3 minute read

Stor, større, Estvad-Rønbjerg byfest og traktortræk 2021

Stor, større, Estvad-Rønbjerg byfest og traktortræk 2021!

Af Stine Blicher

Advertisement

Estvad-Rønbjerg byfest og traktortræk 2021 var for vild!: Aldrig har vi haft så megen planlægning; Aldrig har vi serveret så mange fadøl, og aldrig har vi set så mange mennesker til Estvad-Rønbjerg byfest og traktortræk!! Alle dage var pladsen velbesøgt af ung som gammel, og vi så mange velkendte ansigter, men såmænd også rigtig mange nye. Selv vejret holdt sig nogenlunde artigt, og vi så kun små byger ind imellem. Igen i år havde vi et fantastisk cykelløb om torsdagen, og det er dejligt at se så mange børn og deres forældre møde op hvert år! Fredag fik vi allerede tidligt besøg, da vi var så heldige, at Rønbjerg børnehave og vuggestue kom forbi om formiddagen. De fik en tur på hoppeborgene, og som tak for besøget bød vi på popcorn og slush ice. Som noget nyt blev selve byfesten afholdt fredag aften, hvor der efterfølgende var musik og dans i teltet og havetraktortræk på banen Vi oplevede rigtig god opbakning til ændringerne, og der var gang i teltet helt til det sidste. Banko om lørdagen gik ud over alle forventninger, og det var dejligt at se, at der er så mange, der gerne vil spille med. I år havde vi også mange vilde præmier på højkant, og vi siger igen mange tak til ALLE dem, som hvert år støtter os med diverse sponsorgaver! Om lørdagen var der også gang i teltet for byens børn, da DJ’en spillede op til dans med børnedisko. Samtidig var det muligt at få en flot ansigtsmaling af Jaro og Ivanna, der igen i år var så søde at hjælpe os med et kreativt indslag. Derudover blev der serveret popcorn og slush ice i lange baner, og børnene havde en fest. Hen mod eftermiddagen og opstarten på lørdagens traktortræk kom der noget mere run på, og vi må bare lægge os fladt ned og takke alle dem, som trådte til, da vi ikke kunne få enderne til at nå sammen! For hold nu fast, hvor gik det stærkt! Vi havde forsøgt at minimere arbejdsopgaverne i køkkenet samt sætte flere vagter ind både i køkkentjansen og i baren, men lige lidt hjalp det, hjælperne havde stadigvæk alt for travlt, alt for ofte. Vi har desværre ofte svært ved at finde nok hjælp til at tage diverse vagter, men derudover oplevede vi i år rigtig mange, som desværre udeblev fra de vagter, de ellers selv havde takket ja til.

Så igen tusind tak til alle jer, der hjælper, og tusind tak til alle jer, der også træder til, når det virkelig brænder på!! Corona og de medfølgende restriktioner slap vi desværre heller ikke helt for om lørdagen. Pladsen skulle deles i to for at kunne opretholde kravet om max. 1.000 mennesker pr. sektion, med et samlet maksimum på 2.500 mennesker samlet i det hele. En restriktion, som desværre først udløb natten til søndag. Samtidig var det nødvendigt at tjekke coronapas ved forsamlinger

over 500 mennesker, og vi måtte derfor indsætte vagter til opgaven. Men på trods af de gener, det gav, blev vi mødt med forståelse og tålmodighed langt hen ad vejen, og vi er glade for, at vi trods alt kunne få lov at afholde et traktortræk, der minder om det, vi plejer.

Også søndag var der gang i den på banen, da der blev afholdt kvalificeringsrunde til DM i Garden Pulling. Flere var forbi og se de modificerede maskiner give den gas, og vi har sjældent haft så mange besøgende på en søndag. Generelt kigger vi tilbage på et af de vildeste år med Estvad-Rønbjerg byfest og traktortræk, og skønt vi i år har haft en del flere udgifter, end vi plejer, så er vi heldigvis også kommet ud på den anden side med et rigtig godt overskud. Det betyder også, at vi er klar på at gøre vores allerbedste for at få stablet endnu et par fantastiske dage på benene igen til næste år!

Sidder man inde med ris eller ros, tanker om, hvad der fungerer godt, eller hvad der mangler, så må I meget gerne skrive til os, så vi har mulighed for at tage det op i planlægningen af næste års Estvad-Rønbjerg byfest og traktortræk 2022!

This article is from: