Issuu on Google+

Moral

om de psykologiske begreber og værdier

Prostitution – nød eller nødvendighed? Selvværd

er det forklaringen på alt?

Stress – hvad er det egentlig?

67 2007


psykologisk set Årgang 24, nummer 67, december 2007 ISSN: 0906-2483 ISBN: 978-87-7887-553-2 © Redaktionen, forfatterne og Frydenlund Illustrationer: Merete Høeg Lauersen Grafisk tilrettelæggelse: Vibe Skytte Grafisk produktion: Pozkal, Polen Redaktion Allan Westerling (ansvarshavende redaktør), cand. mag. og adjunkt ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetcenter. Nina Armand, afspændingspædagog og cand. psych. Konsulent og ansat som organisationspsykolog hos JobLiv Danmark A/S. Agnete Skov Husted-Andersen, cand.psych. Ansat ved det internationale HR konsulentfirma Cubiks. Rina Mai Mikkelsen, cand.psych. Ansat i en kommunal børne-ungerådgivning og arbejder med børn og familier. Lars Paludan-Müller, stud.psych. Forfatter, konsulent og freelance-underviser bl.a. ved Roskilde Pædagogseminarium og Suhrs. Michala Gylling, cand.comm. og ansat som virksomhedskonsulent i Jobcenter Gladsaxe. Peter Busch-Jensen, cand.komm og ph.d.-stipendiat indenfor arbejds- og organisationspsykologi

ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter. Hjemmeside: www.psykologisk-set.dk Udgivelse Tidsskriftet udkommer 4 gange årligt. Abonnementspriser 2007: Normalabonnement: kr. 310,- (udland: kr. 410,-) Studenterabonnement: kr. 238,(udland: kr. 338,-) Institutioner: kr. 440,- (udland: kr. 540,-) Alle abonnementspriser er inkl. moms. Porto udgør kr. 50,- af den samlede abonnementspris. Løssalg: kr. 95,- pr. nummer ekskl. porto. Abonnement og ekspedition Bogforlaget Frydenlund Hyskenstræde 10 1207 København K Tlf. +45 3393 2212 Fax +45 3393 2412 post@frydenlund.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra dette blad eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser.


Leder: Prostitution, moral, selvværd og stress Af Allan Westerling

Prostitution, jura og psykiske omkostninger Af Kenno Simonsen

Hvorfor psykologi (også) handler om værdier Af Svend Brinkmann

Selvværd – hvad er det værd? Af Eva Kirketerp

Er stress et moderne fænomen? – om historien bag stress Af Pernille Solveig Strøbæk

Bogomtale: Makeovermani Af Allan Westerling

2 5 15 21 30 37 67 2007


Prostitution, moral, selvværd og stress

2

Disse fire ord udgør ikke en selvstændig overskrift på en leder, som handler om de moralske problemer, forbundet med prostitution; eller om baggrunden for, at nogle vælger at sælge deres krop; eller om de skadevirkninger som salg af sex har på den, der sælger. De fire ord er hver især nøgleord i fire forskellige artikler, som ikke har andet med hinanden at gøre, end at de alle formidler et psykologisk perspektiv på problemstillinger, som optræder i menneskers hverdag. At formidle et psykologisk perspektiv på problemstillinger, som optræder i menneskers hverdag, er præcis det, som Psykologisk Set i snart 25 år har forsøgt at gøre. Vel at mærke på en måde, som er til at forstå – også for læsere, der ikke har en akademisk uddannelse i psykologi. Psykologisk Set har altid kastet sig over temaer, som optræder som konkrete og håndgribelige problemstillinger og spørgsmål i de fleste menneskers liv. Og tidsskriftets forfattere har forsøgt at give et bud på, hvordan psykologien kan bidrage til at forstå disse problemstillinger og spørgsmål. Det har været en klar mission, at artiklerne skulle skrives i et let tilgængeligt sprog, som formilder både den problemstilling, der tages op, og det fag – psykologi – som problemstillingen belyses med. Det har også altid været vigtigt at forfatterne fik lov til selv at udtrykke deres holdning og de-

res forståelse af, hvad et psykologisk perspektiv er. Redaktionen har aldrig påtaget sig opgaven at censurere eller prioritere forskellige typer af psykologisk faglighed; tværtimod. Den primære redaktionelle opgave har bestået i at lade tidsskriftet rumme en så bred og forskelligartet vifte af psykologiske teorier og forståelser som muligt. Gerne med et bid. Gerne polemisk, konfronterende, diskuterende og, ja, endda nævenyttigt eller måske humoristisk. Men altid lødigt. På den måde har Psykologisk Sets retningslinje været klar: Det skal være let at læse, men det skal være ordentligt. Og her er vi ofte i opposition til andre former for populærpsykologi på ’markedet’. Psykologisk Set har udgjort en modvægt til den mere underholdningsprægede og salgbare populærpsykologi, som ikke sjældent vælger det populære frem for det psykologiske. Psykologisk Set fylder imidlertid meget, meget lidt i det populærpsykologiske landskab. Men det gør ikke tidsskriftet mindre nødvendigt. Tværtimod. I takt med at psykologiske perspektiver på hverdagsproblemstillinger presses af den populære og letfordøjelige glitterpsykologi på den ene side, er psykologien også under pres fra anden side. Professionspsykologien presses i disse tider af en evalueringskultur som i stigende grad kræver evidensbaseret resultatmåling; et pres som tendentielt truer med at erodere det, som psykologien (også) kan: at åbne op for flertydige og komplekse perspektiver på konkrete problemer og at se flere og modstridende sider af samme sag som en del af en helhed. Psykologisk Set deltager i kraft af sine idealer og sin mission i en kamp, som står mellem kræf-


Tidsskriftets første artikel handler om prostitution. Kenno Simonsen, der er privatpraktiserende psykolog, placerer sig selv i forhold til den debat, som i flere år har været ført i Danmark om legalisering af og forbud mod salg af sex. Ud fra både biologiske og socialpsykologiske perspektiver argumenterer forfatteren imod prostitutionsforbud. På den måde tager Simonsen også moralsk stilling ud fra psykologiske perspektiver. Artiklen om moral og psykologi af Svend Brinkmann, som er adjunkt ved Aarhus Universitet, er imidlertid ikke en kommentar til Kenno Simonsens artikel. Svend Brinkmanns artikel handler om, at psykologiske begreber altid har at gøre med værdier og dermed også om moral. Og for at forstå det, som psykologi beskæftiger sig med, må man også forstå den moralske orden, som psykologiske kundskaber er en del af. Den tredje artikel er på mange måder (også) en illustration af den forbindelse, der er mellem psykologiske perspektiver og moralske spørgsmål. Eva Kirketerp, der er psykolog og har skrevet speciale om selvværd, viser nemlig, at der er en sammenhæng mellem, hvad selvværd er for en størrelse, og så det store fokus på fænomenet som er tydelig i dag, hvor »selvværd« synes at kunne forklare – og bortforklare – alle mulige forhold ved mennesket. Forfatteren er kritisk over for sådanne tendenser til forsimplinger og viser i sin artikel, hvad man får øje på, når man er lidt mere præcis i brugen af begrebet. Pernille Strøby, som også er psykolog, stiller skarpt på et andet psykologisk fænomen, som også får meget opmærksomhed i dag: stress. Per-

3 Prostitution, moral, selvværd og stress

ter, der vil forsimple det komplekse og kræfter, der hele tiden vil se tingene fra flere sider. Vi kæmper på den sidste side, men vores ressourcer er begrænsede. Tidsskriftet drives af ulønnede redaktører, som nok er idealister men som også skal passe deres arbejde og som også vil være sammen med deres familier. Tidsskriftet er afhængigt af forfattere, som har stor indsigt i faget og gode evner til at formidle. Og som også har tid og overskud til at skrive. Det sidste ser ud til at blive sværere og sværere. Måske fordi en stor del af Psykologisk Sets forfattere traditionelt kommer fra universiteterne, hvor der i disse år sker en kraftig opstramning i forhold til hvilke tidsskrifter, det kan betale sig at skrive til. Og for de, som vil videre i det akademiske hierarki på universiteterne (eller som blot vil beholde deres arbejde), ser Psykologisk Set ikke ud til at være den store skriveinvestering værd. Her kan vi ikke hamle op med internationale, højvidenskabelige tidsskrifter. Desværre. Dette kan helt tydeligt aflæses i dette års udgivelser. For første gang i mands minde udkommer årgangens 4. nummer først efter nytår. Det er en skam. Og redaktionen skammer sig. Og beklager. Men vi er samtidig glade for og stolte over at holde liv i et nødvendigt tidsskrift. Og vi håber, at vores læsere også vil være med til at fejre Psykologisk Sets 25 leveår næste år. Vi har i alle tilfælde ikke tænkt os at trække os ud af kampen, heller ikke selvom modstanden er overvældende. Vi bliver her. Ikke mindst fordi kampen er vigtig. Og fordi sejre også er mulige. Som dette nummer.


4

nille Strøby, der forbereder et ph.d.-projekt om stress, redegør for begrebets historiske udvikling og ser på stress som et resultat af tiden, vi lever i. Til sidst i tidsskriftet bringer vi en bogomtale af Thomas Johanssons bog Makeovermani, der netop er en diskussion af populær- og underholdningspsykologien i dag. Med disse artikler har Psykologisk Set forsøgt at give et bud på, hvad god og lødig populærpsykologi kan være. Det er frem for alt et bud, som forsøger at etablere en sammenhæng mellem den videnskabelige og akademiske psykologi og psykologien som profession og hverdagens praksis.

Sammenhængen mellem disse størrelser findes selv sagt uden Psykologisk Sets medvirken, men de er langt fra altid tydelige. Og i hvert tilfælde aldrig entydige. Men efter læsningen af denne udgave af Psykologisk Set har du, læseren forhåbentlig et lidt bedre overblik end før. Og du har måske endda også fået stof til kritisk eftertanke. God læselyst På redaktionens vegne Allan Westerling


Prostitution, jura og psykiske omkostninger af Kenno Simonsen

Prostitutionsdebatten her i Danmark har de seneste år kredset om, hvordan man fra samfundets side skal håndtere feltet juridisk. Skal man kriminalisere prostitution, som man har valgt at gøre i Sverige, eller skal man måske hellere legalisere erhvervet fuldt ud, som man har valgt at gøre det i Holland og Tyskland? Som det er nu, befinder prostitution sig her i landet i en mærkelig gråzone. Det er ikke kriminelt, men det anerkendes heller ikke fuldt ud som erhverv. Prostituerede har samme forpligtelser, som gælder andre erhvervsgrupper med hensyn til skat og moms, men de nyder ikke de samme rettigheder i form af ret til sygedagpenge, indmeldelse i a-kasse etc. Emnet er meget følelsesladet, hvilket afgjort afspejles i debatten. Ofte inddrages videnskabelige argumenter og undersøgelser, men tit er de stærkt influerede af forskernes holdninger, hvilket jeg skal vende tilbage til senere. På bundlinjen når vi således frem til, at vi her har at gøre med et emne, hvor de moralske indfaldsvinkler ofte overskygger de videnskabelige. Inden jeg præsenterer mine videnskabelige indfaldsvinkler er det derfor passende at give et kort historisk overblik over prostitutionsdebatten i Danmark samt skitsere min egen baggrund for at engagere mig i den.

Historie De stærkeste fortalere for kriminalisering af prostitution udgøres i dag af hhv. religiøst og feministisk inspirerede grupper. At en del kristne har haft problemer med fri seksualitet i al almindelighed og prostitution i særdeleshed, er der ikke noget nyt i. For mig har det imidlertid været overraskende, at den fraktion af feminister (herefter benævnt sex-negative feminister), der er dominerende i Skandinavien, gik hånd i hånd med religiøse moralister i deres krav om forbud mod prostitution. Det burde jeg måske ikke have været. For forsøstringen mellem feminister og moralister har lang tradition i Danmark. Allerede under 1880’ernes sædelighedsfejde var kønsmoral og forbud mod prostitution nogle af Dansk Kvindesamfunds opprioriterede sager. For skandinaviske feminister har landet således allerede fra forrige århundrede været gødet for puritanisme. Det er derfor heller ikke overraskende, at de lod sig inspirere af den fraktion inden for amerikansk feminisme, der hvilede på et kristent grundlag, og som indgik i et samarbejde med den kristen-fundamentalistiske bevægelse Moral Majority. Denne alliance etableredes i 1970’erne i forbindelse med et moralsk korstog mod pornografi. I Moral Majority havde man en lang tradition for at omgås sandheden lemfældigt – en færdighed de sex-negative feminister hurtigt fik lært. De amerikanske feminister overtog ikke bare de kristnes synspunkter og metoder men brugte også de samme tal for at beskrive problemets omfang. Og de støttede sig til samme slags pseudo-videnskabelige

5


6

argumentation, som Moral Majority brugte, når pornografiens skadelighed skulle bevises. Denne tendens til overdrivelse af problemets omfang ser ud til at gå igen, når kravet om kriminalisering af prostitution rejses i den nuværende debat i Danmark. Ligeledes er det svært at finde en sammenhæng mellem indsamlede data og konklusioner i en stor del af det ’videnskabelige’ materiale, der bruges fra sex-negativ side til at rejse kravet om forbud. I sit speciale fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet peger Nancy Bornemann på en skjult dagsorden i prostitutionsforskningen, som hænger sammen med, at forskerne anser prostitution for at være et unødvendigt onde. Denne dagsorden kan være med til at forklare forskellen på de data, som er indsamlet, og de konklusioner, som forskerne fremsætter.

Indfaldsvinkel Da jeg for 20 år siden for første gang kom til Thailand, havde jeg et fordomsfuldt syn på prostitution. Dette bundede ikke i, at jeg generelt var en fordomsfuld person, men i det billede jeg havde fået af prostitution – særligt i tredjeverdenslande – gennem medierne. Thailand var således i mine øjne et land, som var oversvømmet af sexturister, der udnyttede lokalbefolkningen. Langsomt men sikkert blev mine fordomme, der jo udelukkende byggede på anden- eller tredjehånds oplysninger, sat kraftigt på prøve gennem direkte dialog med thailandske prostituerede, der havde et ganske andet syn på, hvad der foregik. Da jeg et par år senere fik en thailandsk kæreste,

der tidligere havde ernæret sig i to år ved prostitution, blev de sidste rester af fordom brudt ned. Dels gennem åbenhjertige samtaler med hende, men også fordi en del herboende thailandske sexarbejdere nu blev en del af mit personlige netværk. I 2004 udgav Kenneth Reinicke så bogen Mænd i Lyst og Nød, hvori han kraftigt plæderer for, at vi i Danmark bør kriminalisere prostitution efter svensk model med strafansvaret lagt ensidigt på kunden. I bogen efterlyser han også det, han kalder en vidensbaseret debat om emnet. Det viste sig, at Reinicke selv i sin bog præsenterede meget få videnskabelige argumenter for læseren. Hans argumentation bestod mest af postulater, der lå meget langt fra den virkelighed, jeg selv havde oplevet på de thailandske massageklinikker, jeg nu havde førstehåndskendskab til. Jeg skrev derfor et debatindlæg i Politiken, hvor jeg kritiserede Reinickes synspunkter. En kritik, jeg senere fulgte op på i bogen Hulemand m/k – om køn, seksualitet og prostitution. I kølvandet på bogen blev jeg fra flere sider kontaktet af prostituerede. Særligt indgik jeg i et samarbejde med netværket VipLounge, der kæmper for prostitueredes rettigheder og arbejdsforhold. Jeg fik ligeledes kontakt til nogen af de personer, der senere skulle blive medstiftere af Seksualpolitisk Forum. I løbet af efteråret 2006 blev dette samarbejde intensiveret, og i foråret 2007 blev forummet stiftet. Formålet med etableringen af dette forum var at kæmpe for seksuelt frisind samt tilbyde pressen kompetente faglige vurderinger i de seksualpolitiske spørgsmål, som, vi


Basis-/overbygningsmodellen Den model, jeg arbejder ud fra, er en basis-/overbygningsmodel, hvor basis er den biologi, vi fødes med, og overbygningen er de sociale konstruktioner, der opbygges livet igennem. Ud fra denne model er mennesker ikke født ens. Vi er fra naturens hånd udstyret med biologiske styrker og svagheder, og hver især forskelligt begavede med evner inden for forskellige områder. En stor og meget iøjnefaldende forskel på individer er, at vi er født med forskellige køn. Kønskromosomerne er med til at bestemme ikke blot, hvordan vi ser ud, men også hvorledes hjernen er konstrueret, og hvorledes vores hormonbalancer ser ud. Dermed kan man heller ikke komme uden om, at der er biologiske tilskyndelser til særlige adfærdsmønstre hos hhv. mænd og kvinder. Lad mig lige her understrege, at dette ikke skal tolkes således, at jeg mener, at vi er født som kønsstereotyper. At drage en sådan konklusion

mener jeg er misbrug af modellen. Vi ser da også adskillige individuelle afvigelser fra de biologiske tilskyndelser. Men betragter vi større grupper af mænd og kvinder, vil vi se, at der – på tværs af kulturer – er visse adfærdstræk, der særligt hyppigt går igen hos mænd, og visse der hyppigst ses hos kvinder. Et af de områder, hvor dette ses tydeligst, er vores seksualadfærd. Det primært at blive seksuelt tiltrukket af kvinder er f.eks. noget, der gør sig gældende for de fleste – men ikke alle – mænd i alle kulturer. Omvendt har de fleste kvinder verden over mænd som deres primære seksualobjekt. Meget tyder på, at der hos mennesket – på linje med andre dyr – er en biologisk tilskyndelse til heteroseksuel adfærd. At det forholder sig sådan ligger da også helt i overensstemmelse med evolutionsteorien, der jo forudsætter den bedst egnedes overlevelse. Og for os som art ville det være ret uhensigtsmæssigt, hvis vi primært havde en seksualadfærd, der ikke indebar muligheden for formering. Den endelige udformning af vore seksuelle adfærdsmønstre sker dog gennem sociale konstruktioner indlært under opvæksten. Men de mønstre, vi umiddelbart er modtagelige for, skal være i overensstemmelse med vores biologiske tilskyndelser. I det øjeblik vi forsøger at præge et individ imod dets biologisk betingede adfærdstilskyndelser, løber vi ind i problemer.

Teorien om kønsneutralitet Jeg ved, at den biologiske indfaldsvinkel sikkert vil falde mange kønsforskere, der mener køn pri-

7 Prostiitution, jura og psykiske omkostninger

fandt, alt for ofte blev præsenteret i medierne på baggrund af i værste fald rene myter, og i bedste fald af forskning, der desværre ofte var af meget vekslende kvalitet. Jeg skal dog nævne, at vi i forummet repræsenterer forskellige videnskabelige retninger. Vores fælles platform er politisk-ideologisk, og det, vi kæmper for, er seksuelt frisind. Det følgende skal således ikke ses som Seksualpolitisk Forums fælles agenda, men som den videnskabelige indfaldsvinkel, jeg som socio-biologisk funderet psykolog har antaget.


8

mært er en social konstruktion, for brystet. Dette skyldes i mine øjne en politisk korrekt berøringsangst over for teorier, der siger, at der fra naturens hånd er forskel på folk. Men lad mig komme med et eksempel på en case, der voldte store problemer for en af de socialkonstruktionistiske teoretikere: Dr. John Money fra John Hopkins University. Han blev opsøgt af forældrene til den biologiske dreng David. Grundet en forfejlet omskæring som spæd besluttede man sig efterfølgende for at amputere resterne af Davids mandlige genitalier. Derefter blev David opdraget som pigen Brenda. Der var imidlertid store adfærdsmæssige problemer med Brenda, der, trods stærke påvirkninger om det modsatte, under opvæksten udviklede meget maskuline interesseområder. Ikke desto mindre kom David/Brenda til at danne fundament for John Moneys teori om kønsneutralitet, der netop hævder, at det biologiske køn er uden betydning for kønsidentiteten, som alene opbygges ud fra sociale konstruktioner. Men Brenda var alt andet end lykkelig i sin pige-/kvinderolle. Som voksen besluttede hun sig for på ny at skifte køn og forsøgte via operation igen at få mandlige genitalier, ligesom de tidligere indopererede brystimplantater blev fjernet. David/Brenda kæmpede i de efterfølgende år en brav kamp for at gøre verden opmærksom på, at den teori om kønsneutralitet, der primært er opbygget omkring David/Brendas egen case, er alt andet end gyldig. Dette til trods fastholdes teoriens gyldighed krampagtigt af John Money. De psykiske skader ved at have haft en opvækst, der gik på tværs af de biologiske tilskyndelser, var dog for omfattende for David/Brenda,

der som 38-årig begik selvmord. Sagen er blot et ud af mange eksempler på, hvordan det har enorme omkostninger for individet, hvis man af omgivelserne presses til at udspille en kønsrolle og seksualadfærd, der kolliderer med ens biologisk tilskyndede adfærdsmønstre.

Problemer med adfærdsregulering Det, jeg vil frem til her, er, at man kan ændre de dele af folks adfærdsmønstre, der beror på sociale konstruktioner uden de store omkostninger. Der er dog en klar tendens til, at jo senere i livet en given social konstruktion er opbygget, desto mindre omkostninger har det for individet at ændre den tillærte adfærd. Men går vi på tværs af det biologiske fundament for adfærd, så er det endog særdeles omkostningsfuldt for individet at ændre adfærdsmønstret. Når jeg nævner de biologiske komponenters betydning for udviklingen af seksualadfærd, er det fordi, min tese er, at der også er biologisk funderede tilskyndelser bag udviklingen af prostitution. Prostitutionslignende adfærd kan observeres i praktisk taget alle samfund, og selv blandt andre primater er lignende adfærd observeret for nyligt. Et forskerhold observerede, at i Guinea foretager hanchimpanser en ikke ufarlig indsamling af papayafrugter på bøndernes agre, som de forærer til hunnerne, der derefter bliver mere villige til parring. En enkelt særligt attraktiv eller villig hun i flokken modtog mere end halvdelen af de indsamlede frugter. I forhold til lovgivning mener jeg, at der vil være en fordel i at sondre mellem de adfærdskomponenter, der er biologisk tilskyndede


Seksualitetens betydning At der er en stærk biologisk tilskyndelse til seksualitet, og også i en vis grad til hvordan seksualadfærden kommer til at udspille sig, kan der næppe være tvivl om. Selve driften er så stærk, at også de fleste psykologiske retninger er enige om, at den spiller en central rolle i hele vores adfærdsmønster og for vores generelle trivsel. Maslow, som er kendt for at have fremstillet pyramiden over menneskets behov, placerede behovet for sex nederst i behovspyramiden som et af de basale behov, og Freud mente seksualiteten repræsenterede den basale livsenergi: libidoen. Tilfredsstilles sexbehovet ikke – i det mindste i nogen grad – får det drastiske konsekvenser. For individet truer det trivslen og kan i værste fald også true helbredet. For omgivelserne kan det være belastende, da seksuelle frustrationer som oftest resulterer i et øget aggressionsniveau. Når vi nu er ved seksualitetens betydning for det enkelte individs trivsel, er det værd at holde sig for øje, at behovet for sex er filtret sammen

med en mængde andre behov. Når vi dyrker sex, får vi således også dækket behovene for nærhed, intimitet, opmærksomhed og bekræftelse. Særligt i vores kulturkreds bliver sex for mange mænd den eneste acceptable måde, hvorpå behovene for nærhed og intimitet kan dækkes.

De prostituerede Citat 1: »Jo altså, jeg har en massageklinik sammen med en kammerat. Det vil sige … det er jo mest S/M, vi gør det i. Vi sælger dominans til andre bøsser. [...] og jeg synes sgu, det er et ædelt erhverv. Folk kommer trykkede og nervøse… nærmest skamfulde … til klinikken. Og går derfra med glæde i øjnene og smil op over begge øren«. Udtalelser fra en midaldrende homoseksuel mand, der solgte sex til andre mænd. Citat 2: »Åh, den svans! Han er eddermame for klam! Hold kæft hvor skulle han have en flad! Jeg hader bare bøsser!«. Udtalelse fra en ung mand, der havde været gadebarn og en periode ernæret sig som trækkerdreng for homoseksuelle mænd, trods at han anså sig selv som heteroseksuel. Citat 3: »Før [har fysisk handicap] kørte jeg jo escort. Det gjorde jeg faktisk i 10 år. Jeg husker det, som den bedste tid i mit liv. [...] Jeg savner tit tiden som escortpige. Spændingen! Suset, når man stod foran døren og ventede på, at den skulle blive åbnet. [...] Jeg holdt meget af at arbejde med handicappede. De er så søde og taknemmelige. Man føler virkelig, at her gør man en forskel«.

9 Prostitution, jura og psykiske omkostninger

og dem, der er sociale konstruktioner. Lovgivning, der adfærdsregulerer tillærte adfærdsmønstre, er et relativt problem og omkostningsfrit. Mens adfærdsreguleringer, der bryder med biologisk betingede adfærdsmønstre, er problematiske og omkostningsfulde og bør derfor kun bruges, hvor der er en rigtig god grund til det. Vi er f.eks. nødt til at lovgive mod vold, fordi udbredt vold har omfattende konsekvenser for samfundet. Men jeg har svært ved at se, at det samme gør sig gældende, fordi nogle vælger at leve af sexarbejde.


10

Samtale med midaldrende kvinde med lang prostitutionserfaring. Ovenstående eksempler viser, at der er vid forskel på, hvordan det påvirker en person at arbejde som prostitueret. Informanterne bag citaterne 1 og 3 trivedes godt med sexarbejde. Her var der også tale om, at ikke alene at det sexarbejde de udførte var i overensstemmelse med deres egen seksuelle observans, men de har endvidere været ret åbne omkring deres arbejde i forhold til omgivelserne. For informanten bag citat 2 gjorde sig derimod gældende, at det sexarbejde, han udførte, ikke var i overensstemmelse med egen seksuelle observans. Han var endvidere skamfuld over sin fortid som prostitueret, og han havde hemmeligholdt den for venner og familie. Ud over de personlige omkostninger havde skammen og de grænseoverskridelser, han havde været udsat for gennem sexarbejdet, bevirket, at han havde udviklet stærke aggressioner over for personer med samme seksualitet som hans tidligere kunder.

Skadevirkninger Der fokuseres i debatten ofte på prostitutionens skadevirkninger. Og med ovenstående citaater in mente er det da også klart, at det for informant 2’s vedkommende har været traumatisk at prostituere sig. Men konkluderer man på baggrund af det, at prostitution generelt er skadeligt, mener jeg, man er på vildspor. Informant 2 har – i langt højere grad end de to øvrige informanter – været udsat for nogle traumatiserende faktorer via sin prostitution. Særligt skal to traumatiserende fak-

torer nævnes: overskridelse af egne grænser samt det, de prostituerede ofte anser som den mest belastende faktor ved sexarbejde, nemlig stigmatisering. I hvor høj grad ens grænser overskrides gennem sexarbejde, beror på den enkeltes egen evne til at sige til og fra. Der er derfor heller ikke noget overraskende i, at sexarbejdere, der inden de påbegynder karrieren er psykisk robuste og afklarede i forhold til arbejdet, kun i begrænset omfang belastes af det. Den anden store belastningsfaktor, stigmatiseringen, beror i større udstrækning på sexarbejderens omgivelser. Kan han/hun tale åbent om sit arbejde, eller er det nødvendigt at leve et dobbeltliv baseret på løgne over for omgivelserne? Og hvis sexarbejderen vælger at være åben om sit erhverv, møder han/hun så forståelse eller afstandtagen i privatsfæren? Meget tyder på, at disse faktorer har langt større indflydelse på, om prostitution er skadelig for den enkelte sexarbejder end selve det at indgå seksuelle relationer erhvervsmæssigt. Eller sagt på en anden måde: Man tager ikke nødvendigvis skade af at dyrke sex med tilfældige, så længe det er indenfor rammerne af ens egen seksualitet. Men man tager generelt skade af at blive fordømt af omgivelserne og af at skulle leve et dobbeltliv med konstant frygt for afsløring. Ovenstående, samt det at en del sexarbejdere faktisk trives udmærket med selve arbejdsfunktionen, bør man have sig for øje, hvis man arbejder terapeutisk med aktive eller tidligere prostituerede. Ser man automatisk et ressourcesvagt individ – et traumatiseret offer – for sig, hvis en klient


Holdninger og videnskab Som tidligere nævnt er meget prostitutionsforskning præget af, at personerne bag undersøgelserne har en forudindtaget holdning om, at prostitution er et unødvendigt onde. Man har som grundantagelse, at prostitution under alle omstændigheder er skadeligt og bør bekæmpes. En lemfældig omgang med sandheden, som Moral Majority og amerikanske feminister som nævnt gjorde sig skyldig i vedrørende pornografiforskning, synes overtaget af meget prostitutionsforskning. Målet kommer til at hellige midlet, og det afspejler sig på afgørende vis i konklusionerne. I det følgende vil jeg præsentere to eksempler på, hvordan jagten på politisk korrekte resultater har fået folkene bag undersøgelserne til at tilsidesætte alle videnskabelige principper, når de har skullet drage konklusionerne.

Kongstads konklusioner Fra mange sider er det fremført, at prostitution ikke er med til at begrænse forekomsten af vol-

delige eller seksuelle overgreb. Men dette bygger på undersøgelser, der er af ringe lødighed. En undersøgelse, der ofte henvises til, er foretaget af Annelise Kongstad og offentliggjort i Pro-centrets årsberetning år 2000. Her har hun sammenlignet det anslåede antal af indbyggere pr. prostitueret i hhv. Danmark (833:1), Norge (1500:1), Sverige (3400:1) og Finland (1500:1) med antallet af anmeldte voldtægter. Her finder man godt nok næsten dobbelt så mange voldtægter i Sverige sammenlignet med Danmark, og man har samtidig langt færre prostituerede. Umiddelbart ser det altså her ud til, at prostitution skulle have en overgrebsbegrænsende effekt. Dette forsøger hun efterfølgende at gennemhulle ved at fremføre, at i Norge og Finland, hvor man begge steder har noget færre prostituerede i forhold til antallet af indbyggere end i Danmark, ligger raten af anmeldte voldtægter lidt under den danske. På den baggrund konkluderer hun, at prostitution ingen overgrebsbegrænsende effekt har. Men den konklusion kan man naturligvis ikke drage på det grundlag. Der er alt for mange faktorer, der ikke er taget højde for. For det første er de estimerede tal for udbredelserne af prostitution behæftet med stor usikkerhed. For det andet kan der være forskellige traditioner for, hvornår en hændelse anmeldes som voldtægt i de forskellige lande. Endelig siger resultaterne ikke noget entydigt – hverken om sammenhæng eller mangel på samme – og kan derfor hverken bruges til at konkludere, hvorvidt prostitution har eller ikke har nogen overgrebsbegrænsende effekt. Alligevel refereres der ofte til netop denne undersøgelse, når man skal under-

11 Prostitution, jura og psykiske omkostninger

fortæller, at han/hun sælger eller har solgt seksuelle ydelser, risikerer man, at terapeut/klient-relationen udvikler sig uhensigtsmæssigt. En sexarbejder, der ser sig selv som en stærk og handlekraftig person, og som anser sexarbejde mere som en løsning på andre problemer end som et problem i sig selv, vil ikke føle sig forstået af en terapeut, der ikke kan rumme billedet af en stærk, selvstændig og handlekraftig sexarbejder, der er i stand til at træffe de bedste valg for sig selv.


12

bygge den politisk korrekte antagelse, at prostitution ikke reducerer antallet af overgreb. I 1999 indførte man i Sverige kriminalisering af prostitution. Efterfølgende er frekvensen af anmeldte overgreb steget drastisk i kategorierne »vold«, »voldtægt« og den særlige kategori »voldtægt mod person under 15 år«. Udviklingen i perioden for anmeldelse af vold og voldtægt 19992005 kan ses i figurerne 1 og 2 på side 13. For en god ordens skyld skal nævnes, at 2006tallene for vold viser en yderligere stigning på 5%, for voldtægt 11%. En interessant, men foruroligende udvikling ses i øvrigt inden for en særlig kategori i de svenske kriminalstatistikker – nemlig at antallet af anmeldte voldtægter mod børn under 15 år er firedoblet i perioden 1999-2006. Man kan naturligvis ikke med sikkerhed konkludere, at disse markante stigninger i frekvensen af seksuelle overgreb alene skyldes forbuddet mod prostitution. Men tallene er mildt sagt ikke med til at svække min teori om, at prostitution er med til at begrænse antallet af voldelige og seksuelle overgreb. En udvikling i ét og samme land før og efter kriminalisering af prostitution er i mine øjne en mere sikker indikator på, om der er en sammenhæng eller ej, end en sammenligning af forholdene i forskellige lande, da der som nævnt er mange andre forhold, der kan variere fra land til land, som også er med til at påvirke frekvensen af anmeldte overgreb.

Talmagi Et andet eksempel på manglende videnskabelig lødighed i officielle prostitutionsrapporter ses i

den nyligt udkomne Redegørelse om prostitution i København, der er udarbejdet af Københavns kommunes socialforvaltning i 2007. Her har man valgt at fordoble antallet af prostituerede pr. klinik i forhold til tidligere opgørelser. Herefter konkluderer man, at prostitutionen i København er stærkt stigende. Dette konkluderer man ved netop at sammenligne sine estimerede tal med tidligere undersøgelser, som altså er foretaget ud fra en helt anden beregningsmetode. Også her burde det være åbenlyst for enhver, at der er tale om direkte vildledende konklusioner, der er i strid med alle principper om videnskabelig metode og redelighed. Ovenstående er blot et par eksempler på, hvordan den videnskabelige lødighed halter i prostitutionsforskningen. Jeg vil derfor på det kraftigste anbefale, at de, som arbejder med prostitutionsområdet, læser rapporterne nøje igennem og ikke nøjes med at danne sig et indtryk på baggrund af undersøgelsernes konklusioner. Fordi prostitutionsdebatten er så følelsesladet, er det ekstra vigtigt inden for dette område at danne sit eget indtryk af, om der er overensstemmelse mellem indsamlede data og konklusioner.

Løsningsforslag Der er selvfølgelig ikke nogen enkel måde, hvorpå man kan løse samtlige problemer, der er forbundet med prostitution. Men der er dog to ting, samfundet kan gøre for at reducere de skadevirkninger, der er udbredte i forbindelse med erhvervet: Man bør søge at reducere stigmatiseringen


Figur 1: Anmeldt vold pr. år pr. 100.000 indbyggere 2000

2001

2002

2003

2004

2005

673

663

668

682

726

746

805

185

190

195

205

207

209

Danmark

Kilde: www.politi.dk og www.bra.se

Figur 2: Anmeldte voldtægter pr. år pr. 100.000 indbyggere

Sverige Danmark

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

24

23

23

24

29

29

42

9

9

9

9

11

9

Kilde: www.politi.dk og www.bra.se

mest muligt, og man bør hjælpe de personer, der vantrives med sexarbejde, til et andet liv. Desværre er der på nuværende tidspunkt en tendens til, at man gennem tiltag fra officiel side i højere grad øger stigmatiseringspresset end reducerer det. Dette sker bl.a. gennem kampagner, der skal reducere efterspørgslen på prostituerede, men som dermed også er med til yderligere at stigmatisere sexarbejdere som passive ofre uden personlige ressourcer. Samfundet er i dag sparsomt rustet til at møde de behov, der er hos den gruppe prostituerede,

der ønsker hjælp til at forlade erhvervet. For dem, der sideløbende med deres sexarbejde har modtaget sociale ydelser eller tjent pengene uden at betale skat og moms, er hjælpen stort set ikke-eksisterende. Det skyldes, at sagsbehandlerne sidder i en dobbeltrolle, hvor de på den ene side er dem, der skal forvalte hjælpen, men samtidig har oplysningspligt videre op i systemet om uberettiget modtagelse af sociale ydelser samt skatte- og momsunddragelse. Denne umulige dobbeltrolle forhindrer i praksis mange prostituerede i at søge hjælp via socialforvaltningen.

13 Prostitution, jura og psykiske omkostninger

Sverige

1999


14

For at kunne hjælpe bedre er det også en forudsætning, at myndighederne har overblik over branchen. Min personlige anbefaling er her, at man lemper rufferiparagraffen, således at det bliver muligt at drive registreret bordelvirksomhed. Dette bør gøres med licensordning til ejerne, der dermed har noget at miste, hvis de ikke tilbyder ordentlige arbejdsforhold eller anvender illegal arbejdskraft. Dermed ville den kriminelle del af miljøet få ’hvide’ konkurrenter, der har interesse i at samarbejde med politiet om at få bekæmpet den mafiastyrede del af branchen. Som det fremgår går jeg ind for, at vi herhjemme legaliserer prostitution fuldt ud efter en model, der bygger på erfaringerne fra Tyskland og Holland. Kriminaliseringen af prostitution i Sverige har efter alt at dømme haft særdeles negative konsekvenser for sexarbejderne, der lider under dårligere arbejdsforhold og øget stigmatisering i forhold til tiden inden forbuddet trådte i kraft. Den svenske socialantropolog Petra Östergren udtaler direkte, at kriminaliseringen i Sverige har været en stor belastning for de prostituerede, og at der er fortalere for loven, der direkte har givet udtryk for, at man her måtte ofre nogle tusinde prostituerede på ligestillingens alter.

Kriminalisering vil efter alt at dømme forværre situationen for de prostituerede, og man kan spørge om det er rimeligt, at sexarbejdere og deres kunder i Danmark skal betale prisen for, at vi gentager svenskernes fiasko. Tager man risikoen for en øget frekvens af voldelige og seksuelle overgreb med i betragtning, kan en forbudspolitik koste langt flere ofre. Hvis du vil læse mere: Dansk Sociologi nr. 1, 2007. Tema: Sexualitet. Lyngbye, Paul: Mænd der betaler kvinder. Roskilde Universitets Forlag, 2000. Rasmussen, Nell: Prostitution i Danmark. Servicestyrelsen, 2007. Simonsen, Kenno: Hulemand M/K. Forlaget BoD, 2006. Om forfatteren: Kenno Simonsen er cand.psych. uddannet fra Københavns Universitet i 1996. Han har specialiseret sig inden for sexologi og tværkulturel psykologi. Siden 2000 har han arbejdet i selvstændig praksis. Kenno Simonsen er forfatter til bogen Hulemand M/K og holder foredrag om prostitution, seksualitet og tværkulturelle emner. Web: www.cekom.dk. E-mail: kennosimonsen@hotmail.com.


Hvorfor psykologi (også) handler om værdier af Svend Brinkmann

Min tese i det følgende kan udtrykkes relativt kortfattet: Hvad angår psykologiske fænomener og processer, er det ikke nok at spørge »forekom de?«, men også »blev de udført godt?«. Nogen vil måske mene, at det er kunstigt at tale om, at vi ’udfører’ psykologiske fænomener, og det medgiver jeg gerne. Men jeg holder fast i, at det kan være en frugtbar måde at udtrykke sig på, når man vil pege på den normative dimension ved det, vi kalder ’det psykologiske’. Med den normative dimension mener jeg den dimension, hvor der er en forskel mellem rigtigt og forkert, godt og skidt, passende eller upassende. Lad mig give et eksempel, der forhåbentlig kan illustrere, hvad jeg mener. Eksemplet handler om vrede og forstoppelse: Hvorfor henregner vi vrede til klassen af psykologiske fænomener, men ikke forstoppelse? Både vrede og forstoppelse ledsages af bestemte karakteristiske oplevelser, og de er begge relativt genkendelige for andre mennesker. Men alligevel er kun det ene, vrede, et ægte psykologisk fænomen. Vrede er en emotion, mens

forstoppelse er en ubehagelig tilstand i fordøjelsessystemet.

Den moralske orden Sagen er den, at vreden indgår i det, som den britiske filosof Rom Harré kalder en »moralsk orden«. Det gør forstoppelsen ikke. Vi kan dadles moralsk for vores vrede men ikke for vores forstoppelse. Vi kan endda også prises moralsk for vores vrede, hvis vreden er berettiget og eksempelvis leder til, at en uretfærdighed bekæmpes. Forstoppelse prises eller dadles vi aldrig for, idet den som fænomen indgår i naturens kausale processer og dermed ikke er en del af en moralsk orden. Vreden kan kun forstås som psykologisk fænomen, hvis vi ser på den normativt – dvs. som en respons eller en ageren i verden, der kan være mere eller mindre korrekt og mere eller mindre passende givet de konkrete omstændigheder. Hvis en person med vilje træder mig over tæerne og hiver mig i håret, da har jeg en gyldig grund (vil de fleste medgive) til at reagere med vrede. Hvis jeg derimod bliver vred på et spædbarn i det tilfælde, hvor barnet gylper på mig, så er vreden (vil de fleste medgive) uberettiget – der er da ingen grund til at blive vred (hvad enten jeg bliver det eller ej). For spædbarnet er endnu ikke ansvarligt for sine handlinger på en måde, der retfærdiggør vreden, og vreden kan dermed betragtes som en normativt forkert respons på situationen, dvs. en reaktion som ikke er, som den burde være. Disse betragtninger kan vi gøre os i de tilfælde, hvor fænomenet er psykologisk. Men det

15 Odensemodellen

I denne artikel vil jeg argumentere for, at psykologiske fænomener ikke kan forstås værdineutralt. Jeg vil hævde, at man må have en moralsk og værdiladet indstilling til verden for at kunne begribe et fænomen som psykologisk. Endvidere vil jeg argumentere for, at psykologien selv er med til at præge vores værdimæssige indstilling til verden.


16

giver ikke megen mening at gøre sig sådanne betragtninger i de tilfælde, hvor fænomenet eksempelvis er fysiologisk. Man kan her indvende, at jeg tager fejl, for i tilfældet med forstoppelse er der jo netop ofte psykologiske faktorer involveret: Man får f.eks. forstoppelse, hvis man er stresset, og i øvrigt leder forstoppelse ofte til dårligt humør (hvilket må antages at være et psykologisk fænomen). Efter min mening ændrer dette dog ikke ved, at selve forstoppelsen ikke er psykologisk. Et jordskælv leder også til dårligt humør for ofrene, men dette gør ikke jordskælvet til en psykologisk proces. Psykologiske processer opstår der, hvor vi enten kan agere mere eller mindre passende i situationer – eller reagere mere eller mindre passende. I det første tilfælde taler vi typisk om handlinger og i det andet om emotioner. Og når man taler om, at noget er normativt passende, taler man om en moralsk orden. En moralsk orden er nemlig det lokale system af sociale praksisser, rettigheder og pligter, som begrunder og retfærdiggør vores tanker, følelser og handlinger. Og så er vi tilbage ved den lidt spøjse sprogbrug, at psykologiske fænomener kan »udføres mere eller mindre godt«.

Psykologiske fænomeners dramaturgi At være vred er altså i dette perspektiv at »udføre en handling vredt«. Dette kan gøres mere eller mindre godt eller rigtigt. Der er bestemte normer for vredens dramaturgi, dvs. for hvordan vreden skal spilles eller udspille sig, for overhovedet at kunne tælle som vrede. Disse normer er delvist forskellige fra kultur til kultur. Hvis jeg prøver at tale vredt til mit barn, men konstant afbrydes af

mine egne småfnis, da er jeg egentlig ikke vred. Vreden skal gøres rigtigt for at være vrede. Dette betyder ikke, at vreden er rent skuespil. Selvfølgelig kan man være rigtigt vred. Pointen her er blot, at det, der afgør, om man er vred, ikke er indre, private følelseskvaliteter, men vredens yderside, dens ’offentlighed’, så at sige. En indre proces kræver ydre kriterier, som filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde. Hvis vi nu antager det modsatte af, hvad jeg vil vise, da kan vi se, at det ikke er muligt at forstå et psykologisk fænomen værdineutralt. Hvis nu vi antager det umulige, at et bestemt menneske ingen værdier har, da betyder det, at mennesket ikke kan se, om noget er godt eller dårligt, flot eller grimt, modigt eller fejt. Vi forestiller os så, at dette menneske iagttager et andet menneske, der råber, rynker brynene, er rød i hovedet og gestikulerer med armene. Uden værdier er disse ’objektive’ karakteristika de eneste, vedkommende kan iagttage. Vedkommende kan ikke slutte sig til, at det andet menneske er vredt. Hvorfor ikke? Fordi vreden kun kan forstås, hvis man har blik for, at der er ’noget på spil’ for den person, der agerer vredt i en situation. Og der er kun noget på spil for et væsen med værdier. For at forstå dette væsen, må man vide, hvad der er på spil, og hvordan det er det; dvs. hvad i situationen, der giver vedkommende grund til at agere på den givne måde. Og med begrebet grund er vi i den normativt moralske sfære og ikke i en værdineutral. Det vil sige vi er i den sfære, hvor vi kan blive bedt om at retfærdiggøre, hvorfor vi agerer og reagerer, som vi gør. Den ’objektive karakteristik’ af personen kan lige så vel beskrive en loyal fodboldfan,


Psykologien og den moralske orden I århundreder var den moralske orden for vestlige mennesker struktureret ud fra et kristent-religiøst verdensbillede. Dette verdensbillede byggede (som alle verdensbilleder) på bestemte værdier, bestemte forestillinger om det korrekt levede liv og bestemte normative forestillinger om, hvordan man bør tænke, føle og handle. Det er ikke muligt at begribe middelaldermenneskets psykologi uden at søge at forstå de værdier, der ordnede datidens moralske orden. I dag er vores moralske orden langt mere opdelt og forskelligartet, og en mængde forskellige stemmer indgår i den ’kulturelle samtale’ om, hvad der er godt at gøre. Vi har ligefrem institutionaliseret denne ’kulturelle samtale’ i form af de liberale demokratier, der ideelt

set gør, at diskussionen af sådanne spørgsmål føres i offentlige fora, f.eks. muliggjort af massemedier. Imidlertid kan man argumentere for, at der i de seneste 50-100 år er opstået en ny ’mega-diskurs’, der indgår i skabelsen af den moralske orden på måder, der minder om den kristne religions rolle i tidligere tider. Jeg tænker her på psykologien, der på flere måder bygger videre på grundlæggende forståelsesformer fra den kristne kultur. Den kristne bekendelse og sjælesorg er blevet til moderne former for psykoterapi, præstens rolle som menighedens vejleder er erstattet af terapeuter og coaches, og frelse som tilværelsens mål er erstattet

17 Hvorfor psykologi (også) handler om værdier

der hepper på sit hold til en landskamp – men som ikke er vred – som den kan beskrive en vred person. For at afgøre om personen er vred, må man forstå den lokale moralske orden, dvs. de sociale praksisser og samværsformer, der giver individer grund til at føle, tænke og handle på bestemte måder i bestemte sammenhænge. Vi må sætte følelsesudtrykket ind i en større ’dramatisk’ sammenhæng, for kun på baggrund af bestemte kulturelle rammer og strukturer kan vi forstå de psykologiske fænomener. I vores kultur er der bestemte situationer, som normativt set ’kalder’ på vreden som passende respons, mens andre kulturer har andre måder at ordne deres normative univers på. Sandsynligvis er der også visse kulturelle fællestræk, men denne diskussion skal ikke føres videre her.


18

af selvrealisering og personlig udvikling. Sociologen Eva Illouz, der bl.a. beskæftiger sig med psykologiens rolle i skabelsen af middelklassens kultur, hævder, at psykologien i det tyvende århundrede blev en social ’magma’ (hvilket egentlig betyder ’grød’ på græsk), der kunne gennemtrænge alle dele af samfundet (uddannelse, arbejdsliv, privatliv) og påvirke menneskelige relations- og praksisformer. I denne artikels sprogbrug betyder det, at psykologien har påvirket vores moralske orden. Den har ikke bare givet os ny viden om individet og dets tanker, følelser og handlinger, den har også givet os nye måder at være individ på, nye måder at tænke, føle og handle på. At psykologien har påvirket den moralske orden skal ikke forstås så konkret, at alle mennesker nødvendigvis går til psykolog, for det gør de ikke. I stedet skal det forstås på et dybere plan, hvor vores forhold til os selv og andre i stigende grad tager form efter psykologiske tankegange (hvor de tidligere tog form efter religiøse tankegange). Et enkelt eksempel, som jeg selv har været optaget af, kan illustrere, hvad jeg mener. I tiden efter 2. Verdenskrig begyndte en række psykologer at udforske, hvad der karakteriserer en fuldt fungerende person, og de vendte sig dermed bort fra psykologiens typiske fokus på det syge og dysfunktionelle. Humanistiske psykologer som Abraham Maslow og Carl Rogers mente, at det fuldt fungerende menneske er selvaktualiseret – det har realiseret sit selv. At realisere sig selv betød, at man udnyttede sine potentialer, at man reagerede ud fra sine intuitive fornemmelser, at man var fri til at blive »selvets arkitekt«, som Rogers sagde. For at blive sig selv – realisere sig selv

– krævedes et udviklingsforløb, mente de humanistiske psykologer, hvor man kom i kontakt med sig selv på måder, som man havde glemt i løbet af socialiseringen, hvor mennesker bliver optaget af at gøre, som andre forventer, snarere end af det, de selv har lyst til. Implicit i den humanistiske forestilling om selvrealisering ligger ideen om, at syge mennesker er mennesker, der ikke er sig selv. Vejen til en frugtbar tilværelse indebærer, at man bliver sig selv. I dag er alskens praksisser organiseret i overensstemmelse med denne terapeutiske selvrealiseringsfortælling. Vi finder det både i uddannelsessammenhænge, familiesammenhænge og i arbejdslivssammenhænge. På den måde er den moralske orden delvis forandret: I dag er en fundamental rettighed eksempelvis blevet retten til at fortælle sin historie, til at fortælle om sin lidelse og udvikling i mødet med andre. Dette er en ret, som vi udstyrer mennesker med fra de er ganske små, og det er tillige blevet en fordring, en pligt, at man kan forholde sig refleksivt til sig selv og fremstille sig narrativt (f.eks. dyrkes det i børnehaver, skoler og i familiens skød). Den feministiske filosof Judith Butler kalder det »etisk vold« at kræve af mennesker, at de udviser og opretholder narrativ selvidentitet til alle tider og steder, men det er selvfølgelig samtidig en betingelse for at være fuldgyldig aktør i det senmoderne samfund, at man kan gøre det. At være fuldgyldig aktør i det senmoderne samfund betyder, at man har adgang til de muligheder og privilegier, som findes i dette samfund (som f.eks. uddannelse og demokratisk deltagelse). Under alle omstændigheder peger eksemplet med den humanistiske form for


19

ver os nye muligheder som mennesker, men også nye problemer – ikke mindst bliver det vanskeligt at vælge sin livsbane, når der ikke længere er tydelige standarder at vælge ud fra.

Afslutning Samlet set har jeg søgt at præsentere to måder, hvorpå værdier spiller en rolle i psykologien. For det første har jeg via et eksempel argumenteret for, at vi kun kan forstå et fænomen som psykologisk, hvis vi har en værdimæssig indstilling til det, dvs. ser det som noget, der kan gøres mere eller mindre godt og rigtigt. De kulturelle normer for de psykologiske fænomeners dramaturgi

Hvorfor psykologi (også) handler om værdier

selvrealisering på, at den via sine begreber om det syge og sunde, sine teknikker og praksisser og sin massive tilstedeværelse i selvhjælpsbøger, magasiner, pædagogik og personlighedsudvikling har forandret menneskets forhold til sig selv. Den har forandret den moralske orden i de vestlige samfund og har bevirket, at der i dag er andre grunde til at tænke, føle og handle end tidligere. Der er normativt set nye livsopgaver og nye måder at klare livsopgaverne på. Hvor en central livsopgave tidligere var at leve op til fordringer, som var givet af Gud og overleveret via religiøse institutioner, er en central opgave i dag at finde ud af, hvem man er som individ for derigennem at give sig selv de fordringer, man skal søge at leve op til. Dette gi-


20

kaldte jeg den moralske orden, hvilket er inspireret af Rom Harré. Hvis psykologer vil forstå, hvad mennesker gør, og hvorfor de gør det, da følger det (hvis det er sandt, som jeg har hævdet, at psykologiske fænomener er normative), at de først og fremmest skal forstå den moralske orden, inden for hvilken de psykologiske fænomener udspiller sig. For det andet har jeg ganske kort søgt at illustrere, at psykologien selv – som en række teorier, kategorier og praksisser – kan påvirke den selv samme moralske orden, som den undersøger, og at den i høj grad har påvirket denne moralske orden, ikke mindst gennem psykoterapeutiske fremstillinger af selvrealiseringens nødvendighed. Konklusionen bliver, at psykologien for det første må besinde sig på værdier for at forstå, hvad det egentlig er for et område, den beskæftiger sig med. For det andet må psykologien som fag besinde sig på sine egne værdier for at kunne leve op til det ansvar, det giver at kunne påvirke menneskets forestillinger om sig selv. Som det rigtigt hedder sig hos den lille prins, har man ansvar for det, man har gjort tamt.

Hvis du vil læse mere: Brinkmann, S. & Eriksen, C. (red.) (2005): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Århus: Klim. Butler, J. (2005): Giving an Account of Oneself. New York: Fordham University Press. Harré, R. (1983): Personal Being: A Theory for Individual Psychology. Oxford: Blackwell. Illouz, E. (2007): Cold Intimacies: The Making of Emotional Capitalism. Cambridge: Polity Press. Om forfatteren: Svend Brinkmann er cand.psych., ph.d. og adjunkt i social- og personlighedspsykologi på Psykologisk Institut, Århus Universitet. Hans primære forskningsområder er psykologiens filosofi og kvalitativ metodeudvikling. Han er forfatter til John Dewey – en introduktion (2006), medredaktør af Psykologi: forskning og profession (2007) og Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur (2005) samt forfatter til en række artikler om bl.a. videnskabsteori, moral, identitet og kvalitative forskningsmetoder.


Selvværd – hvad er det værd? af Eva Kirketerp

»Der findes nu en næsten automatisk antagelse om, at hvis du ridser i overfladen på et socialt eller individuelt problem, vil en tilstand af lavt selvværd åbenbare sig«. Selvværd kommer til udtryk som en følelse men infiltrerer også vores tænkning. I praksis kommer selvværd til udtryk som en sikkerhed og tilpashed ved egen tilstedeværelse. Men, som resten af vores måde at være mennesker på, påvirkes selvværdet af de rammer og betingelser, samfundet stiller til rådighed. Vores krop skal have næring for at kunne udvikle sig, og selvværdet skal have anerkendelse og kærlighed for at vokse. Begrebet selvværd bruges i dag til at forklare og bortforklare alskens tilstande og situationer. Begrebet er blevet en urørlig trumf, der som forklaringsmodel tilsyneladende har pondus til at lukke enhver diskussion, uden at der helt er klarhed om, hvad selvværd egentlig er for en størrelse. Begrebet bruges til alt fra at sælge sæbe, forklare kriminalitet og manglende gennemslagskraft og så fremdeles. Grænseværdien for, hvornår selvværdsbegrebet kan og må anvendes, er tilsyneladende blevet nedsat betragteligt. Dertil kommer, at disse forklaringsmodeller ikke er særlig underbyggede af egentlige undersøgelser. Målet med denne artikel er at gøre opmærksom på nogle af de indbyggede skævheder i selvværdbegrebet og dermed inspirere til nye tanker og konstruktiv kritik af denne nye ’popstar’ blandt psykologiske termer.

Selvværd – følelsesmæssig haute couture Selvværd kan forstås som et kulturelt modefænomen. Den engelske sociolog Frank Furedi beskriver ’terapeutiseringen’ af samfundet. Det er også ham, der er ophavsmand til det citat, som indledte denne artikel. Ifølge Furedi lever vi i en terapikultur, hvor vi forstår os selv og vores omverden via psykologiske termer og fænomener. I den forbindelse illustrerer han, hvor ofte ordet »selvværd« er blevet brugt i engelske aviser fra 1980 frem til 2001. Furedis optegnelse (på side 22) over »self-esteem« viser en eksplosiv vækst i anvendelsen af ordet. Grafen går tilbage til 1980 men viser, at det først er omkring 1990, at begrebet bliver anvendt. I 1995 registreres »self-esteem« ca. 500 gange, men anvendelsen stiger gennem de følgende 6 år med 700 %. Det giver et specielt forklaringsperspektiv, at det netop er i de seneste år, der har været denne enorme eksplosion i fokuset på selvværd. I Furedis forståelse opstår det skærpede fokus på selvværd via en selvforstærkende effekt. Selvværdsproblematikken tænkes at vokse eksponentielt med den opmærksomhed, fænomenet og begrebet tildeles: Jo mere der er fokus på selvværdsproblematikken, desto skrøbeligere føler vi os, og desto mere bliver der fokus på selvværdet. Årsagen til, at selvværdet har fået denne dominerende rolle i vores vestlige diskurs, kan forklares på mindst to måder: • Man kan anskue den centrale position, som selvværd har fået, som en konsekvens af, at selvværd er en central og basal faktor i et menneskes velbefindende, og selvværd kunne som

21


22

Brug af ordet Âťself-esteemÂŤ i engelske aviser 1980-2001.


naturligt, at det har fået en så central position, som tilfældet er. Selvværdets fremtrædende plads i vores samfund og verdensforståelse, afspejler i denne forståelse blot selvværdets vigtighed og almengyldighed. • Omvendt kan man som nævnt betragte selvværdet som et psykologisk modefænomen. Et lune, der er skabt af en indadvendt, kulturel drejning. Selvværdet kan gennem disse briller betragtes som en referenceramme for selvforståelse i denne selvrealiseringens tid. Uanset hvilken lejr, der har de mest valide argumenter, bliver det relevant og særdeles aktuelt at kaste et skeptisk blik på fænomenet selvværd. Hvad er selvværd egentlig, og hvorfor er det blevet så vigtigt et begreb i vores samtid?

Hvad er selvværd? Oftest, når selvværd omtales og forstås, er det med reference til en indre, sand kerne vi alle har eller kan komme i kontakt med. Som en statisk størrelse, vi bærer med os rundt i livet på samme vis som nøgleknippet i vores lomme. Det betyder også, at klienter i terapi ofte direkte efterspørger bedre selvværd som mål for terapien. De vil gerne købe en ekstra nøgle til knippet. Selvværdet er tilsyneladende et begreb, der er meningsfuldt for menigmand, og som opfattes som noget, der er så fleksibelt, at man kan få eller miste det. Selvtillid og selvværd kan forstås som adskilte, men beslægtede fænomener. Det er meningsfuldt at sondre mellem selvværd og selvtillid, fordi de individuelle udtryk for selvværd, der skabes af

23 Selvværd – hvad er det værd?

følge heraf sidestilles med de øvrige grundliggende behov i Maslows behovspyramide. Abraham Maslow forstod menneskets behov som niveau i en pyramide. Nederst i denne forståelse findes de grundlæggende (fysiske) behov som mad, sex og søvn, derover behov for sikkerhed, derpå sociale behov, behov for agtelse og slutteligt behov for selvrealisering. Maslows påstand var, at det først var, når det nederste behovsniveau var stillet, at man kunne bevæge sig videre op i hierarkiet for slutteligt at stille behovet for selvrealisering. De nederste tre behovsniveauer er mangelbehov og ansås som de stærkeste, hvorfor de øvre behov for agtelse og selvrealisering træder i baggrunden, hvis mangelbehovene er uopfyldte. Når man ser sådan på begrebet, forekommer det


kombinationerne af hhv. højt/lavt selvværd og høj/lav selvtillid, kan bidrage med en nuancering og en forklaring af nogle af de paradokser, fænomenet selvværd synes at indeholde. Figuren nedenfor illustrerer de forskellige kombinationer af hhv. højt/lavt selvværd og høj/lav selvtillid. Selvværd ser jeg som en grundlæggende, ofte ubevidst eller førbevidst, eksistentiel følelseskvalitet, der enten fylder meget eller lidt. Dette selvværd manifesteres i en grundlæggende følelse af at have værdi i sig selv. En dækkende metafor for selvværdet er et psykisk immunforsvar. Immunforsvaret bibringer modstandskraft. Et immunforsvar er ikke en statisk størrelse, men noget der kan styrkes og svækkes. Immunforsvarets tilstand bestem-

mes også af, hvilke angreb omgivelserne udsætter det for. Selvværd kan således udtrykkes som en sund modstandskraft mod psykiske udfordringer. Uden at det på nogen måde er ensbetydende med, at det skærmer helt mod genvordigheder eller garanterer udeblivelse af perioder, hvor immunforsvaret kan være helt eller delvist svækket. Selvværd er ikke rationelt. Det ses f.eks. i det forhold, at man ud fra en persons ’objektive’ succes ikke kan udlede, at de har et godt selvværd. Mennesker, der objektivt set er succesrige og beundrede, kan på trods heraf stadig have lavt selvværd. Selvtillid derimod er bundet op på konkrete kompetencer, situationer og vurderinger, og selvtilliden er således mere bevidstgjort, kognitiv og

Lavt selvværd »Basic Self-esteem«

Højt selvværd »Basic Self-esteem«

Lav selvtillid »Earning Self-esteem«

DE OPGIVENDE »Renouncing Self-esteem« Apatisk, opgiver let, manglende forsøg og initiativ, tenderer indlært hjælpeløshed, mangler coping.

DE UPÅVIRKEDE »Maintaining Self-esteem« Stræbsomme, men anerkender styrker og svagheder, de ’vælger deres kampe’, adækvat coping i forhold til nederlag.

Høj selvtillid »Earning Self-esteem«

DE STRÆBSOMME »Striving for Self-esteem« Udpræget stræbsomhed, søger bekræftelse, personens velbefindende er afhængigt af succes og andres anerkendelse, manglende adækvat coping i forhold til at sætte realistiske målsætninger.

DE FORMÅENDE »Enhancing Self-esteem« Naturligt forhold til succes såvel som nederlag, Adækvat coping, idet nederlag medfører justering af forventninger, er ikke stræbsomme i samme grad som de to øvrige segmenter, men er heller ikke uambitiøse.


{Selvværd = Succes / Krav} Som én af de første gav William James i 1890 et bud på, hvad selvværd er. Han foreslog, at selvværd kunne forstås via en simpel ligning. På dansk vil den lyde i retning af, at selvværd er en funktion af succes divideret med krav eller succeskriterier: selvværd = succes / krav. Selvværdet kan derfor, ifølge James, relativt let modereres, enten ved at øge succeserne eller ved at nedsætte kravene. Denne selvværdsdefinition anvendes og citeres til stadighed af forskere og teoretikere. Forklaringen på, at der er mennesker, der i praksis har lavt selvværd, men som ud fra deres objektive succes og udstråling burde have et højt selvværd, er ifølge James, at de succeser, som de opnår, ikke er vigtige i forhold til de krav eller fordringer, som de sætter for sig selv. Eller også ville James mene, at de ikke kan leve op til egne høje krav og forventninger. Enkeltheden i denne forklaring kunne være en af årsagerne til, at forklaringsmodellen har vist sig så tilsyneladende tidløs. Der er stadig aktuelle og interessante elementer i James’ forklaringsmodel. James’ formel har et iboende socialt og kognitivt aspekt. Mennesket ved kun, i hvilken udstrækning det har succes, hvis det vurderer sig i forhold til andre mennesker. Sociologen C.H. Cooley bidrog i 1902 med begrebet »looking glass

self«, der netop forklarer, at vores selvopfattelse og vurdering af eget værd udspringer af de vurderinger og opfattelser, som vi forestiller os, at andre mennesker foretager og har. Ved udtrykket »looking glass self« forstås også, at vi mennesker udvikler vores selvopfattelse gennem de sociale samspil og ved at bruge andres menneskers reaktioner som spejl. Sammenlagt fortæller James og Cooley om de sociale processer, der fører til den personlige selvvurdering, og som så at sige er klangbunden i selvværd. En anden tanke, man kan gøre sig i forbindelse med James’ formel, er, om det er tælleren eller nævneren, succes eller krav, der skaber forskellene i selvværd. Stiller vi nogenlunde de samme krav til os selv men lykkes i forskellig udstrækning, eller er det omvendt nogenlunde samme succesrate, men de forskellige krav og standarder vi forsøger at leve op til, der skaber forskelle i selvværd? Overvejelserne er et par tanker værd.

Hvor kommer selvværdet fra Hvis den menneskelige udvikling sker gennem sociale samspil og relationer, må også fænomenet selvværd betragtes som socialt konstitueret. Omvendt har vi alle indlejrede, medfødte fællesmenneskelige træk, der under normale omstændigheder udvikler sig stort set ensartet, uafhængigt af, hvor i verden og i hvilken kulturel fortælling, vores frø plantes. Hvorvidt selvværd er noget determineret, som individet bærer med sig rundt i verden, eller om det er noget, der kontinuerligt skabes socialt og relationelt, er der langt fra enighed om. På ægte psykologisk vis lander vi et sted midt imellem.

25 Selvværd – hvad er det værd?

rationel. Selvtillid er altså et mere snævert begreb centreret omkring et handlings- og kompetencerepertoire, som vi føler os sikre i. Selvtillid er således noget, der kan øges ved at øge eller udvide det førnævnte handlings- og kompetencerepertoire.


26

Vores samfund og den individcentrerede kultur, vi har i vores del af verden, besværliggør et fællesskabsforankret selvværd. Det selvværd, vi sætter vores lid til, er det, der beror på indadskuen og individuel selvransagelse. Behandlingen af selvværdsproblemer har således oftest også udgangspunkt i individet alene.

Selvværd; filosofisk set Filosoffen Ian Hacking beskæftiger sig med sammenspillet mellem socialt konstruerede ideer og materielle manifestationer. Dette interaktive perspektiv er møntet på de klassifikationer eller begreber, som påvirker dét, der klassificeres. Det vil sige en gensidig påvirkning mellem et fænomen og det ord eller det begreb, der betegner det. Såkaldte interaktive kategorier påvirkes af benævnelsen i en udstrækning, der medfører, at selve genstanden modificeres. Der er en dialektik mellem fænomen og begreb, hvor den kulturelle brug og forståelse af et fænomen, som f.eks. selvværd, eskalerer anvendelsen af begrebet, hvilket omvendt får folk til at skue mod deres selvværd, hvilket derpå atter øger benævnelsen. Et af Hackings eksempler er begrebet »børn som seergruppe«. Begrebet og benævnelsen »børn som seergruppe« opstår og betyder derpå en ændret virkelighed, fordi benævnelsen og forskningen, der førte dertil, også resulterer i tv, som er målrettet disse børn. Således spiller genstand og benævnelse sammen hvorved fænomenet eller genstanden ændres. Det illustrerer en såkaldt loopingeffekt, der er speciel for disse interaktive

kategorier, og indebærer en cirkulær proces, hvor begrebet påvirker fænomenet. Det ses i modsætning til indifferente kategorier som f.eks. en klippe. En klippe ændres ikke, uanset om vi kalder den kvarts eller granit. Indifferente kategorier er altså klassifikationer og enheder, der ikke ændres eller påvirkes af, hvad vi kalder dem. Selvværd kan betragtes som en interaktiv kategori. Benævnelsen, og den eksplosionsagtige øgning i brugen af ordet selvværd, betyder også en ændret bevidsthed hos ledere, pædagoger og menigmand, og udbuddet af terapier og wellnessorienterede tiltag, der skal øge selvværdet, er øget i takt hermed, hvilket atter betyder en forandret forståelse af begrebet.


Selvværd som en samfundssygdom

Selvværd versus fællesskab En børnehaveklasseleder fremhævede i en samtale om selvværd og folkeskolens udfordringer, at akilleshælen, for hende at se, er børnenes og forældrenes manglende forståelse for fællesskabet. Det kan tænkes, at fremelskelse af det personlige værd sker på bekostning af værdsættelse af fællesskabet. I vores samfund, hvor det personlige selvværd dyrkes, bliver selvopofrelse og fællesskabet mere og mere sjældent. Den afgørende sentens vil ofte blive: Hvad får jeg ud af det? I børnehaveklasselederens karakteristik af årgang 2000 beskrives, at de kan have svært ved at give plads til og lytte til andre. Mange af de tidligere hævdvundne fællesskaber har i dag svære kår: fagforeningen, sports-

klubber, laug, foreninger m.v. 1. maj arrangementet er, ifølge en af min fars vitser, blevet til »maj først«. Den tyske sociolog og filosof Axel Honneth hævder, at det er i »solidaritetens sfære« at selvværd spirer frem. Hvis det er rigtigt, så bliver fællesskabernes svære kår dobbelt problematiske, idet den øgede indadvendthed og det øgede individbaserede fokus på selvværd må formodes at forringe forudsætningen for deltagelsen i netop solidaritetens sfære. Samtidig giver kommunikationsteknologien os nye muligheder for fællesskab. Måske kunne nogle mennesker have en fordel eller opleve øget selvværd i virtuelle verdener som f.eks. Second Life. Vi er også i stand til at bibeholde fællesskaber på tværs af afstande og tidszoner via Skype, MSN osv. Det er derfor ikke en entydig forringelse af forudsætningerne for fællesskab men en klar forandring. Vores samfund er udfordret på fællesskabet. Dertil kommer, at vi lever i en forandret teknologisk virkelighed. Computersamfundet, Internettet m.v. har skabt en helt anden globaliseret virkelighed, og det er kombineret med selvrealiseringens indadvendthed. Axel Honneth anskuer anerkendelse i solidaritetens og fællesskabets sfære som en forudsætning for selvværd. Reelle selvværdsproblemer, der gemmer sig bag det enorme fokus på fænomenet kan have udspring i, at vores mulighed for at deltage i fællesskaber er berørt, og dermed påvirkes selvværdet også. Psykologerne R.W. Robins og K.H. Trzesniewski beskriver selvværdet set i livtidssperspektiv. De beretter, at selvværdet generelt set dykker i ungdommen og alderdommen, uden dog at præcisere

27 Selvværd – hvad er det værd?

Manglende eller usundt selvværd kan opfattes som en social patologi, det vil sige en samfundsskabt sygdom, der består af et reelt fænomen og en reel diskurs, der øver gensidig påvirkning på hinanden. Ligesom intelligens er selvværd noget, som vi alle har mere eller mindre af. Det beror på en psykisk ballast i at have og fornemme værdi i sig selv. Den skabes i første omgang i samspillet med vores nærmeste, og der er tilsyneladende også en genetisk prædisposition for et bestemt selvværd. Dernæst skabes, modificeres og konstitueres selvværd socialt som en interaktiv kategori via loopingeffekten. Denne interaktion mellem individ og kultur og den eksplosive vækst i selvværdsdiskursen kan forstås netop med udgangspunkt i de interaktive kategorier og via den førnævnte loopingeffekt.


28

den egentlige sammenhæng. Et bud er, at ungdommen er en tid, der ofte er præget af opbrud og ændringer i fællesskaberne. Der er skoleskift, man flytter hjemmefra osv., mens alderdommen betyder udtrædelse fra arbejdsmarkedet, bortfald blandt venner og ægtefælle, og også manglende fysisk formåen afholder måske én fra at deltage i hidtidige fællesskaber. Disse aldersbetingede dyk i selvværd kan betragtes som støtte for fællesskabets vigtighed for selvværdet. Hvis fællesskabet er så afgørende for selvværdet, kan også sygeliggørelsen af samfundet, forstået ved den enorme mængde førtidspensionister

og uarbejdsdygtige mennesker, der findes i det danske samfund, ses som et problem med ekstra dimensioner. Mange socialt marginaliserede mennesker berøves dermed muligheden for at deltage i et arbejdsfællesskab. Også børnehaveklasselederens pointering af, at hun ikke oplever selvværd men derimod fællesskabsforståelse som mangelvare, stemmer overens hermed.

Selvværd i praksis En vigtig pointe er, at udvikling af selvværd og selvtillid ikke sker uden modspil og konflikter. Man kan spekulere i, om den terapeutisering og skrøbeliggørelse, som blandt andre Furedi beskriver, er med til at fjerne en nødvendig modgang. For hvis man skal tro det gamle mundheld, så er det jo et spørgsmål om, at »modstand modner«. Måske kan den manglende modstand være en kilde til manglende selvværd? Nutidens generation af børn og unge beskrives af og til som curlingbørn. Forældrene fejer – med de bedste intentioner – udfordringer af vejen og baner derved en konfliktfri og gnidningsløs vej frem foran deres poder. De gode intentioner kan altså tænkes at komme i karambolage med en sund selvværdsudvikling, der i min forståelse hviler på, at man får lov at afsøge, hvad og hvem man er, og hvilke kvaliteter og kompetencer man besidder. Denne viden får man ikke, såfremt livet serveres på et sølvfad. Det er i interaktionerne og i de forsøg, der lykkes, så vel som i alle dem der slår fejl, at en viden om hvem, hvad og hvordan jeg er, kan spire frem. Det må være i afsøgningen af det ukendte, med udgangspunkt i og tilbage-


gative sider af frygt for at knægte vores medmennesker. Et sundt selvværd handler også om accept af ens egen fejlbarlighed og en realistisk selvopfattelse. Samfundets forståelse af, hvad selvværd er for en størrelse, må på tilsvarende vis tilstræbe en realisme og bør mødes med en sund skepsis, hvis begrebet skal vedblive at være meningsfuldt.

Hvis du vil læse mere: Brinkmann, S. & Eriksen, C. (red.) (2005): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Klim, Århus. Kirketerp, E. (2007): Selvværd. Hvad er det værd? Kritisk analyse af selvværdsbegrebet og dets aktualitet. Specialeafhandling, kan rekvireres som elektronisk fil ved henvendelse på evakirketerp@gmail.com. Furedi, F. (2004): Therapy Culture: Cultivating in an Uncertain Age. Routledge. Honneth, A. (2006): Kamp om anerkendelse. Hans Reitzels Forlag, København. Oplysninger om forfatteren: Eva Kirketerp er cand.psych. og har skrevet en specialeafhandling om selvværd. I øjeblikket ansat som psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Ikast-Brande Kommune.

29 Selvværd – hvad er det værd?

venden til en tryg base, at det sunde selvværd, via den sunde udforskning, kan opstå. Hvis børn, og individer i det hele taget, skrøbeliggøres, da hæmmes muligheden for udvikling og eksploration og dermed også det sunde selvværd. Såfremt James’ selvværdsligning er sand, og selvværd kan anskues som et produkt af succes divideret med de krav, man stiller, da kan selvværdsproblematikkerne i vores samfund belyses ud fra endnu en vinkel: Man skal have lært at ville for at kunne vinde. Ingen sejr uden kamp. At få ting forærende giver ikke den samme oplevelse af succes og personlig tilfredsstillelse, som når man virkelig har kæmpet for det. Min pointe er, at udfordringen og succesoplevelsen er sammenhængende: Hvad gør det ved selvværdet, hvis man ikke ved, hvordan det er at ville? Hvis ikke man har lært at være vedholdende og at lade sig udfordre, og hvis omgivelserne i den bedste vilje rydder udfordringerne af vejen, så påvirker det efter min mening selvværdet i en negativ retning. Det forhold, at man skal stille krav til børn, er i mine øjne en vigtig ting at få diskuteret. Også i forbindelse med den pædagogiske praksis. Den anerkendende diskurs og den formodede skrøbelighed, vi tillægger vores børn i samspil med det øgede fokus på vigtigheden af selvværd, kan bevirke, at vi som forældre og professionelle bliver bange for at stille krav og se både positive og ne-


Er stress et moderne fænomen? – om historien bag stress af Pernille Solveig Strøbæk

30

I artiklen gennemgås de mest centrale historiske udviklinger inden for stressforskning og stressforståelse. Ad den historiske vej vises der frem imod stress som et righoldigt begreb med mange betydninger. Men måske har stress udviklet sig til i dag at udtrykke alt det, der opleves som galt med vores arbejdsliv, privatliv og samfund? Stress – en ny plage? Man kan næsten ikke slå op i avisen eller tænde for fjernsynet uden at blive opdateret på de seneste foruroligende tal, som fortæller historien om, hvordan flere og flere af os føler os stressede. Senest er det særligt de kommunale ansatte, der er i stress-søgelyset på grund af effekter af den kommunale strukturreform. Også sygeplejersker, postbude og buschauffører er blevet udpeget som de mere stressudsatte arbejdsgrupper. Der er vist ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om stress er en plage. Stress er en plage! Men er det også en ny plage? I bladet Samvirke finder man citater, som giver grund til at tro, at stress måske ikke er et så nyt fænomen endda. I 1942 skrev Samvirke f.eks.: »Man hører ofte den udtalelse, at det moderne menneske ikke føler arbejdsglæde på samme måde som tidligere – Og årsagen hertil skal efter sigende være nutidens tempo og stadig fremadskridende mekanisering af arbejdsprocessen«. I 1953 hed det: »Den store fortravlethed i dag kræver så afgjort sine ofre. Men trods alt er middellevetiden

nu alligevel forlænget«, og i 1970: »I det stærkt komplicerede velfærds- og forbrugersamfund, vi lever i, er der en betydelig risiko for, at den umiddelbare menneskelige kontakt skal gå tabt midt i alt jaget, fordi enhver har nok i sig selv«. Faktisk findes der en endnu ældre beskrivelser som umiskendeligt minder om dem, vi i dag anvender til at beskrive stress. I 1886 skrev Knud Pontoppidan, broder til forfatteren Henrik Pontoppidan, om datidens nervelidelser. Pontoppidan skrev om nervesystemets nedslidning på følgende måde: »Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide«.

Et teknisk ophav Ordet »stress« stammer fra det latinske ord »strictum«, som betyder at stramme eller at snøre til. Anvendelsen af begrebet »stress« kan mindst spores tilbage til 1400-tallet, men det finder først en egentlig faglig anvendelse omkring 1700-tallet. Det var fysikeren og biologen Robert Hooke, som gav stress sin tekniske betydning, selvom det dog først blev systematisk anvendt i 1900-tallet. Hooke interesserede sig for, hvorledes menneskeskabte konstruktioner som eksempelvis broer bedst modstår ødelæggende naturkræfter som eksempelvis orkaner og jordskælv. Hooke skelnede mellem »load«, »stress« og »strain«. Load blev anvendt til at betegne den ydre byrde eller påvirk-


Kæmp eller flygt I begyndelsen af 1930’erne fik stress sin fysiologiske betydning. Walter Cannon introducerede stress som en ubalance i organismen som følge af miljømæssig stresspåvirkning og altså ikke som en ubalance mellem individ og miljø som sådan, som Hookes tidligere forståelse havde lagt op til. Stress blev af Cannon forstået som den proces, hvormed et dyr eller et menneske kortvarigt skulle sættes i stand til at bibeholde sin fysiologiske balance i en umiddelbar fare eller trusselssituation. Cannon mente, at der var to måder, hvorpå der kunne reageres i en sådan situation: der kunne kæmpes eller der kunne flygtes. Uanset

om det er flugt eller kamp, der gøres klar til, skal organismen bruge ekstra energi for at overleve, og stressprocessen giver organismen denne ekstra energi ved at udskille stoffet adrenalin. Adrenalin gør os i stand til at yde en ekstra indsats i en kortere periode. Et element ved Cannons forståelse af stress, som desværre ikke ofte understreges i stresslitteraturen, er, at den samtidig betoner betydningen af organismens fortolkning af situationen. Vigtigheden af fortolkningen følger af, at det selvfølgelig er vigtigt for dyret eller mennesket at forstå trusselssituationen korrekt, således at den korrekte manøvre for at håndtere situationen bliver valgt. Hvis man f.eks. forestiller sig en kanin, der ser en ræv, så er det af væsentlig betydning, at kaninen forstår, at det nok er bedst at flygte frem for at kæmpe. Hvis ikke kaninen fortolker faren korrekt, ender den som en død kanin.

Positiv og negativ stress Cannons tanker banede vejen for den første egentlige stressteori. Den blev udviklet i 1930’erne og 1940’erne af biologen Hans Selye. Selyes teori om det generelle tilpasningssyndrom, også kaldet generel adaptation syndrom (GAS), omhandler endokrinsystemets betydning for organismens evner til at reagere hurtigt og præcist i forhold til en trussel. Selye beskrev hvorledes såkaldte stresshormoner er en positiv ressource for kroppen, men også hvorledes længere tids alarmberedskab nedslider kroppen. Stress kunne altså kategoriseres som enten »eustress« eller »distress«. Eustress er en energiressource i kroppen og altså en positiv reaktion fra organismens side til at

31 Er stress et moderne fænomen?

ning, som konstruktionen skulle kunne modstå. Stress betegnede det område på konstruktionen, hvor dens bæredygtighed særligt skulle kunne modstå en given byrde. Endelig blev strain anvendt til at angive den belastning, som konstruktionen led under. Selvom Hooke anvendte betegnelserne load, stress og strain til at angive tekniske formål og færdigheder, så bruges de i dag fortsat til at beskrive forskellige elementer af stressprocessen. I særdeleshed taler sociologer om strain i stedet for stress, hvorimod fysiologer bruger stress til at betegne reaktionen på den fysiologiske belastning (strain). Særligt vil jeg dog fremhæve, at Hookes beskrivelse kan bruges som metafor for den måde, hvormed særligt psykologer anskuer stress; nemlig stress som et ’punkt’ mellem broens (læs: personens) modstandsdygtighed og miljøets påvirkninger.


Krigens ekko Hvor stressforståelsen under 1. Verdenskrig var primært neurologisk og fysiologisk, begyndte stressforståelsen under og efter 2. Verdenskrig og Koreakrigen også at få et psykologisk mæle. Udgangspunktet for den psykologiske indsigt i stress var freudiansk eller psykoanalytisk inspireret, hvilket smittede af på betegnelserne, som psykologien udviklede som svar på de samfundsproblemer, der opstod og udviklede sig i kølvandet på krigstiden. Siden 1. Verdenskrig havde man set, at soldater kunne vise tegn på ’neuroser’ både ved frontlinjen og ved hjemkomsten. Dette fænomen blev benævnt ’krigsneuroser’. Krigsneuroser var et psykisk sammenbrud som følge af soldaters krigsoplevelser. Men ikke kun soldater syntes at vise tegn på krigsneuroser. I årene efter 2. Verdenskrig

blev man opmærksom på, at mange andre forhold i livet, som eksempelvis ægteskabelige og økonomiske problemer, kunne bevirke nogle reaktioner, som mindede om den psykisk nedbrudte tilstand, som mange soldater befandt sig i. Opmærksomheden gjorde, at der kom et behov for psykologiske forståelser til at supplere de hidtil biologiske og fysiologiske forståelser af stress.

Individualismens gennembrud Psykologien blev først og fremmest introduceret for at gribe hverdagslivsstress (i dag i modsætning til arbejdslivsstress). En af de første, som formulerede en egentlig psykologisk teori herom, var Richard Lazarus. Lazarus indplacerede psyken som helt central i forståelsen af stresspåvirkning og stressreaktion. Det psykologiske beredskab – dvs. den menneskelige tænkning og forholdemåde i den stressende situation – blev af Lazarus set som mindst lige så vigtigt som – hvis ikke vigtigere end – det fysiologiske beredskab, som Cannon og Selye beskrev. Cannon og Selye havde betonet vigtigheden af fortolkningssituationen, men Lazarus avancerede forståelsen og introducerede copingbegrebet. Som Lazarus selv hævdede, var størstedelen af stressforståelsen holdt i et positivistisk jerngreb, da han først meldte sig i debatten i midten af 1960’erne. Det afgørende i copingtankegangen er den individuelle reaktionsmåde på stressbelastninger. Ikke alle reagerer ens på ens belastninger. For at forstå den individuelle håndtering måtte både personlighedsfaktorer og kognitive processer drages ind.

33 Er stress et moderne fænomen?

håndtere ydre påvirkninger. Distress derimod er den negative effekt af udmatning som følge af længere tids alarmberedskab. Disse kategorier er også senere blevet anvendt til at inddele stressreaktioner i henholdsvis korttidsstress og langtidsstress. Den ene kan være en ressource, den anden kan blive en belastning for organismen. Selye var ligeledes en af de første, som adskilte stress i miljøet og stress i organismen. Stress i miljøet, dvs. miljømæssige krav eller påvirkninger, kaldte Selye for stressorer, en betegnelse der stadig anvendes i stressforskningen i dag. Stress henførte således alene til organismens tilstand af enten eustress eller distress. Selye-traditionen er fortsat en af de mest betydningsfulde og mest anvendte tilgange til at forstå stress i moderne tid.


34

Som følge af den kompleksitet stress som begreb nu var kommet til at besidde – stress havde fået mange betydninger i forskellige videnskabelige discipliner – reformulerede Lazarus tillige stressbegrebet. Stress, påstod Lazarus, er ikke ét begreb, men betegner snarere en samling af underliggende betydninger. Stress blev derfor formuleret som et såkaldt ’paraplybegreb’.

Den kognitive revolution I 1970’erne fik kognitionspsykologien sit gennembrud. Det betød også et gennembrud i den psykologiske stressforskning. Lazarus’ tanker havde allerede fået stort fodfæste og blev kategoriseret som en teori om »stressens person og kognition«. Nu kom endnu flere betydninger til. Albert Banduras self-efficacy teori fra 1977 og Aaron Antonovskys sans-for-sammenhæng teori fra 1979 blev de nye, og supplerende, psykologiske værktøjer til at forstå den individuelle og kognitive forskel mellem mennesker. Her åbnedes op for psykologiske måleværktøjer i stressforskningen. Både Banduras og Antonovskys teorier blev oversat til et psykometrisk materiale, hvormed man med spørgeskemaer forsøgte at opnå indsigt i menneskers egenforståelse af dem selv og deres livssituation – det være sig i deres arbejdsliv, i deres privatliv, i terapeutisk arbejde og meget meget mere. Den kognitive forventningsproces kom til at stå særdeles centralt. Menneskers forventninger om egne målsætninger og vejen mod deres opfyldelse blev den rute, hvormed man forsøgte at åbne op for menneskers tankemåder om deres

håndterbarhedsevne. Selvom ruten blev lagt allerede i slutningen af 1970’erne, gik de en smule i glemmebogen op gennem 1990’erne, hvor det var neurovidenskaben, som fik sin blomstringsperiode i psykologien. Dog er man i nyere forskning vendt tilbage til nogle af de grundlæggende tanker om den psykologiske forventnings-udfalds-tanke. I 2004 udgav to norske forskere, Ursin og Eriksen, en artikel, som introducerede en kognitiv aktiveringsteori. Flere forskere, også her i landet, anser Ursins og Eriksens teori som det sidste nye skud på stammen, som over tid vil kunne udvikle sig til det, i både arbejdsmiljøforskning og terapeutisk forskning, meget efterspurgte og manglende integrerede perspektiv på stresspåvirkning, stresshåndtering og stressudfald. Andre sår tvivl om nyhedsværdien af den kognitive aktiveringsteori. Jeg tilhører selv denne mere skeptiske gruppe. Ursins og Eriksens teori er stadig på et meget spædt stadium, men i dens grundpræmisser minder den til forveksling ikke om meget mere end en avancering og præcisering af Lazarus’ teorisystem fra 1960’erne.

Tidens behov At nye teorier minder om de gamle gør dem ikke uoriginale. Men hvorfor må vi gribe tilbage til nogle af de oprindelige tanker, når vi til stadighed har behov for at avancere og anlægge nye perspektiver på stress? Mit svar vil være: Fordi stress ikke er et nyt eller moderne fænomen. Forklaringen på den opmærksomhed, som stress har fået i moderne tid, skal ikke findes i fænomenet stress. Det skal findes i sociale og samfundsmæssige rytmer og


rende galt med vores arbejdsliv, familieliv og samfund« (min oversættelse). Hobfoll stiller herefter spørgsmålstegn ved, om vi virkelig kan identificere de grundlæggende ingredienser af vores sociale og psykologiske besværligheder ved at slå ned på én faktor af livet? Kan stress bruges som denne faktor? Til begge spørgsmål må der svares nej. Ikke desto mindre er det langt hen ad vejen det, vi gør. Det er heller ikke noget nutidigt fænomen. At forsøge at finde én mekanisme eller én samlet forklaringsværdi for forskellige besværligheder i

35 Er stress et moderne fænomen?

bevægelser. Stress er til alle tider blevet systematiseret og anvendt til at tjene et socialt og menneskeligt behov for at tilskrive årsagsforklaringer til vores livsomstændigheder; det være sig uanset om det handler om simpel overlevelse, om at forstå krigens rædsler eller vores arbejdsliv. Den amerikanske psykolog Steven Hobfoll har udtrykt denne tidsmæssige faktor ganske præcist. Han skriver: »Vi er optagede af stressbegrebet og vi bruger det som en grundlæggende forklaringsmekanisme til at beskrive grundpillen for det, vi ser som væ-


36

vores liv er et basalt menneskeligt behov for overskuelig forklaring og forståelse, og behovet har til alle tider eksisteret. Engang var det hysteri og neurose, så blev det angst, og nu er det stress, som bliver anvendt som den største forklaringskraft på det, som ellers kan virke så uforklarligt, når vi oplever os selv være i situationer, som kan virke overvældende, uoverskuelige og udmattende.

Et symptom på en moderne tid I dag finder vi adskillige teorier om stress, om stresspåvirkning og om stresshåndtering. Det både i form af videnskabelige udgivelser og brugbare praktiske manualer og antologier. Overordnet falder den enorme mængde af stresslitteratur ind under henholdsvis arbejdslivsstress, hverdagslivsstress og traumatisk stress (som følge af voldsomme livsbegivenheder, jf. posttraumatisk stress syndrom). Selvom stress ikke er et moderne fænomen, er stressen blevet et samlende symptom på nogle forhold af vores liv, som er vigtige at forholde sig til. Selvom man derfor kan diskutere, hvad stress overhovedet er, om der i de mange foruroligende tal, som vi næsten dagligt bliver præsenteret for via moderne medier, overhovedet er tale om stress

i en mere klinisk eller videnskabelig forstand eller ej, så er stress nærværende. Stress må forstås, symptomerne både på stress og – mindst lige så vigtigt – på det, som ligger under vores optagethed af stress må identificeres, og vores muligheder for at håndtere vores moderne livsførelse skal efterprøves. Det er ad dén vej, at stress er et alvorligt symptom på vores moderne tid og livsstil snarere end et alvorligt moderne fænomen.

Hvis du vil læse mere: Antonovsky, A. (2000): Helbredets mysterium. At tåle stress og forblive rask. Hans Reitzels Forlag Dalsgaard, T. (red.) (2006): Stress – et vilkår i det moderne arbejdsliv? Djøfs Forlag. Lazarus, R.S. (2006): Stress og følelser – en ny syntese. Akademisk Forlag. Netterstrøm, B. (2002): Stress på arbejdspladsen. Hans Reitzels Forlag. Om forfatteren: Pernille Solveig Strøbæk er cand.psych. fra Københavns Universitet. Hun forbereder pt. Ph.d.projekt vedrørende stresseffekter af den kommunale strukturreform. E-mail: Pernille.Stroebaek@psy.ku.dk.


KURSUS

Temadag om ledelse og psykisk arbejdsmiljø i daginstitutioner

Det psykiske arbejdsmiljø i daginstitutionen er emnet for en temadag, som afholdes både 16. januar og 11. marts. Samarbejdsrelationer, ledelse og pædagogens egen indstilling vil være i fokus. Der vil være oplæg ved John Graversgård, som har mange års erfaring med psykisk arbejdsmiljø, bl.a. fra Arbejdstilsynet, Anita Mac der forsker i dårlig ledelse på RUC og Ulla Steen, der er pædagog og har erfaring med alternative arbejdsformer. Dagens samlede målsætning er at finde ud af, hvilke krav der stilles til organisering og omgangstone m.m., hvis den enkelte pædagog skal udvikle sig personligt og samtidig fungere i et team. Læs mere om arrangementet på kursus.frydenlund.dk under ’aktuelle arrangementer’.

Frydenlund Kursus udbyder foredrag, kursus og efteruddannelsesforløb. Vi tilbyder også – f.eks. i samarbejde med din virksomhed eller institution – at udvikle faglige arrangementer. Kontakt os på 33 18 81 34 eller kursus@frydenlund.dk og hør nærmere, eller besøg os på http://kursus.frydenlund.dk.

Veje til ændring

16. januar eller 11. marts kl. 09.00-16.00 i det indre København


Bogomtale: Makeovermani af Allan Westerling

38

Livet er ikke for amatører. Derfor er det heldigt, at en bred skare af professionelle hjælpere byder sig til med råd og vejledning til brug for moderne mennesker. Populærpsykologien og selvhjælpslitteratur har kronede dage, og den kilde, hvorfra de udspringer, ser ikke ud til at være ved at tørre ud, lige så lidt som den tørst, de søger at tilfredsstille, ser ud til at blive slukket. Foreløbigt. Den svenske professor i socialpsykologi, Thomas Johansson, har skrevet en bog om menneskers jagt efter ’det perfekte jeg’ og den kultur, som jagten foregår i. Han beskæftiger sig med fænomenet Dr. Phil og underholdningspsykologi i særdeleshed. Thomas Johansson tager læseren med gennem forskellige historiske og aktuelle terapiformer og livsstilspakker. Han viser, hvordan der går linjer fra 1960’ernes og 1970’ernes selvhjælpslitteratur til det moderne mediebilledes væld af populærpsykologiske og livsstilsmæssige vejledningsprogrammer. F.eks. programmer som Extreme Makeover, hvor almindelige mennesker gennemgår en totalforvandling af deres udseende; en forvandling, der blandt andet omfatter plastikkirurgiske indgreb. Programmet handler om en fysiologisk forvandling fra »not« til »hot«. Den fysiske forvandling er samtidig også en psykologisk forvandling, hvor deltagerne ikke sjældent konkluderende siger: »Nu ser jeg ud, som jeg i virkeligheden er«. Bogens titel, Makeovermani, antyder måske at dette tema skulle være det centrale i bogen. Det er det ikke. Johansson fortæller noget bredere om det moderne samfunds terapikultur – eller rettere: terapikulturer (i flertal) – og om de betingelser, som ligger til grund for denne kultur. Johansson

er både psykolog og sociolog og forsøger at forene begge sine faglige kasketter i et blik på forholdet mellem individ og det moderne samfund. Bogen er velskrevet, og sproget er let tilgængeligt. De tunge og dybdegående analyser er droppet til fordel for et lettere, men også mindre forpligtende, view ud over nutidssamfundet og dets indbyggere, menneskene og deres samfund. Med Johansson kan læseren hoppe fra den ene selvhjælpsguide til den næste. Nogle gange stoppes der op i lidt længere tid, som ved fænomenet Dr. Phil. Dr. Phil, som også hedder Phillip McGraw, er uden tvivl den mest kendte, amerikanske tvpsykolog. Fra at være huspsykolog hos Oprah Winfrey er Phillip McGraw vokset til at blive en selvstændig tv-personlighed med eget show. I den amerikanske tv-industri er Dr. Phil en velkendt referenceramme, som også gæster andre talkshows (blandt andre David Letterman). Danske tv-seere kan opleve Dr. Phils egne shows på TV3. Ud over at begå sig på tv er Dr. Phil også forfatter til en lang række selvhjælpsbøger og livsfilosofier. Paradoksalt nok er Dr. Phil også kritisk over for alle andre former for selvhjælpslitteratur og populærpsykologi. De fremsætter forkerte råd, overdriver og kommer med tomme floskler, hvor de burde komme med løsninger på folks problemer. Spørgsmålet er, om Dr. Phil også selv rammes af denne kritik. Ifølge Johansson gør han, men Dr. Phil er samtidig et paradoks. På den ene side er han individualistisk i sin tilgang til mennesket og betoner, at hver enkelt skal bryde fri fra de bånd og begrænsninger, som omgivelserne lægger på os. På den anden side betoner han en konservativ og religiøs ydmyghed over for Gud (i kristen for-


Thomas Johansson: Makeovermani. Om Dr. Phil, plastikkirurgi og illussionen om det perfekte jeg. 209 sider, kr. 249,-. Akademisk Forlag, 2007.

Bogomtale

stand), og opfordrer mennesker til at leve i overensstemmelse med Herrens plan. Dr. Phil er, som de fleste andre aktører inden for branchen, ude på at tjene penge. Og det er han god til. Blandt andet fordi han altid formår at formidle og sælge sit budskab, så det er forståeligt, fordøjeligt og virker relevant. Spørgsmålet er, om det er et problem? Og i givet fald: For hvem? Johansson serverer ikke nogen entydig kritik af hverken Dr. Phil eller andre af de dele af

selvhjælps- og terapikulturen, han forholder sig til. Nogle steder fornemmer man tydeligt, at der trækkes på smilebåndet. For eksempel når læseren introduceres for Deepak Chopra og den ayurvediske medicin. Ayurvedisk medicin handler om at gøre brug af menneskers indre energi- og kreativitetsfelter. Chopra hævder blandt andet, at der i alle mennesker findes et sted, hvor vi ikke kan blive syge, vi ikke kan dø, ikke ældes ikke føle smerte. I hvert menneske findes med andre ord et sted for fuldkommen sundhed, og det handler om at erkende og udnytte dette sted. I beskrivelsen af Chopra og den ayurvediske medicin bruger Johansson ord som »det rene galimatias«, og læseren behøver således ikke spekulere dybere over forfatterens holdning på dette punkt. Men generelt forsøger Johansson at fremstille selvhjælpskulturen (eller som han også kalder den: selvhjælpsindustrien) som et delvist legitimt svar på de udfordringer, som moderne mennesker i posttraditionelle samfund står med. De posttraditionelle samfund er samfund, som er karakteriseret ved, at tidligere tiders faste traditioner, normer og værdier er gået op i fugerne. Det betyder et fravær af faste, sikre og entydige orienteringsrammer i livet, og den enkelte er i højere grad end tidligere overladt til sig selv for at afsøge og udforme sin vej i livet. Johansson drager paralleller til tiden omkring århundredeskiftet, hvor de klassiske socialpsykologer (som var social-

39


40

psykologer, før der var noget, der hed socialpsykologi) overvejede, om samfundet, som de kendte det, var på vej mod opløsningens afgrund. Det var blandt andet en af disse tidlige socialpsykologer, Georg Simmel, som spurgte: »Hvordan er samfundet muligt?«. Ifølge Johansson er det moderne menneske tvunget til at stille sig selv spørgsmålet: »Hvordan er jeg mulig?«. Johanssons afsluttende bemærkninger vidner dog om en grundlæggende kritisk indstilling til selvhjælpskulturen: Mange bidragsydere, hævder Johansson, er i virkeligheden en del af det problem, som de hævder at være svaret på. Måske undgår man ikke orienteringsløsheden ved at

træde de genveje, som populærpsykologien udpeger. Måske går vejen ikke uden om, men gennem tilværelsens kaos? Johansson giver ikke noget entydigt svar og vil dermed undgå at blive en del af det, som han egentlig kritiserer. Spørgsmålet er, om denne øvelse er mulig? Det kan læseren måske selv afgøre. Om bogens forfatter: Thomas Johansson er professor i socialpsykologi ved Göteborgs universitet. Han har tidligere skrevet lærebøger i kultursociologi, socialpsykologi og psykoanalyse samt en række bøger inden for ungdomsforskning, familieforskning og mandeforskning.


Vejledning til forfattere Formålet med tidsskriftet Psykologisk Set er at give psykologiske synsvinkler på spørgsmål, man i daglig­dagen kan stille sig selv, samt at fortælle om de emner og problemer, psykologer beskæftiger sig med. Redak­tionsgruppen modtager gerne forslag og ideer. Bøger til anmeldelse sendes også til ansvarshavende redaktør.

Resumé Begynd artiklen med et kort resumé på 3-4 linjer med artiklens hovedbudskab.

Manuskripter sendes i word-format på diskette eller pr. e-mail til ansvarshavende redaktør: Allan Westerling Vibygårdsvej 7 4130 Viby Sjælland allanw@ruc.dk

Udvalgt litteratur Henvis til udvalgt litteratur (fortrinsvis dansk eller nordisk) i slutningen af artiklen under overskriften »Hvis du vil læse mere...«. Litteraturlisten sættes alfabetisk op. Bøger angives med forfatterens efternavn, fornavn (årstal): titel, forlag, udgivelsesby; f.eks.: Jørgensen, Ole (1996): Når børn er forældre. Mosens Forlag, København. Artikler angives med forfatternavn (årstal): titel, tidsskrift, nummer, sidetal; f.eks.: Armanak, Ditte (1999): Bare en lille pille – søvnproblemer som eksistentielt spørgsmål, Psykiatrinyt, s. 15-33.

Manuskriptet Teksten må fylde max. 7 A4-sider og skrives i et lettilgængeligt og dagligdags sprog. Teksten skal ikke sættes op, det ordner redaktionen. Undgå for mange fremhævelser og da kun i kursiv. Indsæt gerne flere underover­skrifter (2-3 pr. manuskriptside er passende). Overskrifter fremhæves med fed, undgå fordefinerede overskrift­stypografier. Undgå fodnoter og litteraturhenvisninger i teksten; hvis du vil henvise til en forfatter, skriv da f.eks. »den norske professor i udviklingspsykologi...« Brug gerne mange virkelighedsnære eksempler. Vær ikke for ambitiøs med at ville få det hele med. 2-3 centrale og velunderbyggede pointer er bedre end 10. Hvis du har meget på hjerte, skriv da hellere flere selvstændige artikler over samme tema.

Biografi En kort beskrivelse på 2-3 linjer af din uddan­ nelse og nuværende arbejdsplads, gerne med e-mail-adresse.

Korrektur Artiklen skal indleveres i korrekturlæst stand. Redaktion Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i artiklen samt at bede forfatteren om at forkorte eller redigere. Alle større ændringer foretaget af redaktionen bliver sendt tilbage til forfatteren til godkendelse.


Psykologisk_Set_#67