Page 1


JOHN BOYNE JOHN BOYNE

Drengen på toppen af bjerget På dansk ved Nanna Gyldenkærne

På dansk ved Nanna Gyldenkærne

HØST & SØN HØST & SØN

3 titelside_drengenpåtop.indd 1

15/03/16 12.43


Drengen på toppen af bjerget er oversat fra engelsk af Nanna Gyldenkærne efter The Boy at the Top of the Mountain Copyright © 2015 by John Boyne Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Dansk omslagsbearbejdelse: Jette Aagaard Enghusen Omslagsfotos: © iStockphoto Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4401-7 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Uddraget af Erich Kästners Emil og detektiverne på side 70-71 er gengivet efter Ebbe Neergaards danske oversættelse (Branner og Korch, 1963). Til mine nevøer, Martin & Kevin Forlaget ønsker at takke Ireland Literature Exchange, Dublin, Irland for oversættelsesstøtte til denne bog.

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


1. DEL 1936

5


6


KAPITEL ET

Tre røde pletter på et lommetørklæde Selvom Pierrot Fischers far ikke døde under Den Store Krig, påstod hans mor, Émilie, altid, at det var krigen, der havde slået ham ihjel. Pierrot var ikke den eneste syvårige i Paris, der boede alene sammen med den ene af sine forældre. Den dreng, der sad foran ham i skolen, havde ikke set sin mor i de fire år, der var gået, siden hun stak af med en leksikonsælger. Og klassens tyran, som kaldte Pierrot ‘Stump’, fordi han var så lille, boede i et værelse oven på sine bedsteforældres tobaksforretning på Avenue de la Motte-Picquet. Her tilbragte han det meste af tiden med at kaste vandballoner ud ad vinduet på første sal, ned i hovedet på de forbipasserende på gaden, for bagefter at påstå, at han ikke havde haft noget med det at gøre. Og i en lejlighed i stueetagen i deres eget hus på den nærliggende Avenue Charles Floquet boede Pierrots bedste ven, Anshel Bronstein, alene med sin mor, madame Bronstein, fordi hans far to år tidligere var druknet under et mislykket forsøg på at svømme over Den Engelske Kanal. 7


Pierrot og Anshel var født med kun seks ugers mellemrum og var praktisk talt vokset op som brødre, fordi den ene mor tog sig af begge børn, når den anden trængte til at få sig en lur. Men i modsætning til mange andre brødre skændtes de aldrig. Anshel var født døv, så drengene havde tidligt i deres liv udviklet et tegnsprog, der gjorde det nemt for dem at kommunikere, og hvor de med hurtige fingre udtrykte alt, hvad de havde brug for at sige. De fandt endda på særlige tegn for hinanden, som de kunne bruge i stedet for deres rigtige navne. Anshel gav Pierrot tegnet for hund, fordi han opfattede sin ven som både rar og trofast, mens Pierrot brugte tegnet for ræv om Anshel, som alle sagde var den klogeste dreng i klassen. Tegnene for deres særlige navne så sådan ud:

De tilbragte det meste af tiden med at sparke til en fodbold på Champ de Mars eller læse de samme bøger. De var så nære venner, at Pierrot var den eneste, Anshel gav lov til at læse de historier, han skrev på sit værelse om aftenen. Ikke engang madame Bronstein vidste, at hendes søn ville være forfatter. 8


Den her er god, sagde Pierrot og lod fingrene flagre i luften, mens han leverede en stak papirer tilbage. Jeg kunne godt lide det med hesten og det, hvor de opdager, at guldet er gemt i kisten. Den her er ikke så god, fortsatte han og afleverede endnu en stak papirer. Men det er, fordi din håndskrift er så sjusket, at der var noget af den, jeg slet ikke kunne læse ... Og denne her, tilføjede han og viftede med en tredje stak papirer. Den hænger slet ikke sammen. Jeg ville smide den i skraldespanden, hvis jeg var dig. Den er eksperimenterende, sagde Anshel, der ikke havde noget imod kritik, men sommetider fik trang til at forsvare de historier, som hans ven syntes dårligst om. Pierrot lavede tegnet for nej og rystede på hovedet. Der er overhovedet ingen mening i den. Du skal aldrig lade nogen andre læse den. De vil bare tro, du ikke er rigtig klog. Pierrot kunne også godt lide at finde på historier, men han kunne ikke sidde stille længe nok til at få ordene ned på papiret. I stedet satte han sig på en stol over for sin ven og begyndte at fortælle med hænderne, enten noget, han selv fandt på, eller noget om de gale streger, han havde lavet i skolen. Anshel fulgte nøje med, så han senere kunne skrive historierne ned for ham. Er det så mig, der har skrevet den? spurgte Pierrot, når han bagefter fik papiret og læste, hvad der stod. Nej, det er mig, der har skrevet den, svarede Anshel og rystede på hovedet. Men det er din historie. Det var efterhånden sjældent, Pierrots mor talte om hans far, men han tænkte selv på ham hele tiden. Wilhelm Fischer havde boet sammen med sin kone og sin søn indtil 9


for tre år siden, men var rejst fra Paris i sommeren 1933, et par måneder efter sin søns fireårs fødselsdag. Pierrot huskede sin far som en høj mand, der efterlignede lyden af en hest, når han bar sin søn gennem gaderne på sine brede skuldre og indimellem slog over i galop, noget, der altid fik Pierrot til at hvine af fryd. Han lærte sin søn tysk, for at han skulle blive bevidst om sin afstamning, og gjorde sit bedste for at lære ham at spille simple melodier på klaveret, selvom Pierrot vidste, at han aldrig ville blive så dygtig som sin far. Papa spillede folkesange, der bragte tårerne frem i øjnene på deres gæster, især når han sang til med sin bløde, men kraftfulde stemme, der havde en længselsfuld og sørgmodig klang. Pierrots musikalske evner var ikke så store, men han var til gengæld dygtig til sprog. Han kunne uden det mindste besvær skifte mellem at tale tysk med sin far og fransk med sin mor. Hans store nummer var at synge La Marseillaise på tysk og bagefter Das Deutschlandlied på fransk, en bedrift, der sommetider fik deres middagsgæster til at føle sig skidt tilpas. »Jeg vil ikke have, at du gør det en anden gang, Pierrot,« sagde Maman en aften, hvor hans optræden havde givet anledning til en mindre uoverensstemmelse med nogle naboer. »Du må lære noget andet, hvis du gerne vil optræde. Jonglere. Lave tryllekunster. Stå på hovedet. Noget, der ikke indebærer, at du skal synge på tysk.« »Hvad er der galt med tysk?« spurgte Pierrot. »Ja, Émilie,« sagde Papa henne fra lænestolen i hjørnet, hvor han havde tilbragt aftenen med at drikke for meget vin, hvilket altid fik ham til at sidde og ruge over de ube10


hagelige minder, der forfulgte ham. »Hvad er der galt med tysk?« »Har du ikke snart fået nok, Wilhelm?« spurgte hun med begge hænder i siden og vendte sig om for at se på ham. »Nok af hvad? Nok af, at dine venner fornærmer mit fædreland?« »De fornærmede det ikke,« sagde hun. »De har bare svært ved at komme sig over krigen, det er det hele. Især dem, der har mistet deres nærmeste i skyttegravene.« »Og alligevel har de ikke noget imod at komme i mit hjem, spise min mad og drikke min vin.« Papa ventede, til Maman var gået ud i køkkenet igen, inden han kaldte Pierrot hen til sig og lagde armen om ham. »En dag tager vi det tilbage, der er vores,« sagde han og så sin søn stift ind i øjnene. »Og når det sker, skal du huske, hvor du hører til. Det kan godt være, du er født i Frankrig, og det kan godt være, du bor i Paris, men du er tysker med hud og hår, præcis ligesom mig. Det må du ikke glemme, Pierrot.« Sommetider vågnede Papa midt om natten og råbte, så det gav genlyd i de tomme, mørke gange i lejligheden, og Pierrots hund, D’Artagnan, sprang forskrækket op fra sin kurv, hoppede op i sengen og borede sig skælvende ned under lagenerne ved siden af sin herre. Så trak Pierrot tæppet op til hagen og lyttede gennem de tynde vægge, mens Maman prøvede at berolige Papa og med dæmpet stemme hviskede, at han var i sikkerhed, at han var hjemme hos sin familie, at det bare havde været en ond drøm. 11


»Det var ikke en drøm,« hørte han engang sin far sige med en stemme, der dirrede af smerte. »Det var værre end det. Det var et minde.« Når Pierrot vågnede, fordi han trængte til at komme på toilettet, så han nogle gange sin far sidde ved køkkenbordet og mumle for sig selv med hovedet hvilende på bordpladen og en tom flaske liggende ved siden af sig. Hver gang det skete, løb han på bare fødder ned og smed flasken i skraldespanden nede i gården, for at hans mor ikke skulle opdage den næste morgen. Og når han kom op igen, var Papa som regel kommet på benene og havde på en eller anden måde fundet vej ind i seng. Hverken far eller søn sagde nogensinde noget om den slags hændelser dagen efter. Men engang, da Pierrot var ude på en af sine natlige missioner, gled han på den våde trappe og faldt ned ad den – ikke alvorligt nok til at komme til skade, men nok til, at den flaske, han bar på, gik i stykker, og da han ville rejse sig, borede et glasskår sig ind i undersiden af hans venstre fod. Med en grimasse trak han skåret ud igen, men da det var ude, begyndte en tyk strøm af blod at løbe ud af såret. Da han kom humpende op i lejligheden igen på jagt efter en forbinding, vågnede Papa og blev klar over, hvad han havde været skyld i. Efter at han havde desinficeret såret og sikret sig, at det var stramt forbundet, satte han sin søn ned og undskyldte for sit drikkeri. Mens han tørrede tårerne væk, fortalte han Pierrot, hvor højt han elskede ham, og lovede, at han aldrig mere ville gøre noget, der kunne skade ham. 12


»Jeg elsker også dig, Papa,« sagde Pierrot. »Men jeg elsker dig mest, når du tager mig op på skuldrene og leger hest. Jeg kan ikke lide, når du sidder i lænestolen og ikke vil snakke med Maman.« »Jeg kan heller ikke selv lide, når det er sådan,« sagde Papa stille. »Men sommetider er det, som om der hænger en mørk sky over mig, og jeg kan ikke få den til at flytte sig. Det er derfor, jeg drikker. Det hjælper mig til at glemme.« »Glemme hvad?« »Krigen. De ting, jeg så.« Han lukkede øjnene, mens han hviskede: »De ting, jeg gjorde.« Pierrot sank og turde næsten ikke spørge. »Hvad gjorde du?« Papa smilede bedrøvet til ham. »Lige meget hvad jeg gjorde, gjorde jeg det for mit fædreland,« sagde han. »Det kan du godt forstå, kan du ikke?« »Jo, Papa,« sagde Pierrot, der ikke var sikker på, hvad hans far mente, men alligevel syntes, det lød modigt. »Jeg vil også være soldat, hvis det gør dig stolt af mig.« Papa så på sin søn og lagde en hånd på hans skulder. »Du skal bare sørge for at vælge den rigtige side,« sagde han. Efter den nat holdt han op med at drikke i nogle uger. Og så, lige så pludseligt som han var stoppet, kom den mørke sky, han havde snakket om, tilbage, og han begyndte igen. Papa arbejdede som tjener på en restaurant i nærheden, gik hjemmefra hver formiddag ved titiden og kom tilbage klokken tre for så at gå igen klokken seks til aftenserve13


ringen. Engang kom han hjem og var i dårligt humør og fortalte, at en mand ved navn Papa Joffre var kommet ind på restauranten for at spise frokost og var blevet anbragt ved et af hans borde, men han havde nægtet at servere for ham, indtil hans arbejdsgiver, monsieur Abrahams, havde sagt, at hvis han ikke gjorde det, kunne han gå sin vej og blive væk. »Hvem er Papa Joffre?« spurgte Pierrot, der aldrig havde hørt navnet før. »Han var general under krigen,« sagde Maman og tog en bunke tøj op af en kurv for at lægge det ved siden af strygebrættet. »For os er han en helt.« »Ja, for jer,« sagde Papa. »Husk, at du har giftet dig med en fransk kvinde,« sagde Maman og vendte sig vredt om mod ham. »Fordi jeg elskede hende,« svarede Papa. »Pierrot, har jeg nogensinde fortalt dig om første gang, jeg mødte din mor? Det var et par år efter, at Den Store Krig var forbi. Jeg havde aftalt med min søster Beatrix, at vi skulle mødes i hendes frokostpause, og da jeg kom hen i det stormagasin, hvor hun arbejdede, stod hun og talte med en af de nye assistenter, et genert pigebarn, som var startet samme uge. Jeg behøvede bare at kaste et enkelt blik på hende for at vide, at hun var den pige, jeg ville giftes med.« Pierrot smilede; han elskede, når hans far fortalte den slags historier. »Jeg åbnede munden for at sige noget, men ordene blev væk for mig. Det var, som om min hjerne var gået i stå. Og så stod jeg bare dér og gloede og sagde ingenting.« 14


»Jeg troede, der var noget galt med ham,« sagde Maman og smilede ved tanken. »Beatrix var nødt til at tage mig i skuldrene og ruske i mig,« sagde Papa og grinede af, at han havde været så fjollet. »Hvis det ikke havde været for hende, ville jeg aldrig have sagt ja til at gå ud med dig,« tilføjede Maman. »Hun sagde, at jeg skulle gribe chancen. At du ikke var så dum, som du så ud til.« »Hvorfor er vi aldrig sammen med tante Beatrix?« spurgte Pierrot, for han havde hørt hendes navn nogle gange i årenes løb, men havde aldrig mødt hende. Hun kom ikke på besøg og sendte heller aldrig breve. »Fordi vi ikke er,« sagde Papa, og smilet forsvandt, da hans ansigt ændrede udtryk. »Men hvorfor ikke?« »Ti stille, Pierrot,« sagde han. »Ja, ti stille,« gentog Maman, og nu var hendes ansigt også mørkt. »For det er sådan, vi gør her i huset. Vi skubber de mennesker fra os, som vi elsker, vi taler ikke om de ting, der betyder noget, og vi giver ikke nogen lov til at hjælpe os.« Og så var den hyggelige samtale ødelagt. »Han æder som et svin,« sagde Papa lidt efter. Han bøjede sig frem og så Pierrot ind i øjnene, mens han krummede sine fingre som kløer. »Papa Joffre, mener jeg. Ligesom en rotte, der gnaver sig gennem en majskolbe.« Uge efter uge beklagede Papa sig over, hvor lidt han tjente, 15


over, hvordan monsieur og madame Abrahams talte ned til ham, og hvordan pariserne blev mere og mere nærige med drikkepengene. »Det er derfor, vi aldrig har nogen penge,« knurrede han. »De er nogle gniere alle sammen. Især jøderne – det er de værste. Og de bliver ved med at komme rendende, fordi de siger, madame Abrahams laver den bedste gefilte fish og latkes i hele Vesteuropa.« »Anshel er jøde,« sagde Pierrot stille, for han havde tit set sin ven gå i synagogen sammen med sin mor. »Anshel er en af de gode jøder,« mumlede Papa. »Der er altid undtagelser -« »Når vi aldrig har nogen penge,« brød Maman ind, »er det, fordi du bruger næsten alt, hvad du tjener, på vin. Og du skulle ikke tale om dine naboer på den måde. Husk på, hvordan -« »Tror du måske, jeg har købt den her?« spurgte han og tog en flaske op og drejede den, så hun kunne se etiketten – det var den samme vin, som restauranten solgte som husets vin. »Din mor kan være temmelig naiv,« tilføjede han på tysk til Pierrot. Til trods for al den slags elskede Pierrot at være sammen med sin far. En gang om måneden tog Papa ham med i Jardin des Tuileries, hvor han fortalte, hvad de forskellige træer og planter langs stierne hed, forklarede, hvordan de hver især forandrede sig, når årstiderne skiftede. Papa fortalte, at hans egne forældre havde været ivrige haveejere og havde elsket alt, hvad der havde med naturen at gøre. »Men de mistede jo det hele,« tilføjede han. »Gården blev taget fra dem. Alt deres slid var spildt. De kom sig aldrig over det.« 16


På hjemvejen købte han is hos en gadehandler, og da Pierrot tabte sin på jorden, gav hans far ham sin egen i stedet for. Det var den slags ting, Pierrot prøvede at huske på, når der var problemer derhjemme. Kun et par uger senere opstod der et skænderi inde i stuen, da nogle naboer – nogle andre end dem, der havde protesteret imod, at Pierrot sang La Marseillaise på tysk – begyndte at diskutere politik. Stemmerne steg, gamle krænkelser blev genoplivet, og da naboerne gik, tog hans forældre hul på et forfærdeligt skænderi. »Hvis du dog bare ville holde op med at drikke,« råbte Maman. »Alkohol får dig til at sige de mest forfærdelige ting. Kan du ikke se, hvor rystede folk bliver over dig?« »Jeg drikker for at glemme,« råbte Papa. »Du har ikke set de samme ting, som jeg har. Du har ikke de samme billeder kørende rundt i hovedet dag og nat.« »Men det er så længe siden,« sagde Maman. Hun gik hen til ham og rakte hånden ud mod hans arm. »Jeg ved godt, hvor meget det piner dig, Wilhelm, men det er måske, fordi du ikke vil snakke om det. Hvis du nu fortalte mig om det, der plager dig -« Émilie fik aldrig talt færdig, for i det samme gjorde Wilhelm noget meget grimt; noget, som han havde gjort første gang nogle måneder tidligere og sværget på, at han aldrig ville gøre igen, og alligevel havde han brudt sit løfte flere gange siden. Lige meget hvor rystet Pierrots mor var, fandt hun altid en undskyldning for hans opførsel, især når hun kom ind på sin søns værelse og så ham græde over de forfærdelige scener, han havde overværet. 17


»Du må ikke bebrejde ham for det,« sagde hun. »Men han slår dig,« sagde Pierrot og så op med tårer i øjnene. D’Artagnan lå på sengen og så fra den ene til den anden, inden han hoppede ned og borede snuden ind i siden på sin herre. Den lille hund vidste altid, når Pierrot var ked af det. »Han er syg,« svarede Maman med den ene hånd presset mod ansigtet. »Og når dem, vi elsker, bliver syge, er det os, der skal hjælpe dem med at få det bedre. Hvis de vil give os lov til det. Men når de ikke vil ...« Hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte. »Pierrot,« sagde hun. »Hvad ville du sige til, at vi flyttede?« »Os alle sammen?« Hun rystede på hovedet. »Nej,« sagde hun. »Bare dig og mig.« »Men hvad så med Papa?« Maman sukkede, og Pierrot kunne se, at hun fik tårer i øjnene. »Det eneste, jeg ved,« sagde hun, »Er, at tingene ikke kan blive ved på denne måde.« Sidste gang Pierrot så sin far, var en varm majaften kort efter sin fireårs fødselsdag, hvor køkkenet endnu en gang var fyldt med tomme flasker, og Papa begyndte at råbe og hamre hænderne mod tindingerne, mens han jamrede over, at de var derinde, de var alle sammen derinde, de var kommet for at tage hævn over ham – sætninger, der ikke gav nogen mening for Pierrot. Papa stak armen ind i skabet og smed stabler af tallerkener, skåle og kopper på gulvet, så de blev smadret i hundredvis af stykker. Maman rakte 18


armene ud mod ham, tryglede ham om at styre sin vrede, men han langede ud efter hende og slog hende i ansigtet, mens han råbte ord, der var så forfærdelige, at Pierrot holdt sig for ørerne og løb ind på sit værelse sammen med D’Artagnan, og de gemte sig i klædeskabet begge to. Pierrot rystede over hele kroppen og forsøgte at lade være med at græde, mens den lille hund, der hadede enhver form for uro, peb og rullede sig sammen op ad hans krop. Pierrot blev i skabet i nogle timer, indtil der var blevet stille igen, og da han kom ud, var hans far forsvundet, og hans mor lå ubevægelig på gulvet med blodigt og forslået ansigt. D’Artagnan gik forsigtigt hen til hende, bøjede hovedet og begyndte at slikke hende på øret i forsøg på at vække hende. Pierrot stirrede bare uden at kunne tro sine egne øjne. Så samlede han alt sit mod og løb nedenunder til Anshels lejlighed, hvor han pegede ud på trappen ude af stand til at komme med så meget som et ord til forklaring. Madame Bronstein, der måtte have hørt balladen ned gennem loftet, men var for bange til at blande sig, styrtede op ad trappen med to, tre skridt ad gangen. Imens så Pierrot hen på sin ven, den ene dreng ude af stand til at tale, den anden ude af stand til at høre. Da han lagde mærke til en bunke papir på bordet bag Anshel, gik han hen og satte sig og begyndte at læse hans seneste historie. På en eller anden måde oplevede han det som en befrielse at fortabe sig i en verden, der ikke var hans egen. Der gik nogle uger, uden at de hørte et ord fra Papa, og Pierrot savnede ham, samtidig med at han frygtede for, at 19


han skulle komme tilbage. Så en morgen fik de besked om, at Wilhelm var død, da han faldt ned foran et tog på vej fra München til Penzberg, den by, hvor han var blevet født og havde boet som barn. Da Pierrot hørte, hvad der var sket, gik han ind på sit værelse, låste døren, så på hunden, der lå og snuede på sengen, og begyndte at tale med rolig stemme. »Papa ser ned på os nu, D’Artagnan,« sagde han. »Og en dag vil jeg udrette noget, så han bliver stolt af mig.« Kort efter tilbød monsieur og madame Abrahams, at Émilie kunne få arbejde som servitrice, hvilket madame Bronstein mente var dårlig smag, fordi de slet og ret tilbød hende det arbejde, som hendes afdøde mand havde haft inden hende. Men Maman, som vidste, at hun og Pierrot havde brug for pengene, tog taknemmeligt imod det. Restauranten lå midt mellem Pierrots skole og deres lejlighed, og om eftermiddagen sad han og læste og tegnede i det lille lokale nedenunder, mens personalet kom og gik, holdt pause, snakkede om gæsterne og forkælede ham. Madame Abrahams kom altid ned til ham med en portion af dagens ret, hvad det så end var, og en skål is til dessert. I tre år, fra Pierrot var fire, til han blev syv, tilbragte han alle sine eftermiddage med at sidde i det lille lokale, mens Maman serverede for gæsterne oppe ovenpå. Og selvom han aldrig talte om sin far, tænkte han på ham hver eneste dag, forestillede sig, at han var der, skiftede til sit arbejdstøj om morgenen og talte drikkepengene, når dagen var forbi. 20


Når Pierrot mange år senere så tilbage på sin barndom, var han fuld af modstridende følelser. Selvom han var meget ked af at have mistet sin far, havde han masser af venner, han kunne godt lide at gå i skole, og han og Maman havde det rart. Paris blomstrede, og gaderne summede af liv og energi. Men på Émilies fødselsdag i 1936 tog det, der skulle have været en festlig dag, en tragisk drejning. Om aftenen var madame Bronstein og Anshel kommet op med en lille kage for at fejre hende, og Pierrot og hans ven var begge to i gang med det andet stykke, da Maman pludselig helt uventet begyndte at hoste. Først tænkte Pierrot, at hun måtte have fået et stykke kage galt i halsen, men hun blev ved med at hoste meget længere, end det virkede normalt, og holdt først op, da madame Bronstein gav hende et glas vand at drikke. Hun sad med blodskudte øjne, mens hun prøvede at komme sig over hosten, og pressede hånden mod brystet, som om hun havde smerter. »Jeg har det fint,« sagde hun, da hendes vejrtrækning igen var normal. »Jeg er vist bare blevet forkølet.« »Men kæreste ven dog ...« sagde madame Bronstein, og hendes ansigt blev blegt, da hun pegede på det lommetørklæde, som Maman sad med i hænderne. Pierrot så på det og var ved at tabe underkæben, da han så tre små pletter blod midt på det hvide stof. Maman stirrede også på dem et øjeblik, inden hun krammede lommetørklædet sammen og stak det i lommen. Så lagde hun omhyggeligt begge hænder på stolens armlæn, rejste sig, glattede ned over sin kjole og forsøgte at smile. 21


»Er du sikker på, du har det godt, Émilie?« spurgte madame Bronstein, og Maman nikkede hastigt. »Der er ikke noget galt,« sagde hun. »Det er sikkert bare en halsbetændelse, men jeg er lidt træt. Måske skulle jeg se at få noget søvn. Det var virkelig betænksomt af jer at komme med kage, men hvis du og Anshel ikke har noget imod det ...?« »Naturligvis ikke, naturligvis ikke,« svarede madame Bronstein. Hun prikkede sin søn på skulderen og bevægede sig hurtigere hen mod døren, end Pierrot nogensinde før havde oplevet. »Hvis der er noget, du får brug for, kan du bare trampe et par gange i gulvet. Så kommer jeg herop med det samme.« Maman hostede ikke mere den nat og heller ikke i de følgende dage, men så, netop som hun var i gang med at servere for nogle gæster, var det, som om hun fuldstændig tabte kontrollen over sig selv, og hun blev hjulpet nedenunder, hvor Pierrot sad og spillede skak med en af tjenerne. Denne gang var hun grå i ansigtet, og hendes lommetørklæde var ikke bare plettet af blod, men gennemvædet af det. Sveden løb hende ned over ansigtet, og da doktor Chibaud kom, kastede han bare et enkelt blik på hende, hvorefter han tilkaldte en ambulance. Inden der var gået en time, lå hun i en seng på hospitalet Hôtel-Dieu de Paris, hvor lægerne undersøgte hende og hviskede til hinanden med dæmpede, bekymrede stemmer. Pierrot tilbragte natten i Bronsteins lejlighed, hvor han lå med hovedet ved Anshels fødder, mens D’Artagnan snorkede nede på gulvet. Han var naturligvis forfærdeligt 22


bange, og han ville gerne have talt med sin ven om det, der skete, men lige meget hvor god han var til tegnsprog, var det ikke til nogen hjælp i mørket. Han besøgte Maman hver dag i en uge, og for hver gang så det ud, som om hun måtte kæmpe hårdere for at trække vejret. Han var alene hos hende den søndag eftermiddag, hvor hendes vejrtrækning begyndte at blive langsommere, og hendes fingre blev slappe omkring hans. Så drejede hendes hoved om på siden på puden, mens hendes øjne stadig var åbne, og Pierrot vidste, at hun var død. Han sad helt stille i nogle minutter, inden han forsigtigt trak forhænget sammen omkring sengen og igen satte sig på stolen ved siden af sin mor med hendes hånd i sin og nægtede at give slip. Til sidst kom en ældre sygeplejerske og så, hvad der var sket, og sagde, at hun var nødt til at flytte Émilie et andet sted hen, hvor hun kunne blive gjort klar til bedemanden. Hendes ord fik Pierrot til at græde, så han følte, det aldrig ville få ende, og han klyngede sig til sin mors døde krop, mens sygeplejersken forsøgte at trøste ham. Det varede længe, inden han faldt til ro, og da det endelig skete, føltes det, som om hele hans krop var smadret indefra. Han havde aldrig oplevet sådan en smerte før. »Jeg vil gerne have, at hun får det her,« sagde han og tog et fotografi af sin far op af lommen og lagde det ved siden af hende på sengen. Sygeplejersken nikkede og lovede, at hun nok skulle sørge for, at Maman fik billedet med. »Har du noget familie, jeg kan hjælpe dig med at få fat i?« spurgte hun. 23


»Nej,« sagde Pierrot og rystede på hovedet, ude af stand til at se hende i øjnene, fordi han frygtede at møde enten medlidenhed eller manglende interesse i hendes blik. »Nej, der er ikke nogen. Der er ikke andre end mig. Jeg er helt alene nu.«

24

Boyne DRENGEN PÅ TOPPEN AF BJERGET (Læseprøve)  
Boyne DRENGEN PÅ TOPPEN AF BJERGET (Læseprøve)