årenes ringe
En krønike om Frøslev Savværk og Frøslev Træ A/S
Af Torben Ølholm
Forfatterens forord
At skrive en bog om en familievirksomhed med stærke værdier, kan være svært. De, der forstår det bedst, er dem, der har været midt i det gennem årtier. Og i dette tilfælde handler det reelt om hele to familier. De havde eller har hver deres værdier og levemåde. Og de er eller var på hver deres måde basis for alt det, der blev til virksomheden Frøslev Træ A/S. Jeg har arbejdet med at komme tæt ind på de mennesker, der her lagde al deres energi i at nå et mål. Under arbejdet med bogen måtte jeg således mange gange lukke øjnene og for mit indre øje se en Jens P. Lentfer Petersen udfolde sig. Det kunne være på chefkontoret med en varm telefon for øret, under et kundebesøg, sammen med medarbejdere og med højt engagement og toneleje under mødet med en polsk savværksejer i de tider, hvor Europas grænser blev set i et nyt lys og mulighederne var mange og ivrigt blev udforsket af dem, der turde. Og jeg har forsøgt at videregive den verden jeg så.
Jeg håber, at nye og gamle Frøslev medarbejdere kan genkende den virksomhed, de har arbejdet trofast for. Og jeg håber, at alle andre kan få et indblik i, hvordan et lille savværk på kanten af Frøslev Plantage kunne blive til en stor blomstrende trævirksomhed. Det er historien om et eventyr fra det virkelige liv. Men jeg har ikke kun taget den blomstrende krone med. Knasterne er der også.
Hønsnap, foråret 2024
Torben Ølholm
124
Udgiverens forord
Frøslev Træ er et ganske særligt sted.
For alle de, der har været med på et stykke af rejsen fra klassisk savværk og frem mod en moderne leverandør af det fantastiske naturmateriale, som træet er. Virksomheden er præget af en rig historie fyldt med entreprenante og toneangivende nøglepersoner. Der er ikke bare blevet arbejdet. Hjertet har altid været med.
Som anden generation i virksomheden har det været mit ønske at udgive en bog, der samler nogle af de mange fortællinger om Frøslev Træ. Og denne bog beretter så om mangt og meget fra det barske liv på det gamle savværk og frem til den virksomhed, vi har i dag.
Bogen skulle gerne få gamle medarbejdere til at nikke genkendende og nye ansatte, kunder og forretningspartnere til at glæde sig over et indblik i historien om Frøslev Savværk i Familien Carlsens eje frem til 1978 og siden Familien Lentfer Petersens stiftelse af Frøslev Træ og den og de forbundne virksomheders udvikling siden.
Jeg har dedikeret denne bog til min far, Jens P. Lentfer Petersen, i taknemmelighed for den vilje og skabertrang, som han udfoldede, da han sammen med min mor skabte denne virksomhed .
Frøslev, foråret 2024
Martin Lentfer Petersen, adm. direktør
124
124
Et savværk på den barske jord
Frøslev Træ A/S ligger ved landsbyen Frøslev og Pluskærvej. Det oprindelige savværk blev i 1931 lagt netop der for at være nær ved det, det hele handler om: Træ. For ret op og ned ad Sønderjyllands største trævirksomhed ligger Frøslev Plantage på ca. 1.000 hektar eller 10 kvadratkilometer. Et enestående naturområde.
Men for 150 år siden et stykke land præget af brutal vind og jammerlig dårlig og sandet jord. Det var hede og flyvesand. Og en værre kombination kunne man dengang dårligt tænke sig.
Indtil midten af 1800-tallet kunne områdets bønder ikke bruge det til meget andet end fælles fåreavl med en enlig og forfrossen hyrde. Siden forsøgte man sig med kvæg og lidt dyrkning af robust rug. Men uden særlig succes. Området var barskt. Og vinden føg ind over ”klimperne”, indlandsklitter, hvor en våd lavning på toppen holder på det indre af klitten, medens det meste af sandet uden om er blæst væk. I dag små græs- og lyngbeklædte perler i det nu bevoksede landskab.
At landskabet tæt op ad Nordslesvigs største landsby blev gjort til frugtbar skov, skyldtes Frankrigs dumhed og katastrofe. Op mod 1870 udfordrede republikken det Tyskland, der endnu ikke var en samlet europæisk stormagt. Man undervurderede Bismarcks projekt. Og den
tysk-franske krig i 1870-71 endte med et smerteligt nederlag. Kejser Napoleon III måtte sammen med mere end 100.000 mand overgive sig. Og efter flere fortvivlede forsøg på at vende krigslykken, gav man op. Det endte med, at Frankrig måtte betale en brutal krigsskadeerstatning til Preussen på fem milliarder Francs svarende til 1.450 tons rent guld. Det var penge, som Bismarck kunne bruge ved opbygningen af den nye supermagt.
Og blandt andet investerede man i udviklingen af det Nordslesvig, som man havde erobret fra Danmark i 1864. Det betød f.eks. bedre infrastruktur med et net af baner på smalle spor og flere plantager på de magre jorder. Allerede i 1873 gik man i gang med at købe jord ved Frøslev. I første omgang fik man fat i 614 hektar. Og så plantede man ellers de hurtigt voksende rødgran. Ind imellem satte de preussiske forstfolk hårdføre Østrigsk fyr. Og i den lave højde plantede de bjergfyr, så lyngen ikke kunne komme til. Det var rettidig omhu. Siden var der gang i svære dampdrevne plove. De kunne bryde det benhårde lag af hedens ”al”, der forhindrede nye træer i at trænge ned og få et ordentligt rodnet. Mere jord blev købt op. Og en stor plantage var skabt. De sidste af de oprindelige graner faldt ved en voldsom storm i 1966. Men mange af deres efterkommere groede godt rundt omkring i andre danske skove og plantager.
124
Savskærer Johannes Carlsen i et roligt øjeblik. Tilsyneladende passer det ikke den driftige mand at siddestilleogsmiletilfotografen.Carlsenhartravlt.Ogerdetikkemedatholdefolkeneigangogundgåafbrækiproduktionen,såerdetjagten.Hvadhantændermestpåeretåbentspørgsmål.Menidet korte øjeblik på 1/80 sekund hos fotografen aner vi også billedet af den store og kærlige familiefader. JohannesCarlsenersåmeget.Oghannårsåmegetidede77år,derbliverhamtilmålt.
124
Tilplantningen af Frøslev Plantage var sket ret hurtigt. Og det gav det problem, at det meste af plantagen faktisk var hugstmoden samtidig. Så i slutningen af 20’erne trængte det sig på med et savværk ved plantagen. Det kom i 1931, da den 34-årige tømrersvend, Johannes Alfred Carlsen, havde sit hus færdigt på Pluskærvej. Han var allerede flere år før så småt begyndt at få træ trukket ud af plantagen med en hest. Og så arbejdede han ellers i sin fritid på bar mark med opskæring af stammerne. Det var med hjælp af en enkelt træsav trukket af en larmende og osende petroleumsmotor. Under hans ledelse voksede Frøslev Savværk kraftigt.
Men efter hans død valgte familien i 1978 at sælge til Jens Peter Lentfer Petersen og Fuglsang Savværk. Og det klassiske savværk blev videreført som et familiefirma. Fra 1982 med Jens P. L. Petersen som eneejer. Og således blev det familierne Carlsen og Petersen der på hver deres vis skabte det, der blev til Frøslev Træ A/S. En virksomhed med flere end 100 ansatte og en stærk position i markedet.
Foden i døren
Johannes Alfred Carlsen var fra Herslev lidt vest for Fredericia. Han var født i 1897 i det man ro-
ligt kan betegne som meget små kår. Moderen var enke med i alt seks børn. Og som ni-årig passede Johannes køer på en nærliggende gård. Så fik han da kosten. Men efter sin konfirmation var han heldig. Han fik en læreplads som tømrer. Og som ung svend ville han i 1925 sammen med kammeraten, Hans Jørgensen, søge lykken i det genvundne Sønderjylland, hvor man manglede håndværkere til en genopbygning. Men de blev ikke just budt velkommen. Da de bankede på til Frøslev Kro lindede den unge krokone, Christine, godt nok på døren. Men nej! Der var ikke plads til flere håndværkere. Resolut satte Johannes dog foden i døren. Og efter nogen forhandling lindedes døren på ny - trods alt.
Det var heldigt, for egnen fik livslang glæde af de to tømrersvende. Hans Jørgensen blev siden tømrermester i Padborg. Johannes Carlsen etablerede Frøslev Savværk. Og i familien Carlsen blev det med årene næsten et familiemundheld: ”Det var da godt, at du fik sat foden i klemme dengang”.
Men hvorfor var modtagelsen mon så behersket? Et godt bud er, at befolkningen i Nordslesvig endnu var præget af den lange hårde tid under preussisk overherredømme. Alt var ikke lige humørfyldt. Og så stillede unge, frie og muntre håndværkere oppe fra det gamle land
124
TømmerpladsenvedFrøslevSavværkietafdetidligeår. Detopskårnetømmerliggerfordeltnedmodplantagen. Påhelevejenfraskovenviasavværkettildetliggerher, erdergåetmegetarbejde.Ogmedhåndkraft.
124
med smil på læben og næsten alt for megen lystighed. Trods glæden over at komme hjem til Danmark var det måske nu og da næsten for meget. Man lukkede sig om det, man havde.
Nordslesvig var ”enkeland”. Ca. 6.500 faldne og savnede soldater i 1. Verdenskrig fra de kejserlige tyske styrker havde forbindelse til Nordslesvig. Og unge enker stod ofte alene med et eller flere børn i et samfund, hvor den offentlige hjælp var sparsom. Johannes Carlsen mødte en af dem. Hun hed Mariane Ingeborg Gregersen (Ane) og var datter af gårdejer Karsten Gregersen i Frøslevs Vestergade. Og hun var i 1917 blevet gift med Peter Krebs. Han fik under en kort orlov fra fronten i Frankrig i juni 1918 deres fælles datter, Trinke, at se. Så måtte han tilbage til tjenesten. Men han nåede aldrig at komme i kamp på ny. Så blev han ramt af ”den spanske syge” og døde af lungebetændelse på et feltlazaret i Frankrig. Ane havde boet hjemme på gården hos sine forældre, medens hendes mand var i krig. Og det fortsatte hun med.
Enkeland
Karsten Gregersen var i starten ikke glad for forbindelsen. Men det ændrede sig. Og den nye svigersøn blev taget til hjertet og helt og fuldt accepteret. Han havde travlt. For han skulle skabe rammer for et ægteskab med Ane. Det blev på hjørnet af Søndermosevej og Nygade i Padborg,
hvor Johannes Carlsen tildels med genbrugsmaterialer fra Padborgs gamle station var med til at bygge deres nye hus. Og et årstid efter at Johannes var kommet til grænseegnen, stod det færdigt. I 1926 blev de gift. Deres første fællesbarn, Johanne, kom til verden. Og efter tidens skik havde Ane fået en medgift i form af et stykke jord ved Pluskærvej lige uden for Frøslev. Det var her, den flittige tømrersvend gik i gang med at skære det træ op, som den lokale skraldemand og hans hest slæbte ud af plantagen. Og så arbejdede han også frem mod det næste hus. Det var det, der blev centret for savværket og et trygt familieliv. For efter Johanne i 1926 fulgte i 1927 Carsten, I 1934 Inge og i 1937 Marit. Huset stod klar i 1931. Og det står der endnu som et hjerte i Frøslev Træ A/S.
Johannes Carlsen tænkte videre end den rå opskæring af stammer fra skoven. Han fik allerede i 30’erne et godt og langvarigt samarbejde med tømrermester Viggo Sørensen i Esbjerg. Det handlede om emballager som fiskekasser. Og andre specielle produktioner fulgte. Det betød en bedre udnyttelse af træet. Og det krævede en del ”Georg Gearløs tankegang” og en særlig maskinpark. Men Johannes Carlsen udviklede og tænkte nyt. F.eks. lod han et større røranlæg konstruere. Det fjernede savsmuld fra produktionen og flyttede det et godt stykke vej ned til en kule på marken.
At bruge
stumperne 124
I mange år kunne afskårne stumper af træ sælges som brænde og optændingspinde til koksfyr. Ikke mindst under besættelsen, hvor man manglede alt, og ”sparekomfurerne” osede i køkkenerne. Men da danskerne i 50’erne fik oliefyr, og olien var billig, var der pludselig ingen, der gad fyre med træ. Så sendte den snedige savskærer stumperne forbi en automatisk flishugger. Og flis var en god salgsvare. Den kunne afsættes til produktion af spånplader i møbelindustrien.
Men også savsmuld kunne sælges. Frøslev Savværk leverede til teglværkerne ved Egernsund. De blandede det i leret i et bestemt forhold. Stenene blev formet og brændt. Savsmuldet brændte bort. Og der, hvor det havde været i leret, opstod der nu små porer/huller i stenene. Så havde man en isoleringssten. På Frøslev Savværk havde man såmænd også kig på, at barken fra rødgranerne i Frøslev Plantage var fremragende som gødning for orkidéer. Desværre var der ikke et orkidégartneri i nærheden. Og det danske klima var ikke just tillokkende for orkidéer af den slags, der kan sælges. Idéen var god. Men geografien forkert.
I det hele taget var Johannes Carlsens tre første årtier på marken ved Pluskærvej barske. Og det både for ham selv og de ansatte. Det var 30’erne med krise og arbejdsløshed, 40’erne med tysk besættelse og de magre og beskedne 50’ere. Henry Jensen, der fortsat bor i Frøslev, var en af dem, der savede løs. Han havde aftjent sin værnepligt ved luftværnsartilleriet i 1951-52. Og så var han
vendt hjem til Frøslev og et job som fodermester på Højbrogård. Drømmen var selvfølgelig at få eget landbrug. Men da han realistisk indså, at det havde lange udsigter, tog han i middagspausen en af de sidste dage i april 1955 sin cykel og kørte ud til savværket. Skiftedag nærmede sig. Og han havde hørt, at de skulle bruge en mand derude.
Et jobskifte
Han mødte Carsten Carlsen på det meget lille og spartanske kontor. Blev sat ned. Og ind kom Johannes Carlsen: ”Vi vil helst have en, der kender arbejdet”, sagde han uden synderlig venlighed. ”Men du kan begynde den 1. maj”. Det var bare sådan, at den første faldt på en søndag. ”Og hos mig er der ingen, der begynder på en mandag”, lød det. ”Så du kommer tirsdag”! Og på den dag tog Henry som sædvanlig kl. fire om morgenen fat med morgenfodringen på ”Højbrogård”. Han sluttede sit halve års fæste af med morgenmaden. Fik en god stor madpakke. Cyklede ud til Frøslev Savværk. Og begyndte der kl. syv. Og det var så på en dag, hvor aviserne var fyldt med historier om Klaksvigkrisen, som finansminister Viggo Kampmann nu havde fået til at nærme sig en løsning. Man kunne også læse om, hvorledes regeringen nu lovede folkepension til alle. Og i København havde hele 90.000 været til åbningen af Tivoli. Men det var alt sammen ikke noget, man gik så meget op i i Frøslev. Her holdt man ”snuden i slibeste-
124
Kraftigt tømmer i flere dimensioner er klar til afgang fra Frøslev Savværk. Sandsynligvis er billedet fra 30’erne eller 40’erne. Det lille hus med det valmede tag er det, som savskærer Carlsen selv har opført.Oggrunden,detliggerpå, er som den øvrige savværks grund en medgift til hans kone, Ane. Siden bliver der brugformegetmerejord.
nen” og passede først og fremmest sit arbejde.
Barske dage
På den allerførste arbejdsdag derude stod han lidt fortabt midt i det hele. Alle de andre var gået i gang på deres tilsyneladende faste arbejdspladser. Johannes Carlsen stod sammen med en ansat og bøvlede med noget drilskt træ og maskineri. Han var i bukser, hvor benene var bare fra knæet og ned til de bare fødder i træskoene. Han så ud, som var han trukket lige ud af sengen. Og så brølede han: ”Kom her hen og tag ved for Satan! Ellers kan jeg lige så godt slå dig ihjel med det samme”. Henry tænkte: Her bliver jeg ikke mange dage”. Men alligevel blev det til 35 år, inden han definitivt cyklede hjem til efterlønnen og de mange elskede høns og duer. Carlsen skulle man vænne sig til. Han gik altid rundt med piben i munden. Og han røg som en skorsten. Men han ville ikke have, at de ansatte røg i arbejdstiden. Når han holdt henne foran købmand Jacobsen, dyttede han bare kraftigt i hornet. Så kom købmanden løbende ud med tobak til ham.
På savværket var der på det tidspunkt 11 mand i gang. En skar træ i længder ude i skoven. To mand slæbte ud og kørte det hjem med traktoren. Og det gjorde de hele året rundt i al slags vejr. Men det var af og til svært at skaffe egnet træ til det svære tømmer. Så der blev også købt noget udefra. En arbejder var fast ude på pladsen. Fire
mand var i gang ved savene og det øvrige grej og maskineri. Og tre mand stod for produktionen af ikke mindst fiskekasser til Esbjerg. De var alle afhængige af hinanden. Arbejdet skulle helst gå i en fast rytme, så der ikke blev huller i produktionen. Og blev én syg, opstod der let et problem. Så det blev man ikke. Når den jagtivrige Johannes Carlsen skulle ud på store jagter udskrev han sine ansatte som klappere og lukkede savværket for en dag. Man kunne simpelthen ikke bare tage nogle ud af produktionen. Så haltede det hele. Hjertet i savværket var den store tømmersav. Så kom kløvesaven og derefter afbarkningen. I starten foregik den med håndkraft og barkjern. Og det var hårdt. Siden foregik det med maskine. Og det var farligt lige som alt det andet på savværket. Når tømmeret var klar, rykkede man over til kantværket og skar brædder af alt det, der ikke egnede sig til tømmer. Brædderne blev skåret i længder. Og de kunne være helt ned til 90 cm. Og til allersidst var der strimlerne fra skallerne. De blev hakket til flis. Alt skulle udnyttes. Og bortset fra savene og traktoren var det hele med håndkraft.
Dem, der slæbte tunge kævler, havde en gulvklud på skulderen. Det var det. Arbejdstøj? Det måtte man selv klare. Nogle af de erfarne folk havde fået lavet sig et læderforklæde hos skomageren. ”Men det var jo dyrt”, fortæller Henry mange år senere. ”Jeg overtog mit fra
Gulvklud på skulderen 124
En meget mærkelig fangelejr
Frøslev er ikke mindst kendt for Frøslevlejren. En fangelejr fra 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Og det er en højst speciel lejr. Dagliglivet er ikke ydmygende og brutalt som i Tysklands frygtelige Kz-lejre. Lejren er opført på dansk initiativ og af danske håndværkere. Og den betyder redningen for flere tusinde danske fanger.
Idéen til Frøslevlejren opstår hos det såkaldte "departementschefstyre", der på pragmatisk og effektiv vis leder Danmark fra sensommeren 1943 og frem til befrielsen den 5. maj 1945. Det 29. august 1943 har den tyske besættelsesmagt afvæbnet den danske hær, og flåden har sænket sine skibe. På ordre fra Hitler bliver det nu bl.a. krævet, at regeringen skal indføre undtagelsestilstand, særdomstole, dødsstraf og forbud mod strejker. Regeringen siger nej. Men den træder ikke tilbage. Den går bare hjem. Og styret glider ikke over til tyskerne. Ministeriernes departementschefer "regerer" simpelthen videre.
Da det tyske sikkerhedspoliti i 1944 river den danske modstandsbevægelse hårdt op og mange lander i fængsler og lejre, frygter departementscheferne, at flere tusinde vil ende i de grusomme tyske Kz-lejre. Men udenrigsministeriets chef, Niels Svenningsen, foreslår den tyske rigsbefuldmægtigede, Dr. Werner Best, at Danmark opfører og betaler en interneringslejr. Det er det mindste onde. Tyskerne accepterer men kræver, at lejren skal ligge nær ved landegrænsen. Og det bliver så i Frøslev Plantage. Fra den 13. august 1944 til den 5. maj 1945 passerer ca. 12.000 fanger gennem lejren. Tyskerne har lovet ikke at overføre fanger til tyske lejre. Det løfte holder de ikke. Ca 1.600 bliver sendt syd på. Og 220 af dem overlever ikke. Men alligevel må lejren betegnes som en succes.
Frøslevlejren er ikke præget af et brutalt regime som andre tyske fangelejre. Vist er der tysk vagtmandskab fra sikkerhedspolitiet. Men fangerne har selvstyre omkring arbejde og en række praktiske ting i hverdagen. Forplejning og lægetilsyn bliver varetaget af en dansk forvaltning under fængselsvæsenet. Og ingen lider af sult eller smitsomme sygdomme. Der er reelt tre lag i systemet. Og det beskytter de indsatte. I krigens sidste måned er der 5.000 indsatte i lejren, der er bygget til 1.600. Og lejren bliver også et vigtigt omdrejningspunkt for Grev Folke Bernadottes evakuering af Kz-fanger med de "hvide busser".
Efter befrielsen fortsætter lejren som fangelejr. Men nu hedder den "Fårhuslejren" og rummer indsatte, der er fængslet for samarbejde med tyskerne. Ikke mindst medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig sidder interneret og fængslet her. I alt er det ca. 3.500 mand. Men i 1949 lukker lejren som straffelejr. I stedet bliver navnet nu "Padborglejren". Og det er en forlægning under forsvaret. Bl.a. holder en bataljon af trainet til her, foruden man uddanner rekrutter til flyvevåbnet og forskellige specialenheder. Lejren er ikke udpræget populær som tjenested. Den ligger langt væk fra hele det øvrige Danmark. Padborg er ikke særligt spændende. Der er dårlige trafikforbindelser. Og barakkerne er nedslidte og kolde. I 1975 er det slut. Og i dag er Frøslevlejren smukt istandsat. Den rummer både en efterskole og en række museer. Selvfølgelig et museum for både Frøslev- og Fårhuslejren. Men også museer for Hjemmeværnet, Den danske Brigade i Sverige, Beredskabsforbundet, de danske FN-styrker og Amnesty International.
Gamle Frøslevfanger har kaldt den for "verdens mærkeligste Kz-lejr". Den står fortsat som en af Europas bedst bevare-
de fangelejre fra 2. Verdenskrig. Man kan se den tyske opbygning med barakkerne i halvkreds og overvågning fra et centralt vagttårn. Og samtidig fortæller lejren historien om en dristig idé, der lykkedes.
124
124
(Foto: Den selvejende Institution Frøslevlejren)
