PORTRÆTINTERVIEW af konserveringsfaget, havde udbudt et konserveringskursus i muralmaleri. ”Jeg fik lov til at tage af sted for skolen, for det ville jo se godt ud for dem, hvis jeg kom af sted, og samtidig kunne jeg så give det videre, jeg lærte”. Hjemme igen fra Italien måtte Kirsten, hendes medstuderende og deres undervisere arbejde sammen om dét eksperiment, Konservatorskolen var. ”Vi var jo sammen om at etablere skolen, og det krævede mange møder, en stærk dialog mellem lærere og elever og en konstant udveksling af erfaring, da de fleste elever jo også arbejdede. Det var spændende, men kaotisk, vi skulle finde en god struktur, og det var lige svært for elever og lærere. Nogle ting var ligegyldige og røg ud eksempelvis planteanatomi – andre var relevante, og sådan lærte vi hen ad vejen”. ”Jo”, mindes Kirsten, ”vi har haft vores del af forfærdelige møder og vores del af protester og underskriftsindsamlinger. Steen Bjarnhof, som var primus motor på det hele, var jo en streng herre; det endte med at blive super godt, men det holdt hårdt”.
Kirsten på opdagelse over hvælvene – her på gangbro i Sankt Jørgens Kirke, Svendborg. Foto: Lise Thilleman Sørensen
For Kirsten var der ikke noget nyt i at bevæge sig ud i ubetrådt land. Allerede dengang interessen for konservering blev vakt hos gymnasieeleven Kirsten i Odden kirke, var der ikke nogen nem vej ind i faget. Konservatoren Eleonora Fenneberg Grandt var i sommeren 1967 i gang med en genafdækning af kirkeskibets hvælv, og hun spurgte om Kirsten ville hjælp til. Dengang var faget stort set ukendt for alle andre end dets udøvere, og der var ingen officiel uddannelse, men oplevelsen blev en øjenåbner for Kirsten. ”Så Nora foreslog, at jeg kontaktede Steen Bjarnhof (på daværende tidspunkt chefkonservator på Statens Museum for Kunst), og hans kontante svar lød, at enten skulle man ud i verden eller ind på Nationalmuseet”. I første omgang havde lederen for Nationalmuseets Farvekonservering, Ole Alkærsig, ikke arbejde til hende, så Kirsten fortsatte med projekter for Nora, bl.a. vedrørende nogle Cobra-malerier i Svanemøllen børnehave – og med et sidejob på Molslinjen fik hun det hele til at løbe rundt! Men i foråret 1970 vendte Alkærsig tilbage, og denne gang fik Kirsten lov til at starte i en 3 måneder prøveansættelse på Nationalmuseet; en ansættelse, der skulle komme til at vare i 49 år. Der var ingen snævre rammer for de første mange opgaver; Kirsten arbejdede med kalkmalerierne i Ørslev Kirke (Slagelse), istandsættelse af Brede hovedbygning, kirkeinventar, etnografiske genstande fra museet, og Islands ældste akvarel kunne det også blive til. ”Og et maleri af en hvid hest på en brun baggrund”, visualiserer Kirsten, og jeg får en fornemmelse af, at hun stadig kan se hver og én opgave, som hun nogensinde har udført, for sig. Endelig i 1973 blev konservatoruddannelsen oprettet, Kirsten søgte ind og blev optaget på Konservatorskolens hold 1. Men samtidig havde Kirsten også søgt ind hos ICCROM (dengang International Centre for Conservation) i Rom – for at sikre sig, hvis nu det glippede. Det gjorde det nu ikke – i stedet kom hun ind hos begge. Så i foråret 1974 rejse Kirsten 3 måneder til Rom, hvor ICCROM siden 1968, som et led i den internationale professionalisering
Gåpåmod, videbegær og en stærk learning by doing-attitude – jeg bilder mig ind at kunne se, hvorfor Kirsten lykkedes med databaseprojektet senere i hendes karriere. For at få inspiration til hvordan den problematiske registrering skulle udføres tog Kirsten på studierejser til bl.a. Norge og Tyskland. Særligt interessant var et lignende projekt søsat af Niedersächsischen Landesamt für Denkmalpflege i Hannover. ”Men de havde for ambitiøse planer, de forsøgte at gøre det objektivt, og det druknede i tal. Til sidst måtte de i stedet publicere det som en kunsthistorisk udgivelse”.
“
Gåpåmod, videbegær og en stærk learning by doing-attitude ...
Når hun i dag ser tilbage på projektet, var forudsætningen for succes, at de vidste præcist, hvad de ville; at de ikke tillod at fordybe sig i detaljen; og at der var én erfaren konservator, som kunne lave en hurtig tilstandsvurdering. ”Det var nødt til at være én person, der lavede alle vurderinger, for det ER jo subjektivt. Det var det, der gik galt i det tyske projekt”. Kirsten må siges at have været velforberedt til den opgave. Allerede i hendes speciale, der blev færdiggjort i 1988, arbejdede hun med samme problematikker. Specialet hed Sengotisk Kalkmaleri. Analysemetoder og Maleteknikker, vejlederen var Ulla Haastrup, og opgaven tog udgangspunkt i teknikken bag tre kirkers kalkmalerier: et nyfund af kalkmalerier i Sigerslevvester Kirke, malerier over hvælv i Vindeby Kirke (Lolland) og Kvislemark Kirke. ”Det var et meget omfattende emne, for vi havde jo ingen beskrivelser af det her, det var helt ny viden. For at undgå at det blev kaotisk, måtte jeg tage ét underemne af gangen og så følge det helt til dørs”. Besøgene og undersøgelserne måtte klemmes ind i pauserne mellem det sideløbende arbejde på Nationalmuseet, som jo stadig skulle passes. ”Og jeg blev jo ikke ligefrem begrænset af Ulla, som var både inspirerende og meget begejstret. Jeg skrev af karsken bælg!”
BEVAR // 19