8
katolsk orientering Arabiske kristne
”Religion er en bro mellem mennesker” Père Elie Hachache hjælper libanesiske medkristne med at bevare kontakten til deres rødder. Tekst og foto: Lisbeth Rütz
MARONITISKE KIRKE Jeg møder
ham i Stenosgade, hvor han kommer tre – fire gange om året for at fejre messe for maronitiske kristne i Danmark. Père Elie er født og opvokset i Libanon, en kompliceret mosaik af et land med 18 forskellige godkendte religiøse grupper, ca. en halv million palæstinensiske flygtninge og ca. en million fordrevne fra borgerkrigen i Syrien. I dag er père Elie tilknyttet Notre Dame du Liban, et samlingssted for libanesiske kristne af den maronitiske ritus i Paris. Som mange libanesere taler han både fransk og arabisk flydende. ”Arabisk er det sprog, vi har fælles med muslimerne, og det er nødvendigt for mig at kende islam godt”, siger père Elie, der har studeret islamologi (læren om islam) og er godt inde i Koranen. ”De kristne fra Orienten lever deres tro blandt deres muslimske søskende, og det er et vidnesbyrd om gensidig forståelse og respekt. Vi viser den vestlige verden, at ikke alle arabere er muslimer. Den maronitiske kirke er en kirke, der befinder sig på alle
fem kontinenter. Maronitterne er orientalske kristne, og vores tilstedeværelse i Vesten viser Kirkens universalitet”, siger han. Pére Elie har arbejdet som præst i Frankrig i sytten år, i de seneste tre år som præst for maronitterne. Han har mange venner i de forskellige kirkesamfund. ”Jeg føler mig som præst for alle kristne i Danmark fra den orientalske ritus. Alle troende er Guds børn, og de forskellige former for kristen tro er en rigdom, som Gud giver os. Nogle af mine bedste venner er et protestantisk par, der ofte kommer for at bede med mig”, siger père Elie. Om sin egen rolle siger han: ” Jeg kommer her også for at skabe venskaber og styrke de sociale bånd. Jeg skal hjælpe mine landsmænd med at tilpasse sig den vestlige kultur uden at miste kontakten til deres egne rødder.”
Et tætpakket program
Pére Elie er næsten konstant på farten. I udlandet besøger han libanesiske menigheder uden fastboende præst. I Frankrig arbejder han blandt de hjemløse og er ungdomspræst for maronittrne. Hans dagsprogram er altid tætpakket: ”Alle mine dage begynder tidligt om morgenen ved sekstiden med bøn og meditation, så jeg er klar til at møde dagen. Så
Père Elie med et af menighedens børn.
”Vi skal prøve på at sætte os ind i deres situation” Det kristne mindretal i Irak får for lidt støtte fra Vesten. Tekst og foto: Lisbeth Rütz
KALDÆERE ”Danskerne ved alt muligt om islam. Men mange gange ved de ikke, at der findes kristne samfund i de muslimske lande. Alle os der sidder her er vokset op i Irak. I gamle dage var muslimer og kristne gode naboer; men i dag er det helt anderledes. Efter Saddam Husseins fald i 2003 er muslimerne blevet mere og mere ekstremistiske. Før i tiden var der mange kristne i Bagdad og også i Sydirak – men nu er de væk næsten alle sammen. De er flygtet ud af landet eller op til Nordirak. Det bliver meget svært at vende udviklingen. Vi savner i høj grad støtte fra Vesten. Det virker, som om Danmark har opgivet at hjælpe de kristne i Irak. Al støtten går til lande, hvor islam blomstrer,” siger Rafid. Han er en af de mange irakere, der siden
Saddams fald er flygtet til Danmark. Hans far kom til Danmark i 2000. han selv kom to år senere. I dag er det meste af hans familie spredt over Tyskland, USA og Tyrkiet. Han er aktivt medlem af menigheden i Esbjerg, hvor der er ca. 20 kaldæiske familier. ”Hvis vi ruller tiden lidt tilbage, ja så kan vi se, at vi kristne har en lang historie i Irak. I Nordirak er der stadigvæk mange byer, hvor der næsten udelukkende er kristne. Ude i samfundet snakker de kristne arabisk; men de har også deres eget sprog og snakker assyrisk sammen. I dag er det en meget intolerant udgave af islam, vi ser i Irak. Ekstremismen blomstrer. De kan ikke tåle andre religioner – ja muslimerne er også i indbyrdes strid. De er præget af Saudi-Arabien.” Hvad kan der gøres for at hjælpe de kristne i Irak? Vi skal give de kristne i Irak mere opmærksomhed og prøve at sætte os ind i deres situation. Og skal der investeres
læser jeg messe, og det er i centrum af min dag. Jeg spiser morgenmad sammen med de hjemløse og taler så med de unge, der har brug for min hjælp. Efter middagsbønnen mødes jeg med par og familier. Efter aftenbønnen er jeg sammen med de hjemløse. Vi spiser sammen. Nogle meget energiske unge studerende giver deres tid og deres energi til det arbejde. Behovet er stort for hjælp; men vi stoler på, at Gud hjælper os med at finde de nødvendige midler. At være sammen med de hjemløse – det er at leve og tage imod Evangeliet, for mange af dem vidner om kærlighed og broderskab og mange af dem åbner vores øjne for, hvad der tæller her i livet. Jeg kommer altid sent
Hvem er maronitterne?
Maronitterne er disciple af den hellige eremit Maron (død omkring 430) der levede i Syriens bjerge. Hans disciple grundlagde den maronitiske kirke. Da Syrien blev invaderet af muslimer i det 7. århundrede, flygtede de ud i de libanesiske bjerge. Det maronitiske patriarkat blev grundlagt i 685 og har altid været tæt knyttet til klostervæsenet. Den første patriark skal have været Johannes Maron, der døde i 707. Maronitterne er unerede med Rom, men har deres egen liturgi, teologi og spiritualitet. I modsætning til andre syrisksprogede kirker er den maronitiske kirke altid forblevet uneret med Rom. Overhoved for den maronitiske kirke i dag er msgr. Bechara Boutrous al-Rahi, der efterfulgte Nasrallah Boutrous Sfeir i 2011 som den 77. patriark. I Mellemøsten findes de maronitiske kristne hovedsageligt i Libanon, hvor der er ca. 800.000 troende. Her repræsenterer de den største kristne fraktion. I diasporaen skønnes der at være mere end tre millioner maronitter. Kirkens patriark har titlen maronitisk patriark af Antiokia og hele Østen. Hans residens er i Bkerké i Libanon. Maronitterne er stærkt repræsenterede i Latinamerika og Frankrig. Ca 50 % af deres præster er gifte. Man må gifte sig indtil præstevielsen. Bisper tages sædvanligvis fra klostrene.
fakta langsigtet i fredsbærende initiativer. Det bør være sådan, at en del af hjælpen til Irak øremærkes til at hjælpe de kristne mindretal”, siger Rafid. Maj måned i år har været den værste, siden amerikanske styrker forlod Irak for lidt mere end et år siden. I maj måned blev
I Danmark bor der mellem 10. og 15.000 arabiske kristne. Hvem er de? Hvor kommer de fra? Hvad betyder deres baggrund for dem, og hvilke bidrag kan de give Kirken i Danmark? Det vil K.O. forsøge at belyse ved en række artikler.
Tema hjem ved et-tiden.” Pére Elies første besøg i Danmark var den 6. oktober sidste år, og det er meningen, at han i fremtiden skal besøge de libanesiske kristne ved de store højtider. Hver gang han er i Danmark, kommer han som regel et par dage i forvejen. Mange søger ham for åndelig vejledning og for at komme til skrifte. Til de maronitiske messer i Stenosgade kommer kristne fra hele Mellemøsten, især fra Libanon, Irak og Ægypten. En maronitisk messe er opbygget nogenlunde som efter den latinske ritus, men virker selvfølgelig lidt fremmedartet. Gudstjenestesproget er arabisk; men kirken har ikke glemt sine syriske rødder, så derfor er nogle bønner og nadverens indstiftelsesord altid på syrisk. Da jeg er med til pinsemessen, velsigner père Elie en masse små flasker med vand, som de troende så kan tage med hjem til brug ved særlige lejligheder. Læs mere om maronitiske messer i Danmark på Facebook under gruppen kristne fra Mellemøsten på arabisk)
Père Elie i Jesu Hjerte Kirke. 963 civile dræbt og 2.191 sårede i flg. FN. 532 af de dræbte omkom i Bagdad. Læs mere om irakiske kristne i Danmark i første nummer efter sommerferien (KO nr. 10, 16. august).
En gruppe kaldæiske kristne i Esbjerg. Fra venstre mod højre: Majed Poles Azizo, Sabah Azizo, Sarkis Paulus Caromi, Christina Rafid Kajo, Rafid Kajo, Jandark Saiid og Klara Majed Poles.