Skt. Peders Kirke kirkeblad

SCT. PEDERS KIRKE

Når

alt det vi ved, ikke er nok

Side 2 Vagn tror ikke på Gud

Gudstjenesten giver en følelse af ro Side 9

2 1

PRÆSTER

MISSION

Den ene havde brug for et wake up call, den anden for at få ro på. ­Sognepræsterne i Sct. Peders Kirke tror på vidt ­forskellige måder. Men begge ønsker de at give den videre - troen på en kærlig Gud.

Trapperne til trods er Ulla Horsholt og Kristian ­Vestergaards e ­ rklærede mål at sænke t­ ærsklen til kirken mest muligt. Alle er velkomne.

Behov for mere end vanetro I sognepræst Kristian Vestergaards barndomshjem var troen en fast bestanddel af hverdagen systematisk og selvfølgelig, og i dag et godt minde at tænke tilbage på.

jeg tror jo på Gud” havde han sagt. Det blev også alt, hvad jeg nu havde at falde tilbage på: Troen på Gud. Og jeg oplevede, at Han var der. Jeg var ikke alene i alt det svære,” fortæller Kristian.

Gud har styr på det Hans kollega ved Sct. Peders Kirke, Ulla Horsholt, har aldrig haft brug for et wake up call, når det gælder troen. Faktisk har hun nærmest haft brug for det modsatte.

”Kl. 7.20 var der morgenandagt, hver dag. Sådan var det. Vi gik også i kirke og bad aftenbøn. Det var meget fast det hele, og da jeg blev ældre, var min tro mest af alt en god vane - ikke så meget mere end det”.

”Jeg er ikke vokset op i et kristent hjem, men har altid haft en stor åndelig længsel. Det var derfor, jeg valgte at læse teologi. Jeg har aldrig kunnet få nok - ikke kunnet komme tæt nok på, altid været så sulten,” fortæller hun.

Men da han som 27-årig mistede sin far, mærkede Kristian et behov for mere end vanetro. ”Min far fik konstateret kræft og døde i løbet af to måneder. Indtil da havde jeg været usårlig - en slags ”Superman”, som man jo kan være i den alder. Nu fik jeg et gevaldigt wake up call, og nogle af min fars sidste ord blev pludselig afgørende for mig. ”Men

En overgang kom arbejdsugen i kirken op over 60 t­ imer. Ulla blev ramt af stress og tvunget til at ­stoppe op og få sat tingene i perspektiv.

2

”I den periode fik jeg evangeliets briller på mit liv: Jeg skal ikke forbedre mig selv og alle andre. Gud har styr på tingene. Jeg må have lov at være her, som jeg er. Det må vi alle. Når jeg nu kommer op i for højt gear, ved jeg, at det er tid til at snakke lidt med Gud. Tid til at se mig selv og andre med Hans kærlige øjne og lade ham om at ordne tingene,” forklarer Ulla.

end vi selv tror. Samfundet i dag er indrettet på en måde, som slører vores dybeste behov. I stedet for kærlige varige relationer til andre mennesker og til Gud, kommer vores liv til at dreje sig om status og økonomi, og vi får så travlt, så travlt,” mener Kristian.

Begge præster oplever det særligt tydeligt, når de igen står for at skulle begrave et ensomt ældre menneske, som livet igennem har forsømt relationerne og derfor siddet ensom og desillusioneret de sidste år.

De dybeste behov Selvom de har oplevet og stadig oplever relationen til Gud vidt forskelligt, er de to præster i Sct. Peders Kirke enige om, at troen ikke bare er omdrejningspunktet i deres eget liv. Den er også kernen i deres arbejde.

”Vores vigtigste opgave, og det der ligger os mest på hjerte, er i virkeligheden at sænke tærsklen til kirken mest muligt. Alle er velkomne! Om ikke andet så for de menneskelige relationers skyld. Her er et dejligt fællesskab. Lad være at sidde alene derhjemme!

Måske melder nysgerrigheden sig så hen ad vejen på Gud og alt, hvad kirken ellers har at tilbyde,” lyder invitationen fra både Ulla og Kristian.

”For nyligt hørte jeg et slogan om kirkens tilbud: ”Når alt det vi ved, ikke er nok”. Det er meget rammende, synes jeg. Kirken kommer på banen, når vi, som mennesker har brug for noget, som er større end os selv. Og min påstand er, at det har vi oftere, 3

Arne Skovmøller er kommet i Sct. Peders Kirke i seks år - de sidste to år også til AA-møder her.

Når vi sammen beder Gud om hjælp til at tackle livet, oplever jeg, at vi bliver hørt

I 2014 flyttede Arne Skovmøller (58) til Randers efter mange år i Hammel. På det tidspunkt var hans liv i opløsning. Han var lige blevet skilt fra sin kone gennem 27 år, og få år forinden var han på grund af udlicitering blevet sagt op fra sit arbejde som kirkegårdsgraver i Aarhus Kommune - et job han havde haft gennem 25 år. Derudover kæmpede han med et alkoholproblem.

Hele familien var flyttet til Randers sammen og havde lovet hinanden, at de trods skilsmissen ville forsøge at bo tæt på hinanden i tre lejligheder - mor, far og storesøster på 21 år i hver sin lejlighed. Lillesøster på 15 år skulle bo hos sin far. Lejligheden på Mariagervej, som Arne først flyttede ind i, var derfor stor nok til to. Der gik dog ikke lang tid, før drikkeriet satte en stopper for dét bofællesskab, og Arnes yngste datter flyttede i stedet ind hos sin mor.

Her fik jeg troen på fremtiden tilbage I flere år kom Arne Skovmøller j­ ævnligt beruset i kirke.

Han ­havde svært ved at få styr på sit liv og k ­ æmpede både med ­økonomien, relationerne og ­alkoholen. Midt i kaos blev Sct. Peders det faste holdepunkt, der gav ham a ­ fsæt til en ny begyndelse.

4

Kirkegænger og hjemløs Alene i den store lejlighed, b ­ egyndte Arne at lægge mærke til en lyd, der vendte tilbage hver morgen og aften: Klokkerne i Sct. Peders Kirke. ”Jeg plejede kun at komme i kirke til jul og påske og ved bryllupper, begravelser og den slags. Men kirken har for mig altid stået som et sted, hvor det dårlige lukkes ude. Nu begyndte jeg at komme til gudstjeneste i Sct. Peders om søndagen, og det var en positiv oplevelse. Trygt og livsbekræftende. Til kirkekaffen bagefter var der altid nogen at snakke med,” f­ ortæller Arne.

Senere åbnede Cafe Kaffekoppen, hvor Arne også blev glad for at komme. Som tiden gik blev Sct. Peders Kirke Arnes faste holdepunkt i en hverdag, der slet ikke var færdig med at falde fra hinanden.

Drikkeriet stoppede nemlig ikke, og Arne fik heller ikke betalt huslejen til den store lejlighed. Til sidst blev han sat på gaden. ”Nu havde jeg ikke længere noget hjem, men jeg mødte alligevel som altid op til caféhygge ved kirken.

Jeg var fuld og jokede med, at jeg var blevet hjemløs.

Heldigvis mærkede medarbejderne i caféen, at den var helt gal. De ringede til den boligsociale rådgivning i Randers Kommune, og jeg fik en plads på forsorgshjemmet Godrum ved Silkeborg. Her var jeg i fire måneder og fik hanket op i mig selv,” fortæller Arne.

Til AA-møder i Sct. Peders Da han kom tilbage til Randers, flyttede han i en mindre og billigere lejlighed tæt på Sct. Peders Kirke, som igen blev en del af hans liv. Det gjorde ­alkoholen, som han var stoppet med på forsorgshjemmet, desværre også. Ingen var overraskede, Arne havde drukket for meget i mange år, og intet så ud til at kunne ændre sig. Men det gjorde det alligevel en dag. ”En torsdag kom jeg til Café Kaffekoppen. Men jeg var så fuld, at jeg venligt fik at vide, at det var bedre, jeg kom tilbage en anden dag. Det blev af en eller anden grund dråben. Jeg besluttede for første gang at søge hjælp til mit alkoholproblem,” fortæller Arne.

Det var i efteråret 2018. I dag har han været ædru i cirka to år, og udover gudstjeneste og café besøger han nu også Sct. Peders Kirke to gange om ugen til møderne i Anonyme Alkoholikere (AA). ”Det er vigtigt at mødes med mennesker, der har været igennem det samme. Vi støtter hinanden. Der skal så lidt til, før jeg falder i igen, og det vil jeg ikke.

Når vi sammen beder Gud om hjælp til at tackle livet, oplever jeg, at vi bliver hørt,” siger Arne.

Ingen så skævt til mig Han er taknemlig for at Sct. Peders Kirke lå hvor den lå, og at han fik sin faste gang her - blandt ­mennesker, der med deres tålmodighed og ­venlighed kom til at gøre en forskel i hans liv. ”I den periode, hvor jeg drak, kom jeg ofte b ­ eruset til både gudstjeneste og café, og godt nok blev jeg sendt hjem enkelte gange. Men jeg var altid ­velkommen igen. Ikke en eneste har vist mig, at han eller hun brød sig mindre om mig, fordi jeg drak.

På en eller anden måde gav det mig troen på, at det dårlige i mit liv kunne vendes til noget bedre,” ­konstaterer Arne med smil.

Han er netop startet i en jobpraktik, der skal afklare, hvor meget han kan arbejde. Derefter håber og tror han på en hverdag i balance sammen med ­kæresten, der også kommer i Café Kaffekoppen.

Døtrene hepper på ham og glæder sig over, at deres far er tilbage.

5

Spaghettigudstjenester: Hyggestund med ­bibeldrama og b ­ ørnesange for hele familien med fællesspisning. Og bare r­ olig - der er ikke altid spaghetti på menuen....

At være en del af et fællesskab b ­ etyder for de fleste mennesker tryghed, ­glæde og ro. Og det g ­ ælder uanset alder, køn, social status, ­beskæftigelse, økonomisk formåen - og tro. Alle har vi en længsel om at høre til et sted og ikke føle os ensomme.

I Sct. Peders Kirke er der fælleskaber og a ­ ktiviteter for alle - både for dem, der har f­ ælleskaber i ­forvejen - og for dem der savner at være en del af noget. Du kan på disse to sider se et udpluk af de aktiviteter, du kan opleve i kirken.

Se mere på www.sct-peders.dk

Fællesskaber i Sct. Peders Kirke

Korsang: Sct. Peders har mange forskellige kor, hvilket betyder, at der er kortilbud til alle aldre.

Sorggruppe: Ensomhed, vrede, frustration, sorg … Følelserne er mange. Måske får du sat ord på i ­sorggruppen. Her lyttes og støttes.

Kreativ klub: I Kreativ Klub sætter kun fantasien grænser. Godt humør og nørklende hænder laver flotte ting, som sælges og støtter vores sogn.

6

Babysalmesang: Babyernes sanser bliver ­stimuleret gennem sange, bevægelser og nærvær.

Café Kaffekoppen: Dybe samtaler eller small talk. Kaffe og avis - I caféen er alle over 18 år velkomne.

7

SCT. PEDERS KIRKE - OG MIG

Vagn Jensen oplever ikke sig selv som troende, men nyder roen til gudstjenesterne i Sct. Peders og dét, at der er frihed til at spørge om alt.

Det startede med en bisættelse Benedikte Jarlstrøm (50 år, ansat i jobcenter): Jeg er oprindeligt uddannet cand. mag. i religionshistorie, så interessen for religion har altid været der. Jeg har også altid vidst, at jeg var kristen.

I kirken kom jeg bare meget sjældent indtil for et par år siden, da min moster døde. Hendes bisættelse i Sct. Peders Kirke blev min anledning til at begynde at komme regelmæssigt. Prædikenen, og den måde vi efterladte blev mødt på, var så indfølende og nænsom, at jeg fik lyst til at høre og opleve mere.

Siden er jeg kommet til søndagsgudstjeneste et par gange om måneden, og i foråret startede en veninde og jeg, det vi kalder ”samtale-saloner”.

Her taler vi om eksistentielle emner med et kort indledende oplæg og efterfølgende debat ved bordene ud fra samtalekort. På grund af corona-nedlukningen har vi Indtil videre kun nået begreberne ”tillid” og ”døden”, men vi glæder os til mange flere. Senest har jeg sagt ja til at blive menighedsrådsmedlem i den næste periode. Det er faktisk noget jeg i mange år har leget med tanken om, så da jeg blev spurgt, tog det mig ikke lang tid til at svare ja. Det arbejde glæder jeg mig meget til.

Kreativ med dåseringe og cykelslanger Gudrun Andersen (73, pensionist): Jeg har altid godt kunnet lide at være kreativ, og jeg vil gerne hjælpe, hvor jeg kan. Da jeg derfor så en annonce fra Sct. Peders, hvor man efterspurgte kreative frivillige, som ville samle ind til julehjælp i sognet, syntes jeg straks, at det lød interessant. Det er fem år siden, annoncen var i avisen, og lige siden har jeg været med i den kreative klub, der mødes hver mandag formiddag og arbejder sammen. Vi syr, hækler og strikker. Selv arbejder jeg for tiden med dåseringe fra aluminiumsdåser, som jeg banker flade og derefter hækler sammen til tasker. Jeg laver også ting af gamle cykelslanger. I det hele taget kan jeg godt lide genbrug - eller upcycling: At forvandle brugt til nyt og brugbart. Inspiration finder jeg blandt andet på Pinterest.

Før corona-tiden kunne vi godt være en 15-16 stykker, der samledes om mandagen. Nu er vi nede på 6-8 stykker. Men vi hygger os stadig, når vi er sammen - snakker om alt muligt, og drikker kaffe sammen. To gange om året - til en påskebasar og en julebasar sælger vi vores håndarbejder.

Overskuddet går til julehjælp til dem i sognet, der har brug for det. Det betyder meget for mig, at jeg kan hjælpe her.

Kaffe og en eksistentiel snak Kirsten Hur Jørgensen (63, pensionist): Jeg mødte Anne Mette Pedersen i 2015 i forbindelse med en kirkelig sommerhøjskole. Derfor var hun et kendt ansigt, da jeg igen stødte på hende i efteråret 2019. På det tidspunkt var hun blevet socialfaglig koordinator i Cafe Kaffekoppen (den gang Café 30+), og jeg var kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg havde et stort behov for at dele dybere ting med andre, men stod uden tætte relationer. Derfor takkede jeg med det samme ja, da Anne Mette inviterede mig til at ”kigge op” i caféen. Det fortrød jeg ikke.

Mit liv har været præget af en stærkt traumatiserende barndom, og jeg har kæmpet meget psykisk - specielt de seneste 15 år. Med meditation havde jeg i efteråret 2019 fået kontakt til nogle af alle de følelser, som jeg i alle årene havde undertrykt. Derfor var det så velgørende for mig at komme i caféen. Her bliver man set og mødt. Der var plads til dybe og eksistentielle samtaler, og mine svære følelser blev rummet. Det var faktisk mere, end jeg havde forventet ved at møde op til en kop gratis kaffe.

Derfor er jeg i dag dybt taknemlig.

8

Kan man komme i kirken, når

MAN IKKE TROR PÅ GUD? Vagn Jensen lod sig døbe som 81-årig. Indtil da havde kirke og tro ikke været en del af hans liv, men nu kommer han i Skt. Peders Kirke hver søndag.

Alle spørgsmål tilladt Indtil videre er kirkegang for ham en aktivitet uden åndelig overbygning.

”Hvis nogen for tre år siden havde fortalt mig, at jeg ville blive døbt, havde jeg sagt ”no way”. Den slags har aldrig interesseret mig,” fortæller Vagn Jensen (83), der lever et aktivt liv som pensionist med styrketræning og motion hver dag og holder selv lejligheden på Mariagervej.

”Jeg tror ikke. Men der er plads til mig alligevel. Jeg kan spørge om alt, uden at jeg føler mig fordømt,” forklarer Vagn.

Han er født på Nørrebro og var langt fra den eneste i sin klasse, som hverken blev døbt eller konfirmeret, og som årene gik, tænkte han ikke nærmere over det. Han blev udlært finmekaniker, fik job i Aarhus og senere i Randers, hvor han mødte Margrethe, som han blev gift med i 1962. Faktisk var det først, da hun døde i 2018, at Vagn fik kirken på tættere hold.

På et tidspunkt var der noget, som han blev nødt til at spørge ind til. I en retrætebøn bad sognepræst Ulla Horsholt om, at Gud måtte blive større og hun selv mindre. Bønnen var bedt på hele menighedens vegne, men Vagn Jensen havde ikke lyst til at blive mindre. Han skrev og spurgte, hvad i al verden det betød? ”Jeg fik svar med det samme: Sådan skulle man kun bede, hvis ønsket kom indefra, og jeg skulle ikke føle mig ekskluderet, hvis jeg havde det anderledes. Det var et fint svar. Men det vigtigste var, at jeg havde lov at spørge,” mener Vagn.

Datteren Gitte ville nemlig gerne, at hendes far, når den tid kom, kunne ligge ved siden af moderen på Nordre Kirkegård, og det var kun muligt, hvis han blev døbt. Vagn sagde ja - for datterens skyld. Men begravelsen og den nye situation som enkemand gav ham lyst til at prøve det med kirke mere af. Han begyndte at komme til gudstjeneste i Sct. Peders Kirke om søndagen og til aftenretræter, og fandt ud af, at han kunne lide det.

Han er ikke sikker på, at han forbliver ikke-troende. ”Det kan være det kommer. Hvem ved? Jeg tror det næsten, for jeg oplever, at jeg er ved at forandre mig. På en eller anden måde bliver jeg mere mig selv.”

”Jeg er blevet glad for at gå i kirke. Jeg har det godt, når jeg går derfra - på en måde, som jeg ikke har oplevet før. Gudstjenesten giver en følelse af ro,” forklarer Vagn Jensen, 9

SCT. PEDERS KIRKE - OG MIG Kristne sammen Peter Wolff (76 år, pensionist): Min bedstemor, som jeg var meget glad for, boede på Fabersvej og tog mig med i Sct. Peders Kirke om søndagen. Da jeg flyttede til sognet for syv år siden, var det derfor noget helt særligt for mig at komme her igen.

I dag er jeg dog knyttet til Sct. Peders af mange andre grunde end min bedstemor. Det er et sted, hvor jeg føler mig enormt godt tilpas. Folk er imødekommende, og man er aldrig alene. Det betyder også meget for mig at komme til gudstjeneste om søndagen og høre Guds ord, og så er der et rigt koncertliv, som jeg er gevaldigt glad for - blandt andet med kirkens egne tre dygtige kor. Jeg opfatter mig selv som et kristent ­menneske, og det kristne liv leves aldrig alene. I fællesskabet omkring Sct. Peders Kirke har jeg fundet ligesindede, som jeg er kommet til at holde meget af og har knyttet stærke bånd til. Vi er kristne sammen.

Det betyder meget.

Velkommen

i Sct. Peders Hus

Hygge i torsdagscaféen Helga Møller (84 år, pensionist): Torsdagscaféen var for ”de ældre”, syntes min mand og jeg i mange år.

Vi kom første gang i Sct. Peders Kirke i 1959, da vi som nygifte flyttede til sognet. Da konceptet blev opfundet først i 70’erne hed det da også ”ældreklubben”. Senere ændredes navnet til ”torsdagsklubben” og så til ”torsdags-caféen”, som det hedder i dag. I alle årene kom vi ofte i kirken om søndagen og var glade for det, men syntes altså, at vi var for unge til møde om torsdagen. Det ændrede sig, da min mand døde for 12 år siden. Nu skulle der ske noget, syntes jeg, og så opdagede jeg hyggen i torsdagscaféen. Jeg kendte ingen, før jeg begyndte. Men det kom jeg hurtigt til. Man føler sig altid velkommen i torsdagscaféen. Selvom vi, der er kommet der i mange år, efterhånden har vores faste pladser, er det vigtigt for os, at nye også føler sig velkommen. Hver gang er der et foredrag. Jeg synes særligt det er spændende, når foredragsholderen har været i fremmede egne og fortæller og viser billeder herfra.

Koncerterne er det fedeste Laura Barett (14 år, 9.klasse på Vestervangsskolen): Jeg startede i Aspirantkoret ved Sct. Peders Kirke, da jeg gik i 2. klasse på Hobrovejens Skole. Der var et par stykker i min klasse, som allerede gik til kor, og jeg var vild med at synge. Min musiklærer foreslog, at jeg tog en prøvetime i koret. Det gjorde jeg, og syntes med det samme, at det var megafedt. Vi havde det sjovt, og der var bare en masse en god energi.

I 4.klasse skiftede jeg til Vestervangsskolen, og de første år der passede korprøverne ikke med min skolegang, så jeg var nødt til at stoppe. Men jeg savnede det, så da skoletimerne igen passede, vendte jeg tilbage.

I dag går jeg i pigekoret ved Sct. Peders Kirke, som ledes af organist ­Hanne Lund Nielsen. Jeg synger mest 2. sopran, men kan det meste. Vi øver hver onsdag, synger til gudstjeneste en gang om måneden og til koncerter engang imellem. Koncerterne er det fedeste. Der er en del i december, så den måned glæder jeg mig til. I koret er vi vidt forskellige, men vi elsker alle at synge og har det altid sjovt. P.S. Der er plads til flere.

10

Danmarks første sognegård blev i 1974 bygget her ved Sct. Peders K ­ irke i Randers. Sognegården blev bygget, fordi man ønskede et fællesskab ­gennem mange forskellige aktiviteter og tilbud til sognets beboere – udover gudstjenesterne.

Nu ligger den der! Klos op ad kirken, inde i skrænten med græs på taget - og med direkte gennemgang fra kirkerummet. Med tagterrasse til fri afbenyttelse og med kirkekontor og store sale til kirkens mange aktiviteter. Huset er bygget til at skulle bruges og ikke mindst bruges af jer – sognets beboere.

Vi glæder os til at se mange af jer fra sognet få ­glæde og gavn af denne fantastiske bygning.

Det er lykkedes i så stor udstrækning, at vi allerede for flere år siden oplevede, at vi var vokset ud af de gamle lokaler. Drømmen blev formet – drømmen om et større hus, som kunne rumme alle dem, der havde lyst til at deltage i fællesskabet i Sct. Peders Kirke. I slutningen af 2020 lykkedes det endeligt – Danmarks ældste sognegård blev erstattet af et nyt stort moderne hus. Åbningen af det nye Sct. Peders Hus skete 2. søndag i advent, præcis 118 år efter at selve kirken blev indviet. Det skete ved en gudstjeneste, hvor biskoppen for Århus Stift, Henrik Wigh Poulsen holdt prædiken og efterfølgende klippede snoren til gennemgangen til Sct. Peders Hus. Freddy Jensen, medlem af menighedsrådet, har brugt mange timer på at lave den flotte egetræsdør, der er en tro kopi af de originale døre inde i kirken. Døren giver direkte forbindelse mellem kirken og Sct. Peders Hus. 11

Gudstjenester og øvrige aktiviteter Alle vores gudstjenester, øvrige aktiviteter og tilbud fremgår af vores kalender på www.sct-peders.dk. Kalenderen bliver løbende opdateret.

Præster Kristian Vestergaard, sognepræst (kirkebogsførende) Fabersvej 45, 8900 Randers C Mobil: 5181 1085 Mail: krev@km.dk Træffes efter aftale, undtagen mandag.

Ulla Horsholt, sognepræst Rådmands Boulevard 15, 8900 Randers C Mobil: 2170 0328 Mail: uho@km.dk Træffes efter aftale, undtagen mandag.

Kirkekontor Sct. Peders Hus Fabersvej 41 8900 Randers C Tlf. 8642 2403 Mail: sanktpeders.sognranders@km.dk Kontoret er åbent hverdage kl. 9-13, torsdag tillige kl. 16-17. www.sct-peders.dk Sct. Peders Kirke – Randers sctpederskirkeranders Redaktion: Lay-out: Reklamestuen Tekster: Christina Hummelmose Brorson Tryk: Buchs. Oplag: 6000 Redaktionen er afsluttet 8. januar 2021