
1 minute read
Ledere og medarbejdere – fælles om ledelse
Ledelse er mange steder defineret som at skabe resultater gennem andre. Altså noget med at skabe retning, sætte mål og motivere andre til at yde en indsats, således, at de overordnede mål opnås. At ledelse er en vertikal, hierarkisk proces, der foregår nedad.
Efter vores opfattelse er en virksomheds- eller afdelingsleders evne til at opsætte nærværende og meningsfyldte mål afgørende for medarbejdernes engagement og hele gruppens resultatskabelse. Fordi uden retning kan man komme til at agere som fluer i en flaske. Vi er også overbeviste om, at lederens evne til at få medarbejderne til at blomstre, trives og føle motivation er essentielt. De fleste har helt sikkert prøvet at have henholdsvis gode og mindre gode ledere og dermed mærket på egen krop, hvad det betyder for vores engagement og udvikling. Derfor bruges der også mange kræfter på at tale om god ledelse ud fra en forståelse af, at ledelse er en profession, som konstant skal prioriteres og trænes.
Advertisement
Men samtidig er alle medarbejderne i en organisation individer med evner og kompetencer, som vi gerne vil have til at tænke selvstændigt og tage ansvar minimum inden for eget område. De skal selv varetage de daglige opgaver og komme med løsninger på opståede problemstillinger. Ofte ønsker vi også, at den enkelte medarbejder tager ansvar og initiativ udover eget område og bidrager til opgaver og løsninger på tværs af organisationen. Kan man på toppen af dette få medarbejdere, der også formår at lede opad og sikre, at man som leder får medspil og ikke mindst modspil, så kan det næsten ikke blive bedre, for det har vi ledere bestemt også brug for.
Heldigvis passer dette ønske rigtig godt med det, medarbejderne gerne vil – mange analyser viser nemlig at selvstændighed, råderum, ansvar med mere står højt på medarbejdernes ønske til deres job og virksomhed. Man kan endda hævde, at det er et krav!
Man kan desuden hævde, at ledelse med tiden er blevet og sikkert også fortsætter med at blive mindre hierarkisk, og at man skal reformulere definitionen af ledelse til at være en mere samskabende opgave, hvor flere skal bidrage og tage ansvar.
Dette er emnet for dette blad, som vi håber, du vil læse med interesse.