Pædagogisk Extrakt 24 - Verden er så stor, så stor. Om pædagoger i verden

Nr. 23 juni 2024

VIA University College Gør en forskel

VIA Pædagoguddannelsen

PÆDAGOGISK EXTRAKT

TEMA: Verden er så stor, så stor – pædagoger i verden

Når vi rejser ud, flytter horisonten sig

04 Redaktørens klumme

Forståelsen vokser, når vi lærer hinanden at kende

Verdensvendt uddannelse

05 Pædagogstuderende undersøger pædagogik med kæmpe figurer

10 At mødes halvvejs og med takt

13 Alle vinder, når vi engagerer os internationalt som uddannelsesinstitution

16 Eins, Zwei, Polizei!

Pædagoger i verden

20 I praktik med udsigt til isbjerge og hvaler

24 Vi har rejst. Vi har oplevet. Vi har lært, og vi er blevet udfordret

28 Lad børnene forske med hånd og ånd

32 Dansk pædagog i den finske skærgård

36 Dansk pædagogik i Japan

Tankebobler

40 Den faste streg: SFO Sofie

41 Studerende på Folkemødet

Anmeldelse

44 Når gode mennesker handler ondt

Sammen bliver vi klogere

46 Stoholm skole deltog i EU-projekt om børns aktive deltagelsesmuligheder

50 EU-projekt: Inddragelse og deltagelse skaber inklusion

53 Butterfly-projektet

Spids pen

56 Internationalisering: Værdiernes holdeplads

Redaktionsansvarlig

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Martin Littau mlit@via.dk

Illustration

Freja Oldrup frejaoldrup@gmail.com instagram: @frejaoldrup

Journalist Hanne Duus hd@via.dk

Produktion VIA kommunikation, studieliv og Internationalisering – 2024

ISSN:2246-7920

Når vi rejser ud, flytter horisonten sig

Pædagogik bidrager til menneskers udvikling, læring, dannelse og trivsel. Det gør pædagogikken i samspil mellem individ og fællesskab og frihed og støtte. Pædagogik er også et samfundsanliggende.

På den måde er pædagogik noget, der er rettet mod et enkelt menneske, men samtidigt også noget, mange er fælles om, og som retter sig mod verden.

Både den nære og den fjerne

Små brikker i et globalt puslespil

I det pædagogisk arbejde skal der zoomes ind og stilles skarpt på det helt nære. På barnet eller borgeren, og på udfordringer såvel som glæder i hverdagen.

Blikket skal samtidig rettes mod de større fællesskaber, strukturer og samfund. Når vi løfter blikket, ændres perspektiverne, synsfeltet udvides. Vi opdager, at det, der før opfattedes som hele verden, blot er en lille brik i et langt større globalt puslespil.

Vi kan skygge for vores eget udsyn

I de seneste år er dansk pædagogik i stigende grad startet ved den enkelte. Vi laver mål for, hvad bor-

geren skal kunne, og den studerende skal vide. Og det er selvfølgeligt relevant at beskæftige sig med. Problemet er bare at, hvis vi for ensidigt kigger på den enkelte og på os selv. Alt virker stort tæt på. Og hvis vi kigger for meget på os selv fra kort afstand, risikerer vi at skygge for udsynet. Det er også godt at være sammen om noget andet end kun os selv.

Et fælles tredje, om man vil

I dette nummer af Pædagogisk Extrakt prøver vi at løfte blikket og spørge, hvad der sker, når vi tager pædagogisk forskning, pædagogers faglighed og uddannelse og bevæger os ud i verden med det.

Det er ikke nemt - men meningsfuldt Når vi rejser ud, flytter horisonten sig. Vi ser noget andet, end vi så før. Fælles for erfaringerne fra både forskning, praksis og uddannelse er, at det ikke er nemt. En ny horisont er spændende, men også sværere at navigere i end den velkendte.

At kigge op og invitere nogle, der ikke ligner os selv, ind i et projekt, øger kompleksiteten. Det kan være besværligt at gøre sig gældende på udebane med

en faglighed, som andre ikke kender i en kultur, hvor de pædagogiske traditioner er anderledes. Det er både vanskeligt og givende.

De medvirkende i dette nummer af Pædagogisk Extrakt insisterer på, at det er meningsfuldt og lærerigt. Det er besvær, som de ikke ville være foruden.

Docent Jan Jaap Rothuizen skriver, at vi ikke kommer langt, hvis vi er bedrevidende og nøjeregnende. Derfor er mødet med de andre også en øvelse i ydmyghed, i at kunne lytte. Han skriver, at vi må lære at mødes halvvejs og i takt. Vi må lære at spille sammen – også med dem, der ikke ligner os selv. Han sammenligner det med et jazzorkester.

Når du først har lært at spille sammen med andre, kan du ikke forestille dig livet uden. Når synsfeltet først er udvidet, får du lyst til mere. Mere fællesskab, flere nuancer, nye toner, rytmer og genrer. Ikke færre.

God læselyst!

Forskningschef for Forskningscenter for pædagogik og dannelse

Af Andreas Rasch-Christensen

Forståelsen vokser, når vi lærer hinanden at kende

“Forråelse sker, når jeg holder op med at tænke på mit medmenneske som et menneske.” Citatet er fra boganmeldelsen i dette nummer af Pædagogisk Extrakt, og ordene er psykolog Dorthe Birkmoses.

Dorthe Birkmose skriver ikke om internationalt samarbejde. Men det kunne hun ligeså godt have gjort. For det samme gør sig gældende med mennesker på tværs af lande, kulturer og traditioner.

Forråelse sker, når vi holder op med at tænke på hinanden som mennesker. Og det modsatte er også tilfældet. Forståelse og omsorg vokser, når vi lærer hinanden at kende – når vi bliver mennesker for hinanden.

Dette nummer af Pædagogisk Extrakt er dedikeret til pædagogik i et globalt perspektiv. Og det er ingen hemmelighed, at det er et hjertebarn for mig.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg for alvor tog min faglighed med mig ud i verden. Jeg husker usikkerheden som en insisterende murren i maven. Jeg havde fået en opgave, hvor jeg skulle undervise kinesiske pædagoger i en børnehave i Sichuan-provinsen. Flyveturen føltes uendelig - og det samme gjorde min tvivl.

Ville jeg kunne finde ud af at begå mig fagligt i en virkelighed så langt fra min velkendte? Ville jeg overhovedet kunne finde ud af noget i Chengdu, hvor kun en

meget lille del af befolkningen taler engelsk? Hvad skulle jeg gøre, hvis chaufføren ikke ventede på mig i lufthavnen? Hvordan ville jeg kunne få en ikke-engelsktalende chauffør til at forstå, hvor jeg gerne ville hen? Hvordan var mon kineserne?

Jeg vidste ingenting. Med mig i kufferten havde jeg min faglighed – og lige der 10.000 meter oppe i luften, føltes den alt for lille og let. Jeg tror, jeg tabte det sidste af den sikkerhed, som jeg plejer at føle, et sted over Kunlunbjergenes golde, måne-lignende landskab.

For mig er der et før og et efter, at jeg begyndte på internationalt arbejde. Og skiftet skete lige der,

på min første arbejdsrejse til Kina. Da jeg vendte hjem, var min faglige verden for altid forandret. Jeg var rejst til Kina for at undervise, men jeg lærte helt utroligt meget selv.

Siden har jeg arbejdet meget internationalt. Og lært endnu mere. Jeg har lært, at mine fordomme mindskes, mens min forståelse og omsorg vokser, når jeg lærer andre at kende. Jeg har lært, at Danmark er et lille og ubetydeligt land med et forstørret selvbillede. Med andre ord er min verden blevet større, min ydmyghed lige så. Men måske er det vigtigste, jeg har lært - hvor meget vi har brug for hinanden. Vi kan ikke ret meget af det, der er rigtig vigtigt, alene. Men vi kan

overraskende meget sammen med andre.

I dette nummer af Pædagogisk Extrakt kan du læse, hvad andre har lært af at arbejde internationalt. Skåret ind til benet handler det om, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at lære vores medmennesker at kende, så vi tænker på dem som mennesker. Forståelse er en forudsætning for fred.

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og redaktør af Pædagogisk Extrakt Følg os også på Facebook og Instagram og kom med idéer til temaer, vi skal tage op. Har du selv en vigtig historie at fortælle, så tøv ikke med at kontakte os!

Glæd dig også til det kommende temanummer

Efterår 2024: Pædagogik – i tiden, til tiden og for tiden

Lyt også til vores podcast her

VERDENSVENDT UDDANNELSE

Internationalt samarbejde med italiensk inspiration og grønlandsk styrke

Pædagogstuderende undersøger pædagogik med kæmpe figurer

Et optog af kæmpe papmachéflåder udsmykket

med figurer, der alle har fokus på bæredygtighed, kører gennem Skanderborg og Smukfest. Her er skulpturer, der forestiller Greta Thunberg, en kæmpe isbjørn, The Tin Man og en dansende selfiequeen. Bag projektet står Klaus Rubin og Ole Bjørn, lektorer ved VIA University College, sammen med pædagogstuderende fra VIA og Grønland.

Der klippes, klistres og males. Der syes, danses og diskuteres på livet løs på VIA University College i Aarhus. Pædagogstuderende og en italiensk kunstnergruppe er i fuld gang med at forberede figurer og flåder, der skal deltage i årets Smukfest. Det er Klaus Rubin og Ole Bjørn, begge lektorer ved VIA Pædagoguddannelsen, der

står bag arrangementet, som de laver i samarbejde med Smukfest, La Compagnia del Carnevale fra Viareggio. Et toscansk kunstnerkollektiv, der er specialiseret i at lave karnevalsoptog i papmaché.

“Optoget består af flere flåder som VIA-studerende har været med til at bygge igennem flere år.

Af Hanne Duus, journalist ved VIA Pædagoguddannelsen, hd@via.dk

VERDENSVENDT UDDANNELSE

Og alle har et bæredygtigt sigte. En af flåderne forestiller Greta Thunberg, den svenske pige, der satte gang i et verdensomspændende klimafokus. Foran hende danser en gruppe pengespisende mænd. Der er også en selfiequeen, hvis kjole består af al mulig skrot og 17 videoskærme,” siger Klaus Rubin. Han fortæller, at de studerende har produceret videoerne, der hver især handler om et af de 17 verdensmål. Videoerne skal vises på skærmene, alt imens selfiequeen’en kører af sted i optoget, og når flåderne står parkeret på festivalpladsen.

Et vartegn for udsatte

Samarbejdet med La Compagnia del Carnevale startede for mange år siden, hvor Klaus Rubin deltog i et kursus i Viareggio i Toscana. Her fik han idéen til at bygge papmachéfigurer sammen med pædagogstuderende og en gruppe af udsatte unge fra Aarhus. Og så udviklede det sig langsomt igennem årene. I

forbindelse med kulturby 2017 i Aarhus kom der et gennembrud.

Klaus Rubin søgte og fik penge til projekt Vartegn sammen med La Compagnia del Carnevale om udsatte borgere og kultur i Aarhus.

"Gruppen af udsatte faldt ikke naturligt ind i de forskellige kulturaktiviteter, så vi satte os sammen med dem og nogle pædagogstuderende. Og spurgte: Hvad skal der til for, at I kan se jer selv i hele kulturby-arrangementet? Hvordan bliver det også jeres kulturby 2017?” siger Klaus Rubin, og forklarer videre, hvordan de lavede en workshop sammen med La Compagnia del Carnevale, hvor de undersøgte, hvad der skulle være deres bidrag. Noget de ville være stolte af, og hvor de kunne se sig selv.

“De forklarede, at de ofte ser sig selv som marionetter i et system. Nogen, der bliver styret af andre, og som ofte oplever, at de er placeret inde i kasser, hvor

de bokser rundt, uden rigtig at blive hørt. Så det blev vores drejebog,” forklarer Klaus Rubin.

Sammen skabte de en kæmpe papmachéfigur, formet som en marionetdukke, og hængt op i en masse snore. Og placeret mellem forskellige kasser som scenografi. Projektet blev skabt i et samarbejde, mellem pædagogog beklædningshåndværkeruddannelsen i VIA. Udover marionetdukken stablede de også en kæmpe catwalk på benene.

"Beklædningshåndværkerne syede om på flere sæt tøj, de fik fra Kirkens Korshær. Modellerne solgte de på en auktion, og de der ikke blev solgt, solgte Kirkens Korshær for dem. Og for pengene fik deltagerne adgang til et kulturarrangement i Kulturby 2017 – som også skulle blive deres kulturby,” afslutter Klaus Rubin og tilføjer, at projektet også blev vist i Holstebro i samarbejde med VIAs pædagoguddannelse der.

OMKlaus Rubin kru@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen.

Klaus er uddannet skuespiller og danser, og har i mange år haft et særligt fokus på dramapædagogiske og æstetiske metoder til at undersøge og arbejde med udsatte borgere i hele verden.

VERDENSVENDT UDDANNELSE

Tidligere har vi arbejdet med udsathed i Grønland. Nu kunne jeg godt tænke mig at vende det om, og i stedet fremhæve Grønlands styrker, i stedet for hele tiden at fokusere på deres svagheder. Den var han helt med på - og ret hurtigt blev det besluttet, at vi skulle bygge en kæmpe isbjørn. For isbjørnen er et symbol på Grønlands styrke

Internationalt samarbejde mellem Italien, Grønland og Danmark

Klaus Rubin og Ole Bjørn har i mange år arbejdet sammen med det socialpædagogiske seminarium i Ilulissat om forskellige dramapædagogiske indsatser. Med stor succes har de sat fokus på udsathed i forskellige afskygninger over hele Grønland. I forbindelse med Kulturby 2017 fik de besøg af den daværende forstander fra uddannelsen i Ilulissat, og han faldt pladask for marionetdukken og optoget i Aarhus. Sådan en ville han gerne have til Grønland.

“Tidligere har vi arbejdet med udsathed i Grønland. Nu kunne jeg godt tænke mig at vende det om, og i stedet fremhæve Grønlands styrker, i stedet for hele tiden at fokusere på deres svagheder. Den var han helt med på - og ret hurtigt blev det besluttet, at vi skulle bygge en kæmpe isbjørn. For isbjørnen er

et symbol på Grønlands styrke!” forklarer Klaus Rubin.

Det resulterede i en 5 ugers camp i Sisimiut, hvor La Compagnia del Carnevale, Klaus Rubin og Ole Bjørn, pædagogstuderende fra VIA og Grønland, samt elever fra mineog håndværkerskolen i Sisimiut byggede en kæmpestor isbjørn af papmaché. Figuren var bygget op på 3 stk. 20 fods containere, så den kunne pakkes sammen og sendes med skib til 3 andre byer i Grønland.

The Army of Polarbears

Som en del af den grønlandske isbjørneflåde skabte holdet også

The Army of Polar Bears, der sætter fokus på global opvarmning. 80 isbjørne-kostumer, der dansede foran og omkring flåden, når den kørte igennem de forskellige byer.

Som en gimmick havde gruppen aftalt, at den dag optoget skulle køre igennem Nuuk, skulle alle isbjørnene tage deres kostumer på allerede fra morgenstunden.

“De involverede skulle have deres isbjørnekostume på, når de servede havregrød for deres børn, når de fragtede sig rundt i busser, biler, på cykel. Så gik der pludselig 80 isbjørne rundt i byen. En af de studerende havde desuden et studiejob i den lokale brugs. Her fik han lov til at lægge sig på frost i køledisken, så alle, der handlede den dag, blev mødt af en glad isbjørn midt i køledisken,” siger Klaus Rubin og smiler.

Vi skal skabe ny pædagogik – til målgruppen Tilbage til Smukfest, hvor de studerende lige nu knokler på livet løs, for at færdiggøre deres store flåde af papmachéfigurer. En af flåderne kommer til at handle om kunstig intelligens – Wake Up-AI. På holdet er der flere fra valgmodulet Medier og digital kultur– og i følge Klaus Rubin vil de nok allerhelst bare game.

“Men det duer ikke. Vi skal bygge en figur, der skal deltage i vores

VERDENSVENDT UDDANNELSE

For det innovative, det kreative og det æstetiske arbejde handler i høj grad om at undersøge og opfinde nye måder at gøre tingene på. Hvordan opstår der nyt – hvordan opfinder vi ny pædagogik?

optog, udvikle kostumer og koreografier til optoget, samt producere film, der omhandler kunstig intelligens. Og i sådan en proces, hvor vi er i gang med at undersøge, er vi nødt til at prøve forskellige ting af.

Så vi kan skabe noget nyt. Jeg har foreslået de studerende, at de kan lave en dansekoreografi, som de danser sammen med deres flåde. Og lader det være en del af optoget. Ved at prøve forskelligt får de nye idéer, og pludselig sker der noget, de ikke forventede. Det kan godt være, det ender med, at en del af deres projekt kommer til at handle om at game – til slut. Men vi skal jo lige derhen først. Vi kan ikke starte med slutningen,” siger Klaus Rubin.

I følge ham er det omdrejningspunktet for det pædagogiske og æstetiske arbejde. Og det skal de kunne mestre, når de kommer ud i den pædagogiske praksis. Være klar på at undersøge, hvad det er for børn og unge de arbejder med? Hvad det er for en tid, de er i? Og hvordan de får deres pædagogfaglighed i spil i en specifik kontekst.

“Det duer jo ikke at du kommer ud i en daginstitution, hvor du bliver bedt om at bygge en sandkasse. Og så siger du: NEJ! Jeg vil kun lave medier. Vi skal turde være kreative, innovative og på den måde skabe nye pædagogiske idéer,” siger Klaus Rubin,

VERDENSVENDT UDDANNELSE

der uddyber, og forklarer, at de studerende skal være kreative i deres pædagogik. Hvordan kan de kombinere deres passion for medier med at bygge en sandkasse? Måske kan de designe sandkassen på en pc, eller de kan bygge den sammen med børnene - og så lave film eller foto. Og på den måde få medier og det pædagogiske arbejde til at spille sammen.

“For det innovative, det kreative og det æstetiske arbejde handler i høj grad om at undersøge og opfinde nye måder at gøre tingene på. Hvordan opstår der nyt – hvordan opfinder vi ny pædagogik? Vi skal undersøge, hvordan der sker et samspil, og hvornår vi tør sætte os selv i en ny situation, vi måske ikke har helt styr på. Og endnu ikke kender udfaldet af,” siger Klaus Rubin, der fortæller, at sidste

Se videoen med pædagogstuderendes optog på Smukfest

skud på stammen i forbindelse med Smukfest er et samarbejde med Jean Méningue, en fransk-italiensk klovn. Sammen med ham vil de lave en kæmpe gadeteaterfestival og en Army of Clowns, der skal følges med VIAs parade.

4 forskellige valgmoduler indgår i Smuk-optoget

Det er modulerne 9 og 11, der indgår i Smuk-optoget på VIA Pædagoguddannelsen i Aarhus. Her vælger de studerende mellem 7 forskellige valgmoduler. I Smuk-optoget indgår modulerne: ‘Kreative udtryksformer’, ‘Medier og digital kultur’, ‘Sundhedsfremme og bevægelse’ samt ‘Kulturmøde og interkulturalitet’.

La Carnevale i Viareggio

Viareggio-karnevallet er en 150 år gammel tradition, som foregår én gang hvert år. Det er kendt som et af de vigtigste karnevaller i Europa. Flåderne er 20-30 meter høje og blandt de største i verden, og er alle bygget op i papmaché. Gennem satire behandler de nutidens store temaer: fra national og international politik, til miljøet, til samfundet. La Compagnia del carnevale har arbejdet sammen med VIA og Klaus Rubin siden 2004.

Læs mere om La Compagnia del carnevale her eller besøg deres Facebook-side.

VERDENSVENDT UDDANNELSE

At mødes halvvejs og med takt

– refleksioner fra en følgeforsker

Forsker Jan Jaap Rothuizen har fulgt et pædagogisk udviklingsprojekt med dagtilbud i Ungarn, Slovakiet, Polen og Bulgarien. Undervisere fra VIA Pædagoguddannelsen var med. Men hvad sker der, når dansk dagtilbudspædagogik møder andre landes pædagogiske virkelighed?

Jeg har over en periode på tre år fulgt et pædagogisk udviklingsprojekt i Central- og Østeuropa. Projektet er finansieret af Willumfonden. Som en del af projektet gennemførte undervisere fra VIA Pædagoguddannelsen 24 kurser for pædagoger fra fire forskellige dagtilbud i Ungarn, Slovakiet Polen og Bulgarien.

At lære fra de andre

Da jeg sammen med de involverede undervisere fordybede mig en smule i pædagogiske traditioner i disse lande, stødte vi blandt andre på den polske børnelæge og børnehjemsleder Janusz Korczak. Han praktiserede for 100 år siden en utrolig respektfuld pædagogik i det store børnehjem, han var leder af i Warszawa.

VERDENSVENDT UDDANNELSE

Jan Jaap Rothuizen

jjr@via.dk

Ph.d. og docent ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse

Jan Jaap Rothuizen er forskningsleder ved Program for Etik og Dannelse.

Resonans opstår, når du oplever, at der er noget, der taler til dig.

Noget der er så tiltalende, at du får lyst til at svare. Ikke for at gentage, men for at stemme i med din egen stemme. Som en improvisation i et jazz-orkester. Eller som barnet, der fortaber og fordyber sig i legen

Janusz Korczak insisterede på børns rettigheder, herunder børns ret til at blive respekteret. I ét af hans essays spørger han: ”Møder vi barnet halvvejs og med takt? Undgår vi unødvendige irritationer, letter vi samværet? Er det ikke os, der er stædige, nøjeregnende, aggressive og lunefulde? ”

Her hentyder han til, at voksne ofte har mere blik for egne følelser end for de børn, de har ansvar for. Med evangelisten Mattheus kunne man også spørge: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”.

Janus Korczaks tanker ligger meget godt i tråd med den danske

ambition om at være åben for børneperspektiver - at forstå barnet i sin egen ret. Så vi opdagede, at der fandtes en polsk humanistisk tradition, der ligner den danske. Og der er sikkert mange andre pædagogiske understrømme, som går igen i forskellige europæiske lande.

Det blev derfor et mantra i projektet, at vi skulle møde de andre halvvejs og med takt. Vi erkendte, at vi nok ind imellem selv kunne blive oprørte, stædige, aggressive og lunefulde. Men at vi også var nødt til at flytte os for at give plads til de andre, hvis der skulle ske en udvikling.

Resonans

De danske undervisere kom med noget. Men det, de kom med, er ikke neutralt. Deres viden har rod i en dansk pædagogisk tradition. Og medarbejdernes faglige viden var, ligesom undervisernes, ikke neutral. Den har rod i den pædagogiske tradition i deres respektive lande. Og det var medarbejderne fra Ungarn, Slovakiet, Polen og Bulgarien, der skulle udvikle deres pædagogik.

Så undervisningen kunne ikke bare handle om at formidle, hvad de danske undervisere synes var vigtigt eller godt. I stedet måtte de forsøge at opnå resonans. Resonans opstår, når du oplever, at der er noget, der taler til dig.

Noget der er så tiltalende, at du får lyst til at svare. Ikke for at gentage, men for at stemme i med din egen stemme. Som en improvisation i et jazz-orkester. Eller som barnet, der fortaber og fordyber sig i legen. Ved at søge efter resonans forsøgte underviserne at nå medarbejderne.

Målet var, at der gerne skulle ske noget med den enkelte medarbejder. At de alle oplevede at åbne sig og flytte sig. Men sådan en udvikling skal nødvendigvis også understøttes organisatorisk. Derfor arbejdede vi tæt sammen med de lokale ledelser for dagtilbuddene i Ungarn, Slovakiet, Polen og Bulgarien. Det var vigtigt, at de lavede fora, hvor medarbejderne

VERDENSVENDT UDDANNELSE

ikke bare aftalte det praktiske, men også delte deres pædagogiske overvejelser og vurderinger.

Dansk pædagogik på udebane Men hvad tager vi så med fra den daginstitutions-tradition, vi kender i Danmark, når vi rejser ud? De to ting, der var mest gennemgående i projektet, var pædagogik som en integreret del af hverdagen og pædagogen som én, der ikke altid går foran.

Pædagogik i hverdagen indebærer, at pædagogik ikke afgrænses til planlagte aktiviteter. Pædagogen ser muligheder for at bidrage til børns udvikling, trivsel, læring og dannelse i alle hverdagssituationer. Og ved at have øje for børneperspektiver og børnefællesskaber skaber pædagogen ofte rammerne for, at børnene selv kan lege, udvikle sig og indgå i dannelsesprocesser. Mange af medarbejderne fra Central- og Østeuropa var lidt fascineret af, at vi her i Danmark styrer mindre direkte og

giver børnene et større ansvar. Fx når de får lov til at klatre eller lege med mudder.

Ligesom det er en tradition at lægge vægt på børns selvvirksom hed, lagde underviserne i projek tet også vægt på de udenlandske medarbejdernes selvvirksomhed i udviklingsprojektet.

Du må lede efter mødesteder

Der er mange erkendelser på bagkant af projekter som dette, og i en kort artikel som denne er der desværre ikke plads til at folde alle nuancerne ud. Meget var svært, for én ting er at ville skabe resonans og give plads til andres selvvirksomhed. Noget andet er, hvordan man reagerer, når man står i det fremmede og oplever, at alt er anderledes og den resonans, du håbede på, ikke lige viser sig. Derfor er en af de vigtigste erken delser måske denne:

Hvis du kommer til et andet land med din danske pædagogiske

Om projektet

Reform of Early Childhood Education in Eastern Europe (REFEE) er et pædagogisk udviklingsprojekt i 4 daginstitutioner i Central- og Østeuropa.

Projektets formål er at bidrage til kvalitetsforbedringer i daginstitutioner i Polen, Slovakiet, Ungarn og Bulgarien. Projektet er finansieret af Villum fonden og udført af VIA University College i et samarbejde med partnere fra de forskellige lande. Projektet kom i stand, fordi Villum-fonden og VIA University College tidligere med succes har gennemført daginstitutionsudviklingsprojekter i Rumænien.

Du kan læse mere om projektet i rapporten REFEE: Dansk daginstitutionspædagogik i mødet med fire daginstitutioner i central- og østeuropa: Erfaringer og perspektiver. Den finder du her

VERDENSVENDT UDDANNELSE

Af lektor Claus Beyer Iversen, VIA Pædagoguddannelsen

Alle vinder, når vi engagerer os internationalt som uddannelsesinstitution

I mange år har VIA University College arbejdet med pædagogiske

udviklingsprojekter i blandt andet Central- og Østeuropa. Det har været meningsfuldt af mange grunde. Gennem projekterne udvikles pædagogikken - ikke bare i de lande, vi samarbejder med – men i høj grad også i os selv.

I flere årtier har først pædagogseminarierne og dernæst VIA University College været involveret i at udvikle pædagogik i internationale projekter. Og dermed sætte aftryk i verden.

Men når vi samarbejder på tværs af grænser, sætter vi ikke kun aftryk i verden. Verden sætter også sit aftryk i os. Og i en verden, der bliver mere og mere præget af kriser og konflikt, har det måske aldrig været vigtigere, at vi kan samarbejde.

Pædagoguddannelsen uddanner pædagoger, der skal kunne agere i verden. Og pædagogerne holder næste generation i hænderne, når de skal vokse sig store, modige og

At samarbejde om udviklingen af pædagogikken er ikke

etnocentrisk, men øver tværtimod sensitiviteten og forståelsen for hinanden

dygtige nok til at involvere sig i de udfordringer en global fremtid vil bringe.

Så pædagoguddannelsen har brug for undervisere med globalt udsyn, der kan uddanne pædagoger med blik for verden, og for samarbejde på tværs. Og de internationale projekter giver netop det til uddannelsen: Globalt udsyn og blik for samarbejde.

En ny vuggestue i Bukarest

Et af de første markante pædagogiske projekter i VIA University College var, at vi engagerede os i at udvikle pædagogikken i en ny vuggestue i Bukarest. Tanken var at skabe en helt ny institution, der skulle være rollemodel for andre institutioner i Rumænien. Projektet blev finansieret af Villum Fonden. Det blev til vuggestuen

Romanian Danish Center for Integrated Education (RODACIE). Et projekt, der løb over fem år.

Reel udveksling og meningsfuldhed fremfor etnocentrisme Kritiske stemmer spurgte allerede dengang, hvordan vi kan det? Hvilken relevans har det danske perspektiv på pædagogik for mennesker i andre lande? Og de spurgte videre, om det ikke var etnocentrisk - grænsende til det arrogante - at ville bidrage til udviklingen af pædagogik i andre lande?

Som projektleder på disse internationale udviklingsprojekter gennem mere end 10 år, kan jeg med sikkerhed i stemmen svare: at det i høj grad er meningsfuldt at lade perspektiver på pædagogik mødes på tværs af lande og

kultur. At samarbejde om udviklingen af pædagogikken er ikke etnocentrisk, men øver tværtimod sensitiviteten og forståelsen for hinanden.

Faktisk mener jeg, at de kolleger, der har været involveret i vores internationale udviklingsprojekter, har gode grunde til at være stolte at vores fælles indsats i blandt andet Rumænien, Moldova, Bulgarien, Ungarn, Slovakiet og Polen.

Projekterne har gjort og gør fortsat en forskel for mange mennesker. De har haft stor betydning for de involverede pædagoger og børn i andre lande. Men de har også bidraget til, at vi som uddannelsesinstitution udviklede vores internationale forståelse og kompetencer. Internationale

udviklingsprojekter gør vores pædagogiske verden større, mere mangfoldig og udvikler vores evne til at lytte, forstå og samarbejde. Det er vigtige kompetencer i pædagoguddannelsen.

Det første projekt ledte til flere Efter RODACIE-projektet underskrev VIA en kontrakt med bystyret i Bukarest om at udvikle pædagogik i fire store centrale vuggestuer i byen. Sideløbende var undervisere fra VIA Pædagoguddannelsen medskabere af en ungdomsklub i det nordlige Moldova finansieret af den svenske Childhood Foundation.

Som en udløber af projekterne i Rumænien og Moldova blev VIA University College inviteret til at bidrage til en ny socialpæda-

VERDENSVENDT UDDANNELSE

gogisk uddannelse i samarbejde med de fem store universiteter i Rumænien. Det blev den første uddannelse af sin slags i landet. Derefter fulgte lignende projekter i Bulgarien, Slovakiet, Polen og Ungarn - alle finansierede af Villum Fonden. Udover de ovenfor nævnte projekter var der flere, der ikke bliver nævnt her.

Udveksling, dialog og lydhørhed I alle projekter har udveksling, dialog og lydhørhed været fundamentet for samarbejdet. Personalet fra de central- og østeuropæiske institutioner har været på besøg i danske institutioner, ligesom vi har været på besøg hos dem.

Konkret har vi sammen med vores internationale samarbejdspartnere været på opdagelse i forskellige dagtilbud med det formål at observere, udveksle og forstå forskelligheder såvel som ligheder. Vi har faciliteret en proces, hvor pædagoger fra Central- og Østeuropa er blevet medskabere af deres

efteruddannelse gennem udveksling, dialog og lydhørhed. Indholdet af kurser er på den måde blevet bestemt i samarbejde og med størst mulig grad af faglig relevans for alle involverede.

ket være dygtige og engagerede kolleger og fondsmidler. Men i høj grad også det store arbejde pædagogerne i projekterne har lagt for dagen.

internationalt samfund står overfor, stopper ikke ved grænsen.

Formålet var, at vi sammen skulle skabe en meningsfuld forandringsproces gennem uddannelse, og at vi skulle dele ejerskabet. Vores tilgang var ydmyg i forhold til, at det er på deres hjemmebane, udviklingsprojekterne har haft deres rod. Det er derfor også i deres verden, projekterne griber mest konkret ind. Det er de lokale pædagoger, vores samarbejdspartnere, der i sidste ende er forandringsagenter i den proces, som er målet for vores udviklingsprojekt.

Det lakker desværre mod enden I dag er vi i den allersidste fase af de internationale pædagogiske udviklingsprojekter i VIA University College. Det sidste projekt i Ungarn afsluttes i dette forår. Det er gået over al forventning! Det er tak-

I alle projekter er der på forskellig vis knyttet bånd og udviklet tillid, der har muliggjort langstrakte processer af forandring. Forandringerne er blevet kommunikeret til en større offentlighed i de involverede østeuropæiske lande, og har givet anledning til debat om kvalitet i pædagogik.

Men måske har vi ikke været opmærksomme på at få kommunikeret de store faglige gevinster for den danske pædagoguddannelse tydeligt nok i Danmark? I hvert fald har VIA University College valgt at ændre strategi, så der ikke længere er fokus på internationale projekter. Det mener jeg personligt er virkelig ærgerligt. Vi står aktuelt i en global situation, hvor samarbejde på tværs af grænser er tvingende nødvendigt. De problemer, vi som

Vi tager vigtig viden med os Vi tager viden og erfaringer med fra projekterne til udvikling af kvalitet i pædagogik generelt. Men også specifikt i internationale kontekster. Projekterne har bidraget til udvikling af globalt udsyn, internationale kompetencer og faglighed på VIA Pædagoguddannelsen. De studerende har fået undervisere, der har både international erfaring og globalt udsyn. Alt dette bidrager til refleksioner over verden i dag, pædagogikkens rolle og betydning. Og ikke mindst over, hvordan vi som uddannelsesinstitution fremover vil sikre, at vores verden ikke bliver for lille, perspektiverne for små og snævre - at mangfoldigheden ikke svinder ind.

Nogle gange skal man miste noget, før man forstår vigtigheden. Sådan tror jeg, det bliver med de internationale pædagogiske udviklingsprojekter.

Claus Beyer Iversen ci@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Claus er antropolog og projektleder. Han har mange års erfaring med udvikling af uddannelse forskellige steder i verden i forskelligt regi. De sidste ti år har han været ansvarlig for at udvikle eksternt finansierede internationale uddannelsesprojekter i VIA. I dag er Claus ’hjemme igen’ på pædagoguddannelsen som lektor på den nye Sporskifte-uddannelse.

EINS, ZWEI, POLIZEI!

Når politimodstand, pædagogik og fodbold fletter sig sammen på en studietur til St. Pauli i Hamburg.

Af lektor Frederikke Dybdahl Bilenberg og lektor Peter H. Frostholm, VIA Pædagoguddannelsen

Foto: Peter Hornbæk Frostholm

VERDENSVENDT UDDANNELSE

”Det er lige før, de er bedre normerede end pædagogerne!”, siger Mathilde, der sammen med otte andre pædagogstuderende fra VIA Pædagoguddannelsen pludselig finder sig selv i udkanten af en gruppe syngende udebanefans på besøg fra Düsseldorf. De går i hundredvis gennem det gamle slidte kvarter, St. Pauli i Hamborg, Tyskland.

Der er seks kampklædte politibetjente til hest som bagtrop – alle med sorte hjelme med blankt visir og stav og håndvåben i bæltet. Der er endnu flere betjente oppe foran flokken af syngende fans. Mathilde er på studietur og hun refererer med sin kommentar til andelen af politifolk, der møder op for at guide masserne af kampklare fodboldfans igennem kvarteret, spærre gader af og holde nogenlunde ro og orden.

Det er tidlig aften i slutningen af januar. Der er kvartfi-

nale i DFB-pokalturneringen.

Det er mørkt og koldt og der er fodbold, slagsange, politisk aktivisme og ballade i luften.

Besøget i St. Pauli er en del af et samarbejde mellem professionshøjskolen HAW Hamburg, fodboldklubben St. Pauli og VIA Pædagoguddannelsen i Ikast.

Mistro til politiet

Der er blandt andet ansat socialpædagoger i fodboldklubben.

De hænger til hverdag ud med unge fans i ungdomsklubben

”Fanladen”, der har hjemme på stadion. Fanladen er en integreret del af fodboldklubbens professionelle struktur.

Her har vi tidligere mødt Jan, som er socialpædagog og inkarneret St. Pauli-fan. I et interview fortæller Jan, at der kan opstå mange konflikter, når bestemte grupper af fans uundgåeligt støder ind i politiet til både hjemmeog udekampe. Der er generelt en dyb mistro til politiet, og der

Folk udviser åben modstand mod politiet med en attitude, der udfordrer alle autoriteter. Det skaber tilsyneladende et stærkt og mangfoldigt fællesskab i opposition til resten af samfundet

Foto: Peter Hornbæk Frostholm

VERDENSVENDT UDDANNELSE

Først og fremmest bliver vi forundrede over, hvordan en social organisation er så åbenlyst aktivistisk og i åben modstand til politiet?

fortælles historier om, hvordan de bruger magt og kontrolmetoder mod de lokale fangrupper:

“Der var en udekamp i Magdeburg, hvor politiet filmede på toilettet, fordi de syntes, de kunne lugte spraymaling. De ville aldrig gøre det i andre dele af samfundet (…) Det tyske politi hader fodboldfans! Det er mest fordi, det altid er fansene, der opfører sig dårligt i togene. Vi kan godt lide at sige, at politiet afprøver deres nye taktikker på os.”

Socialpædagoger i aktivistisk fodboldklub

Andre sociale pædagogiske indsatser foregår hos Gemeinwesenarbeit (GWA) St. Pauli, der primært laver opsøgende arbejde i lokalområdet, tager sig af mange forskellige socialt udsatte fra børn til ældre, herunder også immigranter, stofmisbrugere og hjemløse. Her har Mathilde og hendes medstuderende kort før fodboldbraget

mødt Leni og hendes kollega, Steffen, der foruden at være en af områdets socialpædagogiske medarbejdere, også er glødende St. Pauli-fan. Vi møder dem til fællesspisning sammen med lokalområdets beboere til en snak om det pædagogiske arbejde og deres relation til det lokale politi.

Leni siger:

“Brandet St. Pauli FC er en identitetsmarkør! Dødningehovedt-shirten betyder, at du deler værdier med klubben. Ligesom mig! (…) Fodboldklubben har en enorm indflydelse på lokalområdet og dets beboere. De tilbyder jo tilhængerne en måde at udtrykke politiske holdninger på, fordi sport er politisk! På stadion kan man nogle gange se et banner med teksten: “Rødt kort til politiet!”… Hvorfor? Fordi politiet ofte er meget aggressive over for fodboldfans!”.

Efterlysning af politiske løsninger

Borgerne i Hamburg-distriktet St. Pauli er generelt mistroiske og distancerede fra det almindelige samfund og dets institutioner, især politiet og retssystemet, som de ikke synes gør noget godt for fællesskabet i området.

Overalt vidner klistermærker og graffiti om radikalt venstreorienterede politiske holdninger, en udtalt modstand mod og mistro til det etablerede system, og underliggende aktivisme. Folk udviser åben modstand mod politiet med en attitude, der udfordrer alle autoriteter. Det skaber tilsyneladende et stærkt og mangfoldigt fællesskab i opposition til resten af samfundet.

Ved Hein-Köllisch-Platz ligger

Lenis kontor og caféen Kölibri, der siden 1989 har fungeret som et centralt mødested for områdets socialt udsatte. Her ser vi eksempler på den åbenbare politimodstand på en plakat, som

Leni og hendes kollegaer står bag. På plakaten står der:

”Hvad ville du gøre i distriktet med 16 millioner euro? I april 2016 blev den såkaldte "Drug Task Force" grundlagt af Hamborgs politi. I juli 2023 er mere end 1 million polititimer blevet logget som en del af "Drug Task Force". Omregnet til St. Pauli betyder det, at der blev afholdt omkostninger på omkring 16 millioner euro (pr. oktober 2023). Det har dog i årevis stået klart, at denne tilgang blot er en politipolitik for udvisning, der ikke yder retfærdighed til det komplekse problem. I 2020 efterlyste GWA St. Pauli og 12 andre institutioner (sociale) politiske løsninger i stedet for uforholdsmæssige og diskriminerende driftskoncepter. Vi vil gerne diskutere dette med dig og fremme en offentlig diskussion om alternative koncepter. Lad os samle, hvad der kunne opnås i distriktet med 16 millioner euro!” (vores oversættelse).

Plakatens budskab sætter flere

VERDENSVENDT UDDANNELSE

refleksioner i gang hos os. Først og fremmest bliver vi forundrede over, hvordan en social organisation er så åbenlyst aktivistisk og i åben modstand til politiet?Dernæst spørger vi: Hvad hvis vi i stedet brugte 16 millioner euro på pædagogiske interventioner?

Fra studietur til praktik

Det er bare én af de ting, som to af de studerende, der var med på studieturen, kan undersøge nærmere. Deres nysgerrighed for det lidt vilde og utæmmelige socialpædagogiske felt blev nemlig vakt på deres studietur til St. Pauli. Derfor har de planer om at tage i praktik hos Leni i Gemeinwesenarbeit (GWA) St. Pauli og på den skæve folkecafé Kölibri.

I øvrigt tabte St. Pauli til Düsseldorf i en straffesparkskonkurrence med 3 mål mod 4.

Om projektet

Besøget i St. Pauli er en del af et samarbejde mellem professionshøjskolen HAW i Hamburg, fodboldklubben St. Pauli og VIA Pædagoguddannelsen i Ikast.

Samarbejdet inkluderer blandt andet studieture, undervisning på professionshøjskolen HAW samt et forskningsprojekt, der gennem antropologisk feltarbejde undersøger pædagogisk arbejde i St. Pauli-distriktet i Hamburg.

Du kan læse mere om forskningsprojektet i artiklen ”Paulitics” –politik, aktivisme, fodbold og fællesskab, som du kan finde her.

OM

Peter Hornbæk Frostholm phf@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Peter er videnmedarbejder ved VIAs forskningsprogram Hverdagsliv og fritidspædagogik, forfatter til en lang række udgivelser og vært på pædagogik-podcasten PETERgogikum.

OM

Frederikke Dybdahl Bilenberg fdy@via.dk

Lektor og studiekoordinater ved VIA Pædagoguddannelsen

Frederikke er videnmedarbejder ved VIAs forskningsprogram for Social Innovation og projektleder for Verdensmålsambassadørkorpset i VIA.

PÆDAGOGER I VERDEN

Af studerende Mette Eriksen, VIA Pædagoguddannelsen

I praktik med udsigt til isbjerge og hvaler

Mette Eriksen er i praktik i et beskyttet værksted i Nuuk. Her udspiller pædagogikken sig mellem mennesker, kulturelle traditioner og den storslåede, men også barske grønlandske natur.

Pauline samler et lille farverigt træhus op fra bordet foran os. Hun har skizofreni, og er kommet på værkstedet igennem snart 6 år. Paulines øjne stråler, mens hun holder huset op foran sig for at studere detaljerne, og hun begynder straks at fortælle om sin barndom, og hvordan hendes bedsteforældre ejede sådan et hus. Ordene flyder ud af munden på hende, og jeg har ikke set hende med sådan en begejstring i stemme, tonefald og mimik før, selvom jeg har været her i snart

3 måneder. Jeg smiler og tænker, at det er tydeligt, at de små huse vækker noget i hende, og hun åbner sin personlige livsfortælling.

38-årige Simon sidder på den anden side af bordet og maler et andet træhus i en vild lyserød farve. Også han har skizofreni og kommer ikke så tit på værkstedet. Men i dag er han grebet af aktiviteten. Der slibes, pudses og males, og han arbejder med en sjældent set intensitet. Han er helt fordybet og kigger kun

PÆDAGOGER I VERDEN

op en gang i mellem og smiler af Paulines fortællinger, som også vækker genklang i hans egen barndom.

Vi befinder os i Nuuk, hovedstaden i Grønland. Vi er på et beskyttet værksted, hvor mennesker med psykiske udfordringer kommer og har en hverdag med struktur og indhold. Der er plads til 15 brugere, men normalt kommer der kun mellem 3-7 brugere. De har alle skizofreni og mange har også dobbeltdiagnoser, fx mental retardering, angst, depression og lignende. Cirka 1/3 hører også under kriminalforsorgen og har kæmpet med diverse misbrugsproblemer.

En oplevelse for livet

Jeg er taget herop i min 2. praktik, fordi jeg gerne ville opleve noget anderledes, noget spændende og noget udviklende. Jeg så det som en mulighed, jeg ellers ikke ville få. De fleste

Jeg er taget herop i min 2. praktik, fordi jeg gerne ville opleve noget anderledes, noget spændende og noget udviklende. Jeg

så det som en mulighed, jeg ellers ikke ville få

gang imellem, kommer nu hver dag for at male huse.”

Det er tydeligt, at Lasse kan lide den pludselige aktivitet, der er i værkstedet, og flere brugere kommer ned. Enten for at snakke, være sociale med de andre eller for at deltage. Der laves ikke kun små farverige huse, men også hundeslæder, isbjørne, ulu (en grønlandsk konekniv), kajakker og alt muligt andet.

taler både grønlandsk, dansk og engelsk heroppe, så jeg er ikke stødt på sprogbarrierer.

På vores værksted arbejder vi især med motivation og relationsdannelse. Sidste del har jeg haft meget nemt ved, men at motivere brugerne er straks meget sværere. Derfor har jeg også grebet fat i Dorthes Birkmoses

bog: Mennesket er motiveret.

I den har jeg søgt den faglige viden, som jeg ligesom mangler i mødet med borgerne. Motivation er min største udfordring og noget jeg tænker meget over i min hverdag heroppe.

Grønland er kendt for deres mange smukke, farverige huse, der lyser op i et ellers snehvidt

landskab. Og Nuuk har ligefrem tilnavnet ”Colorful Nuuk”, på grund af alle de smukke træhuse. Det var derfor oplagt for mig at lave dem i en miniatureudgave. Jeg gik til Lasse, der er pædagog og står for træværkstedet, med idéen. Han øjnede straks potentialet og bakkede mig op og hjalp mig. Det er svært at motivere brugerne, der har mange forskel-

ligartede udfordringer, men den her aktivitet er god.

Pædagogik, kultur og håndarbejde

Tilbage i træværkstedet er Lasse ovenud begejstret. Hans øjne stråler og siger: ”Så du det, Mette? Pauline kommer normalt aldrig ned i træværkstedet. Og Simon, som plejer at komme en

”Mette, du må forstå, at drivkraften ligger i det mellemmenneskelige”, fortsætter han. Jeg studser over hans ord og reflekterer lidt over det. Det må vel betyde noget i retningen af, at vi kan motivere brugerne ved at lave noget fælles sammen, som giver mening for dem? Og hvilken betydning har det for brugernes motivation, at vi rent pædagogisk sammenkobler deres kultur og håndarbejde?

PÆDAGOGER I VERDEN

Malik er en ung mand på 25 år. Han sidder og maler en grønlandsk åndemaske. Nationalmuseet har bestilt 30 masker ved os, og der males nu på livet løs. Det er endnu en aktivitet, vi har stablet på benene, for dels at skabe relationer til de enkelte brugere, men også noget rent praktisk, der skaber stolthed og giver dem nogle kompetencer og noget selvtillid, de kan tage videre med ud i livet.

Maskedansen, der blev forbudt

Nogle gange kommer der brugere ned, som siger, at de gerne vil male, men i virkeligheden vil de bare snakke. Og det er der også plads til. Mens der males, fortæller Malik om, hvordan hans bedstemor malede sig rød, hvid og sort i ansigtet og puttede dyreknogler ind i munden, mens hun dansede rundt. Den slags blev forbudt af missionærerne, der så det som hedensk. Maskedans blev næsten udryddet, men i dag er der heldigvis

stigende interesse for de gamle kulturelle traditioner. Det er også noget, som vækker stærke og stolte følelser i Malik.

Jeg tænker meget over min egen rolle i det her, og om jeg selv bare er med til at forstærke en fortsat kolonisering, som på nogle måder stadig finder sted. Det er en af de ting, der har sat de dybeste spor i mig og som jeg kommer til at fundere over i mange år fremover. Omvendt er grønlænderne vant til en masse udefrakommende i deres land, og det gør dem til nogle meget inkluderende, imødekommende og hjertelige mennesker. Jeg er derfor blevet taget rigtig godt imod.

Den grønlandske natur

Om eftermiddagen er der møde i personalegruppen. Det er godt vejr udenfor, solen skinner og istapperne drypper. Det er tydeligt at foråret er på vej. ”Lad os sejle ud på Isfjorden snart.” Alle nikker

PÆDAGOGER I VERDEN

Om projektet

Men jeg har også set mig selv komme i spil på nye måder, fået spejlet min egen kulturarv, samt fået et dyrebart indblik i den pædagogik, som bedrives heroppe

rundt om bordet, og det bliver skrevet i kalenderen. Til værkstedet hører en båd og en hytte ude i fjorden. Her tager vi brugerne med ud. Ligesom vi arrangerer virksomhedsbesøg. På mandag skal vi ned og besøge Kittat Econo, et værksted, hvor der laves grønlandske nationaldragter. Det er et ønske brugerne har fremsat, og som jeg er tovholder for.

Senere på sommeren skal brugerne og pædagogerne på en flerdages tur til Kangerlussuaq, hvor der skal skydes rensdyr og moskusokser. Og sådan arbejdes der med at danne relationer til brugerne ved at bruge kulturen

Mette Eriksen tog i slutningen af november 2023 til Grønland og her skal hun være i praktik på det beskyttede værksted i Nuuk indtil maj 2024. Det beskyttede værksted har seks værksteder, som brugerne skriver sig op til tre uger ad gangen. De kan vælge mellem kreativt, læder, musik, træ, lys og

som en slags indgangsvinkel til den dybere samtale om livet, hverdagen og det, der lige ligger og trykker.

Min faglighed er kommet i spil på nye måder Jeg har i skrivende stund cirka 2 måneder tilbage af min praktik. Jeg nyder min hverdag, den ubeskrivelige smukke natur, hvor livet leves på naturens præmisser. Mine kolleger er og har gennem hele min praktik været en stor støtte og læringskilde. Indtil videre har jeg lært helt utroligt meget om relationsdannelse, motivation og kommunikation.

Men jeg har også set mig selv komme i spil på nye måder, fået spejlet min egen kulturarv, samt fået et dyrebart indblik i den pædagogik, som bedrives heroppe. Omsorg, inklusion og hjerterum er ikke bare ord, men noget, der i høj grad praktiseres. Jeg græd, da jeg skulle sige farvel til min familie, da jeg rejste herop. Jeg ved også, jeg kommer til at græde igen, når jeg skal sige farvel til det Grønland og de mennesker, jeg har lært at kende heroppe. Mennesker, der har ramt mig og for altid har sat sig dybt i mit hjerte.

Mette Eriksen 330997@via.dk

Studerende ved VIA Pædagoguddannelsen

PÆDAGOGER I VERDEN

Vi har rejst. Vi har oplevet. Vi har lært, og vi er blevet udfordret

Vi er tre pædagogstuderende, der det sidste halve år har været i praktik i en institution for børn med handicaps i det centrale Tanzania. Læs om vores oplevelser, om nytteetik og kulturforskelle. Vores råd til andre studerende, der overvejer international praktik: Gør det!du vil IKKE fortryde.

Af studerende Caroline Jannak Christoffersen, Amanda Kroer og Cathrine Bruhn, VIA Pædagoguddannelsen

PÆDAGOGER I VERDEN

Vores første møde med Tanzania var kaotisk og vildt. Vi landede i Dar es Salaam, en hektisk afrikansk storby. Det var midt om natten, og vi var trætte efter den lange flyvetur. Men da vi kørte fra lufthavnen og til vores hotel kunne vi tydeligt fornemme kaosset i mørket udenfor bilen. Det var fuldstændigt vildt. Varmen ramte os. Alle lugtene. Lydene. Og mennesker overalt. Trafikken var vanvittig, og vi kunne se bål i gaderne. Vi tænkte bare: ”Hvad har vi dog rodet os ud i?”

Vi havde lige mødt hinanden for første gang 17 timer tidligere i lufthavnen i Danmark, så vi kendte slet ikke hinanden. Vi vidste bare, at nu skulle vi være sammen det næste halve år. Det var vildt!

Vores nye hjemby og arbejdsplads

Efter to dages strabadserende køretur på bumpede afrikanske veje ankom vi til Iringa. Iringa er

en by med cirka 700.000 indbyggere i det centrale Tanzania. Det er her, vi har boet og været i praktik de sidste 5 måneder. Og vi er kommet til at holde utroligt meget af Iringa og af den tanzanianske kultur, men det var svært i starten. Vi skulle lære alt.

Vores praktiksted er en institution for børn med fysisk eller psykisk udviklingshæmning. Institutionen hedder Nyumba Ali, der betyder ’huset med vinger’. I Nyumba Ali arbejder de for, at alle børn skal have lige muligheder i livet.

Det er ikke en naturlig grundtanke at have i Tanzania. Mange forældre tror, det er en straf fra Gud, at de får et barn med handicap. Eller at barnet er forhekset. Institutionen får ikke økonomisk støtte fra regeringen. Den bliver drevet af en italiensk NGO, og er derfor afhængig af donationer og frivilligt arbejde.

En af udfordringerne ved at være pædagogstuderende i Tanzania

er, at de ikke kender uddannelsen. De har simpelthen ikke en profession tilsvarende vores. Derfor har vi været nødt til at forklare meget om vores uddannelse og om pædagogisk arbejde. Det har til tider været svært, men i sidste ende har det styrket vores professionsidentitet.

Vi har set, lært og reflekteret

Mange af børnene i vores praktikinstitution har i vores øjne et hårdt liv. På et tidspunkt var vi på hjemmebesøg ved et barn fra institutionen. Barnet er 5 år, og han kan ikke gå selv. Så hans mor bærer ham på ryggen ned ad en bjergside. Der er ingen veje, så hun går på nogle små stier. De bor 500-600 meter oppe på bjerget. Det tager hende omkring 40 minutter at komme ned ad de små stier. De er stejle og svære at gå på. Vi havde selv problemer med at gå der, da vi besøgte dem, selv om vi har gode sandaler. Men hans mor bærer ham altså ned ad bjergsiden hver dag, så

PÆDAGOGER I VERDEN

Vi forstår nu, at møder ikke bliver rykket grundet dovenskab eller ugidelighed, men fordi tanzanianerne vægter relationer højt. Hvis de møder en på vejen, der har brug for hjælp, så hjælper

de

han kan komme ned til bussen og i institution. Når han bliver større, og hans mor ikke længere kan bære ham, ved vi ikke, hvad der sker. I hvert fald bliver han jo ikke ved med at have muligheden for at komme ud.

Generelt har vi set meget fattige kår. Vi var hjemme ved et andet barn. Der boede moderen til leje i en lerhytte. Der var et værelse, og der boede hun og hendes tre børn sammen, fordi hun var enlig mor.

Men vi har på den anden side også set ekstrem velstand. Vi har også været hjemme ved en familie, hvor der var stor overflod. De var overklasse og rige. De havde alt, og vi blev inviteret på mad og

alkohol og alt muligt. Så vi har virkelig set kontraster og meget stor ulighed hernede – men langt de fleste har ikke meget.

Kreativitet er en nødvendighed, når midlerne er få

En af de ting, vi har tænkt meget over er, at børnene - på trods af hårde vilkår og generel mangel på ressourcer - er glade, taknemmelige og fulde af gåpåmod.

I institutionen har de nærmest intet legetøj, sammenlignet med danske institutioner. Men de hygger sig med det, de har, og de kan sagtens bruge en hel dag med 15 klodser og en flad bold.

Vi har lært meget af, at vi også selv er blevet nødt til at tænke ud af boksen. Vi har fx lavet et spil med kapsler fra vandflasker,

lavet bowlingkegler af tomme vandflasker med sand i og så videre. Da det hverken på institutionerne eller privat er økonomisk muligt bare at gå ud og købe legetøj, som vi er vant til hjemme i Danmark.

Nytteetik, afmagt og pædagogik

Vi har set nogle anderledes og også lidt hårdere pædagogiske tilgange, end dem vi kender fra Danmark. Det har til tider været svært at være i. Vi har gennem samtaler med blandt andet læger og andre europæere, som har boet i Tanzania i mange år, fået en forståelse for, hvorfor de handler, som de gør. Vi har stået i etiske dilemmaer, men samtalerne har givet os nye og mere nuancerede perspektiver. Vi har fx set handicappede

PÆDAGOGER I VERDEN

OMCaroline Jannak Christoffersen

315545@via.dk

Studerende

Amanda Kroer

317367@via.dk

Studerende

Cathrine Bruhn

331128@via.dk

Studerende

børn blive bundet fast. Men vi forstår, at det har været i afmagt, fordi de voksne ville beskytte enten det barn, der var bundet fast, eller de andre børn. De har et tydeligt nytteetisk perspektiv i deres pædagogik hernede. De gør det, der gavner flest muligt. Og nogle gange er det at binde et udadreagerende barn, så de andre børn ikke bliver udsat for vold.

Noget andet er, at der generelt mangler hjælpemidler hernede, og det resulterer også i, at børn bliver håndteret hårdere, end hvis de rette hjælpemidler havde været tilgængelige.

Ingen uddannelse og lav løn Arbejdet med udviklingshæmmede børn og unge bliver set ned på af mange i Tanzania. Der er stor prestige i at helbrede syge mennesker. Men helbredelse er ikke muligt for børn med fx cerebral parese, Downs syndrom og autisme, som størstedelen af børnene på Nyumba Ali har.

De fleste ansatte på institutionen er lokale kvinder med hjertet på det rette sted, som arbejder for en meget lav løn. Selvom kvinderne ikke er uddannet inden for området, så gør de hver dag et kæmpe stykke arbejde med de midler og ressourcer, som er tilgængelige.

Vi har lært så meget!

På det personlige plan er vi blevet mere bevidste om vores egen kultur og vigtigheden i at have en åben og nysgerrig tilgang til andre mennesker.

I starten af vores ophold var vi frustrerede over “african time”, samt deres inaktivitet. Når vi har en aftale på et bestemt tidspunkt, kan den sagtens blive rykket flere timer. Og hvis vi fx har en aftale om et vigtigt møde, kan det godt bare være hygge og blive rykket til en anden dag. Som praktikken er skredet frem, er vi begyndt at vænne os til det. Vi forstår nu, at møder ikke bliver rykket grundet dovenskab eller ugidelighed, men

fordi tanzanianerne vægter relationer højt. Hvis de møder en på vejen, der har brug for hjælp, så hjælper de.

Det har også betydet, at vi er blevet mere omstillingsparate. Vi har vænnet os til, at planer hurtigt kan skifte, eller at vi ikke har fået den rette information. Det er noget vi vil tage med os videre i livet. Alt behøver ikke være minutiøst planlagt og nogle gange, skal man bare tage tingene, som de kommer.

Det har til tider været hårdt, men vi ville på ingen måde være oplevelsen foruden. Vi har lært meget både om os selv og om verden. Rent professionelt har vi også fået en masse nye idéer og input, som vi kan tage med os hjem.

Hvis du overvejer en praktik i udlandet, så gør det - du vil IKKE fortryde det.

Hvorfor tog vi til Tanzania?

!Vi er meget glade for at rejse, så det var oplagt for os at kombinere vores rejselyst med faglig læring og udfordring. Det tiltalte os, at vi skulle bo og arbejde i Tanzania i de 6 måneder, som praktikken varer. På den måde fik vi mulighed for at opleve landet, kulturen samt få en helt almindelig hverdag blandt de lokale.

Vi var nysgerrige på, hvordan vi kunne praktisere pædagogik i en anderledes kultur med et andet børnesyn samt, hvordan vi kunne iværksætte pædagogiske aktiviteter med meget få midler.

Udover vores rejselyst og faglige nysgerrighed, var vi også bevidste om, at vi i denne praktik, ville få oplevelser og udfordringer, som vi ikke ville støde på hjemme. Og at vores professionsidentitet både ville blive udfordret og udviklet.

PÆDAGOGER I VERDEN

Af lektor Ellen Louise Volsing, lektor Heidi Tybjerg, adjunkt Mathilde Dalsgaard Olsen, adjunkt Nanna Lykke Kaagaard, adjunkt Stine Grønvald Nielsen, VIA Pædagoguddannelsen

Lad børnene forske med hånd og ånd – en rejseberetning fra Reggio Emilia

Fem undervisere fra VIA Pædagoguddannelsen har besøgt italienske Reggio Emilia. Her fandt de inspiration og oplevede, hvordan en æstetisk og sansebaseret pædagogik kan bidrage til verdensvendt nænsomhed.

I indgangspartiet til børnehaven, Paulo Freire – opkaldt efter en af den kritiske pædagogiks markante stemmer – er der træbjælker og grønne planter. På væggene hænger børnetegninger og andre børneskabte kunstværker. Selvom børnene er blevet hentet, summer lyden af børn i baggrunden, idet

vi træder ind i børnehavens store, åbne fællesrum, la piazza. På dansk: pladsen. Små tv-skærme afspiller videoer af legende, kreativt (ud)forskende og eksperimenterende børn.

Vi får straks fornemmelsen af, at her er rart at være, og at der

er højt til loftet – i mere end én forstand. Institutionen bærer præg af transparens. Der er store vinduespartier, gennemsigtige vægge og åbne rum, som umiddelbart gør det svært at trække sig for sig selv eller gemme sig. Transparensen bidrager på én og samme tid til en fornemmelse af

PÆDAGOGER I VERDEN

lys, luft og plads, samt til overvågning og dokumentation.

Forskning – med hånd og ånd Vi bliver fanget af den forstyrrelse, der er stillet frem til børnene - et billede af en sol. Ikke en tegneseriesol, men vores faktiske sol. Et satellitbillede. Billedet er sat op på et staffeli, og på bordet foran staffeliet ligger materialer.

Der er mange materialer, som er genkendelige fra billedkunstlokalerne i Danmark. Men det er ikke tilfældige farver, slidte pensler, hvidt papir og malerforklæder med tusind pletter. Alle materialer er farvekoordinerede og tilsyneladende nøje udvalgt. Der er også et mikroskop, en lup, en tang. Der er også andre genstande, som ikke umiddelbart er genkendelige, men som vi får lyst til at røre ved, fordi alt ser så indbydende ud. Vi får trang til at gå i gang med at lege –og forske!

Erkendelseslaboratorier

I Reggio Emilia forsker børnene. De observerer og undersøger fænomener ved at håndtere og bearbejde noget konkret i deres omgivelser. Det æstetisk skabende indgår som en integreret del af forskningsprocesserne, og det kan blandt ses i måden, som institutionerne er indrettet på. I Reggio Emilias filosofi omtales rummet som den tredje pædagog. Pædagogen og børnefællesskabet er den første og anden.

Alle daginstitutioner her har et eller flere atelierer – såkaldte erkendelseslaboratorier – som er steder for eksperimenter og forskning. I hver daginstitution er der ansat en atelierist, som har det overordnede ansvar for institutionens atelierer. Atelieristen er ofte uddannet inden for et eller flere æstetiske formsprog, fx musik, billedkunst og dans.

Atelieret understreger vigtigheden af fantasien, æstetikken og af filosofien om de hundrede sprog i dannelses- og erkendelsesprocesserne. Atelieristen og pædagogerne har en intention med deres forstyrrelser, men de

Atelieristen og pædagogerne har en intention med deres forstyrrelser, men de definerer ikke udfaldet af forskningsprocessen. Det er børnene, der –sammen med de voksne – opstiller hypoteser, eksperimenterer, sanser og erkender

Louise Volsing lovo@via.dk

Lektor

Nanna Lykke Kaagaard nalk@via.dk

Adjunkt

Heidi Tybjerg heth@via.dk

Lektor

Mathilde Dalsgaard Olsen malo@via.dk

Adjunkt

Stine Grønvald Nielsen stgn@via.dk

Adjunkt

PÆDAGOGER I VERDEN

definerer ikke udfaldet af forskningsprocessen. Det er børnene, der – sammen med de voksne –opstiller hypoteser, eksperimenterer, sanser og erkender.

Bæredygtighed og empati

I Reggio Emilia oplever vi en holistisk tankegang, der sammenkobler krop, sind og ånd – en tankegang der gennemsyrer deres arbejde med bæredygtighed. Den bæredygtige tankegang har ikke kun fokus på klima, økonomi og genbrug, men er en tanke om at inddrage samfundet og fællesskabet for dermed at spore børnene i retning af et empatisk og verdensvendt blik. Her er der fokus på at passe på det, der er, så fremtidige generationer kan bibeholde og få gavn af det.

På vores anden dag i Reggio Emilia er vi på besøg ved ”Remida, il centro di riciclaggio creativo”, der på dansk oversættes til ReMida – center for kreativ genbrug. For institutio -

nerne er centeret en uvurderlig kilde til materialeforsyning af alt, hvad et genbrugshjerte kan begære. Her er alt fra knapper, plastikrør, metaldåser, møtrikker, porcelæn og stof i alle regnbuens farver og mere til – ting og genstande, som ved første øjekast synes værdiløse, men i et Reggio Emilia-filosofisk blik netop understøtter den fantasi og læring, de gerne vil skabe rum til og motivere i børnene.

De udvalgte genbrugsmaterialer bliver anvendt, moduleret og omskabt gennem børnenes (ud)forskning til fantasifulde og æstetiske udtryk. De understøtter vigtige læreprocesser samt en holistisk og bæredygtig tankegang, hvor fokus på, at alt har værdi, betydning og påvirker hinanden, får en central plads. I Reggio Emilia oplever vi, at projekterne ikke (altid) afsluttes, og at de æstetiske produkter ikke altid kommer med hjem i tasken som trofæ til hylden hos familien.

I stedet skilles og genanvendes børnenes projekter/produkter, så et andet barn kan forske videre, anvende og finde glæde i materialerne. Denne måde at give materialer, idéer og projekter videre kan give børnene en forståelse af at være en del af noget, der er større end dem selv.

Børn dannes igennem dialog med omverdenen

På turens sidste dag præsenteres vi for en video, hvor vi hører begejstrede, italienske børnestemmer fortælle om deres perspektiver på og refleksioner over verdens tilstand – herunder krig, fred, frihed og empati.

Børn på 3, 4 og 5 år fortæller på videoen ivrigt og begejstret om, hvorfor det er vigtigt, at vi som mennesker behandler hinanden ordentligt. Igennem børns æstetiske og sansemæssige (ud) forskning – med pædagogen som lydhør og observerende medforsker og rummet som ’den tredje pædagog’ – åbnes der for en gen-

sidig udveksling eller dialog med omverdenen, hvorigennem børn udvikler en refleksiv nænsomhed over for verden; de lærer simpelthen at tage aktivt stilling til deres omgivelser.

Vi er som undervisere på pædagoguddannelsen optagede af, hvordan vi kan skabe æstetiske og legende læreprocesser. Turen har givet os endnu mere forståelse for vigtigheden heraf og ikke mindst inspiration til, hvordan vi – også i de teoretiske undervisningsgange – kan eksperimentere med forskellige æstetiske måder at bearbejde og udforske teorien på. Det gør vi blandt andet ved at give de studerende mulighed for at udtrykke, forme og reflektere over de forskellige begreber igennem papir, maling, ler samt andre materialer og herigennem skabe en sammenhæng mellem hånd og ånd. Med den øgede bevidsthed om at skabe plads til ’de hundrede sprog’ gennem eksperimente -

rende og skabende processer i undervisningen, samt et eksplicit fokus på være- og bæredygtighed, håber vi at kunne bidrage til, at de studerende udvikler en verdensvendt nænsomhed – og dette gerne i sådan en grad, at de går ud og ‘smitter’ børn og unge i pædagogisk praksis.

PÆDAGOGER I VERDEN

Om Reggio Emilia

Reggio Emilia er en norditaliensk by, der er kendt for sin særlige pædagogiske filosofi og for sine tilsvarende særlige kommunale børnehaver, som drives i kontinuerlig vekselvirkning med byens borgere og byrum. Beskrivelsen ovenfor er fra vores besøg i netop én af disse børnehaver. Noget af det, som særligt springer os i øjnene på vores besøg, er, hvordan rummenes indretning på alle mulige måder inspirerer og inviterer til æstetisk og eksperimenterende udfoldelse og (ud)forskning. På de opstillede stationer, også kaldet zoner, ligger materialer frit tilgængeligt – sirligt anrettet og farvekoordineret. På tilsvarende vis inviteres der også i de udendørs arealer, kaldet parken, til at gå på æstetisk og fantasifuld opdagelse; et væld af forskellige naturmaterialer og æstetiske redskaber er placeret i børnehøjde på de udendørs bord- og bænkesæt.

Reggio Emilias filosofi er grundlagt af den første børnehavechef i kommunen, Loris Malaguzzi. Han var inspireret af mange forskellige pædagogiske tænkere på tværs af pædagogiske paradigmer, herunder blandt andet Maria Montessori, John Dewey, Lev Vygotskij, Jerome Bruner og Paulo Freire for blot at nævne nogle få. Noget af det mest centrale i Reggio Emilias filosofi og pædagogik er, at barnet

betragtes som forskende – og pædagogen som medforskende – og en vigtig del af pædagogens opgave er således at motivere og understøtte børnenes (ud)forskning i verden, blandt andet igennem lydhørhed og dialog, samt at observere og dokumentere denne proces. Ifølge Malaguzzi har et barn ’hundrede sprog’, hvilket kan forstås som en metafor for, at der er utallige måder, hvorpå børn kan nærme sig virkeligheden omkring dem.

Som med alt andet er der selvfølgelig også blinde vinkler i Reggio Emilias filosofi; fx kan man forholde sig undrende over for, hvorvidt det er godt for børn konstant at blive observeret og dokumenteret af de voksne omkring dem. Vi vælger dog i denne artikel at fokusere på at give den inspiration videre, vi selv har tilegnet os i løbet af studierejsen.

Se videoen. Se videoen om studieturen til Reggio Emilia

Om projektet

Fem undervisere fra VIA Pædagoguddannelsen var i efteråret 2023 på studietur til Reggio Emilia for at blive inspireret til egen undervisning og til pædagogiske miljøer i praksis. Deres ønske med rejseberetningen er at skabe et inspirationsvindue til Reggio Emilias filosofi. Filosofien tilbyder perspektiver på, hvordan børn kan gøres til forskere igennem sansemæssig og

æstetisk udforskning af – og vekselvirkning med – verden. Studieturen er delvist økonomisk finansieret af Playful Learnings Nexusfond.

Du kan læse mere om Reggio Emilia her: Carlsen, K. (2021). Reggio Emilia – atelierkultur og utforskende pedagogikk. Fagbokforlaget. På deres hjemmeside.

PÆDAGOGER I VERDEN

Dansk pædagog i den finske skærgård

Even Udsen er uddannet pædagog i Danmark. Kærligheden førte ham til Finland, hvor han har stiftet familie med sin svensk-finske hustru, Heidi. Familien bor på en ø i skærgården, og Even arbejder på den lokale skole. I dag trives han, men det har ikke været helt nemt at falde til i det lille samfund.

Af lektor Erika Zimmer Brandt, VIA Pædagoguddannelsen

PÆDAGOGER I VERDEN

”Jeg blev forelsket!”, svarer Even Udsen, da jeg spørger ham, hvad der fik ham til at tage til Finland. Han smiler.

”Det er 11 år siden, jeg tog af sted. Jeg sagde min lejlighed op. Jeg solgte de fleste af mine ting, og så pakkede jeg resten i bilen. Jeg sagde på gensyn til venner og familie, og så kørte jeg”, fortæller han. Even havde mødt svensk-finske Heidi til en fest i Danmark. Han var forelsket, og han vidste, at hvis forholdet skulle have en chance, så måtte han tage til Finland.

”Da jeg kørte der midt om natten på motorvejen i Sverige med alt, hvad jeg havde, i bilen. Der kunne jeg godt mærke det i maven. Jeg tænkte: Går det?” fortæller Even. Men det gik. For i dag er Even og Heidi gift og har to piger på 9 og 7 år. Familien bor på den lille ø, Nagu i den finske skærgård.

En svær start på arbejdsmarkedet

”Der var meget, der var svært i starten”, fortæller Even. ”Altså bare det, at jeg er uddannet pædagog. I Danmark er pædagoguddannelsen en meget almindelig uddannelse. Sådan er det ikke her. De kender den ikke, og det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg er anderledes her – på godt og ondt”.

”Jeg tror nogle gange, mine kolleger blev helt bange for mig, fordi jeg kommer med den her relationelle tilgang, som de slet ikke kendte. I Danmark lærer vi om de tre p’ er – det professionelle, det personlige og det private. Vi lærer at bruge os selv, og vi går ind i relationerne. Det kunne jeg godt mærke, de syntes, var mærkeligt. I Finland er der ikke tradition for at arbejde relationelt på den måde”.

”Så jeg er jo anderledes heroppe. Også fagligt. Og det gjorde det ikke nemt. De første jobs, jeg havde, trivedes jeg ikke i”, fortæl-

Jeg er rigtig stolt af, at jeg med min faglighed har kunnet sætte nogle rammer, der gør ham så tryg, at han nu kan være meget mere med i klassen end tidligere

Baggrund

Der er flere forskelle på det danske og det finske skolesystem.

Fx får de finske skoleelever skolemad. Skolen lægger mere vægt på disciplin og fag, til gengæld har eleverne langt færre undervisningstimer end i Danmark. Læreruddannelsen er en universitetsuddannelse på 4 – 6 år i Finland, og den har høj status. Omkring 15% af de unge finner, der søger læreruddannelsen, kommer gennem nåleøjet og bliver optaget.

Den finske skole er kendt i hele verden for deres gode resultater i Pisa-test.

I Finland findes både finsksprogede og svensk-sprogede skoler. Even understreger, at han arbejder på en svensk-sproget skole. Finlandssvensk er modersmål for omkring 6% af den finske befolkning.

PÆDAGOGER I VERDEN

ler Even. Han startede med at arbejde på et plejehjem, og han nåede også at arbejde i to forskellige børnehaver, inden han fandt sin rette hylde.

”Jeg endte faktisk med både at få stress og blive depressiv. Jeg vidste det ikke på tidspunktet, men jeg var alt for presset. Alting er meget småt her. Det er et lille samfund, og det er de samme ansigter, man ser hele tiden. Jeg følte mig ekskluderet og udsat i personalegruppen, og jeg følte aldrig, at jeg havde fri”.

Et jobskifte til det bedre Even fik tilbudt at blive overflyttet

til den lokale, svensk-sprogede skole i stedet. Et tilbud han takkede ja til.

”Jeg arbejder på den lokale skole, Kyrkbackens skole, der er en lille ø-skole med godt 100 elever. I Danmark ville man sige, at jeg arbejder som inklusionspædagog – her er min officielle titel timelærer. Jeg er støtte for en dreng i 5. klasse, der har store udfordringer. Så jeg er ansat til at støtte ham”.

Det sociale skal også udvikles

Even fortæller, at den elev, som han støtter, er en af de elever, der er presset i et skolesystem, der fokuserer så meget på faglighed

og ikke er opmærksomme på relationens betydning. Evens erfaring er, at den faglighed og forståelse for relationer, som han har fået gennem sin danske pædagoguddannelse, gør hele forskellen.

”Hele det første år, hvor jeg arbejdede her, kunne den elev, som jeg er støtte for, ikke deltage i klassen. Men der er sket store ændringer. I dette skoleår har han været med i 75% af lektionerne i klassen. Og året før jeg kom, der var der 52 magtanvendelser på ham. I de halvandet år, jeg har arbejdet her, har der været to. Og de var begge to i den første uge af min ansættelse”.

Jeg har en basisviden og en helt anden faglighed end lærerne. Jeg kan skabe relationer. Jeg ved noget om gruppedynamikker og om håndtering af konflikter

PÆDAGOGER I VERDEN

”Jeg er rigtig stolt af, at jeg med min faglighed har kunnet sætte nogle rammer, der gør ham så tryg, at han nu kan være meget mere med i klassen end tidligere. Når han er i klassen, udvikles det sociale også, før var han rigtig meget alene”.

Respekteret for sin faglighed I takt med, at lærerne kunne se, at Evens tilgang virkelig hjalp drengen, så har Even oplevet en ny respekt. Nu er han ikke kun anderledes. Han er anderledes, men også respekteret for sin faglighed.

”Jeg kan mærke, at jeg i skoleverdenen her bliver set som en inspirationskilde. Jeg har en basisviden og en helt anden faglighed end lærerne. Jeg kan skabe relationer. Jeg ved noget om gruppedynamikker og om håndtering af konflikter. Der er mange elever – også i Finland - der har brug for specialpædagogisk støtte, og der giver min

viden nye muligheder, som de ikke kendte her i forvejen”.

Et liv tæt på naturen

Livet på den lille ø Nagu i den finske skærgård er også et liv tættere på naturen end livet i Danmark, fortæller Even. Hvis de skal i biografen, skal det planlægges i forvejen, og de skal med færge til en anden ø for det. Det leder naturligt til, at naturen bliver brugt meget - både privat og professionelt. Fx har de på Kyrkbackens skole et fag, der hedder skærgårds-kundskab.

Fremtiden

Så det tog tid for Even at lande på sin rette faglige hylde i Finland. Men nu er han så glad for sit arbejde, at han svarer ja uden betænkningstid, når han bliver spurgt, om han skal arbejde i den finske skoleverden resten af sit arbejdsliv.

”Jeg synes, det har været spædende at opleve, at jeg fagligt kan

inspirere andre. Og specielt i forhold til de børn, der har det svært og som måske ikke lige passer ind i kasserne. Så måske opretter jeg på et tidspunkt en konsulentvirksomhed. Men udgangspunktet i det finske skolesystem, det vil jeg fortsat have”.

videoen. Se videoen om det nye naturfag om skærgården

Se

PÆDAGOGER I VERDEN

Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

Dansk pædagogik i Japan: Vi udvikler fællesskaber og forandringer

Trine Villemoes er uddannet pædagog og har boet i Japan siden 2019. Hun underviser på noget, der minder om en højskole med fokus på dansk pædagogik og demokrati. Skolen ligger i et lille samfund, der blev smadret under tsunamien i 2011. På højskolen er formålet at genopbygge samfundet og styrke fællesskabet ud fra et dansk pædagogisk sigte.

Trine Villemoes rejste til Japan som nyuddannet pædagog. Hun er ansat i non-profitorganisationen SET, der har meget tilfælles med de danske højskoleværdier. Trine er ansat i en afdeling, der hedder Change Maker’s College, hvor hun underviser i dansk pædagogik.

“Vi arbejder med community development – med at udvikle fællesskaber. Det er en organisation, der er helt unik for japanske standarder på den måde, at det er unge

mennesker, der helt fra bunden har bygget det op. De har overvundet, jeg ved ikke, hvor mange kriser i løbet af de sidste 12-13 år. De ankom til et sted, der var fuldstændig ødelagt af en tsunami - så gik de bare i gang med at genopbygge stedet,” siger Trine. Hun uddyber og fortæller, hvordan stedet igen blev slået tilbage, da coronaen væltede ind over Japan og var ved at ødelægge hele projektet. I følge Trine er det først nu, det er begyndt at stabilisere sig igen.

Foto: Trine Villemoes

PÆDAGOGER I VERDEN

Det er mennesker, der har så meget passion for det, de gør - for at gøre verden til et bedre sted. Det synes jeg er fantastisk at opleve. Det sætter ens liv i perspektiv

“Det er mennesker, der har så meget passion for det, de gør - for at gøre verden til et bedre sted. Det synes jeg er fantastisk at opleve. Det sætter ens liv i perspektiv,” siger Trine.

Vild med global pædagogik Allerede tilbage på pædagoguddannelsen kastede Trine sin kærlighed på global pædagogik. Og især den japanske kultur og sprog havde hendes store interesse. En interesse hun har haft siden hun var barn.

“Da jeg var 10 år gammel, gik jeg til klaver. Min klaverlærer havde sådan en fin lille notesbog fyldt med japanske skrifttegn, jeg elskede at kigge i. Det var mere interessant end at spille klaver,” siger Trine og smiler. Hun tilføjer, at hun også var helt vild med de mange japanske tegnefilm, der kom frem, da hun var barn.

"Jeg synes også, at det japanske sprog er fantastisk. Der er rigtig

mange finesser og en helt særlig detaljeorientering. Meget mere nuanceret end både dansk og engelsk. Den måde de udtrykker sig på, er med til at bevare deres kulturhistorie,” siger Trine, der fortæller, at hun desværre ikke kunne komme i praktik i Japan under uddannelsen på grund af nogle lovmæssige forhold. Men efter endt uddannelse fik hun, via Nordfyns højskole, en kontakt til Japan.

Store kulturelle og pædagogiske forskelle

Hun fik hurtigt arbejde i en lillebitte lokal børnehave i Hirota. En ‘nursery school’, der svarer til en blanding af en integreret institution og en engelsk ‘pre-school’. I Japan har de ikke en 0-klasse eller før-skole SFO. Det år barnet fylder 6, starter det i skolen.

I børnehaven ville Trine undersøge forskellen mellem dansk og japansk pædagogik. Hun peger på, at der er store kulturelle forskelle, hvor de danske pædagogiske vær-

dier handler om demokrati, dialog og personlig udvikling. Mens de i Japan er meget mere fokuseret på disciplin.

“Det her med at sidde pænt, snakke korrekt i forhold til hierarkiet. Og følge strømmen. Et af de største kulturelle chok, jeg har oplevet, er det med at arbejde i øjenhøjde med børnene. Det gør man bare ikke i Japan! De voksne står op eller sidder ned og snakker ned til børnene. I fysisk forstand. Men de gør det også i sproget. Ikke fordi de bruger nedladende ord, men det er tydeligt et voksensprog og den voksne, der taler ned mod og til barnet,” siger Trine, og tilføjer, at det måske er lidt anderledes i Tokyo og på større internationale steder.

Du må ikke være til besvær Hun fortæller, at pædagogerne snakkede om, at hun lå nede på gulvet og tumlede med børnene, hvor de slog kolbøtter og øvede motorikken.

Foto: Trine Villemoes

PÆDAGOGER I VERDEN OM

Trine Villemoes

Trine er uddannet pædagog. Siden 2019 har hun boet og arbejdet i Japan som børnehavelærer og som projektleder, facilitator og kommunikations- og uddannelseskonsulent på Change Maker’s College under NPO SET. Hun er medstifter af Canvaship Pedagogue Lab. og Co-repræsentant for IFAS.

I de sidste 5 år har hun undervist i dansk pædagogik i Japan. Gennem sit arbejde har hun lært en masse om det japanske uddannelsessystem, for at skabe en bro mellem Danmark, Japan og resten af verden.

“Jeg blev prikket på skulderen af en af mine kollegaer, der sagde: du skal rejse dig op, når mor og far kommer og henter deres barn. Det der dur ikke. Jeg tænkte: Nå, okay. Jeg troede, de ville blive glade for at se, at deres barn hyggede sig,” siger Trine og tilføjer: “Det er bare anderledes. En meget autoritativ pædagogik - konsekvenspædagogik”. Hun forklarer videre, hvordan du i den japanske kultur, ikke må være til besvær, ikke være i vejen for andre.

“Det er jo fint nok, at du er bevidst om dine omgivelser og medmennesker. I Japan tager de sig af hinanden. Men bagsiden er, at hvis du hele tiden har det som din grundindstilling, så glemmer du også dig selv i det. Eller du lægger en dæmper på dig selv. Du må slet ikke være til besvær, ikke være i rummet. Det er som en følelse af, at du skal være usynlig og falde i et med væggen,” siger Trine. Danske pædagogiske værdier Ved siden af arbejdet i børneha-

ven, var Trine knyttet til Change Maker’s College på frivillig basis. Så da hun på et tidspunkt blev mentalt træt af de store kulturelle forskelle i børnehaven, og hendes meget lille råderum til at gøre det, hun følte var pædagogisk korrekt, søgte hun, og fik arbejde på højskolen.

“Der var stadig corona, og jeg var slet ikke klar til at forlade Japan og rejse hjem til Danmark. Heldigvis fik jeg mulighed for at deltage i et udviklingsprojekt på

Change Maker’s college, hvor vi skulle skabe nogle kulturelle aktiviteter. Så i december 2021 blev jeg ansat som koordinator,” siger

Trine. Hun underviser i basispædagogik, der primært handler om at introducere deltagerne til, hvad en pædagog laver i Danmark. Om danske pædagogiske værdier, i kommunikationsteori og i, hvad leg gør for læring.

En kulturændring

Trine fortæller, at højskolefæno -

menet ikke er så kendt i Japan, men efter coronaen er der flere og flere, der får øjnene op for det. Men det er stadigvæk en niche. Og ifølge hende passer det heller ikke helt ind i den japanske kultur. Men der er en lille tendens til, at japanerne begynder at blive opmærksomme på deres eget værdisæt.

“Vi har observeret, at der er flere studerende, som snakker om deres mentale helbred, og som er i tvivl om, hvad de vil i forhold til arbejde og karriere. Vi møder også flere, der overvejer at tage en pause i deres karriereliv - stille og roligt begynder det at rulle,” siger Trine.

Pludselig får de stjerner i øjnene Trine laver også workshops i forskellige pædagogiske emner for pædagogisk personale i børnehaver. Og for sygeplejerskestuderende, som gerne vil have et pædagogisk input til deres arbejde med syge børn. Hun fortæller, at

PÆDAGOGER I VERDEN

Hun fortæller, at de lige nu oplever et større skifte i det japanske uddannelsessystem. Der er blandt andet flere forskere, der er interesserede i dansk pædagogik

de lige nu oplever et større skifte i det japanske uddannelsessystem.

Der er blandt andet flere forskere, der er interesserede i dansk pædagogik.

“Det fedeste ved mit arbejde er at møde de her unge mennesker.

Som står der, og er i tvivl om, hvad de gerne vil. Lige pludselig finder

de en vej, og så får de bare stjerner i øjnene. Det var lige præcis derfor, jeg gik ind i den pædagogiske verden i første omgang!

De små solskinshistorier – som at møde et barn, der pludselig lærer at binde sine snørebånd. Når noget pludselig lykkes - det er jo fantastisk. At se deres verden, deres perspektiv - lige pludselig giver det mening,” siger Trine, der nok flytter hjem til Danmark fra Japan efter sommerferien, hvor hun starter på pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet.

Foto: Trine Villemoes

TANKEBOBLER

Verden er så stor, så stor

Om SFO-Sofie

SFO Sofie er pædagog i skolereformens malstrøm. Hun tager afsked med fritidspædagogikken og får nye arbejdsopgaver, nye kollegaer og ny ledelse.

Med sig i malstrømmen har SFO Sofie blandt andet børnene, forældrene, kollegaerne (både pædagoger og lærere), skoleledelsen og kommunen.

Følg SFO Sofies arbejdsliv på bloggen , på Twitter og på Facebook

TANKEBOBLER

Studerende på Folkemødet: Vi lærer at stole på os selv

8 studerende fra VIAs pædagoguddannelse tog sammen med to undervisere på studietur til Folkemødet på Bornholm. Det kom der både pædagogfaglighed, politisk bevidsthed og fællesskab ud af.

Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

TANKEBOBLER

"Jeg har tit tænkt, at når vi har været på studietur til Berlin, Paris eller et andet fedt sted, er det jo altid fedt og studierelevant. Men der er ingen tvivl om, at Folkemødet i mindst lige så høj grad var fedt og fagligt,” Cæcilie Grauert, studerende på VIA Pædagoguddannelsen.

Sammen med 6 andre studerende og 2 undervisere har hun og Frederikke Wichmann været på studietur til Folkemødet på Bornholm. Hjemmefra havde de forberedt, hvilke oplæg de gerne ville høre. Både pædagogfaglige og mere politiske oplæg om pædagogers arbejdsforhold.

Festival vibe

Det var deres underviser, der foreslog, at holdet skulle af sted. Igennem Camp Ung Agenda, der har til formål at engagere flere unge mellem 16 og 30 år i Folkemødet, fik de studerende betalt for både transport og ophold.

“Vi snakkede om, at der var sådan lidt festival vibe over det. At bo i telt med ens studiekammerater.

Det kunne da være rimelig grineren. Og gøre det samtidig med, at vi bliver rystet sammen. På det tidspunkt kendte vi ikke hinanden så godt. Vi havde jo kun gået sammen et par måneder, hvoraf de 10 uger var praktik. Og man lærer altså hinanden godt at kende - på både godt og ondt - efter 3 dage uden bad,” siger Frederikke og griner.

Pædagoger skal turde stå frem

Både hun og Cæcilie fortæller, hvor vigtigt det er, at pædagoger og pædagogstuderende kommer ud og hører noget om vilkårene for pædagoger og pædagogisk arbejde.

de forskellige havde at sige om det,” siger Frederikke.

En af de opgaver de studerende havde fået med hjemmefra var, at de skulle stille et spørgsmål til hvert foredrag, de hørte.

“Det er vigtigt, at vi som pædagoger viser børnene, de unge eller hvem vi nu arbejder med, at vi tør stå frem. Ved at gøre det, lærer vi dem, at det ikke er farligt at turde stå frem og være den, du er. Se –det her kan jeg. Jeg er et unikum. Vi skal jo være deres forbilleder,” siger Cæcilie og fortsætter:

Det er vigtigt, at vi som pædagoger viser børnene, de unge eller hvem vi nu arbejder med, at vi tør stå frem. Ved at gøre det, lærer vi dem, at det ikke er farligt at turde stå frem og være den, du er

“Det er et ret svært job og en ret lousy løn. Og arbejdsvilkårenenormeringer fx. Det er vigtigt, at vi får indsigt i det. Der blev snakket om, at der er mangel på pædagoger. Men hvis nu arbejdsvilkårene, normeringerne og lønnen var lidt bedre, så ville det måske slet ikke være så stort et problem. Det var meget spændende at høre, hvad

“Og ved at prøve det på egen krop, kan vi nemmere forstå, hvordan det føles, og nemmere overføre det til vores pædagogiske arbejde. For det var da også super grænseoverskridende for os selv at skulle række hånden op. Det, der med at skulle sige noget til de der vildt kloge mennesker. Og tænke: det er sikkert sådan et eller andet dumt spørgsmål. Men det er jo sindssygt lærerigt. Og stille og roligt bliver vores grænser rykket.

TANKEBOBLER

Det er virkelig noget, jeg mener, er godt at få med i pædagogfaget,” siger Cæcilie. Og Frederikke tilføjer:

“Nå, men nu har jeg altså spurgt en politiker om et eller andet. Så kan jeg da også godt finde ud af at klæde mig skørt ud til fastelavn. Og opføre mig fuldstændig latterligt. Hvor fedt - altså det der med at presse sine grænser. Og så inspirere på den måde. Det tror jeg, er noget vigtigt, vi har lært på turen”.

Det fedeste er sammenholdet

Begge fortæller de, at det var en rigtig god cocktail af både faglighed, politiske input og så sammenholdet med klassen.

“Altså foredragene var rigtig spændende - de fleste af dem – men jeg tror, at det fedeste - det var altså sammenholdet på klassen efterfølgende. Der rykkede vi virkelig tættere sammen. Vi har fået et rigtig godt fællesskab ud af det. Ej – kan du huske... og sådan noget,” siger Frederikke.

Og Cæcilie er helt enig. Og så føler hun også, at det er sejt at blive mere selvsikker.

har jeg taget med mig tilbage. Og selvom du ikke har den samme mening som foredragsholderen, så betyder det ikke, at du er forkert på den. Det giver et godt billede af, hvordan vi ser forskelligt på tingene – verden er subjektiv. Det er vigtigt at være opmærksom på som pædagog,” siger Cæcilie, der ligesom Frederikke sagtens kunne finde på at tage endnu en omgang på Folkemødet - især, hvis det er sammen med andre fra deres klasse.

“Det var godt at lære, at vi sagtens kunne være uenige med nogle af dem, vi tænker er meget klogere end os. Jeg lærte, at det er ok at stå op for min egen mening. Det

Det var godt at lære, at vi sagtens

kunne

være uenige med nogle af dem, vi tænker er meget klogere end os. Jeg lærte, at det er ok at stå op for min egen mening. Det har jeg taget med mig tilbage

Grauert studerende

Frederikke Wichmann pædagogstuderende

Cæcilie og Frederikke læser begge til pædagog på VIA i Grenaa. Cæcilie har valgt specialiseringen Skole- og fritidspædagogik, mens Frederikke har Social- og specialpædagogik.

Cæcilie

ANMELDELSE

Af pædagog Rikke Smedegaard Hansen

Boganmeldelse: Når gode mennesker handler ondt

mulige løsninger på et vildt problem

Jeg har for nylig læst sidste side i den nye udgave af “Når gode mennesker handler ondt”. Den første udgave udkom i 2013, men den nye udgave, der udkom i efteråret 2023, er på mange måder en helt ny bog. For, hvor den første udgave viste problemerne, så vil Dorthe Birkmose

mere i den nye udgave. Hun vil diskutere løsninger. Jeg har ærlig talt svært ved at styre min begejstring.

Jeg har været kæmpe fan af Dorthe Birkmose siden den første udgave kom. I den satte hun ord på et tabu: nemlig, at vi

alle kan handle ondt. At forråelse er noget, der kan ske for os alle, fordi vi er mennesker.

Men den nye udgave er genial. Den er opdateret med ny viden og nye refleksioner ud fra Dorthe Birkmoses egne personlige erfaringer. Den er letlæst, så alle kan

være med - også studerende.

Og så beskriver den både alt det komplekse og byder på mulige løsninger.

I den nye udgave af ‘Når gode mennesker handler ondt’ viser Dorthe Birkmose sig endnu engang som en både modig og

ANMELDELSE

Bogfakta

!Titel: Når gode mennesker handler ondt –mulige løsninger på et vildt problem

Forfatter: Dorthe Birkmose

Sideantal: 272 sider

Forlag: Syddansk Universitetsforlag

Bogen er anmeldt af Rikke Smedegaard Hansen

Rikke Smedegaard Hansen er pædagog, forfatter til fagbogen ‘Ida er pisseprovokerende’ - og så er hun debattør og foredragsholder. Vi har tidligere skrevet et portræt af Rikke – det kan du læse her

Email: r.smedegaard@outlook.dk

Pædagogisk Extrakt podcast har lavet to episoder med Dorthe Birkmose om forråelse og mulige veje frem:

Vi skal turde indrømme, at forråelse er en risiko Faglighed kan mindske risikoen for forråelse

skarp fagperson. Hun formår som få at skrive om komplekse faglige problematikker - og tilmed med humor - og så stikker hun kniven ind, hvor det gør allermest ondt.

Det gør ondt, at vi alle kan handle ondt. Endda i den tro, at vi gør det i den gode sags tjeneste. Tænk fx på dengang, vi sendte piger til Sprogø. Eller dengang grønlandske børn blev hentet til Danmark. Det gør ondt, at vi alle kan begå små onde handlinger i vores hverdag. Ofte tankeløst og utilsigtet.

Men Dorthe Birkmose giver også håb, fordi hun maner til omtankeog eftertanke. Og fordi hun endnu engang bryder et tabu, så vi kan begynde at tale om det, vi synes er for svært. Det, vi ikke vil se i øjnene.

Nye perspektiver, dilemmaer og en vej frem

“Forråelse sker, når jeg holder op med at tænke på mit medmenneske som et menneske.”

Ordene er ikke mine, men Dorthe Birkmoses. De ramte mig, fordi det er præcis sådan, jeg får det, hvis jeg bliver rigtig irriteret på, eller provokeret af et barn, en kollega, en forælder. Eller hvis jeg er under for stort pres i forhold til mine arbejdsopgaver. Så kan jeg glemme at sætte mig i den andens sted. Glemme, at det kunne være mig selv. Jeg kan glemme det vigtige perspektivskifte – at spørge mig selv: ”Hvis det nu var mig, som var i den andens sted, hvordan ville jeg mon så opleve den her situation? Ville jeg virkelig ønske at provokere eller irritere? Hvad ville jeg have brug for?”

Dorthe Birkmose har endnu en gang åbnet mine øjne for nye perspektiver - og mindst lige så mange dilemmaer. Men hun viser også en vej frem. Hun peger på, at vi alle har et ansvar. Hun minder os om, at politiske beslutninger ikke er naturbestemte love. Politiske beslutninger og prioriteringer af noget, vi selv

kan være med til at påvirke. Faglighed er politisk Jeg har skrevet fagbogen ’Ida er pisseprovokerende’ og holder foredrag om følelsers vigtighed i pædagogisk arbejde. I den forbindelse har jeg mødt Dorthe Birkmose, talt med hende og hørt hende holde oplæg.

En gang fik jeg et par kritiske tilbagemeldinger efter et af mine egne oplæg. Det var for politisk, stod der. Jeg var provokerende, mente en enkelt endda. Først blev jeg ærgerlig. Ligefrem ked af det. Men ved nærmere eftertanke, så blev jeg egentlig lidt stolt.

Som pædagog arbejder jeg med at drage omsorg for mennesker. Det gør jeg i et system, som er politisk styret. Hvis jeg ikke tør være politisk, så får jeg ikke mulighed for at få indflydelse.

Vi må finde løsninger Dorthe Birkmose skriver, at hun ser frem til at drøfte mulige løs-

ninger med andre velfærdspolitisk engagerede mennesker. For hun er på ingen måde færdig med at lede efter løsninger på forråelse som et vildt problem. Og hun er ikke tilfreds. Og det bør vi heller ikke være, skriver hun. Og fortsætter: “Forhåbentlig kan vores fælles utilfredshed motivere os til at blive ved med at søge, finde, drøfte, og udtænke løsninger på knapheden, det psykiske slid og de forråede kulturer.”

Jeg er med Vi er allesammen bare mennesker, som har brug for hinandens omsorg. Og vi kan alle handle ondt. Lad os stå sammen om at finde ud af, hvordan det kan undgås.

Et sted at starte er at læse ’Når gode mennesker handler ondt’. Bogen får mine varmeste anbefalinger.

SAMMEN BLIVER VI KLOGERE

Af pædagog Lise Bukholt Frederiksen og pædagog Grete With Søderberg, Stoholm skole

Stoholm skole deltog i EU-projekt om børns aktive deltagelsesmuligheder

Vi har især ladet os inspirere af de svenske og de italienske tilgange i projektet på Stoholm skole. Derfor arbejder vi med børneparlamentet, og vi anbefaler andre at hoppe ud i det og arbejde mere med social inklusion.

SAMMEN BLIVER VI KLOGERE

Stoholm Skole har de seneste tre år deltaget i et ERASMUS+ projekt 'Social inklusion og deltagelsmuligheder' i et børneperspektiv.

I projektperioden fik vi ro og tid til at nørde med pædagogikken, da vi forpligtigede os til at afprøve tilgange, metoder og aktiviteter på tværs af deltagerlandene.

Aktive deltagelsesmuligheder som fokuspunkt

Da vi gik ind i projektet, var vi især optagede af, hvordan vi kunne skabe flere aktive deltagelsesmuligheder for børnene i Stoholm skole og SFO. Det er vigtigt for os, at alle børn bliver hørt. Og at børnene kan mærke, at de er værdifulde for fællesskaberne. Samtidigt ville vi gerne, at børnene fik en oplevelse af at kunne mestre og lykkes, når de bød ind.

Men spørgsmålet var, hvordan vi kunne gøre det? Vores erfaring fra projektet er, at det ikke er nemt og ligetil. For os var det nyttigt at være bevidste og åbne om, at det

også er nyt for os professionelle.

Ligesom vi til dagligt arbejder med børnenes nærmeste udviklingszone, arbejdede vi i projektet også med vores. Vi gav hinanden lov til at starte i det små – med fx en mindre gruppe børn eller med en enkelt aktivitet – inden vi kastede os over de større ting.

Vores ambition er, at vi gerne vil skabe en mere socialt inkluderende kultur blandt os selv og vores kolleger. Men vi startede altså med mindre eksperimenter.

Børneparlamentet – en inklusionsmetode faciliteret af børn Et af de tiltag projektet har resulteret i, er Børneparlamentet. Vi ønskede med Børneparlamentet at lave en struktur, hvor børns medbestemmelse og aktive deltagelsesmuligheder blev en mere naturlig og fast del af både skolen og SFO’en.

Børneparlamentet består kort fortalt af to børn fra hver klasse i indskolingen - en dreng og en

pige. Der afholdes møde én gang hver måned i cirka 30 minutter.

Når Børneparlamentet holder møde, har børnene mulighed for at komme med forslag til aktiviteter, udflugter, fester, diverse indkøb med mere. Derudover består klasserepræsentanternes rolle i at indsamle forslag fra de klassekammerater, de repræsenterer i Børneparlamentet.

Vi oplever, at børnene gennem Børneparlamentet har større mulighed for at deltage aktivt, og at de er bevidste om, at de er medbestemmende.

Medbestemmelse fornyer pædagogisk praksis

I arbejdet med Børneparlamentet var vi især inspireret af de italienske og svenske deltagere i projektet. Vi har fået større fokus på børnenes ressourcer, da vores didaktiske tilgang er orienteret mere mod at forstørre det, som lykkes for børnene - og som derved understøtter endnu flere succesoplevelser.

Vores opgave som pædagoger har på den måde forandret sig. Vi inviterer nu børnene mere ind i processen, hvor de før kun var en del af selve aktiviteten

SAMMEN BLIVER VI KLOGERE

Vi ønskede med Børneparlamentet at lave en struktur, hvor børns medbestemmelse og aktive deltagelsesmuligheder blev en mere naturlig og fast del af både skolen og SFO’en

Efter at børnenes medbestemmelse er blevet styrket, ser vi også en fornyelse af vores pædagogiske praksis. Børnenes interesser og bidrag er med til at give plads til andre kulturelle koder for leg, rutiner, aktiviteter og samspil end fritidstilbuddets gængse. Børnenes egne perspektiver og selvinitierede aktivitetsforslag bliver derfor helt centrale for, hvilke meningsfulde deltagelsesmuligheder alle børn får i de forskellige børnefællesskaber.

Vi inviterer børnene tidligere ind Vi har erfaret, at vi lykkes bedst med at skabe aktive deltagelsesmuligheder for børn, når vi inviterer børnene ind så tidligt som muligt i planlægning af aktiviteten. På den måde bliver børnene inddraget i en didaktisk reflektionsproces, hvor vores opgave bliver at understøtte børnenes proces ud fra zonen for nærmeste udvikling. Vores opgave som pædagoger har på den måde forandret sig. Vi inviterer nu børnene mere ind i processen, hvor de før kun var en del af selve aktivi-

teten. Grundlæggende oplever vi, at det er processen, der skaber deltagelsesmuligheder og selve aktiviteten, som giver det enkelte barn en oplevelse af at have værdi for fællesskabet.

Implementering I forbindelse med den daglige implementering, har det været vigtigt for os, at vores andre kollegaer også blev en mere naturlig del af forandringerne, og dermed også den kulturfortælling vi har omkring social inklusion i institutionen.

Børneparlamentet mødes en gang om måneden, hvor de forskellige aktiviteter i årshjulet løbende drøftes og hvor børnene, som en naturlig ting, er en del af den didaktiske planlægning.

Vi har tidligt i projektet også inddraget ledelsen, lærere og forældre i de forskellige processer. Dette både via vores MED-udvalg, i visionsgruppen i forbindelse med bygning af ny skole, med børnenes opslag i SFO’en og mails til foræl-

drene, for her også at understøtte de børn, som havde brug for lidt ekstra opbakning hjemmefra. På den måde er også forældresamarbejdet på en anden måde blevet rettet mod børnenes succeser og positive bidrag til børnefællesskaberne.

SAMMEN BLIVER VI KLOGERE

Vores anbefalinger til andre praktikere, der gerne vil arbejde med social inklusion og aktiv deltagelse i et børneperspektiv:

1

Hop ud i det. Find modet til at give slip på overblikket en tid, og du vil opdage, at børn kan og vil gerne tage ansvar. De vokser af det - både personligt og i det sociale samspil. Børn kan godt, og resultatet er fantastisk. Man skal kende til børnenes nærmeste udviklingszone, for de skal guides, og man skal være der, så det ikke ender i nederlag og gråd.

3 2 4

Arbejd systematisk med metoder og kvalitetssikring. På den måde sikrer I, at I rent faktisk arbejder socialt inkluderende og inviterer ind til aktive deltagelsesmuligheder - så det ikke bare bliver rent proforma.

Det skal være en fælles kulturændring. Så alle i personalegruppen og ledelsen skal være med på det, for det er svært at ændre kulturen. Der skal arbejdes fagprofessionelt, så gode intentioner ikke resulterer i yderligere eksklusion og børn, der oplever sig forkerte og ikke føler, at de slår til.

Lise Bukholt Frederiksen lbf@hilltop.dk

Pædagog

Grete With Søderberg gws@viborg.dk

Pædagog på Stoholm skole

Husk, at alle børn kan, hvis bare vi giver dem lov og hjælper dem i processen.

SAMMEN BLIVER VI KLOGERE

Af lektor David Thore Gravesen og lektor Lea Ringskou, VIA Pædagoguddannelsen

EU-projekt: Inddragelse og deltagelse skaber konklusion

Hvad sker der, når pædagoger, lærere, børn og forskere fra Danmark, Sverige, Estland, Italien og Schweiz samarbejder om at øge inklusionen med afsæt i børns oplevelser og perspektiver?

Det virker så oplagt, at det næsten er banalt at påpege. Men arbejdet med at øge inklusion stopper ikke ved landegrænsen. Det er en fælles bestræbelse. Og det giver mening at lære af hinanden, samtale med hinanden og eksperimentere sammen – også på tværs af lande.

lærere, fritidspædagoger, forskere og elever fra i alt fem europæiske

lande: Danmark, Sverige, Estland, Italien og Schweiz. Projektet udforsker og udvikler strategier til at øge elevers inddragelse, deltagelse og inklusion på tværs af fritidsinstitutioner og skoler.

miljøer. I rapporten 'Education at a Glance' fra 2018 peger OECD på, at oplevelser af eksklusion og isolation kan have stor indvirkning på elevers præstationer og generelle trivsel.

deltagende lande var, at de gav udtryk for, at de følte sig mere motiverede, når de blev inddraget i alle faser af de pædagogiske processer. At blive hørt, bidrage og opleve, at ens stemme bliver taget alvorligt og får konsekvenser i hverdagen, er altafgørende for elevers lyst til deltagelse og oplevelse af at blive inkluderet.

Tanken bag forskningsprojektet 'Social Inclusion through Pupil's Participation' er, at inklusion går gennem inddragelse og deltagelse. Men også, at faglig viden bliver skabt i forsknings- og udviklingsprocesser, hvor vi lærer sammen og også af hinanden på tværs af lande. I projektet deltager

Sammen udviklede vi en række pædagogiske tilgange og aktiviteter, der alle var baseret på elevernes ideer og perspektiver.

Motivation hænger sammen med inddragelse

Det overordnede mål med projektet var at forebygge social eksklusion og isolation blandt elever i pædagogiske skoler og fritids-

Forsker: Hvem bestemte, hvad I skulle? Lærerne eller pædagogen?

Barn: Nej, det var faktisk os. Pædagogen fortalte, at vi skulle prøve noget, men vi bestemte selv. Projektet handler om, at børn skal bestemme mere.

Ovenstående ordveksling er fra den danske del af projektet. Fælles for eleverne i alle fem

Børns perspektiver som afsæt I projektet spurgte vi: Hvordan kan elevers oplevelser og perspektiver bruges som afsæt for at fremme social inklusion inden for pædagogiske miljøer? Og videre: Hvordan kan pædagoger og lærere understøttes i at udvikle, implementere og evaluere nye strategier, der bidrager til mere inddragelse, deltagelse og inklusion i skoler og fritidsmiljøer?

Forsker: Hvem bestemte, hvad I skulle? Lærerne eller pædagogen?

Barn: Nej, det var faktisk os. Pædagogen fortalte, at vi skulle prøve noget, men vi bestemte selv.

Projektet handler om, at børn skal bestemme mere

SAMMEN

BLIVER VI KLOGERE

Måden vi som forskere arbejdede på, var inspireret af aktionsforskningen, og derfor arbejdede lærere, pædagoger og elever som medforskere sammen med forskergruppen. I workshops havde vi gensidige refleksioner og dialoger om datamaterialet, ligesom vi også i samarbejde arbejdede os frem imod flere tiltag, der blev søsat i de forskellige lande. Undervejs blev der også udført traditionelle observationer og fokusgruppeinterviews med fokus på elevers og fagfolks oplevelser og vurderinger.

Børnecentrerede forskningsmetoder

Ifølge FN's Børnekonvention har hvert barn ret til at få sin mening hørt og ret til at deltage. I børneforskningen i dag betragtes børn oftere end tidligere som uafhængige individer og eksperter på deres eget liv og erfaringer. Med denne inspiration brugte vi en række børnecentrerede metoder i projektet, blandt andet walk-and-talks, tegneaktiviteter, børneparlamenter, udendørs aktiviteter, animationsfilm.

Når noget var prøvet af i ét land, blev det afprøvet i et andet land. På den måde delagtiggjorde alle de deltagende lærere, pædagoger og elever hinanden, og afprøvede og videreudviklede hinandens gode idéer og tiltag.

En vigtig inspiration i projektet var Laura Lundy's model for børneinddragelse. Laura Lundy er professor i børns rettigheder ved Queen’s University i Belfast og har blandt andet forsket i, hvordan FN’s konvention om barnets rettigheder implementeres i forskellige lande. Pædagoger, lærere og forskere brugte modellen for børneinddragelse som et redskab til at gøre børns deltagelse i pædagogisk praksis synlig. Modellen består af begreberne rum, stemme, publikum og indflydelse, og lægger vægt på retten til at udtrykke sin mening og få den mening vægtet tilstrækkeligt i det pædagogiske miljø. Det er altså ikke nok at få tilbudt et rum, hvor man kan give sin mening til kende – der skal også være nogen, der lytter, og nogen, der

SAMMEN BLIVER VI KLOGERE

hjælper med til, at stemmerne får indflydelse efterfølgende.

Forskelle, ligheder og resultater

Selvom der var mange nationale forskelle, var lighederne i diskussioner og resultater i de fem lande betydelige. Baseret på de forskelligartede aktiviteter og tilgange, der blev afprøvet på tværs af landegrænserne, fandt forskningsgruppen, at forholdet mellem eleverne blev stærkere i løbet af projektperioden. Eleverne lærte hinanden bedre at kende, og aktiviteterne hjalp elever, så de oplevede langt større inddragelse og inklusion. Projekterne hjalp eleverne med at løse komplicerede situationer kollektivt, og i sidste ende illustrerede projektet, at når lærere og pædagoger bekræfter og handler ud fra opfattelsen af, at elevernes stemmer betyder noget, øges elevernes følelse af inklusion og trivsel.

Om projektet

'Social Inclusion through Pupils’ Participation (SIPP) er et Erasmus+ projekt, hvis mål er at styrke og fremme inklusion som en uddannelsesmetode gennem børns deltagelse. Skoler og forskningscentre i Danmark, Sverige, Estland, Italien og Schweiz arbejder sammen for at fremstille værktøjer og praksisser, der fremmer børnenes stemme.

Du kan læse mere på projektets hjemmeside

Alle faser af projektet er beskrevet i håndbogen

Og i værktøjskassen kan du finde mange gode idéer til aktiviteter, der inddrager og skaber inklusion

David Thore Gravesen dtg@via.dk

Ph.d. og lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

David underviser på pædagoguddannelsen. Han er forskningsleder i Hverdagsliv og fritidspædagogik, Forskningscenter for pædagogik og dannelse. Han forsker blandt andet i fritidspædagogik og ungdomsliv.

Lea Ringskou lri@ucsyd.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Lea er underviser på pædagoguddannelsen og er videnmedarbejder i forskningsprogrammet Hverdagsliv og fritidspædagogik, Forskningscenter for pædagogik og dannelse. Hun er i særlig grad optaget af fritidspædagogisk faglighed, inklusion, trivsel og børneperspektiver.

Lise Jönsson Koumaditis, VIA Pædagogik & Dannelse

BUTTERFLYPROJEKTET

En holistisk tilgang og internationalt samarbejde skal give europæiske børn i udsatte positioner en bedre overgang fra hjem til vuggestue.

I et nyt europæisk projekt skal forskere, pædagoger, pædagogisk personale og forældre fra Danmark, Rumænien og Spanien samarbejde om at udvikle pædagogikken. Målet er at støtte børn i udsatte positioner bedre i overgangen mellem hjem og vuggestue.

Gode dagtilbud –et europæisk fokus 0-6-årige børns deltagelse i velfungerende dagtilbud med veluddannet personale er af afgørende betydning for deres fremtidige skole- og voksenliv. Dette understreges af Det Nationale Forskningscenter for Velfærds forskningsoversigt om Daginstitutioners betydning for børns udvikling fra 2014 og gælder i særdeleshed for børn i udsatte positioner.

I en europæisk sammenhæng understreger EU's kvalitetsramme for førskoleundervisning og børnepasningsordninger samt 'Den europæiske omsorgsstrategi', at der både i forhold til tilgængelighed og omfang er betydelige forskelle EU landene imellem.

Vi kan med andre ord lære af hinanden i Europa. Og i fællesskab fokusere på børns muligheder for deltagelse i gode dagtilbud. Gode dagtilbud er netop Butterflyprojektets ambition.

Butterflyprojektet

Butterflyprojektet er et samarbejde mellem VIA University College, fire vuggestuer i Herning Kommune samt et universitet i henholdsvis Spanien og Rumænien, en NGO og tre vuggestuer i Rumænien og Spanien.

Det er et aktionsforskningsprojekt. Det betyder, at projektet er optaget af at genere viden og udvikle praksis i et samarbejde mellem forskere, forældre, lokalsamfund og institutioner. Formålet er at designe en pædagogisk model, vi kalder for Butterflymodellen. Den baserer sig på grundlæggende værdier om demokrati og inklusion, ligesom modellen refererer til nyere sociologiske og psykologiske teorier om, hvordan børns udvikling sker i et kompleks samspil af sammenvævede relationer.

Samarbejde til støtte for børn i udsatte positioner Nyere forskning viser, at de forskellige aktører omkring børn i udsatte positioner med fordel

kunne samarbejde mere. Derfor vil vi i Butterflyprojektet arbejde på at styrke samarbejdet mellem:

1. Forældre/familie

2. De professionelle (fx pædagoger, lærere, sundhedsplejersker og socialrådgivere)

3. Børnefællesskaber

4. Lokalsamfund

Butterflymodellen illustrerer dette samarbejde, hvor de fire vinger er lig med metoder og konkrete værktøjer til at støtte børns overgang og deltagelse i vuggestuelivet.

Eksempler på værktøjer er observationsskemaer med fokus på børns relationer, kortlægning af lokalområdets ressourcer som fx NGO’er, sportsklubber, skoler, kulturhuse og kirker og guidelines til styrkelse af dialog med forældre og familie.

Uddannelse af pædagogisk personale

Det faldende antal uddannede pædagoger i de kommende år

Vi kan med andre ord lære af hinanden i Europa. Og i fællesskab fokusere på børns muligheder for deltagelse i gode dagtilbud

betyder, at 0-6 års området i Danmark vil mangle kvalificeret pædagogisk personale. Butterflyprojektet adresserer denne problemstilling ved at udvikle et online undervisningsforløb rettet mod både ikke-uddannet og uddannet personale i vuggestuer. Projektet vil desuden identificere og udvikle nye, flek-

sible formater og koncepter for dagtilbud i Europa. Målet er at øge børns deltagelse, inklusion og trivsel i dagtilbud samt fastholde og udvikle det pædagogiske personales kompetencer.

Forskningsviden

Der er kun begrænset national og international forskningsviden

Projektet vil således

bidrage til viden om

børns overgang fra hjem til vuggestue i såvel nordeuropæisk, østeuropæisk og sydeuropæisk

om, hvordan børn oplever overgangen fra hjem til vuggestue, og der mangler stadig viden om sammenhænge mellem familiens uddannelsesmæssige, kulturelle- og socioøkonomiske forhold og barnets trivsel i dagtilbud. Projektet vil således bidrage til viden om børns overgang fra hjem til vuggestue i såvel nordeuropæisk, østeuropæisk og sydeuropæisk sammenhæng.

Projektfaser

Projektet strækker sig over tre år. I 2024 har vi fokus på at analysere lovgivningen og best practices for børns overgang fra hjem til vug-

gestue i Danmark, Rumænien og Spanien med særligt fokus på børn i udsatte positioner.

Sideløbende udfører vi observationer i institutioner og laver fokusgruppeinterviews af forældre og medarbejdere, for at få indblik i behov og daglig praksis. På den baggrund vil forskere, pædagoger, pædagogisk personale og forældre i efteråret 2024 og i 2025 udvikle og afprøve konkrete værktøjer i de deltagende vuggestuer. Det er disse værktøjer, vi fra januar 2026 vil afprøve i et uddannelsesforløb for pædagogisk personale.

Om projektet

Projektet er det første indenfor dagtilbudsområdet, som det danske Erasmus+-kontor har givet støtte til. Projektet har modtaget 3 mio. kr.

Projektet løber fra efterår 2023efterår 2026.

Samarbejdspartnere: VIA University College, Universitet Pablo de Olavide, Sevilla, Spanien Bukarest Universitet, Rumænien, fire vuggestuer i Herning Kommune, to spanske børneinstitutioner i Sevilla, en vuggestue i Bukarest, samt en rumænsk NGO indenfor uddannelsesområdet.

Det er VIA University College, forskningsprogram for børns trivsel i forskningscenter for pædagogik og dannelse, der står i spidsen for projektet. For yderligere information, se projektets hjemmeside eller kontakt Erik og Lise.

OMErik Hygum eh@via.dk

Erik er ph.d. og chefkonsulent ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse, Forskningsprogram for Børns trivsel. Han er projektleder af Butterflyprojektet og forsker på 0-3 årsområdet.

Lise Jönsson Koumaditis lhjo@via.dk

Lise er ph.d. og lektor ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse, Forskningsprogram for Børns trivsel. Hun er national leder af Butterflyprojektet og forsker primært på dagtilbudsområdet.

Af Mette Ernlund, ph.d. i internationalisering og national projektleder i Playful Learning DK

Internationalisering: Værdiernes holdeplads

På de videregående uddannelser i Danmark har den internationale dagsorden altid været præget af skiftende politiske vinde. Der er imidlertid ikke blot tale om med- eller modvind alt efter, hvilke partier der sidder i regeringen. Der er også tale om meget forskellige syn på internationalisering.

Øget indsigt gennem globalt udsyn Den internationale medvind blæste for alvor under Mortens Østergaards ministertid fra 20112014, hvor han stod i spidsen for uddannelses- og forskningsområdet. Hans visionære internationale strategi ’Øget indsigt gennem globalt udsyn’ satte for alvor gang i uddannelsesinstitu -

tionerne, som arbejdede hårdt for at styrke både mobilitet og tiltrækning af udenlandske talenter. Han havde naturligvis luret, at Danmark ville få brug for kvalificeret arbejdskraft, men strategien handlede lige så meget om at skabe værdi. Værdi for den enkelte studerende, den enkelte underviser, den enkelte arbejdsplads.

Internationaliseringens

værdi for den enkelte –det vi også kunne kalde for den globale dannelse – er således udfordret og må siges at kæmpe en ulige kamp om sin eksistensberettigelse

mod konkurrencestatens

præmis - at alting skal kunne betale sig i kroner og øre

At skabe værdi igennem internationalt samarbejde handler om, at mennesker dannes igennem det interkulturelle møde. Samarbejde, partnerskaber, udveksling, gensidighed og kapacitetsopbygning er værdifulde ord, som alle favner det, internationalisering i en uddannelseskontekst først og fremmest bør handle om. Men den dagsorden står ikke længere alene. Vinden har ændret sin retning, og internationalisering har fået en anden betydning.

Fra værdi til profit

Skiftende regeringer har således siden 2015 udfordret det internationale arbejde på de videregående uddannelsesinstitutioner. Komplekse dagsordener som fx lukning af engelsksprogede uddannelser, for høje udgifter til SU, uansvarlige agenter, der sender studerende til Danmark med alt for dårlige sproglige kompetencer og import af velfærdsprofessionelle fra blandt andet Indien og Filippinerne har

de senere år stjålet det politiske fokus. Den politiske diskurs har således bevæget sig fra i overvejende grad at handle om værdi til i dag hovedsageligt at fokusere på profit – en helt anderledes

måde at forstå internationalt samarbejde.

Internationaliseringens værdi for den enkelte – det vi også kunne kalde for den globale dannelse

SPIDS PEN

– er således udfordret og må siges at kæmpe en ulige kamp om sin eksistensberettigelse mod konkurrencestatens præmis - at alting skal kunne betale sig i kroner og øre.

Tilbage til de grundlæggende værdier

Hvis vi låner de politiske briller, er det selvfølgelig ikke unaturligt, at man som politiker vil have noget for pengene, og at internationale studerende derfor heller ikke skal uddannes til arbejdsløshed. Det ville ikke give mening. Men et lille skridt tilbage i tiden med et større fokus på internationaliseringens grundlæggende værdier er tiltrængt, så internationalt samarbejde atter anerkendes som et vigtigt bidrag til uddannelsernes kvalitet og relevans. Det er det, der er den vigtige investering og lige præcis den fortælling, som bør fylde på institutionerne og i den offentlige debat. At det så også kan betale sig for det danske arbejdsmarked at tiltrække talentfulde studerende fra udlandet, bør være en helt naturlig selvfølge, ligesom deres bidrag til et mangfoldigt studiemiljø aldrig må undervurderes.

At skabe værdi igennem internationalt samarbejde handler om, at mennesker dannes igennem det interkulturelle møde

Mette Ernlund mete@kp.dk

Mette Ernlund er ph.d. i internationalisering og national projek-