(Asaavej 3, Dronninglund) Kilde: Fattiggårde i Nordjylland, artikel Af Ole Torp Andersen Fotos Dronninglund arkiv. Af Poul Erik Pedersen
I 1869 blev der opført og stiftet en fattiggård Øster Møgelmose. Dronninglund sogneråd havde følt det som en social revolution, da man kom med planen om at bygge en arbejds- og forsørgelsesanstalt, og Sognerådet nedsatte i 1868 en komite, der skulle arbejde for den gode sag. Senere dristede man sig til at anmode Indenrigsministeriet om tilladelse til lånoptagelse på 20.000 mark. Det gav både ministeriet og Hjørring amt lov til. Da man var så langt, bemyndigedes komitemedlemmerne til at købe Øster Møgelmose. De gamle optegnelser tyder på, at prisen for gården har været 36.000 mark, idet der udover lånet udstedtes 13 obligationer med forskelligt pålydende til sognerådets medlemmer på i alt 16.000 mark. Komiteens medlemmer enedes om, at ejendommen egnede sig til fattiggård og var en tur i Jetsmark for at hente ideer til indretningen, og snart stod fattiggården klar til at modtage beboere. Behovet viste sig at være så stort, at Hjørring amt måtte skride ind mod Dronninglund sogne8
råd, fordi man havde ladet fattiggården overfylde, ligesom at fattiggården ikke havde en eneste sygestue, og at anstaltens arrest var blevet forlagt til kostalden. Det var sådan, at ikke kun de ubemidlede men også de småkriminelle lovbryderes plads var på fattiggården. Det var ikke sognerådets manglende vilje til at ændre forholdene, men en savnet forståelse af det uheldige i situationen, så man tog straks fat på at udvide.
Der var meget forskel, på hvordan kommunerne forvaltede pligten med fattiggårdene i 1860erne. En bekendt anke fra Hjørring amt mod kommunernes fattiggårde var, at der blandedes både unge og gamle uden hensyn til fattiglemmernes daglige færd, om de var drikfældige eller havde andre laster. Men også fordi man i de fleste tilfælde ikke havde anden udvej. Drikfældige personer var uønskede blandt de øvrige fattig-
lemmer, da de forstyrrede og ødelagde forholdet mellem bestyreren og fattiglemmerne. På fattiggårde, der ikke havde nogen brønd, måtte vandforsyningen hentes fra mosehuller, mergelgrave, gadekær eller grøfter. Mange fattiggårde havde ingen WC, og nogle steder var vinduerne hverken til at åbne eller lukke, så i 295 tilfælde på Hjørring amts fattiggårde gjorde man sig ingen skrupler med at indlægge folk af begge køn på samme stue, uanset ægtepar eller ikke. Fattiglemmerne skulle passe deres pligter og kirkegang. Noget af det mest oprørende man kan læse om fattiggårdene er de licitationer, som hvert år blev afholdt, for at få de fattiges børn anbragt for et år hos en af egnens gårdejere. Gårdejerne mødte op og tog børnene i øjesyn, hvorefter de meddelte, hvor stort et beløb de forlangte, for at tage vedkommende på kost og logi i et år – underforstået som billig arbejdskraft, som kunne udnyttes uden nogen form for begrænsning. Det drejede sig både om forældreløse og fattiglemmernes børn, da fattiglemmerne ved anbringelsen på fattiggården mistede alle rettigheder også forældreretten over deres børn. Fattiggårdens tid var forbi sidst i 1950erne, og Øster Møgelmose blev solgt. Den fløj, der var fattiglemmernes hjem, blev jævnet med jorden i 1962, medens gården, som den hørte sammen med, blev solgt til privat flere år tidligere. Nu er det Christian Sonne Schmidt, der ejer gården Øster Møgelmose. Han skiftede job grundet dårlig ryg og har derfor startet forretning, hvor man kan leje/købe maskiner til park og have. Desuden gør han en del i krudt og fyrværkeri, som kan købes til nytår. Christian Sonne Schmidt er formand for Asaa Kanonlaug.
