Boyne DRENGEN PÅ TOPPEN AF BJERGET (Læseprøve)

han skulle komme tilbage. Så en morgen fik de besked om, at Wilhelm var død, da han faldt ned foran et tog på vej fra München til Penzberg, den by, hvor han var blevet født og havde boet som barn. Da Pierrot hørte, hvad der var sket, gik han ind på sit værelse, låste døren, så på hunden, der lå og snuede på sengen, og begyndte at tale med rolig stemme. »Papa ser ned på os nu, D’Artagnan,« sagde han. »Og en dag vil jeg udrette noget, så han bliver stolt af mig.« Kort efter tilbød monsieur og madame Abrahams, at Émilie kunne få arbejde som servitrice, hvilket madame Bronstein mente var dårlig smag, fordi de slet og ret tilbød hende det arbejde, som hendes afdøde mand havde haft inden hende.

Men Maman, som vidste, at hun og Pierrot havde brug for pengene, tog taknemmeligt imod det.

Restauranten lå midt mellem Pierrots skole og deres lejlighed, og om eftermiddagen sad han og læste og tegnede i det lille lokale nedenunder, mens personalet kom og gik, holdt pause, snakkede om gæsterne og forkælede ham. Madame Abrahams kom altid ned til ham med en portion af dagens ret, hvad det så end var, og en skål is til dessert.

I tre år, fra Pierrot var fire, til han blev syv, tilbragte han alle sine eftermiddage med at sidde i det lille lokale, mens Maman serverede for gæsterne oppe ovenpå. Og selvom han aldrig talte om sin far, tænkte han på ham hver eneste dag, forestillede sig, at han var der, skiftede til sit arbejdstøj om morgenen og talte drikkepengene, når dagen var forbi.

20