Mit Fædreland - 12. september 2019

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 12. SEPTEMBER 2019 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

MIT FÆDRELAND Odense Symfoniorkester Dirigent: Nikolaj Szeps-Znaider Solister: Jiyoon Lee, violin; Nina Bols Lundgren, sopran; Palle Knudsen, baryton Bedřich Smetana: (1824 - 1884)

Šárka fra ”Mit Fædreland”

Varighed: ca. 10 min.

Antonín Dvořák: (1841 - 1904)

Violinkoncert, op. 53

I Allegro; ma non troppo II Adagio; ma non troppo III Finale: Allegro giocoso; ma non troppo

Varighed: ca. 32 min.

PAUSE

Carl Nielsen: (1865 - 1931)

Symfoni nr. 3 ”Espansiva”, op. 27

Varighed: ca. 39 min.

I Allegro espansivo II Andante pastorale III Allegretto un poco IV Finale: Allegro

NATIONALROMANTIK PÅ DE HØJE NAGLER

Aftenens tre værker kredser alle om komponisternes forhold til deres geografiske ophav. Før pausen skal vi til Böhmen, det nuværende Tjekkiet, og høre, hvordan musik kan være med til at forme en vaklende national identitet, og efter pausen følger det stykke musik, hvor vores egen Carl Nielsen endelig forenede de to stærke sider af sit komponistvirke, det symfoniske og det folkelige, til en fuldendt national symfoni, der på én gang beskriver både universets, livets og menneskehedens fødsel, såvel som komponistens indre liv, samt kærligheden til den folkelige sang og fædrelandet. Så vær forberedt på gode melodier og storladen patos på den helt store klinge i denne hyldest til den muld, vi alle er rundet af.

Når talen i dag i Prag falder på Bedřich Smetana, så er der som regel ingen ende på roserne: han er det tjekkiske folks musikalske fader, og på hans brede skuldre hviler alle senere tjekkiske komponister som Dvořák, Martinů, Janáček, Suk og Kubelík, ligesom det ganske naturligt er hans verdensberømte samling af symfoniske digte, Má Vlast, der bliver opført på nationale mærkedage og ligeledes blev det efter afslutningen på både anden verdenskrig og den kolde krig. Men sandheden er, at bondedrengen Smetana i Prag blev anset for slet ikke at være tjekkisk nok og faktisk blev mobbet ud af landet af det fine selskab, så han som ung bl.a. tilbragte fire år i Sverige i selvvalgt landflygtighed, og at han først lærte at tale ordentligt tjekkisk i en alder af 40 år. Men det musikalske vidunderbarn var hele tiden fast besluttet på at genskabe den bøhmiske musikalske storhed, og med en blanding af vennen Franz Liszts nye musikalske former og et tjekkisk, nationalt tonesprog lykkedes det ham at slå dørene ind til den tjekkiske folkesjæl, som han siden har været en helt uundværlig og naturlig del af.

Má Vlast, “Mit Fædreland”, er en samling af 6 storslåede tonedigte, der kan spilles hver for sig eller samlet som en slags symfoni. Mest kendt er den musikalske beskrivelse af floden Moldau, der er et studie i orkestrering og musikalsk arkitektur. Smetana skrev imponerende nok hele Má Vlast og de fleste andre af sine berømte værker, efter han en morgen som 50årig var vågnet op stokdøv, og han hørte altså hverken dette eller mange af sine andre store værker opført.

I dag skal vi høre det tredje ‘digt’ i samlingen, omhandlende den bøhmiske amazone-kriger Šárka, der ved kløgt og snilde sammen med sine krigeriske søstre udfører sin grusomme hævn over ikke bare krigerprinsen Ctirad, men hele mandekønnet som sådan. Hør i de ophidsede violiner helt fra starten, hvordan den rasende furie sværger hævn over alle mænd efter at være blevet svigtet af sin elskede.

Dernæst, hvordan prins Ctirad nærmer sig i det fjerne med sin hær for at nedkæmpe Šárka og hendes rebelske kvinder. Og siden, hvordan Šárka snyder prinsen ved at lade som om, hun er blevet bundet til et træ og med indsmigrende klarinetstemme lok-

ker ham i forelskelsens fælde, akkompagneret af det store kærlighedstema, hvorpå hun bedøver hele hans hær med forgiftet mjød og derefter med et hornkald sammenkalder alle sine søstre, der i en afsluttende blodrus myrder alle de sovende mænd - og selvfølgelig fejrer det behørigt. Det er altså mytisk operadramatik i symfonistil med kønspolitiske træk i den helt store skala!

Da Smetana i 1866 blev dirigent for det provisoriske teater i Prag, kunne han stå og kigge lige ned på orkestrets solobratschist, som var ingen ringere end den purunge og ludfattige Antonín Dvořák. Som begavet bratschist burde denne den anden store tjekkiske komponist vel nok vide, hvordan en koncert for violin og orkester skulle skæres. Alligevel burde hans violinkoncert retteligt hedde: Koncert for violin og orkester af Antonín Dvořák og Joseph Joachim. For ligesom med Brahms’ violinkoncert nogle år forinden havde den store violinvirtuos, til hvem koncerten var bestilt, blandet sig ikke så lidt i koncertens udarbejdelse. Faktisk skrev Dvořák hele koncerten om to gange efter præcise anvisninger fra violinens ubestridte mester. Og den ydmyge tjekkiske komponist havde så stor respekt for Joachim, at han i anden omgang fandt sig i at vente hele to år(!) på den sidste omgang sønderlemmende kritik, uden så meget som et ord fra Joachim i mellemtiden. Men Dvořák vidste jo godt, at Joachims store interesse i værket skyldtes,

NIKOLAJ SZEPS-ZNAIDER

at han faktisk trods alt var ret vild med det. Og det er da også et uhyre vellykket værk, der kom ud af de to mænds intense samarbejde - og da Dvořák har brændt alle tidligere skitser af værket, kan vi ikke vide, hvordan han i første omgang havde tænkt sig sin koncert.

Men sikkert er det nok, at Joachim har plæderet for at give mere og mere plads til solisten (som jo skulle have været ham selv, omend han endte med aldrig at spille værket offentligt), og resultatet blev i sidste ende, at det er blevet én af den slags koncerter, hvor solisten nærmest ikke får en pause! Når de indledende øvelser, hvor først solisten og derefter orkestret (det plejer at være omvendt!) spiller det kraftfulde tema, er overstået, får solisten så godt som overhovedet ingen pause før langt inde i 2. sats. Dét gør koncerten til én af de hårdeste på repertoiret.

Men Dvořák har også sine egne grunde til at drive rov på solisten, for satsen er på mange måder ret speciel. Dvořák er melodiens mester, og hans melodiske overskud i enhver henseende bevirker, at han kan tillade sig at forholde sig mere frit til parametre, som mindre melodisk begavede komponister må forlade sig på: udvikling og form. Han bekymrer sig altså ikke synderligt om at udvikle sine melodier, og derved bliver formen også noget flydende; når vi ikke hele tiden skal forholde os til et temas forvandling, kan det hele flyde mere frit, og i sidste ende virker denne førstesats næsten som en fantasi - en fantasi, hvor hovedpersonen, violinen, konstant kan kommentere og bidrage til løjerne, uden at ørerne bliver trætte, netop fordi melodierne i sig selv er så stærke.

Manglen på en fast struktur slår klokkeklart igennem i slutningen af 1. satsen, hvor vi slet ikke får den sædvanlige gentagelse af hovedtemaerne i dét, man kalder reprisen, og som er en nagelfast bestanddel af stort set alle instrumentalkoncerter. I stedet falder

JIYOON LEE

satsen langsomt og næsten umærkeligt til ro og glider med stor skønhed og uden de store armbevægelser over i den langsomme andensats.

I denne overjordisk smukke sats sætter melodiens mester virkelig trumf på: i noget, der må kandidere til titlen som verdens længste melodi, skriver han et tema, der varer over to minutter for én gennemspilning! Prøv at se, om du kan følge den fra start til slut og se, hvor langt den fører dig omkring. Pga. den ekstremt lange melodi bliver formen i denne sats også flydende og rapsodisk, og man må bare læne sig tilbage og nyde det overskud af tonesammensætninger, der mirakuløst lader den ene musikalske sæbeboble eksplodere i øregangen efter den anden.

Sit ultimative trumfkort har han dog gemt til sidst, hvor han endelig lægger sig fast på en form, den for en finalesats så ofte benyttede rondo-form, hvor temaet kommer igen og igen, afbrudt af såkaldte episoder med kontrasterende materiale. Dvořák har her valgt en variant af den bøhmiske dans furiant, der med sine skæve rytmer og høje humør gør sig forrygende i en rondoform. Og jeg tør næsten godt love, at du kommer til at gå ud til pausen på lette tå og med et dejligt dansant off-beat swingende i blodet.

WHACK!

WHACK-WHACK!!

Carl Nielsens 3. symfoni rammer sit publikum med en musikalsk forhammer lige mellem øjnene fra allerførste tone! Bang - eller Big Bang; så er vi ligesom i gang. Og de rytmiske trækninger, der følger, er så svære at afkode, at man, selv efter mange gennemlytninger, bare må overgive sig til den musikalske urkraft og ditto opfindsomhed.

Selvom dette slag med den musikalske forhammer er et trick, han har lånt fra Beethovens Prometheusouverture, så virker det dybt originalt - og yderst effektfuldt. Spændingen i orkestret er enorm inden den første, voldsomme akkord, og dén intense energi forplanter sig til publikum og hele resten af satsen, der bliver drevet frem af et ekstremt energisk og dejligt melodiøst tema. Et tema, der var så insisterende i komponistens hoved, at han måtte skrive det ned straks, det kom til ham på vej hjem i sporvognen i de københavnske gader; og uden papir ved hånden skitserede han det storslåede tema på sine manchetter.

Dette magtfulde tema ligger, næsten som en trussel, under hele satsen, og selv når roligere vinde blæser for et kort øjeblik undervejs, er det som om, at hele orkestret sidder på det yderste af stolene for når som helst at bryde ud i dette storslåede, altopslugende tema. Kritikere i samtiden var da også helt enige om, at Carl Nielsen med netop denne imponerende sats sprang ud som dén helt store symfoniker, man længe havde håbet, han var.

Og hvordan kommer man så videre derfra? Selvfølgelig ved at gå i den helt anden grøft. Den rolige Andante Pastorale beskriver Carl Nielsen selv sådan her: “Fred og ro i naturen, der kun afbrydes ved

stemmerne af enkelte fugle, eller hvad man vil”. Vi går nu ind i en fundamentalt anden klangverden, som komponisten selv deler op tre elementer: det første, vi hører, er ‘landskabet’. Det er naturklange, lidt som i begyndelsen af Wagners Nibelungens Ring.

Endnu er der intet. Så bryder fuglene ind, selvfølgelig træblæserne - ‘landskabet’ reagerer på dem og bliver blødere, mere omfavnende, og det bliver langsomt til det sidste afsnit: ‘Menneskets stærke følelse derved’ altså menneskets glæde over jordens rigdom. Og det er så her, Carl Nielsen bringer sin geniale lille overraskelse i spil: pludselig hører vi menneskestemmer, først en mand, så en kvinde - næsten helt bibelsk ikke som solister, men som en del af den naturskabte helhed. Det er smukt, det er stort, og det er fuldt af liv.

Til tredje sats skifter Nielsen igen gear og giver os en sats fyldt med usikkerhed, væven og først og fremmest mani. Hvis man kender lidt til Nielsens privatliv, vil man vide, at det alle er ord, man uden tøven ville kunne sætte på ham som person. Han bevæger sig altså fra at beskrive naturens udvikling til at skildre sit eget sind i al dets kompleksitet. Især de maniske gentagelser er fremtrædende her, ligesom de store skift i stemninger. Med al sin rastløshed og uro virker satsen dog mest af alt som det perfekte oplæg for den store, rolige og folkelige 4. sats, som den berømte dirigent og musikformidler Leonard Bernstein spøgende og kærligt kaldte for ‘The Workers Union Song’. For her slår den folkekære komponist for alvor igennem med et tema, der kunne være taget lige ud af højskolesangbogen.

Carl Nielsen sagde selv om satsen, at den “er arbejdets apoteose [guddommeliggørelse, red.]. Komponisten har villet vise den sunde moral, der ligger i arbejdets velsignelse. Det hele går jævnt frem mod målet.” I denne sats finder også Nielsens flair for lyset og glæden endelig sin plads i symfonien, og flere gange får man undervejs næsten lyst til at rejse sig i landskampstil og synge med for fuld kraft, ligesom der ikke bliver sparet på de store blæsersektioner, når satsen arbejder sig op på de store klinger. Der bliver også plads til en energisk fuga, som dog aldrig bliver højpandet og fortænkt, og alt kan undervejs relateres til højskolesang-temaet, der lyder så dansk, som noget kan være. Og når de afsluttende messingkald gjalder ud i salen sammen med den stolte pauke, så kan man heller ikke andet end at blive stolt over, at vores lille ø i vores lille land har fostret en komponist af denne kaliber.

Programnote af Ole B. Kiilerich MEDVIRKENDE Nikolaj Szeps-Znaider, dirigent Nikolaj Szeps-Znaider er både kendt som en virtuos violinsolist og som dirigent ved verdens førende orkestre. Fra september 2020 tiltræder han stillingen som chefdirigent ved det franske symfoniorkester

Orchestra National de Lyon.

OS stiftede bekendtskab med Szeps-Znaider i 1992, da han vandt Den Internationale Carl Nielsen Violinkonkurrence blot 16 år gammel. Szeps-Znaider gør fortsat meget for at give andre unge talenter store chancer, bl.a. gennem sit virke som præsident for Carl Nielsen-Konkurrencen og stiftelsen af Nordic Music Academy. Med denne koncert fortsætter vi samarbejdet med Szeps-Znaider om at opføre og indspille alle Carl Nielsens seks symfonier inden vores 75-års jubilæum i 2021.

Jiyoon Lee, violin 27-årige Jiyoon Lee startede med at spille violin, da hun var 4 år. Senere begyndte hun at studere på Sydkoreas Nationale Kunstakademi K-ARTS. Ligesom med Szeps-Znaider kender vi også Jiyoon Lee fra Carl Nielsen-Konkurrencen, da hun var den ene vinder af Violinkonkurrencen i 2016. I 2018 indspillede Lee desuden sin debut-CD sammen med OS. CD’en er blevet flot modtaget og består af Korngolds violinkoncert og Carl Nielsens violinkoncert. Til daglig sidder Lee som 1. koncertmester i Staatskapelle Berlin.

Nina Bols Lundgren, sopran Uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse i 2009 med Susanne Eken og Barbara Bonney som undervisere. Hun fik sin operadebut på Den Fynske Opera i 2008 i rollen som Norina i Don Pasquale. Lundgrens operakarriere har ført hende rundt - både i og udenfor Danmark - og hendes repertoire er også varieret. I Odense har vi bl.a. haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Lundgren i vores opsætning af Richard Wagners Ringen, hvor hun spillede Woglinde og Waldvogel.

Palle Knudsen, baryton Siden sin uddannelse ved Operaakademiet i København i 1998 har Palle Knudsen været en fast bestanddel af solistensemblet på Den Kongelige Opera. Han har - udover at være en hyppig solist hos de forskellige nordiske orkestre - også haft succes uden for Europas grænser, bl.a. i titelrollen som Don Giovanni på Glimmerglass Opera i New York.

Sidste gang vi havde fornøjelsen af at samarbejde med Palle Knudsen var til Opera på Engen i 2012.

PALLE KNUDSEN

NINA BOLS LUNDGREN

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Aistė Juodagalvytė ** Jacob Buur ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova (orlov) Anne Skærbæk ** Ida Spang-Hanssen ** Bratsch Rafaell Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Alexander Øllgaard ** Cello Michaela Fukačová * Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula Anne Hall ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Andreas Hjort Jessen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Vakant Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Jessica Hill ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen (orlov) Sune Pedersen ** Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Pauke Thomas Georgi Slagtøj Finn Christensen Jonas Bonde ** Kasper Grøn **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

BLIV ÉN AF ODENSE SYMFONIORKESTERS VENNER OG FÅ ENDNU MERE GLÆDE UD AF OS For tilmelding: Kontakt kasserer Bo Thorsen på bo@sonofthor.dk

ODENSESYMFONI.DK