Pædagogisk Extrakt #21 - Tema: Flere, der trives mere

Nr. 21 december 2022 VIA University College Gør en forskel VIA Pædagoguddannelsen

PÆDAGOGISK EXTRAKT

TEMA:

Flere, der trives mere

02 Indhold 03 Leder Flere, der trives mere 04 Redaktørens klumme Kan du tegne trivsel?

Flere, der trives mere 05 Lad os mødes på bedre måder! 09 Med trivsel på dagsordenen 14 Langsommelighedens pædagogik 17 Skønlitteratur skaber rum for erfaringer, følelser og refleksioner i undervisningen

Anmeldelse 22 Mælkekassetårn

Tankebobler 24 Den faste streg: SFO Sofie

Portræt af en pædagog 25 Den dag det følelsesmæssige ikke gibber i mig …

Pædagogik i trivsel 30 Outsiderkunsten trives i Randers 34 Når pædagogikken trives, trives børnene 38 Når bøger og læsning skaber trivsel i vuggestuen 41 Pædagogisk praksis eksisterer ikke uden barnets perspektiv

Uddannelse i trivsel 44 Velkommen til pædagoguddannelsen 47 Jeg kan jo se, at hun er glad 49 Alt er muligt til det modsatte er bevist 50 Den nysgerrige brille skal på før den kritiske 53 Hjertevarmt lederskab

Redaktionsansvarlig

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Layout Lene Schaarup lens@via.dk

Illustration

Anne Bomholt annehbom@hotmail.com instagram: @annebom

Emei Olivia Burell oburell@gmail.com emeiburell.tumblr.com

Journalist Hanne Duus hd@via.dk

Produktion

pen 56 At vi ikke lytter til børn og unge er den egentlige sygdom i tiden

Spids

VIA kommunikation, studieliv og Internationalisering – 2022 ISSN:2246-7920

Men resonans kræver altså, at vi sænker tempoet i vores livsførelse – at vi indfører langsommelighed i tilværelsen.

Flere, der trives mere

Trivsel er højt på den politiske dagsorden. Det har det været længe. I 2017 var det første gang et tema her i Pædagogisk Extrakt. Siden er det desværre ikke gået i den rigtige retning. I øjeblikket taler vi om en trivselskrise. Med andre ord har de seneste 5 år ikke bragt os på sporet af mere trivsel. Selv om vi altså har været smerteligt bevidste om udfordringen. Når mistrivsel er forstærket, peger flere på, at især klimakrise, coronakrise og krig på det europæiske kontinent har medvirket væsentligt til en forværring af situationen.

Så vi har brug for, at flere trives mere, da flere undersøgelser viser, at flere trives mindre, end sidst vi behandlede temaet. Undersøgelserne omfatter snart sagt alle målgrupper og kommer til os fra alle kanter fx: Børns Vilkår, Sundhedsstyrelsen, Center for Ungdomsforskning, VIVE, Danmarks Evalueringsinstitut og BUPL.

Pædagoger, der trives, skaber trivsel Selv om trivselskrisen rammer bredt, så er der grupper, som er særligt udsatte. Det er især børn, unge og sårbare voksne – i udsatte positioner, der

rammes hårdest. Samtidig ved vi med sikkerhed, at trivsel er afgørende for udvikling af både den enkelte og af stærke fællesskaber. Trivsel skabes og befordres i den nære hverdag. Der, hvor barnet leger med sine kammerater, er i samtale med sine voksne, der hvor den unge indgår i et forpligtende fællesskab. Der, hvor den voksne borger kan mestre sit liv. Pædagoger spiller en afgørende rolle i alle disse sammenhænge. Men de skal selvsagt trives i arbejdet med deres kolleger, for at skabe et miljø, hvor børn, unge og voksne kan trives og udvikle sig.

I storm og stille

Samtidig oplever vi, at reformstorm er blevet et af de mest udbredte politiske svar på trivselskrisen. Reformer er helt sikkert betydningsfulde og kan være nødvendige. Men når reformer antager orkanstyrke, og den ene afløser den anden, inden den første er implementeret og vurderet, så kan de virke helt mod hensigten. Midt i stormen er det vanskeligt at lytte til og forstå andre. Vi har alle en tilbøjelighed til at søge læ og gemme os. I den situation får vi ikke øje på de fælles løsninger, der er stormsikrede og giver os den ro og sikkerhed, som vedvarende forandringer kræver.

Trivsel kalder på forståelse, lydhørhed og arbejdsro I dette temanummer præsenteres især nære løsninger, der bygger på respekt for både den enkelte og fællesskabet. En samling artikler med erfaring og viden om, at der er brug for, at vi lytter, ser og forstår hinandens perspektiv. At vi finder fælles holdbare og langsigtede løsninger, som ikke hele tiden betyder fornyelse af alle strukturer, krav og organiseringer i det pædagogiske arbejde med at skabe trivsel.

God læselyst

Læs mere her

Børn og unge kæmper for at passe ind, Børns Vilkår

Danskernes sundhed : Den Nationale Sundhedsprofil 2021 – centrale udfordringer, SST Ny forskning: Rammerne for ungdomslivet skaber mistrivsel, Center for Ungdomsforskning

Førskole, børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder, VIVE

Stigende mistrivsel blandt unge: Vi er nødt til at gøre noget markant anderledes, BUPL

OM

Af Susanne Tellerup sute@via.dk

Uddannelsesdekan for VIA Pædagoguddannelsen

KLUMME

Kan du tegne trivsel?

Nogle ord indeholder en uudtalt distance. Trivsel er sådan et ord. Det er et ord, der ikke skaber billeder, når vi hører det.

Intet barn har nogensinde sagt: ’Se, jeg har tegnet trivsel!’ Og alligevel har mange børn gjort præcist det. De har tegnet ting og situationer, der gjorde dem glade, stolte og fulde af håb. De har tegnet, det bedste de ved. Alt det gode i deres liv.

At trives handler om at have det godt. Om at være tilpas i livet. I sikkerhed. Om at udvikle sig, høre til, føle sig værdsat, set og elsket.

handler om, er nærværende, sanseligt og nuanceret.

Handlingsplaner og frø-eksperter

De seneste år har børns trivsel været højt på den politiske dagsorden. Alligevel er trivselsproblemerne forværret i den periode.

ledningen over. Derefter sætter Lille Frø ild til skolepsykologens

hår og tisser i hans taske: ’Og så var dét møde slut.’

og i en artikel om, hvordan skønlitteratur skaber rum for erfaringer, følelser og refleksioner.

Trivselsbegrebet er farveløst. Men det, som det i virkeligheden

I Jacob Martins Striids børnebog fra 2017 møder vi Lille Frø. Lille Frø passer ikke rigtigt ind i skolen, og han kommer hele tiden til at lave noget, som de voksne bliver sure over. Derfor kommer han til skolepsykolog. Skolepsykologen siger: ’Se, det er utroligt vigtigt, at vi får lavet en handlingsplan’ og ’Nu vil jeg ringe til en særlig frø-ekspert …’ Men han når det ikke, før Lille Frø klipper telefon-

Lille Frø er en billedbog, og selvfølgelig er historien fiktion. Alligevel er der noget i fortællingen, der er sigende for, hvordan vi har grebet problemet an. Lille Frø fremstilles som problemet i fortællingen. Ingen spørger ham. Ingen interesserer sig faktisk for, hvorfor han laver ballade.

Vi fortæller, hvordan forskning i trivsel, ifølge professor Finn Thorbjørn Hansen, burde vende sig mere mod kunsten og filosofien. For netop igennem æstetikken forbinder mennesket sig med verden på en sjælfuld og langsommelig måde.

rer lektor og ph.d Lars Geer Hammershøi det alvorlige problem, at de løsninger på trivselsproblematikken, som voksne opfinder, ofte virker modsat. Han siger: ’Den egentlige sygdom i tiden er, at vi ikke lytter til børn og unge.’ Det er ligesom Lille Frø.

OM

Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk

Langsommelighed, kunst og hjertevarmt lederskab I dette nummer af Pædagogisk Extrakt kigger vi efter farverne, nuancerne og nærværet i trivselsdebatten. Vi bringer skønlitteraturen ind. Både i anmeldelsen

Det handler om langsommelighedens pædagogik, hjertevarmt lederskab i skolen og om, hvordan outsiderkunsten trives i Randers. Og så kan du læse et portræt af Christian Ebbe, der er pædagog på Kofoedsminde og som elsker sit job. Ja, han trives. Sidst i magasinet adresse -

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og redaktør af Pædagogisk Extrakt Følg os også på Facebook og Instagram og kom med idéer til temaer, vi skal tage op. Har du selv en vigtig historie at fortælle, så tøv ikke med at kontakte os!

Glæd dig også til det kommende temanummer

Forår 2023: Faglige strømme og drømme Lyt også til vores podcast her

FLERE, DER TRIVES MERE

Lad os mødes på bedre måder!

Vi skal samarbejde om børns trivsel. Nyt forskningsprojekt peger på 7 dogmer, der skal føre til mere ligeværdige møder mellem forældre og professionelle.

Forældrene sidder til de her møder og bliver overdænget med ord. Pædagogerne snakker rigtig meget selv. Men så det her møde med Alices forældre … der havde jeg taget noget video også, og der var allerede kommet en dagsorden ud. Men far er ordblind og mor kunne ikke rigtig forstå den … så til mødet skrev jeg også på et stykke papir: Møde med Sanne (pædagog) om Alice, og så skrev jeg dato og et punkt: Klar til skole. Kun ét punkt, og så var det dét, vi snakkede om. (pædagog i projektet)

Citatet kommer fra en pædagog, der gør sig umage med at møde et forældrepar på deres præmisser. Et velfungerende forældresamarbejde er vigtigt, når målet er at sikre børns trivsel – uanset om der er tale om møder, som foregår i daginstitution, skole eller socialforvaltning. Både i hverdagen og når forældre og pædagogisk personale koordinerer indsatser ud fra en fælles forståelse af barnets adfærd.

Imidlertid savner mange danske forældre – især til de udsatte børn – mere dialog og støtte fra personalet i dagtilbud og i skole.

Af docent og phd Anette Boye Koch, VIA Pædagoguddannelsen og lektor Line Berg, VIA Socialrådgiveruddannelsen

FLERE, DER TRIVES MERE

Pædagogerne spørger rigtig meget, også selv om de kender svaret. Hvad med William, hvad med sproget? Men jeg kender jo ikke svaret, så lad være med at spørge. Jeg føler mig angrebet af alle de spørgsmål.

Manglende dialog udfordrer tilliden mellem de professionelle og familierne. Endvidere skævvrides problem- og ressourceforståelsen, fordi barnets situation bliver defineret med afsæt i de professionelles ensidige perspektiver og forestillinger om familien. Forældrenes fortællinger om barnet bliver ikke taget i betragtning, og samarbejdet om, hvad der skal gøres for at sikre barnets trivsel, besværliggøres.

Pilotprojekt og eksperimenter

En forskergruppe bestående af Anette Boye Koch, Mette Molbæk og Camilla Armstrong Gjedde (alle fra VIA) har eksperimenteret sammen med et dagtilbud om at stille skarpt på, beskrive og udvikle mødeformer, som i højere grad tilgodeser ligeværdig forældredeltagelse. Vi har afprøvet mødeformerne i samarbejde med pædagogerne. På baggrund heraf har vi opstillet en række dogmer, der muliggør en mere ligeværdig mødedelta -

gelse. Dogmerne kan bruges i dagtilbud, men også overføres til andre tværprofessionelle sammenhænge.

Projektet var et pilotprojekt tilrettelagt i to faser, hvor vi først læste os ind i eksisterende litteratur om mødepraksis og indsamlede erfaringer fra professionelle og forældre i form af praksisfortællinger og interviews. Dernæst udviklede vi en række principper for god mødepraksis i tæt samarbejde med pædagoger og forældre. Efterfølgende blev de afprøvet i praksis og endelig præsenteret og forankret i institutionen.

Forskellige familier har forskellige behov Midtvejs blev vi dog opmærksomme på, at vi var nødt til at revidere vores forestilling om udvikling af en række principper eller en tjekliste for det gode møde. For da pædagogerne gik i gang med at dele praksisfortæl -

OM

Line Berg libe@via.dk

Lektor ved VIA Socialrådgiveruddannelsen

Line er lektor i socialret ved VIA Socialrådgiveruddannelsen og videnmedarbejder ved program for Børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem. Hun forsker primært i inddragelse af udsatte børn, unge og deres i forældre i det sociale myndighedsarbejde.

OM

Anette Boye Koch abk@via.dk

Ph.d. og docent ved VIA Pædagoguddannelsen

Anette er forskningsleder ved program for børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem, VIA Pædagogik og dannelse.

FLERE, DER TRIVES MERE

linger om møder i daginstitutionen, og vi interviewede forældre om deres oplevelser, blev det meget tydeligt, hvordan alle familier er forskellige og derfor også har forskellige behov og forventninger til et møde.

Pædagogerne spørger rigtig meget, også selv om de kender svaret. Hvad med William, hvad med sproge?. Men jeg kender jo ikke svaret, så lad være med at spørge. Jeg føler mig angrebet af alle de spørgsmål.

(Forælder i projektet)

Vores datter har haft nogle problemer med voldsomme udbrud, hvor vi har haft møde med Gitte (pædagog) om, hvordan vi kan hjælpe hende. Vi har snakket om struktur, forberedelse, tid. Det kunne vi godt lide, og vi har også aftalt et møde med hende om problemerne derhjemme.

(Forælder i projektet)

Projektets ambitioner om at udvikle retningslinjer for ’det gode inddragende møde’ blev altså udfordret af et behov for en fleksibilitet, der tog højde for netop denne store forskellighed.

En fleksibilitet, som vi ikke har set afspejlet i den forskningsbaserede viden om mødepraksis, vi startede med at læse os ind i.

En dynamisk refleksionsramme

I stedet for at udvikle retningslinjer opstillede vi derfor en række dogmer. Dogmerne er tænkt som en dynamisk refleksionsramme, som pædagoger og andre professionelle forud for et møde kan gennemgå et ad gangen, hvor de overvejer, hvordan hvert enkelt dogme bringes i spil i netop denne familie og til dette møde.

Der arbejdes altså fleksibelt med de syv dogmer, idet nogle af dem måske vil give mere mening at fokusere på end andre. De skal dog alle berøres allerede ved planlægning af et møde for

Om projektet

Pilotrojektet er forankret i VIAs forskningsprogram for børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem. Målet er at kvalificere mødepraksis i dagtilbud, så inddragelse af familien i højere grad understøttes – med det formål at sikre barnets trivsel i samarbejde med familien.

Fire forskere fra VIA har sammen med et dagtilbud i Skive udviklet en række mødedogmer eller -principper, som senere vil kunne overføres til andre tværprofessionelle sammenhænge.

Undersøgelsen og udviklingen af mødepraksis har afsæt i afprøvede modeller for tværprofessionelle møder om børn. Det kombineret med tiltag på og rundt om mødet, der skal styrke den gensidige tillid, reducere den magtmæssige asymmetri og understøtte familiemedlemmerne i at kunne udtrykke sig på deres egne præmisser.

Pædagogerne fortæller også, hvordan de opdagede, at fx skoleparathedsskemaer eller skriftlige dagsordener kan forstærke en ulige magtbalance, som ikke er fordrende for et ligeværdigt forældresamarbejde.

FLERE, DER TRIVES MERE

at sikre, at den professionelle forud for mødet har tænkt over tilstedeværelse af inddragende elementer, fx at barnet er repræsenteret, og at familiens viden og forståelse vægtes. På samme måde er intentionen med dogmerne, at pædagogerne reflekterer over, hvordan den enkelte familie bedst arbejder for en fælles forståelse af, hvem der efter mødet gør hvad, og hvordan der følges op.

De 7 dogmer for god mødepraksis - Klare rammer og mulighed for forberedelse - Alternativt mødested overvejes - Barnet er repræsenteret - Mødet giver plads til de gode fortællinger - Sproglig bevidsthed – både kropsligt, verbalt og skriftligt - Familiens viden og forståelse er i centrum hele vejen igennem - Tydelige aftaler om opgaver og opfølgning

Vigtige pointer fra projektet Udover at være enige i vigtigheden af alle 7 dogmer, står barnets repræsentation på møderne tilbage som meget væsentlig, for at sikre et godt mødeforløb. På nogle af møderne var barnet symbolsk til stede i form af et billede placeret midt på bordet mellem mødedeltagerne. På andre møder bidrog pædagogerne med små videooptagelser af barnet I hverdagssituationer. En pædagog medbragte et børneinterview. En anden et maleri, barnet havde lavet. Udover at huske alle på, hvorfor de var samlet, førte den symbolske tilstedeværelse af barnet på møderne også til, at de andre dogmer kom i spil. Pædagogerne fortæller, hvordan det i højere grad gjorde det lettere at huske de gode fortællinger og sætte familiens forståelse og viden i centrum. Barnets symbolske tilstedeværelse løftede stemningen, som blev præget af flere smil og gode følelser.

Skriftlighed og fine ord forstærker en ulige magtbalance

Pædagogerne fortæller også, hvordan de opdagede, at fx skoleparathedsskemaer eller skriftlige dagsordener kan forstærke en ulige magtbalance, som ikke er fordrende for et ligeværdigt forældresamarbejde.

Referatet skrev jeg selvfølgelig som jeg plejede, men moren kunne ikke rigtig læse det … så jeg sagde: nej, det kan jeg godt forstå, for der står også rigtig-rigtig meget … og så fortalte jeg, hvad jeg havde skrevet. Det var OK. Og så var der også et punkt om, hvad forældrene skulle gøre derhjemme. Der tog jeg bare en rød tusch og så skrev jeg: Kigge og snakke om billeder! Og kigge i bog … jeg tog afsæt i der, hvor jeg fornemmede, at forældrene var.

(Pædagog i projektet)

FLERE, DER TRIVES MERE

Til uddannelsesdebat i Nørre Nissum med trivsel på dagsordenen

Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

FLERE, DER TRIVES MERE

Deltagerne var en mangfoldig blanding af mennesker. Fra en undervisnings- og forskningsminister, rektorer, borgmestre, lærere, docenter, højskoleforstandere, pædagoger, direktører og så en masse studerende fra forskellige uddannelser. Alle deltog i faglige interessante debatter i salene, intens snak og slikken sol i pauserne og grin og musik i mellemrummene.

debatten var podcastscenen, hvorfra der blev optaget podcasts foran et publikum. Her havde Pædagogisk Extrakt inviteret tre gæster, der hver især gav deres bidrag til debatten om trivsel hos børn og unge. Der var besøg af Marc Malmdorf Andersen, lektor og kognitionsforsker, Elisa Rimpler, formand for BUPL samt professor Finn Thorbjørn Hansen.

Du kan fordybe dig meget mere i indholdet om ’Flere, der trives mere’ på uddannelsesdebatten.dk

Og så ses vi måske til næste års uddannelsesdebat, der finder sted den 28. og 29. september 2023 i Nørre Nissum?

Lad os lege vildt Lege- og kognitionsforsker Marc Malmdorf Andersen deltog i den første podcast, hvor han satte fokus på legens væsen. På, hvordan børn selv opsøger det nye, spændende og til tider risikofyldte i legen – hvis de får lov!

PAUSE MELLEM OPLÆG

Der

Podcast live

Et nyt tiltag på uddannelses-

Lyt til podcasten og hør mere om, hvad leg er. Om at vi kun kan

LIVE FRA PODCAST-SCENEN

Legeforsker

Marc Malmdorf Andersen forklarer, hvorfor den risikofyldte leg har betydning for børns udvikling.

netværkes i solen i pauserne.

Foto: Mads Krabbe

En solskinsrig torsdag i september blev dette års Uddannelsesdebat skudt i gang. Det er 10. gang, det vestjyske folkemøde tager imod. Under overskriften ’Flere, der trives mere’, deltog mere end 1.500 mennesker i to dages intensiv debat om børn og unges trivsel i dagtilbud, skole og i uddannelse.

FLERE, DER TRIVES MERE

Deltagerne var en mangfoldig blanding fra en undervisnings- og forskningsminister, rektorer, borgmestre, lærere, docenter, højskoleforstandere, pædagoger, direktører og så en masse studerende fra forskellige uddannelser.

lege, når vi trives og om, hvor vigtigt det er, at børn får lov til at lege risikofyldte lege. Hør om et forskningsprojekt med rotter, der leger kamplege, for at lære sociale regler.

Lær mere om, hvordan fravær af risici i børns liv skaber usikkerhed, og mindsker deres evne til at udvikle deres eksplorative adfærd. Hør også, hvordan legepladser ville se ud, hvis børnene fik lov til at bestemme. Og sidst, men ikke mindst et bud på, om det er muligt at opleve det samme via en skærm som i virkeligheden.

Vi har omsorgskrise, og det koster på trivslen Hvordan står det til med trivslen i vores daginstitutioner? Hvor bekymrede skal vi være? Og hvad kan vi gøre ved det? Hør formand for BUPL Elisa Rimpler, der blandt andet taler om, at trivselskrisen er en omsorgskrise. Om at sætte spotlight på fællesskabet igen, og om, hvorfor 11.000 pædagoger ikke længere er i branchen.

venner, og her de også er i gang med at udvikle sig.

Hør podcasts

Marc Malmdorf Andersen: Lad os lege vildt #16 Podcasten handler om børn, leg, vildskab og glæde. Men også om voksnes ansvar for ikke at regulere og kontrollere alting.

Hør om, hvordan manglende trivsel hos pædagogerne påvirker børnene. Hvor vigtigt det er, at vi tager det alvorligt, fordi institutionerne er en stor del af mange børns levede liv. Det er her, de er i mange timer hver dag, her de lever et børneliv med deres

Hør hendes bud på en modernisering af pædagoguddannelsen, hvor de fag, der tidligere blev kaldt de praktiske fag, igen får større plads. For det er dem, pædagoger skal bruge i det pædagogiske arbejde med børnene. Og hvordan pædagogfaget igen skal være omdrejningspunktet i uddannelsen. Det har, ifølge Elisa Rimpler, i flere år ligget i skyggen af psykologi, der fokuserer på individet. Det er pædagogikken, der skal lære os om fællesskaber og dynamikkerne. Og det er blandt andet i høj grad det, der skal til for at vende denne omsorgs- og trivselskrise, vi står i.

Elisa Rimpler: Vi har en omsorgskrise, og det koster på trivslen #17

Podcasten handler om, hvordan børn og pædagoger egentligt har det i institutionerne. Men også om, hvordan de kan få det bedre.

Finn Thorbjørn Hansen: Kunsten, filosofien og eksistentiel sundhed #18

Podcasten handler om, at kunst og filosofi er visdom, og at mennesker, der beskæftiger sig med de to vidensområder, oplever heling.

Foto: Mads Krabbe

LIVE FRA PODCAST-SCENEN

Formand for BUPL ELisa Rimpler samtale med lektor Erika Zimmer Brandt om omsorgskrisen og om, hvordan vi kan løse den.

FLERE, DER TRIVES MERE

Professor Finn Thorbjørn Hansen

tager fat i, hvordan forskning i trivsel burde vende sig mere imod kunsten og filosofien. For netop igennem æstetikken forbinder mennesket sig med verden på en sjælfuld og langsommelig måde.

Kunsten, filosofien og eksistentiel sundhed med

Finn Thorbjørn Hansen

Professor Finn Thorbjørn Hansen tager fat i, hvordan forskning i trivsel burde vende sig mere imod kunsten og filosofien. For netop igennem æstetikken forbinder mennesket sig med

verden på en sjælfuld og langsommelig måde. Hør ham fortælle, hvorledes man i Malmø har uddelt kultur på recepter til mennesker med ondt i sjælen. Og det virkede. Han fortæller også, at kunst og filosofi er visdom, og at mennesker, der beskæftiger sig med de to vidensområder,

oplever heling. Men også, at det stadig er et mysterium, hvad det er, der gør det.

Oplev, hvordan elevgruppen ændrer sig i en klasse, når læreren begynder at filosofere med eleverne. Hvordan den filosofiske undringssamtale ændrer rummet,

og giver plads og stemme til elever, der ikke passer ind i et målstyret uddannelsessystem. Lyt med, når han forklarer, hvordan inddragelse af filosofi og kunst på uddannelserne kan styrke trivslen. Begge områder har nemlig en iboende langsommelighed, undreparathed og kreativitet.

Og få hans bud på nye tanker om uddannelsessystemet, hvor fag som psykologi, sociologi og de naturvidenskabelige videnskaber har fået alt for meget vægt på bekostning af de filosofiske, æstetiske og pædagogiske fag. Og om, hvordan pædagogik i gamle dage var et filosofisk fag

i bred forståelse. Et visdomssøgende fag, der blandt andet ser barnet som underfuldt, gav plads til langsommelighed og til at lytte med hjertet.

MELLEM SESSIONER

Der tankes op med frokost og snak mellem oplæggene.

LIVE FRA PODCAST-SCENEN

Professor Finn Thorbjørn Hansen i samtale med lektor Torkil Østerbye om kunsten og filosofiens betydning for menneskers væren og trivsel.

Foto: Mads Krabbe

FLERE, DER TRIVES MERE

Hvad siger tilhørerne?

Vi har spurgt et par stykker blandt publikum om deres oplevelse af podcast live på Uddannelsesdebatten

1) Hvorfor valgte du at lytte til podcasten med Marc Malmdorf Andersen?

Jeg kender Marc, og jeg synes, at hans forskning om trivsel er meget spændende. I mit arbejde møder jeg mange unge, der er angste for at træffe valg. Bange for de konsekvenser, det kan have for deres liv generelt.

er bange for, at noget kan gå galt. Og i de allerfleste tilfælde er deres angst for overdrevet. Der er jo som regel ingen grund til at være så bange. Det er sjældent, at der er så store konsekvenser, som de tit frygter. Jeg prøver at lære dem, at de sagtens kan vælge en anden bane – jeg forsøger at få dem til at forstå, hvordan de kan få hevet problemerne ned på jorden, og se, at det slet ikke er så farligt.

Jonna Uhre, faglig sekretær i BUPL i Midt- og Vestjylland og medlem af Uddannelsesudvalget for VIAs pædagoguddannelse

2) Hvad kan du bruge det til? Jeg synes især emotionsregulering er særlig interessant for mig. Mange unge er bange for deres følelser. Bange for sig selv, føler sig forkerte. De

Og så er jeg mor til to drenge på 1½ og 5 år – her er det far, der tager kamplegene. Det skal vi måske til at se lidt på.

1) Hvorfor valgte du at lytte til podcasten med Elisa Rimpler?

Jeg arbejder tæt sammen med Elisa, og ville derfor gerne høre hende.

2) Hvad kan du bruge det til? Hun er jo rigtig dygtig, og jeg er enig med i hende i meget af det hun siger. Så jeg suger det da til mig, til når jeg skal ud og snakke med medlemmerne i BUPL her i regionen.

Trine Aslaug Hansen – lærer fra Stjærskolen i Skanderborg

1) Hvorfor valgte du at høre podcasten med Finn Thorbjørn Hansen? Jeg stødte på Finn, da jeg læste til lærer. Det var jeg ret vild med. Jeg savner i høj grad det mere sjælelige aspekt i vores tilgang – både i samfundet generelt, og i undervisningen i særdeleshed. Vi skal turde det stille liv. Langsommeligheden. Turde fordybe os i det kreative og det filosofiske. Jeg er blevet meget inspireret, og vil forsøge at flette fordybelse, kreativitet og filosofi ind i min undervisning. Vi har alle

sammen så travlt. Vi skal hele tiden nå noget. Og så kører toget bare med os.

2) Hvad kan du bruge det til?

Det var dejligt at få genofrisket Finns måde at tænke på. Tankevækkende. Og nu tænker jeg helt lavpraktisk, at det skal jeg have det integreret i min undervisning. Bare tage nogle momenter; tænke filosofisk, undrende og langsomt. Give mig selv og eleverne tid til at være, til at tænke og til at blive kreative.

Pernille Slipsager Jørgensen, psykolog ansat i studenterrådgivningen

FLERE, DER TRIVES MERE

Langsommelighedens pædagogik

I et accelererende samfund, hvor mange har ondt i livet, må pædagoger hjælpe med at træde på bremsen.

Flere og flere unge mennesker er bange for ikke at kunne følge med og leve op til kravene. Hver femte mand og hver tredje kvinde mellem 16 og 24 år har ondt i livet ifølge den nationale sundhedsprofil. Det har betydning for pædagogikken, hvor det bliver en central opgave at støtte andre i langsommelighed.

Grænseløst forventningspres Hvorfor har ungdommen så meget at kæmpe med? Jeg vil argumentere for, at det blandt andet hænger sammen med vores præstationskultur. Konstante forventninger om præstation og selvoptimering er blevet en norm, der kan lede til selvoverbebyrdelse. Og vi hører gang på gang, at vi skal

være i udvikling, deltage i livslang læring, være fleksible og omstillingsparate. Tilsammen skaber det et samfund, der virker grænseløst, og hvor den enkelte sidder tilbage med følelsen af, at nok aldrig er nok.

En anden mulighed er, at vi begynder at fortælle os selv og hinanden, at vi alle har vores begrænsninger. Vi kan ikke være evigt omstillingsparate.

Mennesket er afhængige af gentagelser, og vi kan selvfølgelig ikke alt, hvad vi vil.

Just do it!

At kunne præstere og at være omstillingsparat er jo fine kompetencer, som ikke nødvendigvis er destruktive for vores mentale helbred. Men når de bliver grænseløse leveregler, bliver de psykologisk nedbrydende og kan udløse vores ængstelighed. Som teolog og ph.d. Christian Hjortkjær skriver i bogen ’Utilstrækkelighed’, så fortæller vi de unge, at de kan, hvad de vil, og de skal bare ’Just do it’.

I en rapport, udgivet af Nordisk tidsskrift for ungdomsforskning fra 2021, er det blandt andet blevet undersøgt, hvorfor så mange unge lider af psykisk mistrivsel. Her understreges det, at den acceleration og konkurrence, som er i samfundet betyder, at unge får en følelse af, at de ikke kan følge med. Og at de skal løbe stadig hurtigere for overhovedet at blive på stedet. Det kan lede til, at flere og flere føler

Jonas Holmgaard Videbæk, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

FLERE, DER TRIVES MERE

Sammen skal vi nemlig finde ud af, hvordan pædagoger kan møde borgere på måder, der hindrer disse ødelæggende krav. Hvordan kan vi sænke tempoet? Hvad stiller det af krav til vores institutioner? Og hvilke krav stiller det til pædagoguddannelsen?

sig pressede. Og det kan udløse angst og endda depression for nogle.

Sænk tempoet

Vi har altså en gruppe unge, som lider under dette tempofyldte, grænseløse og præstationstilskyndende samfund. Og det er en opgave både for pædagoger og dermed også pædagoguddannelsen. Sammen skal vi nemlig finde ud af, hvordan pædagoger kan møde borgere på måder, der hindrer disse ødelæggende krav. Hvordan kan vi sænke tempoet? Hvad stiller det af krav til vores institutioner? Og hvilke krav stiller det til pædagoguddannelsen?

Resonans

Når forøgelses- og udviklingstvang ånder os i nakken, bliver forholdet mellem menneske og samfund også problematisk; ja endda sygeligt, siger sociologen Hartmut Rosa. Derfor må vi forandre forholdet til vores omverden. Vi skal sænke tempoet og finde anledninger til at skabe det, som Rosa kalder resonans, til vores omverden. For at opnå resonans, må vi ændre vores verdensforhold fra at være en verden, vi konstant forsøger at styre, kontrollere og dominere. Vi skal fx stoppe med at se kroppen, som et objekt, der blot skal modelleres til at se ud

på en bestemt måde eller kunne noget bestemt. Vi skal stoppe med at gøre legen til et middel til at opnå et læringsmål. Og vi skal stoppe med at gøre sociale relationer op i antal digitale venner, likes eller følgere. Denne tilgang til verden som et sted, der kan domineres, kvantificeres og sammenlignes, støtter ikke en langsommelighed eller resonans.

Tværtimod handler resonans om at søge et forhold til verden, hvor vi ikke forsøger at dominere verden, men derimod finder tid til fordybelse og hengivenhed. Det kan være mødet med naturen eller eksempelvis blikket, når vi

OM

Jonas Holmgaard Videbæk jonm@via.dk

Jonas er cand.pæd. i pædagogisk antropologi og adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen.

Han underviser blandt andet i tematikker, der kredser om sociologiske diagnoser af samfundet.

FLERE, DER TRIVES MERE

møder et andet menneske med oprigtig interesse. Men resonans kræver altså, at vi sænker tempoet i vores livsførelse – at vi indfører langsommelighed i tilværelsen.

Pædagoger kan sænke tempoet Tilbage står spørgsmålet om, hvordan vi på pædagoguddannelsen kan uddanne pædagoger, der er dygtige til at være i resonans og som kan inspirere og

støtte andre i at sænke tempoet. Det er naturligvis vanskeligt at svare på, men vi må insistere på at skabe undervisningsmiljøer, hvor de studerende oplever tid til fordybelse. Og hvor fordybelsen italesættes som grundlæggende for fornemmelsen af resonans. Dette kræver en nedtoning af videns- og færdighedsmålene og en opprioritering af muligheder for faglig fordybelse. De studerende skal opleve resonans

og en undervisningspraksis, der understøtter langsommelighed. For hvis ikke de studerende selv oplever fordybelsen, hvordan skal de så kunne møde børn og unge på måder, der virker decelerende.

Her kan du læse mere

Katznelson, Pless, M., Görlich, A., Graversen, L., & Sørensen, N. B. (2021). Ny udsathed: nuancer i forståelser af psykisk mistrivsel. Nordisk Tidsskrift for Ungdomsforskning, 2(2), 83–103.

Hjortkjær, C. (2020). Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. (1. udgave). Klim.

Rosa, H. (2014). Fremmedgørelse og acceleration (1. udgave). Hans Reitzel.

Rosa, H. (2021). Resonans: En sociologi om forholdet til verden (1. udgave). Eksistensen

FLERE, DER TRIVES MERE

Skønlitteratur skaber rum

for erfaringer, følelser og refleksioner i undervisningen

Der er stille i lokalet. Julie har lige læst novellen ’Sidste dag’ op for de studerende – en historie om en meget ung mor og hendes vanskeligheder ved at leve op til de forventninger, normer og uskrevne regler, der er i vuggestuen i forbindelse med, at hendes dreng skal flytte fra vuggestuen op i børnehaven.

- Hvad tænker I, spørger Julie de studerende. Får historien jer til at tænke på noget?

- Jeg får helt ondt i maven, siger en studerende tøvende.

- Jeg tænker, at jeg vil holde meget mere øje med de forældre, der ikke siger så meget, siger en anden.

Samtalen på holdet tager langsomt form. Nogle studerende kan kende oplevelsen af ikke at blive hørt, andre kan genkende pædagogernes gode grunde til at forvente sig bestemte ting af børnenes forældre.

Af adjunkt Julie Top-Nørgaard, lektor Marianne Eskebæk Larsen og lektor og ph.d Christian Aabro, Københavns Professionshøjskole

FLERE, DER TRIVES MERE

I undervisningen på pædagoguddannelsen er det naturligvis ikke et mål i sig selv, at de studerende skal få ondt i maven. Men når vi læser skønlitterære noveller med vores hold, gør det faktisk ikke noget, at de får det.

For det fortæller os, at der sker noget andet i undervisningen, end der plejer, noget vi mener har nogle faglige potentialer.

Som undervisere på pædagoguddannelsen underviser vi oftest med udgangspunkt i faglitteratur. Det giver god mening: Faglitteratur er en stringent og kvalificeret måde at ordne verden på. Den teoretiske viden, som de studerende møder, er nøje udvalgt til formålet efter (hensyn til) relevans og anvendelighed, og de faglitterære tekster kan struktureres og stilladseres omhyggeligt i undervisningen. Faglitteraturen ordner, strukturerer og definerer.

Men pædagogstuderende har brug for mere end at få ordnet

verden. De er på vej ud i en praksis, der er kompleks, ambivalent og paradoksal. Og en praksis, som de skal forholde sig konkret og personligt til, uanset hvor stor en faglig viden, der også kræves af dem – og hvor mange begreber de kan. Vi er af den opfattelse, at det kræver samtaler, diskussioner, undersøgelser og refleksioner. Og det kræver uddannelsesrum knyttet til indlevelse, hvor de studerende kommer i berøring med både andres og egne erfaringer, holdninger og følelser.

OM

Marianne Eskebæk Larsen mael@kp.dk

Og her kan netop skønlitteraturen være med til at åbne for andre typer samtaler og refleksioner – og for nogle af de dannelsesprocesser, der er helt afgørende for det pædagogiske arbejde. Processer, der er mindre styret, mindre hierarkiske, og mere flerstemmige. Samtidig er det en måde igen at gøre personlige oplevelser, følelser og refleksioner hos både stu -

Marianne er lektor og cand.mag. Hun underviser på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole og er fagbogsforfatter og litteraturkritiker. Marianne er tilknyttet Nationalt Videncenter for Læsning.

OM OM

Julie Top-Nørgaard jutn@kp.dk

Julie er adjunkt på Pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole. Hun har tidligere arbejdet som journalist og har skrevet flere bøger, både faglitterære og skønlitterære.

Christian Aabro ca@kp.dk

Christian er ph.d. og lektor på Pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole. Christian er for tiden i gang med et forskningsprojekt om kønsrefleksiv praksis i dagtilbud.

Og her kan netop skønlitteraturen være med til at åbne for andre typer samtaler og refleksioner – og for nogle af de dannelsesprocesser, der er helt afgørende for det pædagogiske arbejde.

FLERE, DER TRIVES MERE

Indimellem stopper vi op undervejs og snakker om særlige steder i teksten. Vi sørger for at sætte tempoet ned og holde pauser undervejs, da det giver rum til mere eftertænksomme input fra de studerende.

endnu en novellesamling kommet til, nemlig En hummer kan ikke dø, redigeret af Marianne og Julie. Her foregår de ni noveller i og omkring socialpædagogiske institutioner.

Noveller i brug

derende og undervisere til en legitim del af faglig dannelse og udvikling.

Nyt skønlitterært materiale til undervisningen

Vi har som undervisere længe gerne ville læse mere skønlitteratur med de studerende. Men vi har været begrænset af, at der ikke har været så meget at vælge imellem, især ikke noget der omhandler dagtilbudsområdet. I modsætning til

folkeskolen, som danner ramme om mange både klassiske og moderne værker, synes daginstitutioner slet ikke i samme omfang at have fanget skønlitterære forfatteres interesse. Lidt nemmere har det været på det socialpædagogiske område, men også her har vi savnet nyt og mere aktuelt materiale. Desuden har vi ønsket noget aktuelt materiale af en sådan længde, at det ville kunne læses indenfor undervisningstiden.

Vi har derfor taget initiativ til at få noget nyt materiale, som kan bruges i undervisningen. Novellen, som Julie læste med de studerende, hedder som nævnt Sidste dag og stammer fra novellesamlingen Mælkekassetårn, som Julie og Christian redigerede i 2020. Samlingen indeholder ti nyskrevne danske noveller af etablerede skønlitterære forfattere – alle noveller berører livet i danske daginstitutioner. Siden er

Vi bruger – selvfølgelig – novellerne på forskellige måder, når vi underviser. Men vi foretrækker at læse teksten op i rummet – gerne mens de studerende følger med på papir og gerne skiftevis med de studerende. Ved at inddrage dem i oplæsningen understøtter vi, at deres stemmer er vigtige, både i konkret og overført betydning. Sommetider reorganiserer vi klasselokalet, så vi sidder sammen i en rundkreds, da det giver en mere nærværende læseoplevelse.

Derefter lægger vi ofte i første omgang op til en meget åben samtale på baggrund af novellen. Vi forklarer, at vi gerne vil høre, hvad teksten får dem til at

FLERE, DER TRIVES MERE

tænke på, og vi understreger, at de er velkomne til at associere både fra praksiserfaringer, teoretiske perspektiver og personlige erfaringer. Indimellem stopper vi op undervejs og snakker om særlige steder i teksten. Vi sørger for at sætte tempoet ned og holde pauser undervejs, da det giver rum til mere eftertænksomme input fra de studerende. Der sidder måske studerende med dårlige erfaringer fra folkeskolens danskundervisning og derfor gentager vi gerne, at der ikke er nogle rigtige svar.

Nogle af os kombinerer læsningen med skriveøvelser, da det ligeledes åbner for et værdifuldt erfaringsrum, som giver de studerende mulighed for at reflektere over deres professionsidentitet. Det kan være skrivenøgler som ’Hvis jeg blev hjemløs, så …’ eller ’Jeg kan huske …’. Skrivningen gør noget internt til noget ydre, som de kan reflektere over fra forskellige vinkler og invitere andre til at tage del i.

Det er vores erfaring, at brugen af noveller åbner undervisningsrummet på andre måder – stu derende, som ikke plejer at tage del i diskussionerne af fagtek ster, tager nu del i samtalen. Det betyder, at vi får flere med og måske også, at nogle studerende via diskussionerne af novellerne, hvor man faktisk ikke kan svare forkert, får mod på at deltage i den fælles udveksling. På den måde bygger skønlitteraturen bro til fagbegreberne.

Selv om samtalen ikke skal styres et bestemt sted hen, kan vi godt finde på at lave en efterfølgende læsning, hvor vi kigger på novellen i forhold til udvalgte fagbegreber. Så lader vi de studerende notere, hvor de synes, at begreberne er relevante. Herefter diskuterer vi, om fagbegreberne kan sige noget om teksten, som den ikke selv siger.

Skønlitteratur bygger bro til den studerendes faglige identitet De studerende selv fortæller, at de godt kan lide den eftertænksomhed, der opstår, når vi læser skønlitteratur sammen. Den oplever de ikke i samme grad med faglitteratur og cases. Nogle understreger de sanselige beskrivelser som særligt vedkommende. Og andre, hvordan litteraturen gør dem klogere på de (oftest) usynlige værdier, som styrer menneskers adfærd.

Alt i alt er det vores oplevelse, at den kreative læsning og skriv ning hjælper med at koble deres private jeg til et professionelt jeg og giver dem mulighed for at undersøge, hvilken pædagog de gerne vil være.

Skønlitteratur bruges fagligt

Det er ikke kun på pædagoguddannelsen, de er begyndt at arbejde med skønlitteratur og kreativ skrivning.

På medicinstudiet har de studerende et obligatorisk kursus med læsning af skønlitteratur, og der er blandt andet udviklet tekstsamlingen ’Syg Litteratur’ til formålet.

I psykiatrien arbejder de i stigende grad med læse- og skriveværksteder for forskellige patientgrupper – fx en række forløb med skrivegrupper for patienter ledet af skønlitterære forfattere.

Og for nylig udkom også en novellesamling målrettet socialrådgiveruddannelsen.

Link til ’Mælkekassetårn’ og ’En hummer kan ikke dø’.

FLERE, DER TRIVES MERE

Novelleuddrag

Da jeg henter dig ved bussen, græder du igen. Du vil ikke gå i børnehave, siger du, du vil aldrig mere op i dumme Satellitten, men Ane eller Anne siger, at du bare er sur, fordi du lige faldt i søvn på vej hjem og er træt, men har haft en fin dag.

nogen af sedlerne. Hendes læber bliver en lige streg midt i hendes ansigt.

Jeg står og vugger dig fra side til side, du har armene om min hals og dufter af sved og sutteånde. Ane eller Anne klapper dig på ryggen og prøver at fange dit blik, men du vender hele tiden ansigtet væk fra hende. Gentager, at du ikke vil gå i børnehave.

’Nej, men nu skal du jo så heller ikke i børnehave i morgen jo,’ siger hun. ’I morgen har du sidste dag inde på Pingvin-stuen. Og så skal du jo dele ud. Ikk’ vense?’

’Det står højt og tydeligt inde på hjemmesiden,’ siger hun. Hendes stemme lyder helt anderledes, end når det er dig, hun siger noget til, mere alvorlig, men stadig ikke, som om hun taler til en voksen. ’Al generel information ligger jo derinde. Alt om opstart, afslutninger, rutiner, dagligdag …

Alt sådan noget.’

’Okay. Hvor mange er det til?’ spørger jeg, og hun siger, at der er 12 børn på stuen, det ved jeg vel? ’Jaja,’ mumler jeg og begynder at gå afsted med dig. ’Jeg vidste bare ikke, om nogle af de voksne skulle have også.’

(Sanne Munk Jensen: Sidste dag. I: Mælkekassetårn. Red: Christian Aabro og Julie Top-Nørgaard. Akademisk Forlag 2020)

’Det vidste jeg ikke.’

’Nej. Nå. Men det gør det.’ ’Men hvad skal han så have med?’

’Hvad skal han dele ud?’ spørger jeg. Det stod der ikke noget om på listen eller på

Hun puster luft ud gennem næsen og siger, at det jo ikke er hende, der skal bestemme dét, og så klapper hun dig på ryggen igen og siger med den stemme, hun bruger til dig, at det kan vi jo prøve at høre dig om? Hvad du mon har lyst til at dele ud?

ANMELDELSE

Af Line Dorthea Thorsted, pædagog

Mælkekassetårn

Mælkekassetårn er en samling noveller, der alle beskæftiger sig med daginstitutionsområdet, som det opleves af børn, pædagoger og forældre. Bogen er redigeret af Christian Aabro og Julie Top-Nørgaard. Novellerne er hovedsageligt genkendelige og virkelighedsnære, og omhandler blandt andet nogle af de følelser, børn, pædagoger og forældre kan opleve i hverdagen.

Jeg har i min anmeldelse valgt forskellige nedslag i de ti noveller, men novellerne har i virkeligheden langt flere lag, end det er muligt at opsummere i en kort anmeldelse. Novellerne kan læses uafhængigt af hinanden, hvilket jeg synes er en stor fordel, da det gør det nemmere at få dem passet ind i en travl hverdag.

Uenighed og forråelse i personalegruppen

Et tema, der går igen i flere af novellerne, er, hvordan pædagoger kan opleve forråelse og uenighed i en personalegruppe. Herunder hvordan den enkelte

kan føle sig i klemme mellem sine kollegaers synspunkter og sin egen dømmekraft.

’Han har en livlig fantasi, ham Milan,’ siger Birthe så.

’Tror du, det bare er det?’ Birthe svarer ikke.

’Han sagde også det med at drukne i morges, og nu den der tegning med blodet.’

’Milan er bare … Milan,’ siger Birthe. (Uddrag fra Alt det her med Milan)

I novellen Knivprojekt hører vi om to personale-teams, der har travlt med at bekrige hinanden, frem for at være nysgerrige og spille hinanden gode. I modsæt-

ning hertil, møder vi i novellen Heavy Metal en vikar, der går en utraditionel og tilsyneladende upædagogisk vej for at hjælpe et barn til at stoppe med at tisse i bukserne. Pædagogerne ser værdien i vikarens tilgang, og giver vikaren frie rammer fremfor formaninger.

personalegruppe, hvor nogle pædagoger holder på, at der skal stilles samme krav til alle børn. Og andre pædagoger er villige til at bøje reglerne i forhold til det enkelte barns ressourcer.

Novellen Vi er her nu er skrevet ud fra både morens og pædagogens perspektiv. Den handler om Sara, der har været udsat for et traume tidligt i livet, og hvordan det påvirker hendes tilknytning til både sin mor, pædagogerne og de andre børn i institutionen. Også her hører vi om en splittet

Forældre under pres Flere noveller tager udgangspunkt i et forældreperspektiv, og skildrer eksempelvis, hvordan man som forældre kan føle sig presset af forventninger fra både sin familie og sit barns pædagoger. Herunder får læseren en forståelse for, hvordan det kan føles at opleve mistillid fra det pædagogiske personale i forhold til ens forældreevne.

ANMELDELSE

Barnets perspektiv

Aya slog ik William, William slog sig selv er skrevet som en dialog mellem en pædagog og Aya på 2½ år. Aya har gjort et andet barn fortræd. Og i stedet for at skælde ud, er pædagogen nysgerrig og ikke-dømmende i sit samspil med Aya. Det giver Aya mulighed for, med sine egne ord, at forklare, hvad der er på spil indeni hende, uden helt at indrømme, at det (måske) var hende, der bed William.

Flere perspektiver i spil

Andre noveller vækker helt anderledes følelser i kroppen, fx passager som denne: ’Døren står åben, og Albert ser, hvordan vandet blander sig med blodet i en stor rød pøl i vasken. Albert bliver stående i døren ud til legepladsen. Så fanger far hans blik i spejlet. ’Er du okay?’ spørger far og kigger på Albert. Som om det er Albert, der er kommet til skade. Men det er ikke Alberts hænder, der er opsvulmede. Det er fars.’ (Uddrag fra Børnenes jord.)

Jeg mener, det er en stor styrke, at novellerne ikke kun er skrevet ud fra et pædagogisk perspektiv, men i lige så høj grad ud fra forældreperspektivet (og også lidt børneperspektivet). På den ene side, giver novellerne et billede af, hvordan tingene kan se ud for pædagoger i en presset hverdag. En hverdag, hvor der skal tages hensyn til både børn, kollegaer og forældres behov og ønsker, samtidig med, at det hele skal passe ind i de lovgivningsmæssige rammer. På den anden side får vi også et indblik i, hvordan forældre kan opleve mødet med pædagogerne i daginstitutionen, og hvilken betydning den ulige magtfordeling kan have i disse relationer.

bestemt ikke en undtagelse. Den har talt til mig, både som professionel og som mor med en cocktail af humoristiske såvel som alvorlige emner. Novellerne lægger op til refleksion og kan hver især også bruges som udgangspunkt for faglige drøftelser på både uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Bogfakta

Titel: Mælkekassetårn –daginstitutionsnoveller

Redigeret af: Christian Aabro og Julie Top-Nørgaard

Sideantal: 171

Stof til eftertanke Generelt er jeg vild med den måde skønlitteratur kan få faglige begreber og metoder til at rumstere i min bevidsthed. Denne novellesamling er

Hvis jeg til sidst skal komme med en kritisk bemærkning, så bruger enkelte noveller et sprog, der ikke passer helt til aldersgruppen. Dette påvirker desværre troværdigheden. Nogle af novellerne har også en lidt vag slutning, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men helt generelt er jeg begejstret for ’Mælkekassetårn’, og jeg giver den min bedste anbefaling. Skønlitteratur kan give adgang til andre perspektiver og nuancer end faglitteratur, hvilket er både gribende og givende.

Forlag: Akademisk Forlag

Anmeldt af: Line Dorthea Thorsted, pædagog

Mælkekassetårn er en samling nyskrevne noveller, der beskæftiger sig med dagtilbudsområdet. Serien omfatter også ’En hummer kan ikke dø’, social- og specialpædagogiske noveller samt ’Levn efter personspecifikke aktiviteter’, der er socialrådgivernoveller.

Generelt er jeg vild med den måde skønlitteratur kan få faglige begreber og metoder til at rumstere i min bevidsthed. Denne novellesamling er bestemt ikke en undtagelse.

TANKEBOBLER – SFO-SOFIE

Trivsel

Om SFO-Sofie

SFO Sofie er pædagog i skolereformens malstrøm. Hun tager afsked med fritidspædagogikken og får nye arbejdsopgaver, nye kollegaer og ny ledelse.

Med sig i malstrømmen har SFO Sofie blandt andet børnene, forældrene, kollegaerne (både pædagoger og lærere), skoleledelsen og kommunen.

Følg SFO Sofies arbejdsliv på bloggen på Twitter og på Facebook

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

Af Hanne Duus, journalist, VIA University College, hd@via.dk

Den dag det følelsesmæssige ikke gibber i mig, skal jeg ikke være her mere

Christian Ebbe er pædagog og leder på specialinstitutionen Kofoedsminde. Hver dag møder han nye udfordringer og ofte nye beboere, der lige er blevet anbragt. Trods vold, smerte og triste skæbner elsker han sit job.

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

En politibil kører ind gennem en af portene til Kofoedsminde. På bagsædet sidder en ung pige. Hun har en halv kagemand med sig. Det er hendes 18 års fødselsdag. Den unge pige kommer fra et bosted, hvor hun har boet i flere år. Hun er udviklingshæmmet og har begået en forbrydelse, så hun er dømt til anbringelse på Kofoedsminde. Men her skal de anbragte være fyldt 18 år. Derfor blev hun først bragt hertil på sin 18 års fødselsdag.

minde i Rødby på Lolland. En specialinstitution for domsansbragte udviklingshæmmede voksne med en IQ under 70. Han fortæller om en situation, han særligt husker tilbage på som noget, der har sat sine spor.

– du er alt for ung og uskyldig til at være hernede. Vi vil gøre alt for at beskytte dig,’ siger Christian Ebbe, der forklarer, at på Kofoedsminde er der blandt andet seksualforbrydere – voksne med en barnlig tankegang.

Sådan fortæller Christian Ebbe, pædagog og leder på Kofoeds-

’Jeg tænkte: Undskyld, men hvad laver du her? En ung pige på sin 18 års fødselsdag med en halv kagemand. Og nu kommer du herned, bliver låst ind bag et stort hegn, bag en stor dør og ind på en kold og kedelig afdeling. Og så kan en stor gut gå forbi og kigge på dig. Jeg tænkte bare

’Det var simpelthen synd. Og det der med, at hun havde en kagemand med, var næsten ikke til at bære. Det var ikke bare en kage. Det var en kagemand! Og hun har vidst i lang tid, at hun skulle herned. Hun har bare gået og ventet på at fylde 18 år,’ siger Christian Ebbe.

Pædagog af hele sit hjerte Det er en smuk dag i oktober. Christian Ebbe og jeg går i gule og orange efterårsblade – det er varmt, solen skinner, bladene er smukke og lige faldet af træerne. Vi går ind bag lukkede sluser. Christian Ebbe låser først den ene dør op. Låser igen. Vi er lukket inde i buret. Først når døren er forsvarligt låst, låser han den næste gitterdør op. Og så er vi inde i det lukkede område.

Christian Ebbe låser først den ene dør op. Låser igen. Vi er lukket inde i buret. Først når døren er forsvarligt låst, låser han den næste gitterdør op. Og så er vi inde i det lukkede område.

Christian Ebbe er leder, men først og fremmest pædagog. Af hele sit hjerte. Han har arbejdet på Kofoedsminde i 21 år. Han kom her første gang i sin sidste praktik på pædagoguddannelsen. Efter praktikperioden blev han ansat som vikar. Som færdiguddannet pædagog blev han fastansat, og så har han været her lige siden.

Han fortæller, at han nok er lidt gift med sit arbejde, men han er også familiefar med to børn på

BAG TREMMER

På Kofoedsminde er omsorgen vigtig, selvom arbejdet foregår med den største sikkerhed og bag tremmer.

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

Det er vores opgave at tage vare på beboerne, forklarer Christian Ebbe. De er domsanbragte, men det her er også deres hjem.

henholdsvis 2 og 22 år. Født og opvokset på Lolland og bor nu med familien i Maribo.

’Jeg holder aldrig fri. Jeg holder selvfølgelig ferie, men jeg er altid på min mail, for så ved jeg, hvad der sker. Mest for at brandslukke og tage en beslutning her og nu. Jeg kan godt tage arbejdsuniformen af, men den hænger aldrig langt fra mig,’ siger Christian Ebbe, der fortæller, at for ham er beboerne på Kofoedsminde ikke onde mennesker. De fleste har bare ikke evnerne til at handle fornuftigt.

’Skræller du deres historier af, er det ofte ikke den udviklingshæmmedes egen skyld, at de handler som de gør. Flertallet er skadet af deres livshistorie. Vokset op med omsorgssvigt fra familien, fra samfundet. Så finder de sammen med en gruppe kriminelle, hvor de er de dumme i selskabet, og laver uheldige ting, for at blive en del af fællesskabet,’ siger Christian Ebbe.

mennesker. Du bliver nødt til at vise tillid, hvis der skal være noget pædagogisk værdi i arbejdet med at udvikle det enkelte menneske. Du er pædagog som menneske. Det ligger i vores værdibaserede pædagogik: Du skal være omsorgsfuld, og du vil andre mennesker det godt,’ siger Christian Ebbe, og fortsætter:

Jeg tror på det gode i mennesker Beboerne på Kofoedsminde må som udgangspunkt ikke have en IQ på over 70. Nogle er født med organiske skader som en hjerneskade eller beskadigede frontallapper og har derfor ikke har en stopklods. Men flertallet er her på grund af en opvækst med groft omsorgssvigt.

’Hernede skal vi så vise dem, at der findes andre måder at leve på. Vise, at vi grundlæggende stoler på dem. ’Du har sagt, at du ikke gør det her mere. Så tror jeg på det’, siger Christian Ebbe, der forklarer, at han ofte møder undren, når han vælger at vise tillid til en beboer, selvom vedkommende har overfaldet en, været truende eller har gjort noget, der sætter andre i fare.

’Måske, men jeg gør det, for det er en væsentlig del af pædagogrollen. Jeg tror på det gode i alle

Beboerne behandles som enkeltindivider ’Det er jo mennesker, vi har med at gøre. Mennesker, der har en lav IQ. Som ikke altid ved, hvad de gør. De er ikke onde mennesker. De ønsker ikke at slå et andet menneske ihjel. De har bare ikke evnerne til at undgå det,’ siger Christian Ebbe, der forklarer, at det er en grundlæggende værdi på Kofoedsminde, at den enkelte beboer skal udvikle sig som individ. ’Det er vores opgave at tage vare på beboerne. Det er jo deres hjem, så længe de opholder sig

DET ER JO MENNESKER, VI HAR MED AT GØRE

Jeg tror på det gode i alle mennesker. Du bliver nødt til at vise tillid, hvis der skal være noget pædagogisk værdi i arbejdet med at udvikle det enkelte menneske. Du er pædagog som menneske.

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

Tårerne piblede bare ud af hende, og hun trængte så meget til en krammer. Da vi havde krammet færdig, var jeg helt våd af hendes tårer. For pokker. Hun er jo bare et barn i en voksenkrop. De skal have de krammere og klap, de trænger til, hvis de vil have dem.

hernede. Sammen skal vi finde den vej, der hjælper den enkelte til mestre sit eget liv,’ siger Christian Ebbe. Han forklarer videre, at aggression og frustration kan ende i magtanvendelse, trusler fra beboerne eller alvorlige, voldelige episoder. Og det er negative oplevelser for alle parter.

møde beboernes frustrationer, inden de eksploderer, mindskes risikoen for vrede og vold,’ siger Christian Ebbe.

’Det kan øge risikoen for arbejdsskader, stress, dårlig stemning, angst og utryghed. Derfor er det helt afgørende for det pædagogiske arbejde, at der er en atmosfære af tillid og med så lidt aggression og frustration som muligt. For når vi forstår at

Fald naturligt ind i dagligdagen Han fortæller videre, mens vi går omkring på institutionens område og ser de forskellige værksteder, møder beboere, der arbejder med biler, slår græs, ordner brænde. Og indenfor, hvor vi snakker med beboere i det kreative værksted, nogle der spiller brætspil i et fællesrum, og andre igen der hygger over en kop kaffe i et køkken. Der er til gengæld ikke meget

hygge over indretningen, der i mange tilfælde er helt tomt for udsmykning, køkkenredskaber og hjemlig hygge. For det kan mange af beboerne ikke håndtere. Pludselig kan et bordben eller en kop blive til et våben, og en helt almindelig situation kan udvikle sig farligt.

de bare irriterede, og det kan jeg godt forstå,’ siger Christian Ebbe og fortsætter:

’Du kan fx stå med en kaffekop og hygge, mens du holder øje. Få det til at virke naturligt. Opfind en opgave i stedet for bare at stå og holde øje. Blend ind og vær med til at gøre det hyggeligt’.

’Den største del af tiden er her en løssluppen hyggestemning. Men så kan noget uforudset pludselig trigge en beboer. Vi skal hele tiden være på vagt, men ikke opføre os som vagter. Det duer ikke, at vi render efter dem som små soldater. Så bliver

Det følelsesmæssige gibber stadig i mig Ifølge ham skal det gå personalet på, når nogle beboere ind imellem er frustrerede, kede af det eller ulykkelige. Forleden dag kom han forbi en ung pige som

INGEN LØSE GENSTANDE

Indretningen på Kofoedsminde bærer præg af, at beboerne kan være farlige.

Et bordben kan bruges til våben, og så kan en situation pludselig udvikle sig.

PORTRÆT AF EN PÆDAGOG

Jeg kan godt vise omsorg for mine beboere, på samme måde som jeg gør for mine børn. Jeg har været her i 21 år og oplevet utrolig meget. Jeg er blevet truet med at blive slået ihjel. Men de følelsesmæssige ting gibber stadig i mig. Og den dag de ikke gør det, skal jeg ikke være her mere.

vi lige har mødt i et af husene. Hun er meget tit ked af det. Og nogle gange er Christian Ebbe den onde, for det er ham, der sætter reglerne. Men den dag var hun bare så ked af det.

’Tårerne piblede bare ud af hende, og hun trængte så meget til en krammer. Da vi havde krammet færdig, var jeg helt våd af hendes tårer. For pokker. Hun er jo bare et barn i en voksenkrop. De skal have de krammere og klap, de trænger til, hvis de vil have dem. Det ligger helt naturligt. Jeg kan godt vise omsorg for mine beboere, på samme måde som jeg gør for mine børn. Jeg har været her i 21 år og oplevet utrolig meget. Jeg er blevet truet med at blive slået ihjel. Men de følelsesmæssige ting gibber stadig i mig. Og den dag de ikke gør det, skal jeg ikke være her mere,’ siger Christian Ebbe.

Nogle beboere hører ikke til her Han fortæller, at det nogle gange

kan være en udfordring, at beboerne ikke hører til her, men i stedet bør behandles i psykiatrien. Kofoedsminde hører til under Serviceloven og har ikke personale, der er uddannet til at arbejde med psykiatriske diagnoser. Men mange bliver automatisk kørt herned, fordi de har en dom og en IQ på under 70.

’Vi havde en beboer, der hørte til i psykiatrien og ikke her. Han sad på sit værelse i 4-5 måneder. Han var så syg. Han ville ikke tage sine sko af. Han ønskede, at hans fødder ville rådne op. Det var forfærdeligt. Og vi var ikke i stand til at hjælpe ham. Til sidst blev han overført til psykiatrien og fik den hjælp, han havde behov for. Et par år senere kom en anden beboer, der kendte ham, til Kofoedsminde. Han fortalte, at han havde sagt: ’Skal du på Kofoedsminde? Det skal du være glad for. Der passer de godt på dig.’ Det var så dejligt at høre, at vi havde gjort et eller andet

godt, selvom vi ikke havde de rette kompetencer til at hjælpe ham,’ siger Christian Ebbe.

Lige inden vi for sidste gang går igennem en sluse, hvor vi låser os selv ud fra det lukkede område, kigger Christian Ebbe ind mod bygningerne bag gitteret, og fortæller, hvor livgivende et arbejde han har. Med så mange historier. I dag har de sagt farvel til en beboer, der har været her i mange år, men som nu skal videre. Og det er både dejligt og vemodigt på samme tid. Men når Christian Ebbe møder ind igen på mandag, er der sandsynligvis ankommet en ny beboer. Og en ny historie kan begynde.

DOMSANBRAGT

Om Kofoedsminde

Kofoedsminde er en specialinstitution for domsanbragte udviklingshæmmede, der er fyldt 18 år og som har en IQ under 70. Institutionen har 16 lukkede afdelinger og en åben. Den er beliggende i Rødby på Lolland.

De har udviklet en særlig Kofoedsmindemodel, der bygger på værdier om, at den enkelte beboer skal udvikles og behandles som et særskilt individ.

Læs mere om Kofoedsmindemodellen

Kofoedsmindemodellen

Kofoedsminde er den eneste af sin slags i Danmark og i det meste af Europa. Der findes en pendant i blandt andet Holland, men den adskiller sig fra Kofoedsminde ved blandt andet at låse beboerne inde på deres værelser om natten. Det gør de ikke på Kofoedsminde, for her er værdibaseret ledelse og tillid nøgleord.

Store krav til det pædagogiske arbejde Beboerne på stedet er vurderet uegnede til afsoning i fængsel, og har fået en anbringelsesdom. Det betyder, at Kofoedsmindes beboere på nogle områder adskiller sig markant fra beboerne på andre bosteder for udviklingshæmmede. Det stiller store krav til det pædagogiske behandlingsarbejde.

Kofoedsmindes opgave er at skabe et sammenhængende og helhedsorienteret tilbud til den enkelte. Der på den ene side skærmer offentligheden mod personen, og på den anden side alligevel bedst muligt støtter den enkelte i at kunne opnå en bedre evne til at mestre sit liv uden tilbagefald til vold, trusler og kriminalitet.

Læs mere om Kofoedsminde

DEN ENESTE AF SIN SLAGS

Kofoedsminde skærmer på den ene side offentligheden fra beboerne, men arbejder på den anden side også med at støtte den enkelte i sin udvikling.

Outsiderkunsten trives i Randers

Af Erika Zimmer Brandt, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

GAIA Museum i Randers er et særligt kunstmuseum. Kunstnerne på GAIAs akademi er også særlige. De har udviklingshandicap, autisme eller Downs syndrom. Lige nu er de aktuelle med en særudstilling i anledning af museets 20-års jubilæum.

På GAIA museum i Randers bugner gæstebogen med personlige hilsener. Hilsnerne fortæller om museumsgæsternes oplevelser. Og én ting går igen; kunsten opleves nærværende og vedkommende. ’Mange gæster tager sig tid til at skrive lange hilsner og fortæller, hvad de oplever’, siger leder af GAIA Museum, Anna Noe Bovin. ’I går skrev en 7. klasse helt kort ’Smukt!’ om deres oplevelse’.

Lidenskab og lunefulde påfund Outsiderkunsten er som kunstretning omkring 100 år gammel. Det er kunst lavet af kunstnere, der ikke er en del af den etable -

rede kunstverden. Det kan være mennesker, der er marginaliserede, psykiatriske patienter eller udviklingshæmmede. ’På GAIA læner vi os op ad en forståelse af outsiderkunst, som vi har fra den britiske kunstkritiker Roger Cardinal. Han beskrev outsiderkunsten som et produkt af et autentisk skabelsesinstinkt’ forklarer Anne Noe Bovin, der udover at være leder i GAIA også er cand.mag. i æstetik og kunsthistorie. ’Cardinal skrev også, at denne kunstretning intet havde at gøre med akademiske standarder, men alt at gøre med lidenskab og lunefulde påfund.’

Et fartøj fra Star Wars med lys i

Lidenskaben og de lunefulde påfund skinner tydeligt igennem værkerne på den aktuelle jubilæumsudstilling.

Claus Thomsen, der har fire skulpturer med på udstillingen, er både kunstner og opfinder. Han bygger funktioner ind i sine skulpturer. Når man trykker på en knap, drejer rotorbladene rundt på hans helikopter-skulptur, og når man trykker på en anden, spiller værket en sang. ’På andre kunstmuseer må man ikke røre ved værkerne’, forklarer han. ’Men det må man godt med mine skulpturer’. Claus’ skulpturer er et

CLAUS

Claus Thomsen demonstrerer sin helikopter-skulptur.

I går skrev en 7. klasse helt kort ’Smukt!’ om deres oplevelse.

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Om GAIA MUSEUM

GAIA Museum i Randers er det eneste danske kunstmuseum, der har som formål at opbygge en international samling af outsiderkunstværker, som er skabt af mennesker med fysiske, psykiske eller sociale handicaps

Idéen med museet har siden starten for 20 år siden været at drive et internationalt museum for outsiderkunst og en kulturvirksomhed med produktive og fantasifulde værksteder.

LIS

Lis Jensen har været en del af GAIAs akademi fra begyndelsen. Hendes værker viser verden set fra et fly. eksempel på, at publikum involverer sig aktivt i udstillingerne. For faktisk har så mange besøgende trykket på knappen, der får værket til at spille, at batterierne må skiftes, mens vi er der.

’Det bedste er anerkendelsen’, fortæller Pernille Riebling Hansen. Hendes maleri af Kronprinsesse Mary er købt af museet, og det skal indgå i GAIA Museums faste samling.

Med glæde og stolthed Maria Sloth Sørensen deltager

på jubilæumsudstillingen med en serie af fem store malerier. ’Jeg har lavet maleriet, som de har brugt på plakaten’, fortæller hun tydeligt stolt. Ligesom Claus bryder Maria med det almindelige i sine værker. Bag på sine malerier skriver hun tekster, der kan ses som værker i sig selv.

’Det bedste er anerkendelsen’, siger Pernille Riebling Hansen, da hun bliver spurgt om, hvad der er det bedste ved at få sine værker udstillet på museum. ’Det kan ellers godt være lidt svært. Folk er jo skeptiske’, fortæller hun alvorligt. ’Men det er kun indtil, de kommer og ser

værkerne. Ja, så kan de simpelthen ikke få nok’. Hun smiler. Pernille deltager i jubilæumsudstillingen med en række portrætter i tusch og et maleri af Kronprinsesse Mary.

GAIA Museum er åbent for offentligheden. Der er fri entré og handicapvenlige forhold.

Læs mere om GAIA Museum og outsiderkunst her

PERNILLE

Cardinal skrev også, at denne kunstretning intet havde at gøre med akademiske standarder, men alt at gøre med lidenskab og lunefulde påfund.

Når pædagogikken trives, trives børnene

Et særligt samarbejde mellem pædagoger, ledere, forskere og studerende har bragt pædagogikken i trivsel i Aarhus kommune. Projektet peger på, at pædagogikkens trivsel er tæt forbundet med børnenes trivsel.

Mie er pædagog og sidder med en plante i hånden. Hun er blevet bedt om at tage en genstand med til udviklingsarbejdets introduktion. Genstanden skal kendetegne værdierne i børnehuset.

Mie fortæller: ’... Den er grøn, fordi den har fået vand og lys og næring. Og jeg tænker, at alle planterne hernede er grønne, altså nogenlunde ... Vi er gode til at give hinanden næring. Og jeg har tænkt det sådan internt i kollegaflokken ... Hvis vi er gode, så gør vi også børnene gode.’

Mie taler om planter, der skal have vand, lys og næring. Hun bruger det som et billede på pædagogikken. Pædagogikken skal også næres for at trives. Hun peger også på, at børns trivsel er tæt forbundet med pædagogikken på stedet. Eksemplet er et af mange, der beskriver en sammenhæng mellem pædagogik og børns trivsel. Det stammer fra et udviklingsarbejde, hvor pædagoger, ledere, studerende og forskere arbejdede sammen.

Og Mies forslag giver anledning til refleksion: For hvordan bliver

Af ph.d og lektor Lise Jönsson Koumaditis, ph.d og lektor Anne Mette Buus, studerende Christoffer Jensen og studerende Sisse Ulrich, VIA Pædagoguddannelsen

personalet gode, så børnene bliver gode? Hvad skal der til for, at planten får vand, lys og næring? Hvordan får vi både pædagogikken og børnene til at trives?

Pædagogik og pædagogisk udvikling

I kølvandet på Den styrkede pædagogiske læreplan (2018) har kommuner og dagtilbud revideret deres lokale læreplaner med fokus på pædagogik og pædagogisk udvikling. I Aarhus kommune formulerede de et fælles pædagogisk grundlag, som sætter retning for dagtilbud i hele kommunen. Arbejdet er omdrejningspunkt for et udviklingsprojekt, hvor pædagogikken kommer til at trives, så børnene kan trives.

ting kan gribes anderledes an. En forstyrrelse kan tage mange former. Det kan være en bog, en forældreudtalelse, en lovgivningsændring – men det kan også være planlagte forstyrrelser som i arbejdet med professionscirkler.

Professionscirklerne er et samarbejde mellem forskere og studerende samt pædagoger, pædagogmedhjælpere og den pædagogiske leder i en institution. Gennem syv måneder arbejdes i seks professionscirkler, hvor en facilitator leder deltagerne gennem en designproces. I processen er der fokus på at udvikle pædagogisk praksis gennem formulering af udviklingsspørgsmål, prøvehandlinger og test i praksis.

OM

Anne Mette Buus amb@via.dk

Anne Mette er ph.d. og lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og i VIA Pædagogik og dannelse, Forskningsprogram for børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem (B-Trit) og Forskningsprogram for dannelse og etik.

OM OM OM

Lise Jönsson Koumaditis lhjo@via.dk

Lise er ph.d. og lektor ved VIA Pædagogik og Dannelse, Forskningsprogram for Børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem (B-Trit).

Sisse Ulrich 292009@via.dk

Sisse er pædagogstuderende ved VIA Pædagoguddannelsen.

Hun er desuden talentstuderende i Allianceprojektet og tager aktiv del i professionscirklerne.

Christoffer Jensen 292461@via.dk

Christoffer er pædagogstuderende ved VIA Pædagoguddannelsen.

Han er desuden talentstuderende i Allianceprojektet og tager aktiv del i professionscirklerne.

Professionscirkler

Pædagogisk udvikling kræver forstyrrelse. Hvis vi ikke forstyrres, reproducerer vi ofte den virkelighed, vi står i. Og det kan være svært at overskue, hvordan

I professionscirklerne arbejdes med en fælles tematik. Deltagerne arbejder dog også i mindre grupper med egne fokuspunkter. Alle gruppemedlemmer

Hun er tilknyttet Allianceprojektet og forsker primært i dagtilbudsområdet.

Hun er projektleder af Allianceprojektet og forsker primært på dagtilbudsområdet.

bidrager med netop deres ekspertise. Det pædagogiske personale giver indblik i praksis og prøvehandlingernes potentiale og faldgruber. Den pædagogiske leder inddrager ledelsesmæssige perspektiver og sparring fra dagtilbuddets ledelseslag. Og forskerne kommer med forskningsmæssige indspark, mens de studerende inddrager viden fra erhvervserfaring, studiet, praktikker og feltarbejde i institutionen.

Deltagerne rykkes ud af deres normale tankegang, og der tænkes nyt. Samtidig indgår alle i et ligeværdigt samarbejde om pædagogik og pædagogisk udvikling. Der trækkes på hinandens ressourcer – og i fællesskab gives nye og kvalificerede bud på, hvordan Det fælles pædagogiske grundlag kan komme til live i praksis.

Nye børnefællesskaber

Det har i løbet af projektet vist sig, at bidrag fra de forskellige deltagere medfører relevante og interessante forstyrrelser.

I den mindre gruppe, som Mie er en del af, er de optaget af børnefællesskaber. For børnene i institutionen leger ofte med de samme og indgår sjældent i nye relationer. Professionscirklerne

bliver derfor brugt til at reflektere over, diskutere og designe en ny måde at lade børnene indgå i fællesskaber på. Før dannede personalegruppen børnegrupper ud fra deres overbevisning om, hvad der ville fungere og understøtte nye relationer. På baggrund af viden og erfaringer fra pædagogisk personale, forskere og studerende, eksperimenterer gruppen med tiltag, der blander børnegruppen på kryds og tværs. Gruppen vælger fx at trække lod, så det bliver helt tilfældigt, hvilke børn, der ender i hvilken gruppe. Det gør de for at give plads til helt nye børnefællesskaber på stuen. Personalets forfor-

ståelse lægges dermed på hylden, og de eksperimenterer samtidig med forskellige roller og ansvar i personalegruppen. Fx knyttes hvert personale til små værksteder, hvor de små grupper på syv børn samarbejder om en aktivitet. Gennem eksperimentet udvikler de pædagogiske greb og handlemåder, som gruppen er enige om, og som får både pædagogikken og børnene til at trives bedre.

Tid, fælles sprog og ejerskab

Da Mies gruppe diskuterer, hvordan de har fået pædagogikken til at trives, peger de først på tid. Tid til fordybelse og ro til at gå fagligt til værks. De peger også på processerne, der var et vigtigt fælles afsæt for den pædagogiske udvikling. At være sammen giver et fælles sprog og ejerskab, så de nye tilgange til børnefællesskaber bliver en naturlig del af hverdagen. De er også enige om, at der er sammenhæng mellem pædagogik og børns trivsel. Det fortæller Mie om, da hun til den

Da Mies gruppe diskuterer, hvordan de har fået pædagogikken til at trives, peger de først på tid. Tid til fordybelse og ro til at gå fagligt til værks.

sidste professionscirkel igen bli ver bedt om at tage en genstand med. Her har Mie ladet planten blive hjemme og har i stedet taget 28 forskellige perler med for at illustrere, hvordan hendes pædagogiske praksis har foran dret sig: Og det har jeg fordi, det skulle symbolisere gruppen vi har … At de her 28 forskellige individer kan noget sammen. I det her tilfælde kan det blive en perle kæde, det kan blive et armbånd, det kan blive en fingerring, men vi kan noget sammen i små grupper ... Og det venskab, der er kommet … Det giver os en tryghed, men vi kan også mærke børnenes tryghed i hinandens nærvær. Og det synes jeg har været den største ændring i vores praksis. Det er den her tiltro til os selv i forhold til at sætte legerelationer sammen, men også børnenes tiltro til hin anden i forhold til at få legen til at fungere.

Allianceprojektet er et samarbe -

BUPL Aarhus, FOA Aarhus, SOSU styrkede pædagogiske læreplan.

Pædagoger, pædagogmedhjælpere, pædagogiske ledere, studerende fra pædagoguddannelsen og forskere fra VIA undersøger sammen, hvordan værdierne i det fælles pædagogiske grundlag kan udfoldes i konkret pædagogisk Artiklens eksempler er hentet fra

gende daginstitutioner. Navne er

Og det venskab, der er kommet … det giver os en tryghed, men vi kan også mærke børnenes tryghed i hinandens nærvær.

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Når bøger og læsning skaber trivsel i vuggestuen

Det er velkendt, at dialogisk læsning kan styrke børns sprogtilegnelse. Men det er måske mere overraskende, at aktiviteten også kan bidrage til, at børn i udsatte positioner trives bedre i vuggestuen.

Dialogisk læsning giver nye muligheder for udsatte børn Børn i udsatte positioner kan have et stort udbytte af dialogisk læsning. Det er et vigtigt fund fra et aktuelt forskningsprojekt, som involverer pædagoger og ledere i to vuggestuer og en gruppe forskere fra VIA University College. Projektet har fokus på pædagogernes perspektiv på kvalitet i vuggestuens sprogmiljø.

Som indsatsområde valgte pædagogerne i den ene af vuggestuerne at give børnene bedre adgang til bøger i hverdagen. De ville også arbejde med dialogisk

læsning med en lille gruppe børn, som de ønskede at give supplerende sprogstøtte. Som forventet udviklede alle børnene deres sproglige kompetencer gennem de nye indsatser. Men der skete også noget mere uventet i løbet af udviklingsprojektet. Det viste sig nemlig, at det skaber bedre trivsel for sprogligt og socialt udsatte børn i vuggestuen, når de læser bøger sammen med en voksen.

Øget trivsel gennem dialogisk læsning

I gruppen med dialogisk læsning deltog et barn, som havde behov for ekstra pædagogisk opmærksomhed både i forhold til sine

Af Irene Salling Kristensen, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Barnet trivedes åbenlyst i aktiviteten. Det var overraskende fordi dialogisk læsning forudsætter mange af de kompetencer, som barnet var udfordret på.

sproglige og sine sociale kompetencer. Barnet var halvandet år gammelt og havde bemærkelsesværdigt lidt verbalsprog. Pædagogerne beskrev barnet som værende på kanten af det sociale fællesskab, og barnet kom ofte i konflikt med de andre børn. Barnet var meget fysisk aktiv og havde gode motoriske kompetencer.

På baggrund af pædagogernes erfaringer med barnet var det derfor temmelig uventet for pædagogerne, at barnet deltog meget engageret og aktivt i den dialogiske læsning. Barnet trivedes åbenlyst i aktiviteten. Det var overraskende, fordi dialogisk læsning forudsætter mange af de kompetencer, som barnet var udfordret på. Herunder sociale kompetencer: at vente på tur i samtalen, et udviklet verbalsprog til at samtale om historien og billederne i bogen – og endelig at være i stand til at sidde stille i længere tid ad gangen.

Dialogisk læsning med mange forskellige deltagelsesmuligheder Hvordan kan det være, at en sprogpædagogisk aktivitet som dialogisk læsning også kan bidrage til øget trivsel for et udsat barn? Det har vi ikke et enkelt svar på. Men måske er én af forklaringerne, at pædagogerne i udviklingsprojektet havde valgt en form for dialogisk læsning, der var baseret på kendskab og gode relationer til de medvirkende børn. Og at de tog udgangspunkt i børnenes perspektiv.

Pædagogerne havde valgt bogen Jeppes balje, og de inddrog forskellige artefakter i dialogen om historien, fx en balje, vand og en Jeppe-dukke. Før, under og efter læsningen var der små aktiviteter som at hælde vand op i baljen og lægge forskellige ting i baljen. Den dialogiske læsning blev altså suppleret med sanselige erfaringer og dermed tilpasset

vuggestuebørnenes erfaringsbaserede tilgang til verden. Der var således mulighed for at deltage i den dialogiske læsning på mange forskellige måder – ikke kun via verbalsprog, men også via kropslige handlinger.

Hermed fungerede den dialogiske læsning også inkluderende for barnet, som endnu ikke har et produktivt talesprog, men som er fysisk aktiv og motorisk kompetent. Barnets gode motoriske kompetencer blev en ressource i aktiviteten, da det kunne kommunikere nonverbalt og deltage gennem sine kropslige handlinger. At der deltog få børn i aktiviteten, og at pædagogen aktivt guidede barnet undervejs, understøttede også, at alle børnene kunne indgå i børnefællesskabet. Barnet blev altså inkluderet både kommunikativt og socialt i den dialogiske læsning, som dermed ikke blot blev en sprogstøttende, men også en trivselsfremmende aktivitet.

OM

Irene Salling Kristensen isk@via.dk

Lektor på VIA Pædagoguddannelsen

Irene underviser og forsker i pædagogers arbejde med de 0-6-årige børns sprogtilegnelse.

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Også i andre sammenhænge, end i den planlagte dialogiske læsning, blev barnets trivsel styrket gennem brug af bøger og læsning. Hvis barnet var ked af det ved aflevering om morgenen, fulgtes det med en pædagog ind i det nyetablerede boghjørne og læste en bog. Det gav barnet en tryg start på dagen og en roligere overgang til dagen i vuggestuen. Barnets inklusion i vuggestuefællesskabet og i børnefællesskabet blev lettet. Også i dette tilfælde blev bøger og læsning derfor trivselsfremmende for barnet. Det var en ny

erfaring for pædagogerne, da bøger og læsning ikke tidligere havde været prioriteret i vuggestuen.

At læse sammen er trivselsfremmende Udviklingsprojektet bidrog altså med to nye indsigter for pædagogerne i vuggestuen. For det første, at bøger og dialogisk læsning, udover at være sprogunderstøttende, også bidrager til inklusion i børnefællesskabet og til tryghed i overgangen fra hjem til vuggestue.

Måske kan denne erfaring bidrage til en udvidet forståelse af bogens rolle i vuggestuen? Hidtil har man typisk opfattet bogens funktion enten som didaktisk, rekreativ eller æstetisk. Det vil sige, man traditionelt enten har anvendt bøger til at lære børn noget, til at skaffe ro, eller til at få et æstetisk indtryk gennem bogens sprog- og billedside. På baggrund af udviklingsprojektet kan man nu tilføje, at læsning også virker trivselsfremmende.

For det andet har projektet vist, at det kan føre til ny viden,

når pædagoger i vuggestuen viser vovemod og tilrettelægger andre aktiviteter end de vanlige. Også når de eksperimenterer med andre aktiviteter end dem, som de umiddelbart tænker matcher børnenes profiler. Udviklingsprojektet har vist, at det er umuligt at forudsige, hvordan de enkelte børn engage rer sig i de forskellige aktiviteter. Når aktiviteterne tilrettelægges ud fra barnets perspektiv, kan der vise sig andre deltagelses muligheder for børnene, og de kan trives i aktiviteterne uanset deres forudsætninger.

Om projektet

’Sammen om sprog – lokal udvikling af kvalitet i vuggestuens sprogmiljø’ er et forskningsprojekt, der er forankret i programmet

’Sprog og literacy’ i Forskningscenter for pædagogik og dannelse.

Projektet sigter mod at udvikle kvaliteten i sprogmiljøet i to østog vestjyske vuggestuer, og det er støttet af BUPL.

Hør om flere fund og erkendelser fra forskningsprojektet i Pædagogisk Extrakts podcast ‘Sammen om sprog i vuggestuen’.

Du kan læse mere om projektet her.

Se også video om projektet.

Før, under og efter læsningen var der små aktiviteter som at hælde vand op i baljen og lægge forskellige ting i baljen. Den dialogiske læsning blev altså suppleret med sanselige erfaringer og dermed tilpasset vuggestuebørnenes erfaringsbaserede tilgang til verden.

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Af Brian Theodor Løcke, pædagog

Pædagogisk praksis eksisterer ikke uden BARNETS PERSPEKTIV

Det har regnet hele formiddagen, så der er store vandpytter på børnehavens legeplads. En af de yngste piger tager mig i hånden, så vi sammen kan undersøge vandpytterne. Hun kigger, peger og siger: ’Vand … meget vand!’ flere gange. Jeg fortæller, at vi gerne må lege med vandpytterne, for vi har jo vores gummistøvler og flyverdragt på. Jeg hopper op i en vandpyt, så det plasker rundt om mig. Hun kigger med store, smilende øjne og begynder straks at hoppe i vandet.

Børns perspektiver har været genstand for pædagogers opmærksomhed i noget nær et halvt århundrede. Siden 2018 har det ved lov været omdrejningspunkt i landets dagtilbud. På lige fod med andre fagtermer, teorier og metoder debatteres børneperspektiver. Men det er en forfejlet diskurs, når børne -

perspektivet betragtes som en metode eller teori, der kan tages frem og tilvælges at arbejde med. Pædagogisk praksis kan simpelthen ikke eksistere uden børns perspektiver, og det pædagogiske personale kan, hverken i dag eller på noget tidspunkt i historien, praktisere uden børneperspektivet.

Det er derfor afgørende, at vi lader børnenes perspektiver komme til udtryk på børnenes egne præmisser. Og på samme tid lader børneperspektivet få medindflydelse, selv når børnene ikke har mulighed for at komme til orde.

Et nøglehul til barnets perspektiv

Der findes ikke en entydig definition af begrebet, og i Danmark diskuterer fagfolk fortsat, hvordan vi skal forstå børneperspektiver. Der har siden årtusindskiftet været stort fokus på begrebsforståelsen. Når der er så stort fokus på begrebsafklaringen, skyldes det for mig at se, at der grundlæggende ikke er enighed om, hvad begrebet skal indeholde. En almindelig brugt faglig skelnen, som jeg finder meningsfuld i mit daglige arbejde, er at skelne mellem: Barnets perspektiv, der er verden som den opleves med barnets forståelsesramme, og børneperspektiv, som et fagbegreb, der dækker over pædagogens fagligt funderede indblik i barnets livsverden. Sidstnævnte kan sidestilles med et nøglehul, hvor pædagogen får indblik i en meget begrænset del af barnets perspektiv. Det er et vilkår i arbejdet med børn, og der vil

altid være en grad af skøn i tolkningen af barnets reaktioner og ytringer.

Pædagogisk kompas

Barnets perspektiv er altså altid til stede i pædagogisk praksis. Og der er til alle tider i pædagogisk praksis taget stilling til, hvorvidt børnenes stemme høres eller ej, om børnene har indflydelse eller ej. I dag er vi endelig nået dertil, hvor lovgivningen anerkender barnets perspektiv som et grundlæggende og essentielt pejlemærke for pædagogikken. Det er derfor afgørende, at vi lader børnenes perspektiver komme til udtryk på børnenes egne præmisser. Og på samme tid lader børneperspektivet få medindflydelse, selv når børnene ikke har mulighed for at komme til orde. Fx er vi nødt til at tænke det ind i arbejdsplanlægningen, i den praktiske planlægning af hverdagsrutinerne, og særligt når personalet evaluerer deres prak-

sis. På den måde kommer den faglige værdi af et børneperspektiv til udtryk som et mindset, der kan sammenlignes med et pædagogisk kompas.

Praksisfortællinger som øvebane Praksisfortællinger er en udbytterig øvebane i at reflektere over egen praksis. Og formålet er såre simpelt: Når børnenes perspektiver får mere plads i hverdagen, opnår børnene større trivsel i deres dagtilbud. For i praksisfortællingens narrative form findes en iboende mulighed for at genopleve situationen fra andre perspektiver. Metoden er derfor oplagt i pædagogisk arbejde.

OM

Brian Theodor Løcke briantheodor@gmail.com

Pædagog i en børnehave i Aarhus Kommune.

I bogen ’Pædagogik og fortælling’ skriver forskerne Hanne Hede Jørgensen, Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd, hvordan praksisfortællingen kan bruges til at åbne situationen, og derved åbne den pædagogiske praksis for tolkninger. Metoden kan bruges

Brian skrev bachelorprojekt om begrebet børneperspektiv, hvor han analyserede såvel den teoretiske som den praktiske forståelse og anvendelse af begrebet.

Han interesserer sig for børns deltagelse, demokrati i dagtilbud og ikke mindst børns oplevelse af den pædagogiske praksis.

som træning til at forstå barnets perspektiv, og ikke mindst som en æstetisk erkendelsesproces til at evaluere praksis.

Færre manualer, mere praksis Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har udgivet materiale om, hvordan pædagogisk personale kan arbejde systematisk med børneperspektiver. Herunder en liste med syv måder at arbejde med børneperspektiver på. Selvom intentionen er god, er det efter min mening en skæv forståelse af, hvad det vil sige at skabe en praksis med børnenes perspektiver i centrum. Manualernes svaghed er, at for

mange forsøg på at inddrage barnets perspektiv har voksenstyret indhold, og metoderne er skabt ud fra voksendefinerede rammer. Derved risikerer barnets perspektiv at drukne i en voksenskabt seance. Vi har ikke brug for flere manualer. Risikoen for, at den voksne kun får indblik i, hvad den voksne har konstrueret hos barnet, er for stor.

pædagogerne, som strømmer ind i alle aspekter af pædagogisk praksis.

I stedet efterspørger jeg en forståelse for, at børneperspektivet dækker over den voksnes stræben efter at opleve praksis fra barnets sted. Det er ikke en opgave, der kan vinges af, men en dybt forankret værdi hos

Vi har ikke brug for flere manualer. Risikoen for, at den voksne kun får indblik i, hvad den voksne har konstrueret hos barnet, er for stor.

Af lektor Heidi Tybjerg og lektor Louise Volsing, VIA Pædagoguddannelsen

Velkommen til pædagoguddannelsen. Jeg hedder Louise

Venlige værter viser vejen til et gæstfrit studiemiljø.

Det er første dag for 77 nye pædagogstuderende på Pædagoguddannelsen i Holstebro. Boldsalens kolde lys skinner over de opstillede borde. Der er en lille scene og ved siden af scenen sidder husorkestret klar til fællessang. Bordene er dækket med papirsdug og små buketter i vaser. Ved hver plads ligger der et program, tre små bolcher og et bordkort, hvor de studerende skal skrive deres navne. Salen

fyldes langsomt af studerende og undervisere. De studerende taler forsigtigt med dem, som sidder over for eller med den underviser, som går rundt mellem bordene og hilser på.

Der er en stemning af forventning, nervøsitet og nysgerrighed. På vejen ind er de nye studerende blevet mødt af studiementorer og undervisere som giver hånd, præsenterer sig og guider

UDDANNELSE I TRIVSEL

dem hen til bordplanen, der viser, hvor de skal sidde.

Værter og gæster

Når de nye studerende mødes med et håndtryk og et “Hej, jeg hedder Louise og velkommen til pædagoguddannelsen’ brydes en usynlig barriere. Der skabes et rum, hvor den studerende får en klar defineret rolle som gæst med det privilegium af tryghed og forventninger, der følger med den.

Vi har undersøgt, hvad der kendetegner en god semesterstart.

Vores undersøgelse er en del af et større Erasmus+ projekt, The Mobile Ethical Laboratory – Global Hospitality Ordet hospitality har hidtil i overvejende grad været anvendt indenfor hotel- og restaurationsbranchen. Vi undersøger i vores projekt, hvordan det med fordel kan bruges også på uddannelser. Ordet hospitality er afledt af hospes, som både betyder vært og gæst. Og heri ligger forståelsen, at både studerende og undervisere, er fremmede for hinanden ved semesterstarten. Vores studie hviler på en antagelse om,

at begge parter kan opleve at være fremmede, og at der heraf kan opstå usikkerhed og svære følelser udover det, man oplever på typiske arbejdsdage.

Underviserens omsorgsopgave

Når undervisere tager imod nye studerende ved opstarten af 1. semester, er det undervisernes omsorgsopgave at tage ansvar for, hvordan det første møde bliver.

“Jeg husker modtagelsen som varm og hyggelig. Der var en god stemning og folk var meget

OM

Heidi Tybjerg heth@via.dk

Lektor på VIA Pædagoguddannelsen i Holstebro.

Heidi er uddannet pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Heidi er videnmedarbejder i programmet Uddannelseskvalitet i forskningscenteret Uddannelseskvalitet, professionspolicy og praksis.

OM

Louise Volsing lovo@via.dk

Lektor på VIA Pædagoguddannelsen I Holstebro.

Louise er cand.mag i dramaturgi og medievidenskab. Hun interesserer sig særligt for, hvordan de æstetiske områder kan bidrage til børn, unge og studerendes læring.

Vores studie hviler på en antagelse om, at begge parter kan opleve at være fremmede, og at der heraf kan opstå usikkerhed og svære følelser udover det, man oplever på typiske arbejdsdage.

UDDANNELSE I TRIVSEL

Jeg husker modtagelsen som varm og hyggelig. Der var en god stemning og folk var meget imødekommende.

Jeg var meget nervøs inden, men nervøsiteten faldt, så snart jeg kom ind.

imødekommende. Jeg var meget nervøs inden, men nervøsiteten faldt, så snart jeg kom ind’. Ny pædagogstuderende, forår 2022

sammen som hold, både fag ligt og socialt. Tanken er også, at vi derigennem øver dem i at tage ansvar for holdets trivsel.

Underviserne er her relationsarbejdere. De studerendes sansede oplevelser ved studiestart er ikke neutrale. De studerende tager erfaringerne fra semesterstarten med sig, som afsæt for den fremtidige trivsel i klasserummet. Når studerende fra starten af uddannelsen oplever værtskab og gæstfrihed, er der større chance for, at disse bliver en naturlig internaliseret del af deres fremtidige kompetencer.

Værtskabets kompleksitet

Efter en uge på uddannelsen, skal de studerende igen forholde sig til rollerne som vært og gæst. Det sker i forbindelse med udarbejdelse af en holdkontrakt. Formålet med kontrakten er, at de studerende når til enighed om, hvordan de ønsker at være

Når de bliver spurgt: “Hvem er vært og hvem er gæst i dette rum?’ begynder de at få øje på værtskabets kompleksitet. De får blik for, at de både er værter for og gæst hos hinanden og at underviseren kan fungere som vært i det faglige, men også som eksempelvis gæst i det sociale.

Om projektet

I Hospitalityprojektet undersøgte

vi, hvordan det kan være med til at udvikle værtsskabet hos den enkelte, at de øver sig i at sætte sig i den andens sted.

Vi kalder det exposure methods. Vores empiri viser, at det har betydning for de studerende, at underviserne ved semesterstart er villige til at sætte sig selv i spil, være menneskelige og tage værtskabet på sig. Værtskabet skal vedligeholdes gennem hele Til at støtte denne opgave har vi udviklet en række spil med afsæt i empirisk materiale, som på forskellige måder eksponerer studerende og undervisere på en måde, hvor de kan udvikle gæstfrie læringsmiljøer.

Læs mere om projektet.

UDDANNELSE I TRIVSEL

Jeg kan jo se, at hun er glad

På Egmont Højskolen går der elever både med og uden handicap. Nogle har mere brug for hjælp end andre. Men fælles er, at alle har brug for hinanden. Emil er elev på højskolen, Marianne er pædagogstuderende og har lige været her i praktik. Vi har mødt dem til en snak om ligeværd, fællesskab og om at trives.

En fredag i efteråret mødes alle eleverne foran Egmont Højskolen. De skal på Egmont March. De skal vælge at gå enten 25 km. eller 30 km. Alle er med. Også selvom de sidder i en kørestol eller har andre udfordringer, der gør det svært at deltage. På Egmont er der lige vilkår for alle.

’Vi er jo godt klar over, at nogen har brug for forskellige hjælpemidler eller en pædagogisk bagdør for at kunne gennemføre en

march, på lige fod med dem, der sagtens gå hele ruten. Her er tale om et inkluderende fællesskab,’ siger Marianne Riis Mortensen, der læser til meritpædagog på VIA. Hun har netop afsluttet sin første praktikperiode på Egmont Højskolen. Hun uddyber videre: ’Det kan være, at du skal gå de første 5 km. Så bliver du fx kørt hen til der, hvor vi skal spise aftensmad. Efter aftensmaden er du igen klar til at deltage i

resten af turen. Og gennemfører sammen med dine kammerater. For det forventes, at alle deltager i fællesskabet’.

Her er lige vilkår for alle Ved siden af Marianne sidder Emil Widding, der er elev på Egmont Højskolen. Emil sidder i kørestol, han lider af Skoleose, og har derfor brug for daglig hjælp til forskellige gøremål. Emil har gået på Egmont Højskolen i snart 5 år. Før det boede han på et bosted på Sjælland, men på et tidspunkt trængte han til, at der skulle ske noget nyt.

’Det var noget af en omvæltning at komme fra bostedet til Egmont Højskolen. På højskolen er der klart flere forventninger til dig end på et bosted. På et bosted er det mere opbevaring,

mens på Egmont Højskolen er jeg en del af et fællesskab. Del af en flok på lige vilkår. Jeg har mange venner både med og uden kørestol. Vi tager os af hinanden – både fysisk og psykisk,’ siger Emil og tilføjer:

’Jeg trængte til nye udfordringer, til at se mit liv med nye øjne.

Komme ud blandt andre mennesker og se mit liv på en ny måde,’ siger Emil-

Vi deler de samme drømme På bostedet var der mange ansatte og mange regler. Hvor mange timer man fx kunne få til at handle, gå tur, gå i biografen. Alt skulle tilrettelægges i god tid og passes ind i vagtskemaer. På Egmont Højskolen har de elever, der har et større hjælpebehov, ansat de hjælpere, de har behov

Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

EMIL OG MARIANNE

Emil og Marianne kender hinanden fra Egmont Højskolen.

UDDANNELSE I TRIVSEL

På højskolen er der klart flere forventninger til dig end på et bosted. På et bosted er det mere opbevaring, mens på Egmont Højskolen er jeg en del af et fællesskab. Del af en flok på lige vilkår.

for. Men den store forskel er, at hjælperne også går på højskolen. De er ikke ansatte, der lever et privat liv ved siden af. De lever deres liv her sammen med Emil –og de andre elever.

’På Egmont Højskolen er jeg sammen med andre unge. På bostedet er personalet ansat og har deres eget liv ved siden af. På Egmont Højskolen flyder arbejde og fritid sammen. Vi er mere eller mindre jævnaldrende, vi deler de samme drømme og de samme tanker. Der er meget mere dynamik i det,’ siger Emil.

Ligeværdighed og solidaritet ’Det betyder meget for mig, at jeg er ligeværdig med de andre elever. Om de så tørrer mig i røven eller ej. Her er vi alle elever, der går på højskole. Vi er her for at få nogle gode oplevelser. Her handler det om ligeværdighed og solidaritet,’ siger Emil. Marianne tilføjer:

’De andre ser kvaliteterne i dig. Her er dine kvaliteter til gavn for alle. På et bosted er personalet ansat til at passe på dig. Og har ikke brug for dine kvaliteter. De kan sikkert godt se dem, men der er ikke behov for dem, for at få hverdagen til at hænge sammen. På Egmont Højskolen har alle brug for hinanden for. Brug for, at fællesskabet virker,’ siger Marianne.

Her er plads til alle Emil fortæller om en god veninde, han har på højskolen. Hans veninde er spastiker uden sprog. Ind imellem flyver hendes arme op og ud til siden. Eller hun kommer med mærkelige lyde, som i mange sammenhænge vil få folk til at undre sig. Men ikke på Egmont Højskolen. Her kan alt ske. Her er bare så mange forskellige mennesker. Og på spørgsmålet om, hvordan han ved, at hans veninde trives, svarer han:

’Jeg kan jo se, at hun er glad. Hun smiler, griner og deltager både i det faglige og sociale liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Her er bare de fedeste personligheder, jeg har mødt i mit liv,’ siger Emil, der nu er i gang med et fag, der hedder ’Form dit liv’, der er med til at forberede ham til at tage det næste skridt i livet. Hans drøm er at få egen lejlighed i Østjylland. Ansætte hjælpere, der kan gøre hans hverdag til hans eget ansvar. Og det glæder han sig til.

DEL AF ET FÆLLESSKAB

På Egmont Højskolen har alle brug for hinanden. Brug for, at fællesskabet virker.

Alt er muligt til det modsatte er bevist

På meritpædagoguddannelsen skal de studerende i en 7 ugers praktik inden for et af de specialiseringsområder, de ikke har fået merit for. Så de også lærer noget om de andre pædagogiske felter. Marianne Riis Mortensen har arbejdet 25 år inden for daginstitutionsområdet som pædagogmedhjælper. Så i sin første praktik skulle hun vælge enten skole/fritidsområdet eller special/ socialområdet. Og her valgte hun Egmont Højskolen, der har en flok elever, der er en blanding af handicappede og ikke handicappede.

har rigtig mange års pædagogisk erfaring, og inden jeg kom herned, tænkte jeg, at det kunne jeg nok godt finde ud af. Indtil jeg trådte ind og tænkte – det kan jeg ikke! Alt var nyt. Jeg kendte intet til det her pædagogiske område. Jeg var virkelig på udebane,’ siger Marianne, der lige så langsomt begyndte at opdage, hvad der var på spil, og hvordan hun skulle tackle forskellige situationer.

voksne, selvstændige mennesker. Så er vi i en ligeværdig relation, og de kan til enhver tid sige ’Fis af. Det der gider jeg faktisk ikke deltage i’. Jeg har virkelig skullet øve mig i, hvordan jeg blev medspiller og ikke en bestemmer,’ siger Marianne.

’Det var mega angstprovokerende at begynde hernede. Jeg

’Når jeg arbejder med børn, har jeg en vis form for bestemmelsesmagt. Jeg er den voksne. Jeg ved bedst. Men sådan er det jo ikke, når du arbejder med

Det, at man er med, er det rigtige Hun fortæller, hvordan de på Egmont Højskolen ser det enkelte menneske med alle de kvaliteter, hver især har. Her byder alle ind med noget – og har noget at bidrage med. I sin praktik har hun lært, hvordan hun kan tænke inklusion på en ny måde.

’I mit pædagogiske arbejde har vi altid tænkt de forskellige aktiviteter efter den børnegruppe, vi arbejder med. Så alle kan være med og samtidig gøre det lidt sværere, så de kan lære noget nyt. På Egmont Højskolen derimod, finder vi noget, vi har lyst til at lave. Et kæmpe teaterstykke, en filmfestival, en lang fælles march. Og så modellerer vi det omkring den enkelte elev. Ok, du vil gerne lave det her; så finder vi ud af, hvordan og hvad der skal til, så hver enkelt elev kan deltage. Sådan er Egmont. Man er ikke med på en rigtig eller forkert måde. Det, at man er med, er det rigtige. Og det er vigtigt. At deltage i fællesskabet er både et tilbud og et krav,’ siger Marianne, og understreger, at det har ramt hende, at på Egmont Højskolen møder de det enkelte menneske, som den det er. Ikke som den diagnose de måtte have. Hun er aldrig blevet præsenteret for en diagnose her.

’Det er vigtigt at understrege, at det forventes, at alle deltager i fællesskabet. Og der, hvor den enkelte ikke kan være med, er der en pædagogisk bagdør. I Egmont Marchen ville vi på daginstitutionsområdet oplagt have lavet en kortere rute til dem, der ikke har så lange ben eller, hvad ved jeg. Men på Egmont Højskolen er der fælles deltagelsesmuligheder. Der er plads til alle, og alle forventes at være med til det hele. Her er alt muligt til det modsatte er bevist,’ siger Marianne, og tilføjer, at hun vil tage de tanker med sig videre i sit pædagogiske arbejdsliv i daginstitutionsområdet.

Om Egmont Højskolen

Egmont Højskolen er en almindelig dansk folkehøjskole med plads til alle. Den ligger i Hou ved Odder. Eleverne er en blanding af mennesker med og uden handicap. De elever, der har større hjælpebehov, har ansat en eller flere assistenter til at hjælpe, så de kan deltage i alle aktiviteter på lige fod med alle.

Læs mere om Egmont Højskolen.

Jeg har virkelig skullet øve mig i, hvordan jeg blev medspiller og ikke en bestemmer.

Den nysgerrige brille før den kritiske

Bachelorpraktikken kan være lærerig for både studerende og praksis. Det er erfaringerne efter et vellykket projekt på Fogedvænget i Hedensted kommune. Læs om erfaringerne og få gode råd til, hvordan praktikken bliver god for både institutionen og de studerende.

Af Louise Bruslund Pedersen, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

UDDANNELSE I TRIVSEL

Da Ida og Majken skrev deres afsluttende bacheloropgave, gennemførte de praktikken på Fogedvænget i Hedensted. Fogedvænget er en specialinstitution, der tilbyder døgn- og aflastningspladser til børn og unge fra 5-24 år. Praktikken skulle vise sig at få stor betydning, både for Ida og Majken, og også for Fogedvænget.

Ida og Majken havde en idé. De havde i forvejen forberedt sig grundigt på Fogedvængets opgaver og målgruppe. De havde også gjort sig tanker om, at en aktionslæringstilgang ville være et godt afsæt for at undersøge den konkrete praksis. Men den endelige

problemstilling og det endelige undersøgelsesdesign blev først valgt, efter de havde brugt en del timer på at observere praksis. De skulle først finde ud af hvilke unge mennesker, de ville koncentrere sig om i deres undersøgelser, og hvad de reelt ville undersøge.

dannelse og fremme livskvaliteten i en hverdagspraksis, som er præget af systemverdenens strukturer og rutiner?’

De valgte at lave et interventionsdesign. De ville udvikle og indføre nye arbejdsgange, der skulle bidrage til at udvikle den pædagogiske praksis. Og de valgte at arbejde med denne problemstilling: ’Hvordan kan pædagoger arbejde med den enkelte unges livsverden og derigennem støtte

Ida og Majken blev koblet på det team, der arbejder med de unge, som var centrum for undersøgelsen. Undersøgelsesdesignet blev tilpasset, så det var i god tråd med det udviklingsarbejde, teamet i forvejen havde planlagt. Og der blev skabt fælles forståelse for, at teamet også skulle arbejde med Ida og Majkens idéer til udvikling af den pædagogiske praksis.

sætte ord på deres udbytte af praktikken, siger de: ’Det var en dejlig forstyrrelse at få nogen ind, der kigger anderledes på vores praksis. Det gav et stort udbytte til personalet, fordi mange af de ting, vi dykkede ned i, dykkede vi dybere ned i, end vi nok ellers ville have gjort. Og vi arbejdede mere grundigt med baggrundsviden og forståelse, end vi plejer. Det gav en masse kvalificerende samtaler, at hele teamet skulle arbejde i samme retning og forstå hvorfor’.

Bachelorpraktikken

beriger praksis

Når de på Fogedvænget skal

Praktikken i bachelorperioden var en lærerig øvebane Ida og Majken siger, at de fik et stort udbytte ud af at kunne få

lov at nørde grundigt ned i et fagligt felt. ’Vi fik øje på nogle andre ting, end vi tidligere har fået øje på. Bachelorpraktikken har været med til at skabe en tillid hos os selv til, at vi rent faktisk kan komme ud og agere som pædagoger i praksis. Det var også vigtigt for os at bruge praktikken på at arbejde med og udvikle hverdagspædagogik, som er det mest realistiske, vi kommer til at arbejde med fremadrettet. Aktionslæringen var en vigtig metodisk tilgang for os, fordi vi gerne ville opnå en oplevelse af samhørighed med resten af personalet om vores tilgang’.

OM

Louise Bruslund Pedersen lope@via.dk

Louise Bruslund Pedersen er lektor ved VIA Pædagoguddannelsen.

’Efterfølgende har vi også kunnet se, at projektet har levet videre i praksis. Og det bunder i, at vi som kollegagruppe oplevede en ensrettethed i det, vi gjorde. Det har været afgørende, at vi arbejdede i fællesskab, og at alle var villige til at reflektere over egen læring.

Louise interesserer sig især for læringspotentialer i praktikken, og fungerer som praktikkoordinator ved VIA Pædagoguddannelsen i Horsens.

Interaktion med andre mennesker skaber udvikling. Så samarbejdet er helt klart noget, jeg har taget med fra min bachelor, og jeg er meget stolt af det samarbejde, der er blevet startet op ude på Fogedvænget.

UDDANNELSE I TRIVSEL

FRA VENSTRE SES

Ida Sigård Rosenkvist, tidligere pædagogstuderende, Louise Meyhoff, pædagogisk teamleder på Fogedvænget og kontaktperson for Ida og Majken bachelorpraktikken, Majken Stein Schousboe, tidligere pædagogstuderende, Jesper Christiansen, afdelingsleder på Fogedvænget

Interaktion med andre mennesker skaber udvikling. Så samarbejdet er helt klart noget, jeg har taget med fra min bachelor, og jeg er meget stolt af det samarbejde, der er blevet startet op ude på Fogedvænget’ fortsætter Ida.

om at revolutionere hele den pædagogiske praksis ’ siger de.

Fogedvænget giver også 3 gode råd til, hvordan studerende kan møde praktikstedet:

Om projektet

Det handler om at kvalificere hverdagen Bachelorpraktikken fylder 96 timer i løbet af de studerendes bachelorperiode, men effekten af den kan komme til at række langt ud over det. Majken fortæller, at hun er blevet bedre til hele tiden at være på forkant og planlægge samarbejde. Ida har hæftet sig ved erfaringen om, hvor vigtig det er at opleve samhørighed i en personalegruppe. Og at have en fælles forståelse for, hvorfor vi gør, som vi gør. Og ikke mindst tager de begge vigtigheden af hverdagspædagogik med sig fra deres praktik. ’Det handler om at kvalificere hverdagen i de helt små ting og ikke

Projektet lever videre På Fogedvænget rækker effekten af projektet også ud over de 96 timer. De arbejder nemlig videre med Ida og Majkens projekt. Det kan de, fordi projektet blev tilpasset stedets hverdagspædagogik. Projektet har desuden givet anledning til nogle mere generelle diskussioner om måden, de arbejder på. ’Det har bare givet ringe i vandet’ siger Louise Meyhoff, som var kontaktperson på Fogedvænget.

Ida og Majken giver 3 gode råd til, hvordan praktiksteder bør tage imod studerende i bachelorpraktikken:

- Det er vigtigt, at de studerende har forberedt sig på stedets målgruppe og opgaver.

- Det er vigtigt, at de studerende går seriøst til opgaven. Så er det også lettere at have tillid og give muligheder og friere tøjler.

- Det er vigtigt, at de studerende har noget fagligt at bidrage med.

En væsentlig del af bachelorprojektet er bachelorpraktikken. Det er en undersøgelsespraktik, hvor de studerende indsamler empiri om deres problemstilling.

- Giv de studerende muligheder og vær åbne for deres ideer.

- Giv sparring undervejs.

- Mød de studerende i øjenhøjde som ligeværdige samarbejdspartnere.

Ida og Majken giver et par yderligere gode råd til studerende, der skal i praktik. De siger: ’Husk den nysgerrige brille, før den kritiske brille’. Det er med til at kvalificere projektet og sikrer, at ingen kritiserer noget, før de forstår det. Det er også vigtigt, ikke at tænke i for store projekter: ’Vi har set, at store forandringer kan findes i de små ting’.

De studerende udarbejder en problemstilling og et undersøgelsesdesign, som en kontaktperson på praktikstedet og en bachelorvejleder er med til at kvalificere, så de sikrer at projektet er realistisk at gennemføre i den pågældende praksis.

Ida og Majken gennemførte bachelorpraktikken på Fogedvænget i Hedensted, specialområde Børn og Unge. Det er en institution, som tilbyder døgn- og aflastningspladser til børn og unge fra 5-24 år.

Praktikken fik stor betydning, både for Ida og Majken, og også for Fogedvænget.

UDDANNELSE I TRIVSEL

At lede med kropslighed og hjertevarme i skolen

Hvordan kan pædagogstuderende udvikle et hjertevarmt lederskab og dermed skabe positive relationer til og mellem børn? Kan kropslige, kunstneriske og fortællende undervisnings- og forskningsmetoder understøtte denne læringsproces?

tager afgrænsede undervisningsopgaver, herunder den understøttende undervisning. Derfor er der nu andre krav til, hvordan pædagogstuderende skal lære at udvikle og mestre lederskab.

At træne det pædagogiske lederskab igennem kroppen De studerende arbejder med den professionspersonlige ledelseskompetence både i teori og praksis.

De studerende laver også oplevelsesbeskrivelser. Det er levende praksisnære fortællinger, som kan beskrive lærerige øjeblikke fra praktikken.

I skolen møder pædagogen mange børn med forskellige samspilserfaringer. Klasserumsledelse handler både om at lede børns læring og om at skabe rum for positive relationer. Det er lettere sagt end gjort og giver både pædagoguddannelsen og studerende nye udviklingsopgaver.

På pædagoguddannelsen i Randers sætter vi fokus på, hvordan de studerende kan

udvikle deres lederskab gennem kunstneriske og fortællende metoder, herunder tegninger. Dette arbejde er inspireret af forskningsprojektet Kroppens sprog i professionel praksis på Københavns Universitet. Denne forskning viser, at kunstneriske og fortællende metoder, som involverer hjerte, krop og sind, kan skabe mulighed for, at studerende kan udvikle deres lederskab. I denne artikel skal vi

møde Sofie og nogle af de lærerige øjeblikke i hendes praktik. Disse øjeblikke er også forbundet med pædagogens opgave i skolen efter reformen.

Lederskabet i skolen, praktikken og på pædagoguddannelsen Pædagogernes opgaver har forandret sig efter den seneste skolereform i 2014. Pædagogerne blev skrevet ind i folkeskoleloven, og i dag betyder det, at de vare -

Vi arbejder med de studerendes lederskab både i praktik og på studiedage. Efter flere års erfaring træder det tydeligt frem, at det at mestre lederskab er en udfordrende og kompliceret disciplin. Samtidig viser forskning, at det er muligt at træne et pædagogisk lederskab igennem et øget fokus på kroppens sprog – og at der er en klar forbindelse mellem pædagogens kropslige og hjertevarme lederskab og børns trivsel, læring og udvikling.

Den professionspersonlige ledelseskompetence har tre dimensioner:

1. Egenkontakt. Her er det vigtigt at kunne mærke egne følelser og samtidig have hjertet med.

2. Kommunikationslæsning og kontaktevne. Herunder evnen til at kunne se, lytte, sanse og mærke.

3. Lederskab over en gruppe eller en situation. Den er forbundet med evnen til at kunne skabe, indtage og holde et rum.

Sofies udvikling og læring i praktikken

Vi skal nu møde Sofie. Hendes historie vises igennem oplevelsesbeskrivelser og tegninger, der som en kunstnerisk baseret metode, skabte mulighed for en dybere erkendelsesproces i praktikken. Sofies to tegninger og de medfølgende oplevelsesbeskrivelser blev anvendt til praktikprøven.

Af Mette Skovhus, lektor, Pædagoguddannelsen VIA og Helle Winther, ph.d. og lektor, Københavns Universitet

UDDANNELSE I TRIVSEL

’Idrætstimen føles som om den varer i flere timer – kan denne her time ikke bare snart blive færdig. Jeg kalder til samling, men min stemme er bare mere larm i det støjende rum. Jeg bliver svimmel og forpustet og det eneste, jeg kan høre, er min egen puls, der ringer for mine ører. Jeg er til stede i rummet – men det er som om,

jeg sidder som en flue oppe på væggen og ser min krop stå i midten af alt virvaret. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg er en stakåndet brandslukker i en endeløs brand. Jeg har det også varmt – og vi er ikke engang begyndt.’

’Jeg trækker vejret roligt, mærker mine fødder mod gulvet. Jeg smiler og klapper i hænderne. Jeg mærker, hvordan den kølige luft finder vej fra mine næsebor til min hals og hvordan den fylder mine lunger med livgivende ilt. Børnene sætter sig. Mine øjne vandrer roligt over rundkredsen af ansigter. Rummet bliver tomt

for stemmer. Her sidder vi et øjeblik og er forbundet, og vi trækker vejret sammen . Det føles som en bølge gennem kredsen, og vi følges ad. Jeg mærker min brystkasse åbne sig, og mit hjerte får plads. Bare vi havde mere tid – men vi skal jo i gang.’

OM

Helle Winther hwinther@nexs.ku.dk

Helle er lektor og ph.d. i dans og bevægelsespsykologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Hun har i mange år forsket og undervist Kroppens sprog i professionel praksis – herunder kroppens betydning for kontakt, autenticitet og lederskab i mangfoldige professioner.

OM

Mette Skovhus mesk@via.dk

Mette er cand.pæd. i idræt og lektor på VIA Pædagoguddannelsen.

Hun har i flere år arbejdet med kroppens betydning for pædagogens lederskab, autencitet og relationskompetence på skole–og fritidsspecialiseringen.

UDDANNELSE I TRIVSEL

Mine øjne vandrer roligt over rundkredsen af ansigter. Rummet bliver tomt for stemmer. Her sidder vi et øjeblik og er forbundet, og vi trækker vejret sammen.

Med tegningerne illustrerer

Sofie, hvordan hun i begyndelsen af praktikken er udfordret på sit lederskab. Hun mister fodfæste og kontakten til sig selv og til børnene. Gennem arbejdet med sin professionspersonlige ledelseskompetence lærer Sofie at få ro i sin egenkontakt og skabe en dybere kontakt til børnene. Ligesom mange andre pædagogstuderende oplever Sofie også, hvor svært det kan være at nå og mærke alle børn.

Vi håber, at ovenstående kan inspirere til at anvende en kombination af kreative, kropslige og fortællende metoder i forbindelse med studerendes praktik. Sofies fortællinger eksemplificerer også kroppens betydning for pædagogers hjertevarme lederskab. Et lederskab, der kan få betydning for pædagogens mulighed for at skabe positive relationer til alle børn- og dermed på sigt fremme børns trivsel i skolen.

Men hun formår med tiden at skabe små mødeøjeblikke, som kan give børnene en følelse af samhørighed og forbundethed.

Til praktikprøven fortæller Sofie, hvor vigtigt det er, at pædagoger med et tydeligt, autentisk og hjertevarmt lederskab kan indgå i positive og afstemte samspil med børn. Denne bevidsthed og den professionspersonlige ledelseskompetence lever igennem Sofies krop.

Om projektet

Det hjertevarme lederskab er forankret i kroppen. Det er forbundet med nærvær, åbenhed og hjertefølelse. Det hjertevarme lederskab er et relationelt fænomen og rummer mødeøjeblikke, som har afgørende betydning for børns udvikling og oplevelse af samhørighed.

Arbejdet med de kunstnerisk og fortællende metoder er et led i et flerårigt samarbejde om krop og lederskab mellem Pædagoguddannelsen VIA og Københavns Universitet. Samarbejdet er forankret i et større forskningstiltag om Kroppens sprog i professionel praksis.

Du kan læse mere her: - Udvikling af pædagogstuderendes lederskab gennem krop og bevægelse

- Kroppens sprog i professionel praksis

- Kunstnerisk baserede forskningsmetoder: Om kreative og bevægende tilgange

At vi ikke lytter til børn og unge er den egentlige sygdom i tiden

Alle er bekymrede for børn og unges trivsel, men jeg er faktisk mere bekymret for de voksne. Bekymret, fordi voksne farer ud med forslag til løsninger på problemerne, uden at lytte til børn og unge og uden at analysere årsagerne til trivselsproblemet.

Et eksempel er forslaget om at indføre et karakterloft på videregående uddannelser. Det vil betyde, at unge både skal have mindst 10 i snit og derefter klare en optagelsesprøve for at komme ind på deres drømmeuddannelse. Hvordan det skulle føre til mindre stress blandt unge, fortaber sig i det uvisse, men hvad værre er, overser vi, at karakterer betyder noget andet for unge end blot prestige og status.

I dag skal unge selv finde ud af, hvilket menneske de vil være. Og karakterer kan være en hjælp til at orientere sig i verden, fordi karakterer er et tydeligt udtryk for samfundets forventninger. Som en pige udtrykker det: ’Karakteren føltes ikke kun som en bedømmelse på, hvad jeg kunne fagligt. Jeg følte næsten, at den sagde mere om, hvem jeg var som menneske end om min faglighed’.

Klemt mellem det indre og ydre pres På den ene side er unge mere frie end nogensinde til at leve det liv, de vil. På den anden side prøver samfundet at støtte og regulere unges frie valg gennem et utal af institutionelle hindringer, kontroller, krav og forventninger. Det første skaber et indre pres, der betyder, at de unge må afklare og gøre erfaringer med,

hvad der faktisk er muligt og ikke muligt for dem. Det andet skaber et ydre pres, der gør det vanskeligt for de unge at få tid og rum til at gøre disse erfaringer. Fx oplever mange elever i 8. klasse det som et stort pres, at de skal lægge uddannelsesplaner og lære om karriere, før de rigtigt har gjort sig erfaringer med uddannelse og arbejde.

Af Lars Geer Hammershøj, ph.d. og lektor ved DPU, Aarhus Universitet

Foto: Thomas Steen Sørensen

Det ydre pres er vokset ikke kun i skolen, men også i dagtilbud.

SPIDS PEN

Når det indre pres er en konsekvens af friheden og dermed et vilkår i dag, hjælper det ikke på mistrivslen at foreslå løsninger, der af børn og unge opleves som endnu flere hindringer, kontroller, krav og forventninger. Lyt derfor til dem!

Når det indre pres er en konsekvens af friheden og dermed et vilkår i dag, hjælper det ikke på mistrivslen at foreslå løsninger, der af børn og unge opleves som endnu flere hindringer, kontroller, krav og forventninger. Lyt derfor til dem!

Legen åbner muligheder, hverdagens strukturer lukker

Det ydre pres er vokset ikke kun i skolen, men også i dagtilbud. Legeforskere herhjemme såvel som i udlandet er stærkt bekymrede over, at børn tilsyneladende leger mindre end tidligere. En af de primære årsager hertil synes at være, at vi voksne i højere grad end tidligere planlægger og strukturer børnenes tid og opstiller mål for, hvad vi gerne vil have børnene når.

Det presser børn, som af natur orienterer sig efter, hvad der er sjovt at lege. Interessant nok, har jeg i min forskning i projekt

LegeKunst gentagne gange oplevet, at børn med særlige behov

glemmer deres særlige behov, når de bliver grebet af legen. Det er som om legens simple og tydelige regler, der åbner for at tænke og handle anderledes, passer dem godt. Legen bliver dermed et modbillede på en struktureret og planlagt hverdag, hvis komplekse og uklare regler lukker for muligheder.

At lytte til børn i dagtilbud vil sige at lege med dem og følge dem i legen. At vi ikke lytter til børn og unge er den egentlige sygdom i tiden.

OM

Lars Geer Hammershøj lgha@edu.au.dk

Lars er ph.d. og lektor ved DPU, Aarhus universitet og forskningskoordinator i projekt Legekunst – se mere her.

Lars holdt oplæg på Uddannelsesdebatten og er blandt meget andet aktuel med bogen ’Legekunst – leg, dannelse, kunst og kultur i dagtilbud’ – se mere her.