R E P L IQ U E 5. årg. s. 17-22 Farvel og tobak? Af Adam Wagner
censur af den, er der flere eksempler på. Tænk på Carmen, operaen af Georges Bizet: Jeg så den i København for nogle år siden og husker tydeligt den flotte scene, hvor cigarpigerne kommer ud af fabrikken, rygende og syngende om røgen, der forfører. For røgen er sensuel, dragende og mystisk i denne opera. Men tænk, i Australien fandt et operahus sidste år på, at denne opera ikke længere skulle opføres – netop på grund af den scene. Ja, så har den moraliserende holdning til rygning gjort én blind for vores egen vestlige kultur. At historien gik verden rundt, viser dog måske, at der er håb for en selvbesindelse. Men alligevel: Censuren sniger sig ind allevegne og gør blind. I den ellers udmærkede Tintin-film, der kom i 2011 havde kaptajn Haddock lagt piben på hylden. Ikke sprutten, bevares, det kommer nok engang, men foreløbig bare piben (som åbenbart er værre end sprutten). Ligesom den verdenskendte tegneseriecowboy Lucky Luke også har kvittet smøgerne for flere år siden. Set i det lys er det jo helt opmuntrende, så ofte de ryger pibe i Peter Jacksons filmatiseringerne af J. R. R. Tolkiens udødelige bøger om Hobitten og Ringenes Herre. Alt andet ville da også have ærgret Tolkien, der ofte nød en pibe tobak enten ved studierne eller i gode venners lag, som når han var sammen med C. S. Lewis, der også røg. Rygning har nemlig meget ofte været forbundet med fællesskab og menneskeligt samvær. Ikke mindst piben synes at have indgået i sådanne sammenhænge, måske pga. piberygningens mere omstændelige ritualer med stopning osv., ligesom selve piberygningen kræver ro i
modsætning til cigaretten, hvis hele eksistens skyldes kravet om hurtighed og effektivitet. Hvis man ret skal forstå rygningens funktion, skal man således ikke blot tænke på abstinenser og smøgtrang, men måske snarere betænke, hvordan vores forhold til kaffe endnu er i vores kultur. Især i Norden, Tyskland og Holland drikkes der meget kaffe. Og tænker vi efter, ved vi godt, at man ofte drikker kaffe, fordi man skal slappe af, hygge sig eller være sammen med nogen – ikke fordi det er sundt, eller man er tørstig; så kunne man jo tage et glas vand. TOBAK OG SOCIALT SAMVÆR På Svendborg Museum har man en fin samling af langpiber, som i sin tid tilhørte rebslager Johs. Evald (der levede fra 1844 til 1923). Piberne hang på væggen i hans kontor. Når der så kom en kunde fx en skipper forbi, og der skulle gøres forretning, blev han budt på en pibe – han kunne vælge sig én fra væggen og derpå stoppe den med tobak fra en lille tønde, der stod på bordet. Derpå forhandlede man. De forhandlinger, der her foregik, kan man jo næsten se for sig, selvom ingen af dem er beskrevet i detaljer. Men der kan næppe være tvivl om, at de ville have forløbet anderledes, hvis ikke det havde været for den indledende bakken på piberne, røgen der steg op og den knitrende tobak. Det satte en ramme om det fællesskab, som også forretninger og forhandlinger er. I dag ville man byde på en kop kaffe eller måske en frokost, hvis ordren var stor. Men under alle omstændigheder er det som fællesskab, at rygning her må forstås.
Side 19