Sorglinjen – Telefonlinjen for dig, der har mistet eller er pårørende

Det er tungt og svært, når mennesker, vi holder af, er syge eller dør. Mange pårørende og efterladte oplever at være alene i et kaos af følelser under sygdomsforløbet eller efter et dødsfald. På Sorglinjen hos det Nationale Sorgcenter kan du anonymt ringe og tale med en, der selv har oplevet sorgen. Hver aften klokken 17-21 sidder et hold frivillige klar ved telefonen for at lytte og dele ud af egne erfaringer.

”På Sorglinjen møder man nogen, der har været lige så vrede og kede af det, og som kender smerten i sorgen. Men vi kan også give håb om, at det er muligt at få et godt liv igen. Dem vi har mistet bliver ikke levende igen, men de får et nyt liv, når vi taler om dem. Og på den måde kan man få en følelse af fælleskab, selvom vi ikke kender hinanden”, fortæller Malene Elrond på 67 år, som gennem de sidste fem år har været frivillig på Sorglinjen.

For syv år siden mistede hun sin mor og kort tid efter døde hendes eksmand meget uventet. En mand som hun gennem 40 år havde levet sit liv med, og som hun har fælles børn og børnebørn med. Sorgen og længslen efter det liv, der havde været, og som ikke var der mere var overvældende, og derfor kunne hun i dag godt ønske, at hun havde kendt til Sorglinjen, så hun havde haft nogen at dele sine tanker med.

”Når folk ringer ind bruger jeg min egen historie alt efter, hvordan den passer til det, de fortæller. Nogle er rigtig kede af det, når de ringer ind og har svært ved at fortælle om deres følelser, fordi de ikke har udtrykt dem endnu, og så kan jeg hjælpe dem til at få et sprog for sorgen ved at fortælle min egen historie og de følelser, som jeg selv har mødt”, fortæller Malene Elrond.

Lettere at bære sorgen

Og netop det at tale med nogen, der selv har oplevet sorgen, har en stor betydning, oplever Frederik Horskjær Herbøl, som er frivillig på Sorglinjen på fjerde år. For seks år siden – da Frederik var 18 år - døde hans mor af kræft. ”Da min mor var syg, frygtede jeg, at hun skulle dø. Men jeg ville ikke dele min frygt med mine forældre, som jo var mindst lige så bange som jeg. Og da min mor døde, var det svært for mig at vise, at jeg var ked af det, for jeg kunne jo godt se, at min far også var meget ked af det – så jeg ville ikke være en byrde. På Sorglinjen kan får brugerne lov til at være ’egoistiske’, for de skal jo ikke passe på os, der sidder i den anden ende af røret. Her får de lov til at fortælle om deres følelser uden at skulle vise hensyn,” forklarer Frederik Horskjær Herbøl. Hans mor døde da Frederik gik på gymnasiet, og han kender alt for godt til savnet og den ensomhedsfølelse, der følger med sorgen, når man oplever, at omverdenen og vennerne er et helt andet sted end én selv.

”Man kan føle sig så ensom i de her store følelser, og det er forfærdeligt svært. Ensomhedsfølelsen forsvinder ikke nødvendigvis ved at tale med andre, der selv har mistet. Men den kan blive lettere at bære, fordi man indser, at det ikke unormalt at være så ked af det. Sådan var det for mig”, siger han.

Sorg på tværs af alder

Sorglinjen tager imod opkald fra alle fra 13 år og opefter og det tilstræbes, at brugerne kommer til at tale med jævnaldrende. De frivillige på Sorglinjen er selv i aldersgruppen 20-85 år, men oplever ikke, at aldersforskelle er en hindring for en god samtale. Uanset om man mister som ung, midt i livet eller som ældre, så er det mange af de samme tanker og følelser, som er i spil, siger Frederik Horskjær Herbøl:

”En gang talte jeg med en, der var omkring 60 år, og vi havde det stort set på samme måde. Nogle gange kan det være svært som ung, at ens venner, der jo ikke har mistet, har et helt andet livssyn og perspektiv på døden end en selv. Jeg har lært på den hårde måde, at livet ikke kan regnes ud – og det er noget, de fleste lærer med alderen. Derfor giver det lige så meget mening for mig at tale med en 60-årig, som når jeg taler med en jævnaldrende. Ofte deler vi jo mange fælles tanker som ’nu er det et år siden jeg mistede’ eller ’jeg er er nervøs for at rydde op i afdødes ting’. Vi er rigtig nok forskellige steder i livet, men fælles er jo, et vi har mistet en, vi elsker.”

Og den erfaringsudveksling beriger ikke kun dem, der ringer, men også de frivillige, forklarer Malene Elrond: ”Jeg er altid glad når jeg går herfra. Jeg føler, at jeg hjælper andre til at holde sorgen ud og det er et rart sted at være – man er ikke alene i det sorgfulde rum.”