RFMnyt #2 2014

RFMnyt

TEMA

35. årgang nr. 2 Efterår 2014

Kinas et-barns-politik

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv

Jérôme Lejeune

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk græsrods­ bevægelse, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen.

det ekstra kromosom (trisomi 21), som forår­ sager mongolisme. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.

Den franske genetiker Jérôme Lejeune (1926– 1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedyprisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Aka­ demi. I slutningen af 1950’erne opdagede han

Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag.

Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv – fra befrugtningsøjeblik­ ket til en naturlig død – har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgs­objekt.

Lejeune-erklæringen Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse.

Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør.

Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker.

Det er unikt og derfor uerstatteligt.

Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning.

Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt.

Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn.

Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

RFM holder liv i debatten Vi forsøger til stadighed at skabe op­ mærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv døds­hjælp, repro­ duktionsteknologi, genteknologi og befolk­ningspolitik.

RFM rådgiver

Vi har oprettet en gratis rådgivnings­ tjeneste for gravide.

Er du i tvivl, om du magter at gennem­ føre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort – så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk

RFM informerer Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisnings­ materialer, som du kan bestille på sekretariatet.

Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk Vi kommer gerne ud på skoler, i for­ eninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag.

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby cvr.nr.: 29685487 • Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer (73) 85891774 – eller: reg. nr. 9037 konto 4576665836 • Tlf.: 5576 7652 • E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk

RFM nyt

35. årgang nr. 2 ISSN 0906-4605 (trykt udgave) ISSN 2246-4034 (net-udgave) Bladet udkommer tre gange årligt og sendes gratis til alle tilslutttede. Årligt mindstebidrag 125 kr.

For familier 175 kr.

Redaktion Torben Riis ansvarshavende Redaktionens adresse: Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 Fax 5576 7135 info@rfm.dk Henvendelser vedrørende medlemsskab, levering af bladet eller adresseændring: Ettie og Morten Jødal Præstemarken 18 Sønderup 9541 Suldrup tlf 9818 3774 morten@joedal.dk eller ettie@joedal.dk Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse Tryk: CoolGray Husk at alle gaver til RFM ud over årsbidraget er fradragsberettigede.

RFM indberetter gaver til SKAT, hvis du meddeler os dit CPR-nummer.

Formand Mao light Dette nr. af RFM nyt beskæftiger sig hovedsageligt med vor tids største massakre på ufødte børn, som blev indledt i i Kina 1979, da regeringen satte et-barns-politikken i værk og dermed påførte den kinesiske be­ folkning – og i sagens natur ganske særligt kvinderne – nærmest ufat­ telige lidelser i de følgende årtier.

De vestlige demokratier har hverken dengang eller siden kappedes om at protestere mod disse og andre systematiske krænkelser af menneske­ rettighederne i Kina. Det er der flere grunde til.

Den mest iøjnefaldende er, at Kina i løbet af de seneste årtier har ud­ viklet sig til en økonomisk stormagt. Kina er blevet et marked med et gigantisk potentiale, som enhver eksportvirksomhed drømmer om at få adgang til – ikke mindst i en krisetid, hvor hjemmemarke­derne stagne­ rer eller ligefrem skrumper. Politikerne i de moderne velfærdssamfund er smerteligt klar over, at økonomisk vækst og den dermed forbundne forøgelse af deres vælgeres forbrugsmuligheder er den første betingelse for genvalg. Heraf den udbredte konsensus om, at menneskerettigheder er et emne, som det strider mod god tone og i hvert fald ikke tjener no­ get fornuftigt formål at bringe på bane i selskab med kineserne.

Til gengæld er menneskerettigheder en glose, danske politikere flittigt gør brug af, når de i internationale fora bakker op om abortlobbyens bestræbelser for at tryne de 3. verdens lande, som nægter at makke ret og indføre den “nødvendige” lovgivning, der kan begrænse antallet af fødsler. Og netop i denne sammehæng er Kina jo langt fra “klassens uartige dreng” – snarere et eksempel til efterfølgelse.

Et blik på, hvordan udviklingen er forløbet i Danmark på familiefronten siden 1960’erne, frister da også til at drage paralleller til familiepolitik­ ken i formand Maos Kina. Læs f.eks. i artiklen side 8 om den kinesiske regerings hetz mod de hjemmegående husmødre og om Friedrich Engels’ definition af begrebet kvindefrigørelse. Vækker det ikke minder?

Jamen hov! Her i Danmark er der da ingen lov, der forbyder familierne at få flere end et eller to børn, vel? – Nej, kun bolig- og arbejdsmarke­ det, som vi har indrettet således, at begge forældre er nødt til at påtage sig et fuldtidsjob for at få tag over hovedet og økonomien til at hænge sammen. Det er ikke direkte tvang. Det kan nærmere beskrives som den danske light-udgave af formand Maos familiepolitik, hvor tvangen har antaget mere subtile former. Fælles for de to modeller er imidlertid ønsket om at skabe et moderne forbrugersamfund, hvor familien mister sin betydning og børn reduceres til statusobjekt eller forbrugsvare.

Når protesterne mod det totalitære Kina i det store og hele er udeblevet, skal en del af årsagen nok findes i, at danske politikere grundlæggende ikke er uenige med kineserne om målet, og at den sidste rest af ubehag ved tanken om midlerne i den kinesiske model efterhånden er forduftet under indtryk af den kammeratlige atmosfære i forhandlingslokalerne.

Torben Riis

RFM’s Årsmøde 2014 Iben Thranholm om aktiv dødshjælp Vor Frue Kirke i Slagelse var rammen om RFM’s års- og re­ præsentantskabsmøde den 15. marts, hvor Iben Thranholm i en tætpakket menighedssal leverede et brag af et debat­ oplæg om dagens emne: aktiv dødshjælp.

Som annonceret trak hun lighedspunkterne op mellem den udvikling, der har ført til, at vi har fået fri abort i så godt som hele den vestlige verden i dag, og den aktuelle situation, hvor den konstante propagandastrøm i medierne for aktiv dødshjælp med en vis sandsynlighed vil føre til, at endnu flere europæiske lande inden for en overskuelig fremtid bukker under for presset.

At det er kommet så vidt, sagde hun, hænger sammen med, at kristen tro og kristne værdier er trængt i baggrunden af den sekulære humanisme, som har vendt op og ned på alle værdier. Hvor man tidligere kaldte drab på ufødte børn eller gamle og syge for en forbrydelse, beskrives det i dag som ren barmhjertighed. Lidelsen og døden kan man ikke læn­ gere se nogen mening med. Derfor har det moderne sam­ fund kun to svar på lidelsen: doping eller død, tilføjede hun og henviste til pave Johannes Paul 2., som i sin tid karakteri­ serede den moderne mentalitet som en dødens kultur.

Repræsentantskabet: Som nyt medlem af repræsentantskabet blev valgt Erna Søndergård, Odense.

Vi glæder os til samarbejdet!

4

TEMA

Kinas et-barns-politik

Foto: POLFOTO u

5

Kinas et-barns-politik

STATUS

Har Beijing opgivet et-barns-politikken?

I

et interview med Radio Free Asia i slutningen af juli i år advarede Reggie Littlejohn (se side 7) mod at tillægge den justering, der officielt blev foretaget af Kinas et-barns-po­ litik den 1. januar i år, nævneværdig betydning.

Tvivlsom effekt Der er givet grønt lys for, at ægtepar kan få tilladelse til at få to børn, men, oplyser hun, kun under forudsætning af, at den ene af parterne er enebarn.

Og det vil ifølge den statskontrol­ lerede nyhedstjeneste Xinhua, som citerer vicedirektøren for Kinas Sund­ heds- og Planlægningskommission Wang Pei’an, kun komme relativt få ægtepar til gode.

Hertil kommer, at der ikke for landet som helhed er truffet beslutning om, hvornår de nye regler skal træde i kraft. Den afgørelse er det op til de lokale myndigheder at træffe under hensyntagen til situationen i det enkelte område.

Intet er grundlæggende ændret Men uanset effekten af denne juste­ ring, understreger Littlejohn, ændrer den ikke noget ved det forhold, at det er myndighederne, der bestemmer, hvor mange børn et ægtepar må få, og således heller ikke ved, at kvinder bliver tvunget til at abortere, hvis de trodser de gældende bestemmelser.

6

Justeringen vil heller ikke ændre ved, at kinesiske forældre i mas­ sivt omfang vælger abort, hvis de venter en pige. Regeringen har lovet at gribe ind over for dette problem, men har foreløbig intet foretaget sig. Derfor er situationen i dag, at der er 37 mio. flere mænd end kvinder i Kina, hvilket bl.a. har gjort menneskehandel og sex-slaveri til et stadigt voksende problem.

Kritik af USA I den forbindelse kritiserer Reggie Littlejohn det amerikanske udenrigs­ ministerium for i en rapport tidligere på året at tildele Kina en mere gun­ stig placering i rækken af lande, der har problemer med menneskehandel – en efter hendes opfattelse både uberettiget og grundløs vurdering, som alene bygger på en forventning om, at justeringen af et-barns-politik­ ken vil kunne begrænse problemet.

Men, siger Littlejohn, det er der ingen grund til at tro. Traditionelt er det sådan, at unge kinesiske piger bliver en del af mandens familie, når de gifter sig, og at de derfor kun ser det som deres opgave at hjælpe med at sørge for hans forældre, når de når pensionsalderen. Set med forældre­ nes øjne repræsenterer piger derfor kun en økonomisk byrde, mens de, hvis de får en dreng, kan håbe på, at

han vil sørge for dem på deres gamle dage.

Problemet kan løses!

Men det er et problem, som det er muligt at gøre noget ved, siger Little­ john i interviewet. Kinas regering kunne nedbringe antallet af piger, der bliver aborteret eller forladt af foræl­ drene, ved f.eks. at yde sociale tilskud til ægtepar, der vælger at sætte piger i verden, og til pensionis­ter, som ikke har fået sønner, der kan tage sig af dem.

Men, tilføjer hun, faktum er, at regeringen indtil dato ikke har fore­ taget sig det fjerneste for at råde bod på følgerne af den skæve køns- og aldersfordeling i befolkningen.

Tvangsaborter og tvangssterilisa­ tioner hører stadig til dagens orden Senest har Reggie Littlejohn i en henvendelse den 18. august til FN’s Kommission for Kvinders Status (CWS) gjort opmærksom på, at ”overgre­ bene med baggrund i Kinas et-barns-

Kinas et-barns-politik

politik fortsætter med uformindsket styrke.” Hun peger samtidig på, at den erklæring, som Kommissionen tidligere har udsendt, hvor man for­ dømmer Kinas anvendelse af tvang i forbindelse med abort, sterilisationer og prævention, ikke har haft nogen effekt.

At dette er tilfældet, underbygge­r hun ved at referere til en række nyligt dokumenterede eksempler på menneskelige tragedier forårsaget af de kinesiske myndigheders brutale fremfærd: • I Guangxi-området begik en mand i fortvivlelse knivdrab på to familie­ planlægningsfunktionærer og sårede fire andre, efter at de havde meddelt ham, at han ikke kunne få sit fjerde barn registreret, fordi han ikke kunne betale den statslige bøde for at få et barn uden tilladelse.

Den slags bøder, tilføjer Littlejohn, kan beløbe sig til op til 14 gange en normal årsindkomst.

• En landmand i Hebei-provinsen blev ligeledes idømt en bøde for at have for mange børn. Da han ikke kunne betale, konfiskerede myndighederne 3,5 tons korn, som udgjorde familiens samlede ”formue.”

Han begik selvmord ved at drikke pesticider.

• En mand i Hunan-provinsen har rejst krav om erstatning fra myndighederne, fordi hans kone har lidt af skizofreni og udvist voldelig adfærd, siden hun blev tvunget til at abortere i syvende måned.

• En mand i Guizhouprovinsen, der ligeledes havde for mange børn, begik selvmord, fordi myndigheder­ne straffede ham ved både at nægte børnene almindelige sundhedsydelser og optagelse i den lokale skole.

Reggie Littlejohn,

amerikansk advokat, stifter og leder af den internationale organisation ”Kvinders rettigheder uden grænser” (www.womensrightswithoutfrontiers.org).

Hun har senest i marts i år talt de kinesiske kvinders sag i FN, hvor hun bl.a. opfordrede til en undersøgelse af FN’s Befolkningsfond UNFPA’s aktiviteter.

UNFPA, som bl.a. støttes rundhåndet af USA og de skandinaviske lande, har i årtier arbejdet tæt sammen med regimet i Beijing om at implementere landets tvangsbaserede fødselskontrol

• Og endelig fødselslægen i Shaanxi-provinsen, som blev kendt skyldig i menneskehandel med syv børn, som hun havde tilegnet sig ved at bilde forældrene ind, at de var døde efter fødslen.

Kinas og andre landes anvendelse af tvang i forbindelse med aborter og sterilisationer – og specifikt henviser til den 17-årige kinesiske pige Feng Jianmei, som i juni 2012 blev tvunget til abort i syvende måned.

I skrivelsen henviser Reggie Littlejohn endvidere til, at den tidligere ameri­ kanske udenrigsminister Colin Powell i sin tid konstaterede, at FN’s Befolk­ ningsfond (UNFPA) aktivt medvirkede til den tvangsbaserede familieplan­ lægning i Kina. Den samme konklusi­ on nåede Europa-Parlamentet for ny­ lig til i en resolution, der fordømmer

Littlejohn opfordrer på denne bag­ grund Kommissionen til dels at afkræ­ ve den kinesiske regering et svar på anklagerne, dels at tage initiativet til en undersøgelse af UNFPA’s aktivite­ ter i Kina, som, påpeger hun, er det land i verden, som i størst udstræk­ ning gør brug af vold i forbindelse med lægelige procedurer.

7

Kinas et-barns-politik

35 års fødselskontrol i Kina – fra 1970’erne til i dag Foto: Shutterstock

I perioden 1950-1970 fik kinesiske kvinder i gennemsnit 5-6 børn i deres levetid.

Det kommunistiske regeringsparti propaganderede allerede fra be­ gyndelsen af 1950’erne ivrigt for, at kvinder skulle ”yde deres bidrag til revolutionen” – nærmere bestemt forlade de hjemlige kødgryder og pasningen af børnene og i stedet finde beskæftigelse i de produktive erhverv. Filosofien var, at man havde brug for kvindernes arbejdskraft i produktionen for at få sat skub i den økonomiske udvikling.

Derfor oplevede kineserne bølge på bølge af propaganda i de rege­ ringskontrollerede medier, hvor hjemmegående husmødre blev fremstillet som parasitter på samfun­ det. Kvinderne, hed det, skulle frigø­ res for deres egen skyld, således som Friedrich Engels for længst havde

8

foreskrevet det med sin påstand om, at kvinder umuligt kunne blive frigjort og ligestillet med mændene, så længe de ikke tog aktiv del i sam­ fundsmæssigt produktivt arbejde.

Kun ét barn pr. familie fra 1979 En målrettet kampagne for at ned­ bringe antallet af fødsler kom dog først i 1970, hvor regeringen under sloganet ”senere, længere, færre” lod kvinderne forstå, at de skulle vente med at få børn til senere i livet, lade der gå længere tid mellem fødslerne og overordnet sætte færre børn i verden.

Det førte i det første årti til et dra­ stisk fald i fertiliteten – fra 5,5 barn pr. kvinde til 2,7. Men det var stadig ikke nok, mente regeringen. Derfor indfør­ te man et-barns-politikken i 1979. Ægtepar, som trodser forbudet, er siden blevet straffet med eksempelvis store bøder, konfiskation af ejendom eller afskedigelse fra deres arbejde.

Hertil kommer de tilfælde, hvor myn­ dighederne får nys om overtrædelsen inden fødslen. Her bliver kvinderne pågrebet og ”overtalt” til at abortere, uanset hvor sent i graviditeten det sker.

Vestens ansvar I 1979, hvor projektet blev skudt i gang, underskrev Kina en kontrakt med FN’s befolkningfond UNFPA. Kina manglede penge og ekspertise til at føre sin befolkningspolitik ud i livet - UNFPA løste problemet ved at skaffe en årlig bevilling på 50 mio. dollars fra den internationale familie­ planlægningsorganisation IPPF til bl.a. indkøb af computerudstyr og uddannelse af 70.000 medarbejdere.

Uden denne og andre kapitalind­ sprøjtninger fra Vesten ville det kine­ siske kommunistparti ikke på davæ­ rende tidspunkt have haft mulighed for at gennemføre et så ambitiøst projekt.

Men effektivt blev det. Den kinesi­ ske viceminister Zhao Baige pralede som bekendt på klimatopmødet i København i december 2009 med, at landet siden 1970’erne havde forhin­ dret over 400 mio. fødsler.

Utilsigtede konsekvenser I det moderne Kina har et-barns-po­ litikken resulteret i en fødselsrate på skønsmæssigt 1,3 -1,9 barn pr. kvinde – højest i land­distrikterne.

Den har samtidig ført til, at der for hver 111 drenge kun fødes 100 piger (det normale forhold er 105:100), og at en fjerdedel af befolkningen i dag er 50 år eller derover.

Foto: Shutterstock

Kinas et-barns-politik Disse faktorer udgør hver for sig en trussel mod landets velstand og politiske stabilitet.

Ikke mindst ældrebyrden. I 2050 vil der således kun være to kinesere på arbejdsmarke­ det til at forsørge hver pen­ sionist. Problemet forværres yderligere af, at det traditio­ nelle familiemønster, hvor bør­ nene tog sig af de gamle, ikke længere lader sig praktisere, al den stund der som hoved­ regel kun vil være to erhvervs­ aktive unge til at forsørge fire bedsteforældre, hvortil kommer at man ikke for at imødekomme dette problem har tilvejebragt noget, der blot minder om den danske folkepen­ sion.

Derfor vil landets ledere om få år komme til at stå over for nogle sær­ deles ubehagelige valg. Den ame­ rikanske journalist Jonathan V. Last formulerer i sin bog What to Expect

tilfælde risikerer den at sætte Kinas internationale og mi­ litære ambitioner over styr – i det andet, at der udbryder revolution”. ”Men,” tilføjer forfatteren, ”der er selvfølgelig også en tredje mulighed. Den kinesiske regering kunne blot sende de ældre ud i landdistrikterne for at dø. Det forekommer Foto: Shutterstock umiddelbart utænkeligt, men husk på, at der er tale om et When No One’s Expecting? (2013) det regime, som i vor tid bevidst kinesiske dilemma således: lod 20-40 mio. af sine egne dø af sult. ”Eftersom storfamilien er blevet En valgmulighed, som lyder uhyrlig i afviklet, og der ikke er nogen offent­ vore øren, kan for kommunistpartiet lig pensionsordning, vil regeringen meget vel tage sig ud som en legitim blive nødsaget til enten 1) at foretage politisk løsning. For at undgå disse betydelige nedskæringer på områ­ ubehagelige scenarier behøver par­ der som forsvaret eller de offentlige tiet imidlertid blot fortælle kineserne, arbejder for at skaffe ressourcer til at de skal få flere børn, og at de skal omsorgen for de ældre, eller 2) at begynde på det lige nu. Men det er pålægge den yngre arbejdsstyrke nok vanskeligere – meget vanskeli­ væsentligt højere skatter. I det første gere – end det umiddelbart lyder.”

Livet i Maos Kina – en mors personlige vidnesbyrd Hvordan har hverdagen og forhol­ dene i almindelighed været for de kinesiske familier og for kvinderne i særdeleshed de sidste 35 år i etbarns-politikkens Kina? Det har vi i sagens natur kun relativt få autenti­ ske vidnesbyrd om. Et af dem er den amerikanske sociolog Steven Moshers bog A Mother’s Ordeal - One Woman’s Fight Against China’s One-Child Policy, som første gang udkom i 1993, og som i år er kommet i et nyt oplag og med et nyt forord af forfatteren.

At der er gået 11 år siden, bogen udkom første gang, betyder ikke, at de forfærdende forhold, den beskri­

ver, kan betragtes som et overstået kapitel i Kinas historie – i hvert fald ikke hvad et-barns-politikken angår, der nu som før håndhæves med van­ lig brutalitet.

Politisk asyl i USA Bogen, som er skrevet i jeg-form, er blevet til på grundlag af samtaler med en kinesisk kvinde, som fortæller om sit liv under pseudonymet Chi An – dette sidste for at minimere risikoen for, at hendes pårørende i Kina bliver udsat for repressalier. Tilsvarende er stednavne og andre personers navne ændret.

Mosher traf hende første gang i San Diego, hvor hun og hendes mand, der var i USA som forskningsstipendiat, bad ham om hjælp til at få politisk asyl i landet. Baggrunden herfor var, at Chi An netop – trods et forbud fra de kinesiske myndigheder – havde født parrets andet barn, hvad der gjorde det yderst problematisk for familien at vende tilbage til Kina.

Efter mange tovtrækkerier med de amerikanske myndigheder lykkedes det imidlertid Mosher at få trukket i tilstrækkeligt mange tråde til at skaffe Chi An og hendes familie permanent opholdtilladelse.

9

Kinas et-barns-politik Fattigdom og hungersnød I bogen fortæller Chi An om sit liv som barn i formand Maos Kina, hvor hendes familie med nød og næppe overlever hungerkatastrofen, der i 1950’erne udløses af Maos forfejlede planer om at gøre Kina til en indu­ striel stormagt. Millioner af arbejdere overflyttes fra landbruget til industri­ en med det resultat, at kornet i vidt omfang får lov til at rådne på marken, fordi der ikke er hænder nok til at høste det. Folk i landdistrikterne dør af sult og udmattelse. I deres despera­ tion forsøger mange at overleve ved at samle spiselige frø og blade og ved at skrælle barken af træerne, tørre og pulverisere indersiden og lave en slags grød af den.

Mens hungersnøden endnu er på sit højeste, omkommer Chi Ans far ved en drukneulykke og efterlader fa­ milien næsten uden midler. Alligevel lykkes det dem at klare sig igennem på et eksistensminimum. Chi An be­ gynder som ung pige at uddanne sig til sygeplejerske, og en del af hendes uddannelse består – foruden den konstante politiske indoktrinering – i en oplæring i at foretage aborter med udsugningsmetoden.

Tvivlen melder sig Da Mao i 1960’erne starter ”kulturre­ volutionen” og slipper en hær af unge rødgardister løs på så godt som alle højtuddannede, melder Chi An sig under fanerne. Hun er på det tids­ punkt endnu så at sige hjernevasket af den statslige propaganda, men lidt efter lidt begynder tvivlen på formand Maos ufejlbarlighed at plage hende. F.eks. har hun som sygeplejer­ ske svært ved at se det fornuftige i at jage dødssyge patienter, som dårligt kan stå på benene, ud af deres senge for at stille op i gården til en oplæs­ ning af Maos værker. De patienter, som falder om på jorden, får lov at blive liggende. Ingen vover at forstyr­ re seancen, så længe den varer.

10

Steven W. Mosher

Internationalt anerkendt ekspert i befolknings­ spørgsmål. Mosher var en af de første amerikanske forskere, der fik adgang til Kina efter kommunisternes magtovertagelse i 1949.

Her blev han på et studieophold i 1979 i Guangdon-provinsen vidne til et-barns-politikkens grusomheder. Hans afsløringer vakte efterfølgende opsigt i USA – og voldsom vrede i Kina, der truede med at standse udvekslingen af forskere mellem USA og Kina, med mindre der blev taget ”alvorlige skridt” mod ham. Stanford-universitetet bøjede sig efter politisk pres for kravet og bortviste ham i 1983.

Som leder af Population Research Institute (www.pop.org) har Mosher fortsat kampen mod et-barns-politikken i Kina og mod den internationale abortlobbys overgreb mod kvinder især i den 3. verden.

Han har i alt skrevet fire bøger om Kina.

Efter endt uddannelse i 1968 bli­ ver hun sammen med resten af sit afgangshold sendt ud i landdistrik­ terne som led i en ideologisk gen­ opdragelse. I hendes tilfælde er det nærmest en dødsdom, fordi hun ikke kan tåle kos­ten, som stort set består af kaoliang-brød (en slags hirse) – ris er endnu en mangelvare på landet.

En lokal embedsmand fatter imid­ lertid medlidenhed med hende og får hende sendt tilbage til byen, hvor

hun i første omgang får arbejde på en tuberkulosestation. Senere, i 1972, får hendes afdeling en ny opgave, som nu skal have førsteprioritet: fødsels­ kontrol. ”Kampen for fødselskontrol er en vigtig del af klassekampen – de, som er imod, er klassefjender,” står der på plakaterne: ”En er ikke for lidt, to er nok, og tre er for mange”.

En stor del af Chi Ans arbejdsdag går herefter med at sterilisere kvinder eller sætte spiraler op. Spiraler bliver

Kinas et-barns-politik obligatoriske for kvinder i de første fire år, efter at de har født.

Foto: Shutterstock

Mao Zedong (1893-1976) regerede Kina fra den kom­ munis­tiske magtovertagelse i 1949 til sin død med enestående brutalitet. Han er ubestrideligt en af historiens største massemordere – personligt ansvarlig for udryddelsen af over 10 pct. af landets befolkning – skønsmæssigt 70 millioner mennesker.

Hans tvangs­kollektivisering af landbruget i kombination med lanceringen af en række mere eller mindre mislykkede industriprojekter udløste verdenshistoriens største hungerkatastrofe, som kostede 35-40 millioner kinesere livet.

Medvirkende til, at dødstallet blev så højt, var, at Mao for ikke at tabe ansigt, nægtede at anmode udlandet om hjælp.

Hertil kommer de mange millioner, som blev henrettet i hans regeringstid, ikke mindst under den såkaldte kulturrevolution.

I alt dette er ikke medregnet de 400 millioner ufødte børn, som i og efter hans tid er blevet ofret på det økonomiske fremskridts alter.

En ufrivillig abort Chi An gifter sig da hun er 25 år og får sit første barn, men kort efter opda­ ger hun, at hun er gravid igen og får nu systemets alvor at føle på sin egen krop. Barnet bliver aborteret – også selv om lægen på det bestemteste fraråder det. Hun har pådraget sig en underlivsinfektion og risikerer, at infektionen forårsager en blodforgift­ ning, der kan koste hende livet. Men den tilstedeværende partfunktionær er ubøjelig: ”Aborten skal gennemfø­ res.”

Drengen, der ikke ville dø Chi An klarer imidlertid indgrebet.

Hendes mand tager til USA, og hun er nu alene med deres første barn.

Hun finder et nyt arbejde, hvor bedre arbejdstider og kortere vej til og fra arbejdsstedet gør livet som enlig mor lettere. Her får hun imidlertid endnu en oplevelse, som ryster hendes tillid til systemet. På dette tidspunkt er etbarns-politikken fuldt ud implemen­ teret, og hun er selv blevet ”forfrem­ met” til at udføre aborter og oplæres i den forbindelse også til at udføre sene aborter.

På afdelingen er der to læger, en ældre læge, dr. Wan, som inderst inde hader sit arbejde, og dr. Yin, som åbenlyst nyder det. En aften bliver en ung pige, som nægter at oplyse hvem hun er, bragt ind på afdelingen.

Hun er i niende måned, ser fattig og forkommen ud og er efter alt at dømme på flugt fra myndighederne.

Morgenen efter konstaterer Chi An, at veerne er begyndt og tilkalder lægerne: »Jeg vidste præcis, hvad de ville gøre.

De ville vente til livmoderhalsen hav­ de åbnet sig helt og blotlagt barnets isse. Så ville de fylde en hypodermisk kanyle med formaldehyd og sprøjte det ind i hjernen gennem den bløde

plet. Straks efter ville barnet dø.

Doktor Yin tog et første blik under lagenet og udstødte en ed. ”Hans mors ... den lille sos baby er allerede på vej ud. Skynd Dem”, sagde han til doktor Wan, som havde gjort kanylen klar. ”Giv den sprøjten.”

Kvinden skreg, da dr. Wan nærme­ de sig. Babyens hoved formelig smuttede ud af hendes krop. Armene, brystet og benene fulgte straks efter.

Det var en livskraftig lille dreng. Han fyldte lungerne for første gang, og lyden fra hans skrig blandede sig med moderens. Han lå nu helt synlig på bordet. Kun den hvide snoede navle­ streng forbandt ham stadig til mode­ ren. Synet af barnet og lyden af dets skrig fik doktor Wan til at standse brat op. ”Umuligt,” hørte jeg ham mumle for sig selv, ”jeg kan på ingen måde gøre dette her.” Han lagde kanylen fra sig, som om han havde brændt sig på den og trak sig baglæns bort. ”Hvis De ikke vil, så vil jeg!” råbte dr.

Yin. ”Jeg har ikke i sinde at få en bøde for at lade den ubrugelige aflæg­ ger af et bondejok overleve” ... Han holdt barnets hoved fast med den ene hånd, og med den anden plan­ tede han nålen i barnets kranium ...

Jeg ventede på, at kramperne skulle begynde ... men intet skete. Den lille dreng skreg blot endnu højere ...

Til sidst hviskede dr. Wan fra sit hjørne af lokalet: ”Den lille sjæl forbander os.” ”Sig ikke sådan noget latterligt vrøvl,” snerrede dr. Yin. ”Det er den rene overtro. Hvad er bønder andet end dyr?”... ”Vist forbander han os,” vedblev dr. Wan. ”Han vil ikke af sted herfra, før han har forbandet os helt ned i helvede.”« Selv efter denne oplevelse har Chi An svært ved at ryste påvirkningen fra den statslige propaganda af sig.

Først da hun i USA bliver gravid igen, når hun frem til en endelig afklaring og er rede til at ofre alt for at forsvare sit ufødte barns liv.

11

B

Afsender RFM, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup

PP Danmark

Om Pasteurs eksempel Professor Jérôme Lejeune (1926-1994)

Vidste I, at en filosof 21 år efter den franske menneskerettig­ hedsserklæring forelagde regeringen et lovforslag, der skulle gøre det ulovligt ”at kvæle eller på anden måde ombringe en person angrebet af rabies (hundegalskab) eller af en hvilken som helst anden sygdom, der ytrer sig ved anfald og krampetrækninger...” og at dette forslag end ikke blev diskuteret?

Men 12 år senere blev et barn født, som fik navnet Louis Pasteur, og som senere befriede menneskeheden for rabies. Ikke ved at slå patienterne ihjel, men ved at gå til angreb på sygdommen og finde midlet til at forebygge den.

Net-udgave ISSN 2246-4034

Trykt udgave ISSN 0906-4605