UDDANNELSESNYT NR. 3 · 23. ÅRGANG 2012
og som vidner om en høj grad af pædagogisk faglig bevidsthed og engagement hos informanterne. Det drejer sig om at påtage sig vejlederrollen, at forberede den studerende til situationer, både i forhold til lærings udbyttet og i forhold til den nære patientkontakt, om at kunne støtte den studerende i refleksionerne over en situation, og have en høj grad af etisk bevidsthed i relationen til både den studerende og til patienten. Derud over handler det om at skabe gode fysiske rammer og ikke mindst om at følge den studerende tæt. Endvidere beskrives, hvordan kommunikations- og uddannelses kulturen i afdelingen har stor betydning.
Praksisfællesskabet (kategori 4) Plejefællesskabet, praksisfællesskabet og det at blive en del af teamet på afdelingen, er ord og vendinger, der var gennemgående for alle tre interviews. Dette fællesskab har en betydning, set i en faglig og uddannelsesmæssig sammenhæng. Der tales om vigtigheden i, at de reelle forhold, der hersker på en afdeling, præsenteres for den studerende. Når den studerende bliver en del af praksisfællesskabet, vil der være mulighed for, at hun opfatter og assimilerer de verbalt kommunikerede pro blemopfattelser, der hersker, men også de nonverbalt kommunikerede budskaber, som de øvrige professions udøvere synliggør gennem deres handlinger. Gennem deltagelse i det kliniske praksisfællesskab får den studerende således mulighed for at danne, stabilisere og udvikle sin professionsidentitet. Interviewene viste et mønster, der pegede på, at praksisfællesskabet kan inddeles i kategorier, som kan kaldes for det faglige, det sociale og det fysiske praksisfællesskab, samt det pædagogiske praksisfællesskab.
Diskussion Hver af de ovennævnte kategorier indenfor fællesskabet er diskuteret ud fra et teoretisk afsæt. Det overordnede begreb praksisfællesskab tog afsæt i Wengers definition, som beskriver praksisfællesskabet som sociale strukturer, der fokuserer på viden og kunnen udviklet gennem interaktion mellem medlemmer af fællesskabet (8). Sammenhængen i et fællesskab skabes ifølge Wenger ud fra dimensionerne: Gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire. Omdrejningspunktet for det fysiske fællesskab viste sig at være ”det hvide tøj”, som af vejlederne blev betragtet som et vigtigt emne at sætte fokus på i vejledningen, da der igennem denne ligger en forpligtigelse og forventninger, for så er man jo ”en af dem” (professionssygeplejerske). At blive ”en af vores slags” består ifølge Wackerhausen i at tilegne sig eksplicit såvel som implicit fælleselementer i professions identiteten, og heri ligger der en underforstået forpligtelse, men samtidig også en motiverende faktor (6). Uniformen bliver et artefakt, som bliver en vigtig del i
den studerendes dannelse af professionsidentitet. Et redskab som indgangsport til professionen, og som på en gang er både motiverende og forpligtende. Interviewene viste, at som vejleder har man et ansvar for at drage den studerende ind i et socialt fællesskab. Vejlederne ville have fat i den studerende som person, og ud fra en teoretisk vinkel ser dette ud til at have flere vægtige begrundelser. Ifølge Hammershøj består identitet af de fortællinger, som vedkommende fortæller om sig selv, og disse fortællinger bliver til i samtalen eller i en diskursiv forhandling med andre, som i dette tilfælde altså er vejlederne (4, 5). Hammershøj taler om selvdannelse, og for at den studerende kan danne sig selv, må hun selvoverskride i det større, dvs. sin egen verden eller sin egen måde at forstå tingene på. Hun må forme sig selv og danne smag for, hvad der er værd at beskæftige sig med, og hvad der ikke er. Hun må udvikle sin dømmekraft. Dette kan kun ske i frihed og vel at mærke ved individets egen kraft. Wenger beskriver identitetsdannelse som en forhandling af møder, at være person på, i den pågældende kontekst. Identiteten dannes gennem deltagelse og via forhandling af mening, hvor der er tale om et kontinuerligt samspil. Vi bliver således dem vi er, ved at spille en rolle i relationer, der bygger på engagement (8). Informanterne fortalte os, at det sociale fællesskab er vigtigt for at opnå tryghed og et tillidsfuldt forhold mellem studerende og vejleder. Dette er interessant set i lyset af en australsk undersøgelse foretaget af sygeplejerskerne Tracy Lewett-Jones og Judith Lathlean (11,12). De har konstrueret en model, som de kalder for ”Opstigning til kompetence”. Denne model er anvendt som begrebsramme for deres undersøgelse, som viste, at selv om det primære formål med klinisk undervisning er at facilitere den studerende, så hun opnår sygeplejerskekompetencer, er realiseringen af dette mål påvirket af en lang række af individuelle, interpersonelle, kontekstuelle og organisatoriske faktorer, der er hierarkisk dannet. Samme undersøgelse er interessant i forhold til det faglige fællesskab, hvor informanterne udtaler ønske om, at de studerende kan føle og omtale sig selv som en del af personalegruppen. Den umiddelbare forklaring hos informanterne er, at de hermed skaber mulighed for, at de studerende kan trives i det faglige fællesskab. Den støtte, som de mener de kliniske vejledere bør give de studerende, kan have betydning for, at den stude rende selv kan føle sig accepteret af de professionelle og opleve tilhørsforhold, og at de professionelle kan acceptere og støtte de studerende som nye deltagere i det faglige fællesskab. Det pædagogiske fællesskab er et fagligt fællesskab, der italesætter og omhandler den pædagogiske praksis, der er i en afdeling. Det er det kit, der kan give den studerende mulighed for at blive inddraget i det fysiske, det sociale og det faglige praksisfællesskab, netop fordi der blandt
23