RYGSMERTER OG EKSISTENTIEL ENSOMHED
ensomhed tilbage at panikke over, og det er præcis, hvad Michael oplever i Anomalisa. Michael er respekteret, intelligent og ikke uden mønt på lommen, og han er derfor et perfekt eksempel på en mand i alvorlig fare for at opdage, præcis hvor ensom han er, og hvor umuligt det faktum er at ændre på. Han har det med andre ord, ligesom mange andre nordboere går og har det i vore dage. Vi har alt, hvad vi skal bruge. Især på det sociale område, hvor teknologien har bragt os alle tænkelige muligheder for at kommunikere eller ”connecte” med hverandre. Derfor kommer det til at føles som nærmest The Fly-agtig (1986) tekonologisk horror, når netop denne teknologi afslører for os, præcis hvor hul vores ”connecting” er og altid vil være. Ad. Det løber mig arktisk ned ad ryggen på et niveau, som ingen festlige blodfontæner eller hvidklædte japanske børn ville kunne fremkalde, når jeg tilbringer halvanden time i selskab med Noonans klonhær. Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvilken film der lander på min skærm, når græskarene igen bliver skamferet, udhulet og udstyret med små ensomme lys, som heller aldrig vil nå hinanden.
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er alene med mit mere eller mindre problematiske forhold til Charlie Kaufmans animerede hovedværk. Især hjemme i det nyligt efterårsdekorerede DK, hvor stort set alle reelle farer er udryddet, falder det mig ikke vanskeligt at forestille mig, hvordan mange af mine landsmænd kunne have en lignende oplevelse af den umiddelbart uskyldige stopmotionfilm.
“Han har det med andre ord, ligesom mange andre nordboere går og har det i vore dage. Vi har alt, hvad vi skal bruge.”
10
anomalisa
(2016). Foto: UIP.
For når eksplosionerne er mod øst, sulten er mod syd, og hvad fanden, der nu foregår i USA, er mod vest, så er der kun rygsmerter og eksistentiel