Pædagogisk Extrakt
36
VIA University College
PROFESSIONEL NAVIGATION I HVERDAGENS TUMMEL Af adjunkt Rasmus Herholt Hvid, VIA Pædagoguddannelsen
Hverdagens undtagelsestilstande udfordrer pædagogers faglighed Sygemeldinger og dokumentationskrav presser hverdagens pædagogiske kernopgaver og intentioner om omsorg og nærvær. Det betyder, at pædagoger ofte må acceptere en undtagelsestilstand i hverdagen. Men undtagelsestilstanden kan også føre til nytænkning af hverdagens rutiner.
I en presset pædagogisk virkelighed oplever mange pædagoger ofte sociale tilstande, der påvirker deres faglige praksis og begrænser deres professionelle handlerum. Disse sociale tilstande, fx når det af forskellige årsager skal gå stærkt i praksis, kan være kortvarige, permanente og tilbagevendende – alt efter hvordan teamet bliver påvirket. Et fokusinterview havde som formål at indkredse pædagogers udfordringer med at opfylde deres faglige intentio-
ner og ambitioner. Her fortæller en gruppe dagtilbudspædagoger om de store risici – men også muligheder – de oplever, når der opstår ændringer i hverdagen. Ændringer, der tvinger dem til at tage stilling til og omdefinere en ellers gennemtænkt praksis. Suspenderede rettigheder Pædagogerne fortæller, hvordan de ofte oplever manglende tid til at arbejde med bestemte fokusområder. Fx børns medindflydelse eller børnenes leg og
læring. En pædagog fortæller: ”Vi starter alle personalemøder med at fortælle, hvordan det går på stuerne. Vi har overbelægning og sygdom på vores stue. Det betyder, at vi løber hurtigere, end vi plejer. Alle til mødet virker fuldt forstående, når vi fortæller, at vi er i undtagelsestilstand, og ikke har mulighed for at fokusere på arbejdet med læreplanerne lige nu”. Der kan hentes teoretisk inspiration ved den italienske filosof Giorgio Agamben, som netop beskriver undtagelsestilstand.
Han fortæller om situationer, hvor der besluttes og etableres en tilstand, der undtager andre individer deres rettigheder for en periode. I det aktuelle eksempel ovenfor er det barnets ret til at være i et læringsmiljø som beskrevet i læreplanerne, der suspenderes. Nogle af de sociale tilstande, der opstår i en hverdagspresset pædagogisk praksis, kan altså medføre valg. Valg, der udfordrer pædagogens ønsker om – og samfundets forventninger til – at gøre arbejdet ordentligt
Uden tid og plads til refleksion risikerer vi, at undtagelsestilstande bliver permanente og slider på de gode, pædagogiske intentioner og den faglige indsigt.