Jeg vidste ikke hvor lang tid de havde været her, eller rettere, vi talte dagene, men de havde ligget i skoven i et ukendt antal dage, efterlod sig skovbunden plettet med daddelsten og sæd. Nu er de her. Jeg hørte, de sagde, ”i dag” eller ”i morgen”. Nu er de her. Intet at stille op. Jeg havde købt en hel flaske Fernet Branca, sådan nogle sager er det næsten umuligt at få fat på nu. Ude på plænen hobede jeg møblerne op, skænkede et glas til mig selv, smuldrede cigaretterne. Jeg tømte flasken ud over møblerne og antændte bålet. Huset jeg boede i før lå i udkanten af skoven, mændene sang et stykke væk. Jeg gik derfra, flammerne sodede min ryg. Da jeg kom til dette hus var det allerede beboet.
Huset ligger åbent nu. Her kommer kun gæster. Alt er levende, i bevægelse og på flugt. Huset er gennemlyst, uden for disse vægge lyser ringen. Katten knuste æggene. Ringen er ikke varm, men kold. De synger mellem skoven og byen.