Analyse Lavsorganiseringen: Ligeså længe håndværksfagene har eksisteret, har de formået at overlevere viden og færdigheder fra en generation til den næste. Overlevering typisk i en form for mesterlære, der i Danmark siden middelalderen har været mere eller mindre formaliseret.21 I løbet af middelalderen organiserede håndværksmestrene sig i lav, der med kongeligt privilegie havde eksklusivaftale på udøvelsen af et bestemt erhverv i et bestemt område. Lavene var selvorganiserende og selvregulerende. Man bestemte selv tilgangen af lærlinge, svende og mestre til faget. Lavene var ansvarlige for håndværkets kvalitet, og kunne garantere denne, ved selv at forestå uddannelse med afsluttende svende og mesterprøver. Mesteren var udøvende håndværker, og lærlinge og til dels svende var en del af hans husholdning. Læreforholdet har derfor ud over faglig viden og færdigheder også omfattet overlevering af håndværkets kultur og moral.22 Lærlingen måtte betale for at stå i dette forhold, ikke blot med sin arbejdskraft, men også med rede penge kaldet ”lærepenge”, og skulle have et ”uplettet rygte”23. Analyse: Det middelalderlige og præindustrielle samfund havde en tydelig hierarkisk opbygning, der var funderet på et magtforhold, men effektueret via uddeling af privilegier og fordeling af goder. Kongen var støttet af adelsskabet den politiske og den lovgivende magt. Herunder rangerede storkøbmænd og håndværksmestre, hvis færdigheder var centrale for samfundets beståen. Der var tale om et gensidigt afhængighedsforhold, hvor den politiske magt, i respekt for den magt håndværkenes nødvendighed betingede, afgav privilegier der gjorde det muligt for mestrene at udøve protektionisme, der sikrede dem en vis levestandard – væsentligt over middel – ved at regulere udbud i forhold til efterspørgsel.
21
Juul Ibid 23 Ibid 22
12
