Det er her, jeg også kommer fra - Kultur Søndag - Politiken

POLITIKEN

3

K

Søndag 31. juli 2022

SØNdag

DET GODE

Han er født med handikap.

Og så meget mere, som Jacob Nossell har lært at bruge.

For eksempel til at råbe os op.

Interview side 8-14 Foto: Thomas Borberg

jacob nossell interview

Mennesker med handikap er den minoritet, vi mangler at omtale og omgås med værdighed.

Det opgør er på vej, mener Jacob Nossell. Hans mod til at stå frem har rod i en skolegang, hvor hans talenter blev set. Han har været en af de første komikere, der brugte sit handikap på scenen. Nu baner han vejen for andre med handikap som far og erhvervsleder, midt i at hans liv aldrig har været mere komplekst. De sidste uger har været helt vilde.

Det er her, jeg også kommer fra

DORTE HYGUM SØRENSEN (TEKST)

THOMAS BORBERG (FOTO)

J

acob Nossell kommer ud ad hoveddøren på Frederiksberg, skrår over gaden til fotografens bil, og uden at sige noget rækker han et lille skanningsbillede frem.

Billedet på det tynde papir er taget på Herlev Hospital dagen før, og det viser et 24 uger gammelt foster. Jacob Nossell skal være far for anden gang. Lillepigen, som han siger, trives i livmoderen, og både Jacob Nossell og hans forlovede er helt rundt på gulvet.

For fi re døgn siden anede de ikke, at endnu et barn var på vej. I forvejen har de knap 2 år gamle Magnus, som blev til som resultat af 3 års fertilitetsbehandling.

Hvis de skulle have en chance for at få et barn mere, gik de ud fra, at de skulle bruge det æg, de har tilbage fra dengang, Magnus blev til. Jacob Nossells polskfødte kæreste, Agnieszka Musialska, er midt i 40’erne. »Og vi har fået at vide, at hun derfor kun har 1 procents chance for at blive naturligt gravid, så vi regnede med, at det var udelukket«, siger Jacob Nossell.

Derfor var de begge ængstelige, da Jacob Nossells ellers slanke kæreste begyndte at få lidt mave. Var der noget galt? Eller var hun på vej i overgangsalderen, så det var ved at være sidste udkald at bruge det gemte æg?

Men nej. Forleden fi k de at vide, at hun mod alle odds er blevet naturligt gravid. »Jeg tror ikke, at jeg har forstået det endnu. Det er så vildt, at det er sket for os, når chancen var så lille«, siger Jacob Nossell og sætter sig ind i bilen på forsædet ved siden af chaufføren, fotograf Thomas Borberg.

Da vi begynder at køre nordpå i retning mod Virum, hvor Jacob Nossell gik i skole i otte år af sin barndom, gentager han, at det næsten ikke er til at forstå.

8

POLITIKEN

34-årige Jacob Nossell er født i Sydkorea og var spæd, da han kom til Danmark som adoptivbarn. Da han var omkring et år, fandt man ud af, at han er

KULTUR Søndag 31. juli 2022

født med cerebral parese, tidligere kaldet spastisk lammelse. Hans forældre fi k ham på specialskolen Geelsgårdskolen, hvor han lærte at stræbe efter at blive den bedste til det, han sætter sig for.

Søndag 31. juli 2022 KULTUR POLITIKEN 9

jacob nossell interview »Vi havde kun 1 fucking procents chance«.

Jacob Nossell har et mere nært forhold til, hvad en chance kan betyde, end de fl este har. Han er født med et handikap, der har formet hans liv og stillet svære udfordringer op, som han har måttet prøve at løse. Derfor er denne chance særlig. »Det er så vildt«, som han siger, for her har naturen for en gangs skyld været med ham og ikke mod ham.

Den erfarne komiker, journalist og kommunikationsrådgiver har aldrig været vant til medvind. Det er bare en konstatering. Man skal ikke have medlidenhed med ham, siger han. Han har altid villet frem i verden, og han vil noget med det. Som en af de første danskere med handikap bragede han for nogle år siden igennem på landsdækkende tv som komiker og med sin egen historie.

Nu har han succes som selvstændig virksomhedsejer, der føler et ansvar for at hjælpe andre mennesker med handikap i arbejde og også, som han siger i journalisten Sonja Furus nye bog, ’Unormale mennesker’, vil have os danskere til at tale om og betragte minoriteten af mennesker med handikap på en ordentlig måde.

At Jacob Nossells historie er blevet en succeshistorie, hænger ifølge ham selv sammen med, at han gik i skole i de rødstensbygninger, vi nærmer os i bilen.

Langt til vennerne Vejene omkring specialskolen Geelsgårdskolen i Virum kender Jacob Nossell ud og ind. Mens han gik her i årene 19932001, blev han og andre børn samlet op i deres hjem rundtomkring i Storkøbenhavn tidligt hver morgen og kørt den modsatte vej sidst på eftermiddagen.

Der var også børn, som boede på skolen i ugens løb, og der var andre, der som Jacob Nossell sov der i nogle weekender, når de enten var på afl astning eller gerne ville være sammen med vennerne.

I Jacob Nossells klasse var de seks drenge, og fordi de boede så spredt, kunne man ikke lige spontant få arrangeret en legeaftale med en af de andre, når man var kommet hjem. »En af mine bedste venner boede i Stubbekøbing. Det er meget langt væk.

Det er også derfor, det optimale selvfølgelig er, hvis man kan gå i almindelig folkeskole der, hvor man bor. Det var lidt hårdt at have sin bedste ven på Falster.

På den anden side mødte jeg på Geelsgårdskolen mange børn, der havde prøvet at gå i almindelig folkeskole og var blevet mobbet så meget, at de aldrig helt kom sig«.

Der var rigtig mange gode ting ved at gå på Geelsgårdskolen. »Her var alle fagligheder og specialer samlet, og jeg tror, det er en af grundene til, at jeg er nået så langt. Der var ikke bare undervisning. Også fysioterapi, ergoterapi, svømning – der var det hele«, siger han, og det er karakteristisk for ham, at han derefter tænker et øjeblik, inden han sætter et endeligt punktum for sit svar ved at sige »ja«.

Ved et stort kryds med tankstationer på begge sider af de brede veje ligger skolens røde bygninger. Mens fotografen parkerer, er Jacob Nossell for en gangs skyld stille. Det er 21 år siden, han gik her.

Han samler sin lyse trenchcoat omkring sig uden at knappe den og går hurtigt og målrettet hen mod indgangen.

Når man går bag ham, kan man se, at det er lidt, som om han trækker højre side af kroppen efter sig. Ved døren vender han sig om og siger:

10

POLITIKEN

Jacob Nossell var banebrydende, da han i 2009 brugte sit handikap på en både alvorlig og komisk måde i fi lmen ’Det røde kapel’ fra Nordkorea. Nu vil han lære os at omtale og behandle mennesker med handikap med samme værdighed som andre minoriteter.

»Det er vildt mærkeligt, det her. Jeg føler mig som en 10-årig igen. Skolen ligner sig selv, bortset fra at den er meget mindre, end jeg husker den. Skal vi gå ind?«.

BLÅ BOG

Adoptivbarn fra Sydkorea

Født 8. august 1987 i Sydkorea, opvokset i Smørum, bor på Frederiksberg.

Jacob Nossell er født i Sydkorea og var kun 3 måneder, da han kom til sine forældre i Smørum uden for København som adoptivbarn. »Det er mærkeligt at tænke på, at jeg formentlig ikke var kommet til Danmark, hvis man i Korea havde fundet ud af, at jeg har et handikap. Det står ikke i mine adoptionspapirer. Det var heldigt, at jeg nåede at komme til Danmark, før det blev opdaget«, siger han, da vi har sat os på nogle stole for at få lidt vand at drikke.

Da han var omkring 1 år gammel, viste det sig, at han ikke udviklede sig som andre børn, og at han er født med hjerneskaden cerebral parese, som man tidligere kaldte spastisk lammelse.

Sygdommen er ikke arvelig.

For Jacob Nossell betyder den i dag blandt andet, at han taler, som havde han en kartoffel i munden, at han tager medicin for ikke at få epileptiske anfald, og at han går skævt.

Han har fået fortalt, at hans forældre fi k tilbudt at få et andet barn, et uden handikap. »Ligesom når man får tilbudt at bytte noget, man har købt, hvis det er defekt.

Det sagde min mor og far heldigvis nej til. Hvilket jeg jo er rigtig glad for«.

Jacob Nossell havde svært ved at lære

Det er mærkeligt at tænke på, at jeg formentlig ikke var kommet til Danmark, hvis man i Korea havde fundet ud af, at jeg har et handikap

KULTUR Søndag 31. juli 2022

Jacob Yoon Nossell

Tog afgang som journalist fra RUC i 2017.

Har medvirket i fi lmene ’Det røde kapel’ (2009) og ’Naturens uorden’ (2015).

Medvirkede i og var medforfatter til ’Human afvikling’ på Det Kongelige Teater (2014).

Tidligere standupkomiker.

Iværksætter, handikapkonsulent og kommunikatør i Nossell & Co, der primært er en kommunikationsvirksomhed.

I gang med at opstarte virksomheden Nossel & From, der vil hjælpe mennesker med handikap i beskæftigelse.

Foredragsholder og freelancejournalist, skriver bl.a. klummer i Ibyen.

Laver bootcamps for unge iværksættere med handikap.

Er bl.a. bestyrelsesformand i Stages of Science og bestyrelsesmedlem i CP Danmark – Landsforeningen for Cerebral Parese.

at sidde selv og ved at lære at gå og tale og blev som barn opereret tre gange. Fra de år, han gik i almindelig børnehave, har han kun svage erindringer. Da hans forældre tog imod tilbuddet om, at han kunne begynde på Geelsgårdskolen i 1. klasse, var hans mobilitet og talesprog

ikke nær så udviklet, som det senere blev.

På skolen blev børnene mødt med en ærlighed, der var kontant og god for ham. Jacob Nossell husker en episode, hvor en voksen talte med hans klasse om, hvad de gerne ville være, når de blev store. »Ligesom andre børn ville alle gerne være brandmand. »Det kan I desværre ikke blive«, fi k vi at vide. Så prøvede vi med politibetjent, pilot, fodboldspiller. Svaret var det samme: »Det kan I desværre ikke blive«.

Den tone var hård, men den gav også Jacob Nossell en særlig trang til at modbevise det, til at opnå det umulige. »Der var noget, jeg godt kunne, hvis jeg satte barren højt. Det bruger jeg stadig den dag i dag«.

Komiker i Nordkorea Første gang, den brede offentlighed hørte om Jacob Nossell, var i 2009, hvor han og komikeren Simon Jul var hovedpersoner i Mads Brüggers dokumentarfi lm ’Det røde kapel’ om en fi ktiv teatertrup, der tog til diktaturstaten Nordkorea for at sætte en revy op. Filmen vandt en pris på den indfl ydelsesrige Sundance Film Festival, og allerede i den brugte Jacob Nossell rå humor, ærlig sårbarhed og høj intelligens til at pirke til folks forestillinger om, hvordan det er at have et handikap.

I de år optrådte Jacob Nossell også som komiker i andre sammenhænge, blandt andet som konferencier ved koncerter med rapgruppen Suspekt, hvis musikvideo ’Fuck af’ fra 2007 han var med i. »Jeg optrådte med dem i Store Vega, på Forbrændingen i Albertslund og til et releaseparty på det gamle Jazzhouse, hvor et publikum bestående af inkarnerede Suspekt-fans i 10 minutter måtte stå og lytte til mig, en meget nervøs og helt uforståelig standupper. Det var altså ret vildt at være med til«.

Det var i den periode, de landsdækkende tv-stationer fi k øje på Jacob

Jacob Nossell bor på Frederiksberg sammen med sin forlovede og deres toårige søn. I løbet af de seneste uger har de fundet ud af, at de mod alle odds helt naturligt har skabt barn nummer to.

Hun kommer til november.

Søndag 31. juli 2022 KULTUR POLITIKEN 11

jacob nossell interview Nossell, og på et tidspunkt havde han chancen for at blive komiker hos en af dem, men sagde nej. »For jeg vidste, at jeg bare ville blive ’den sjove spasser’, og det havde jeg overhovedet ikke lyst til. I stedet brugte jeg mange år på at lave den dokumentarfi lm, jeg gerne ville lave. Derfor tog jeg også journalistuddannelsen på RUC«.

I Christian Sønderby Jepsens dokumentarfi lm ’Naturens uorden’ fra 2015 og i teaterstykket ’Human afvikling’ fra året før udfordrede Jacob Nossell publikum blandt andet ved at spørge, om mennesker med et handikap i fremtiden vil blive sorteret fra i fosterstadiet, hvis teknologien på et tidspunkt gør det muligt. Ligesom fosterdiagnostikken allerede nu gør det muligt at frasortere mennesker med visse afvigelser fra det, vi betragter som det normale. Uden at Jacob Nossell kom med et svar.

Standpunkter uden nuancer ligger ikke til ham. Allerede i ’Det røde kapel’ kan man høre ham sige, at »historien har altid to sider«.

Mens han gik på RUC, var han godt klar over, at det nok ikke kunne lade sig gøre for ham at passe et job som journalist på en avis på lige fod med mennesker uden handikap. I dag har han sin egen virksomhed, Nossell og Co, hvor han bruger sin faglighed og egne personlige erfaringer især på at rådgive erhvervslivet ved ansættelse af mennesker med handikap.

Det betyder ikke, at han kun er en efterspurgt virksomhedsejer og familiefar. Han er også et menneske, der stadig

oplever at blive gjort grin med og kan komme ud for, at taxachauffører ikke vil tage ham med, fordi de tror, han er fuld.

Som han siger: »Nogle gange er jeg stadig et offer, og nogle gange er jeg også far og succesfuld forretningsmand. Og jeg insisterer på, at det netop er et både-og og ikke et enteneller ...«. »Ja«.

Elskede at få opmærksomhed Fra en af gangene på Geelsgårdskolen er vi gået ud i en gård med en lille fodboldbane, hvor Jacob Nossell har tilbragt mange timer. »Men især som målmand var det faktisk en fordel at sidde i kørestol. Som gående faldt man mere«, siger han, mens han prøver at få en efterladt bold sparket i mål.

Det lykkes efter et par forsøg.

Vi har ikke været i gården så længe, før han igen går indenfor. »I skal se festsalen. Det fi neste sted på skolen«, siger han og kommenterer på vejen, når noget af inventaret er skiftet ud siden hans tid, og når noget ser ud, som det gjorde i 1990’erne.

Festsalen ligner sig selv med strengeog blæserinstrumenter, klaver og en stålrampe, der fører op til scenen. Hjemmevant går Jacob Nossell op ad rampen til scenen, forsvinder ind bag scenetæppet, og et øjeblik senere kommer hans ansigt og sorte hår til syne, da han trækker tæppet fra. »Det var her, jeg lærte at optræde. Jeg elskede jo at få opmærksomhed. Engang

Danmarks Underholdnings Orkester

var jeg Josef i et meget avantgardeagtigt krybbespil, men jeg måtte ikke sige så meget eller synge med, fordi jeg ikke var til at forstå«, siger han med et stort smil og ser sig omkring. »På en måde er her på samme tid smukt og grimt. Og meget praktisk.

Mennesker med handikap lever i praktiske omgivelser«.

Til vinter- og sommerafslutningerne sad alle skolens klasser på række i festsalen.

Langt de fl este børn var kørestolsbrugere. Engang ved sådan en lejlighed skete der noget særligt. »Jeg var 9-10 år gammel, da en mor til en af de andre kom hen til mig og sagde: »Jacob, du kan noget, de her andre børn ikke kan, så du har bare at bruge det«.

Det er noget, jeg har taget med mig. Siden har jeg vidst, at jeg har et ansvar for at gøre noget godt med mit liv. Nogle gange forvirrer det mig, for på den ene side vil jeg gerne være en god far, have succes med min virksomhed og tjene penge. På den anden side føler jeg også et tungt ansvar for at gøre noget

Jeg var 9-10 år gammel, da en mor til en af de andre kom hen til mig og sagde: »Jacob, du kan noget, de her andre børn ikke kan, så du har bare at bruge det«

godt. Jeg er godt klar over, hvor privilegeret jeg er«. »Vi måtte ikke sidde på rampen«, siger han, inden han går ned ad den.

Og sætter sig godt til rette på den.

Meget af tiden er der smil i hans brune øjne. Lige nu ser han bedrøvet ud.

Hvad sker der? »Det er bare, fordi jeg kommer til at tænke på alle dem, der er døde. Nogle blev ikke så gamle, fordi de havde for eksempel muskelsvind. Andre døde, fordi deres krop ikke kunne mere. Det er sørgeligt at tænke på«.

Hans bedste ven fra Stubbekøbing døde som 30-årig. I forhold til ham og mange andre har Jacob Nossell sådan set været heldig med sit handikap. Cerebral parese er ikke en sygdom, der kan helbredes, men den bliver ikke værre med alderen, og den gennemsnitlige levealder er tæt på at være den samme som for mennesker uden sygdommen.

Da han har sundet sig, fortæller han, at eleverne på skolen dengang var delt op i to spor: spor 1 for de klogeste og mest velfungerende og spor 2 for dem, der havde størst vanskeligheder. Han fulgte spor 1, og som årene gik, blev han bedre og bedre. »Min mor og far støttede mig, og jo, jeg var fl ittig, men alligevel tror jeg ikke, man kan overvurdere, hvor stor betydning det har haft for mig, at jeg gik her i otte år, hvor jeg var blandt de bedste og blev støttet i det, jeg var god til«.

Rampen er hård at sidde på, og han retter lidt på sin stilling, inden han fortsætter:

M AG A S I N E T L I V

“ DA N I C A Ć U R Č I Ć I M P O N E R E R I E L E G A N T M I D D E L H AV S - N O I R ” SO U N DV E N U E

PR ÆSENTERER ORDET

2.– 4. SEPTEMBER

NY KLASSISK FESTIVAL 3 dage med koncerter og musikalske overraskelser i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.

Dirigent: Adam Fischer

FILMSIDEN

“ NERVEPIRRENDE . SKIFTER FR A DET USK YLDIGE , LEGENDE OG SENSUELLE TIL NOGET MEGET MERE FORUROLIGENDE OG FARLIGT” I N FO R M ATI O N

FR A EXECUTIVE PRODUCER

M A R T I N S CO R S E S E

Solister: Håkan Hardenberger, Jonas Frølund og Emőke Baráth Værter: Mathias Hammer, Karl Aage Rasmussen og Ane Cortzen.

EN FILM AF

ANTONETA AL AMAT KUSIJANOVIĆ

Se hele programmet på: haydnfestival.dk

Fri fragt ved køb for min. 899 kr.

S E FI LM E N I B I OG R AFE RN E N U

12

POLITIKEN

KULTUR Søndag 31. juli 2022

Vintage Grain Irish Whiskey Har lagret på amerikanske egetræs bourbon fade i mindst 8 år.

Pluspris 340 kr.

Pris u. abonnement 400 kr.

Læs mere og køb på politiken.dk/plus Forbehold for trykfejl og udsolgt.

Han er efterspurgt virksomhedsejer og stolt familiefar. Men Jacob Nossell er ikke kun en succes. Nogle gange er han stadig et offer, og han insisterer på at blive opfattet som begge dele.

Altid sommer på Glyptoteket

»Derfor er der også noget, det er vigtigt for mig at sige. Jeg arbejder med mennesker med handikap til daglig, og der er sket en afspecialisering af handikapområdet siden dengang, jeg gik her, og jeg tror ikke, at jeg ville have fået lov til at gå her, hvis jeg skulle begynde i skole nu«.

Hvis kommunerne overhovedet kan, vil de i dag hellere holde børn som Jacob Nossell i deres egne skoler, siger han. Det er billigere for kommunerne på kort sigt, men han mener, at årene på skolen har haft stor betydning for, at han i dag er en skattebetalende virksomhedsejer og far. »Selv om det er det bedste, hvis børn ikke behøver at gå på specialskole, så de bor i nærheden af deres kammerater«, gentager han, fordi det ligger ham på sinde at få nuancerne med. »Jeg er selv journalist, og jeg ved godt, at jeg er pisseirriterende at interviewe, fordi jeg tænker så meget og hele tiden ser fl ere sider af samme sag. Men det er komplekst, og i nat lå jeg og tænkte på det første interview, jeg nogensinde lavede, med Per Munch fra Politiken, hvor jeg var 18 år. Overskriften hed: ’Jeg vil hellere grine end græde’. Sådan har jeg det stadig. Men i dag er alt meget mere kompliceret og nuanceret«.

Kompleksiteten i hans liv er øget betragteligt, i takt med at han har fået større og større indblik i, hvilke problemer andre voksne med handikap står med, og hvordan mennesker med handikap opfattes og omtales. »Selv Politiken skriver nogle gange

Forfriskninger i sommersolen på tagterrassen Særudstilling: Suzanne Valadon – model, maler, rebel

Få franske fornemmelser med malerier i verdensklasse, opdag historien bag de antikke skulpturer og nyd drinks med udsigt på tagterrassen. Læs mere på glyptoteket.dk/sommer

Kreativitet for børn og voksne i lerværkstedet

Sommerstemning i vinterhaven – også på regnvejrsdage

Glyptoteket

Søndag 31. juli 2022 KULTUR POLITIKEN 13

jacob nossell interview ’handikappede’, mens avisen har fundet andre betegnelser for alle mulige andre minoriteter. At kalde nogen handikappet svarer til, at man skriver ’neger’, ’indvandrer’ eller ’perker’. Det ville man jo aldrig gøre mere. Derfor mener jeg, at den sidste minoritet, der mangler at få et ordentligt gennembrud, det er mennesker med handikap«, siger han.

Han tror, det gennembrud er på vej, og læser man bogen ’Unormale mennesker’, bliver man tilbøjelig til at give ham ret i, at mennesker med handikap er de næste, vi kommer til at tale om på andre måder. »Jeg håber, at jeg kan være med til at bane vejen for, at mennesker med handikap ligesom andre minoriteter vil blive set som mennesker først, og at vores handikap vil fylde mindre og mindre«, siger Jacob Nossell.

I hans sidste folkeskoleår fyldte det meget, at han har et handikap. Efter at

Jacob Nossell tror på, at der kommer et babyboom hos mennesker med handikap. Han er selv en af dem, der går forrest med at blive forælder, ligesom han var en af de første, der stillede sig op på en scene med sit handikap.

Hovedet oppe i egen røv

At kalde nogen ’handikappet’ svarer til, at man skriver ’neger’, ’indvandrer’ eller ’perker’ han havde gået i 8. klasse på Geelsgårdskolen, tog han 8. klasse en gang til og derefter 9. klasse på en almindelig privatskole, hvor han blev mobbet. Han fl yttede skole, både fordi han var blevet for dygtig til at gå på Geelsgårdskolen, og fordi han gerne ville væk derfra. »Jeg var glad for at gå her, men også lidt fl ov over det, for jeg vidste godt, at det ikke var normalt at gå her, og jeg var ved at blive teenager. Her savlede folk, og nogle gik med ble. Jeg savlede jo selv, men det er jo ikke det, man vil, når man er 13-14 år«.

Pigernes ven Da han forlod skolen, havde han fået sit første kys bag en dør i en trappeopgang.

Og havde fundet ud af – i skolens svømmehal – at han absolut er til piger. »Jeg var populær hos pigerne, fordi jeg var pæn, men primært, fordi jeg var mobil. Også da jeg senere kom i gymnasiet, ville pigerne gerne holde mig i hånden.

Men jeg var i tvivl om, om de ville det, fordi de havde medlidenhed med mig.

Der gik meget lang tid, før jeg rykkede længere end det og fandt ud af, hvordan man er sammen med en normal. Jeg var i virkeligheden mest bare en typisk dreng, der havde det hele i munden, men havde svært ved det i praksis«.

Vi har set den del af skolen, hvor Jacob Nossell var på afl astningsophold nogle gange og drillede personalet ved at slå sengehesten ned og stå op, når det var meningen, at han skulle blive i sin seng.

Han husker godt hvorfor. »Nogle gange gjorde jeg det, bare fordi jeg var i stand til det – i modsætning til nogle af de andre, der ikke selv kunne komme ud af sengen«.

Nu er vi gået udenfor, i skolens store sansehave med træer, hække, blomster, legeredskaber, trafi kskole og meget andet.

Men noget mangler.

14

POLITIKEN

»Hvor er tipien?«, råber Jacob Nossell pludselig.

Også her har noget forandret sig, siden han gik ud. »Men der er stadig så meget, der ligner sig selv, at jeg tænker, det er et billede på, at hele handikapområdet mangler penge«, siger han.

Han sætter sig på en af havens store sten og kalder på fotografen. »Thomas, her kunne man tage et godt portræt. Men det er dig, der er fotografen, så jeg holder min mund«. »Det er jo løgn, Jacob. Det gør du jo ikke«, kommer svaret hurtigt.

De griner begge to.

Den eneste gang, Jacob Nossell har været ved at opgive håbet, var i 2013, efter at han var kommet til at gå ud foran en bus og oven i sin medfødte hjerneskade fi k endnu en hjerneskade. »Da lå jeg en overgang hjemme hos min mor og far og vidste ikke, om det eneste, jeg virkelig har, altså min intelligens, mine følelser, mine tankeevner, stadig ville fungere. Det var hårdt«.

I dag kan han næsten ikke huske, hvordan han var før busulykken. Han ved, at den stadig i dag betyder, at han bliver mere træt og har mindre overskud, end han havde før. »Men selv om det kan være svært at

KULTUR Søndag 31. juli 2022

forstå, lige når noget er sket, så er det store ved livet, at det går fremad og ikke tilbage. Man glemmer, hvordan det var før.

Det har jeg talt om med folk, der har haft store hjerneblødninger«, siger han.

Det var inden, han blev kørt ned, han traf Agnieszka Musialska. De mødtes til den årlige dokumentarfi lmfestival CPH:DOX i København. Hun har arbejdet i fi lm- og tv-branchen i Danmark i mange år. Et år senere skrev hun til ham. Nu er de forlovede og vil gifte sig på et tidspunkt, har fået Magnus og skal være forældre igen til november. »Det har været fuldstændig vildt for mig at blive far og for første gang i mit liv opleve, at der er et menneske, som ikke har noget fi lter på over for mig. For ham er jeg bare far. Jeg tænker meget over, at han om et par år vil blive opmærksom på, at jeg er anderledes end andre fædre. Lige nu er jeg lykkelig over, at jeg har fået en dreng, der ser mig som den, jeg er. Samtidig med at jeg ved, det ikke varer ved«.

Tror du ikke, at Magnus bliver ved med at se dig, som du er? »Det kan godt være, at han bliver ved med at se mig som sin far. Men der vil komme et pres fra omverdenen, som vil spørge ham, hvad hans far laver, og hvad der er med hans far«.

Pigerne på hans skole kunne godt lide Jacob Nossell, fordi han var mere mobil end mange andre og pæn. De ville gerne holde ham i hånden, og på en bagtrappe bag en dør fi k han sit første kys.

Langtfra alle voksne med handikap kan få børn. Jacob Nossell er taknemmelig for, at han har kunnet. Selv om hans liv er blevet mere kompliceret af det. Det har den sidegevinst, at det lærer ham, hvad ansvar er. »Jeg tror, at man har tendens til at blive selvcentreret, når man har et handikap. Siger jeg. Som har lavet både et teaterstykke og en fi lm om mig selv. Men jeg tror, der er noget om det. At mange mennesker med handikap har hovedet oppe i egen røv, og det giver god mening, for ingen kæmper for min sag ud over mig selv. Når man så får ansvar for et barn, man ikke bare kan parkere, fi nder man ud af, at ikke hele verden drejer sig om en selv«.

Siden Magnus blev født, har Jacob Nossell søgt kommunen om at få mere hjælp til at kunne passe godt på sin søn.

Foreløbig er det ikke lykkedes, men for hans vedkommende er sagen ikke afsluttet.

Mere konkret har han søgt om at få den ordning, der hedder BPA – Borgerstyret Personlig Assistance. Med sådan en ordning kan han have en personlig hjælper hos sig, når han har brug for det i forhold til Magnus – og fra november også til den nye lille pige. »Kommunen vil give mig hjemmehjælp, men jeg kan jo ikke sige til et barn, at det først må lave lort i bleen, når hjemmehjælpen kommer«, siger han.

Han forsøger at motivere politikerne til at ændre loven, så den kommer til at indeholde en særlig paragraf for forældre med handikap. I det hele taget er det et stort problem for unge og yngre med handikap, at den hjælp, kommunerne tilbyder, er beregnet til gamle mennesker, siger han.

Som eksempel fortæller han, at han sommetider har møder ude i byen af en halv times varighed. »Hvis jeg bruger Flextrafi k til at komme til et møde, skal jeg være parat til at vente over en time før og efter. Så jeg kan bruge mange timer på en halv times møde. I Danmark burde vi være stolte over, at socialpolitikken fra 1980’erne og 1990’erne har virket, så en som mig nu kan få både arbejde og børn. Vi burde følge op på den politik ved at blive ved med at hjælpe«.

Det er ikke sådan, at det hele tiden er farligt at lade Jacob Nossell være alene med sønnen, hvis hans forlovede, som han kalder Aga, ikke er hjemme. Han sammenligner risikoen med, at man køber en autostol, der kun er sikker 80 procent af tiden. »Vi har lige været i Sverige i et sommerhus med hems, og selvfølgelig kravlede Magnus op ad trappen. Og jeg var nødt til at kravle med, for Aga var gået udenfor. Og jeg ved bare, at halvdelen af gangene falder jeg. Halvdelen af gangene falder jeg ikke. Heldigvis faldt jeg ikke denne gang. Men: Ville du købe en autostol til dit barn, hvis den kun var sikker 80 procent af tiden?«.

Det er på tide at fi nde motorvejen tilbage til København. Idet Jacob Nossell sætter sig ind på forsædet ved siden af fotografen, ser han på os og siger: »Det var godt, vi tog herud. Det er her, jeg også kommer fra«. dorte.hygum@pol.dk