der er nødvendige,« sagde de til hende.

En ballademager, det er, hvad jeg er, tænkte hun trist.

Det kommer de til at kalde mig. Ikke mor, men de andre.

Alle de andre. Jeg ville ønske, at far ...

Men hun kunne stadig ikke tænke på sin far uden at være ved at græde. Kun moren kunne tale om ham på en naturlig måde og sige: »Når jeres far kommer tilbage ...« Kommer tilbage hvorfra? Og hvornår? Moren måtte da have hørt, hvad folk sagde. Hun måtte da kende til den dumsmarte, ondskabsfulde sladder. Det sårede vel hende, som det sårede Meg. Men hvis det gjorde, så kunne man ikke se det på hende. Hun virkede altid så rolig.

Hvorfor kan jeg ikke også skjule det? tænkte Meg. Hvorfor kan man se alting på mig?

Vinduet klaprede vildt i vinden, og hun trak tæppet godt op om sig. Der lå en grå uldtot af en killing sammenrullet på en af hendes puder. Den gabte, så man kunne se dens lyserøde tunge, gemte sit hoved væk igen og sov videre.

Alle sov. Alle undtagen Meg. Selv Charles Wallace, 6

den ‘dumme lillebror’, som på en eller anden måde altid vidste, hvornår hun var vågen og ked af det, og som så tit kom listende op ad loftstrappen til hende om natten – selv Charles Wallace sov.

Hvordan kunne de sove? Der var blevet varslet om orkan i radioen hele dagen. Hvordan kunne de lade hende ligge på loftet i den vakkelvorne messingseng, når de vidste, at taget kunne blæse af huset, og hun kunne blive flået op i den vilde nattehimmel og lande et eller andet tilfældigt sted?

Hun rystede mere og mere.

Du bad selv om værelset på loftet, sagde hun vredt til sig selv. Mor lod dig få det, fordi du er den ældste. Det er et privilegie, ikke en straf. »Det er ikke et privilegie under en orkan,« sagde hun ud i rummet. Hun smed tæppet fra sig og rejste sig. Killingen strakte sig med velbehag og kiggede op på hende med store, uskyldige øjne. »Sov,« sagde Meg. »Vær glad for, at du er en killing og ikke et monster som mig.« Hun kiggede på sig selv i garderobespejlet og skar en grufuld grimasse, så man kunne se bøjlen på hendes tænder. Hun skubbede sine briller på plads, trak fingrene igennem det leverpostejsfarvede hår, så det kom til at stritte vildt, og gav så et suk, der næsten larmede lige så meget som vinden.

De brede gulvbrædder var kolde under fødderne. Vinden trak ind gennem sprækker omkring vinduerne, selvom forsatsruderne burde have givet beskyttelse. Hun kunne høre vinden hyle i skorstenene. Og fra underetagen hørte hun, at deres store, sorte hund, Fort, begyndte at gø. Han 7

var nok også bange. Hvad gøede han ad? Fort gøede aldrig uden grund.

Pludselig kom hun i tanke om, at hun havde hørt om en hjemløs, da hun var på posthuset. Han havde vistnok stjålet tolv lagner fra mrs. Buncombe, politibetjentens kone.

De havde ikke fanget ham, og måske var han lige nu på vej mod familien Murrys hus, som jo lå ret afsides. Og måske var han ude efter mere end lagner denne gang. Meg havde ikke rigtig hørt efter det med den hjemløse, for postdamen havde spurgt hende, med et sukkersødt smil, om de havde hørt fra deres far på det sidste.

Hun forlod sit lille værelse, begav sig igennem skyggerne i det store loftsrum og stødte ind i bordtennisbordet. Nu får jeg et blåt mærke på hoften oven i alt det andet, tænkte hun.

Bagefter stødte hun ind i sit gamle dukkehus, Charles Wallaces gyngehest og tvillingernes elektriske tog. »Hvorfor er det altid mig, det går ud over?« spurgte hun en stor bamse.

Hun standsede for at lytte, da hun var kommet ned ad trappen. Ikke en lyd fra Charles Wallaces værelse på højre hånd. Ingen puslen fra hendes mor, som sov alene i den store dobbeltseng i forældrenes soveværelse på venstre hånd. Hun listede ned ad gangen og ind på tvillingernes værelse og skubbede igen til sine briller, som om de kunne hjælpe hende til at se bedre i mørket. Dennys snorkede.

Sandy mumlede noget om baseball. Tvillingerne havde ingen problemer. De var ikke fantastiske elever, men de var heller ikke dårlige. De var helt tilfredse med deres 7-taller 8

og et enkelt 10 eller 4 en gang imellem. De var stærke, de var hurtigløbere og gode til sport, og når der blev gjort grin med nogen i familien Murry, så var det ikke med Sandy og Dennys.

Hun gik ud af tvillingernes værelse og videre ned ad trappen uden at træde på det syvende trin, der knirkede.

Fort var holdt op med at gø. Så var det ikke den hjemløse denne gang. Han ville blive ved med at gø, hvis der var nogen derude.

Men hvad nu, hvis den hjemløse faktisk kommer? Hvad hvis han har en kniv? Der bor ikke nogen tæt nok på til at kunne høre, hvis vi skriger og skriger og skriger. Og hvis der gjorde, ville de også være ligeglade.

Jeg laver noget kakao til mig selv, tænkte hun. Så kommer jeg i bedre humør, og hvis taget blæser af, så ryger jeg i det mindste ikke med.

Lyset var allerede tændt i køkkenet, og Charles Wallace sad ved bordet og drak mælk og spiste en syltetøjsmad. Han så meget lille og sårbar ud, som han sad der alene i det store gammeldags køkken, en lille lyshåret dreng i falmet blå natdragt med fødderne dinglende et godt stykke over gulvet. »Hej,« sagde han muntert. »Jeg har ventet på dig.« Fort lå under bordet ved Charles Wallaces fødder og håbede på at få lidt smuler. Han bød Meg velkommen ved at hæve sit slanke hoved og slå halen mod gulvet. Fort var kommet til deres dør en vinteraften som halvstor hvalp, afpillet og herreløs. Megs far mente, at han måtte være halvt engelsk setter og halvt greyhound, og han var smuk på sin helt egen måde.

9

»Hvorfor kom du ikke op på loftet?« spurgte Meg. Hun talte til sin bror, som om han var lige så gammel som hende. »Jeg har været ved at dø af skræk.« »Det blæser for meget oppe på det der loft, du har,« sagde den lille dreng. »Jeg vidste, du ville komme ned. Jeg har sat noget mælk over til dig. Det er sikkert varmt nu.« Hvordan kunne det være, at Charles Wallace altid vidste ting om hende? Hvordan kunne han det? Han vidste aldrig, hvad Dennys eller Sandy tænkte på, eller også var han ligeglad. Det var morens og Megs tanker, han havde indblik i, og han var skræmmende nøjagtig.

Var det, fordi folk var lidt bange for ham, at de hviskede om familien Murrys yngste barn og sagde, at han ikke var helt rigtig i hovedet? »Jeg har hørt, at kloge mennesker tit får svagtbegavede børn,« havde Meg engang overhørt nogen sige. »De to drenge virker som gode, almindelige børn, men den grimme pige og lillebroren er da lidt ved siden af.« Det var sandt, at Charles Wallace sjældent sagde noget, når der var andre til stede, så mange troede, at han aldrig havde lært at tale. Og det var sandt, at han ikke havde sagt noget overhovedet, før han var næsten fire. Meg blev hvidglødende af raseri, når folk så på ham med små overbærende smæld med tungen og rystede bedrøvet på hovedet. »Du skal ikke være bekymret for Charles Wallace, Meg,« havde hendes far engang sagt til hende. Meg huskede det meget tydeligt, for det var lige før, han forsvandt. »Der er ikke noget galt med hans hoved. Han gør bare tingene på sin egen måde, og når det passer ham.« 10

»Jeg vil ikke have, at han bliver lige så dum som mig,« havde Meg sagt. »Åh, min skat, du er ikke dum,« svarede hendes far. »Du er som Charles Wallace. Du udvikler dig i dit eget tempo.

Det er bare ikke det sædvanlige tempo.« »Hvordan ved du det?« ville Meg vide. »Hvordan ved du, at jeg ikke er dum? Er det ikke bare, fordi du elsker mig?« »Jeg elsker dig, men det er ikke derfor, jeg ved det. Mor og jeg har testet dig, ved du nok.« Ja, det var rigtigt. Meg havde fundet ud af, at nogle af de ‘spil’, hendes forældre havde spillet med hende, var en slags prøver, og at der havde været flere for hende og Charles Wallace end for tvillingerne. »Du mener intelligensprøver?« »Ja, nogle af dem.« »Er min IQ okay?« »Mere end okay.« »Hvor høj er den?« »Det får du mig ikke til at fortælle dig. Men både du og Charles Wallace vil være i stand til at gøre sådan cirka lige, hvad I har lyst til, når I bliver voksne. Bare vent, til Charles Wallace begynder at tale, så skal du bare se.« Det havde faren haft ret i, selvom han selv var forsvundet, inden Charles Wallace pludselig begyndte at tale i hele sætninger, uden først at have talt babysprog. Hvor ville han have været stolt! »Du må hellere holde øje med mælken,« sagde Charles Wallace til Meg med en udtale, som var klarere og tydeligere end de fleste femåriges. »Du kan jo ikke lide, når det får skind på overfladen.« 11

»Du har hældt alt for meget mælk op.« Meg kiggede ned i kasserollen.

Charles Wallace nikkede upåvirket. »Jeg tror også gerne, mor vil have noget.« »Hvad vil jeg gerne have?« sagde en stemme, og der stod deres mor i døråbningen. »Kakao,« sagde Charles Wallace. »Vil du have en sandwich med pølse og smøreost? Jeg vil gerne lave en til dig.« »Det ville være dejligt,« sagde mrs. Murry, »men jeg kan selv lave den, hvis du er i gang med noget.« »Ikke noget problem.« Charles Wallace gled ned fra stolen og luntede over til køleskabet på sine små fødder, der dappede som bløde killingepoter. »Hvad med dig, Meg?« spurgte han. »Sandwich?« »Ja, tak,« sagde hun. »Men ikke pølse. Har vi tomater?« Charles Wallace kiggede i grøntsagsskuffen. »En. Må jeg godt give den til Meg, mor?« »Selvfølgelig,« smilte mrs. Murry. »Men dæmp dig lige lidt, Charles. Ellers vækker vi også tvillingerne.« »Lad os være eksklusive,« sagde Charles Wallace. »Det er dagens nye ord. Er det ikke imponerende?« »Fænomenalt,« sagde mrs. Murry. »Meg, kom her og lad mig se på det blå mærke.« Meg satte sig på knæ foran sin mor. Varmen og lyset i køkkenet havde gjort hende så afslappet, at hun ikke længere kunne mærke, hvor bange hun havde været oppe på loftet.

Der var en dejlig lugt af kakao fra kasserollen, der stod potteplanter i vindueskarmene og en buket blomster midt på bordet. De farverige gardiner spredte en glad stemning 12

i hele rummet. Ovnen spandt som et stort, sovende dyr, og lamperne glødede. Udenfor, alene i mørket, slog vinden stadig mod huset, men den truende styrke, som havde gjort Meg bange, da hun var alene på loftet, forsvandt i det trygge køkken. Fort lå under mrs. Murrys stol og sukkede veltilfreds.

Mrs. Murry rørte forsigtigt ved Megs forslåede kind.

Meg kiggede op på sin mor med en blanding af kærlig beundring og mut bitterhed. Det var ikke en fordel at have en mor, som var forsker og tilmed smuk. Meg var så ulideligt almindelig sammenlignet med mrs. Murry, der havde flammende rødt hår, flødefarvet hud og mørkeblå øjne med lange, mørke vipper. Megs hår havde været nogenlunde, så længe hun havde haft det flettet. Da hun kom på highschool, blev det klippet, og nu kæmpede hun og hendes mor med at sætte det op, men den ene side ville krølle, og den anden ligge fladt, så det så endnu kedeligere ud end nogensinde før. »Du ved ikke, hvad det vil sige at lægge bånd på sig selv, gør du, min skat?« spurgte mrs. Murry. »Det er en ordentlig skramme, den unge mand har givet dig. Men i øvrigt ringede hans mor, lige efter du var gået i seng, og klagede over, hvad du havde gjort ved ham. Jeg sagde til hende, at eftersom han er et år ældre end dig og mindst 10 kilo tungere, så var det mig, der havde klageretten. Men hun mente vist, at det hele var din skyld.« »Det kommer nok an på, hvordan man ser på det,« sagde Meg. »Lige meget hvad der sker, plejer folk at mene, at det er min skyld, også selvom jeg slet ikke har noget med det 13

at gøre. Men jeg er ked af, at jeg var oppe at slås med ham.

Det har bare været en forfærdelig uge. Og jeg har det rigtig dårligt.« Mrs. Murry strøg Meg over håret. »Ved du hvorfor?« »Jeg hader at være en særling,« sagde Meg. »Det er også svært for Sandy og Dennys. Jeg ved ikke, om de virkelig er som alle andre, eller om de bare er i stand til at lade som om. Jeg prøver også at lade som om, men det hjælper ikke.« »Du er alt for ærlig til at kunne foregive at være noget, du ikke er,« sagde mrs. Murry. »Jeg beklager, Megsen. Hvis far var her, kunne han måske hjælpe dig, men jeg tror ikke, jeg kan gøre noget, før du er ældre. Så vil tingene blive lettere for dig. Men det er ikke rigtig til nogen hjælp nu, vel?« »Hvis bare jeg ikke var så grim – hvis bare jeg var pæn som dig ...« »Mor er overhovedet ikke pæn, hun er smuk,« erklærede Charles Wallace, mens han skar skiver af pølsen. »Derfor vil jeg vædde med, at hun var grim, da hun var på din alder.« »Du har ret,« sagde mrs. Murry. »Giv dig selv lidt mere tid, Meg.« »Vil du have salat i din sandwich, mor?« spurgte Charles Wallace. »Nej, tak.« Han skar sandwichen i flere stykker, lagde den på en tallerken og satte den foran sin mor. »Din er færdig lige om et øjeblik, Meg. Jeg tror, jeg vil tale med mrs. Vad om dig.« »Hvem er mrs. Vad?« spurgte Meg. 14

»Jeg tror, jeg vil være eksklusiv med hende lidt endnu,« sagde Charles Wallace. »Løgsalt?« »Ja, tak.« »Hvad står mrs. Vad for?« spurgte mrs. Murry. »Det er hendes navn,« svarede Charles Wallace. »I kender godt det gamle stråtækte hus ovre i skoven, som børnene ikke vil i nærheden af, fordi de siger, der er spøgelser? Der bor de.« »De?« »Mrs. Vad og hendes to veninder. Jeg gik tur med Fort for et par dage siden – du og tvillingerne var i skole, Meg. Vi kan godt lide at være i skoven, og pludselig løb han efter et egern, og jeg løb efter ham, og vi endte ved spøgelseshuset, så man kan godt sige, at jeg mødte dem tilfældigt.« »Men der bor ikke nogen,« sagde Meg. »Jo, det gør mrs. Vad og hendes veninder. De er rigtig hyggelige.« »Hvorfor har du ikke sagt det?« spurgte mrs. Murry. »Du ved da godt, at du ikke må gå så langt væk uden at få lov, Charles.« »Det ved jeg,« sagde Charles. »Det er den ene grund til, at jeg ikke sagde noget. Jeg skyndte mig bare efter Fort uden at tænke over det. Og så besluttede jeg, at jeg hellere måtte gemme dem til et nødstilfælde.« Et nyt vindstød ruskede i huset, og pludselig begyndte regnen at piske mod ruderne. »Jeg tror ikke, jeg kan lide den vind,« sagde Meg nervøst. »Vi mister sikkert nogle tagspån,« sagde mrs. Murry. »Men det her hus har stået i næsten 200 år, så jeg tror, det 15

holder lidt endnu, Meg. Den her bakketop har været ramt af en stiv kuling mange gange før.« »Men det her er en orkan!« jamrede Meg. »I radioen blev de ved med at sige, at det var en orkan!« »Vi er i oktober,« sagde mrs. Murry. »Der har været storme i oktober før.« Da Charles Wallace gav Meg hendes sandwich, forlod Fort sin plads under bordet. Han gav en lang, dyb knurren fra sig, og de kunne se den mørke pels rejse sig langsomt på hans ryg. Meg fik gåsehud. »Hvad er der galt?« spurgte hun ængsteligt.

Fort stirrede på døren til mrs. Murrys laboratorium, som lå i det gamle bryggers ved siden af køkkenet. Man kunne komme ud derfra igennem et spisekammer, men mrs. Murry havde forsøgt at opdrage sin familie til at komme ind i huset gennem garagedøren eller hoveddøren og ikke igennem hendes laboratorium. Men Fort knurrede ikke mod døren til garagen, men mod den til laboratoriet. »Du lod ikke nogen væmmelige kemikalier stå og koge over en bunsenbrænder, vel mor?« spurgte Charles W ­ allace.

Mrs. Murry rejste sig. »Nej, men jeg må hellere gå ud og se, hvad Fort kan være så ophidset over.« »Det er den hjemløse. Jeg er sikker på, det er den hjemløse,« sagde Meg nervøst. »Hvilken hjemløs?« spurgte Charles Wallace. »De sagde henne på postkontoret her i eftermiddag, at mrs. Buncombe havde fået alle sine lagner stjålet af en hjemløs.« 16

»Så må vi hellere sætte os på pudebetrækkene,« sagde mrs. Murry let. »Jeg tror ikke engang, en hjemløs havde lyst til at være ude sådan en nat, Meg.« »Men derfor ér han sikkert ude,« peb Meg. »For at finde et sted, så han kan undgå at være ude.« »I så fald ville jeg tilbyde ham at være i laden til i morgen.« Mrs. Murry gik hurtigt hen mod døren. »Jeg går med dig.« Megs stemme var skinger. »Nej, Meg, du bliver her sammen med Charles og spiser din sandwich.« »Spiser!« udbrød Meg, idet mrs. Murry gik ud gennem laboratoriet. »Hvordan kan hun forvente, at jeg spiser?« »Mor kan godt passe på sig selv,« sagde Charles. »Fysisk, altså.« Men selvom Charles Wallace, i modsætning til de fleste små børn, havde evnen til at sidde stille, så sad han nu i sin fars stol og sparkede mod tværpinden.

Efter et kort øjeblik, der for Meg virkede som en evighed, kom mrs. Murry ind igen og holdt døren åben for ... var det den hjemløse? Personen virkede mindre, end en hjemløs var i Megs forestilling om sådan en. Alder og køn var umulig at definere, for personen var én stor tøjbylt.

Flere tørklæder i et udvalg af farver var viklet omkring hovedet, og der sad en mandehat af filt på toppen. En stola i skrigende pink var bundet omkring en grov overfrakke, og et par sorte gummistøvler dækkede fødderne. »Mrs. Vad,« sagde Charles mistænksomt, »hvad laver du her? Og så på denne tid af døgnet?« »Nu skal du ikke bliver bekymret, min egen.« En stemme steg frem af den opslåede frakkekrave, stolaen, tørklæderne 17

og hatten. En stemme, der lød som en usmurt havelåge, uden at være ubehagelig. »Mrs. ... øh ... Vad ... siger, hun er faret vild,« sagde mrs.

Murry. »Vil du have noget varm chokolade, mrs. Vad?« »Meget elskværdigt, helt sikkert,« svarede mrs. Vad og tog hat og stola af. »Jeg er sådan set ikke faret vild, jeg er nærmere blevet blæst ud af kurs. Og da jeg indså, at jeg var ved lille Charles Wallaces hus, tænkte jeg, at jeg lige kunne komme ind og samle kræfter, før jeg fortsætter.« »Hvordan vidste du, at det her var Charles Wallaces hus?« spurgte Meg. »På grund af lugten.« Mrs. Vad løsnede et blå- og grønternet tørklæde, et rød- og gulblomstret, et gyldent småblomstret og en bandana i rød og sort. Under det hele var der en sparsom mængde gråt hår, som var sat op i en pæn, lille knold oven på hovedet. Hendes øjne var klare, hendes næse var en rund, blød klump, og hendes mund var rynket som et efterårsæble. »Du godeste, hvor er der skønt og varmt herinde,« sagde hun. »Sid endelig ned.« Mrs. Murry pegede mod en stol. »Vil du have en sandwich, mrs. Vad? Jeg har fået pølse og smøreost. Charles har fået brød og syltetøj, og Meg salat og tomat.« »Lad mig nu se,« grublede mrs. Vad. »Jeg er ellevild med russisk kaviar.« »Du har kigget!« udbrød Charles fortørnet. »Det er noget, vi først skal have til mors fødselsdag – det må du ikke få!« Mrs. Vad sukkede dybt og ynkværdigt.

18

»Nej,« sagde Charles. »Du må ikke lade hende overtale dig, mor, så bliver jeg meget gal. Hvad med tunsalat?« »I orden,« sagde mrs. Vad ydmygt. »Det klarer jeg,« tilbød Meg og gik ud i spisekammeret for at hente en dåse tun.

For pokker da, tænkte hun, den gamle kone kommer brasende ind til os midt om natten, og mor tager det, som om det ikke er spor underligt. Jeg vil vædde med, at hun er den hjemløse. Jeg vil vædde med, at hun stjal de lagner.

Og hun er i hvert fald ikke en, Charles Wallace burde være venner med, slet ikke når han aldrig taler med almindelige mennesker. »Jeg har ikke været i nabolaget ret længe,« sagde mrs.

Vad, da Meg slukkede spisekammerlyset og vendte tilbage til køkkenet med tunen. »Og jeg troede ikke, at jeg ville bryde mig om nogen af naboerne, indtil kære lille Charles kom over med sin hund.« »Mrs. Vad,« spurgte Charles Wallace strengt, »hvorfor tog du mrs. Buncombes lagner?« »Hør her, kære Charles, jeg havde brug for dem.« »Du er nødt til at aflevere dem med det samme.« »Men kære Charles, det kan jeg ikke. Jeg har brugt dem.« »Det var meget forkert af dig,« skændte Charles Wallace. »Hvis du havde så akut brug for lagner, skulle du have spurgt mig.« Mrs. Vad rystede på hovedet og klukkede. »Du har ingen lagner i overskud. Det har mrs. Buncombe.« Meg skar bladselleri og blandede det med tunen. Hun tøvede og åbnede så køleskabet og tog et glas med små 19

syltede agurker. Selvom jeg ikke ved, hvorfor jeg gør det for hende, tænkte hun, mens hun skar dem ud. Jeg har ingen tillid til hende. »Sig til din søster, at jeg er okay,« sagde mrs. Vad til Charles. »Sig til hende, at jeg har gode hensigter.« »Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter,« messede Charles. »Du godeste, hvor er han udspekuleret.« Mrs. Vad smilte kærligt ad ham. »Det er heldigt, han har nogen, der forstår ham.« »Men det er jeg bange for, han ikke har,« sagde mrs.

Murry. »Ingen af os kan helt følge ham.« »Men i det mindste forsøger du ikke at tvære ham ud.« Mrs. Vad nikkede energisk med hovedet. »Du lader ham være, som han er.« »Her er din sandwich,« sagde Meg og bragte den hen til mrs. Vad. »Må jeg godt tage støvlerne af, før jeg spiser?« spurgte mrs. Vad og tog sandwichen op uden at vente på svar. »Hør.« Hun bevægede sine fødder op og ned i støvlerne, og de kunne høre den svuppende lyd af vand. »Mine tæer er virkelig våde. Problemet er, at støvlerne er en anelse for små til mig, og jeg kan aldrig selv få dem af.« »Jeg kan hjælpe dig,« tilbød Charles. »Ikke dig. Du er ikke stærk nok.« »Jeg hjælper.« Mrs. Murry satte sig på hug ved mrs.

Vads fødder og trak i den ene, glatte støvle. Da støvlen røg af, skete det pludseligt. Mrs. Murry satte sig med et bump. Mrs. Vad tumlede bagover med stolen mod gulvet 20

og sandwichen højt hævet i den rynkede hånd. Der væltede vand ud af støvlen, og det løb hen over gulvet og det store kludetæppe. »Åh, du godeste,« sagde mrs. Vad, som lå på ryggen i den væltede stol med begge ben i vejret. Hun havde en rød-og-hvid-stribet strømpe på den ene fod og fortsat en støvle på den anden.

Mrs. Murry sprang op. »Er du okay, mrs. Vad?« »Hvis du har noget salve, så kan jeg smøre det på min værdighed,« sagde mrs. Vad, som stadig lå ned. »Jeg tror, den er forstuvet. Lidt nellikeolie blandet med hvidløg er ret godt.« Og så tog hun en stor bid af sandwichen. »Rejs dig venligst op,« sagde Charles. »Jeg kan ikke lide at se dig ligge der på den måde. Du trækker den for langt.« »Har du nogensinde forsøgt at komme op at stå med en forstuvet værdighed?« Men mrs. Vad kæmpede sig op, rejste stolen og satte sig så ned på gulvet igen med støvlebenet strakt ud foran sig og tog endnu en bid. Hun var meget adræt af sådan en gammel dame at være. I det mindste var Meg temmelig sikker på, at hun var en gammel dame, og endda en meget gammel dame. »Træk så, mens jeg sidder hernede,« befalede mrs. Vad med munden fuld af mad.

Helt roligt, som om der ikke var noget usædvanligt ved den gamle dame og hendes støvler, trak mrs. Murry, indtil den anden støvle slap foden. På den fod havde mrs. Vad en blå og grå skotskternet strømpe, og hun sad og vrikkede med sine tæer, mens hun spiste sin sandwich færdig med velbehag og kæmpede sig derefter op at stå. »Ah,« sagde 21

hun, »det var bedre.« Hun tog begge støvler og tømte dem ud i vasken. »Min mave er fuld, jeg er gennemvarm, og nu er det på tide at vende hjem.« »Er det ikke bedre at blive til i morgen tidlig?« spurgte mrs. Murry. »Åh, tak, min egen, men jeg har så meget at lave, at jeg ikke kan spilde tiden med pjank.« »Det er en alt for vild nat at begive sig ud i.« »Vilde nætter er lige mig,« sagde mrs. Vad. »Jeg blev bare fanget af en nedadgående trækvind og blev blæst ud af kurs.« »I det mindste til dine strømper er tørre ...« »Våde strømper er ikke et problem for mig. Jeg brød mig bare ikke om vandet, der skvulpede rundt i mine støvler. Du skal ikke bekymre dig om mig, mit lam.« (Lam var ikke et ord, man normalt ville tænke på at bruge om mrs. Murry). »Jeg skal bare sidde et øjeblik og smutte i støvlerne igen, så er jeg på vej. Nu, vi er ved veje, lille skat, så eksisterer tesserakten rent faktisk.« Mrs. Murry blev helt bleg, og med den ene hånd rakte hun bagud for at støtte sig til en stol. Hendes stemme skælvede. »Hvad sagde du?« Mrs. Vad hev i støvle nummer to. »Jeg sagde,« brummede hun, mens hun pressede sin fod ned i den, »tesserakten« – presse – »eksisterer« – presse – »rent faktisk.« Hendes fod kom ned i støvlen, hun greb sjaler, tørklæder og hat og skyndte sig mod døren. Mrs. Murry stod helt stille uden at gøre noget for at hjælpe den gamle dame. Da døren gik op, strøg Fort ind, prustende, våd og skinnende som en sæl. Han kiggede på mrs. Murry og peb.

22

Døren smækkede. »Mor, hvad er der galt?« udbrød Meg. »Hvad sagde hun?

Hvad er det?« »Tesserakten ...« hviskede mrs. Murry. »Hvad mente hun? Hvordan kender hun til den?«

23