Tidens gang:
Krigsårene i det sydøstlige Vendsyssel Havet har altid været gavmildt med fisk og skaldyr, men det har desværre også taget mange liv. Under krigen var der flere fiskekuttere og fragtskibe, der gik på en mine og sprang i luften med tragiske følger. Ved et af disse forlis blev der uventet serveret smør på brødet til kystboerne. Dengang skulle man have smørmærker for at købe smør, så det var en kærkommen gave, når havet skyllede smørdritler op på kysten. Dritlerne var gået itu ved sprængningen, og store klumper smør, godt tilsølet i olie, drev rundt i havstokken. Flere slæbte klumperne med hjem, så heller ikke dengang var alle folk lige kræsne. Lasten stammede fra et tysk skib, der var på vej til de tyske tropper i Norge. Så tyskerne havde sat vagt ved og omkring de sydøstlige havne i Østvendsyssel. Alle var jo på mærkerne for at få fingre i en af de mange ødelagte dritler med det eftertragtede smør. Bager Evald fik fat i nogle dritler, der skjult bag fiskekasser blev læsset på en lastbil. De tyske vagter fik ikke mistanke, da smørret blev kørt op til bageriet. Det yderste lag smør var ødelagt, men det kunne skrabes af og bruges som vognsmørelse. De ødelagte dritler kunne man fyre med i ovnen, så intet gik til spilde. Dritlerne var drevet ind på en lang strækning langs kysten i Østvendsyssel. Borgerne fik diarré Men smøreventyret tog slut, så der igen blev knaphed på fedtstof. Paraffinolie var nemmere at få fat i, så bager Evald prøvede 12
Doktor Albrechtsen: “Du må stoppe med at lave den slags sandkage, Evald. Den er årsagen til, at halvdelen af byens borgere har fået diarré!”
at piske det op i røremaskinen for at smøre det på siden af rugbrødene, som så var nemmere at skille ad, og det gik fint. Hvis han nu kom æg og mel i, kunne det sikkert bruges til sandkage. Lindy Jensen, bager Evalds søn, fortæller: “Det gik godt, og sandkagerne smagte herligt og var et tilløbsstykke, indtil doktor Albrechtsen ringede op og meddelte, at far måtte stoppe med at bage den slags sandkage. Det halve af byens borgere havde diarré, og lægen havde fundet ud af grunden til sygdommen. Tobak var også en mangelvare under krigen. I Melholt var der én, der havde en rimelig fabrikation af erstatningstobak lavet af kartoffeltoppe, der blev tørret og skåret i små stykker. Men alle slags blade, der kunne tørres, blev mange steder forsøgt som tobakserstatning Så hvis rygerne var lidt grønne i hovedet, var det
sandsynligvis ikke på grund af misundelse. Tyskerne havde beslaglagt egnens skoler og Melholt forsamlingshus. Der blev i stedet holdt baller i loen på gårdene. I Melholt kørte Niels Olsen fra Smalby mælketuren foruden udkørsel med varer for de to købmænd i Melholt, Oluf Skade og Valdemar Gram. Niels Olsen havde ikke gode talegaver, så det skete jævnligt, at folk gjorde nar af ham, til han blev sur og ville køre videre med sit tospand. Men det var kun, til købmand Gram holdt snapseflasken ud ad døren. Så vendte Niels Olsen hurtigt og glad tilbage. Engang en af hestene var syg, ringede Niels Olsen til dyrlægen, der spurgte, hvem han talte med! Niels: “Du taler med en syg hest fra Melholt!” Genfortalt af Poul Erik Pedersen
