2 minute read

Årets forening side

Asaa SUP - Årets forening i Brønderslev kommune.

Stort tillykke med den flotte pris til en af østkystens mange dygtige foreninger

Advertisement

Asaa SUP deltog i Brønderslev kommunes store årlige prisuddeling for alle foreninger i kommunen 5/5/2022. Det store awardshow, der løb af stablen i Dronninglund hallen, hædrer foreninger og ledere, der har ydet en særlig indsats i løbet af året. Bestyrelse og instruktører deltog i showet, der udover uddeling af priser også bød på spisning og underholdning.

Vi var oppe mod stærke konkurrenter, så jublen var stor, da navnet i kuverten – i bedste Oscar show stil - var Asaa SUP. Tusind tak til Brønderslev kommune for prisen og pengepræmien samt den store hæder! Vi er stolte og glade !

Vi er en nystartet klub

Med kun 3 år på bagen – må vi nu konstatere, at vi ramte et behov. Sikkert også godt hjulpet af COVID, som absolut gjorde sit til at udendørs naturoplevelser stod højt i kurs blandt mange. De seneste to år har vi haft mellem 120 og 140 medlemmer. SUP (eller stand up paddle) kan dyrkes året rundt - vi har flere medlemmer der blot trækker i uldundertøjet, den tykke våddragt og glade padler ud i alle vintermåneder. Senest har vi udvidet med 4 såkaldte ”Sit on top” kajakker. Vi håber, at disse kajakker også vil appellere til familier, hvor nogle måske ikke har mod på at stå på et SUP board, men i stedet padle med i en kajak og få en dejlig oplevelse på vandet med resten af familien.

Sommeren vil byde på endnu en ny aktivitet – nemlig yoga på SUP, og flere forskellige events for vores medlemmer.

Asaa SUP deltager i Vild med Vand /Åben Havn lørdag 25/6.

Her holdes der åbent hus med mulighed for gratis at prøve SUP. Asaa SUP deltager også i planlægning af årets Havnefestival 30/7 og vil stå for diverse aktiviteter på vand og land. Og sidst men ikke mindst, arrangerer klubben i samarbejde med andre havne på østkysten en SUP festival 20/8. Hold øje med klubbens hjemmeside, Facebook og Destination Nord – Go Visit app’en.

Har du lyst til at prøve SUP eller høre mere om klubben så kontakt os meget gerne. Yderligere detaljer findes også på vores hjemmeside www.asaasup.dk eller på Facebook Asaa SUP. Hvad er SUP ?

Stand Up Padle surfing (SUP) har rødder tilbage fra den hawaiianske kultur.

Sporten er en ældre form for surfing, der opstod tilbage i 60’erne som en måde, hvorpå surferne kunne padle længere tid på lange, flade bølger grundet den hastighed, de kunne opnå ved at stå oprejst på surfbrættet og padle. SUP har derfor også traditionelt set været forbeholdt kyster med bølger til surf.

I mange år lå sporten henlagt pga. surfsportens generelle udvikling mod de mindre og mere trickfokuserede boards. Men i løbet af 00’erne fik amerikanerne igen øjnene op for SUP grundet surferstilens utrolige alsidighed. SUP-sporten kan nemlig udøves i både store bølger, på fladt vand i f.eks. havnemiljøer, langs strand og kyst, på åer og i søer eller sågar på brusende white waterfloder.

SUP på rolige kyster, i havnebassiner og søer er blevet en populær aktivitet blandt helt almindelige motionister. Det skyldes bl.a., at SUP – i modsætning til surfing – er forholdsvis let at lære. De fleste kan efter én times undervisning eller egen leg på brættet blive fortrolige med aktiviteten.

Annette Mortensen

This article is from: