Patientinddragelse er også internationalt et begreb, som har stor interesse. Det ses bl.a. i Europakommissionens rapport ”Patient Involvement” fra 2012, som er udarbejdet på baggrund af et kvalitativt studie med fokus på patientinddragelse i 15 EU lande (9). I rapporten defineres patientinddragelse som: ”The concept of patient involvement refers specifically to the right and the benefits of patients to have a central position in the healthcare”, men forfatterne kommer ikke med anbefalinger om, hvordan patientinddragelse med fordel kan arbejdes videre med eller udføres i praksis. Også i denne rapport konkluderes det, at begrebet patientinddragelse ikke har en entydig forståelse for hverken patienter eller sundhedsprofessionelle (9). Ifølge ViBIS (Videncenter for Brugerinddragelse i Sundhedssektoren) må der fokuseres på, at patient og evt. pårørende inddrages i og har indflydelse på eget forløb på en måde, hvor der er vidensdeling mellem patient og den sundhedsprofessionelle, så patientens ønsker, behov og kendskab til egen situation kommer til syne og anvendes i patientens behandlings- og rehabiliteringsforløb (5). POMI-modellen Modellen blev skabt til at illustrere den viden, man som kliniker skal have, når der skal være evidens for den vurdering, der gennemføres som grundlag for kliniske beslutninger (1). POMI-modellen bygger på patienternes selvvurderede helbredsstatus, patientinvolvering og egenomsorg inspireret af sygeplejeteoretikeren Dorothea Orem (1). Ifølge Orem er sygeplejen funderet i en omfattende teoretisk ramme, som ikke alene kan erhverves ved praktisk træning og erfaring, men også gennem et mål om at hjælpe patienten til egenomsorg. Når sygeplejens mål er egenomsorg, der kan nås gennem egenomsorgshandlinger, er fokus netop, at egenomsorg defineres som de aktiviteter, den enkelte patient igangsætter og udfører for sig selv for at bevare sin habituelle tilstand. Derfor er der behov for sygepleje, hvis der er ubalance i dette forhold. Med afsæt i Orems teori om egenomsorg blev POMI-modellen ramme for ”Coaching to self-care”, som er en sygeplejeintervention målrettet patienter, der får ny hofte i ’fast-track’ forløb. Målgruppe Der foretages i Danmark årligt ca. 10.000 hofteoperationer på voksne mænd og kvinder, hvor gennemsnitsalderen er 67.5 år, og indlæggelsestiden på planlagte hofteoperationer nu er reduceret til en til to dage. Baseret på styrkeberegning har der deltaget 260 patienter i hvert forskningsprojekt. Disse patienter er fordelt ved lodtrækning i henholdsvis interventions- og kontrolgrupper. Studie 1: 2004-2007: Formålet var at undersøge, om individuel sygeplejeintervention og vejledning til patienterne efter udskrivning havde en effekt. Studie 2: 2008-2010: Formålet var, at undersøge effekten af tidlig udskrivning kombineret med individuel sygepleje-
6
faglig støtte og vejledning til patienterne telefonisk i deres hjem. Studie 3: 2010-2013: Formålet var, at kvalificere og videreudvikle på de kvantitative og kvalitative faser i modellen ”coaching to self-care” eksemplarisk. Konklusion Interventionen i de tre kliniske kontrollerede forsøg har bestået af to-tre telefoniske samtaler udført af en erfaren sygeplejerske fra den respektive ortopædkirurgiske afdeling. Til gennemførsel af samtalen blev der anvendt en semistruktureret interviewguide (2-4, 10), som blev udarbejdet, udviklet og løbende valideret af forfatteren (2-4, 10). Interviewguiden indeholdt kvantitative spørgsmål i relation til velkendte symptomer hos patienter med ny hofte. Derudover havde patienterne mulighed for individuelle spørgsmål og vejledning baseret på netop deres situation. Alle besvarelser både de kvantitative og kvalitative blev noteret, og disse besvarelser har været grundlaget for den kontinuerlige validering af den benyttede interviewguide, som er en del af patientinddragelsen (10). Coaching to self-care Faserne i ”Coaching to self-care” er som følger: - Når patienten er visiteret til hofteoperation, får de udleveret et skema til besvarelse af deres selvvurderede helbredsstatus og afklaring af deres forventninger til indgrebet. - Patienterne får udleveret skriftligt informationsmateriale om operation, rehabiliteringsforløb og hjælpemidler. En dvd-film kan lånes med hjem, så patienter og deres familie kan repetere information om forløbet. - Patienterne og pårørende tilbydes at deltage i et seminar, hvor læger både kirurg og anæstesiolog, sygeplejerske og fysioterapeut holder oplæg. Patienter og deres pårørende sidder i grupper og har mulighed for debat og erfaringsudveksling. - Patienterne indlægges til operation. - Patienterne udskrives en-to dage efter operation. - Patienterne kontaktes telefonisk to-tre dage efter operation, hvor sygeplejersken interviewer og vejleder patienterne både specifikt i forhold til operationen og individuelt i forhold til patienternes egenomsorgsniveau. - Patienterne kontaktes igen telefonisk 15-17 dage efter operation, hvor der igen interviewes og vejledes specifikt og individuelt. - Patienterne kontaktes igen ca. 30 dage efter operation, og her er der erfaringsmæssigt og statistik resultater, der viser, at ”Coaching to self-care”-modellen har effekt (1-4). Perspektiver Denne artikel har sit fokus på anvendelse af forskningsbaserede resultater, der viser, at sygeplejefaglig intervention og opfølgning, der fokuserer på systematisk patientinddragelse, er et eksempel på, hvordan denne gruppe af patienter kan imødekommes med patientinddragelse. Kommende artikler vil fokusere på træning af sygeplejer-
FORSTYRRELSEN · Fagligt selskab for SYGEPLEJESKER DER ARBEJDER MED UDVIKLING OG FORSKNING · NR. 1 / 2017 · 2. ÅRGANG