40
Rastende vandfugle i Vadehavet
Grågås, efterår 1 50 150 1000 3000
Fig. 17. Fordeling af Grågæs i Vadehavet i august-september, beregnet som gennemsnit for 2001-2010. Distribution of Greylag Goose in the Danish Wadden Sea (August-September) for the period 2001-2010.
stå over 2500 Grågæs i Margrethe Kog og over 1500 i Tøndermarskens øvrige koge (Fig. 17). Ved Ballum Sluse og ved Rømødæmningen kan der samlet stå omkring 1500 Grågæs og omkring Ribe Kammersluse og Farup Enge knap 1000. Rømø er den eneste Vadehavsø med et større antal Grågæs; i størrelsesordenen 250 på engene syd for Lakolk.
Bramgås Branta leucopsis Bramgåsen er en arktisk ynglefugl, som nu også yngler i Østersøområdet og herunder Danmark. Antallet af Bramgæs er steget betydeligt i Vadehavet siden slutningen af 1980erne. Fra at være fåtallig er der i gennemsnit talt op til 54 000 fugle om foråret og 29 000 om efteråret. Det betyder, at der om foråret står 4 % af den samlede flywaybestand i Vadehavet. Artens opholdstid er tillige forlænget, idet den nu trækker til forårsrastepladserne i Østersøområdet to uger senere end den gjorde tidligere. Den raster især i områder med saltmarsk langs fastlandskysten samt på Mandø bag digerne.
Den bestand af Bramgæs, der ses i Danmark, yngler i arktisk Rusland, men et stigende antal yngler nu også i Baltikum, på Gotland og i landene omkring Vadehavet, hvor der er omkring 8300 par i Holland (Voslamber et al. 2009), nogle tusinde i Danmark (Mortensen 2011) og mindre antal i Nedersaksen og Slesvig-Holsten (Jeugd & Litvin 2006, Feige et al. 2008). Bestanden, der anslås til 770 000 fugle og er voksende (Fox et al. 2010), overvintrer hovedsageligt i Holland (515 000), Tyskland (75 000) og Danmark (20 000) (Gilissen et al. 2002, Laursen et al. 2010a, Hornman et al. 2012). Om efteråret ankommer Bramgæssene til Vadehavet fra slutningen af september (Fig. 18, øverst til venstre). Det er sandsynligvis ynglefugle fra Sverige og Estland (Gotland, Matsalu Bugten) (Madsen et al. 1999), men det kan ikke udelukkes, at de russiske ynglefugle ankommer tidligere nu. Ynglefugle fra arktisk Rusland trækker ellers først til Hvidehavet og de store øer i Østersøen (Gotland og Saaremaa), hvor de raster til hen i oktober og begyndelsen af november (Madsen et al. 1999). Herfra følger fuglene Østersøen, og en mindre del raster i den østlige del af landet, mens hovedparten flyver direkte til Vadehavet (Madsen 2002). I år med kraftige vinde mellem syd og øst kan større antal passere Blåvands Huk i oktober på vej til Vadehavet (Jakobsen 2008). Samlet opbygger fuglene et efterårsmaksimum i Vadehavet fra sidste halvdel af oktober og bliver til ind i november-december. De fleste trækker videre til Tyskland og Holland, hvor hovedparten opholder sig vinteren igennem, og kun få fugle forbliver i det danske Vadehav. Allerede i februar begynder forårstrækket, og forekomsterne i Vadehavet stiger frem til april, hvor de når samme niveau som om efteråret. Bramgæssene forlader Vadehavet i første halvdel af maj, hvor de trækker til forårsrastepladser på Gotland og i Baltikum, inden det endelige træk til de arktiske ynglepladser (Madsen et al. 1999). Der er sket betydelige ændringer i Bramgæssenes forekomst i perioden. For alle springflodstælleområder under ét ankommer fuglene omtrent 14 dage tidligere om efteråret og bliver også længere sammenlignet med perioden før 2001 (Fig. 18, øverst til højre). Om foråret ankommer de i februar, hvor de tidligere ankom i marts, og desuden trækker de videre 2-3 uger senere, end de gjorde tidligere. Så samlet er Bramgæssenes opholdstid i det danske Vadehavet forlænget med mere end en måned sammenlignet med situationen før 2001 (Fig. 18, højre del, og Meltofte et al. 1994). Denne udvikling ses især i Margrethe Kog, hvor det største antal Bramgæs raster, men også ved Ribe Kammersluse. I