Det Andet Sted - Den anden Opera, PLEX, Københavns Musikteater/KMT 1994-2018

Den Anden Opera PLEX Københavns Musikteater /KMT

1994

Det Andet Sted

2018

Forside: Foto fra gæstespil: Hvad kan jeg blive? af Forumteatret Prisme v. Birthe Blåbjerg Foto: Martin Kurt Haglund

Ansvarshavende redaktør: Nanna C. Rohweder Konst. Formand bestyrelsen Københavns Musikteater (2017-2018) Skribent og redaktør: Ida Fredericia, cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling, og med en tillægsuddannelse i journalistisk formidling samt BA i Teatervidenskab Ida Marie Fich, cand.mag i Litteraturvidenskab og BA i Teatervidenskab og Engelsk Interviewafsnit er skrevet af Ida Fredericia. Perspektivafsnit er skrevet af Ida Marie Fich. Research, interviews og yderligere tekst er lavet i fællesskab.

Layout: Essensen Grafisk Design Oplag: 200 Tryk: Litotryk København a/s Udgiver: Københavns Musikteater/ KMT, Statens Kunstfond, Musikdramatisk Udvalg 2018

Det Andet Sted

Indhold

PLEX

38-53 Operaens solarplexus Interview med den 4. kunstneriske leder: Sanne Bjerg

Kom nærmere, kom nærmere publikum!

Perspektiv II på PLEX

Intro

4-5 Intro Historier om Det Andet Sted

Den Anden Opera

6-37 Den første Anden Opera Interview med den 1. kunstnerisk leder: Jesper Lützhøft

Outro Københavns Musikteater/KMT

54-77

Opera er en international genre Interview med den 3. kunstneriske leder: Jonas Forssell

Det spiller ude i virkeligheden Interview med de 5. kunstneriske ledere: Allan Klie og Mikala Bjarnov Lage

Gesamtkunstwerk og Soap-opera på dansk Perspektiv I på Den Anden Opera

Vi skal nå ud for at nå ind Perspektiv III på Københavns Musikteater/KMT

78-91 Hvad er musikdramatik?

Outro – Exit – Stafet Podcast Det Andet Sted Litteratur Undrer du dig stadig over, hvad musikdramatik er?

Tak til Tidslinje

Historier om Det Andet Sted – intro

Dette er historier om en række kunst­ nere og vandbærere, som bestandigt har søgt ‘det andet’: En anden måde at skabe musikdrama på. En anden måde at drive teater på, og helt konkret har søgt ‘Det Andet Sted’ at være.

4

“Hvem er du påvirket af?

Hvilken tid taler du ind i? Og: Hvad efterlader du til os?”

Dette er historier om et sejlivet køben­ havnsk teater, der ikke bare overlevede igen og igen uden nogensinde at opnå status af lille storby teater, men som levede og pulserede. Her blev de nyeste store talenter tiltrukket, her tænkte de ud af blackboksen både kreativt og or­ ganisatorisk. Her blev der skabt teater­ historie, fordi dette var Det Andet Sted.

Det er årsagen til at Københavns Musikteater, KMTs bestyrelse i februar 2018 besluttede sig for at fortælle dette musikteaters 23 år lange historie. Visio­ nen var ikke at skrive en nekrolog, men snarere at ‘snitte en stafet’ – lade de folk, der rent faktisk har skrevet sig ind i teaterhistorien, selv fortælle deres ver­ sioner. Bogen er tænkt som inspiration, og vil med sit tilbageblik pege fremad.

I kronologisk rækkefølge kan du læse fem kunstneriske lederes egne historier.

Det er Jesper Lützhøft, Jonas Forssell, Sanne Bjerg, Mikala Bjarnov Lage og Allan Klies egne ord. De er blevet bedt om at vælge markante produktioner og begivenheder, som er typiske for, hvad de har brændt for, hvordan de har søgt at løse deres store visioner,

hvad der slet ikke gik, og hvad de selv mener, de har givet videre.

Det er disse kunstneriske lederes drømme for kunsten, rejsen dertil og ikke mindst, deres udfordringer med at holde teatret i gang, som er hjertet i bogen.

De har svaret på spørgsmålene: Hvem er du påvirket af? Hvilken tid taler du ind i? Og hvad efterlader du til os?

Vi giver efter hver af de kunstneriske lederes epoker et bud på, hvad der skete omkring dem politisk, kulturelt, kunstnerisk herhjemme og ude i ver­ den. Det er blevet til tre meget forskelli­ ge kulturhistoriske perspektiver.

Udover de kunstneriske ledere har vi talt med mange mange andre. Folk bag det hele, folk på scenen, i salen, på gulvet og som publikum. Det er mennesker, der på hver sin måde fik visionerne til at leve. Nogle er kritiske andre er begejstrede.

To professionelle podcastere fra Unsinkable Sam er blevet bedt om at skabe en fri kunstnerisk version af det­ te stykke unikke teaterhistorie. Bogen og podcasten har fulgtes ad i proces­ sen, og vi håber virkelig, at læseren også vil blive til lytteren og opleve, at de to forskellige stafetter tilsammen giver viden, inspiration og mod til at gå videre selv.

Vi har talt med mange mennesker, interviewet og researchet i foråret 2018.

At samle historier om Den Anden Opera, PLEX og Københavns Musikteater/ KMT er, som at lægge øre til en kako­ foni af stemmer, der både råber og jubler i munden på hinanden. Teatret har huset hundredvis af passionere­ de mennesker! Seks af dem har taget ansvaret, men ikke uden konsekvenser: De har haft organisatoriske konflikter, økonomiske kriser, kulturpolitiske udfor­ dringer og selvfølgelig også kunstneri­ ske uenigheder. Dramaer man ikke så, når musikken spillede.

Selvom vi bogstavelig talt her sætter punktum for et teater, er det med et håb om, at andre fortsætter dette pionerarbejde. Det får man lyst til, når man hører om, hvordan den eksperi­ menterende scenekunst fik rum, mu­ sikdramatikken fik en legeplads, hvor der blev netværket internationalt, og publikumsudviklet på flere niveauer.

Her er stafetten.

I er velkomne til at tage den.

Rigtig god fornøjelse med bogen!

På vegne af Bestyrelsen for KMT

Redaktør og konstitueret bestyrelses­formand Nanna C. Rohweder Skribenter Ida Fredericia og Ida Marie Fich

Kort om Den Anden Opera – PLEX – Københavns Musikteater 1994-2018 Den Anden Opera åbnede i Kronprinsens­ gade, København K i 1995 som en del af Europæisk Kulturby ’96 med Jesper Lützhøft som kunstnerisk leder. I 2001 overtog amerikanske Laura Berman posten som kunstnerisk leder, men blev efter en kort ansættelse skiftet ud med svenske Jonas Forssell.

5 I 2005 ændrede teatret profil og navn til PLEX med Sanne Bjerg i spidsen som den fjerde kunstneriske leder.

Da teatrets bevilling blev skåret markant i 2008 gik Sanne Bjerg af, og Allan Klie og Mikala Bjarnov Lage blev kunstneriske ledere for det nydøbte Københavns Musikteater frem til 2009. Herefter var Allan Klie kunstnerisk leder frem til 2017 med Anne Rasmussen som teaterchef fra 2008-2015. I 2016 rykkede teatret til Bolsjefabrik-kvarteret på Emblasgade.

Teatret lukker 30. juni 2018.

Den Anden Opera 1994-2005

Den første Anden Opera

Den Anden Opera

Jesper Lützhøft

Foto: Lise Alsbirk

–– Kunstnerisk leder Den Anden Opera 1994-2001 –– Uddannet guitarist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1987 –– Tidligere forretningsfører for Storstrøms Kammerensemble, leder af Den Anden Opera, producent i DR og chef for Odense Symfoniorkester –– Fra 2014 kunstnerisk leder for ATHELAS Sinfonietta Copenhagen –– 2012 Debut som forfatter med operaen Angelo med musik af Lars Klit –– Født 1957

Den Anden Opera åbner i den tidligere pinsekirke på Kronprinsensgade i 1994.

Jesper Lützhøft og komponisten Mogens Winkel Holm får nøglerne til et par gamle og flotte københavner­ lokaler. Nu er det operaens ånd, der skal fylde kirken. En ånd, der kommer direkte fra skaberglæden efter deres første musikdramatiske opera på Gråbrødrescenen og legesygen fra Lerchenborg Musikdage i Kalundborg.

Interview med Jesper Lützhøft, kunstnerisk leder Den Anden Opera 1994-2001

En udbryderkonge bryder ind På Lerchenborg slot i Kalundborg af­ holdes Lerchenborg musikdage, hvor klassiske musikere mødes, som de har gjort det hver sommer i over 30 år på det tidspunkt. Men der er noget nyt på vej i slutningen af 1980’erne. Der er sat

komponister i stævne til at møde ele­ ver fra Forfatterskolen. De skal arbejde sammen, og lige der begynder der at vokse en ny stor interesse for, hvad musik og dramatik i det nye klassiske musikmiljø kan blive til.

“Musikerne var begyndt at mærke en anden energi omkring operaen," siger Jesper Lützhøft, "i miljøet kunne man mærke, at musikerne syntes, at det var ret fantastisk. Og der opstod den her energi omkring de spirende opera­ miljøer.”

Jesper Lützhøft bliver færdiguddannet fra konservatoriet som guitarist i 1987, og sammen med sin ven, komponisten Andy Pape, leder de to nu efter det helt

“Der var en skaberglæde om det, de var ligeglade med arbejdsregler og sådan, og Erik Clausen var skidesjov at have gående, og kom med brandtaler og alt det der. Det var virkelig sådan en Åh!

Det her er bare lige, hvad vi har lyst til at lave.”

Jesper Lützhøft

9

Den Anden Opera

Nyt operahus i kulturbyåret

10

“Det var egentlig en temmelig dårlig idé, synes jeg, men vi fik penge af Teaterrådet til at lave den.”

Jesper Lützhøft

Master Fatman med manuskriptet fra SoapOpera i hænderne, mens han er i gang med at re-enacte forestillingen til Podcasten (se s. 84).

rigtige at tage sig til. Jesper Lützhøft finder en opera af Mogens Winkel Holm, Sonate for 4 operasangere, men den er meget kort, og gør det ikke helt ud for en helaftensforestilling. Jesper Lützhøft overtaler Andy Pape til, at de skal arbejde sammen.

librettist bliver det meget passende en gadeopera, inspireret af gadecirkus og gadegøgl om udbryderkongen Houdini.

Sammen med Sonate for 4 operasangere spiller den på Gråbrødrescenen, Det Kongelige Teaters eksperimental­ scene på Gråbrødretorv i 1989.

“Andy støder på en islandsk forfatter på et værtshus, og de sidder og snak­ ker, og får sammen en idé som hed Sekretærer fra en himmelsk planet, som handler om to sekretærer, som sidder og smider papirklips i hovedet på hinanden,” griner Jesper Lützhøft.

“Det var egentlig en temmelig dår­ lig idé, synes jeg, men vi fik penge af Teaterrådet til at lave den. Andy finder aldrig islændingen igen, men får i ste­det kontakt med Erik Clausen, som ender med at skrive librettoen, der er en fin og morsom tekst.”

“Der var en skaberglæde om det, de var ligeglade med arbejdsregler og sådan, og Erik Clausen var skidesjov at have gående, og kom med brandtaler og alt det der. Det var virkelig sådan en Åh! Det her er bare lige, hvad vi har lyst til at lave,” griner Jesper Lützhøft.

Operaforestillingen bliver til Houdini Den Store, som, allerede før Den Anden Opera er på tegnebrættet bliver start­ skuddet til at finde et hjem til denne nye musikdramatik. Med Erik Clausen som

Nyt operahus i kulturbyåret Efter forestillingen går Mogens Winkel Holm, som dengang var for­ mand for Dansk Komponistforening, og den daværende forestillingsleder ved

SoapOpera Premiere 1. februar 1995 Producenten med øgenavnet Flammekongen er fortvivlet. Efter 1754 afsnit har hans sæbeopera Kirsebær med de fine mistet de sidste seere, der var værd at tale om. Sammen med manuskriptforfatteren og sekretæren prøver han at puste nyt liv i serien om Barbiedukkerne Kelly og Florida – men dramaet på produktionsselskabet blusser op, og handlingerne på skærmen væver sig langsomt ind i virkeligheden.

Københavns første musikdramatiske teater som et alternativ til den eksiste­ rende opera er drevet frem af den ska­ berglæde, ung energi og en ubekym­ rethed overfor, hvad det egentlig er Houdini–holdet er ved at sætte i gang.

Foto: Maria Dønvang

Musik: T.S. Høeg Tekst/libretto: Morti Vizki iscenesættelse/ scenografi: Jacob F. Schokking Musikalsk ledelse: Flemming Windekilde Medvirkende: Master Fatman og Barbiedukker Producent: Holland House

11

Den Anden Opera

Partituret er Gud

12

“Operaperformance er tit meget udvendig, de spiller nærmest stumfilm, mens teater­ skue­spillere kan stå og gøre ingenting, men alligevel brænder det ud af deres kroppe.”

Jesper Lützhøft

sandheden var, at vi også ofte samar­ bejdede med dem, lånte sangere og så videre. Det, der betød noget for os, var at kæmpe komponisternes sag, og at der kom nogle nye værker frem på scenerne.”

Det Kongelige Teater, Allan Lauridsen, i gang med at finde et sted, hvor fore­ stillinger som Houdini Den Store og den nye musikdramatik kunne vokse. Med Kulturbyår 96 får de nok støtte til at kunne flytte ind i den gamle frimurer­ loge i Kronprinsensgade. Støtten bliver givet allerede i 1994 – samme år, som Lerchenborg Musikdage i Kalundborg stopper efter fire årtier. De har to år til København Kulturbyår 96 løber af stablen, og de skal stå klar med et nyt teater. I denne periode er Jesper Lützhøft også med til at rejse penge og skabe muligheder for at realisere Den Anden Opera, og han bliver den første kunstneriske leder. Mogens Winkel Holm bliver bestyrelsesformand, Marianne Klint administrator og BÅP (Bert-Åke Persson) teknisk chef. Holdet var sat i et tomt hus.

“Der var hverken en kuglepen eller et skrivebord, men til gengæld var der en kirkesal med en stor voksen døbefont, som nærmest var en swimmingpool.

Det generer ikke Jesper Lützhøft syn­ derligt i starten. Den Anden Opera åbner officielt i 1995 med forestillingen SoapOpera, som trak en del opmærk­ somhed.

Partituret er Gud! “Hvis vi ikke engang imellem laver en gedigen fiasko, så har vi ikke levet op til vores krav!” husker Jesper Lützhøft.

Sådan en udmelding kunne nogle gange være svær at sælge til fondene og til hele bestyrelsen, men ikke desto mindre var det Den Anden Operas øn­ ske. Det var det vilkår, de stillede op, for at kunne eksperimentere.

“SoapOpera var en forestilling med Master Fatman i hovedrollen og med T.S. Høeg som komponist, der jo egent­ lig var jazzmusiker. Det gav noget op­ mærksomhed, og selveste Billedbladet kom, så det var et godt startskud for en ny scene.”

“Vi skal lave noget nyt og give folk nogle chancer og muligheder, ellers ved vi jo ikke hvad, der rører sig derude. Vi var nødt til at foretage nogle eksperimenter, og hvis vi vidste, hvad der kom ud af det, så var det jo ikke et eksperiment,” forklarer Jesper Lützhøft.

Forestillinger som SoapOpera og senere Kasper Holtens Den Sidste Virtuos kunne man ikke se på Den Kongelige Opera dengang.

Selvom der var nogle af de samme komponister, der fik flere bestillinger, såsom Lars Klit og John Frandsen, forsøgte Jesper Lützhøft at få forskel­ lige kunstnere fra musikmiljøerne til at mødes og gøre det til et sted, hvor man kunne udveksle idéer og dele energien.

Derudover hev Jesper Lützhøft også

Der var ikke noget lys, lydanlæg eller garderober, så det var en stor proces med at få det gjort til et teater.”

“Når det var opportunt sagde vi at, vi var i opposition til Det Kongelige Teater, forklarer Jesper Lützhøft, men

kunstnere fra teaterbranchen ind for at iscenesætte forestillingerne.

“Opera-performance er tit meget udvendig, de spiller nærmest stumfilm, mens teaterskuespillere kan stå og gøre ingenting, men alligevel brænder det ud af deres kroppe. Selvom jeg op­ fatter mig som komponisternes mand og forsvarer, så ville jeg hellere have en teaterinstruktør ind, der kunne afhjæl­ pe det, end en der kunne læse partitu­ ret. Det kunne man altid få en assistent til at hjælpe dem med.”

Men det er stadig operaen i sin klas­ siske form, som Jesper Lützhøft efter­ stræber. Selvfølgelig eksperimenteren­ de og nyskabende. Men altid med en bevidsthed om traditionen, ikke et brud på den.

“Jeg advokerede for retten til at frem­ stå lidt gammeldags eller konserva­ tiv. Vi ville jo gerne stå på skuldrene af Strauss, Puccini, Verdi — de store opera­komponister. Det betyder ikke, at man ikke kan være eksperimenteren­ de, men det er vigtigt, at man aner­ kender den tradition, man kommer fra.

Mange vil have, at det er instruktøren, der har det sidste ord, men for mig er partituret Gud, og det kan man ikke ændre på,” fastslår Jesper Lützhøft bestemt.

13

Den Anden Opera

2 stearinlys og 1 ølkasse

14

“Mogens Winkel Holm sagde altid: Det er utroligt hvad man kan lave med to stearinlys og en ølkasse.”

Jesper Lützhøft

“For mig er musikteater formidling af tekst ofte sunget og ofte ledsaget af musik og nogle gange med scenografi, scenisk aktion og så videre, men ikke nødvendigvis. Men musikken skal altså være det væsentligst bærende og dramatiske element i forestillingen.

Forestillingens fremdrift må underlæg­ ges musikken.”

Stolt af energien i huset Hen mod starten af det nye årtusin­ de udløber teatrets bevilling igen, og bestyrelsen beslutter at opslå Jesper Lützhøfts stilling. Den ender med at gå til Laura Berman, der efter en excep­ tionel kort ansættelse og store sam­ arbejdsvanskeligheder, bliver skiftet ud med Jonas Forssell. Han var 4 år tidligere kunstnerisk leder ved Norr­ landsoperan i Umeå, Sverige.

“Jeg var vanvittig ked af ikke at være der mere,” fortæller Jesper Lützhøft, “men Jonas kørte huset videre som Den Anden Opera i en vis forstand. Hvis jeg var fortsat, ville jeg nok have arbej­ det på, at vi skulle have fundet noget større. Et sted der kunne mere. Men det var tiden ikke rigtigt til.”

Jesper Lützhøft forlader chefposten i 2001.

“Man skal sætte det på scenen, som man brænder for, ellers skal man lade være. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort anderledes. Efter 7 år var jeg ved at tørre ud idémæssigt, og der var opstået en metaltræthed mellem mig og den siddende bestyrelse. Og så er jeg helt for, at man har tidsbegrænse­ de stillinger som kunstnerisk leder.”

15

“(Mogens Winkel) Holm sagde altid: Det er utroligt hvad man kan lave med to stearinlys og en ølkasse, og det er jo også lidt rigtigt, men altså, på syv år ville man jo godt have måske fire stea­ rinlys og to ølkasser.”

I dag sidder Jesper Lützhøft som kunstnerisk leder for orkestret ATHELAS Sinfonietta, som også spillede på Den Anden Opera dengang.

“Når jeg tænker tilbage på tiden, er jeg mest stolt af den energi, der var om­ kring huset, og at der er så mange, der savner det. Det hører jeg meget tit.”

Foto: Gorm Valentin Jesper Lüzthøft uden for indgangspartiet til Den Anden Opera på Kronprinsensgade.

Den Anden Opera

Udvalgte forestillinger:

Foto: Christoffer Askman

Den Sidste Virtuos Premiere: 20. april 1995 En gotisk gyser om at prisen for den perfekte violin altid er kærligheden.

Foto: Christoffer Askman

Musik: Lars Klit Tekst/libretto: Sanne Bjerg Iscenesættelse: Kasper Holten Scenografi: Henriette Drejer Musikalsk ledelse: Svend Aaquist Sangere: Hanne Andersen, Jesper Buhl, Jørgen Ole Børch, Edith Guillaume, Jan Lund Musikere: Bo Lundby Jæger, Jesper Lützhøft, Bente Errebo Nielsen, Bodil Rørbech, Thomas Sandberg, Simon Sigfusson

Houdini Den Store Premiere: 25. maj 1989 En gadeopera, inspireret af gadecirkus og gadegøgl om udbryderkongen Houdini.

Foto: Christoffer Askman

Musik: Andy Pape Libretto, iscenesættelse og scenografi: Erik Clausen Musikalsk ledelse: Svend Aaquist/Henrik Vagn Christensen Musikere: Kristian Buhl-Mortensen, Jesper Lützhøft, Bente Errebo Nielsen, Andy Pape, Thomas Sandberg Sangere: Jørgen Ole Børch, Edith Guillaume, Jan Lund, Bente Errebo Nielsen, Andy Pape, Thomas Sandberg

17

Om kunsten

18

“Den Anden Opera var en virkelig vigtig del af den opblomstring på den danske operascene, og den fornyede optimisme, som bredte sig alle vegne i dansk musikteater i begyndelsen af 90’erne.”

Kasper Holten

Jeg lærte kolossalt meget i mine år på Den Anden Opera — også fordi huset var så småt, at vi alle var tæt på hinanden og kunne diskutere, drøfte og lære. Jeg lærte mange fantastiske mennesker at kende, gjorde mig tanker om projektledelse, markeds­ føring, kunstnerisk udvikling, og husker også nogle gode efter­ fester i musikteatermiljøet dengang i 90’erne!

Den Anden Opera var en virkelig vigtig del af den opblomstring på den danske operascene, og den fornyede optimisme, som bredte sig alle vegne i dansk musikteater i begyndelsen af 90’erne.

Når man arbejder med vores måde at lave musikteater på er komponisten den primære kunstner, lidt ligesom instruktøren er det på en film. Det var dét Den Anden Operas var bygget på, at det var komponisterne, der var de primære kunstnere. Komponisten er hovedkokken og har hovedansvaret for udtrykket. Det er jo bare en måde at vælge at lave et kunstværk på. Man kunne også lave noget, hvor scenografen er hovedkunstneren. Det kan jo også blive rigtig godt.

Andy Pape, komponist Houdini Den Store

Huset i Kronprinsensgade gav både nye rammer og muligheder for mange aktører i dansk musikliv for at udvikle os, eksperimentere, lære og være modige.

Men det gav også i sig selv en ny selvtillid, at al den energi kunne finde et hjem og et centrum.

Den Anden Opera blev hurtigt et naturligt kunstnerisk hjem for mig som ung instruktør, og der er ingen tvivl om, at Den Anden Opera fik en varig betydning for nogle stærke strømninger i dansk musikteater.

Kasper Holten, instruktør på Den Sidste Virtuos (1995), Teaterdirektør Det Kongelige Teater 2018-

“Komponisten er hovedkokken og har hovedansvaret for udtrykket. Det er jo bare en måde at vælge at lave et kunstværk på.”

Andy Pape

“Det eneste krav til forestillingen var, at vi skulle samarbejde med en komponist ellers fik vi frie hænder.”

Signa Sørensen

Det eneste krav til forestillingen var, at vi skulle samarbejde med en komponist, ellers fik vi frie hænder. Jeg tror huset var lidt på den anden ende, fordi vi kom jo 60 mennesker og overtog det hele og borede huller i væggene.

Der kom virkelig mange publikummer, som ikke havde været der før, så det var da en succes.

Vi var meget glade for at skabe et værk til den bygning.

Signa Sørensen, kunstnerisk leder SIGNA om Seven Tales of Misery

“Men sandheden er, at i mit perspektiv blev stedet den vigtigste scene i byen for al den scenekunst, der ikke var dramatisk taleteater, hvilket er den teaterform, der præsenteres primært på 80% af scenerne i Danmark!”

Erik Pold

Jeg og mit teater LIMINAL har haft en del produktioner på både Den Anden Opera, PLEX og Køben­havns Musikteater, og så har jeg mildest talt været en flittig teatergænger. Knap så meget efter teatret røg til Nordvest, desværre.

Mange af de produktioner jeg har lavet, må jeg jo nok indrømme, var aldrig rigtig musikdramatik. Vi havde altid nykomponeret musik med, og nogle gange live på scenen, men decideret musikdramatik vil jeg nok ikke kategorisere det som. Til gengæld er jeg oftest kommet med ting, der heller ikke passer ind andre steder i København.

Nemlig Performance-teatret, Live-Art, Post-dans, deltager­

baseret scenekunst….kært barn har mange navne. Men sand­ heden er, at i mit perspektiv blev stedet den vigtigste scene i byen for al den scenekunst, der ikke var dramatisk taleteater, hvilket er den teaterform, der præsenteres primært på 80% af scenerne i Danmark! Rigtig mange af de vigtigste performance-værker har været opført på stedet, og en hel del dans også….primært den som heller ikke følte sig helt hjemme i Dansehallerne på det tidspunkt….det gør meget af det i dag, og der er kommet en større åbenhed der, men de er jo så også uden scene lige nu.

Erik Pold, kunstnerisk leder af LIMINAL

Opera er en international genre

Den Anden Opera

Jonas Forssell –– Kunstnerisk leder ved Den Anden Opera 2002-2005 –– Uddannet komponist fra Kungeligan Musikhøgskolan, Stockholm 1979-1982 –– Spiller klarinet og saxofon –– Kunstnerisk leder ved Norrlandsoperan 1996-1998 –– Kunstnerisk leder ved Den Anden Opera 2002-2005 –– Composer-in-residence på Malmö Opera 2006-2010 –– Født 1957 i Stockholm

Foto: Jan Olav

Interview med Jonas Forssell, kunstnerisk leder 2002-2005

Det chefløse teater får en leder Chefstolen på Københavns Musik­ teater har stået tom i over et halvt år, da Jonas Forssell en grå januardag sætter sig tilrette i stolen for at overta­ ge den kunstneriske ledelse på Køben­ havns Musikteater. Den sidste chef, der havde siddet der, var Laura Berman.

Men blot få måneder efter sin ansæt­ telse var hun blevet afskediget med øjeblikkelig virkning på grund af sam­ arbejdsvanskeligheder. Foran Jonas Forssell på det rodede skrivebord ligger der kontrakter, som mangler underskrif­ ter og bestillingslister på nye operaer.

Jonas Forssell bliver ansat, næsten ligeså hurtigt som hans forgænger blev fyret. Så de store beslutninger skal tages hurtigt.

“Jeg ved ikke, om der var andre kandi­ dater, men jeg blev tilbudt jobbet kun få dage efter, at jeg havde været til

samtale i København,” fortæller Jonas Forssell. Han er komponist og havde inden Den Anden Opera været kunst­ nerisk chef på Norrlandsoperan i Umeå, Sverige. Han kom med leder­ erfaring, og ligesom sin forgænger Laura Berman, var han ikke fra det danske operamiljø.

“Det var klart, at ledelsen ville noget nyt, og at de gerne vil have en udefra.

Da Jesper Lützhøft var chef, var der mange af de samme komponister, som skrev 3-4 operaer hver på Den Anden Opera. De ønskede en større rotation af komponister.”

Jonas Forssell tiltræder 1. januar 2002.

Indtil da havde den administrerende leder Marianne Klint og den tekniske chef Bert-Åke Persson, bedre kendt som BÅP, drevet teatret efter Laura Berman.

“Bestyrelsen ville gerne have en som

“Opera er en meget international genre, selvom den kan bruges til nationalistiske formål. Det er min opfattelse, at man altid skal lade sig inspirere af operaer udefra, når man laver et nyt værk.”

Jonas Forssell

21

Den Anden Opera

Miki Alone Premiere 26. september 2002

22

Miki Alone handler om en gal kvinde. Det er et skarpt og voldsomt øjebliks­billede af det virtuose moderne kvindeliv, som Miki Alone lever oplever og overlever. Miki Alone var et kammermusikalsk værk udarbejdet som kammermusikalske satser.

Miki Alone er opstået i et tæt samarbejde mellem komponist, forfatter, dramaturg/ instruktør, scenograf og FIGURAS fem medvirkende.

vidste noget om økonomi, og lavede nogle ordentlige budgetter, det kunne jeg. Og så kendte jeg til mange dele af en operaproduktion,” fortæller kompo­ nisten og fortsætter med et smil. “Men jeg tror måske, at personalet havde regnet med, at jeg var lidt mere inno­ vativ og idérig, end jeg egentlig var.”

Inden Laura Berman stoppede, havde hun dog nået at ryste posen og havde bestilt to værker, som begge blev godt modtaget i Jonas Forssells første tid.

Det var Miki Alone af komponist Peter Bruun og On This Planet af komponist Anders Nordentoft.

Foto: Michael Altschul / Visuelmedie, FIGURA ensemble

Musik: Peter Bruun Tekst/libretto: Ursula Andkjær Olsen Iscenesættelse: Ditte Maria Bjerg

Scenografi: Filippa Berglund Sanger: Helene Gjerris Musikere: FIGURA Ensemble

“Jeg var meget imponeret over, at Berman fandt de her komponister, som aldrig havde været på Den Anden Opera før,” fortæller Jonas Forssell. Han ville ikke som sådan ændre den kunst­ neriske linje, men snarere løfte den nogle flere centimeter over gulvhøjde.

“Når man gik på Den Anden Opera, var det lidt som at købe en billet til lotteriet. Man kunne få en fiasko eller noget helt fantastisk, og jeg ville sørge for, at vi professionaliserede og sørgede for et grundlæggende højt kunstnerisk niveau.”

Musikkens kraft ramte som et søm Jonas Forssell gør dog noget radikalt anderledes, end hans forgænger Jesper Lüzthøft. Komponisten fra Sve­ rige har en bredere forståelse af hvad, der kan karakteriseres som moderne

opera. Hvor der under teatrets tidligere ledelse primært havde været nykom­ ponerede værker, tager Jonas Forssell også ældre værker op fra 1980’erne.

“Det var der nogen, som syntes var en god ide, og andre syntes, det var en mindre god ide, at jeg tog ikke nykom­ ponerede værker op.”

Et af de værker var operaen Hvide Rose fra 1986. En co-produktion med den svenske Piteå Kammaropera.

En dyster og meget smuk opera om søskendeparret Hans og Sophie Scholl, der var en del af modstandsgruppen Den Hvide Rose under 2. verdenskrig.

De to unge mennesker bliver anholdt af nazisterne, og operaen handler om deres sidste aften i fængslet inden deres henrettelse. Jonas Forssell husker en aften særligt godt: “Det var en aften med et ret blandet publikum. Der var det her kulturelle operapublikum, primært ældre damer, og så var der en gymnasieklasse, som var lidt uden for København, som skulle se forestillingen samme aften. Hvide Rose er en ret tung forestilling, og så er der noget ret svært 12-tone musik," husker Jonas Forssell, og fortsætter: "Den her gymnasieklasselarmede en del, de havde deres telefoner ude, og der var sådan en uro blandt publikum, og jeg tænkte: Puha! Det bliver en hård aften! Men pludselige skete der noget.

Gymnasieeleverne blev mere og mere stille, som forestillingen skred frem.

23

Den Anden Opera

24

“På Det Kongelige Teater, som virkelig kan lave enorme produktioner, skal de imponere mig, men på Den Anden Opera, skal de eksperimentere med form og indhold, og udfordre min opfattelse af, hvad musikdramatik er.”

Jonas Forssell

Udfordrer hvad musikdramatik er Til slut synger Pernille Bruun nogle høje H-toner, en af de højeste soprantoner.

Du ved, hun rammer dem som et søm lige ind i ansigterne på de her unge mennesker, så deres hår nærmest står op. Da det var færdigt var applausen helt enorm. Det var som om, at musik­ kens kraft nærmest havde omvendt det her unge publikum. Det var virkelig stærkt!”

Den elektriske krop Den Anden Opera under Jonas Forssells kunstneriske ledelse skaber fortsat eks­ perimenter, og har også flere nykom­ ponerede værker. Et af dem er I Sing my Body Electric– et eksperiment med elektronisk musik, udført af tre musikere, som både er komponister og sangere.

“Det var en forestilling, lavet specifikt til Den Anden Opera og en meget særlig forestilling. Den tekniske afdeling blev sat til at bygge nye instrumenter til den ene musiker. De arbejder alle sammen med musikdramatik efterfølgende, så det var en meget frugtbar forestilling.”

Kunstnerne består af en svensker, en dansker og en norsk-amerikansk musiker, og er blot en af de forestillin­ ger, hvor Jonas Forssell søger et mere internationalt indspark. Det er også til­ fældet med Hvide Rose, hvor der er en finsk dirigent, en tysk komponist og en

svensk tenor. Ligesom La Quintrala, der er et samarbejde mellem Theater an der Leine i Hannover og Piteå Kammar­ opera.

“Opera er en meget international gen­ re, selvom den kan bruges til nationa­ listiske formål. Det er min opfattelse, at man altid skal lade sig inspirere af operaer udefra, når man laver et nyt værk. De værker, der var på Den Anden Opera under min tid, var i sin kerne danske, men de var altid påvirket udefra.”

Udfordrer hvad musikdramatik er Spørger man Jonas Forssell, hvad han selv opfatter som musikdramatik, er hans svar meget bredt: Et værk der indeholder tekst, musik og scene. En, efter Jonas Forssells egen mening, lidt gammeldags og også en meget bred måde at definere begrebet på, men en definition, som netop altid skal være op til debat.

“Det er en lille institution, som Den Anden Operas opgave at redefinere hvad musik­dramatik er. På Det Kongeli­ ge Teater, som virkelig kan lave enorme produktioner, skal de imponere mig, men på Den Anden Opera, skal de eks­ perimentere med form og indhold, og udfordre min opfattelse af, hvad musik­ dramatik er. Miki Alone er et glimrende

eksempel på det, fordi den var baseret på digte og ikke en dramatisk tekst.”

Selvom Det Kongelige Teaters opera­ afdeling får en eksperimentalscene samme år, som Jonas Forssell går af, nemlig Takkelloftet i det nye Operahus, mener den svenske komponist ikke, at det kan huse eksperimenterende ope­ ra, som Den Anden Opera gjorde det.

“Der er nogle helt andre produktionsomstændigheder på Takkelloftet. Den scene vil aldrig kunne huse de hungrende up-and-coming unge operafolk, der har lyst til at vende det hele på hoved og redefinere genren. Det kunne Den Anden Opera i sin tid, og måske kommer der en dag et lignende sted.”

“Men der skete selvfølgelig en masse andet uden for de to operaer. Hotel Pro Forma lavede eksperimenterende opera langt tid før Den Anden Opera gjorde det, og gør det stadig.”

Brug for et åbent sted Efter 3,5 år på Den Anden Opera er Jonas Forssell alligevel klar til at sige farvel til Danmark, og vende hjem til Sverige og sin familie. Han starter på Malmö Opera som composer-in-resi­ dence, og ser ikke meget til det tidligere musikteater i København. Jonas Forssell overlader teatret og stafetten til Sanne Bjerg i sommeren 2005.

“Jeg var meget tilfreds med min tid på Den Anden Opera, og derfor havde jeg det også godt med at give det videre til Sanne Bjerg. Jeg synes, at der efter 10 år med Den Anden Opera var brug for forandring. Der var brug for, at det blev et mere åbent sted for musikteater.”

Efter Jonas Forssell mening så lever Den Anden Operas sjæl videre i Berlin på Neukölln Opera. Stemningen og sågar duften skulle være den samme, og her kan man se alt fra musical og cabaret til opera og 12-tones musik.

“Jeg synes, at der efter 10 år med Den Anden Opera var brug for forandring.

Der var brug for, at det blev et mere åbent sted for musikteater.”

Jonas Forssell

25

Den Anden Opera Hvide Rose Premiere 13. september 2003

Udvalgte forestillinger:

En dyster opera om Hans og Sophie Scholl fra modstandsgruppen Den Hvide Rose natten inden nazisterne henretter dem.

Musik: Udo Zimmermann Iscenesættelse: Elisabeth Ljungar Co-produktion m.

Den svenske Piteå Kammaropera

26

27

La Quintrala Premiere september 2004 En operathriller om at overleve på medie-iscenesat massepsykose.

Et europæisk samarbejde mellem Danmark, Sverige og Tyskland. Blev

On This Planet Premiere 30. november 2002 On This Planet er en hymne over menneskeheden.

opført på alle tre sprog på turné.

Musik:

Musik:

Tekst:

Lars Graugaard Iscenesættelse: Claus Martin

Anders Nordentoft Anders Nordentoft og Derek Walcott Iscenesættelse: Martin Tulinius Samarbejde mellem Kaleidoskop og ATHELAS Sinfonietta Copenhagen

28

29

Den Anden Opera

Jesper Lützhøft på vej op af den karakteristiske trappe til Den Anden Operas scenerum.

Perspektiv I

Gesamtkunstwerk og Soap-opera på dansk

30

Komponister, mu­sikere og for­fattere kunne mødes og jamme nykomponeret kammermusik

Den Anden Opera åbnede med en stor skaberglæde til den nye klassiske musik, som tørstede ef­ ter midler, et hus og nye kræfter.

De fik deres musikalske legeplads i Kronprinsens­­gade i en tid med økonomisk opsving og kunstne­ risk optimisme.

Før Den Anden Opera kom på bykortet, mødtes den klassiske musiks top of the pop i grevin­ de Louise Lerche-Lerchenborgs smukke sale hver sommer i fire årtier. Fra 1963-1994 lagde grevin­ den slot til Lerchenborg Musik­ dage i Kalundborg, hvor danske og internationale komponister, musikere og forfattere kunne mødes og jamme nykomponeret kammermusik.

I overgangen fra 1980’erne til starten af 1990’erne var Lerchen­ borgs kreative gryder på højeste blus. En hel generation af klassisk musikinteresserede som Jesper Lützhøft, Niels Rosing-Schow, Hans Stubbe Teglbjærg, Peter

Bruun, Lars Klit, John Frandsen og en librettist som Sanne Bjerg savnede visioner og nye kræfter på og bag operascenen. Det var blandt andet ved workshopsne med international inspiration på slottet i Kalundborg, at grunden blev lagt til ideen om et nyt og helt andet operahus.

Det var tiltrængt, for i denne peri­ ode mente mange, at Det Konge­ lige Teater drev rundt i et kunst­ nerisk dødvande. Men så trådte Elaine Padmore til som ny opera­ chef i 1993. Med hende begyndte en kærkommen kultur­politisk prioritering af ny opera i Danmark.

7 år senere overtog den den­ gang kun 27-årige Kasper Holten hendes stilling. Han var en af de yngste operachefer nogen­sinde i teaterhistorien. Men han var ikke uprøvet. Han kom fra byens nyeste musikdramatiske legeplads kun en gåtur fra Kongens Nytorv: “Der er ingen tvivl om, at Den Anden Opera fik en varig betyd­

Her skal den nye, ofte skæve musikdramatik snart give genlyd mellem stuk og høje paneler

Foto: Gorm Valentin

ning for nogle stærke strøminger i dansk musikteater,” fortæller den nyudnævnte direktør for Det Kongelige Teater, Kasper Holten, om startskuddet for snart 20 år siden.

Opera flirter med teater I 1994 i Kronprinsensgade i det indre København skal den nye, ofte skæve musikdramatik snart give genlyd mellem stuk og høje paneler. Da Jesper Lützhøft & co. fik nøglerne til Den Anden Opera er flere små operakompagnier

begyndt at vise sig rundt om i landet: Egnsteatret Undergrun­ den, Aarhus Sommeropera, Den Fynske Opera, Den Ny Opera, Nordjysk Operakompagni og Opera i Midten. Det er grupper, som alle arbejder med et nyt musikdramatisk formsprog ved blandt andet at invitere teater­ instruktører indenfor og opsætte nykomponeret musikdramatik.

Derudover flirter performance­ grupper som Holland House (Holland House, 1988 og Nudes Hom-

31

Den Anden Opera

den, men skaber sin egen version af den. Teatergenren udvides og musikdramatik redefineres igen.

Gesamtkunstwerk og sæbeopera

Foto: Emilie Rolighed

32

Buzzwords på 90’ernes teatre er ironi, selviscenesættelse og en kredsen om ind­ividet og eksistens

mes, 1996) og Hotel Pro Forma (Operation Orfeo, 1993) også med operagenren og det tværkunst­ neriske, musikalske udtryk. Ud af Den Anden Opera vokser også ATHELAS Sinfonietta Copenha­ gen, og senere kommer initiativer som CPH Opera Festival, OPERA­ NORD og Öresundsoperaen (nu Nordic Opera) til.

Ironi og reality-TV på scenen I midt 1990’erne og op gennem 00’erne ser man samtidig de første teaterkoncerter (Gasolin på Dr. Dante, 1994) og en bølge af ny dansk dramatik med dramatikere som Line Knutzon (Først bliver man jo født, 1994 og senere Det er så det nye, 2001) og Astrid Saalbach (f.eks. Morgen og aften, 1993 og

Aske til aske, støv til støv, 1998). Til at forløse deres tekster har de instruktører som Peter Langdal, der nyfortolker klassikere i ud­ fordrende scenografier af Karin Betz. Og vi har Nikolaj Cederholm med Dr. Dante og Lars Kaalund på Mungo Park, der også har helt nye rumdesignere og skuespillere med sig – mange af dem hoved­ rolleindehavere i TV-serier i dag.

Buzzwords er ironi, selviscene­ sættelse og en kredsen om indi­ videt og eksistens. Når vi kommer frem til 00’erne præges teatret mere og mere af tidens store trend: Reality-TV. Store udstyrs­ stykker og meta-fortællinger om, at vi både er sat i scene og er tilskuer på samme tid. Den Anden Opera er ikke bare med på tren­

Allerede da Jesper Lützhøft stod med et sæt nøgler i hånden til sit operahus, var der delte meninger om, hvad det musikdramatiske eller musikteatret dækkede over.

Ikke desto mindre var visionen klar hos både ham og hans efterfølger, Jonas Forssell: At gøre kammermusikken mere levende, bevæge sig væk fra de stilisere­ de bevægelser og formsprog og i stedet fænge og røre publikum med ny musik og tekst, trovær­ digt fysisk skuespil og levende scenografi.

Selvom musikken blev set som det bærende element hele vejen gennem Den Anden Operas periode, fik det kropslige og tværkunstneriske udtryk altså større og større betydning for opsætningerne med særlig indflydelse fra 1980’ernes fysiske teater og moderne dans. Den udvikling af en ellers traditionsrig genre sås ikke kun her i Danmark, men ved flere store festivaler for ny opera i Europa, som for eksempel Munich Biennale og Wiener Festwochen. Og så po­ stede Københavns Kommune en masse penge i nye kulturinstitu­ tioner i forbindelse med Kulturby 96. Den Anden Opera åbnede med gæstespillet SoapOpera.

Den var netop alt andet end klassisk opera, og mest af alt

Foto: Emilie Rolighed

Væk fra de stiliserede bevægelser og formsprog

33

Den Anden Opera

Da det elitære blev mainstream

Master Fatman spillede hoved­­ rollen blandt en masse barbie­ dukker 34

ment som et PR-stunt: Holland House producerede og Master Fatman spillede hovedrollen blandt en masse barbiedukker i Jacob Schokkings scenografi af tv-skærme. Forestillingen bane­ de vejen for Kasper Holtens Den Sidste Virtuos. En gyseropera helt efter Jesper Lützhøfts hoved: Et hold unge, talentfulde kunstne­ re, der nytænkte formatet med musikken som bærende element og fik enkeltdelene til at spille sammen i et rent Wagner’sk gesamtkunstwerk. Begge pro­ duktioner pegede på hver deres måde direkte ind i deres samtid.

Hvem betaler efter happy hour?

Foto: Emilie Rolighed Forhusmedarbejder Emil Amby i billetten.

Den virkelighed, Den Anden Opera først skriver sig ind i, er præget af 1990’ernes globale og økonomiske optimisme. Med murens fald i 1989 og ideen om de store jerngrebshistoriers ende­ ligt bredte der sig en vis tro på nye fortællinger med sammen­ hængskraft og vækst – to af tidens blå ørehængere. Europa

I baglokalerne på teatret er der mange hemmelige gange og trapper.

Foto: Lise Bye Kjeldsen

udvidede sig mod øst, økonomi­ en boomede i USA og Kina, og danske politikere samarbejdede over midten. Men nedenunder lurede Balkankrige og de første terrorhandlinger. Et mere og mere liberalistisk samfund begynder at blive hverdag. To tårne falder sammen 9/11 2001, og verden bliver global og endnu mere opsplittet ideologisk, økonomisk og kulturelt.

Som en selvfølge efter 1990’ernes happy hour skal nogle betale prisen. Vi får op gennem 00’erne en kunst- og kulturbranche, der føler sig truet af både en stram, strammere, mere stram økonomi, og af voksende sociale informa­ tionsstrømme, der kæmper for at stjæler publikums opmærksom­ hed. Og får den. Vi ser kunst, der er optaget af det fragmentariske, fremmedgjorte og groteske.

Så måske er etableringen af Den Anden Opera netop et udtryk for, at branchen har brug for fordybelse i noget velkendt – partituret og operagenren – men

35

samtidig er præget af verdens sammensathed og autoriteter­ nes alt for langsomme sammen­ brud med sit musikdramatiske vovemod?

Da det elitære blev mainstream Med Den Anden Opera fik kam­ mermusikken det hus og de kræf­ ter, de efterspurgte. For mange af de musikere og komponister, der startede deres virke der, blev eksperimenterne på både Lerchen­borg og i Kronprinsens­ gade et springbræt til en karriere indenfor den nye klassiske musik.

Da det nye operahus åbnede på Holmen i 2005 blev det elitære

hurtigt mainstream: Vi var flere, der for første gang tog halvpænt tøj på for at se en Wagner-opera.

Middelklassen lappede kulturel kapital i sig, for nu var det blevet folkeligt at gå i operaen.

Men var det virkelig det, Jesper Lützhøft og Jonas Fosserl drømte om? Var det deres publikums­ version af musikdramatikken?

De passionerede musikere havde fat i den lange ende i den periode – og som vi skal se fortsatte ny­bruddet også uden dem. I en ny form i samme hus – i en ny tid og med endnu en passioneret ny leder ved roret.

De to passionerede musikere havde fat i den lange ende i den periode

Om økonomien

“Vi producerede utrolig lidt, fordi det var så dyrt at lave opera.

Under min periode tog jeg nok lidt mere ind af gæstespil end, hvad man før havde gjort. Så længe det var livespillet og nyskreven musik måtte det gerne komme ind i huset. Det gjaldt også dans og performance.”

“Vi producerede utrolig lidt, fordi det var så dyrt at lave opera.”

Marianne Klint

Marianne Klint, Administrativ leder, Den Anden Opera, 1994-2005

36

Min drøm for stedet ville have været, at man havde droppet den musikdramatiske profil og blot fokuseret skarpt på nytænkende scenekunst. Men jeg er klar over, at finansieringen kom fra musikdramatisk udvalg, så det umuliggjorde den bevægelse. Men der mangler stadig, nu på 10. år, et sted der er specialiseret i nytænkende scenekunstformater, gerne med masser af musik, men ikke kun! Og det tror jeg faktisk, der er et stort publikum til. Men det skete ikke.

Jeg synes også, det var en spændende og modig bevægelse, at I flyttede ud i Nordvest og prøvede at blive et mere lokalt teater, med et lokalt publikum.

Noget der jo er en tendens i tiden….jeg ved bare ikke altid, om

‘det lokale’ er helt så vigtigt som det bliver gjort til….men det ved I meget mere om end mig!

Som spillested oplevede jeg det altid som en drøm at komme forbi og spille, blev altid godt behandlet. Selvom vi var “rene gæstespil”, så blev vi taget rigtig godt imod, og jeg følte mig altid hjemme hos jer! Der har igennem alle årene været en stor åbenhed og nysgerrighed, der er blevet taget fremragende initiativer og lavet spændende undersøgelser.

Jeg synes, det er uendeligt trist, at der ikke bliver bakket økonomisk langt mere op om det fuldstændigt uvurderlige arbejde, I har lavet igennem årene.

Erik Pold, Kunstnerisk leder LIMINAL

“Jeg synes, det er uendeligt trist, at der ikke bliver bakket økonomisk langt mere op om det fuldstændigt uvurderlige arbejde, I har lavet igennem årene.”

Erik Pold

“Hvad gør Den Kongelige Opera?

– Ikke ret meget! Der er ikke nogle græsrods­undersøgelser for den nye musik­dramatik; det bliver ikke løftet op. Man kludrer rundt i de samme 5 klassiske operaer og laver dem med sol­ briller og maskingeværer, og det er fint nok, men hvor er alt det, der skal være det nye?”

Andy Pape

Vi håbede, at Kasper Holten ville sige, at nu tager jeg hånd om det her, da han blev operachef. Hvis jeg skal være lidt kulturpolitisk, synes jeg Den Kongelige Opera i den grad svigter sin opgave. Hvis man tager Det Kongelige Teater, altså skuespillet, så gør de det godt, de finder nye dramatikere i Det Røde Rum, samtidig med at de bevarer det gamle guld.

Hvad gør Den Kongelige Opera?

– Ikke ret meget! Der er ikke nogle græsrods­undersøgelser for den

nye musik­dramatik; det bliver ikke løftet op.

Man kludrer rundt i de samme fem klassiske operaer, og laver dem med solbriller og maskin­ geværer — og det er fint nok, men hvor er alt det nye? Det kørte med Takkelloftet under Kasper Holten, men det var som om det døde med sparekrav og meget hurtigt skiftende ledelser.

Andy Pape, komponist Houdini Den Store

37

PLEX 2005-2008

Operaens solarplexus

PLEX

Sanne Bjerg –– Kunstnerisk leder ved PLEX Københavns Musikteater 2005-2008 –– Forfatter og librettist –– Arbejdede på Systema Naturae og Den Sidste Virtuos på Den Anden Opera –– Arbejder pt. med romaner, debatter og skulpturer og har værksted i Kødbyen –– Født 1965

“Når der er flere kunstarter samlet, er dét, det eneste, der giver mening for mig.”

Sanne Bjerg

Foto: Les Kaner

Interview med Sanne Bjerg, kunstnerisk leder PLEX 2005-2008

Selvom Sanne Bjerg egentlig var færdig med opera, havde hun stadig mange holdninger til genren og til Den Anden Opera. Derfor var det måske en overraskelse, at hun søgte, og blev den næste kunstneriske leder af Den Anden Opera fire år senere i 2005. Men hun ville netop gøre op med den gamle måde at arbejde på og åbne musikteatret. Helt op.

Alle kunstarter samles fra start Repertoireplaner og partiturer er I dag i 2018 byttet ud med arbejdstegninger, manuskripter og skulpturer i Sanne Bjergs værksted i Kødbyen. På væg­ gen hænger et par store vinger. Det er tydeligt, at librettisten og det køben­ havnske musikteaters fjerde kunstne­ riske leder i rækken, Sanne Bjerg, er temmelig langt væk fra operaen i dag.

Men sådan har det ikke altid været.

Hun har været helt inde under huden på genren.

Sanne Bjerg var med fra start på Den Anden Opera. Hun skrev ordene til mu­ sikken som librettist på teatrets første egenproduktion Den Sidste Virtuos, og hun sad i bestyrelsen indtil 2001. Inden da havde hun i 1980’erne startet for­ eningen Opera99. Men på trods af det store engagement, var Sanne Bjergs erfaringer med opera ofte frustrerende samarbejder med manglende dialog og en hierarkisk besværlig udviklings­ proces. Det ville hun nu ændre på fra direktørstolen.

“Jeg havde skrevet et par operaer, og hver gang kæmpede jeg for nogle lige­ værdige samarbejder. Jeg ville gøre et

41

PLEX

42

“Jeg ville gøre det til et levende hus, hvor vi fik folk til at sige: Det er her vi går hen i København, hvis vi vil opleve eksperi­men­­­­ terende tvær­ kunstneriske værker!”

Sanne Bjerg

forsøg på at lave en helhed, hvor alle kunstnere sidder sammen fra starten af, og beslutter hvad det er for et kon­ cept, der skal være for forestillingen, og hvordan forholdet mellem musik, teater og tekst skal være. Når der er flere kunstarter samlet, er dét, det ene­ ste, der giver mening for mig,” erindrer Sanne Bjerg i sit eget værksted i dag 10 år efter. Det kræver sin kvinde at ændre på de fastlåste konventionelle strukturer i operaverdenen foran og bagved scenen. Men hun var drevet af en vision.

Operaens solar plexus “Jeg tænkte, nu vil jeg prøve at sige, hvad det er, jeg tænker om musiktea­ ter. Hvorfor ikke prøve at ansøge, hvis jeg mener så meget om det?” Fortæller Sanne Bjerg entusiastisk.

Ambitioner og idéer er der mange af, da Sanne Bjerg lander jobbet på Den Anden Opera og overtager stillingen som kunstnerisk leder efter Jonas Forssell i sommeren 2005.

Hovedtemaet i hendes vision er dialog – netop det, hun synes har manglet i sin egen karriere som librettist. Dialogen mellem kunstarterne, med næ­rmiljøet og med medarbejderne i huset.

Seven Tales of Misery Premiere 9. september 2006

“Jeg ville gøre det til et levende hus, hvor vi fik folk til at sige: Det er her vi går hen i København, hvis vi vil opleve eksperimenterende tværkunstneriske værker! En stor del af vores bevilling gik til husleje, og derfor tænkte jeg, at vi var forpligtede til, at der skete noget nærmest hver dag i huset.”

En elektroakustisk interaktiv performanceinstallation. Fra programmet: En kult har grupperet sig omkring Prinsen; en særpræget ung profet, der er overbevist om magnetismens altafgørende indvirkning på jorden.

På det tidspunkt har hovedstaden netop fået den nye eksperimental­ scene i Operaen, Takkelloftet. Den scene, mener Sanne Bjerg, vil bare videreføre den rene kammeropera­ tradition. Så hendes alternative opera­ hus kan åbne op for en anden slags scenekunst.

Prinsen har omdannet huset til en tro kopi af sit verdensbillede, hvor syv forhenværende prostituerede kvinder manifesterer kontinenterne. Hans tilhængere skal nu holde verdenssystemet, symboliseret ved kilometervis af gammeldags spolebånd, i gang og sørge for at udfri kloden fra dens lidelser.

“Nu kunne der blive et rum, hvor man kunne lave mere eksperimenteren­ de musikteater, hvor flere musikalske genrer kunne få plads: Performance og lydkunst for eksempel. Huset kunne åbne sig op for flere eksperimenter.”

Teatret får navnet PLEX, som i solar plexus – der hvor alle nervebanerne mødes. PLEX skal være et samlingssted for alle i dansk musikalsk scenekunst der, hvor al energien samles i et sprud­ lende samlingspunkt.

Foto: Eric Goldmann

Koncept: SIGNA – Signa Sørensen og Arthur Köstler Komponist og lydkunstner: Martin Stig Andersen 60 medvirkende performere

43

PLEX

Tog komponisternes kødben

44

“Vi slog dørene op med en spek­takulær forestilling, som også kunne rette opmærksomhed mod den nye profil.”

Sanne Bjerg

Tog komponisternes kødben Sanne Bjerg åbner teatret med en ny vision om teatrets hørbare indhold.

Hun åbner også stueetagen ud mod gaden. Men på trods af den nye friske energi er der også en stor frustration og følsomhed forbundet med PLEX. Det er bestemt ikke let at drive teatret.

Konflikter og udskiftninger i huset plus kritik fra operaverdenen præger den første tid. Med 10 år som hjemsted for den eksperimenterende kammeropera, kommer det lidt som en overraskelse for den nye leder: “Det er jo ikke sjovt, når nogen tager ens kødben. Men jeg blev lidt forundret over, at de var så snæversynet nogle af de mennesker. At de ikke kunne se det helhedsbillede, og at der godt måtte være andre, der kom ind i det hus.”

Hvorfor er det egentlig så chokeren­ de, at teatret får en make-over? En af årsagerne er, at der dengang var fire kunstneriske brancheorganisationer repræsenteret i bestyrelsen. Det var komponisterne, dramatikerne, den

rytmiske musik og scenograferne. Men ifølge Sanne Bjerg var det primært Komponistforeningen, der havde huset som sin legeplads, og det ville PLEXlederen gerne ændre på.

“Det havde været et meget lukket sted, som egentlig var komponistforenin­ gens privilegerede legeplads i rigtig stort omfang, og det er klart, at når jeg begynder at sige noget helt andet, og vil lukke alle mulige andre ind på deres legeplads, så bliver folk jo sure. Det var egentlig meget forudsigeligt. Men mit indtryk var – både fra bestyrelsen og fra kunstrådet – at det løb var kørt.”

Interaktiv kunst er fremtiden Trods startvanskeligheder får Sanne­ Bjerg planlagt flere sæsoner. Hun åbner med forestillingen Seven Tales of Misery af performancegruppen SIGNA, som helt konkret åbner huset op og krænger det inderste ud.

Forestillingen er en interaktiv totalin­ stallation, hvor spolebånd bevæger sig rundt i huset oppe og nede, bag­ ved og foran i uendelige teatralske

støvede dogmatiske tableauer med levende figurer. Publikum bliver iført kutter og først guidet rundt i små grupper. Derefter kan de bevæge sig rundt i hele huset på egen hånd, bare de overholder Seven Tales of Miserys skrappe regler. Publikum bliver inviteret til at deltage og komme steder i den gamle pinsekirke, hvor publikum aldrig sætter deres ben for ikke at afsløre teatermystikken. Men her er publikum med til at skabe forestillingen. Her bli­ ver det endnu mere sløret. Alt sammen til Sanne Bjergs og anmeldernes store begejstring, selvom der bestemt også er publikum, der føler sig tager som gidsler i det kunstneriske eksperiment.

“For første gang nogensinde kom folk jo ind, og havde den dér ‘WOW-oplevelse‘. De kunne komme op på loftet og ned af bagtrappen, og alle de magiske steder, som ellers er skjult for publikum. Vi slog dørene op med en spektakulær forestilling, som også kunne rette opmærksomhed mod den nye profil.”

Det er tydeligt, at det er den interak­ tive scenekunstgenre med aktuelle problemstillinger, Sanne Bjergs teater­ hjerte banker for, også selvom det ikke er det nemmeste at producere.

“Det var eddermaneme en omgang.

Jeg tror ikke at personalet ville sige, at det var den bedste tid i deres liv som teaterteknikkere, at have det dér cirkus i huset. De var der jo døgnet rundt og flyttede nærmest ind.”

Sanne Bjerg gentager senere total­ teater-formatet med egenproduk­ tionen Go to Gate, hvor publikum ankommer til en lufthavn. Forestillin­ gen er inspireret af kompagnier som SIGNA og det tyske virkelighedsteater Rimini Protokoll, (der bl.a. producerer 100% København). I Go to Gate er der 50 frivillige medvirkende. Det er rigtigt lufthavnspersonale; stewardesser, sikkerhedskontrollører osv., som er ‘hyret’ ind til at være netop det – luft­ havnspersonale i PLEX egen-opfindel­ se og fiktive lufthavn. Sanne Bjerg vil ramme en nerve i tiden: “På det tidspunkt, der havde jeg en oplevelse af, at interaktiv kunst var, om ikke fremtiden, så et vigtigt sted at satse. Og hvis vi skulle have et yng­ re publikum ind, så var det den vej vi skulle gå. Go to Gate var så tænkt et skridt videre end Signas forestilling, hvor vi sagde: Hvad nu hvis vi prøver at konstruere det, som et spil? Sam­ tidig ville jeg gerne fokusere på den her angst-industri, der var opstået efter 9/11, som handler om at gøre os bekymrede for at sælge os tryghed og politiske idealer.”

De interaktive totalforestillinger repræ­ senterer et markant skift væk fra den eksperimenterende kammeropera.

Spørger man i dag Sanne Bjerg hvad musikdramatik er med hendes egne ord, er det derfor også en tredje versi­ on, som ligger langt fra de to tidligere kunstneriske lederes:

45

PLEX

Go to Gate Premiere 30. januar 2008

“For mig er musikteater en kunstart, som er nødt til at være nyskabende hver gang. For i ethvert samarbejde vil der opstå en ny dynamik og et nyt forhold mellem hvilken rolle musikken har og hvilken rolle en eventuel tekst, dans og scenisk fremtræden har. For mig, er det musikdramatik i det øjeblik, der sker ‘noget andet’, end at nogle musikere sidder på en scene og spiller en koncert.”

Et totalinstallation indrettet som et spil om at klare sig bedst muligt gennem de udfordringer som den globaliserede post-9/11 kultur byder os.

46

Utopien lukkes Go to Gate bliver den sidste produkti­ on, Sanne Bjerg når, inden hun forlader teatret i 2008.

Fra programmet: Lige meget hvad, kan vi ikke glemme tårnene og flyene, der fløj ind i dem.

Angsten er blevet hverdag. Vi har indstillet os på sikkerhed og kontrol, og vi accepterer stadig mere omfattende overvågning af offentlige rum.

Men er hele sikkerhedssystemet reelt et teater, der er iscenesat for at indgyde tryghed? Er det forhøjede beredskab gået hen og blevet en mental tilstand af posttraumatisk stress og national panik-­angst, der får os til at acceptere stadig strengere kontrol, forskelsbehandling og indskrænkning af demokratiske rettigheder?

Sanne Bjerg og PLEX får en temmelig trist julegave i december 2007, da de af det daværende Kunstråd får besked om, at teatrets bevilling vil falde fra 7,6 til 4 mio. allerede et halvt år senere, alt­ så fra sommeren 2008. Uden udsigt til at kunne gå i dialog med Kunstrådet, og med en kort frist til at ændre tea­ trets økonomiske grundlag, står Sanne Bjerg overfor to muligheder: At forlade bygningen og blive en selvproducere­ de gruppe, eller at blive en gæstespils­ scene uden egenproduktioner – netop den åbne scene, som især de uafhæn­ gige scenekunstnere i København læn­ ge har snakket om, at der var brug for.

Foto: Gudmund Thai

Komponister: Rune Søchting, Tobias Trier, Ture Larsen, Johanna Maj Thoring, Anne Marqvardsen, Jørgen Teller, Magnus Olsen Majmon, Aida Nadeem, Karsten Fundal.

Instruktion: Lene Juhl Scenograf: Mark Viktov Spil-dramaturg: Sanne Bjerg

“Det måtte ligesom være kunstrådet, der sagde, hvad det var de ville have for pengene: En åben scene eller PLEX som producerende gruppe eller vil I lukke os? – så luk os for helvede!”

“Det var virkelig en trist måde at holde op på, for det var den her følelse af, at

jeg blev overladt til mig selv, og skulle redde noget, der var fuldstændig håb­ løst. Jeg havde været så knyttet til det sted, og det var hårdt og følsomt for mig at forlade det.”

Sanne Bjerg mener ikke, at det er hen­ des valg at tage, og derfor vælger hun at opsige sin stilling og forlade teatret.

En hård beslutning, der også fører til, at hun bliver syg med stress. Men det er bestemt ikke kun udfordringer, der karakteriserer Sanne Bjergs tid på PLEX. Når hun kigger tilbage ser hun et teater, hvor der skete så meget, at hun havde masser af ting på tegnebrættet, da hun gav stafetten videre dengang.

“Det var jo en utopi det her sted, og det var en helt fantastisk periode, hvor det var ekstremt dynamisk og levende og sjovt.”

Mærk dig selv i fremtiden Sanne Bjerg håber, at de små scener og smalle produktioner, som dem PLEX skabte, kan blive ved med at eksistere, og ikke bliver overtaget af markeds­ økonomien.

“Der er brug for de dér nicher og op­ levelser, der gør, at man kan tænke, og se verden på nogle nye måder. Jeg håber, at unge mennesker kan arbej­ de på det, og støtte hinanden I, at det ikke altid behøver at være forestillin­ ger, der får stjerner, som man tager ind og ser. Det kræver ressourcer at se ting, som man ikke allerede har fået at vide er rigtig gode. Så skal man mærke sig selv — og det er svært.”

“Det var jo en utopi, det her sted, og det var en helt fantstisk periode, hvor det var ekstremt dynamisk og levende og sjovt.”

Sanne Bjerg

47

PLEX

Perspektiv II

Kom nærmere, kom nærmere publikum!

New Public Management er da død

48

At skifte kammermusikkens høj­ borg ud med en helt ny præmis for, hvad et teater, dets publikum og musikdramatik er kan aldrig være en nem opgave. Ikke desto mindre var det den, Sanne Bjerg tog på sig, da hun omdøbte Den Anden Opera til PLEX i 2005. På trods af sin konfliktfyldte afgang endte hun inden da med at få rystet godt og grundigt op i det gamle hus, og præsenterede scenekunst, der gav genklang i en tid med finans- og tillidskrise og nye publikums- og scene­ positioner.

New public management er da død

Sanne Bjerg åbner PLEX.

Da Sanne Bjerg tiltræder som chef i 2005, er det med det sigte at ændre radikalt på ikke kun de­ finitionen af den musikdramatik, der bliver produceret, men også måden, man som hus gør det på.

Efter i en årrække at have været vidne til en klassisk top-down model på Den Anden Opera, hvor komponisten syntes at have det sidste ord, er tiden inde til at matche det omkringliggende samfund.

Hun skæver til 1970-80’ernes devi­ sing-teater med dets flade, ufor­ udsigelige strukturer og plads til at fejle. Hun stiller sig dermed også i kontrast til en kultur- og særligt en operabranche, der hovedsageligt regeres af hvide, aldrende mænd med klassiske institutionsuddannelser og et samfund, der er groet fast i New Public Management.

Lyt til publikum – det kan betale sig I 1990’erne vil vi have effektive arbejdsgange, nedskæringer og kontrol med medarbejderne i det offentlige. Men ved indgangen til det nye årtusinde begynder man nogle steder at arbejde efter et ideal om mindre kontrol, tillids­ baseret ledelse og dialog med borgerne. Og med lederskiftet er PLEX også klar til at tro på, at kunst ikke kan forventes at have en målbar nytteværdi, sådan som konkurrencestaten ellers har lært os, at alt har. Nej, for at få teater, som publikum også synes er pengene værd, må vi til at lytte lidt mere til hinanden tværs over bordet.

Interaktive performere og spolebånds­ optagere i baggrunden på SIGNAs Seven Tales of Misery.

Foto: Erich Goldmann

Finanskrise og ny folkesygdom

Giv os interaktivt site specifik

deres præg på scenekunsten.

Hybridformater og site-specifik forestillinger forsøger at vriste sig fri af genrer. De konkurrerer med den nye digitale virkelighed ved at være i live, intim og inddrage publikum som en del af ople­ velsen. I 00’erne vender teatret sig væk fra 1990’ernes distance­ rende selvironi, og visse steder er tendensen nu, at teatret igen bliver politisk. Ikke didaktisk og belærende som i 1970’erne, men som del af en smeltedigel af cross-over genre og perfor­ mance, der kommenterer på en stadig mere grotesk politisk virkelighed i et legende og kon­ fronterende scenesprog.

Det er langt fra alle sektorer, der lykkes med at få vendt skuden mod et mere tillidsbaseret ledel­ sesgreb. Men tankerne sætter

Vi ser dokudrama som Mungo Parks Sandholm, Kamilla Wargo Breklings triologi Krig, Undskyld!

Som en personificering af sin tid bliver Sanne Bjergs nye tanker om samskabelse og dialog mødt med skepsis af mange omkring hende. Og så kommer finanskri­ sen tilmed og puster hende i nak­ ken, så hun i 2008 vælger at gå af. En presset økonomi og en ny folkesygdom, der hedder stress, har nu sneget sig ind på ildsjæle­ nes teater. 2005-2008 er en meget produktiv og sammensat periode for dansk teaterliv, hvilket også er tydeligt i PLEX’ repertoire.

49

En smeltedigel af cross-over genre og performance

PLEX

50

Overfor hybriderne og det politiske står de teatre, der dyrker neorealismen

og Pis (2004-2007) og Betty Nansen teatrets egen nye scene­ kunstskole for nye stemmer og virkelighedsteater, C:NTACT. Vi ser Das Beckwerks ekstreme bud på, hvordan man gør sig selv og sin død og genopstandelse til et kunstværk, og hos SIGNA er pub­ likum levende deltagere i grote­ ske og udfoldede megainstalla­ tioner. Et kompagni som Fix&Foxy lader en prostitueret og ikke en skuespiller agere hovedrollen i Pretty Woman (2008) og Camp X laver samtidsteater, der insiste­ rer på at debattere kapitalisme (Shopping, 2008, Hush, 2009).

Samtidig hitter sansemættede labyrintture hos Cantabile 2 i Vordingborg og spanske Teatro de los Sentidos, som Republique får til Danmark.

Neorealisme og shows Teater i 00’erne stikker i mange retninger, og overfor hybriderne og det politiske står de teatre,

PLEX åbner også butikslokalerne op mod publikum, så publikum kan træde nærmere.

der vender fokus indad og dyrker neorealismen, som for eksempel Hjem kære hjem (2007) på Tea­ ter GROB. Og så har vi de evige klassikere, overflødighedshor­ nene og de både mere poetiske ny-cirkusforestillinger og de helt disneyficerede. Teater må nemlig også meget gerne være show, for så er det lidt nemmere at glem­ me den grumme verden udenfor.

Og den er grum.

…but you can never leave I krisetider må man tænke kreativt, og de site-specifikke forestillingsproducenter (SIGNA, Cantabile 2, Holland House m.fl.) er både et udtryk for, at man er presset på huslejen, men også, at man gerne vil se hvert projekt opstå på sine præmisser i de rette rammer, med det rette cast og den rette organisations­model.

Præcis ligesom Sanne Bjerg drømte om at revolutionere med PLEX indenfor i huset på Kronprin­ sensgade.

Det markerer hun med ikke kun et nyt navn, logo og farve, men også ved at åbne med en performance, som netop viser, hvad scenekunst kan, når det ser publikum som deltagende kroppe med et eget ansvar. Her perciperes kunst gennem hele sanse­apparatet. I en tid, hvor autoriteter er ved at smuldre, lader de interaktive installations­ performances det pludselig være op til dig og mig selv at vælge, hvor kunsten skal opleves fra.

Seven Tales of Misery (2006) slog dørene op for et dansk publi­ kum til teater, mange ikke havde oplevet før og markerede det nye magtfulde forhold mellem kunst­ ner og spectator; en rolle og en relation, der blev diskuteret hef­ tigt i forhold til etiske og kunstne­ riske grænser. En diskussion der slet ikke er færdig, og som alle er inviteret til at deltage i.

Sanne Bjergs egen forestilling Go to Gate (2008) blev punktum­ met for hendes tid som teatrets leder, men vi fik her en ambi­ tiøs totalteaterforestilling, hvor lufthavnspersonalet ikke blev spillet af professionelle skuespil­ lere, men castet fra den virke­ lige verden. Det giver ikke kun nogle nye dynamikker i forhold til publikum og scenerum, men stiller også nogle andre krav til

teatrets organisation og ledel­ se end tidligere. Krav om dialog og flade strukturer, som Sanne Bjerg insisterede på, Endnu en ufærdig diskussion, vi heller ikke kan tage bag lukkede døre. Ved at præsentere SIGNA for et bredt publikum og pege på nye organi­ sationsmodeller står Sanne Bjerg som en pioner på sit område.

Og så 10.000 kr.-spørgsmålet: var Seven Tales of Misery og Go to Gate mon så — også — musikdramatik?

Historien om en first mover Historien om PLEX er historien om en idealistisk kvinde, der banede vejen for et helt nyt internatio­ nalt scenesprog på et tidspunkt, hvor det gamle hus var groet fast i sine egne sandheder om leder­ skab og kunstens positioner. Det er også den hårdtslående klassi­ ker om, at al nytænkning kræver gode overtalelsesevner, og får knubs på sin vej frem. Alle har en mening om Sanne Bjergs ledel­ sesperiode. Det er first movers privilegie. Ingen går ‘menings­ løse’ væk.

Sanne Bjergs leg med det tvær­ kunstneriske og interaktive baner vejen for kunstnerisk mangfoldighed og publikums­ udvikling. En vej, som fører helt ud af teatret i den næste og lige så storm­ombruste periode.

Foto: Sanne Bjerg

Og så 10.000 kr.spørgsmålet: var Seven Tales of Misery og Go to Gate mon så — også — musik­ dramatik?

51

Om forestillingerne

“Jeg vender nogle gange tilbage til mine anmeldelser fra Den Anden Opera, fordi det var vigtige værker i perioden.”

Gregers DirckinckHolmfeld

Vi var begejstrede for, at Mogens og hans kammerater lavede det sted, og vi kom der med stor fornøjelse, fordi der blev vist en række nye operaer, som ikke ville have haft andre opførelses­ muligheder. Jeg vender nogle gange tilbage til mine anmeldelser fra Den Anden Opera, fordi det var vigtige værker i perioden. Der var en fin stemning på stedet, man mødte musikere og komponister og kolleger i den lille café der var der – selvfølgelig i høj grad klanen af specielt interesserede. Mange fra konservatoriet og universitetet.

Gregers Dirckinck-Holmfeld, anmelder GregersDH.dk

52

“Københavns Musikteater er et teater med plads. Med plads til det mindre og skæve, med plads til mennesker med budskaber og holdninger — hvad enten de er letfordøjelige, undersøgende, kontroversielle eller slet ikke kan sættes i bås.”

Katrine Tøt, publikum

Jeg havde ret høje forventninger til forestillingen Villa Requiem, og de blev i den grad indfriet. Jeg oplevede måske også noget jeg ikke havde forventet. Wauw! hvor var det nice! Måske så jeg den også to gange.

Freia Cecilie Krog, publikum

Personligt har jeg bevidst opsøgt teatret i Kronprinsensgade — både Den Anden Opera, PLEX og Københavns Musikteater— fordi jeg har sat pris på den vovelyst og den fordomsfrihed, som man har kunnet mærke på repertoiret og på relationen til publikum.

Jeg synes, at teaterforestillingerne flot har udnyttet, at teaterrummet befandt sig inde i et gammelt, slidt hus, hvis træpaneler åndede af stemning og levet liv. Rummet har været med til at åbne sanserne. Her handlede det ikke om formfuldendthed eller blær, her handlede det om nogle ofte meget inderlige udtryk.

Teatret har bygget repertoiret op omkring forestillinger, som

Jeg har set rigtig mange forestillinger på Københavns Musikteater, da de holdt til i Kronprinsensgade, måske 2-3 stykker i løbet af en sæson. Det jeg synes var spændende var, at det var et teater, der var med til at udvide hvad Musikteater kan være ved at gå egne deres veje. Ofte har det været meget generebestemt på de andre teatre, enten er det opera eller musical, men Københavns Musikteater var gode til at blande og inddrage andre genre.

Michael Søby, anmelder CPH Culture

er blevet til takket være teatergrupper og dansegrupper, der sammen med deres musikere virkelig har brændt for deres forestillinger. Det har både været sådan i forestillingerne for voksne og i forestillingerne for børn og unge. Man har kunnet mærke en stærk nødvendighed i deres udtryk. Altid med musikken som det bærende.

“Her handlede det ikke om formfuldendthed eller blær, her handlede det om nogle ofte meget inderlige udtryk”

Anne Midelboe Christensen, anmelder Information, medlem af Reumertjuryen

Anne Midelboe Christensen

53

“Det jeg synes var spændende var, at det var et teater, der var med til at udvide hvad Musikteater kan være ved at gå egne deres veje.”

Michael Søby

Københavns Musikteater

KMT 2008-2018

Det spiller ude i virkeligheden

Københavns Musikteater / KMT

Allan Klie –– Kunstnerisk leder 2008-2017 –– Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1991 –– Har medvirket i musicals bl.a. på Det Ny Teater, Folketeatret og Det Kongelige Teater –– Har spillet på de fleste store og små scener i DK. Bl.a som Hamlet i Aalborg Teaters Reumert-opsætning –– Kulturkoordinator og producent ved KBH+ under Askovfonden fra 2018 –– Født 1965

I 2007 får sangeren og skuespilleren Allan Klie en idé til en forestilling og søger sammen med PLEX Musikteater projektmidler til Villa Requiem. De får ikke blot pengene, Allan Klie ender sammen med sin ven, koreografen Mikala Bjarnov Lage med at score posten som kunstneriske ledere. De næste godt 10 år gennemgår teatret måske sit allermest radikale profilskift: Teatret flytter ud af indre by og skifter navn til forkortelsen af Københavns Musikteater, KMT.

Interview med Allan Klie, kunstnerisk leder 2008-2017 og Mikala Bjarnov Lage, kunstnerisk leder 2008-2011

Københavns Musikteater/KMT drives af passion for lige dele musikteater, mangfoldighed og mastodontkam­ pen for at kalde det, som foregår på musikteatres slidte brædder, for kunst.

Simpelthen.

Ikke bange for mainstream “Mikala og jeg sad ved bestyrelsens forhandlingsbord, og havde to sider med, hvor forsiderne var vendt nedad; Det ene papir var vores profil, og det andet var vores ansøgning og reper­ toire for de næste to år. Og så sagde vi: Hvis I kan lide det ene, må I se det andet.”

Sådan beskriver Allan Klie dét, der var kulminationen på, hvad han selv kalder, ‘verdens længste jobsamtale’. Sanne Bjerg var gået af fordi bevillingen var blevet halveret, men midt i alt det mør­ ke, var der alligevel én forestilling som stod frem: Villa Reqiuem havde fanget Kunstrådets smag. Derfor beder besty­ relsen Allan Klie og Mikala Bjarnov Lage om at komme med et oplæg til hvordan en alternativ sæsonplan kunne se ud.

“Vi ville have gang i huset, også for at folk skulle vide, at det var der, og så vi ikke havde tomme lokaler.

Det skulle være som en Køben­ havner­­lejlighed, hvor man bare kunne komme ind!”

Allan Klie

57

Københavns Musikteater / KMT

58

“Hvis nogen kom med en god idé, så kunne vores hjerter altså næsten ikke have, at de mennesker ikke skulle få lov. Vi prøvede at få alle ind, og nogle gange fik vi også en omgang lussinger, fordi alle folk var kørt ned.

Men det blev vi bedre til.”

Mikala Bjarnov Lage

Publikums mangfoldighed er central “Vi fremlægger en profil for bestyrel­ sen, som viser et mangfoldigt musik­ teater. På det tidspunkt er det opera som anses for ‘den rigtige musik­ dramatik’, men samtidig boomer musicals, teater­­koncerter, nycirkus­ forestillinger og alt muligt forskelligt.

Så vi ville gerne have et hus, som kun­ ne byde ind med, hvad musikdramatik kunne være – en bred forståelse af det,” fortæller Allan Klie.

Allan Klie og Mikala Bjarnov Lage over­ tager huset i sommeren 2008, hvor de præsenterer en del gæstespil, samt forestillingen, der satte det hele i gang.

En forestilling med musik af Kenneth Thordal, Bebe Risenfors og Bent Clausen baseret på tekster af Peer Hultbergs gennembrudsroman Reqiuem. Det bliver også en sæson, der byder på meget forskelligt fra koncerter, musikteater og gæstespil. Og beder man Allan Klie om at sige, hvad musikteater er, bliver hans definition meget bred:

Mikala Bjarnov Lage –– Kunstnerisk leder 2008-2011 –– Arbejdet som koreograf og instruktør siden 1981 –– Reumertnomineret som bedste instruktør for Kiss me Kate på Aalborg Teater 2003 –– Kunstnerisk administrativ leder af Micado danse Ensemble, 1989-98 –– Bl.a. koreograf på Reumertvindende forestillinger såsom Chitezen og Lulu –– Født 1962

Med en halveret bevilling, men med et stort ønske om at have et levende og fuldt hus, beslutter makkerparret sig for kun at producere 1-2 projekter om året, og ellers have små projekter med korte prøveperioder inde i huset. Allan Klie fortæller: “Vi ville have gang i huset, også for at folk skulle vide, at det var der, og så vi ikke havde tomme lokaler, Det skulle være som en Københavnerlejlighed, hvor man bare kunne komme ind!”

“For mig er musikteater, når der er en ligevægt mellem musik, tekst og isce­ nesættelse,” mener Allan Klie.

Den indstilling fører til en masse forskellige projekter som Torsdags­ koncerter, Spotting og gæstespil på den nyopfundne vækstlagsscene SideScenen. På SideScenen kan man se forestillinger af egenproducerende kunstnere. Kunstnere som Christian Gade Bjerrum, Tora Balslev og Anna Andrea Malzer – som i sæson 2018/19 er kunstnerisk leder på Momentum. Flere forestillinger på SideScenen, så som Romeo og Julie Komplekset og Livs Biografi sætter skub i de nye kunstne­ res karrierer dengang på Københavns Musikteater i Kronprinsensgade.

“Vi var nok lidt mere mainstream end PLEX havde været,” tilføjer Mikala Bjar­ nov Lage, “Det var vi ikke bange for at tage ind.”

“Vi ved af erfaring, hvor svært det er at komme ud som færdig­uddannet.

Hvordan får man overhovedet et ben indenfor? Vi ville gerne hjælpe

59 Foto: Sven Berggren

de nyuddannede til at få et netværk, fortæller Mikala Bjarnov Lage og Allan Klie tilføjer: Vi ville gerne gøre en forskel for andre kunstnere, og hjælpe dem med at komme videre. Og så var det en måde at sikre mangfoldigheden på – den kunstneriske mangfoldighed.”

På den måde er Mikala Bjarnov Lage og Allan Klie med til at give et mange unge talenter et skub i den rigtige retning, og finder samtidig en model, der holder huset i gang med det lille budget, der er til at lave egenproduktioner.

“Hvis nogen kom med en god idé, så kunne vores hjerter altså næsten ikke have, at de mennesker ikke skulle få lov. Vi prøvede at få alle ind, og nogle gange fik vi også en omgang lussin­ ger, fordi alle folk var kørt ned. Men det blev vi bedre til,” fortæller Mikala Bjarnov Lage. Allan Klie tilføjer: Hvis der ikke var råd til det, kunne jeg godt finde på at lægge min egen løn i det.

Men gæstespillende fungerede også som inspiration for os som skabende og udøvende kunstnere, og de gav os en masse energi.”

Københavns Musikteater / KMT

Jeg er Drømmenes Labyrint Premiere 19. september 2011

Publikums mangfoldighed er central I huset på Kronprinsensgade advo­ kerer Allan Klie for kunstnerisk mang­ foldighed og en bred tilgang til hvad der kan være musikdramatik. Men det ændrer sig med en særlig forestilling.

Da bliver det publikums mangfoldighe­ den, der bliver central.

En musikdramatisk forestilling, med musikere, dansere og skuespillere fra Danmark, Sverige og Mellemøsten.

60

En historie om kærlighed, terror, frygt, om at være flygtning og om kulturel identitet.

Gennem tilbageblik fortælles historien af en ældre mand, som lever i eksil i Paris.

“Da vi lavede Jeg er Drømmenes Labyrint og I København har jeg hjemme, blev det tydeligt for mig, at vi manglede den anden mangfol­ dighed, den blandt publikum,” siger Allan Klie.

Forestillingen Jeg er Drømmenes Labyrint er et interregionalt projekt skabt sammen med unge fra begge sider af Øresund. Forestillingen er baseret på bogen af samme navn, skrevet af forfatteren Atiq Rahimi.

Bogen handler om terror, flugt, under­ trykkelse og kærlighed.

Foto: Sven Berggren

Manuskript: Jesper B. Karlsen Komponist: Bebe Risenfors Scenograf: Marie Í Dali Koreograf: Signe Fabricius Instruktør: Mikala Bjarnov Lage Instruktørassistent: Wagma Khattak Co-produceret med: Malmö Stadsteater

Medvirkende: Morten Lützhøft, Jacob August Ottesten, Lila Nobel Mehabil, Suad Demirovic, Marvin Spahi Wilkins, Masoud Mohammadi, Ronni Morgenstjerne, Bebe Risenfors, Henriette Groth Stunt: Anne Rasmussen Medvirkende (Malmø): Håkan Paaske, Kardo Razzazi, Nardin Al Khalidi, Max Ivarsson Spillet på dansk, svensk og kurdisk

“Da vi lavede Jeg er Drømmens Labyrint og I København har jeg hjemme, blev det tydeligt for mig, at vi manglede den anden mangfoldighed, den blandt publikum”

“Den læring jeg fik fra Drømmenes Labyrint var, at en af de unge spurg­ te mig, hvorfor han skulle gå i teatret.

Da jeg forsøgte at forklare ham, hvor fantastisk teater er, sagde han: det er ikke det, jeg snakker om. Hvorfor skal jeg gå i teatret, hvis de alligevel lader som om, at jeg ikke er der? Min ople­ velse var, at han ikke følte sig set og hørt i det, der blev spillet. Der startede for mig en lang bevægelse, der ender med, at vi flytter til Ragnhildgade. Vi brugte rigtig mange kræfter på at få et ungt publikum ind på Kronprinsens­ gade, men hvad nu hvis vi flyttede kun­ sten ud til de unge i stedet?”

Allan Klie fortsætter med at række ud til de unge og til lokalmiljøet med bl.a. projektet I København har jeg hjemme, Her rejser 6 campingvogne, med pro­ fessionelle kunstnere, ud i de lokalom­ råder i København, hvor koncentratio­ nen af kulturbrugere er lav. De vil skabe kunst i tæt kontakt med borgerne.

Kunstnerne er alle egenproducerende grupper, som er placeret i områder, de har en relation til.

“Jeg kunne jo se, at vi havde en fuldstændig skævvridning i forhold til det publikum, der kom på teatret. Der var der ikke mangfoldighed.”

Vi er der, hvor publikum er Sideløbende med at teatret i højere grad fokuserer på outreach-projek­ ter, får de besked fra Musikdramatisk Udvalg om, at fordelingen af midler skal gentænkes. Den høje husleje i Kronprinsensgade trækker for man­ ge midler ud af produktionskassen, og derfor beder udvalget teatret om at finde en ny løsning. Allan Klie, der nu sidder som den eneste kunstneri­ ske leder på Københavns Musiktea­ ter foreslår, at rykke ud i det kreative område i Ragnhildgade i Nordvest – også for at spare penge på husleje.

De ca 2. mio. der årligt går til mursten i lokalerne i Kronprinsensgade, kan bruges til flere egenproduktioner og outreach-projekter. Derude kan teatret videreføre 2020 visionen med endnu flere outreach-projekter og netværks­ aktiviteter og stadig arbejde med den musikdramatiske form.

“Hvem vurderer hvad der er kunst? Hvem har patent på, hvad der er værdien af kunst?”

Allan Klie

61

Københavns Musikteater / KMT

62

“Vi har fået en fantastisk læring på Køben­­havns Musikteater.

Her bliver det ved med at være kunst, det bliver bare med KBH+ og Askovfonden som arrangør.”

Allan Klie

Københavns Musikteater rykker ud i Ragnhildgade i 2016, hvor den kreative oase for unge på hjørnet mellem ydre Nørrebro og Østerbro ligger. Her lever et mangfoldigt nærmiljø og ungdom­ mens alternative musikmiljø, der er øvelokaler, spillestederne Bolsjefabrik­ ken og Mayhem, Rapolitics foruden billedkunstværksted og meget mere.

Teatret skifter navn til forkortelsen for Københavns MusikTeater, KMT, og ind­ leder et samarbejde med den sociale NGO, Askovfondens KHB+. De bor en etage over teatrets scene, og arbejder for at skabe platforme for, at unge selv kan forme fællesskaber gennem musik, kreativitet, visuel kunst, teater og be­ vægelse. Her, mener Allan Klie, er det mere oplagt at lave publikumsudvik­ ling og outreach-projekter.

Kunst, der gør en forskel Med rykket til miljøet omkring Ragn­ hildgade falder bevillingen fra Musik­ dramatisk Udvalg dog også fra 4 til 1,75 mio. En beskæring, der stort set svarer til det, KMT villet have sparet på hus­ lejeudgifter ved at flytte væk fra det dyre hus i Kronprinsensgade. Allan Klie opdager samtidig at outreach-projek­ terne, er sværere at sælge som scene­ kunst. Han bliver mødt med modstand fra Kunstfonden og KMT’s bestyrelse.

Kunne de outreach projekter han satte i gang karakteriseres som kunst og som musikteater? Eller var det noget helt andet?

“Det er et stort problem, det her skel.

Hvem vurderer hvad der er kunst? Hvem har patent på, hvad der er værdien af kunst? Det har jeg diskuteret ofte med Musikdramatisk Udvalg. Jeg har flere gange fået af vide af udvalget, at det jeg laver ikke er kunst, men det mener jeg jo, det er,” siger Allan Klie.

For Allan Klie betyder det dog mere, at det han laver, gør en forskel for nogle andre mennesker, og det kan kunsten være et godt middel til. I sit samarbej­ de med Askovfonden og KBH+ mener han, at han kan se, at han gør en forskel. De mennesker som er med til at skabe forestillinger, bliver ikke bare overladt til sig selv, når forestillinger­ ne er forbi. I huset i Nordvest er der et sted, de kan komme bagefter. Derfor søger Allan Klie ansættelse som kultur­ producent i KBH+.

“Da jeg var til ansættelsessamtale i Askovfonden som kulturproducent for KBH+ sagde den administrerende direktør, Helle Øbo, til mig, at hvis jeg blev ansat hos dem, så ville de aldrig spørge mig, om det jeg lavede var kunst. Hvis det gør noget for andre, så er det godt nok. Der kan jeg se, jeg gør en forskel.”

I de to år KMT når at bo i området omkring Ragnhildgade bliver der skabt forestillinger, som i højere grad arbej­ der med unge, samskabelse og mang­

Foto: Sven Berggren

63

En af de 6 campingvogne fra I Købehavn har jeg hjemme, hvor kunstnerne lyttede til borgernes fortællinger og skabte kunst af og for dem.

foldighed. For eksempel Paranoid Android med sange af Jomi Massage, der er bygget på oplevelser af børn af indsatte. Teatret viderefører visio­ nerne om mere fokus på outreach og netværksaktiviteter, men stadig med en musikdramatisk form. Bestyrelsen sendte en helt ny driftsbevilling ind til Kunstfondens scenekunstudvalg, men fik afslag. Og uden Kunstfondens driftsmidler i lommerne, til at rejse projekt­midler andre steder, valgte bestyrelsen at lukke teatret.

Men den scene, hvor Allan Klie i dag sidder som kulturproducent, forsvinder dog ikke, mener han.

“Man kan godt sagtens sige, at det fortsætter i min ånd. Vi har fået en fantastisk læring på Københavns Musikteater. Det var været en slags legeplads, men det har ikke været uden kampe. Her bliver det ved med at være kunst, det bliver bare med KBH+ og Askovfonden som arrangør.”

Københavns Musikteater / KMT

Udvalgte forestillinger:

I København har jeg hjemme Premiere: 12. august 2013 Scenekunstnere i campingvogne i forskellige Københavnske bydele omdanner beboeres fortællinger og præsenterer dem lokalt.

Samarbejdspartnere: Asterions Hus, Dansk Dansk, Global Stories, ZeBU, GLiMT, Storm P. Museet, Riddersalen, Bibliotekerne på Frederiks­ berg og mange flere

Paranoid Android – Fængselssange Premiere: 15. september 2017

Foto: Sven Berggren

En teatermusikalsk forestilling af professionelle kunstnere. Baseret på en publikumsudviklingsproces med tre unge, der har været børn af indsatte forældre.

Foto: Oskar Rumle

Instruktør: Pelle Hanæus Komponist: Signe Høirup WilleJørgensen (Jomi Massage)

Villa Requiem Premiere: 14. februar 2009 En borgerlig dødsmesse, hvor det beboerne i Villa Requiem siger, ikke er det de tænker. Og hvor rummet ikke er det, det giver sig ud for.

Foto: Palle Steen Christensen

Instruktion og montage: Anders Lundorph Musik og sangtekster: Bebe Risenfors, Bent Clausen og Kenneth Thordal

Om eksperimenter og kulturpolitik

“Jeg synes ikke, der nødvendigvis mangler et fysisk sted, men jeg synes, at der mangler at blive lavet noget.

Jeg synes mange af de ting, jeg ser, er meget ‘low budget’.

Hvert kompagni starter ‘from scratch’ og skal selv banke noget op.”

Peter Bruun

Jeg synes ikke, der nødvendigvis mangler et fysisk sted, men jeg synes, at der mangler at blive lavet noget. Jeg synes mange af de ting, jeg ser, er meget ‘low budget’. Hvert kompagni starter ‘from scratch’ og skal selv banke noget op.

Der findes ikke en institution, der hjælper dem med det. Der er Undergrunden, Den Nye Opera i Esbjerg og Den Jyske Opera – de institutioner er gode til indimel­ lem at samle kræfter og økonomi og skaber nye forestillinger med ny musik. Figura som jeg selv er med i, laver meget eksperimente­ rende musikteater og ny musik­ dramatik. Men det er godt nok hårdt at banke op. Der mangler helt klart en institution for ny eksperimenterende opera, der kan hjælpe de andre operakom­ pagnier med at sætte operaer op. Det behøver måske ikke være et fysisk sted.

Peter Bruun, komponist medlem af Figura Ensemble, Bestyrelsesmedlem ved Den Anden Opera / PLEX fra 2003-2009

Det var et helt fantastisk sted med en meget attraktiv belig­ genhed. Jeg vil tro, at Den Anden Opera havde eksisteret den dag i dag og haft fat i et stort publi­ kum, hvis ikke den havde skiftet navn dengang. Vi havde det vildeste navn og fik meget ros for det, også fra udlandet. Publikum havde fået større mulighed for at forstå, hvad teatret var, hvis vi havde beholdt navnet.

Marianne Klint, Administrativ leder, Den Anden Opera, 1994-2005

“Det skulle jo være et sted for eksperimenterede musikdramatik.

Vi havde det vildeste navn og fik meget ros for det, også fra udlandet. Publikum havde fået større mulighed for at forstå, hvad teatret var, hvis vi havde beholdt navnet: Den Anden Opera.”

Marianne Klint

Vores anke, over at Den Anden Opera blev etableret, var for det første, at der blev brugt midler fra kunststøtteordningen til at skabe nogle faste rammer, som i sagens natur har nogle begrænsninger, og at de midler så ikke blev brugt på produktion. Og det andet var, at så snart man institutionalise­ rer sig, får man også en ledelse, og for os blev det bare en skran­ ke mere, vi skulle godkendes af.

Kulturpolitisk var jeg imod det.

Jeg synes, det blev lidt en lukket fest, fordi det var denne her kreds af komponister. Man kommer jo unægteligt i en form for kura­ tering i hænderne på den, der sidder for enden af bordet.

Det der med at definere sig som ‘den anden opera’ i modsætning til ‘den store opera’, det så jeg heller ikke nogen pointe i. Så har man ghettoficeret sig, før man overhovedet er kommet i gang.

Jacob F. Schokking, leder af Holland House og instruktør på SoapOpera

“Kulturpolitisk var jeg imod det. Jeg synes det blev lidt en lukket fest, fordi det var denne her kreds af komponister.

Man kommer jo unægteligt i en form for kuratering i hænderne på den, der sidder for enden af bordet.”

Jacob F. Schokking

Det, at der er et sted at gå hen, gør jo at der bliver en forankring for nogle af de typer musik­teatre, der havde det rigtig svært, og faktisk stadig har det. Det har det blandt andet været, fordi de var meget smalle, og det at have et sted for det hele, var nok en fordel for genren. Det andet er, at der blev tilknyttet nogle folk, som havde nogle ideer, som gav nogle performanceorienterede forestillinger en særlig vægt.

Det er skægt med meget eks­ perimenterende musikteater, at de på en gang tænker meget gammeldags og genreoriente­ ret, og det betød også, at bare det at man kaldte sig Den Anden Opera, så havde man allerede bundet sig til en genre – men hvis man siger, på Københavns Musik­ teater har man musik og teater i en eller anden aftapning, nogle gange er det musik, nogle gange er det tekst og nogle gange er det visuelt, så synes jeg det gav bedre mening end det andet.

Michael Eigtved, lektor ved Teater- og Performancestudier

68

69

Københavns Musikteater / KMT

Perspektiv III

Vi skal nå ud for at nå ind

Scenekunsten tager dét sociale ansvar på sig, som de ikke synes at politikerne magter

70

Foto: Oskar Rumle

Vi er nået til 2018, og Allan Klie er rykket helt tæt på sit publikum – præcis som han drømte om dengang, han og hans direktør­ kollega, koreografen Mikala Bjarnov Lage, erstattede Sanne Bjergs grønne brand. De har en dosis af anarkisme og en vision om mangfoldighed med sig.

2008, hvor makkerparret over­ tager direktørstolene, er en tid, hvor Scenekunsten tager dét sociale ansvar på sig,som de ikke synes at politikerne magter. Det er der, hvor et arabisk forår ulmer,

og FOMO konkurrerer med en hel generations nærvær.

En forblæst asfaltplads omgivet af graffiti viser vej til sidste stop­ pested for Københavns Musik­ teater i Emblasgade. Året er 2017, og det er her Allan Klie beslutter sig for ikke længere at kalde sig teaterleder for KMT. Han skifter visitkortet ud med titlen kultur­ koordinator for Askovfondens socialkulturelle projekt KBH+. Her kan han få lov til at skabe kunst og kultur for og med udsatte børn og unge.

KMT åbner deres nye scene på Ragnhild­gade hvor gården er fyldt med DIYprojekter og graftti.

Verden er en scene Allan Klies valg spejler sig i den tid, han er en del af: I det nye år­ tusinde har vi vænnet os så me­ get til tanken om at være en del af en global og medieret verden, at der skal meget til, før vi løfter blikket fra vores smart­phones.

Vi får en socialdemokratisk og kvindelig statsminister i 2011, men det er ikke længere særlig cool at være solidarisk eller tale kunstens sag, og i stedet tager politikere patent på kulturen som en del af en symbolpolitisk dagsorden. Samtidig bliver Mel­ lemøsten sprængt i småstykker og folk flygter over Middelhavet, så asylpolitik og grænsebomme løber naturligt med mest spalte­ plads. Ikke teaterpremierer, og slet ikke nytænkende scenekunst.

Vi lærer at oversætte, når vores politikere dagdrømmer om effek­ tiviseringer, borgerinvolvering og tillidsdagsorden, for reelt tvinges vi til besparelser, elite-bashing og bureaukratisk selvkontrol.

Politikerleden vokser, vi mister tillid til velfærdsinstitutionerne og alternative folkebevægelser vok­ ser frem her og i udlandet. Nogle baner vejen for en buldrende

nationalisme, mens andre udråbes til cirkusartister i den politiske manege.

Kunstens svar på den udvikling er at påtage sig et socialt og politisk ansvar. Hvis man ikke reagerer med handlings­ lammelse og politikerlede, som rigtig mange gør. Allan Klie og en masse andre kunstnere reagerer ved at tage tyren ved hornene.

Det må han og kunstnere fra alle brancher høre for, når særligt politikere tager patent på diskussionen, om kunstnere kan tillade sig at have en officiel politisk holdning og bruge deres kunst politisk. Det er bestemt ikke første gang i teaterhistorien den kamp kører. Men midlerne til at bekæmpe den kunstnerisk er anderledes.

Samskabelse i en campingvogn Med samskabelses-projekter, stadig med undertitlen musik­ teater, som Jeg er Drømmenes Labyrint (2011), I København har jeg hjemme (2014) og Paranoid Android (2017) taler Københavns Musikteater/KMT direkte ind i et behov i tiden. Nu fortælles

Foto: Sven Berggren

Asylpolitik og grænsebomme løber naturligt med mest spalteplads.

Ikke kunst, og slet ikke nytænkende teaterpremierer

71

Københavns Musikteater / KMT

Nu fortælles historier om, hvor vi kommer fra, og hvad vi kan sammen lige her og nu

historier om, hvor vi kommer fra, og hvad vi kan sammen lige her og nu, når verden udenom os og inde i vores smartphones falder sammen om ørerne på os. I København har jeg hjemme inviterede almindelige borgere ind i intime mobile folkescener i form af campingvogne, hvor Københavns uhørte stemmer blev levende og en del af en fælles fortælling, på stemmernes præmisser og med kunsten som redskab.

Virkelighedsteater, virkelig?

Det såkaldte virkelighedstea­ ter er blevet vendt og drejet for at give det en fod at stå på i den etablerede konventionelle scenekunstverden. Her vakler man mellem kasser – både begrebskasser og økonomiske – er det amatørteater eller terapi

72

Fra forestillingen På lånt tid.

Foto: Sven Berggren

pakket ind i kunst eller et socialt greb for de professionelle scen­ er? Men uanset greb og genre er teatrets råstof levende menne­ sker, så det retoriske spørgsmål: “Hvorfor ikke lade deres historier komme frem?” stilles igen og igen for at spejle den virkelighed, vi lever i. Den, vi lever i, med dem, vi skaber kunst for og med. Selvom de medvirkende bliver lovet en mulighed for at vokse og blive klogere på sig selv i processen, er det svært for virkelighedsteatret at opnå den anerkendelse, der får andre mennesker til også at betale en billetpris for at være en del af revolutionen. Lad os dvæle lidt ved visionerne.

40 år med teater udenfor Trevor Davis startede med Festival of Fools i 1978 og kørte til 2004, da Den Anden Opera var en sejlivet

73 Foto: Sven Berggren

realitet. Han, Katrien Verwielt og H.C. Gimbel fortsatte med Images of…festivalerne som bliver afløst af KITs Metropolis festival. Køben­ havns og hovedstadsområdet og senere også resten af landet er med andre ord blevet fyldt med interaktiv publikumsinvolverende kunst i 40 år i 2018. Festivalerne har været med til at demokra­ tisere kunsten ved at lade den fylde ikke kun etablerede teaterog museumssale op, men få den ud i skjulte dokke, vindblæste sandbunker og forladte maskin­ haller. Også derud, hvor folk lever deres liv i gader og stræder.

Teaterhistorisk går der en lige

linje til kunstnere som Allan Klie og Helle Fuglsang (Less Homeless, 2013, Klæder skaber folk 2015), Henriette Rosenbeck (Welcome to Denmark, 2015), Christian Lollike (I føling, 2015, Roma, 2017, Hospitalet, 2018) og kompagnier som Teater Glad (Flugten 2010, Helte, 2014), Global Stories (Made in India, 2013, I am also Somalia, 2017), Fix&Foxy (Det store ædegilde, 2015 og Lampedusa Cruises 2016), og Teatergrad (Perker Caberet 2015, Hellig Krig, 2016) og både Aal­ borgs og Aarhus Teaters Borger­ scene (Fædre, 2015) samt på Fyn, nogle af Momentums årgange.

De bevæger sig mod human

Københavns uhørte stemmer blev levende og en del af en fælles fortælling

Københavns Musikteater / KMT

her kl. 20-22 og endda blive talt til i et sprog, du ikke forstår, skal have din opmærksomhed. Men ungdomsteater som f.eks. Mungo Parks Opsang (2008), Corona La Balances IRL – In Real Life (2007) og Fix&Foxys Ungdom (2015) tager de unge og deres virkelighed alvorligt. Mens vi venter på FO­ MO-modbølgen, nemlig JOMO (Joy Of Missing Out) bliver der set på relevansbehovet, som især politikerne håber på smitter af på teatrets salgstal.

Foto: Sven Berggren Forestillingsbillede fra Jeg er Drømmenes Labyrint, efter Atiq Rahimi bog om terror, flugt, undertrykkelse og kærlighed.

74

Vil vil gå på jagt efter romaernes gemmesteder, sejle med samme båd som bådflygtninge, se en krigsveteran i øjnene

specifik teater i anden halvdel af 2000’erne. Både kunstnerne og publikum vil helt tæt på ikke kun sig selv, men virkelighed­ ens skæbner, gå på jagt efter romaer­nes gemmesteder, sejle med samme båd som bådflygt­ ninge, se en krigsveteran i øjnene – vi vil konfronteres med vores egen grådighed og afmagt. Vi kan ikke længere lukke øjnene, og selv om det er kompliceret at favne at være glokal mangfol­ dighedsborger, så forsøger vi. Vi forsøger der, hvor vi samtidig får en performativ og sanselig ople­

Kunst og teater kan netop give plads til stemmer, der ikke ellers ville være blevet hørt, og derfor

En klar vision om at dyrke publikums­ udviklingen, derhen hvor teatrets naboer gror

75

De udvalgte kunstnere til talentudviklings­ projektet Spotting.

velse af stor kvalitet. Det gælder særligt, hvis vi er det priviligerede gamle teatervante publikum.

Teatret er de unge naboer Selvom det er teatrets stærk­ este kort, er det også netop nærværet og intimiteten, der er i skarp konkurrence fra de alle­­­ stedsnærværende sociale me­ dier. Før var det ‘bare’ Tv og film.

Nu, med en generation af unge, der lider af FOMO, er det svært at argumentere for, hvorfor en kul­ turinstitution, der kræver, at din analoge krop skal sidde bænket

være en model for netop sam­ skabelse og borgerinvolvering.

Og det er dét, Allan Klie drøm­ mer om på KMT. Det er først med åbne arme overfor vækstlaget og nye legekammerater i Kron­ prinsensgade. Senere i Emblas­ gade/Ragnhildgade i Nordvest.

Begge steder med en klar vision om at dyrke publikumsudviklin­ gen derhen, hvor teatrets naboer gror. Derfor vælger han, ligesom mange andre samtidige teater-, billed og filmkunstnere osv. i hele landet, at ville være der, hvor tingene sker, være der, hvor pub­ likum er.

Foto: Sven Berggren

“Der mangler altid et sted med teater, når et sted lukker ned – og så er det næsten ligegyldigt, hvilken profil det har.”

Om ildsjælene

“Da vi startede SideScenen var vi med, som nogle af de første til at lukke huset op for helt nye, unge scenekunstnere, selvom det sidenhen – heldigvis – er blevet noget stort set alle teatre satser på.”

Christian Gade Bjerrum

Thea Kulavig

SideScenen var en scene for kunstnere med meget på hjerte, men ikke særligt mange penge på lommen. Den var en platform for nye up-coming scenekunstne­ re, der fik sat deres projekter ind i en professionel ramme, hvor de fik sparring til alle aspekter af det scenekunstneriske apparat – fra markedsføring til produktions­ ledelse til kunstnerisk udvikling.

Målet var at skabe en scene, hvor nyuddannede og unge scene­ kunstnere kunne bryde igennem og blive set på en professionel scene.

SideScenen var et væksthus og en platform for netværk. Da vi startede Sidescenen var vi med, som nogle af de første, til at lukke

huset op for helt nye, unge sce­ nekunstnere, selvom det siden­ hen – heldigvis – er blevet noget stort set alle teatre satser på.

Københavns Musikteater som helhed havde stor fokus på udvikling, det skæve, det vilde og det, som ikke lige passede ind andre steder, og det var et vigtigt formål, som der desværre stadig i dag – så mange år efter vi rykkede ud af Kronprinsens­ gade – er stor efterspørgsel på.

Thea Kulavig, kurator på SideScenen – lille udviklingsscene på Københavns Musikteater

Københavns Musikteater var et unikt lille teater i hjertet af København, der på mange måder omfavnede hjertet af København. Der hvor kulturer mødtes på tværs af genrer. Hvor de skæve kunstneriske eksisten­ ser mødte borgerskabet og de dyre pelse på den anden side af gaden på Café Sommersko. Hvor det avantgardistiske mødte det normale og de unge de gamle.

Hvor der var plads til at udfolde sig, udvikle sig og underholde et bredt, varieret publikum.

Det har haft kæmpebetydning for mig, fordi jeg spillede min monolog FAR på Københavns Musikteater til CPH STAGE i 2014, hvilket blev startskuddet på en eventyrlig rejse med FAR, der bl.a. har bragt mig til Island og New York – og nu er jeg ved at lave en film om det hele.

Der mangler altid et sted med teater, når et sted lukker ned – og så er det næsten ligegyldigt, hvilken profil det har.

Christian Gade Bjerrum, skuespiller, dramatiker og instruktør

“Jeg fik lov at spille på SideScenen helt gratis, og det gjorde, at jeg kunne begynde at søge nogle fonde. Det gør noget at man har et sted at spille, så er der pludselig flere, der gerne vil arbejde med en, og det er lettere at få fondsmidler end hvis jeg f.eks. havde spillet på en skole. Senere spillede forestillingen på Katapult og vi kom også ud at turnere lidt. Så KMT gav et skub til den forestilling.”

Tora Balslev

Jeg spillede Mind the Gap på SideScenen. Det er en forestilling, som jeg tænker på som min før­ ste forestilling, selvom det faktisk ikke er det, men det var der, jeg fandt den stil, jeg arbejder med nu. Det var et vendepunkt for mig.

Jeg havde ingen penge til projek­ tet, men så havde jeg hørt godt om Københavns Musikteater og blev opfordret til at snakke med dem, og de var super søde og bød mig virkelig velkommen.

Jeg fik lov at spille på SideSce­ nen helt gratis, og det gjorde, at jeg kunne begynde at søge nogle fonde. Det gør noget, at man har et sted at spille, så er der plud­ selig flere, der gerne vil arbejde med en, og det er lettere at få fondsmidler, end hvis jeg f.eks.

havde spillet på en skole. Senere spillede forestillingen på Kata­ pult, og vi kom også ud at turnere lidt. Så KMT gav et skub til den forestilling.

Jeg ser det som et enormt gene­ røst hus. Der var sådan en tilgang til at ‘I kommer bare’. Der var ikke så mange rammer, og de sørge­ de for at huset virkelig blev brugt – det er en ret vild attitude og et stort overskud at have. Og jeg oplevede at Mikala og Allan vir­ kelig interesserede sig for, hvad der sker i scenekunsten.

Tora Balslev, Iscenesætter og Performer i Mind the Gap, Københavns Musikteater, SideScenen 2015

Hvad er musikdramatik?

Musikdramatik samle­ betegnelse for en række musikalske genrer, som på forskellige måder forener tre elementer: dramatisk tekst (dialog, monolog, regi), musikalsk dramaturgi (recitativer, arier, ensembler, kor, instrumentalsatser) og scenisk handling. (red.) Den Store Danske (Gyldendal)

78

Fremtidens musikdramatik Musikteater, teatermusik…. scenekunstlyd. Hvad er fremtidens musikdramatik? Det er et omdiskuteret begreb, der på den ene side rummer mange genrer, og på den anden side, er der mange der ikke vil bruge begreber om deres værker. Er det Opera? Musical? Spoken Words?

Teaterkoncert? Det hele og så alligevel sin egen genre? Hvad synes du? Vi har samlet nogle udsagn, så du kan danne din egen mening.

“For en scene som Den Anden Opera er musikdramatik lig med hele tiden at redefinere, hvad musikdramatik er.”

Jonas Forssell, leder af Den Anden Opera efter Jesper Lützhøft

“Partituret er gud!”

“For mig er musikteater formidling af tekst ofte sunget og ofte ledsaget musik og nogle gange med scenografi, scenisk aktion og så videre, men ikke nødvendigvis.

Men musikken skal altså være det væsentligst bærende og dramatiske element i forestillingen.

Forestillingens fremdrift må underlægges musikken.”

Jesper Lützhøft, stifter og leder af Den Anden Opera

“Det er på alle måder et belastet ord. Hvis vi går med på præmissen om, at vi lever i en postdramatisk tid, virker det enormt reaktionært at ville fastholde det her dramatikbegreb.”

Michael Eigtved, lektor, institut for kunst- og kulturvidenskab

“Der skal være ligevægt mellem tekst, musik og iscenesættelse.”

“Vi vil gerne lave et hus, hvor man kan byde ind på, hvad musikdramatik er? Alt skal være live opført, det skal være nykomponeret, eller en nyfortolkning af gammel musik.

Det er bare det.”

Allan Klie, leder af Københavns Musikteater, KMT

Mødets kunst er ikke styret af én dagsorden eller metode; det finder sted i et frirum, bygget på ligeværdig dialog imellem kunstnere, der tør bevæge sig ud af vante rammer for at færdes i deres uvidenhed. I dette frirum forstyrres indkodede tankesæt og nye kunstneriske hybrider opstår med retning udaf og fremad. Mødets kunst igangsætter processer, der kun sker den ene gang i netop det møde mellem de kunstnere, som er tilstede. Den kan ikke kopieres, gentages eller sættes på formel.

Den kan kun opstå i mødet.”

Louise Beck, kunstnerisk leder af OPE-N og kommende musikdramatisk facilitator , tidl. medlem af KMT bestyrelse

Det er en kunstart, som er nødt til at være nyskabende hver gang, for i hvert sam­arbejde vil der opstå en ny dynamik og et nyt forhold mellem hvilken rolle musikken har, og hvilken rolle evt. tekst, dans eller scenisk fremtræden har.”

Sanne Bjerg, leder af PLEX

Din mening?

79

Outro Exit Stafet

Hvordan skaber man kunst?

Hvordan skaber man god musik­ dramatisk scene­kunst? Svaret er, at det er der mange forskellige svar på.

Og netop derfor har vi spurgt folkene bag og omkring Den Anden Opera, der blev til PLEX, som ændrede sig til Københavns Musik­teater og endte som KMT.

80

“Det nye (vi kan for nemheds skyld kalde det musikteater) kommer ikke til at ligne eller lyde som noget vi kender i dag.”

Nanna C. Rohweder

Det er fire forskellige musikteatre med hver sin tidsvarende kunst, som ville være et modsvar på det, der allerede var. Derfor kalder det på stor respekt for de mennesker, der havde visionerne og modet til at turde skabe ny kunst.

De visioner og det mod, så mange taler om, og så få reelt har.

Det er åbenlyst, at for at lykkes med at skabe ny kunst kræver det nye mennesker, nye ideer og nye rammer, fysisk og økonomisk. Det siger alle de kunstneriske ledere, der har siddet i direktørstolen, og de bakkes op af de nøglepersoner, der har været omkring dem. De siger det alle sammen, men på hver sin måde ud fra vidt forskellige kunstneriske idealer og prioriteringer.

Det er derfor ligeså åbenlyst, at det kræver opbakning, når ny kunst skal skabes, og at det ikke altid var det, de fik. I stedet er de midt i udviklingen blevet spurgt: Er det her egentlig kunst?

Ret beset var der faktisk ingen, der vid­ ste, hvad der egentlig kom ud af alle bestræbelserne. Der var ingen garan­ tier for, at der blev skabt god ny kunst.

Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når ikke alle var enige om, hvad det var, og ingen vidste, hvad det var end­ nu? Men de gjorde det alligevel. Endda henover to årtier. De eksperimenterede og indimellem begik de fejl og lave­ de ‘noget gedigent lort’, som en af de kunstneriske ledere fortæller med et stolt grin.

Det er præcis derfor, vi har samlet fortællingerne her. Det er i bagklog­ skabens klare lys, at historierne er mest underholdende og også mest rå. Det er uomtvisteligt, at de kastede sig ud i noget, der var større end dem selv, og at de knoklede, så hjerteblodet sprøjtede. De ville ud med det til nogle andre teatergængere end de sæd­ vanlige. Og de kom langt.

En instruktør sagde engang i slut80érne, at teater bliver skabt af de sidste kræf­ ter. Hvis det er rigtigt, må det også være sådan, at når de kræfter er opbrugt, så skal der nye til. Denne bog er et tilbud til de nye kræfter om at kigge sig over skulderen en sidste gang, tage det med sig, de kan bruge, inden blikket bliver retter stift mod fremtiden, og det næste nye skal i gang med at blive skabt.

En ting er helt sikkert: Det nye (vi kan godt for nemheds skyld kalde det ‘musikteater’ lidt endnu) kommer på ingen måde til at ligne eller lyde som noget, vi kender i dag. Mit gæt er, at vi vil se nye typer af samarbejder på kryds og tværs af genrer, kunst­ brancher, og som det helt nye, også på tværs af sektorer. Den levende scenekunst vil være levende digital og analog. Og der vil ikke være sam­ me kontrakt mellem publikum og de mennesker, der står på scenen. Hvis der overhovedet er en scene. Vi kom­ mer til at se de individuelle 15 minutters berømmelse blive til folkebevægelser i det nye. Men alt dette er kun gæt.

Nu har vi lukket et teater. Ja, det er på grund af pengene, de blåstemplede af slagsen. Dem, hvor der står kunst på. Det er essentielt, fordi kunstneris­ ke ledere, kunstnere og vandbærere omkring dem ikke skal arbejde frivilligt.

Kunst er ikke gratis at producere, og eksperimenterende kunst er værd at investere i samfundsmæssigt. Det kan lyde højtravende, men den modsatte tanke er urealistisk for os. Det er for sent at stoppe den udvikling, som har præ­ get så mange og sat tydelige aftryk på den musikdramatik, den eksperimen­ terende scenekunst og den publikums­ udvikling, vi kan opleve i dag.

Så selvom vi har været nødt til at lukke et teater i København, fordi der ikke var økonomi til at fortsætte, så tror vi ikke på, at det nye og eksperimenterende slutter her.

Det, vi har kunnet gøre, er at få skabt det vidnesbyrd, du har i hånden. Og den dokumentariske kunstpodcast du har i ørerne. Og så har vi overleveret vores visioner og doneret vores teknik­ park til fagfolk, vi kender og helt nye legekammerater, som vi håber på vil og kan skabe noget nyt sammen.

Den Anden Opera, PLEX, Københavns Musikteater, KMT har løbet stærkt, i 23 år. Den ene har afløst den anden og givet stafetten videre.

“Det kræver opbakning når ny kunst skal skabes, og det fik de ikke altid.

De er i stedet blevet spurgt: Er det her egentlig kunst?”

Nanna C. Rohweder

Hvem tager stafetten nu?

På KMT’s bestyrelses vegne Konst. formand (2017-18) Nanna C. Rohweder

81

Om folkene bag “Jeg havde lavet nogle produktioner, inden jeg startede, men jeg var jo ret ny, og det var kun Jesper (Lützhøft) og mig, da vi startede, så der var en del kompetence-huller.”

Marianne Klint

Jeg fik stillingen som admini­ strator på Den Anden Opera, mens jeg skrev speciale. Jeg havde lavet nogle produktioner, inden jeg startede, men jeg var jo ret ny, og det var kun Jesper (Lützhøft) og mig, da vi startede, så der var en del kompetence —huller. Vi var meget alvorlige omkring det vi lavede, og der var store dramaer, også kunstnerne imellem.

Da vi startede med at lave Nordiske Musikdage, som var et kæmpe projekt, kan jeg huske at jeg hentede min madras og lagde op på loftet, for jeg vidste, at jeg ikke kom hjem at sove. Vi

“Det skulle jo være et sted for eksperimenterede musikdramatik.

Så vi synes ikke skiftet var så stort, og jeg forstod ikke at kritikken var så hård.”

Peter Bruun

havde det fandeme sjovt, men vi knoklede løs.

Efter Laura Berman blev fyret i 2001 blev jeg stedfortrædende leder af Den Anden Opera, frem til at Jonas Forssell blev kunstne­ risk leder. Der var delte meninger om, hvad vi skulle tage ind. Skulle det være et hus for den ny musik eller skulle det være for operaen?

Når jeg kigger på tilbage på det, har jeg lært vildt meget, og dan­ net hele mit netværk.

Marianne Klint, Administrativ leder, Den Anden Opera, 1994-2005

Når jeg tænker tilbage på det, synes jeg, at det var ret over­ raskende med al den kritik, der kom, da Sanne Bjerg blev ansat.

Det var idéen fra starten af, at sådan en forestilling som Seven Tales of Misery af SIGNA, som Sanne lagde ud med, sagtens kunne være en forestilling, som kunne have spillet på Den Anden Opera. Det skulle jo være et sted for eksperimenterede musikdra­ matik. Så vi synes ikke, skiftet var så stort, og jeg forstod ikke, at kritikken var så hård.

Peter Bruun, komponist, medlem af Figura Ensemble, Bestyrelsesmedlem ved Den Anden Opera / PLEX fra 2003-2009

“Dette skete i en tidsperiode, hvor operagenren var meget in. Allerede det første år fik vi desværre klager fra naboerne. De kunne simpelthen ikke holde den musik ud som udfoldedes i huset.”

Bert-Åke Persson

Jeg var med næsten fra starten af på Den Anden Opera. Stedet skulle skabe mulighed for free­ lance komponister, librettister, musiker og sangere til at lave nye operaværker i kammerfor­ mat. Dette skete i en tidsperiode, hvor operagenren var meget in. Allerede det første år fik vi desværre klager fra naboerne.

De kunne simpelthen ikke holde den musik ud som udfoldedes i huset. Vi blev nødt til at blokere alle vinduerne med rockwool og plader. Den sorte sal blev så endnu mere lukket inde.

Bert-Åke Persson, Teknisk Chef, Den Anden Opera

Da jeg startede på Københavns Musikteater i 2008, var teatrets støtte blevet beskåret med 50 % af det daværende Musikdrama­ tiske Udvalg. Med besparelsen var det nødvendigt at nytænke teatrets profil. Det var samtidig afgørende at skære ind til benet økonomisk og bevise overfor Musikdramatisk Udvalg, at huset havde et højt aktivitetsniveau, og at størstedelen af støttemid­ lerne gik til at skabe kunst.

Min arbejdsfunktion var derfor også essentiel. Jeg skulle effek­ tivisere administrative arbejds­ gange, således at teatret kunne drives som et etableret teater­ hus, men med et minimum af ansatte, samtidig med at aktivi­ tetsniveauet blev sat betydeliget i vejret. Herudover havde jeg ansvaret for den daglige drift af Københavns Musikteater som den eneste fastansatte på fuldtid.

Jeg elskede at være på teatret i Kronprinsensgade. Bygningen emmede af sjæl og historie. Om dagen var der altid prøver og møder og om aftenen forestillin­ ger eller koncerter. Teaterfolk af alle slags havde deres gang i hu­ set, og det var charmen og en af de helt store styrker ved stedet.

At der altid var liv, kreativitet og dygtige mennesker til stede.

Vi er mange, der i tidens løb har arbejdet i Kronprinsensgade for at skabe basis for udvikling af musikdramatik. Dette på et samtidig usikkert økonomisk fundament af et støttesystem.

Vi har alle haft store visioner for stedet, og har lagt liv og sjæl i dets udvikling. Derfor er det også ærgerligt, at den sidste rest af huset i Kronprinsensgade nu bare lukkes ned. For jeg mener, teater er værd at kæmpe for!

Anne Rasmussen, Teaterchef på Københavns Musikteater, 2008-2015

83

Lyt til podcasten Det Andet Sted – en kunstnerisk lyddokumentar Der var lyd.

Meget lyd og mange stemmer.

Så det skal der også være efter lukketid – Ikke stilhed!

Der skal være en søgen vi kan samles om og dele med andre kollegaer og andre kunstbrancher andre i det hele taget…

En lydside vi kan opleve sammen og hver for sig uanset hvor vi er.

Lyt. Søg.

Det er de to kompetente pod­ castere, Maya Zachariassen og Maria Dønvang fra Unsinkable Sam der har skabt den kunst­ nerisk lydversion af dette stykke unikke teaterhistorie.

84

Master Fatman – Morten Lindberg – er din guide på Unsinkable Sams fortolkning af de 23 års søgen efter ‘det andet’.

Der bliver fortalt historier fra scener, kontorer, værksteder og hemmelige afkroge, og nogle af de mest markante forestillinger gennem årene genopsættes gennem arkivklip på lytterens indre scene.

Vi kommer ind i det tomme hus på Kronprinsensgade, hvor min­ der og spøgelser huserer – og helt ind i hovedet på de kunst­ nere, ledere og medarbejdere, der gennem tiden har formet det omskiftelige, men altid umisken­ delige andet sted.

Foto: Maria Dønvang

“Dengang vi åbnede Den Anden Opera, anede vi ikke helt, hvad der skulle komme ud af det. Hvis vi havde vidst, hvad der lå foran os, kunne det godt være, at vi havde ventet lidt. Men det var nu eller aldrig.”

Jesper Lützhøft, kunstnerisk leder Den Anden Opera Scan QR-koden og lyt. Du bliver sendt videre til båndsløjfen på The Lake Radio. Du kan også finde podcasten i The Lakes eget podcastarkiv, sålænge stationen lever.

Unsinkable Sam er Maya Zachariassen og Maria Dønvang soundcloud.com/thelakeradio/ kmt-doku www.unsinkablesam.com www.thelakeradio.com

85

Om et særligt sted

“Dengang var der ligesom en gryde, der simrede med ideer, hvor man så hinanden og lod sig inspirere.”

Der var en meget "Jesper'sk" stemning på Den Anden Opera, et styret anarki, så at sige.

Jesper er meget på, at tingene skal have lov til at udvikle sig, og der skal være plads til de skæve og skøre indfald, og hvis man har et meget strømlinet teater, er der måske ikke plads til det.

Det der gjorde KMT til et særligt sted, var rumligheden, både menneskeligt og kunstnerisk. Og det var på godt og ondt. Rum­ lighed betyder, at man får nogle små snævre forestillinger, men når man har 27 forskellige fore­ stillinger på en sæson, er det ikke alle, der er lige gode.

Andy Pape

Det havde lidt den her boheme­ steming, "vi-kan-gøre-hvadsom-helst" stemning. Det var helt fantastisk, og det smittede jo af på os komponister, og det kom der mange skæve forestillinger ud af, både gode og mindre gode.

Der var også en rummelighed ift. publikum. Der var mange som kom, som nok ikke ellers gik i teatret, men kom fordi de kend­ te nogle, som optrådte. Nogle gange kom der nogle, der var helt 'overdressed', og lignede at de skulle i den 'primære' opera, alt­ så ikke Den Anden Opera, mens andre havde været til premiere 15 gange det år. For os i forhuset var det vores opgave at byde folk velkomne, og gøre det til et sted, hvor man ikke behøvede at være et trænet publikum, for at få en god aften.

“For os i forhuset var det vores opgave at byde folk velkomne, og gøre det til et sted, hvor man ikke behøvede at være et trænet publikum, for at få en god aften.”

Emil Amby

Jeg gik tit forbi Den Anden Opera, hvis jeg alligevel var på Købmagergade, for man kunne sagtens bare gå indenfor og sige hej. Man havde ligesom sådan et sted, hvor der altid var åbne døre, så havde de måske gang i en prøve, eller en scenografi der var ved at blive lavet, som man kunne kigge på. Dengang var der ligesom en gryde, der simrede med ideer, hvor man så hinanden og lod sig inspirere.

Andy Pape, komponist Houdini Den Store

Da vi rykkede ud i Ragnhildgade, forsvandt lidt af mystikken. Det tog lang tid at bygge et image og en stemning op igen. Der var færre midler, og der var nogle fysiske rammer, der gjorde det lettere i Kronprinsensgade.

Emil Amby, forhusmedarbejder, Københavns Musikteater

Den Sidste Virtuos var en helt vidunderlig oplevelse. Der var en fantastisk pionerånd, både omkring forestillingen, omkring huset, om at nå længere ud med budskabet og om at moderne opera ikke behøver være svært, tørt eller utilgængeligt. Jeg hu­ sker stadig prøverne nede i Den Anden Operas bughule — det lille prøvelokale i stueetagen — som en fantastisk tid, hvor vi dykkede ned i Sanne og Lars' gyserunivers.

For mig blev det et nybrud, at ny opera kunne være så umiddelbar og ikke var bange for at være underholdende.

specialet om Den Anden Opera, men mere om at vi lever i en tid hvor kunst ofte skal kvantificeres.

Men alle de store mestervær­ ker står på skuldrene af mange eksperimenter og sågar mange fiaskoer.

Det er blevet sværere at finde både rum og hjerterum til at tage chancer for den uetablerede scene udenfor de store organi­ sationer, og det er en skam. Det handler sådan set ikke kun eller

Kasper Holten, Teaterchef, Det Kongelige Teater

“For mig blev det et nybrud, at ny opera kunne være så umiddelbar og ikke var bange for at være underholdende.”

Kasper Holten

Jeg synes, der mangler plads til eksperimenterne, til chancerne, til det skæve og umulige og til at næste generation kan få lov til at kaste sig ud i det med samme frådende energi, som jeg selv fik lov til i 90’erne – hvad enten det så foregår i et hus som Den An­ den Opera eller anywhere else.

87

Undrer du dig stadig over, hvad musikdramatik er?

Litteraturliste

88

Lotte Bichel Teaterchef forlader PLEX, Politiken 11.01.08

Lotte Bichel, Den Anden Opera blev til PLEX, Politiken 18.08.06

Lotte Bichel, Den Anden Opera blev til PLEX, Politiken 18.08.06

Den Anden Opera: 10 år – og hvad så?, red. Britt Lisbjerg, Den Anden Opera, 2005

Peter Bruun: Tradition og fornyelse, noget andet, og noget tredje: ny musikdramatik 2004, Dansk musik tidsskrift, Årg. 79, nr. 4, 2004/2005 Birgitte Dam: Teater Live, Drama, 2012 Lotte Bichel, Teaterchef forlader PLEX, Politiken 11.01.08

Poul Einer Hansen Operaen der opgav Ånden, Ascolta, november 2006 Monna Dithmer: 00’ernes teater et bredt favnende horehus, Politiken 15.12.2015 Michael Eigtved: Musik uden grænser, Samvirke, 1999, Årg. 72, nr. 10 Gyldendals Teaterleksikon, red.

Alette Scavenius, Gyldendal, 2007

Lotte Rønne Koch: Den Anden Opera: stor interesse for det nye hus for dansk musikdramatik, Musikeren: fagblad for Dansk Musiker Forbund, nr. 1 1995 Peripeti – tidsskrift for dramaturgiske studier: Musikteater, Afdeling for Dramaturgi Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, nr. 20, 2013 Peripeti – tidsskrift for dramaturgiske studier: Virke­ ligheds­teater/ Borgerscene, Afdeling for Dramaturgi Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, nr. 27-28, 2017

Tak til Vi vil gerne takke alle, der har medvirket til, at denne bog kunne blive realiseret. Mange tak til de kunstneriske ledere, der stillede op til interview. Mange tak til tidligere medarbejdere, kunstnere, anmeldere, publikum og andre, der har haft deres gang i husene for at ville være med. Og tak til alle andre, der har hjulpet os med at kaste lys over Den Anden Opera, PLEX, Københavns Musikteater, KMT.

Jesper Lützhøft Kunstnerisk leder Den Anden Opera 1994-2001 Jonas Forssell Kunstnerisk Leder Den Anden Opera 2002-2005 Sanne Bjerg Kunstnerisk leder PLEX – Københavns Musikteater 2005-2008 Mikala Bjarnov Lage Kunstnerisk leder Københavns Musik­ teater 2008-2011 Allan Klie Kunstnerisk leder Københavns Musikteater og KMT 2008-2017 Marianne Klint Administrativ leder, Den Anden Opera, 1994-2005 Anne Rasmussen Teaterchef Københavns Musikteater 2008-2015 Bert-Åke Persson Teknisk Chef, Den Anden Opera

Louise Beck Scenograf og kunstnerisk leder ved OPE-N og OPERANORD Signe Ravn Kommunikations­ medarbejder Københavns Musikteater Kasper Holten Teaterchef ved Det Kongelige Teater Peter Bruun Komponist medlem af Figura Ensemble, Bestyrelsesmedlem ved Den Anden Opera / PLEX fra 2003-2009 Jacob Schokking Leder af Holland House og instruktør på SoapOpera Andy Pape Komponist Houdini Den Store Anne Middelboe Christensen Anmelder Information Thea Kulavig Kurator på SideScenen på Københavns Musikteater

Signa Sørensen Kunstnerisk leder SIGNA, instruktør og performer, Seven Tales of Misery Michael Eigtved Lektor ved Teater- og Performancestudier Emil Amby Forhusmedarbejder Københavns Musikteater Tora Balslev Iscensætter og performer ved Daily fiction Gregers DirckinckHolmfeld Anmelder GregersDH.dk Michael Søby Anmelder CPH Culture Erik Pold Instruktør, koreograf, performer Christian Gade Bjerrum Skuespiller, dramatiker og instruktør Freia Cecilie Krog Publikum og kunstner Katrine Tøt Publikum

Christina Riis Volder Bibliotekar og projektleder, Det Kongelige Teater Ulla Aasted Due Leder af Musik­ arkivet, Den Kongelige Opera Scenit Essensen Grafisk Design Zehra Øzcan DEAS Morten ‘Master Fatman’ Lindberg Kunster, sanger, performer i SoapOpera mm.

T.S. Høeg Forfatter, musiker, komponist SoapOpera mm.

Jacob Schokking Kunstnerisk leder Holland House Fotografer Lise Alsbirk Michael Altschul Christoffer Askman Sven Berggren Lise Bye Kjeldsen Maria Dønvang Erich Goldmann Les Kaner Emilie Rolighed

Oskar Rumle Rasmussen Palle Steen Christensen Gudmund Thai Gorm Valentin Jan-Olav Wedin KMT bestyrelse Nanna C. Rohweder Eva Sommested Holten Bettina Schimmel Jesper B. Karlsen Regin Petersen Allan Ahmad Martin Malmgreen Statens Kunstfond Musikdramatisk Udvalg Scene­kunst­udvalg Maya Zachariassen og Maria Dønvang, Unsinkable Sam Anne Sophie Gertz, Administrativ leder på Københavns Musikteater/KMT fra dec. 2016-juni 2018

89

Det nĂŚste sted?

Den Anden Opera

1989

Jesper Lützhøft og Andy Pape opfører Houdini Den Store på Det Kongelige Teaters Gråbrødrescene.

1994

Jesper Lützhøft, Mogens Winkel Holm og Allan Lauritsen får bevilling til at åbne Den Anden Opera som en del af Kulturby 96.

1995

Den Anden Opera åbner med Holland Houses’ Soap- Opera. Premiere på teatrets første egenproduktion; Den Sidste Virtuos.

1996

København er EU Kulturby med Trevor Davis som generalsekretær.

2000

Kasper Holten og Michael Schønwandt ansættes som chefpar på Den Kongelige Opera.

2001

Laura Berman overtager den kunstneriske ledelse, afskediges efter få måneder. Stedfortræd. Leder Marianne Klint og Bert-Åke Persson.

2002

Jonas Forssell overtager den kunstneriske ledelse.

Premiere på Miki Alone og On this Planet.

2003

Premiere på Hvide Rose.

2004

Kunstrådet etablerer den Musikdramatiske Pulje.

Premiere på La Quientrala.

PLEX

2005

Sanne Bjerg overtager den kunstneriske ledelse, og Den Anden Opera omdøbes til PLEX – Københavns Musikteater.

2005

Det Kongelige Teaters nye operahus åbner på Holmen med Takkelloftet som eksperimentalscene.

2006

Premiere på Seven Tales Of Misery af SIGNA.

2008

Premiere på Sanne Bjergs Go to gate.

2008

Kunstfondens Musikdramatiske udvalg reducerer PLEX’ støtte fra 7,6 mio. til 4 mio. Sanne Bjerg siger op.

Københavns Musikteater

/KMT

2008

Allan Klie og Mikala Bjarnov Lage overtager den kunstneriske ledelse.

2009

Fra sæson 2009/10 hedder teatret Københavns Musikteater.

Premiere på Villa Requiem.

2011

Premiere på Jeg er drømmenes labyrint i samarbejde med Malmø Stadtteater.

2013

Med I København har jeg hjemme sender Københavns Musikteater campingvogne ud i København for at indsamle borgernes historier og skabe kunst i byrummet.

2014

SideScenen på Københavns Musikteater etableres.

2015

Teatret modtager 2-årig bevilling på 1.750.000 om året i sæson 16/17 og 17/18 med krav om en egenproduktion pr. sæson.

2016

Allan Klie flytter teatret til Ragnhildgade/Emblasgade på Østerbro i Askovfondens lokaler og teatret omdøbes til KMT.

2017

Ny bestyrelse konstitueres.

2017

Premiere på Paranoid Android.

Musikdramatisk pulje lukkes til fordel for puljen Tværkunstneriske projekter musik/scenekunst.

KMT får afslag på først deres ansøgning om bevilling til tværkunstnerisk projekt og seks måneder senere på deres driftsansøgning hos Projektstøtteudvalget for Scenekunst.

2018

KMT lukker 30. juni.

Hvordan skaber man kunst?

Hvordan skaber man god musikdramatisk scenekunst?

Svaret er, at det er der mange forskellige svar på. Og netop derfor har vi spurgt folkene bag og omkring Den Anden Opera, der blev til PLEX, som ændrede sig til Københavns Musikteater og endte som KMT i 2018.

Gennem 23 år har de søgt efter ‘det andet’. Derfor er der ikke kun én udgave af musikdramatik. Der er heller ikke kun én historie om 23 års eksperimenterende musikdramatisk scenekunst.

Idéen med denne bog er at de, der nu tager stafetten, spørger: Hvad er det næste? Og hvor er det ‘andet sted?’