
3 minute read
LAD DIN ARV LEVE
from Den sidste rejse
I Grønlandske Børn arbejder vi for, at ingen grønlandske børn skal vokse op i fattigdom, i misbrug eller med omsorgssvigt.
Og vi arbejder for, at børnenes rettigheder overholdes, at børnene har adgang til fællesskaber, og at uddannelse bliver et skridt på vejen til et godt voksenliv. Vores indsatser er vedvarende, lokalt forankrede og fokuserer på at gavne børnene og de unge på den lange bane.
DIN ARV KAN GIVE GRØNLANDSKE BØRN EN TRYG OPVÆKST OG EN LYS FREMTID
Vil du vide mere om, hvordan du opretter testamente, og hvad du skal være opmærksom på?
Vil du fx vide, hvordan du bedst tilgodeser dine arvinger OG samtidigt støtter en eller flere velgørende organisationer?
Læs mere og bestil vores folder om arv på fgb.dk/testamente eller ring på telefon 3585 8330.
Flere og flere danskere gør sig tanker om at testamentere beløb til velgørende formål. Det er en meget fin måde at lade sine værdier leve videre på og samtidig gøre en meget konkret forskel, også længe efter at man selv ikke er her mere.
Der er mange gode sager at betænke. Når man skal vælge, handler det nok primært om, hvad man har været optaget af i livet. Er det kampen for miljøet, der har fyldt, eller bekymringen for sult og undertrykkelse i verden? Måske et ønske om at være med til at sikre bedre dyrevelfærd? Eller har du været en trofast støtte for mennesker, der er udfordret af ringe livsvilkår eller alvorlig sygdom?
Enhver sag er lige værdig, og enhver NGO fortjener støtte og opmærksomhed, fra de bitte små til de store og verdensomspændende. At testamentere en del af sin formue til velgørende formål er ikke kun næstekærligt, men også forbundet med økonomisk fornuft.
Testamentet kan nemlig udfærdiges på en sådan måde, at den velgørende organisation, som modtager donationen, betaler bo- og tillægsboafgifter for arvingerne. På den måde bliver begge tilgodeset.
Testamente giver ro
I det hele taget er det at sikre sig med et testamente en god idé. Det giver tryghed at vide, at arven vil blive fordelt, præcis som ønsket. Samtidig kan et testamente sikre, at der ikke opstår diskussioner mellem arvingerne, hvilket i værste fald kan have store konsekvenser for relationerne arvingerne imellem efterfølgende.


Der er ganske vide rammer for, hvordan et testamente kan udformes, og hvad indholdet kan være.
Tvangsarveret til ægtefæller og livsarvinger skal naturligvis respekteres, men herfra bestemmer man selv.
Det kan imidlertid være vanskeligt som lægmand at gennemskue de mange muligheder i et testamente, og derfor anbefales det at alliere sig med en god advokat med speciale i området, der hurtigt kan stille de rigtige spørgsmål, så en plan for fremtiden kan formuleres.
Mange vil måske opleve det som ubehageligt at snakke om, fordi det meget konkret minder os om, at vi en dag skal dø, men de fleste vil uden tvivl også opleve en stor lettelse, når ønskerne er sat på papir.
Særligt arveforholdene i moderne familier med dine, mine og vores børn kan være komplicerede og kræver ofte et testamente. Spørgsmål om, hvordan man sikrer den længstlevende ægtefælle, og om børnene skal arve ligeligt, er vigtige at tage stilling til, inden situationen opstår. Det er overvejelser, der fylder meget hos mange, og derfor er det fornuftigt at tage en snak om muligheden for et testamente og en ægtepagt, for det giver ro i sjælen.
Økonomisk fordel for arvingerne
For organisationerne er donationer en forudsætning for at fortsætte det vigtige arbejde, og her kan det at være betænkt i et testamente gøre en kolossal forskel. Hjælpeorganisationerne er fritaget for boafgift og tillægsboafgift, hvilket betyder, at hvis man efterlader et legat eller en procentdel af sin arv til en organisation, vil det fulde beløb gå til organisationen. Derfor er intet beløb for lille.
Det kan ligeledes være en økonomisk fordel for dine arvinger, hvis du betænker en velgørende organisation i dit testamente, for ved at betinge dig, at organisationen betaler boafgiften for de andre arvemodtagere, kan du give en større del af arven til dine efterladte. En 30%-løsning er en ordning, hvor en eller flere velgørende organisationer indsættes i testamentet til at arve 30% af boet, på betingelse af at organisationerne betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger. De øvrige arvinger modtager således 70% af boet og skal ikke betale afgifter. Dermed kommer din arv både NGO’er og dine arvinger til gode.