Ambassadør: Elisabeth Møller Løye, Fredericia Gymnasium, em@fredericia-‐gym.dk Tlf. 75920688
Kollegial supervision som vej til anerkendende ledelse af klasserummet.
Værktøjets formål:
Nye elevtyper og tilgang af elever fra gymnasiefremmede miljøer har udfordret lærerrollen, så den ofte opleves modsætningsfyldt for læreren, som på samme tid skal udvise respekt og anerkendelse over for eleverne og på den anden side ikke altid møder den samme respekt og anerkendelse fra dem. Formålet med kollegial supervision som vej til anerkendende klasserumsledelse er at bidrage til lærernes kompetenceudvikling og udvikling af undervisningspraksis med vægt på den anerkendende tilgang. For at give rum for refleksion over egen praksis og mulighed for at udvikle sig med en kollegas konstruktive blik på undervisningen nedsættes supervisionsgrupper, hvor tre lærere, som har samme klasse, gensidigt observerer og superviserer hinanden ud fra individuelt valgte fokuspunkter under den fælles overskrift: ”Anerkendende klasserumsledelse”. Supervisionsgruppens tre lærere har den samme klasse for at sikre en fælles referenceramme, og for at de kan møde egne elever i andre undervisningssituationer end i deres egne fag, hvorved de bedre bliver i stand til at nuancere i forhold til den enkelte elevs stærke og svage sider.
Målgruppen: Ledelse og lærere i gymnasieskolen. Ledelsens interesse i værktøjet er lærernes kompetenceudvikling og undervisningsudvikling i et praksisnært miljø. Ledelsens opbakning er central for værktøjets succes. Lærernes interesse i værktøjet er muligheden for at nuancere sin fortolkning af egen praksis, at udvide sit eget handlingsrum og at erfaringsdele med kolleger i et anerkendende miljø.