
2 minute read
Ådalskolen: Ny tid, nye tiltag og fornyet blik
Af Lene Bruun skoleleder på Ådalskolen
Forandringer er noget, alle kender til. Forandringer kommer i alle former, størrelser og på alle tider. Ådalskolen gennemgår netop nu en forandringsproces i forbindelse med, at Centerklasserne er sammenlagt med Krabbeshus Heldagsskole pr 1. oktober.
Advertisement
Sammenlægningen mellem Centerklasserne på Ådalskolen og Krabbeshus Heldagsskole er en politisk beslutning, som tager sit afsæt i dalende elevtal i Centerklasserne samt Krabbeshus Heldagsskoles stigende elevtal og deraf manglende plads. På Ådalskolen vil man fortsat møde elever fra grundskolens 0. til 6. klasse og elever i det specialiserede område, da vi deler hus og have som tidligere. Dog vil der være nye måder, nye tiltag og traditioner, sammen og hver for sig, som skabes i takt med, at vi går ad den nye vej. Ådalskolen er i en fase, hvor vi definerer og skaber os selv, som nu selvstændig skole. I denne forandringstid har vi indgået et samarbejde med en proceskonsulent, som hjælper os med at se, høre og forstå os selv på nye måder. Forandringer giver netop anledning til at kigge på det, vi har, det, vi gerne vil have mere eller mindre af, og det, vi gerne vil afprøve af nyt. Denne proces sker med stor respekt og fokus på kerneopgaven, som stadig er elevernes læring, trivsel og udvikling. Ådalskolen skal fortsat være et godt sted at være og lære, uanset om man er barn eller voksen. Mangfoldighed har altid været et kendetegn for Ådalskolen. Vi har opbygget brede fællesskaber på tværs af klasser, årgange og afdelinger. Dette kommer særligt til udtryk ved vores morgensamlinger om fredagen, hvor vi mødes med det formål at dyrke fællesskabet samt sætte fokus på kendskab til hinanden. I coronatiden har vi ikke kunnet mødes fysisk på den store gang, som vi plejer, men har været tvunget til at tænke alternativt. Vi har derfor mødtes på afstand – online.
Elevernes hverdag, med indhold stort som småt, får fokus ved, at alle klasser på skift har tjansen med at levere oplæg ved morgensamlingen. Vi har med stolthed og glæde fulgt hinanden via bl.a. musik, rim og remser samt skuespil. Denne tradition fortsætter i grundskolen, skønt Centerklasserne ikke længere er en del af dette. På den anden side af efterårsferien vil det igen være i fysisk form, vi mødes på den store gang, hvilket vi glæder os rigtig meget til. Da Ådalskolen og Centerklasserne Krabbeshus fortsat deler adresse, vil det også være muligt at dele fælles oplevelser og aktiviteter i det omfang, at det er meningsgivende for alle. Hvordan, hvornår og hvorfor har vi til gode at finde ud af, da de spæde skridt ind i en ny tid først er taget for ganske nyligt.