Anmeldelse: Chefredaktørens Digt Da Paragrafs introarrangement i starten af semesteret løb af stablen, var øverste etage i Samfundsfaglig Kantine fyldt med forventningsfulde russere, der var blevet godt mættede af pizza og så frem til at høre om Paragraf. Chefredaktøren valgte her at fremføre et digt omkring Paragrafs gøren og laden, men var dette nu også den rigtige løsning? Dette dykker jeg ned i med denne anmeldelse. At få de nye russere til at melde sig ind i en forening kan i sig selv være svært. Endnu sværere bliver det, at få overbevist dem om at melde sig ind i en forening, der kræver, at man skal bruge endnu mere tid på at arbejde foran en computerskærm end man allerede gør med ens afleveringer i familie- og arveret. De fleste russere kan nok nikke genkendende til, at det i forvejen er svært nok at finde tid til at gå i byen om torsdagen og få Vodka-Redbull for en halvtredser på Kuhstall. Det var dermed i forvejen en svær opgave chefredaktøren stod overfor. Det må af den grund siges at være umådelig interessant, at chefredaktøren vælger at fremføre et digt, når alle tilstedeværende har valgt en uddannelse, der lægger vægt på kort og præcist sprog, uden de store armbevægelser og følelser. Andet end druk og hor? I starten af digtet vælger chefredaktøren med det samme at lægge vægt på arbejdsindsatsen, som det kræver for at være med i Paragraf med linjen: ”Paragraf er ikke kun til druk og til hor, nej andet skal der til for, at for at poesien bliver stor.” Der bliver dermed lagt en skarp linje om, at det er en seriøs forening, hvor det ikke blot handler om at drikke øl, som mange af de andre foreninger ellers har lagt vægt på. Dette er måske ikke den bedste løsning i
28
forhold til at skaffe nye medlemmer, der i forvejen er ved at drukne i pensum. På den anden side kan det dog skabe en vis form for screening, der gør, at det kun er folk interesseret i seriøs journalistik, som melder sig ind i Paragraf. Dem formår chefredaktøren dog også højst sandsynligt at skræmme væk ved at nævne ordet ”poesi”. For forventes det nu, at man skal skrive digte og ikke artikler, hvis man melder sig ind i Paragraf? Dette vil nok komme til at skræmme de fleste, der sidder med et ønske om at skrive seriøs journalistik væk. Chefredaktøren får derved helgarderet sig imod at seriøse skribenter og festglade mennesker melder sig ind i foreningen. Spørgsmålet er bare, hvem der så er tilbage? Uprofessionelt vredesudbrud Chefredaktøren vælger senere i digtet at stille det særdeles interessante spørgsmål: ”Hvem herinde hader at køre igennem vejarbejde, hvor der ikke bliver arbejdet?” Der kommer ingen respons på spørgsmålet, hvilket er klart, da der heri ligger en klar fejltolkning af publikum. De færreste russere har efter blot to ugers gang på jura opbygget sig nok færdigheder til at kunne skaffe sig et job som stud.jur. Det er derfor fuldstændig urealistisk, at nogle af de stakkels russere overhovedet skulle have råd til hverken bil eller benzin, hvorved spørgsmålet bliver fuldstændig
irrelevant. Da det forbløffede lokale ikke kan svare på spørgsmålet, må chefredaktøren tage tyren ved hornene og selv svare på spørgsmålet. Der følger herefter et decideret vredesudbrud omkring det at køre igennem et område med vejarbejde, hvor der ikke bliver arbejdet, blandet med mærkelige løsningsforslag, såsom at der skal stå, at vejarbejdet kun foregår fire timer om ugen. Hele digtets struktur bliver her brudt, alle principper om rim smidt ud ad vinduet og man begynder at undre sig over, om det egentlig er en del af digtet eller blot et egentligt vredesudbrud, der dybest set handler om, at ingen af russerne deler chefredaktørens passion for had mod vejarbejde. Under alle omstændigheder virker stykket malplaceret.
uprofessionelt
og
Herefter udtaler chefredaktøren: ”Se det er en artikel, jeg godt gad at læse, en med passion og ærlighed, og masser af væsen.” Til det kan man jo kun sige, at det er tankevækkende, at chefredaktøren ikke selv har fået skrevet den artikel endnu, specielt når emnet omkring vejarbejde virker til at gå ham så meget på nerverne. At udtrykke sin egen dovenskab er nok ikke den bedste måde at få folk til at melde sig ind i en forening på, men bevares, det sætter da i det mindste barren lavt for,
