
4 minute read
Trivsel i børnehøjde
Af Niels Ole Damgaard Nielsen, SFO-leder på Ådalskolen
Ådalskolens SFO.
Advertisement
På Ådalskolen har vi pr. d. 15. august 2021 108 børn indmeldt i grundskolens SFO-tilbud, men hvad er der af tilbud til børnene, både før de starter undervisningsdagen, og efter at de har haft den sidste undervisningstime? Det vil blive beskrevet i følgende artikel.
Vi er nu vendt tilbage i SFO og klub efter en dejlig lang sommerferie. Efter at vi det sidste halvandet år har skullet indrette aktiviteterne efter Corona og smitteudviklingen i Danmark og resten af verden, har vi nu store forventninger til, at vi kan vende tilbage til en næste normal hverdag igen. Det er set i dette lys, at jeg her fortæller om SFO-tilbuddet på Ådalskolen. På Ådalskolen har vi 3 fritidstilbud til vores børn i grundskolen, som faktisk også kan bruges af børn på andre skoler: Vi har vores SFO, som er et tilbud, der primært er rettet mod børn fra 0. kl. - 3. kl. I dette tilbud kan man vælge, om man vil gøre brug af en fuldtidsplads, en deltidsplads på 12 timer, eller kun morgenpasning. For børn bosiddende i Rønbjerg/ Estvadområdet er der desuden mulighed for at vælge at være i morgenpasning i Rønbjerg børnehave. Lige nu har vi indmeldt 10 morgenbørn og 98 børn på deltids- eller fuldtidsplads.
Vi har også en fritidsklub, som er et tilbud til børnene fra 4. kl. - 6. kl.. Her er der 25 indmeldt.
Og sidst, men ikke mindst, har vi vores juniorklub, som er åben 4 aftener i ugen, og som er et tilbud til børnene i 5. – 6. kl. Her er der tilmeldt 53 børn.
I dette indlæg vil jeg fortælle om vores SFO-del, lidt om strukturen og hvad tilbuddet indeholder af aktiviteter.
En dag i SFO begynder med, at børnene kan møde ind i morgenpasning fra kl. 6.15. Når de møder, trykker de sig selv ind på en tavle, hvor de bliver registreret til at være mødt. Hvis forældrene har tilvalgt det, får de nu en sms om, at barnet er kommet. Derefter har børnene mulighed for at få morgenmad og for at lave forskellige aktiviteter. Kl. 7.50 bliver børnene sendt over til deres klasseværelser, da der nu er lærere til stede på gangene. Inden børnene går over i deres klasser, trykker de sig igen ind på tavlen, hvor de nu registrerer, at de er gået i skole. Her har de undervisning frem til kl. 13.30, og når undervisningen slutter, kommer børnene igen over i SFOen, hvor de registrerer sig via tavlen. Om eftermiddagen er børnene opdelte på 3 forskellige stuer. Børnene i 0.-1. kl. er på en stue, børnene i 2. kl. på en anden stue, og børnene fra 3. kl. er sammen med de største børn i vores klub. Der bliver holdt samling på de enkelte stuer, og derefter kan børnene deltage i forskellige aktiviteter og tilbud, som varierer fra dag til dag. Men hvilke tilbud har vi i SFO’en i dette skoleår?
Vi er så heldige at have en pædagog ansat, som kan lave forskellige musik- og sangaktiviteter sammen med børnene. Det er et tilbud, som gives 3 dage i ugen, som børnene tilmelder sig, og hvor vi forventer, at børnene deltager hver gang, hvilket er en gang i ugen.
Vi har udeliv 2 gange i ugen, hvor der laves mad eller andet over bål. Der bliver også nogle gange lavet forskellige snitteaktiviteter. Vi har valgt at dele tilbudet op, så de mindre børn får tilbudet den ene gang i ugen, og de større børn den anden.

På stuerne er der hver dag gang i et kreativt værksted, der skifter emne hver uge. Emner om årstiderne, male-værksted, arbejde med ler, smykkeværksted, naturværksted og så selvfølgelig julegaveværksted er nogle af de ting, der arbejdes med her. De fleste af ugens dage gør vi brug af skolens gymnastiksal, hvor vi laver aktiviteter som f.eks. stikbold, høvdingebold, tillidslege, fodbold og gymnastik med brug af airtrack. På legepladsen har børnene mulighed for at have gang i deres egne lege, men også vores mooncars og cykler bliver flittigt brugt. Der er også gang i sandkassen, vores nye basketballkurve og multibanen, og selvfølgelig bliver der leget gemmeleg og dåseskjul med de voksne ind i mellem.
I kælderen har vi et stort lokale, som vi har døbt laboratoriet. Det er fyldt med legoklodser og en del forskellige læringsspil, som børnene kan sidde med. Det er også her, vi afvikler skoleskak. Skoleskak tilbyder vi i perioden fra efterårsferien frem til påskeferien en gang i ugen. Her skal børnene også tilmelde sig, og de skal helst komme hver gang.
Sidst, men ikke mindst, har vi skolens busser, hvor vi laver tilbud om ture til SFO’ens børn, ture der går til skov, strand m.m. Her skal forældrene selv tilmelde børnene på Tabulex, som er det samme sted, børnene registrerer sig, når de kommer og går hjem. Som I kan læse, er vi i fritidsdelen klar til det nye skoleår på Ådalskolen, og vi ser alle frem til rigtigt at komme i gang med et skoleår, hvor vi nu igen har muligheden for at møde forældre og bedsteforældre indendørs, når børnene skal hentes.
