Mit Fædreland - 12. september 2019

stemmerne af enkelte fugle, eller hvad man vil”. Vi går nu ind i en fundamentalt anden klangverden, som komponisten selv deler op tre elementer: det første, vi hører, er ‘landskabet’. Det er naturklange, lidt som i begyndelsen af Wagners Nibelungens Ring.

Endnu er der intet. Så bryder fuglene ind, selvfølgelig træblæserne - ‘landskabet’ reagerer på dem og bliver blødere, mere omfavnende, og det bliver langsomt til det sidste afsnit: ‘Menneskets stærke følelse derved’ altså menneskets glæde over jordens rigdom. Og det er så her, Carl Nielsen bringer sin geniale lille overraskelse i spil: pludselig hører vi menneskestemmer, først en mand, så en kvinde - næsten helt bibelsk ikke som solister, men som en del af den naturskabte helhed. Det er smukt, det er stort, og det er fuldt af liv.

Til tredje sats skifter Nielsen igen gear og giver os en sats fyldt med usikkerhed, væven og først og fremmest mani. Hvis man kender lidt til Nielsens privatliv, vil man vide, at det alle er ord, man uden tøven ville kunne sætte på ham som person. Han bevæger sig altså fra at beskrive naturens udvikling til at skildre sit eget sind i al dets kompleksitet. Især de maniske gentagelser er fremtrædende her, ligesom de store skift i stemninger. Med al sin rastløshed og uro virker satsen dog mest af alt som det perfekte oplæg for den store, rolige og folkelige 4. sats, som den berømte dirigent og musikformidler Leonard Bernstein spøgende og kærligt kaldte for ‘The Workers Union Song’. For her slår den folkekære komponist for alvor igennem med et tema, der kunne være taget lige ud af højskolesangbogen.

Carl Nielsen sagde selv om satsen, at den “er arbejdets apoteose [guddommeliggørelse, red.]. Komponisten har villet vise den sunde moral, der ligger i arbejdets velsignelse. Det hele går jævnt frem mod målet.” I denne sats finder også Nielsens flair for lyset og glæden endelig sin plads i symfonien, og flere gange får man undervejs næsten lyst til at rejse sig i landskampstil og synge med for fuld kraft, ligesom der ikke bliver sparet på de store blæsersektioner, når satsen arbejder sig op på de store klinger. Der bliver også plads til en energisk fuga, som dog aldrig bliver højpandet og fortænkt, og alt kan undervejs relateres til højskolesang-temaet, der lyder så dansk, som noget kan være. Og når de afsluttende messingkald gjalder ud i salen sammen med den stolte pauke, så kan man heller ikke andet end at blive stolt over, at vores lille ø i vores lille land har fostret en komponist af denne kaliber.

Programnote af Ole B. Kiilerich MEDVIRKENDE Nikolaj Szeps-Znaider, dirigent Nikolaj Szeps-Znaider er både kendt som en virtuos violinsolist og som dirigent ved verdens førende orkestre. Fra september 2020 tiltræder han stillingen som chefdirigent ved det franske symfoniorkester