Blekingegadebanden 2

Page 1

En nat på Lobeliavej (1986)

Tyve minutter over midnat den 3. juni 1986 blev en gas- og vandmester vækket af en bildør, der smækkede uden for hans villa på Lobeliavej på Amager. Kort forinden havde han købt en ny varevogn til sit vvs-firma, og han vågnede med en fornemmelse af at kunne genkende den lækkert sugende lyd fra døren på sin nye vogn. Da bildøren smækkede endnu en gang, var han ikke i tvivl: Nogen var i færd med at stjæle hans bil. Da han kiggede ud ad vinduet fra soveværelset på villaens første sal, så han da også nogle mænd på forsædet af bilen, en gul Folkevognsvarevogn. Vvs-mesteren blev rasende, og mens han fik klædt sig nødtørftigt på, vækkede han sin kone. Inden han løb ned ad trapperne, bad han hende om ikke at tænde lyset i soveværelset for ikke at skræmme tyvene væk. I køkkenet greb han det første, han fik øje på, en stor colaflaske og en kødkniv. I det samme tændte hans kone lyset i soveværelset, og da han løb ud ad døren, kunne han se, at det havde advaret biltyvene, som allerede var på vej væk fra varevognen. De tre tyve havde delt sig. En af dem løb ned ad Lobeliavej mod Oxford Allé, og vvs-mesteren kylede colaflasken efter ham, men uden at ramme. De to andre mænd var drejet ned ad en sti, som førte over til den næste villavej, Gladiolusvej, og han valgte at sætte efter dem. „Jeg tænkte ikke nærmere over, hvad jeg gjorde, eller at de var flere end mig,“ fortæller vvs-mesteren i dag. „Jeg var simpelthen så gal og rasende. Jeg ville bare have fat i dem.“ En af de to mænd var besværet af, at han slæbte af sted med en tung taske, og et stykke henne ad stien indhentede vvs-mesteren manden og sparkede benene væk under ham. Manden faldt, så lang han var, og på ingen tid havde forfølgeren sat sig oven på ham med kødkniven i hånden. 651


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.