Ingeborg - et spadestik dybere Af H.C. Jørgensen
I den forrige artikel i denne årbog bringer vi beretningen om Ingeborg Malling-Jacobsen og hendes besynderlige og rystende skæbne. Men hvad kan dog påvirke en ung kvinde så meget, at hun går i tjeneste hos den onde nazisme, der arresterer hendes far og plager ham i KZ-lejren? H.C. Jørgensen har søgt at grave et spadestik dybere i beretningen om Ingeborg. Vi taler ofte om, at en person har brudt det moralske kodeks. Er det opvæksten, der er årsagen? Eller er det genetisk bestemt? Jeg vil i det følgende ikke give nogen facitliste på dette, men forsøge at give læseren en baggrund for muligvis at forstå, hvorfor en ung pige begav sig af med så alvorlige handlinger, som anklageren krævede dødsstraf for. Jeg vil derfor i det følgende prøve at give et lille indblik i hendes familiære baggrund, men også i det miljø, hun voksede op i.
Moderen Claudia Ingeborgs mor, Claudia Clausen, havde to søstre, hvoraf den ene, Andrea, var hendes tvillingesøster, født i 1904. Storesøsteren Marie Christine var fire år ældre. Ifølge et oldebarn af Marie var de tre søstre lidt ”mærkelige” især set i forhold til de daværende normer i Bov. F. eks. nævnte oldebarnet i en samtale En charleston-pige. Mode i 20’erne.
med Poul Jensen, at de som store piger klædte sig efter den nye charleston-mode. Hertil hørte også de lange cigaretrør. Jo, familien skilte sig ud fra de øvrige beboere og var ganske sikkert et godt samtaleemne i sognets forskellige hjem.
Godt gift? Marie Christine blev i 1922 gift med den 11 år ældre boghandler Jørgen Rud Willerup i Vordingborg. Dermed kom også hun her i den sydsjællandske købstad ind i det bedre borgerskab. Wil- Pastor Theodor Clausen, Bov 1904 – lerup-slægten havde gennem 1929. generationer drevet en stor boghandel i byen. Andrea blev gift med den kgl. Danske Vicekonsul Paul Bernhard Ryder, som på bryllupstidspunktet udøvede sin gerning i Reval, Estland. Pauls far havde en høj stilling som handelschef ved Kgl. Grønlandske Handel. Så også Andrea blev, som man sagde før i tiden, godt afsat. Den sidste af de tre søstre, Claudia, blev i 1924 gift med distriktsofficer i Grænsegendarmeriet Aage Malling- Jacobsen, som, siden han i februar 1920 kom til den nuværende grænse, havde boet på Claudias far Julius Clausens gård i Kollund. (Mere om dem senere.)
Theodor Clausen, præst i Bov Søstrenes farbror var pastor Theodor Clausen, om hvem der blev sagt, at folk såvel store som små skyndte sig ind i husene, når de så pastoren på sine daglige spadsereture. Om konfirmanderne sagde
han hvert år meget u-pædagogisk: “I er de dummeste konfirmander, jeg nogen sinde har haft”. Denne omtale ville vel på et eller andet tidspunkt som yderste konsekvens føre til civilisationens undergang. Så galt gik det da heldigvis ikke. Pastor Clausen var bestemt ikke en, der gik i folk med træsko på. Han holdt distance, men havde dog nogle venner blandt “bedsteborgerne”. Som kirkebogsfører fortsatte han lige frem til 1. januar 1921 med at føre bogen på tysk. Han På Bov ”nye” kirkegård helt oppe ved landevejen finder man gravstenen for havde åbenbart ikke problemer Luise og Theodor Clausen. Læg mærke med generelt at tilpasse sig de til, at teksten for Luise er på tysk. Da nye nationale forhold. Da han i Theodor døde efter Genforeningen, blev 1929, efter 25 år som præst ved hans tekst dansk. Man tilpassede sig. Bov Kirke, lod sig pensionere, (Foto HCJ) flyttede han fra landsbyen til Aabenraa, hvor han fik opført et stort hus. Han blev i 1946 begravet i Bov, og gravstenen bærer et synligt bevis på tilpasningsevnen.
Julius Clausen, Ingeborgs morfar Brødrene Julius og Theodor er født i Årslev ved Hjordkær, hvor deres far, Claus Clausen var sognefoged og havde en større gård, hvor en stor børneflok voksede op. Børnene spredtes rundt omkring, Nogle kom til Amerika, men to af dem kom til Bov Sogn. Om disse to brødre ved vi, at de blev konfirmeret i Åbenrå, hvilket sandsynligvis skyldes, at de har gået i skole her – sikkert på den ”Königliche preussische Realschule” (nuværende Åbenrå Statsskole). Bondeskolen hjemme i Hjordkær var vel ikke god nok til sognefogedens drenge.
Aktiviteter i og omkring branddammen ved Waldemarstoft, som H. Sievers overtog efter Amtsvorsteher Julius Clausen. Året er 1908. Fotoet er derfor ikke det allerbedste. Men det virker som den rene idyl. (Bov Lokalarkiv)
I 1899 købte Julius gården Waldemarstoft (det oprindelige danske navn er Oldemorstoft) med ca. 500 hektar jord af sin svoger Johannes Witt. Julius drev gården frem til 1908. Men havde i mellemtiden også købt Treboelsgården i Kollund, den senere Gendarmerigård. I 1904 blev han udnævnt til amtsforstander, et embede han overtog efter sin svigerfar Andreas Wiesendanger, der pludselig døde af et hjerteslag den 21. maj samme år. En tredje bror overtog i øvrigt sognefoged-embedet efter faderen i Hjordkær Sogn. Jo, familien kunne sno sig.
Fra Schweiz Wiesendangerne var i 1800-tallet fra Schweiz vandret op gennem Tyskland. En af dem bosatte sig i Broager. Her fødtes sønnen Andreas, der som ung søgte til Flensborg, hvor han uddannede sig som bager. Senere kom han til Bov. Her flyttede han ind i den senere
lægebolig, som på det tidspunkt var forholdsvis nybygget. Den sikkert veltalende og naturligvis tyskkyndige Wiesendanger blev kort efter indsat som amtsforstander i Bov Sogn. I dag ville vi sige, at han blev headhuntet. De to Clausen-brødre var i øvrigt nogle af de allerførste i Bov Sogn, der omkring 1910 fik en automobil. I begyndelsen af november 1918 kom Julius ved et uheld i Flensborg til at køre ind i en dame, som kort efter afgik ved døden. (Flensborg Avis 2.11.18 s.2) Dette skilt, som er udtryk for indehaverens fornemme position i sognet, sad på Julius Clausens embedsbolig lige indtil, han blev afskediget af Landråden. Skiltet kan i dag ses på Oldemorstoft. (Foto HCJ)
Julius var af gemyt lidt anderledes end Theodor. Han stræbte efter indflydelse på mange områder og gik ikke af vejen for at bruge ufine metoder.
I 1915 var han virksom for den tyske efterretningstjeneste, men blev kun brugt en enkelt gang, da den tyske spionledelse ikke havde tillid til ham. Professor Troels Fink skriver videre om ham: ”Han svømmede højt på gullaschbølgen i krigens kølvand, og sank til bunds, da forholdene igen blev mere normale”. (Troels Fink: “Da Sønderjylland blev delt”. Bind 1, s. 212) Folketingsmand Vanggaard beretter om et besøg, han gjorde i 1919 i Julius’ hjem i Bov. ”Her stod endnu det tyske flag i stuen, og på væggene fandtes forskellige tyske inskriptioner og et billede af Hindenburg”.
Andreas Wiesendangers villa fra begyndelsen af 1900-talet. Efter hans død flyttede Julius Clausen ind i huset og boede der indtil dr. Hans Lorenzen i 1923/24 købte huset. Det siges, at det er J. Clausen og Wiesendanger, der står nede ved porten. (Bov Lokalarkiv)
Kappen på begge skuldre Julius spillede lidt af et dobbeltspil, han arbejdede nemlig også sammen med Dannevirkebevægelsen og blev derfor af landråden i Flensborg afskediget som amtsforstander. Han blev dog boende i villaen i Bov i nogle år efter Genforeningen, indtil dr. Hans Lorenzen overtog den. Julius sad i øvrigt i den første periode under dansk styre i menighedsrådet. Men pludselig var han væk. Det siges, at han tog til Amerika, men det har ikke været muligt at følge ham derovre i staterne. Hvorfor dog dette forsvindingsnummer? Nu skal man ikke tro, at Julius ikke havde støtter i sin kamp for “Danmark til Dannevirke” eller i det mindste ”Flensborg til Danmark”. Det havde han, men de var lige så anløbne som ham selv. En af dem var præsten i Holbøl, pastor Peter Andersen, der i 1925 viste sit sande ansigt i den såkaldte “skolesag”, som kom helt op på
Det første menighedsråd i Bov Sogn efter Genforeningen. I midten sidder pastor Theodor Clausen og helt til venstre sidder broderen Julius Clausen.
ministerens bord. Pastoren havde med alle midler mobbet førstelæreren. (Sagen omtales i Årbog 2021 s. 18). Andersen var meget aktiv med udtalelser og læserbreve til støtte for Julius, som var en af de centrale personer, der indædt kæmpede for ”Danmark til Dannevirke” i stærk opposition til H.P. Hanssens ønske om en retfærdig og holdbar grænse.
Ritmesteren Clausen-slægten synes overordnet at være ærgerrige mennesker De placerede sig solidt på samfundets top bl.a. gennem giftermål, og så var de mere eller mindre kosmopolitiske uden almindelig omgang med sognets almindelige beboere. Pigerne blev ”godt” gift og flyttede fra sognet, bortset lige fra Claudia, der løb panden mod en mur i et ægteskab med den dominerende ritmester Malling-Jacobsen.
Gendarmerigården set oppe fra nordøst. Før staten opkøbte ejendommen, var det en 3-boelgård, hvilket betyder, at der var tale om en meget stor gård.
Clausen-slægtens nationalfølelse var ambivalent. Man tilpassede sig det givne og fik det bedst mulige ud af situationen – især for sig selv. Kunne man ikke opnå det i Danmark, kunne man jo emigrere til Amerika.
Faderen Aage Aage Malling-Jacobsen blev født den 11.6.1894 i Hurup Mejeri, Als Sogn, Ålborg Amt, som søn af gårdejer/mejerist Niels Jacobsen og hustru Emma Emilie Hansigne, født Malling. Vi har ikke kendskab til hans barn- og ungdom, men vi ved, at Aage under rekruttiden blev grebet af at være en del af militæret, hvor han tilbragte det meste af tiden i rytteriet. Her avancerede han hurtigt til rang af ritmester, en titel, som han holdt fast ved også efter, at den var afskaffet.
Gendarmhuset i Bov. Her havde Malling-Jacobsen sit kontor de første 3 år efter Genforeningen. Derefter blev kontoret flyttet ned til den nyerhvervede Gendarmerigård i Kollund. Bov-kontoret blev herefter nedgraderet til afsnitskontor. (Bov Lokalarkiv)
Ved Genforeningen blev han ansat som distriktsleder for 2. distrikt i Gendarmeriet med bopæl i Kollund på Treboelsgården, som Julius Clausen ejede. Tre år senere overtog staten ejendommen, og ritmesteren kunne nu betragte den som sin embedsbolig
Ulykkeligt ægteskab Den 29. juni 1924 kunne kirkegængerne i Bov Kirke høre pastor Theodor Clausen bekendtgøre lysningen mellem Julius Clausens sidste ugifte datter Claudia og ritmester Aage Malling-Jacobsen. Tre uger senere blev de gift i Bov Kirke. Det blev dog ikke et lykkeligt ægteskab. Det sluttede endegyldigt allerede i 1938. Ægteparret kom som fra to planeter. Claudia med en friere opdragelse i bagagen og ritmesteren med en striks og allerede på det tidspunkt gammeldags
Sådan ser huset ud i dag - blot set fra en anden vinkel. (Bov Lokalarkiv)
militant holdning til tilværelsen. Datteren Ingeborg blev i første omgang hos faderen, som havde fået tilkendt forældremyndigheden. Men blot to år efter konfirmationen flygtede hun over til moderen i København - bort fra den tyranniske og militaristiske far. Dette skulle vise sig at få stor betydning for den ”stakkels” pige.
Den nye mand Moderen Claudia søgte straks efter skilsmissen trøst hos flere mænd. Måske var det én af flere årsager til, at hun ikke fik forældreretten over Ingeborg. Efter en del søgen fandt hun dog i København manden, Søren Holger Johansen, som hun blev gift med. Han kom fra et fattigt hjem i Nordjylland. Som lille mistede Søren Johannesen, som han var døbt, begge sine forældre. De var på en pram sejlet ud på Limfjorden, men af uforklarlige grunde druknede de begge to den 13. juli 1900. Dermed havde tre søskende mistet deres forældre. Men heldigvis blev der taget vare om børnene, så de blev bortadopteret til gode hjem. Søren kom til Vejle hos hotelejer Rasmus
Johansen, hvor han havde det rigtig godt. Ifølge kongelig bevilling af 17.06.1901 fik drengen ved adoptionen ændret sit navn til Søren Holger Johansen. Han blev dog i det daglige blot kaldt Holger. Da Holger var meget velbegavet, kom han på byens “Højere Almenskole”, datidens gymnasium. Her tog han i 1913 studentereksamen sammen med ni andre unge mennesker fra det finere borgerskab. Efter veloverstået eksamen kom han ind til militæret, hvor han ret Jacob Jensen kom efter Genforeningen fra Kongeå-grænsen til Padborg, hurtigt avancerede til løjtnant. hvor han byggede et hyggeligt hus på Mens Holger var ved militæret, Nygade 46. Han var i mange år leder læste han samtidig til ingeniør af gendarmernes idrætsforening. Over på Polyteknisk Læreanstalt. Her for uretfærdige ledere havde han sine sprang han i 1921 ud som cand. meningers mod. Ikke sjældent kom der polyt. med flotte karakterer. To fra hans hånd kradse indlæg i “Grænsevagten” – gendarmernes fagblad. (Bov år senere blev han inspektør på Hotel Regina i Århus, men efter Lokalarkiv) 5 år i Jyllands hovedstad drog Holger igen til København, hvor han blev inspektør ved Hovedbanegårdens Restaurant. Måske var det her, at Claudia og Holger mødtes.
I tysk tjeneste Holger gjorde under besættelsen - ligesom de lidt mere kendte militærfolk von Schalburg og K.B. Martinsen - tjeneste for tyskerne. I 1944 blev han derfor likvideret, og liget blev ligesom mange andre af sine ligesindede kastet i Utterslev Mose. Ikke så mærkeligt kaldes mosen i folkemunde stadig den dag i dag ”den blodige mose”.
Desværre havde Holger nået at påvirke Claudia til at blive aktiv i tysk tjeneste. Da Ingeborg to år senere flygtede fra den i hendes øjne brutale far, opsøgte hun naturligvis moderen, som sandsynligvis sammen med Holger fik Ingeborg optaget i NSU (Nationalsocialistisk ungdom). Claudia viste ikke nogen som helst moderkærlighed, så den første juleaften i den store by var Ingeborg helt alene. Men i NSU fandt hun det fællesskab, som hun så inderligt savnede. Malling-Jacobsen fotograferet af GesIngeborg blev, efter hendes straf tapo. (Britta Senger) var udstået, gift med Gerhard Thiele – omtalt som tysk sømand - og udvandrede til Ontario i Canada. Der levede hun stort set uden forbindelse med Danmark. Dog skrev hun lidt med Britta Sørensen, som i sin barndom boede nabo til Malling-Jacobsen. Først for nylig ved vores research fik Britta kendskab til, at Ingeborg havde arbejdet for nazisterne i Kolding på Staldgården. Britta blev meget overrasket, ja nærmest chokeret. At Ingeborg ikke endte i USA, som mange af hendes slægtninge, skyldes ganske givet, at USA kun modtog emigranter med en pletfri straffeattest, og en sådan havde Ingeborg jo ikke.
Malling-Jacobsen – en forbandelse Allerede før den officielle Genforening blev Malling-Jacobsen, som på det tidspunkt var tjenestegørende ved Kongeå-grænsen, sendt ned til den kommende grænse for at gøre klar til at modtage de ca. 450 gendarmer, der den 5. maj 1920 skulle starte ved den nye grænse.
Telegram fra Aage Malling-Jacobsen til konen Grethe, 11. maj 1945. Den korte tekst lyder ”Ankomst København 16/5 kom”. Sikkert en opfordring til, at hun skulle komme. Hvor i København og hvornår, det måtte Grethe selv finde ud af. (Britta S.)
Alle gendarmer havde som minimum aftjent deres værnepligt ved militæret, og gendarmeri-cheferne var officerer af forskellige grader. Malling-Jacobsen havde titel af ritmester, denne titel elskede han at anvende ved enhver lejlighed, og Britta kan fortælle, at de også i hendes hjem brugte titlen både i tiltale og i omtale. Da Aage Malling-Jacobsen kom til Sønderjylland, fik han straks bolig på Julius Clausens gård i Kollund, og her blev han boende også efter, at staten opkøbte gården, som herefter fik navnet “Gendarmerigården”. Som kontor havde distriktsofficer Malling-Jacobsen i de første tre år haft en del af gendarmhuset i Bov på Hærvejen 16 - næsten lige over for udmundingen af Plantagevej.
Kæft trit og retning Malling-Jacobsen ragede sig hurtig uklar med den menige gendarm. Han hersede med dem som en flok soldater, der for de flestes vedkommende var langt ældre end ham. En af kritikerne var gendarm Jacob Jensen, som i sine erindringer skriver: “ ...Nu skulle vi være et paradekorps og vagttjenesten den samme som foran en kaserneport, så og så mange skridt frem og tilbage. Vores egentlige opgave,
bevogtning af grænsen, var blevet en lille biting”. Det var lederen af gendarmeriet oberst Moltke, der havde indført dette, men det var ganske givet noget, som Malling-Jacobsen med glæde og misforstået stolthed efterlevede. Jacob Jensen skriver videre: “Malling-Jacobsen var ikke, hvad man i almindelighed forstår ved en omgængelig natur. Han var dyrker af “mandstugt” i renkultur, og hans midler hertil var mangfoldige. Naturligvis rendte han da også panden imod muren både for oven og for neden, som de fleste mennesker med temperament gør det på et eller andet tidspunkt. Han var i høj grad en “self made man”, der ønskede at ordne tingene selv, fremfor at indberette til korpset herom. Fandt han anledning til påtale, kunne en sådan forme sig som et åndeligt uvejr og med omtrent samme virkning på mere sarte sjæle som basunblæserne foran Jerikos mure”. Blev en gendarm indkaldt til samtale med Malling-Jacobsen på Bovkontoret, kunne denne risikere at skulle stå udenfor i både halve og hele timer i alt slags vejr, indtil det behagede ritmesteren at kalde ham ind. Gamle Bov’er har fortalt, at dette og lignende “skuespil”, der næsten dagligt foregik uden for kontoret, blev en folkeforlystelse at overvære. “Men løjtnanten havde også andre måder at straffe på. Således passerede en ung gendarm en dag forbi løjtnantens kontorvindue i en lidt bedugget tilstand. Han blev - iført sin varme uniformsmundering - kaldt indenfor på kontoret og placeret stående op ad en nærmest rødglødende kakkelovn. Da kuren havde varet et stykke tid, og den indtagne spiritus var dampet ud af gendarmen på forskellig måde, fik han påbud om at gå hjem til sit kvarter”. Dette er ét af mange eksempler på, at Malling-Jacobsen klarede afstraffelserne på sin egen ofte bizarre måde uden at indberette sagen.
“Min bedste ven i livet” Den 26. maj 1944 foretog Gestapo omfattende arrestationer. Malling Jacobsen stod ikke på Gestapos liste, men kun på Ole Halds liste. Alligevel blev han sammen med mange andre hentet i den såkaldte
Gendarmerigården set fra havesiden. I venstre side ser vi begyndelsen på den lange allé, som går helt op til Gl. Kirkevej. (Foto Britta S.)
”politimesteraktion”. Efter ophold i flere forskellige tyske fængsler her i landet, bl.a. Horserød og Frøslev-lejren, blev Malling-Jacobsen i september 1944 sendt sydpå til koncentrationslejren Neuengamme. På grund af folkestrejken undgik han imidlertid den dødsdom, som han havde haft hængende over hovedet. I begyndelsen af oktober kom en del internerede gendarmer ligeledes til denne lejr, og det traf sig da således, at Malling-Jacobsen, der lå i en overkøje, fik en ældre gendarm fra Rinkenæs i den underste køje. Men allerede på det tidspunkt var ritmesteren meget syg og svag, så han var ikke i stand til selv at komme op i overkøjen, hvorfor gendarmen nedenunder hver aften måtte løfte ham op. Malling-Jacobsen græd og omfavnede gendarmen, mens han sagde: “Du er min bedste ven i livet, og hvis vi to kommer levende tilbage, må du komme og besøge mig”. De kom begge levende hjem. Malling-Jacobsen måtte dog først en tur med Bernadottes busser til Sverige. Men ret hurtig kom han tilbage og indtog sin gamle plads på Gendarmerigården i Kollund.
Indvielse af mindesmærket for greve Folke Bernadotte, som gjorde meget for at få danske og norske fanger tilbage fra de nazistiske koncentrationslejre. Til venstre på billedet i sort uniform ses Malling-Jacobsen, som selv tilbragte ca. 8 måneder i fandens forgård Neuengamme. (Bov Lokalarkiv)
En skøn sommerdag i 1946 besluttede gendarmen fra Rinkenæs at cykle en tur langs Fjordvejen til Kollund. Da han kom derhen, kom han i tanke om, at han jo her havde en ven for livet. Så han fandt frem til Gendarmerigården. Ved indgangen til den lange allé, der førte op til gården, stod der godt nok et skilt med påskriften “Privat adgang for uvedkommende forbudt”. Men han var jo ikke uvedkommende. Han havde jo en invitation fra selveste Malling-Jacobsen, så han kørte op ad alléen. Da han kom ind på gårdspladsen, var en af distriktsofficerens ordonnanser ved at vaske tjenestebilen. Han gav sig i snak med kollegaen. Men samtidig kom Malling-Jacobsen ud på det øverste trin af trappen til indgangsdøren, og pludselig brølede han af sine lungers fulde kraft: “Hvad fanden i helvede laver De her, har De ikke set, at adgang er forbudt – Ud – Forsvind”. Gendarmen, der hørte til i et andet distrikt end Malling-Jacobsens, nemlig i 1. distrikt, var ikke fortrolig med denne tiltaleform, og han sprang hurtigst muligt på cyklen og forsvandt. Han besøgte aldrig siden ”sin bedste ven i livet”.
Grethe var nært knyttet til familien Sørensen, hvilket billedet er et bevis på. Grethes omsorg og glæde ved at sidde med Brittas søn Jan efter dåben stråler ud af billedet. Grethe blev af kollundborgere betegnet som den søde, rare dame. De samme borgere gav ifølge Anne Marie Henriksen hendes mand det mindre flatterende øgenavn “Malling-pigtråd”. (Britta S.)
Britta Sørensen kan berette om en tilsvarende situation. En dag havde et par turist-drenge på cykel forvildet sig ned ad alléen, hvor de mødte ritmesteren. Han råbte og skreg, om de for pokker ikke kunne læse. Ja, han greb også korporlig fat i dem og rystede dem eftertrykkeligt. Malling-Jacobsen har ganske givet også anvendt sine militære straffemetoder over for kone og datter. Han kunne ganske enkelt ikke lade være.
Oberst Hackel Selv på sine gamle dage opførte Malling-Jacobsen sig som en oberst Hackel. Da Christian Ihle første gang på sine vareture for Kollund Brugs kom med varer til ham, råbte han til sin svenske kone Grethe med sin kraftige kommando-ryst: “HVEM ER DET?” “Det er
Finner på rekreationshjemmet i Sønderhav (I dag “Binds restaurant”). Det er Grethe i hvid uniform, og lige nedenfor også i uniform sidder ritmesteren. Året er 1941. Grethe fik i den forbindelse overrakt en finsk medalje for hendes uegennyttige indsats for finske krigsinvalider. (Britta S.)
da brugsmanden”. “SEND HAM IND”. Straks Christian trådte hen til døren, blev han mødt af et brøl: “HAR DE VÆRET SOLDAT?” Jo, det havde han da. “HVOR HENNE?” Da han havde fået svar på dette, kunne Christian aflevere varerne, hvilket ifølge Per Ihle ikke var tilfældet for Brugsens anden vare-udbringer. Han havde nemlig ikke været soldat. Malling-Jacobsen delte groft sagt den mandlige befolkning op i dem, der havde været soldat, og dem der ikke havde været det. Læser man gendarmernes fagblad “Grænsevagten”, kan man se, at der et par gange har været indkaldt til fagligt møde i 2. distrikt kun med Malling-Jacobsen som eneste punkt på dagsordenen. Han var bestemt ikke populær hos den menige gendarm. Selv den øverste leder, Paludan-Müller, ignorerede ham, når han blev for grov over for gendarmerne. Paludan-Müller bakkede i sådanne tilfælde ikke sin nærmeste underordnede Malling-Jacobsen op. Hvad årsagen til skilsmissen og datteren Ingeborgs flugt fra hjem-
Grethe og Aage fotograferet på deres bryllupsdag i 1941.
met har været, kan vi ikke med sikkerhed sige noget om, men intet selvstændigt menneske kan i længden holde til at leve i en ”kaserne”. At de to kvinder – mor og datter - så endte med at gå i nazisternes tjeneste, var bare ulykkeligt.
Den dødfødte pige fortæller I 1956 flyttede Gerda og Leif Sørensen til Kollund og blev naboer til Gendarmerigården, hvor Malling-Jacobsen residerede. Gerda var gravid og fik et par måneder før forventet fødsel veer. Den første, der kom til stede, var nabokonen Grethe Malling-Jacobsen. Hun var meget hjælpsom, og så var hun uddannet sygeplejerske. Da veerne tog til, blev jordemoderen og doktor Alnor tilkaldt. Men jordemoderen lagde efter kort tid den nyfødte pige for enden af sengen, og både hun og dr. Alnor erklærede barnet som dødfødt. Det var dog ikke noget Grethe ville acceptere, hun tog resolut pigen og dyppede skiftevis den lille livløse pige i koldt og varmt vand, og pludselig gav pigen lyd fra sig. Og det er Anne Britta, som pigen blev døbt, i dag Grethe
meget taknemmelig for. Hun betragtede i årene herefter Grethe som den bedstemor, hun aldrig fik. Den glædelige hændelse førte de to meget tæt sammen resten af livet. Britta tilbragte mange timer sammen med Grethe, som var det mest elskelige menneske. Hun blev født i 1900 i Trønninge i nærheden af Halmstad i Sverige. Moderen døde, da hun var 7 år. Halvandet år senere giftede faderen sig med Grethes moster. Men da Grethe var 16 år, døde også fade- Britta sidder trygt på Grethes arme. (Britren. Og da hun ikke havde det ta S.) så godt med mosteren, kom hun til en farbror i Danmark, som var præst. Dette gav hende mulighed for at tage en sygeplejeuddannelse med speciale i barnepleje. Efter endt eksamen fik hun arbejde på bl.a. Fødselsstiftelsen i Århus. Fra 1930 til 1941 var hun sygeplejerske i Dansk Røde Kors. I 1941 blev hun forstanderinde på krigsinvalidehjemmet i Sønderhav. Sandsynligvis var det her hun traf Malling-Jacobsen, som ofte holdt foredrag for invaliderne. Nu gik det hurtigt, den 12. oktober 1941 blev de gift i Bov Kirke ved pastor Carøe. På grund af giftermålet følte Grethe på et tidspunkt, at hun nu først og fremmest skulle tage sig af manden, og som konsekvens heraf måtte hun tage afsked med krigsinvalidehjemmet. I flere af landsdelens aviser udtrykte såvel invaliderne som personale stor tristesse over at miste en empatisk, dygtig og respekteret leder.
Polka med ritmesteren Når Britta som lille pige kom over på Gendarmerigården, og det
gjorde hun næsten hver dag, var det en fast rutine, at hun skulle danse polka med ritmesteren. Han var aldrig ubehagelig over for hende, påpeger hun. Men hun kunne blive bange, når han råbte og skældte ud på et eller andet. Der skulle som regel ikke så meget til, før han blev ophidset. Brittas yngste søster var meget bange for ham. Britta fortæller også, at Grethe bestemt ikke havde det let, men som det gode menneske hun var, lod hun sig ikke mærke med det. Hun kom bare springende, når han råbte. De sidste år sad ritmesteren i en kørestol og kunne ikke længere råbe. Han sad nu med en klokke, og når han brugte den, var Grethe straks til stede for at servicere ham. Lægen ville have ham på plejehjem. Men det blev ikke til noget, for Grethe mente, hun selv kunne klare det. Og det kunne hun også. Hun var jo som nævnt uddannet sygeplejerske.
Løjet død fire gange I dagbladet “Vestkysten” kan man den 16. juni 1954 læse følgende: Der findes næppe et blad, som kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt at have kludret med notitser og meddelelser om fødselsdage, dødsfald og lignende. Men man skal lede længe, før man finder en mand, der har været genstand for kluderiet lige så ofte som Aage Malling-Jacobsen, Kollund. Han fyldte 60 år forleden, hvilket avi-
Brevet fra Ingeborg til fru Malling-Jacobsen.
sen uheldigvis markerede med en nekrolog. Men Malling-Jacobsen lod sig ikke chokere. Det var nemlig fjerde gang, han var løjet død. En af ritmesterens venner, som havde læst nekrologen, telefonerede straks til Kollund for at få oplyst begravelsestidspunktet. Stor var forbavselsen, da han fik Malling-Jacobsen i røret. Ritmesteren anmodede bladet om en berigtigelse, og i en “lun” kommentar sluttede han: “Det er i øvrigt fjerde gang, jeg er løjet død. Jeg håber derfor, at jeg bliver en usædvanlig levedygtig pensionist”.
De fleste aviser i Syd- og Sønderjylland bragte stort set enslydende meddelelser. De skrev åbenbart af efter hinanden.
Slut for den levedygtige Den 10. januar 1973 indløb der igen en meddelelse om, at Malling-Jacobsen var død. På alle redaktioner blev der sandsynligvis nu lavet grundig research, men denne gang var det rigtigt. Fra Canada kom hans eneste barn, datteren Ingeborg, hjem til sognet, ikke for at deltage i begravelsen, men for at sikre sig den størst mulige arv. Igennem årene havde faderen forsøgt at gøre hende total arveløs. Det lykkedes ikke. Men han forbød alle at tale med hende, og i det hele taget nævne hendes navn. Hun var for ham “død - stendød”. Alligevel var der en vis hemmelig kontakt mellem Ingeborg og Grethe. En dag ringede Ingeborg til Kollund. Grethe tog telefonen og ritmesteren må på en eller anden måde have kunnet høre, hvem der ringede. Han råbte med en rusten kommandostemme i vilden sky: “SMÆK DET RØR PÅ!” Ingeborg ønskede åbenbart en forsoning, og hun insisterede, hvilket ses af brevet fra den 15.2.72 til fru Malling-Jacobsen.
Arvesagen afsluttes Endelig efter to år blev arvesagen afgjort. Og Ingeborg fik tilkendt 40.000 kr. i såkaldt tvangsarv. Beløbet skulle Grethe udrede, og som det fortælles, gjorde hun det gerne for at have ren samvittighed. Ud over pengebeløbet fik Ingeborg også lov til at få noget af møblementet og andet inventar. Her synes den ellers søde og tolerante enke dog alligevel, at Ingeborg var lidt for grisk.
Den store artikel om arvesagen havde “Information” placeret på forsiden. De følgende dage kunne man læse om sagen i forskellige aviser. Artiklerne var indholdsmæssigt næsten identiske. Den store artikel om arvesagen havde Information placeret på forsiden. Deres journalister havde åbenbart været til stede under hele sagens behandling. Så da Information generelt er at betragte som en seriøs avis med grundig kildekritik, må vi gå ud fra, at Ingeborg stak faderen. Der er også andre kildes, der peHer ses dagbladet “Informations” løbeger i samme retning. seddel lørdag den 15. september 1973. Men da Malling-Jacobsen tre gange kom i forhør i løbet af besættelsestiden, er spørgsmålet blot: Hvilken gang stak Ingeborg ham? Første forhør fandt sted i april 1940. Da var hun endnu ikke kommet til København, så det kan udelukkes. Anden gang var i 1943, hvor forhøret lige som første gang var meget kortvarigt. Det vil ifølge ritmesteren sige nogle få minutter. Det kan være en mulighed. At de to første forhør blev så korte, forklarer Malling-Jacobsen i sine erindringer med, at han havde “lavet et så syndigt vrøvl, at man hurtigst muligt sendte mig derhen, hvor jeg var kommet fra, ja i 43 endog kørte mig hjem, fordi jeg truede med at blive på stedet til krigens ophør. Og det brød man sig næppe om, da ingen på det tidspunkt anede noget om krigens længde, og vel også på grund af, at jeg nærmest teede mig som absolut enehersker, forlangte således lokalets bedste stol anbragt foran kaminen - - - blev siddende, da stedets kommandant kom ind, medens alle andre sprang op og stod stive som strikkepinde og blev stående således, medens dette “over-
menneske”, en ganske almindelig løjtnant, var til stede”. Malling-Jacobsen tog under disse forhør fuldstændig ledelsen. F.eks. afbrød han forhørslederen med ordene: “Nur ruhig mein liebe. Erst mich dann dich” Han spillede et skuespil, som ikke faldt ham svært. Men tredje gang i 1944 gik den ikke længere. I “Zise 2022” kan man på siderne 246-248 læse, at den tyske efterretningstjeneste og Gestapo var kommet i besiddelse af oplysninger, der kompromitterede frihedskæmperen Ole Hald, der før krigen gjorde tjeneste ved sikkerhedspolitiet i Sønderborg. Hald blev taget til fange af Gestapo. Og for at redde sit eget skind udleverede han navne på nogle af sine “kammerater”. Heriblandt var kaptajn Malling-Jacobsen, som blev arresteret. Resultatet kender vi. Han måtte tage turen til Neuengamme.’ Vi ved det ikke. Men sandsynligvis var det i i denne omgang, at Ingeborg uafhængigt af Ole Hald stak faderen.
Grethe og Ingeborg dør samme år Den 28. marts 1984 døde Grethe Malling-Jacobsen uden umiddelbare slægtninge. Hun havde i flere år gennemtænkt denne situation. Og her kom naturligvis Britta ind i billedet. Hun havde lige siden den dramatiske fødsel været det barn, som var en slags erstatning for det barn, Grethe aldrig fik. Som det ordensmenneske hun var, havde Grethe naturligvis skrevet testamente, hvori der stod, at huset Fjordvejen 43, som de byggede til deres pensionisttilværelse, skulle tilfalde Britta. Men da Britta havde bolig andet steds i landet, blev huset solgt som dødsbo til Kamma og Dan Filtenborg, som den dag i dag bor der. Kamma kan fortælle, at da de ryddede op langs med skellet, fandt de hele vejen rundt pigtråd. Ritmesteren har åbenbart barrikaderet sig i sit lille “fort”. Egentlig skulle man tro, at han havde fået nok af indespærring og pigtråd i kz-lejren - åbenbart ikke. I boet fandt Britta nogle ungdomsbilleder af Ingeborg. Det må være noget, som ritmesteren ikke har haft kendskab til. I givet fald var
Før ritmesterens pensionering byggede han dette dejlige hus på Fjordvej 43. I øvrigt en kopi af familien Sørensens. Huset ejes i dag af Kamma og Dan Filtenborg. Da de overtog det, var det slidt, så de har virkeligt lagt et stort arbejde i at renovere det. Kamma kunne i øvrigt fortælle, at i ritmesterens herreværelse var den ene væg fyldt med sabler. (HCJ)
de vel blevet brændt. Da Britta sad med disse billeder i hænderne, slog den tanke ned i hende, ville det ikke være rigtigst at sende dem til Ingeborg, hvis adresse hun havde? Hun skrev derfor et brev til Ingeborg med tilbuddet. Et stykke tid efter kom der svar. Ikke fra Ingeborg, men fra hendes mand, som kunne fortælle, at Ingeborg var død i juni måned, men han ville da gerne have billederne af sin kære Ingeborg. Anvendt Litteratur: Aage Malling-Jacobsen: Levnedsbeskrivelse for kaptajn af Grænsegendarmeriet, Aage Malling Jacobsen (Bov Lokalarkiv) Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918- 1920 bind 1 Edward C.T. Rönnau: Bov kirkelige og sogne krønike Mikkel L. Jespersen og Bjørn Poulsen: Oldemorstoft og dens omverden på reformationstiden. Told- og skattehistorisk årbog, Zise 2021 Told- og skattehistorisk årbog, Zise 2020 Diverse kirkebøger og aviser Til sidst vil jeg takke alle, der har bidraget til denne artikel. En særlig tak til Anne Britta Senger, som beredvilligt har stillet sig til rådighed, når jeg har haft spørgsmål om alt muligt.