Ingrid Kjeldsen: Gymnasietiden i nyborg 1957 1960

Gymnasietiden i Nyborg 1957-1960 Ingrid Kjeldsen

Efter 2 års præliminærkursus på kostskolen ”Solhverv” i Vebbestrup i Himmerland og et sommerferiejob i købmandsbutik i Løkken drog jeg i august 1957 til Nyborg for at bo på kostskolen og gå i gymnasiet de næste 3 år.

Det var en længere togrejse Fra Vendsyssel til Nyborg. Alt var spændende. Jeg havde aldrig før været på Fyn. Det første, der slog mig, da jeg steg af toget i Nyborg, var byens meget høje træer, der ikke var tvunget mod øst af blæst og havgus.

Jeg havde boet på kostskole i 2 år, så her var jeg lidt på hjemmebane.

Kostafdelingen havde til huse i en stor rødstensbygning med høj kælder og 3 etager derover. Den indeholdt værelser, dagligstue, spisesal, køkken, rigtige baderum, sygestue og vagtværelse til den lærer, der havde vagten.

Der var 30 kostelever på hver årgang, men en del af kosteleverne havde værelse i nærliggende private hjem.

Kort efter min ankomst til Nyborg påbegyndte man opførelsen af ny kostafdeling, så der blev plads til alle 90 kostelever, alumner, i eneværelser.

Det første år på den ”gamle” kostskole boede jeg på 3mandsværelse sammen med Else Mouritsen (Mour) fra Karise og Mette Muldbjerg Andersen fra Them ved Ulfborg.

Det var et ret stort og godt værelse på øverste etage i gavlen mod syd, hvor vi havde en lille altan.

Mette og Mour på vores altan 1957

Jeg havde en sovesofa i den ene side af værelset, og Mette og Mour i den anden side en såkaldt to-i-én-seng, hvor den ene seng var skubbet ind under den anden i dagtimerne. Desuden havde vi hver et skrivebord og en stol. For enden af værelset var der klædeskabe og en vaskekumme.

Vi boede godt og havde fornøjelse af hinanden, og der var ikke et ondt ord imellem os hele året.

Selv om kostafdelingen kun var 17 år gammel, var der visse traditioner, som måske var inspireret af engelske kostskoler.

Da vi havde været der nogle få uger, blev vi om natten vækket ved ”nonnesang” ude på gangen. Vi prøvede at tænde lyset, men det viste sig, at strømmen var slået fra, og da vi åbnede døren, så vi 2. g-erne iført hvide gevandter og med lys i hånden højtideligt komme skridende, mens de sang deres ”Ave”. Nogle af dem bar en stor balje med vand, andre lukkede dørene op ind til de intetanende 1. g-ere, som blev trukket ud på gangen for at blive døbt i vandbaljen under løfte om at blive ”en god nonne, fuld af fup og gamle aviser”, hvorpå dåbskandidaten blev døbt ”i Sct. Knuds, Sct. Hansens og Sct. Aakerbergs navn”. (Rektor, økonomaen og Plejemor).

Mour, der havde haft en søster på kostskolen nogle år før, havde fortalt Mette og mig, at vi bare skulle tage det roligt med, hvad der var i vente; men nogle af pigerne i 1. g protesterede ivrigt; overmagten var imidlertid for stor. Året efter var det vores tur til at døbe de nytilkomne.

Et andet kostskoleritual var det såkaldte ”Hyg-Ind”.

En aften var alle 1. g-erne inviteret ud og væk fra kostskolen. Da vi kom hjem hen på aftenen, havde 2. g-erne lavet sjov med alle vores ting: Lagnerne hang ned ad trappegelænderet, 1

tandbørsterne var stukket ned i jorden ved potteplanter, vores tøj og sko var ikke i skabet, men i helt andre værelser, selv vores skolebøger og nyskrevne danske stile havde vi besvær med at finde. Det blev sent, inden vi kom i seng den aften.

Næste morgen efter morgenmad skulle vi have vores cykler i cykelkælderen for at cykle ned til det ”gamle” gymnasium.

(Først året efter blev der bygget nyt gymnasium ved siden af kostafdelingen). Da vi endelig fik cykelkælderen låst op, så vi til vores rædsel, at alle cykelsadler var skruet af. For at nå i skole til tiden, måtte vi cykle gennem byen på cykler uden saddel. ”Hyg-Ind” var lidt for groft gjort af 2. g-erne, syntes vi, og en aften, hvor de var borte fra kostskolen, tog vi hævn og lavede ”Hyg-Ind” for dem. Dette faldt bestemt ikke i god jord, og forholdet mellem 2. g-ere og 1. g-ere blev aldrig helt godt.

Derimod havde vi det godt med 3. g-erne, og da de den følgende sommer blev studenter, udvalgte de hver en 1. g-er til oppasser i dagene omkring og efter studentereksamen. Jeg ”Hyg-Ind". Frk. Prip morer sig, tandbørsterne var oppasser for Bodil Bagger. En oppassers opgave var at hænger i lysekronen vaske studentens kjole, når den trængte til det, ligeledes den hvide pul på studenterhuen. Studenterfestlighederne og kørsel med hestevogn rundt i byen satte jo spor på det hvide stof. Det år var det på mode med hvide, stivede underskørter med festonbort forneden under kjolen, så oppasseren blev fuldbefaren i ”fransk vask og strygning”.

Undervisningen på gymnasiet foregik i den almindelige skoletid fra kl. 8 til hen på eftermiddagen.

Ved morgenbordet smurte vi madpakker, og på gymnasiet fik vi udleveret en lille flaske dejlig, kold mælk. Når vi kom hjem, var der eftermiddagste, og vi havde et par timers fritid, derpå lektielæsningstid i 1½ time, hvor vi ikke måtte forlade vores værelse. Så fulgte dagens varme mad.

Aftenen var fri indtil sengetid kl. 22:30.

Vi kunne bruge aftentimerne til yderligere lektielæsning eller hyggeligt samvær, måske en lille tur ned i byen (højst 3 aftener om ugen); men i så fald skulle vi melde det forinden og være hjemme kl.

22. Når ”Svenskeklokken” ringede fra Nyborg kirketårn kl. 21:45, var det tid at skynde sig hjem.

I løbet af aftenen var der oste- og syltetøjsmadder. Jeg lærte her at bruge syltetøj oven på ost.

Gratis underholdning en aften i dagligstuen

Vi var i skole 6 dage om ugen, men med lørdagstimerne lidt kortere. Det var muligt at rejse fra kostafdelingen i weekenden; men da skulle der foreligge tilladelse fra forældrene. Jeg havde for langt hjem til Vendsyssel til, at jeg kunne tage derop i weekenderne, hvorfor jeg kun tog hjem i de lange ferier. Af og til var jeg med på weekend hos en kammerat, hvis hjem ikke var helt så langt væk. Jeg kan huske, at jeg var med Merete hjemme i hendes hjem på Nordvestsjælland og med Meiske hos hendes søster, der var skuespiller på Odense Teater. Det var i øvrigt også hyggeligt at være på kostskolen i weekenden.

Af og til blev der arrangeret underholdning eller lege i dagligstuen. Jeg husker, at et ægtepar fra Nyborg, som vist hed Dupont, kom og spillede for 2

os. Engang kom familien Koppel, Hermann D. Koppel og børn, og musicerede for os. Ellers lavede vi selv forskellige optrin og sketcher for hinanden.

Jeg tror, at Meiske og jeg var primus motor ved den traditionelle parodi på lærerne, da vi gik i 3. g – ligeså da vi skulle lave optog den sidste skoledag inden studentereksamen.

Nogle gange blev der arrangeret teatertur til Odense Teater. En sjælden gang var vi i biografen.

Somme tider var vi nogle kostskolepiger på besøg i forskellige private hjem, hvilket var dejligt og anderledes end kostskolelivet.

Det kunne være hos vores historielærer, H. Hartvig-Olsen og hans kone, Johanne. Deres dør var altid åben for os, når vi kom forbi Parodi på lærerne. Meiske og Ingrid agerer morgensang som rektor og hr. en søndag eftermiddag. Han ville Aagard gerne have, at vi skulle lære at spille golf og skaffede os gratis adgang til Nyborg Golfbane og lån af køller fra golfklubbens medlemmer, og vi fik undervisning af klubbens skotske golftræner.

Vi havde også af og til vores gang hos hr. og fru Willy Olsen, da familien fra 2. g flyttede i bolig på kostskolen, og hos frk. Prip i hendes private lejlighed ude i byen.

Eller vi besøgte fru Hvas, som havde undervist os efter skoletid i kjolesyning. Hendes mand var dommer, og deres adresse var meget sigende: Dommer Hvas, Galgebakken 10, Nyborg.

Vi besøgte også to kvinder, som drev et husmandssted ud efter Skalkendrup til. De solgte produkter på torvet i Nyborg. Den ene af dem havde i flere år arbejdet for Albert Schweitzer i Afrika og havde meget at fortælle.

Af og til kom vi hos plejemor Grethe Højers mor, der havde en villa nær fængslet. Familien havde boet en årrække i Belgisk Congo, hvor Grethe Højers afdøde far havde været bestyrer for en meget stor nationalpark. Dette hjem var fyldt med ting fra Afrika: Buer, skjolde, redskaber, elfenbensudskæringer o.s.v.

Ved det store skolebal en gang om året blev der indforskrevet kavalerer fra drengekostskolerne, Herlufsholm, Sorø, Stenhus. Vi havde ikke set hinanden før, men dansede sammen aftenen igennem, Parate til det store skolebal 1960

3

hvori indgik lancier, som både de og vi havde lært i gymnastiktimerne.

En sommerdag var vi inviteret ombord på Skoleskibet Danmark, som lå i Nyborg Havn. Vi blev beværtet af eleverne, så hele skibet, bl.a. ”sovesalen”, hvor eleverne sov i hængekøjer, og vi dansede på dækket.

Om sommeren badede vi i Storebælt, ud for Hotel Nyborg Strand.

Ofte cyklede vi en tur enten om eftermiddagen eller om søndagen. Det var en god tur at cykle ud til Slipshavn eller Knudshoved Havn.

Ved 100-året for Røde Kors i 1958 var vi nogle stykker, der meldte os til at sælge Røde Korsklistermærker til bilerne, der holdt i kø for at komme med færgen ved Knudshoved.

I øvrigt var vi en halv snes piger, der en vinter gik til Røde Kors` samariterkursus en aften om ugen.

Vi var på hold sammen med fængselsbetjente fra Nyborg Stratsfængsel, hvilket vi havde megen morskab af, når vi skulle forbinde de store mænd eller give dem kunstigt åndedræt – dog ikke mund-til-næse-metoden. Kurset afsluttedes med en prøve, hvor vi fik udleveret en lille Røde Korsnål.

På et andet tidspunkt gik vi nogle kostskolepiger til selvforsvarskursus, jiu-jitsu-kursus, hvor vi blev ret så dygtige både til at falde rigtigt og at slå fra os.

Hvis vi kedede os en søndag eftermiddag, kunne vi finde på at tage med færgen fra Nyborg til Korsør. Billetkontrolløren ombord vidste godt, at vi bare var på en lille tur og skulle tilbage med næste færge. Han accepterede, at vi viste en ældgammel billet og på den måde fik en gratis tur over Storebælt.

Gymnasiet havde en lejrskole i Kissendrup, hvortil vi i 1. g havde tur med overnatning. Vi var, som det sig hør og bør, ledsaget af en mandlig og en kvindelig lærer, vores matematiklærer, frk.

Mogensen, og de sprogliges engelsklærer, hr. Henriksen. Beboere i Kissendrup blev inviteret ind til gymnastikopvisning på gymnasiet.

Kort efter at vi var begyndt i 1. g havde vi ”sammenrystningstur” på cykel i 3 dage på Vestsjælland.

Vi boede på vandrerhjem og havde tørkost med hjemmefra. Jeg kan huske, at jeg var den, der havde spegepølsen. Et par lærere fulgte med, bl.a. vores fransklærer hr. Bjørkbom. Der var naturligvis indlagt undervisning på denne tur med besøg forskellige steder, bl.a. på vikingeborgen ”Trelleborg” og Holmegaards Glasværk.

Der var en årlig skoleudflugt for hele gymnasiet. Jeg husker, at vi var på Ærø i 2. g. Når vi viste os ude i det offentlige rum, var det med mange instrukser fra Rektor, ikke noget med at råbe op eller smide slikpapir: ”Husk, I er blomsten af Danmarks ungdom!”.

4

Den store historiske og geologiske ekskursion til Bornholm i 2. g var et større projekt på adskillige dage. Vi sejlede fra København til Rønne om natten uden kahyt, men fandt forskellige steder på båden, inde eller under åben himmel, hvor vi kunne få nogle timers søvn.

På Solskinsøen boede vi på vandrerhjem i Hasle og blev ellers kørt rundt med bus til de steder, vi skulle besøge, bl.a. Hammershus, Østerlars Rundkirke, Jons Kapel, Løvehovederne, Ekkodalen, Dueodde, Gudhjem, og en række Fra turen til Bornholm, september 1958. Vores geologilærer hr. Frimann Jensen i forgrunden forskellige stenbrud og grusgrave.

Det var sensommer, og vejret var fint på Bornholm. Det var i det hele taget en vellykket tur. Om aftenen pjattede vi i Hasles gader, bl.a. løb vi ”elefantleg” gennem gaderne og var da så uheldige at forulempe en bornholmerinde, der kom cyklende med en spand kartofler, så hun tabte spanden, og kartoflerne trillede. Så var det vigtigt at huske, at vi var ”blomsten af Danmarks ungdom” og skyndsomst få kartoflerne samlet op og sagt undskyld.

"Det lille tehus" "læser" til eksamen i Grønnegården 1960. Fra venstre: Karen Beth, Meiske, Ingrid, Lene

Noget, som havde stor betydning for mig, var ”Det lille Tehus” i 3. g. Vi var 5 piger, Hanne, Karen Beth, Lene, Meiske og mig, der næsten dagligt mødtes til te på et af værelserne om eftermiddagen efter skoletid. Vi hyggede os, fik vendt dagens begivenheder og støttede hinanden.

5

Obligatorisk for alle os kostskolepiger, var følgende kurser efter skoletid: Hybelkursus ved økonomaen, frk. Hansen, i 1. g. Her fik vi viden om både madlavning, bagning og tøjvask samt, hvad vi skulle anskaffe os, for at vi kunne klare husholdningen, når vi under den videre uddannelse kom på hybel.

Kjolesyning ved fru Hvas, i 2. g, hvor vi alle skulle starte med at sy en skjortebluse. Vi nåede at sy forskellige ting. Jeg kan huske, at jeg syede en gul kjole, som jeg brugte i flere år derefter. Ved afslutningen var der mannequinopvisning for lærere og elever. Op til jul spillede vi roulette om en fin natkjole, som fru Hvas selv havde syet. Jeg var så heldig at vinde denne natkjole.

Familievejledning i 3. g. Jeg husker ikke ved hvem, men her fik vi noget at vide ”om bierne og blomsterne” og forskellige familieretsforhold.

Maskinskrivningskursus ved fru Roed, i 3. g. Hvor har jeg tit været glad for, at jeg lærte 10-fingersystemet.

Det var alt sammen gode kurser. Rektor havde en idé om, at når vi ikke boede i vores hjem, skulle vi have en oplæring i noget af det, man ellers lærte hjemme.

Kostforplejningen var ualmindelig god. Statskostskolen fik det samme beløb til mad som drengestatskostskolerne; men piger spiste måske ikke helt så meget, så der var penge til at kræse for os. Indimellem kunne Rektor klage over, at vi tog for mange kilo på. Vi sad 6 ved hvert bord i den store, nye spisesal med parketgulv og store vinduespartier. Hver af os havde stofserviet i servietring. Der blev sendt vitaminpiller rundt ved morgenbordet, hvor vi også skulle smøre madpakke til det store frikvarter på gymnasiet.

Vi skulle ikke selv gøre rent på vores værelser eller noget andet sted, kun rydde op.

Da den nye kostafdeling blev bygget, modsatte Rektor sig, at der i køkkenet blev installeret opvaskemaskine, fordi han mente, at vi skulle have den køkkentjans at vaske op; vi var derfor inddelt i hold til denne opgave.

Da den nye kostafdeling og det nye gymnasium blev bygget, kom der bolig til Rektor og pedellen ved gymnasiet og til 2 mandlige lektorer og deres familie ved kostafdelingen, hr.

Grange og hr. Willy Olsen.

Desuden lejlighed til Plejemor, som var oldfrue og skulle tage sig af eventuelle syge elever.

Plejemor var i min tid fru Aakerberg og derefter fru Højer. 3 kvindelige lektorer/adjunkter skiftedes til at have vagt fra vagtværelse, frk. Prip, frk. Bertelsen og frk.

Thrane.

Indvielsen af kostskolen: Dronning Ingrid og fru Stenbjerre

6

En glad og stolt rektor Stenbjerre

Hvis en af os var syg i flere dage, blev vedkommende indlagt på sygeværelset, blev tilset af Plejemor, og en kammerat skulle tage mad med op til den syge.

Under den store influenzaepidemi i 2. g blev næsten alle syge med høj feber. På et tidspunkt var der kun 3 elever tilbage i klassen, hvoraf jeg var den ene; men så bukkede også vi under for sygdommen.

Af og til var der nogle, der godt ville have et par fridage og derfor meldte, at de var blevet syge.

Plejemor kom med termometret og ville komme igen nogle minutter senere for at se, hvor høj temperaturen var. Nu gjaldt det om at handle hurtigt: Termometret op under sengelampen, indtil en passende temperatur var nået. Vi andre vidste godt, at der kun var tale om det, vi kaldte ”lampefeber”.

For sundhedens skyld – og for det kosmetiske – var der indkøbt en højfjeldssol, som var ophængt i et bestemt værelse, der gik under navnet ”Solarum Alpestrum”. Nogle gange blev vi røde som krebs. Dengang var der næppe viden om skadevirkningerne.

Da vi kom tilbage til skolen efter sommerferien 1958, hvor jeg havde haft feriejob i skotøjs- og herretøjsforretning i Løkken, kunne vi flytte ind i veludstyrede enkeltværelser på den nye kostafdeling.

Alt var nyt og fint med arkitekttegnede møbler og lamper, både i værelserne og i fællesrummene.

På hver gang var der, foruden moderne baderum og toiletter, et tekøkken, hvor vi hver havde et skab, og et skopudserum med en skuffe til hver.

7

Indvielsen af den nye kostskole, 17. marts 1960

Blandt fællesrummene var der dagligstue med avishylde, hvor de landsdækkende aviser var at finde, og et lille bibliotek med skønlitteratur.

Det var velset, at eleverne forærede en skønlitterær bog til biblioteket. ”Det lille Tehus” forærede ”Dr. Zhivago” af den russiske forfatter Boris Pasternak, der fik Nobelprisen i 1958. En bog, der bestemt ikke blev foræret til biblioteket, men verserede blandt eleverne, var den norske forfatter Agner Mykles ”Sangen om den røde rubin”, hvor de dengang

særligt dristige erotiske passager var understreget.

Endelig var der to lydisolerede musikværelser med hver et klaver. Her kunne de, der ønskede det, øve sig på klaveret eller på medbragt instrument.

Over værelsesdørene ud mod gangen var der en firkantet rude, som kunne give lys på gangen i dagtimerne; men vi havde denne indretning mistænkt for at skulle gøre det muligt for inspektor let at kunne se, hvem der ikke var gået i seng. I øvrigt kom den inspektionshavende hver aften kl.

22:30, bankede på døren og åbnede den for at sikre, at vi var i vores senge, hvilket vist altid var tilfældet, og der blev hilst et venligt ”godnat!”.

Lyset i hele bygningen blev dæmpet kl. 22:30, så man ikke kunne se at læse, hvilket dog ikke forhindrede os i f.eks. at skrive dansk stil om natten ved hjælp af lommelygte og stearinlys, hvis stilen ikke var blevet færdig, og den skulle afleveres næste dag. Ingen vovede at møde op hos vores dansklærer, hr. Elkjær, og sige, at man ikke var blevet færdig med den danske stil. Engang var min fyldepen indleveret til reparation, (man skrev med fyldepen dengang), og jeg øjnede en chance for at få afleveringen udskudt; men hr. Elkjær svarede straks på min forespørgsel om udskydelse: ”Du må gerne aflevere stilen indskrevet med blyant!”

Vi måtte ikke have nøgle til vores værelsesdør, hvilket vi ikke rigtig kunne forstå. Måske har det forekommet ledelsen, at der kunne ske fordækte ting bag en låst dør på en ren pigekostskole; men vi havde vist aldrig hørt ordene ”lesbisk” eller ”homoseksuel”.

Efter sommerferien 1959, hvor jeg havde haft feriejob på Ulvshale Østersøbad på Møn, rykkede jeg hen i et værelse i gruppen af 3. g-ere, som var det, der blev kaldt ”præfekter”, hvilket indebar lidt mere frihed i forskellige sammenhænge og et lille job at udføre for fællesskabet.

Da den nye kostafdeling stod færdig, havde den pressens bevågenhed. Vi blev formeligt oversvømmet af journalister fra al landsens aviser og ugeblade. I de artikler, der kom ud af det, var der de sædvanlige journalistiske over- og underdrivelser. Vi var enige om, at den lokale ugeavis var den eneste, der helt holdt sig til fakta.

Nyborg Gymnasium havde dengang 2 linjer, en matematisk-naturvidenskabelig og en nysproglig linje. Jeg valgte den matematisk-naturvidenskabelige. Jeg har aldrig været nogen ørn til at lære sprog, selv om jeg senere på universitetet måtte lære både latin, græsk og hebraisk. Matematik, fysik og kemi lå derimod ”lige til højrebenet”, som det hedder på nutidsdansk.

8

Matematikerklassen 1960

Den sproglige klasse 1960

Det var dengang ikke sĂĽ almindeligt, at piger valgte matematik, og vi havde hver isĂŚr forestillet os at blive den eneste pige i en drengeklasse (med de fordele og ulemper, det ville give); men i 1. g udgjorde 12 kostskolepiger den ene af 2 matematikerklasser. Ved oprykningen til 2. g faldt et par 9

stykker fra, og de to matematikerklasser blev slået sammen. Vi var nu 23 i klassen. Der var kun én nysproglig klasse, med 18 elever.

Foruden kosteleverne kom der i gymnasiet nogle elever fra byen og oplandet. Det var i det hele taget ikke så almindeligt at blive student dengang, så Nyborg Gymnasium havde kun 2 klasser pr. årgang.

Vi havde gode lærere; men jeg tror også, det var et nemt sted at være lærer. Der blev i alt fald sorteret skarpt blandt ansøgerne til optagelse på kostafdelingen. Jeg ved, fra noget kontorarbejde, jeg havde for Rektor, at ca. 200 søgte om optagelse, men der var kun plads til 30 pr. årgang på kostafdelingen.

Vi skulle sige ”De” til vores lærere og ”hr.”, ”fru” eller ”frk.” foran deres efternavn. Rektor måtte vi ikke tiltale ”hr. Stenbjerre”, men kun ”Rektor”.

Følgende lærere havde jeg: Rektor: Rektor var leder af både gymnasiet og kostafdelingen, hvilket betød, at vi havde meget med ham at gøre. På gymnasiet forestod han sammen med sanglæreren, hr. Aagaard, den daglige samling af alle elever, hvor der blev sunget efter Højskolesangbogen og givet forskellige beskeder.

Jeg havde Rektor til matematiker-tysk, hvor vi kun var 3 elever, Lise, Hein og mig, 2 timer om ugen i 1. og 2. g. Man kunne vælge mellem engelsk og tysk for matematikere; de fleste valgte engelsk.

Hr. Elkjær: Dansk. Han var kendetegnet af grundighed, venlighed og strenghed. Var ikke meget for de sidst nye forfattere. Mange år efter, da jeg var blevet præst, huskede jeg meget af hr. Elkjærs undervisning, f.eks. i de danske salmedigtere. Da jeg som præst for Ryslinge Valgmenighed fandt ud af, at hr. Elkjær var vokset op i Oure Friskole, hvor hans far havde været friskoleleder, faldt meget på plads. Vi havde lidt de samme interesser. I øvrigt fik jeg engang, efter en fjernsynstransmission af vores gudstjeneste i Ryslinge, brev fra hr. Elkjær, der nu som pensionist boede på Sjælland.

Frk. Mogensen: Matematik i 1. g, hvorefter hun flyttede fra Nyborg. Hun var dygtig og skrap.

Hr. Mørup Jørgensen (Møpse): Vi havde i forvejen fysik og kemi hos ham, og han overtog matematikundervisningen efter frk. Mogensen, d.v.s., at han kom til at undervise os i 13 timer om ugen. Han må sikkert være blevet lidt træt af os; men vi var ikke snydt med ham. Han var en god underviser og umådelig flittig. Da det nye gymnasium var bygget, tilbragte han i en længere periode næsten hver aften med at indrette fysik- og kemilokalerne på bedste måde. Jeg kunne fra mit værelsesvindue se, der var lys i disse lokaler til sent om aftenen.

Hr. Hartvig-Olsen: Historie. Jeg, der var interesseret i historie, ”slugte” hvert et ord. Han var også vores erhvervsvejleder, talte med os om, hvilken uddannelse, vi skulle i gang med efter studentereksamen. Hr. Hartwig-Olsen tog sig meget af kostskolepigerne i fritiden. Han var distræt og et let offer for morskaben, uden at det gik ud over respekten.

Hr. Willy Olsen (Punktum): Oldtidskundskab og religion. To ret små fag, og hvor der ikke blev givet karakter i religion, og heller ikke holdt eksamen, hvilket betød, at religion var et stedmoderligt fag, hvor timerne af nogle blev brugt til forberedelse af matematik eller fransk – med bogen under bordet, mens vi var en lille håndfuld, der fulgte rigtig godt med i dette fag.

Hr. Willy Olsen var god at snakke med. Han var også inspektor på kostafdelingen. Han drillede os lidt med, at vi var så optaget af vores egne cirkler, at vi f.eks. ikke interesserede os nok for politik.

Det var sikkert rigtigt; men han gjorde nu store øjne, da han en aften mødte nogle af os på Båring Højskole på Vestfyn, hvortil vi havde lejet en taxa og var kørt til et møde med debat mellem professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet P. G. Lindhardt og partiet SF`s grundlægger og 10

formand, den tidligere kommunist, Aksel Larsen. I øvrigt blev der senere, nok også ved Willy Olsen, arrangeret en dag på den ret nye Båring Højskole, vist for både matematikerklassen og den sproglige klasse. Den stedlige sognepræst, Kaj Thanning, som havde været primus motor for oprettelsen af højskolen, viste os rundt og fortalte om at være på højskole.

I den tid, vi gik i gymnasiet, var H. C. Hansen (1955-60) og Viggo Kampmann (1960-62) statsministre.

Det var i tiden, hvor forholdet mellem Sovjetunionen og Vesten tilspidsedes. Berlinmuren opførtes 1 år efter, vi var blevet studenter. Når vi tog ned for at bade ved stranden, kunne vi se russiske ubåde passere gennem Storebælt. Hvor truet vi var i Danmark, gik imidlertid ikke op for os.

Hr. Frimann Jensen: Geologi og biologi. Han forstod at gøre fagene interessante for os og arrangerede ekskursioner, ikke blot den store til Bornholm, men også dagture til f.eks. Kogsbølle Grusgrav og et teglværk, vist Stenstrup Teglværk. Efter turen til Bornholm i 2. g skulle vi aflevere en rapport i geologi. Jeg har stadig mit rapporthæfte med indlimede prøver på sten og grus.

Hr. Bjørkbom: Fransk. Han var den unge lærer, som vi havde det godt med, dygtig og energisk til fransk, som ikke lige var mit fag. Jeg brugte nok lige så megen tid på fransk som på de andre fag tilsammen – uden at blive god til det; men det var ikke Hr. Bjørkboms skyld.

Hr. Aagaard: Sang. Her var vi slået sammen med den sproglige klasse. En stor flok at holde styr på, når der samtidig skulle indøves stemmer. Derfor deltog hr. Grange af og til i timerne for at holde ro.

Hr. Aagaard skrev musikken til kantaten ved indvielsesfesten for det nye gymnasium. Hr. Elkjær havde skrevet teksten.

Fru Mortensen og fru Bjørkbom: Gymnastik. Vi var også her slået sammen med den sproglige klasse. Der var levende klavermusik til gymnastikken.

Vist i forsommeren 1960 var der nordisk gymnasiesportsstævne i Odense, hvor vi deltog med gymnastikopvisning i fine hvide dragter og med stafetløb. Jeg tror, vi klarede os godt, var i hvert fald godt oplært.

Vi havde også som nævnt gymnastikopvisning hjemme på skolen bl.a. for beboerne omkring skolens lejrskole i Kissendrup, sikkert også nogle fra byen.

Almindelig gymnastik var ellers ikke lige mig. Jeg havde aldrig tidligere haft dette fag. Havde der derimod været tale om redskabsgymnastik med spring over buk og plint o.s.v., og løb, ville jeg have scoret, men dette indgik ikke i gymnastikken. Derimod spillede vi lidt volleyball, hvilket var ret morsomt, og endelig lærte vi noget folkedans og frem for alt lancier.

På et tidspunkt i 1. g slap jeg ellers for gymnastik nogle uger. Historien var følgende: En mørk aften var vi, nogle kostskolepiger, gået ned i byen, hvor vi kom forbi et hus, der havde noget så moderne som et fjernsyn. Vi kunne gennem vinduet se, at familien sad foran det lille fjernsynsapparat. For bedre at kunne studere dette vidunder listede vi os hen til vinduet; men på et tidspunkt rejste en fra familien sig tilfældigvis op, og vi dukkede os og løb derfra. Jeg var ved den lejlighed så uheldig at forstuve en ankel, som svulmede noget op, og var dermed så heldig at blive fritaget for gymnastik; men alting har en ende, og jeg måtte ind på holdet igen.

Vi bør med tak mindes frk. Buch og hr. Øllgaard, som grundlagde skolen og kostskolen. De udvandrede fra Høng Studenterkursus til Nyborg, hvor skolen begyndte som studenterkursus i 1939.

Kostafdelingen stod færdig sommeren 1940.

Både frk. Buch og hr. Øllgaard var på skolen i min tid, men jeg havde dem ikke til noget fag. Frk. Buch døde efter meget kort tids sygdom, mens jeg gik i gymnasiet.

Både studenterkurset og kostskolen var fra start privatejet af de to, og kostskolen var i begyndelsen faktisk for begge køn. I løbet af få år blev studenterkurset til gymnasium under Nyborg Kommune, og kostskolen blev statskostskole alene for piger.

11

Studenterkurset og det senere gymnasium begyndte i det små med lokaler i en eksisterende skole nede i byen, indtil det nye gymnasium stod færdigt og blev taget i brug august 1959. Den nye kostskole var allerede taget i brug august 1958.

Kostskolen og gymnasiet blev officielt indviet 17. marts 1960 med besøg af dronning Ingrid. Vi havde i gymnastiktimerne øvet os i at neje dybt for majestæten.

(Se i øvrigt på nettet den udførlige artikel af Lars Kirkegaard: ”Nyborg Gymnasiums Kostskoles Historie”!).

I 1. og 2. g cyklede vi fra kostskolen til det gamle gymnasium, hvorved vi kom gennem Landporten, forbi Danehofslottet og langs med voldgravene, en meget smuk tur. I det store frikvarter kunne vi nå at gå på volden og spise vores madpakke, når vejret var til det, eller nå ned på torvet, når der var torvedag, og de forskellige handlende kom ind fra landet med deres produkter.

Jeg er sikker på, at Nyborg Gymnasium var en god skole, og at mange lagde kræfterne i, at vi fik lært noget, og at det blev et godt ophold i gymnasiet og på kostskolen. Vi havde lærere, er ikke bare havde et job på skolen, men gik op i deres arbejde I 1950-erne var et gymnasium helt anderledes end i dag. Der var ikke så mange, der blev studenter dengang. Gymnasiet havde ingen valgfag. Man regnede med, at alle studenter skulle fortsætte med en eller anden boglig uddannelse.

Vi blev studenter 1960. Det var 8 år før, ungdomsoprøret satte ind; men jeg kan huske, at jeg for mit vedkommende ytrede modstand mod studenterhuen, men blev overtalt af kammeraterne til at få en alligevel. Når jeg var modstander af huen, var det ud fra et socialt aspekt: Jeg havde fået muligheden for at blive student, men alle de jævnaldrende, jeg kendte fra min hjemegn, havde ikke fået den mulighed, selv om mange af dem havde evnerne til det.

I øvrigt vedrørende ungdomsoprøret: I 3. g var vi nogle stykker, der lavede en liste over ting, vi gerne ville have anderledes, især på kostskolen. (Elevråd fandtes ikke). Bl.a. ønskede vi nøgle til vores værelse og afskaffelse af skriftlig tilladelse fra forældrene til, at vi måtte rejse væk i weekenden – i alt fald for dem, der var fyldt 18 år.

Jeg blev udpeget til at forelægge Rektor denne liste og tale godt for den; men vores ønsker nød ikke fremme. Vi var en halv snes år for tidligt ude med sådanne ønsker.

I den førnævnte artikel på nettet om kostskolens og gymnasiets historie er det interessant at se, hvordan ”tider skifter, og sæder mildnes”. Nu er man en gammel Jeronimus, der mener, at sæderne er mildnet for meget i vore dage.

12

Sidste skoledag 1960. De i alt 4 drenge bæres højt og med glorie om hovedet, mens pigerne er iført grå tæpper

Hvorom alting er, blev vi studenter i juni 1960. Selv om vi havde været glade for gymnasiet og kostskolen, var det dejligt at blive færdig, og det var jo det, der var meningen med det hele.

Da alle var færdige, kørte vi i hestevogn rundt i byen, hvor vi besøgte de studenter, der havde deres hjem dér, og alle kom i vores hjem, kostskolen. Hvert sted blev vi beværtet, bl.a. med punch. Det var vist første gang, vi fik lidt alkohol indenbords.

Der var en 3-4 dage mellem disse festligheder og selve translokationen, og da vi boede på kostskole, havde vi ikke rigtig noget at fylde disse dage med. Derfor besluttede vi at leje en bus og køre til Sydslesvig, hvorfra vores klassekammerater Meiske og Hein kom. Heins far var dansk præst i Husum og Meiskes far havde været skoleinspektør for den danske skole i Husum.

Meiskes far var død nogle måneder tidligere, men Meiskes mor boede endnu i Fra turen til Sydslesvig lige efter studentereksamen 1960. Heins far fortæller om Dannevirke Husum. Vi lavede aftale om at bo på skolen, og vi blev hjerteligt modtaget af Meiskes mor og Heins forældre. De sørgede for bespisning af os, og Heins far tog med os rundt i Sydslesvig og fortalte om de historiske steder. Det var en rigtig god tur.

13

Hjemkommet til Nyborg, skulle vi til translokation på gymnasiet, hvortil vores forældre var inviteret.

Kostskolens afgangselever 1960.

Far og Mor kom den lange vej fra Vendsyssel for at være med. Det var første gang, Far så gymnasiet og kostskolen. Mor havde været der sammen med Bedste (min mormor) på et tidspunkt, hvor de havde besøgt søster Ellen og Kaj i København og var stået af toget i Nyborg.

Derefter var der kærligt farvel til lærere og kammerater gennem 3 år.

I løbet af gymnasieårene tænkte jeg på, hvad jeg skulle studere efter studentereksamen.

Matematik, fysik eller kemi var nærliggende, da disse fag lå godt for mig. Jeg kom dog til at overveje, om dette ikke let kunne blive for smalsporet.

Så var der en periode, hvor dansk og historie var i tankerne.

I 3. g slog det imidlertid ned i mig, at jeg kunne læse teologi. De fag, som havde med teologi at gøre, havde altid interesseret mig. Når denne uddannelse ikke havde været under overvejelse tidligere, skyldtes det sikker, at jeg ikke kendte nogen kvinder, der var blevet præster; men da tanken var der, var jeg helt klar over, at det var det, jeg gerne ville.

Min beslutning skrev jeg om i et brev hjem til Far og Mor. Jeg havde i de 5 år, jeg havde været på kostskole, skrevet et ret langt ugentligt brev hjem. Det var før mobiltelefonernes, sms-ernes og mail-ernes tid.

Jeg talte med vores vejleder, hr. Hartvig-Olsen, om mine planer, og han arrangerede et besøg hos en af Nyborgs præster og hos præsteparret Blauenfeldt i Ringe en søndag eftermiddag i eksamenslæsetiden før studentereksamen.

14

Præstekonen, Lis Blauenfeldt, var en af de første kvinder, der var blevet cand. theol. Hun var ikke præst på dette tidspunkt, men blev på sine lidt ældre dage ordineret og virkede nogle år som hjælpepræst hos sin mand. Da han døde, blev hun konstitueret sognepræst i Ringe et par år, indtil deres søn, Henning Blauenfeldt, blev præst dér.

Hr. og fru Blauenfeldt var umådelig søde og gæstfrie, og jeg kunne spørge ind til studiet og arbejdet som præst. Jeg husker, at Lis Blauenfeldt sagde, at selv om hun ikke var præst, kunne hun godt tænke teologiske tanker, mens hun støvsugede den store præstegård.

Selve befordringen fra Nyborg til Ringe den søndag har sin egen historie.

På den tid gik der tog mellem Nyborg og Ringe, og hr. Hartvig-Olsen havde selvfølgelig regnet med, at jeg skulle tage toget. Jeg havde imidlertid ikke for mange penge, hvorfor jeg tænkte, at jeg kunne tage på ”stop” til Ringe.

Det var forbudt eleverne på kostskolen at tage på stop. Vi gjorde det ikke på Fyn, men på Sjællandssiden var det ret almindeligt.

Den søndag tænkte jeg, at hvis jeg gik uden for byen, inden jeg begyndte at stoppe, ville ingen fra skolen opdage det. Ulykkeligvis var den første, jeg prøvede at stoppe, inspektor på kostskolen hr.

Grange. Jeg var endog meget utilpas ved dette. Det var vist ligefrem bortvisningsgrund, hvis kostskolepiger tog på stop.

Hr. Grange tog det nu meget pænt, bød mig ind i sin bil og kørte mig til Ringe Præstegård. Jeg ved ikke, om han holdt historien for sig selv; i alt fald hørte jeg ikke noget til den fra de andre lærere og fra Rektor; men jeg måtte love at tage toget hjem fra Ringe.

Jeg fortalte ægteparret Blauenfeldt om denne tildragelse, og da jeg sidst på eftermiddagen skulle hjem, fulgte de mig til stationen og så, jeg kom ombord i toget.

I det hele taget var det sådan, at for mit vedkommende var der om ikke økonomiske vanskeligheder så i alt fald brug for at spare på pengene.

Skolepengene var i Nyborg afstemt efter forældrenes indtægt; men i 2. og 3. g havde jeg friplads.

Der var dog stadig de daglige fornødenheder, tøj og rejser, som skulle dækkes. Derfor havde jeg job i sommerferien i 1957,1958 og 1959. Da jeg fyldte 18 år i 1958 og dermed var økonomisk myndig, optog jeg et lån, en kassekredit, på 10.000 kr. i Løkken Sparekasse. Far og søster Ellens mand Kaj kautionerede for mig. Ved hjælp af sommerferiejobbene kunne jeg bringe kassekreditten i 0 om sommeren.

Det første sommerferiejob var i en lille købmandsbutik i Løkken. Den lå mellem sommerhusene ned ad vejen mod stranden fra Kallehavegård. Den var kun åben om sommeren. Ejeren var landmandsfamilien fra Kallehavegård. Jeg og en anden pige, som var ansat, sov på loftet i stuehuset på Kallehavegård, men var fra tidlig morgen til ud på aftenen i butikken, som var åben længe p.g.a. turismen.

Der var altid ret travlt i butikken. Det var før man tænkte på selvbetjening, og sukker, mel og andet skulle afvejes, ofte i små portioner, til kunderne, der var i sommerhus.

Vi spiste sammen med familien i bagbutikken. Det var venlige mennesker, men lønnen lyder i vore dage ikke af så meget: 250 kr. for en måned + kost og logi. Året efter, sommeren 1958, var jeg ansat i herretøjs- og skoforretning, Jens Bang, i Løkken. Jeg cyklede hver dag hjem ved lukketid og overnattede hjemme, hvor jeg også fik al maden. Mor smurte hver morgen en dejlig, stor madpakke til min frokost.

Jeg var ansat p.g.a. ekstra travlhed i turistsæsonen og skulle arbejde sammen med ejeren og et par medarbejdere.

På regnvejrsdage, hvor turisterne ikke kunne gå til stranden, havde vi meget travlt. Der var mange udlændinge blandt kunderne, og jeg opøvede evnen til at spotte, hvor de kom fra, allerede når de kom ind i butikken. Selv om jeg ikke var så god til engelsk og tysk, blev jeg tilkaldt som tolk, når Jens Bang eller 1. manden havde udenlandske kunder. De fleste kunder var nu svenskere, og her var sproget ikke noget problem for nogen af os.

15

Jeg kom således til at sælge mange par sko, skjorter, jakker, bukser, undertøj og strømper. Hvis jeg havde en kunde, som købte meget eller noget dyrt, og var langt inde i handelen med vedkommende, kom Jens Bang og blandede sig – forståeligt nok; men kunden kunne ikke forstå det, da handelen hidtil var gået så udmærket.

De fleste kunder var venlige, men man fik også øvelse i at tackle vanskelige kunder, der f.eks. havde det som tidsfordriv at prøve utallige par sko uden plan om at købe nogen.

Hvis solen skinnede fra en skyfri himmel og de fleste var på stranden, kunne vi slappe af i butikken.

Men Jens Bang mente, at vi så skulle tage forskellige varer frem på disken, så det så ud som om, vi lige havde haft mange kunder.

Jens Bang var en venlig mand. Hver morgen gik han til strandbad i badekåbe. Det var sommer, mens jeg var der, men han var også vinterbader.

Lønnen var lidt højere end året før; jeg tror, jeg fik 500 kr. pr måned – på egen kost og logi. Jeg var der vist i 5 uger.

3. sommerferie i gymnasietiden, sommeren 1959, var jeg ansat på Ulfshale Østersøbad på Møn.

Jeg tog direkte fra kostskolen og dertil, da vi havde fået sommerferie.

Det var et lille familiedrevet sommerhotel med plads til ca. 30 overnattende gæster. Det var ret primitivt som hotel, ikke noget med bad og toilet til hvert værelse, men natpotte i servanteskabet, som jeg endelig skulle huske at tømme, når jeg gjorde rent.

Vi var 4 personer til at klare alt, madlavning, indkøb, rengøring, servering o.s.v., nemlig ægteparret, en datter et par år ældre end mig, og mig. Konen stod for madlavningen, manden for indkøb m.v., datteren og jeg for rengøring og servering.

Det var ualmindelig flinke mennesker, men der var meget at bestille, fra kl. 7 om morgenen til kl. ca. 20 hver anden aften og til kl. ca. 23:30 hver anden aften – med 2 timers fri om eftermiddagen, hvor jeg gik til stranden og var badegæst.

Jeg havde soverum i et udhus med direkte indgang udefra. Der var rotter på stedet, og de havde gnavet sig ind gennem min dør, så jeg hver aften stablede mursten op for hullet. Jeg havde lommelygte med i seng, og når jeg hørte rotterne på den anden side af den tynde bræddevæg med små riller mellem brædderne, som min seng stod op ad, lyste jeg med lygten for at skræmme rotterne. Trætheden efter en lang dags arbejde gjorde dog, at jeg faldt i søvn.

Trods primitivitet og rotter, som gæsterne helst ikke skulle opdage, var det lille sommerhotel et søgt sted. Naturen omkring var fin, badestranden god, og maden ovenud god. Der var nogle stamgæster, som kom hver sommer, bl.a. den tyske kansler, Willy Brandt, og Berlins borgmester, Schultze, som var der mens jeg var ansat.

Turisterne kunne også bruge hotellet som en slags restaurant, hvor man kunne falde indenfor til frokost.

Mit arbejde bestod i at forberede morgenbordet og servere, derefter rengøring på værelserne, servering ved frokosten, derpå et par timers fritid på skift med datteren, servere, hvad gæsterne ønskede i dagens løb, dække bord til middagen og servere. Sidste job, når jeg havde vagt til gæsterne var gået på værelserne, var at vaske det store gulv i spisestuen. Kl. ca. 23:30 var arbejdsdagen slut.

Min løn bestod alene i drikkepenge. Dengang var det almindeligt, at alt, hvad gæsterne betalte for, blev pålagt 12½ % i drikkepenge. Når en familie flyttede ud, faldt der altid ekstra drikkepenge.

Datteren og jeg delte drikkepengene ligeligt imellem os.

Vi morede os lidt over de tyske turister, som kom ind og bestilte frokost. Hvad der blev tilbage på frokostbordet pakkede de ned og tog med i medbragte tasker.

Jeg var glad for at arbejde på hotellet; men det ærgrede mig alligevel, da en af gæsterne, en dansk dame, en meget varm sommerdag kom forpustet op fra stranden og sagde til mig: ”Hvor må det være dejligt at gå herinde i skyggen hele dagen!”

16

Jeg havde et par fridage, mens jeg var på hotellet, lånte en cykel og cyklede rundt på den smukke ø Møn, bl.a. til Møns Klint.

Den sommer tjente jeg over 1.500 kr. på 1 måned. Det var mange penge dengang og kunne nemt dække mine behov for et år, da jeg havde friplads på kostskolen.

Da jeg var færdig på Møn, var der endnu nogle dage tilbage af sommerferien, inden vi skulle være i Nyborg igen. Jeg tog færgen København-Aalborg for at besøge Mor og Far i Vendsyssel. Det var en natfærge, og jeg sov trygt i et kuffertrum. Den store kapital, som jeg nu medbragte, havde jeg skjult et sikkert sted under tøjet, og da jeg kom til Løkken, blev pengene straks sat ind på kassekreditten.

Rektor vidste godt, at jeg selv stod for økonomien. Han gav mig af og til et lille job, bl.a. på kontoret, men også med lidt havearbejde og rengøring i hans private hus. Han havde en datter, som var nogle år ældre end mig og for længst i gang med sine studier i København. Af og til kom han med noget af hendes aflagte tøj til mig. Det var rørende og velmenende, og jeg tog imod det med tak; men jeg var ikke så meget for det. Jeg havde aldrig manglet tøj; Mor var dygtig til at sy – også tøj til mig. Jeg følte mig ligesom gået for nær.

Da Bedste fik dette at vide, sendte hun takkebrev til Rektor og desuden en lille gave af sin egen honningproduktion.

Dette var rent ud sagt for privat for mig, og jeg var vred på min elskede Bedste i lang tid.

I sommerferien efter studentereksamen havde jeg ikke taget feriejob som de 3 foregående somre.

Meiske, Lene og jeg havde aftalt at tage en tur til Norge nogle uger, hvor vi ville turnere rundt på stop i en stor del af det smukke land.

Lene og Meiske mødte op i mit hjem, hvor de overnattede før afrejsen. Tidlig morgen kørte Far med hestevogn os tre og vores rygsække et godt stykke ud ad Hovedvej 11 mod Hjørring. Vi havde planlagt at sejle med færgen Hirtshals-Kristiansand.

Der var den dag skarp blæst over Skagerrak, og i begyndelsen syntes vi, det var dejligt, at skibet vippede; men vi blev, som alle de andre passagerer, temmelig søsyge, og det næste par dage føltes det, som om vi stadigvæk sejlede.

Da hr. Hartvig-Olsen havde hørt om vores planer om at tage til Norge, arrangerede han straks, at vi gennem Foreningen Norden kunne besøge Nyborgs venskabsby, Sandnes nær Stavanger, nogle dage og blive indkvarteret dér.

Vi blev således modtaget hos en familie i Sandnes, hvis datter Kristina vi brevvekslede med i flere år. Vi fik stillet en fin hytte oppe i fjeldet til rådighed nogle dage.

Selv om vi var 3 personer, der stod ved vejkanten og stoppede (heikede, som det hedder på norsk), havde vi ikke svært ved at komme op at køre med forskellige biler, måske også fordi vi havde syet et dannebrogsflag bag på vores rygsække. Danskere ville nordmænd ikke lade stå ved vejkanten.

Havde det været svenskere, fik vi at vide, havde det været en anden sag!

Vi boede på vandrerhjem undervejs – eller i øde udhuse.

Vort næste mål var Røldal nær Odda, hvor Lenes Farfar ferierede på højfjeldshotel. Han ville sikkert give os en overnatning eller to, hvilket han også gjorde, da vi kom dertil.

I nærheden af Hardangerfjorden blev vi taget op af en ung og en ældre mand i en gammel bus, hvori de transporterede modne kirsebær fra Hardangerfjorden til Rjukan for at sælge dem på torvet. Vi fik et job med at plukke kirsebær et par dage, og siden vi ikke havde nogen bestemt rejseplan, tog vi med kirsebærbussen til Rjukan og var med til at sælge kirsebærrene på torvet.

Derpå gik det nordpå til Lillehammer med det store frilandsmuseum og videre op gennem Gudbrandsdalen og ind over Dovre. Vi ville besøge Trondheim.

På Dovre ovenattede vi i et lille halvåbent skur. Da vi om morgenen gik lidt væk fra skuret for at gøre vores morgentoilette, så vi et morsomt natursceneri: Vi var kommet til et lemming-bo, og nysgerrige halvstore unger kom hele tiden op af forskellige huller i terrænet for at se, hvad vi var 17

for nogen, mens deres mor forgæves tog dem i nakkeskindet og stoppede dem ned i hullet igen – vi kunne jo ske at være farlige.

Velankommet til Trondheim tog vi 14 dages job på et stort nellikegartneri. Vores arbejde bestod i dagen lang at pincere nelliker i de store drivhuse, d.v.s. at bryde sideskuddene af, så kun topblomsten blev tilbage. Under dette ret ensformige arbejde hørte vi radio via højttalere, ”Norsk Rikskringkastning”, både med radioavis, ”ord for dagen”, vejrudsigt og oplysende programmer af forskellig art.

Vi boede på gartneriet i de 14 dage og kunne bruge fritiden til at se byen, bl.a. den imponerende Nidaros Domkirke og øen Munkholm i Trondheim Fjord, hvor Griffenfeld havde siddet som fange.

At vi tog arbejde hang sammen med, at vi havde været så uheldige at miste/forlægge tasken med de fleste af vores penge under rejsen. Som bekendt lærer nøden nøgen kvinde at spinde.

Vejen sydpå fra Trondheim gik igen til Dovre, men derfra nu ned ad Østerdalen, hvor vi gjorde holdt i den specielle bjergværksby Røros.

Nu var målet Oslo, hvor vi boede nogle dage hos en familie, vist fjerne bekendte af Meiske.

Vi så hovedstaden, bl.a. Vigelandsparken med de mange skulpturer og Bygdøy med de gamle ekspeditionskibe.

Sidste stop på vores tur var Skien, hvor vi boede hos bekendte af Meiske.

Norgesturen var min første tur til udlandet, når vi ser bort fra en tur til Lund og til Sydslesvig.

Selv om turen fandt sted for 55 år siden, husker jeg den, som var den i går.

Siden har jeg været i Norge rigtig mange gange, også efter at Norge er blevet velhavende, og meget har ændret sig, for den rejsende ikke mindst vejnettet med de mange tunneler gennem bjerge og under vand, som så også betyder, at man nogle steder ikke kommer op i højderne på de små veje og med den vide udsigt.

Den norske natur er uovertruffen, og venligheden i befolkningen er stor.

Meiske og jeg havde talt om, at vi måske skulle tage et år som lærervikarer i folkeskolen (hvor der var lærermangel). Vi ville gøre det for at tjene penge til at påbegynde studierne på universitetet.

Meiske ville læse medicin. Men enden på det blev, at Meiske begyndte sine studier i Aarhus lige efter sommerferien, og jeg tog på Krogerup Højskole ind til jul. Jeg lod mig immatrikulere på teologi på Aarhus Universitet fra studieårets begyndelse, men påbegyndte således først studierne fra februar 1961.

18