
7 minute read
Kirkebladet
August 2021
Bekymringer findes
Advertisement
af Birgitte Refshauge Kjær, præst i Egeris-Estvad-Rønbjerg pastorat
Bekymringer findes. Bekymringer for det, vi skal tage os af og ikke kan være ligeglade med. Ikke må være ligeglade med. Nætter og dage med overvejelser, som hører til at være her og have ansvar for nogen, for noget, for sig selv. Disse bekymringer kunne man også bare kalde ja, ansvar. Så er der det, som har karakter af måske mere stille, dyb, knugende og varig nærmest sorg, ofte forbundet med frygt for fremtiden, frygt for truende ulykker, frygt for ensomhed, frygt for døden. Den slags kan flytte ind og tage bolig i os og fylde ganske meget. Ikke sjældent bekymrer vi os over ting, vi ikke kan gøre noget ved. Jeg har hørt det formuleret sådan her:
Bekymring er en samtale, du har med dig selv om ting, du alligevel ikke kan ændre.
Bekymringsløshed er derfor et af navnene på vores dybeste længsel. En længsel efter at glemme sig selv. En længsel efter en frugtbar tomhed i mig, at være som en gødet mark klar til såning. En længsel efter at åbne sig over for, hvad Gud måtte ønske at så hos mig i min jord. Bekymringsløshed er som at stå uden for paradisets port og kigge ind til den der evige sommer i barndommen, hvor man løb ud om morgenen - nysgerrig og klar til overraskelser - og så blev kaldt ind igen om aftenen, træt, beskidt og sulten, men mæt af selvforglemmelse og sansning og leg. Bekymringsløshed er en længsel tilbage, men jo også en længsel frem. Og en længsel lige nu og her på den vej, der er min i dag, på den vandring, vi er på som land og som verden.
Jesus siger:
Lad være med at bekymre jer. I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til, og så sørger han for alt det andet. I skal ikke bekymre jer om dagen i morgen; det kan I gøre, når den tid kommer. Der er ondskab nok at bekymre sig om i dag.
Siger altså Jesus, her i 2020 oversættelsen af Matthæusevangeliets kap. 6. Det, jeg formulerede før, har en fin fortsættelse:
Bekymring er en samtale, du har med dig selv om ting, du alligevel ikke kan ændre. Bøn er en samtale, du har med Gud, om ting, Han kan gøre noget ved.
Af Anita Engberg
Døde, begravede og bisatte:
Rønbjerg kirke, 19. maj 2021, Erik Tanderup, Egebjerg
Marinella Kudahl: ”Jeg går i 2.g på Skive Gymnasium. Jeg elsker at spille klaver, være sammen med mine venner og deltage i diverse sportsaktiviteter.” Mikkeline Lyngesen: ”Jeg går i 2.g på Skive Gymnasium, hvor jeg går på musiklinjen. I min fritid spiller jeg klaver og bruger tid sammen med mine venner.” Henrik Friis: ”Jeg er opvokset i Skive men har været hjemmefra i hele mit arbejdsliv. Kom tilbage til Skive som pensionist i 2018. Jeg er meget glad for musik og sang og har, siden jeg kom til, byen sunget i "Limfjordskoret".
Siden sidst:
Konfirmation i Estvad kirke
søndag d. 08. august

Nye ansigter i kirkerne
D. 01. maj tiltrådte tre nye sangere stillingen som kirkesanger i Estvad-Rønbjerg sogn, som de deler imellem sig. Ved de fleste gudstjenester vil der være en af sangerne til stede, men man kan fra tid til anden være heldig at møde dem to eller tre på én gang.



Prædikenværksted
En times samtale om tro og liv med udgangspunkt i kirkeårets tekster til fælles inspiration for præst og deltagere. Datoerne fremgår af aktivitetskalenderen. Alle er velkomne uden forpligtelse.
September: 02 (NB! Morgenkaffe fra kl. 8), 09, 23
Oktober: 07, 28
November: 11, 18, 25 (NB! Kl. 10-13 inkl. julefrokost)
Alle dage kl. 9-10 i kirkeladen
Gæsteprædikant: Anne-Lise Elgaard
Søndag d. 31. oktober kl. 10.15 i Estvad kirke
Mød Anne-Lise Elgaard som gæsteprædikant til gudstjenesten denne søndag. Anne-Lise har en baggrund som socialpædagog med livslang interesse for teologi. Anne-Lise bor i Egeris sogn og har det sidste par år været fast deltager i prædikenværkstedet, drevet af hendes nysgerrighed efter at opdage nye dybder i de gamle tekster.

Natkirke
Åbent hus med dæmpet lys og stille musik. Kom og gå, som du vil i aftenens løb. Kl. 21.15 er der nadverandagt for dem, der har lyst til at deltage.
Mørkning, musik og meditation
En aftenandagt inspireret af traditionerne fra klosterfællesskaberne i Taizé i Frankrig og Iona i Skotland. Mørke, musik, stilhed, læsninger og meditativ sang i skøn forening i Rønbjerg Kirke. Dybe stunder, hvor du kan finde ro på en bund af gode ord og skønne toner.



Fortælleeftermiddage
Hyggelige eftermiddage med sang, fortælling og kaffe.
Tirsdag d. 21. september kl. 14-16: Per Lunde Lauridsen, Museumschef ved Museum Salling, fortæller om sin vej ind i museumsverdenen og til Rønbjerg. ”Jeg har vidst, siden jeg var 6-7 år, at jeg skulle være museumsinspektør”, fortæller han. Kom og hør mere.

Tirsdag d. 16. november kl. 14-16: Program følger.
Kirkefrokost og menighedsmøde
Søndag d. 03. oktober kl. 11.30 i Kirkeladen i Estvad
Efter høstgudstjenesten denne søndag er menighedsrådet vært ved en let frokost, og derefter afholdes det årlige menighedsmøde, hvor menighedsrådet orienterer om sognets økonomi, aktiviteterne siden det sidste møde og planerne for det kommende år. Der vil som altid være mulighed for at stille spørgsmål. Alle er velkomne.
Alle helgens dag-gudstjenester
Søndag d. 07. november kl. 17.15 i Estvad kirke og kl. 19.00 i Rønbjerg kirke Gudstjenester for alle, der kender til at elske og miste, og med plads til alt det, der var; det, der er; og det, der skal komme. I forbindelse med gudstjenesterne mindes vi de mennesker, der er døde siden sidste alle helgen.
Koncert med trioen Come Sunday
Torsdag d. 25. november kl. 19.00 i Estvad kirke

Birgitte Mortensen: vokal, Søren Bech: klaver, Peter Friis: kontrabas]
En lettere jazz-præget rejse i folkelig dansk sangtradition i form af sange og salmer tilsat amerikanske evergreens og gospel-numre.
1. søndag i advent – minikonfirmander og fredslyset
Søndag d. 28. november kl. 17.00 i Estvad kirke
Familiegudstjeneste, hvor minikonfirmanderne medvirker, og fredslyset ankommer til Estvad kirke.
Fredslyset tændes i Fødselsgrotten i Betlehem ved den flamme, som altid brænder der, og går videre derfra som en stafet rundt til mange lande i Europa.

Minikonfirmander
Børnene i 3. klasse på Ådalskolen kan blive minikonfirmander. Der bliver denne gang mulighed for at tilmelde sig et forløb i efteråret (fra uge 39) eller foråret (datoer endnu ikke fastlagt). Undervisningen ligger tirsdag eftermiddag. Der bliver udsendt invitation med flere oplysninger til de berørte familier i begyndelsen af september.
Godt at vide...
Samtale med præsten
Ønsker du at tale med præsten, er du altid velkommen til at henvende dig. Præsten har tavshedspligt.
Fødselsanmeldelse
Fødselsanmeldelsen sendes direkte fra jordemoderen. Hvis forældrene ikke er gift, skal de selv udfylde og indsende en omsorgs- og ansvarserklæring inden 14 dage efter fødslen. Dette gøres via www.borger.dk.
Dåb, navngivning og navneændring
Kontakt præsten for aftale om tid og sted for dåb. Anmeldelse af navngivning uden dåb og ansøgning om navneændring foretages via www.borger.dk. Navngivning er gratis og skal foretages senest 6 måneder efter barnets fødsel. Navneændring er gratis i forbindelse med vielse. I andre tilfælde skal der betales et gebyr på 513,- kr. (2021).
Vielse eller velsignelse i kirken
Kontakt præsten for aftale om tid og sted for vielse eller velsignelse i kirken. I forbindelse med vielse skal parret desuden henvende sig til vielseskontoret på rådhuset i den kommune, hvor de bor og få lavet en prøvelsesattest. Evt. navneændring foretages i det sogn, hvor parret bor.
Ved dødsfald
Kontakt gerne præsten for aftale om begravelse/bisættelse, eller hvis du har brug for en samtale.
Bortkomne attester
Kopi af personattester, fødsels- og dåbsattester samt vielsesattester kan rekvireres via www.borger.dk / familie og børn / navne- og navneændring / attester
Gravsteder - priser og vedtægter
Se www.estvad-rønbjerg-sogn.dk
Følg menighedsrådets arbejde
Referater fra menighedsrådsmøderne kan ses på sognets hjemmeside Budgetter og regnskaber kan ses på www.sogn.dk/estvad/oekonomi