Issuu on Google+

PROGRAM EFTERÅR 2014 KONCERTER FOREDRAG & SANGAFTENER

ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY


Mogens Dahl Koncertsal / Program efterår 2014

KROP OG KULT Der går en tæt og varm kropslighed igen i de værker fra sydlige himmelstrøg, dette program præsenterer. Og med kultstatus for flere af de medvirkende musikere samt et helt nyt Steinway D flygel i vores sal kommer kammermusikken til at tage vægt og fylde i en hidtil uset grad. Når Hewitt spiller spansk musik og Trio con Brio tager fat i Sjostakovitjs ungdomsværk fra et ophold på Krim føler jeg, der er en varmblodighed på færde, som også stråler ud af den helt unikke pianist Ivo Pogorelichs fantastiske program. Tråden føres videre med det spanske verdensnavn, Casals Kvartetten, som bringer spanske toner i kontakt med jødiske temaer, fransk elegance og tysk romantik. På et tekstmæssigt plan er Schuberts Winterreise isterningen i denne cocktail. Med Christoph Prégardien som fortolker, vil også denne musik gløde af kropsligt temperament. En hel afdeling af dette programhæfte er viet til vores kammerkor, som går ind i sin mest spændende sæson nogensinde. VI tyvstarter efterårssæsonen med at optræde ved Bergen Festspillene og fortsætter rundt til de skandinaviske hovedstæder – og selvfølgelig herunder København. Jeg håber du på de følgende sider vil finde musikalske oplevelser, der kan friste dig til at besøge os – og jeg glæder mig til at byde velkommen til en sæson, der giver musikken krop, varme, fylde.

Mogens Dahl


KAMMERKONCERT

TORSDAG DEN 18. SEPTEMBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 375,- / studerende kr. 275,- (eksklusiv gebyrer)

PROGRAM Dmitrij Sjostakovitj (1906 – 1975): Klavertrio nr. 1 i c-mol, opus 8 Fremført af Trio con Brio Copenhagen

Maurice Ravel (1875 – 1937): Strygekvartet F-dur Allegro moderato. Très doux Assez vif. Très rythmé Très lent Vif et agité

Anton Dvorak (1841 – 1904): Klaverkvintet A-dur, opus 81 Allegro, ma non tanto Dumka: Andante con moto Scherzo (Furiant): molto vivace Finale: Allegro.

Fremført af Modigliani Kvartetten

Fremført af Soo-Jin Hong - violin, Loïc Rio - violin, Tatjana Masurenko - bratsch, Enrico Dindo - cello, Marianna Shirinyan - piano.

PAUSE

TRIO CON BRIO COPENHAGEN MED INTERNATIONALE VENNER Kun én sats skal den helt unge Sjostakovitj bruge til sin første musikalske kærlighedsfortælling. 17 år gammel blev han sendt til Krim for at komme sig ovenpå en periode med svagt helbred. ”Han er vokset, blevet solbrændt, er munter og blevet forelsket,” skrev søsteren hjem til moderen i Skt. Petersborg. Vidunderbarnet Sjostakovitj havde allerede på dette tidspunkt forundret og bjergtaget alle med sine kompositoriske evner, men aldrig før eller siden komponeret så romantisk og blød musik som denne. Der er dyb længsel begravet i nedadgående kromatik og pludselige udbrud af hjertehoppende kærlighed i spring mod instrumenternes lyse registre. Også Ravel er i et varmt og måske lidt melankolsk hjørne med sin strygekvartet. I hvert fald i første sats, som med sit brede hovedtema vugger værket blidt i gang. Andensatsen stritter med pizzicatoer, tremoli og livlig rytmik, mens tredjesatsen er langsom og kontemplativ. Finalen samler op på tematisk materiale fra første sats – men nu er der tilføjet udpræget rytmisk dynamik, som får hele kvartetten til at slutte sprudlende og med høj energi.

Dvorak smelter hjerterne med en inderlig melodi i første sats. Melodien veksler med heroiske udbrud, hvor luften renses med udadvendt kraftfuldhed. Andensatsen er en ’Dumka’ – Dvoraks berømte brug af en folkemusikalske form fra Ukraine, hvor eftertanke veksler med glad energi: Et melankolsk Fis-mol-tema i klaveret veksler med strygerbårne passager i solbeskinnet D-dur. I scherzoen og finalen tilsætter Dvorak med generøs hånd sprælske dansetoner.

COPENHAGEN CHAMBER MUSIC FESTIVAL Koncerten er en del af Copenhagen Chamber Music Festival 2014, hvor Trio Con Brio Copenhagen udgør den kunstneriske ledelse. Trioen har fejret mange triumfer i både Mogens Dahl Koncertsal og på utallige turnéer i det store udland. Med sig ved denne lejlighed har de fremragende musikere fra Modigliani strygekvartetten, bratschisten Tatjana Masurenko, cellisten Enrico Dindo og pianisten Marianna Shirinyan.


KAMMERKONCERT

SØNDAG DEN 28. SEPTEMBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 375,- / studerende kr. 275,- (eksklusiv gebyrer)

PROGRAM Franz Liszt (1811 – 1886): Fantasia quasi sonata, d-mol. ’Apres une lecture du Dante’ Robert Schumann (1810 – 1856): Fantasi for piano i C-dur opus 17 1. Durchaus phantastisch und leidenschaftlich vorzutragen 2. Mäßig, durchaus energisch 3. Langsam getragen, durchweg leise zu halten

PAUSE Igor Stravinskij (1882 – 1971): Petruska, tre satser for piano Russisk dans Petruskas rum Karneval

Johannes Brahms (1833 – 1897): Variationer over et tema af Niccolò Paganini i a-mol opus 35 Tema. Non troppo presto Hæfte I. 14 variationer Hæfte II. 14 variationer

IVO POGORELICH, piano Pogorelich er en levende klaverlegende i kraft af sine unikke fortolkninger af klaverlitteraturens hovedværker – berømt er episoden i 1980 hvor Martha Argerich forlod juryen i Warszawas Chopinkonkurrence i protest mod at Pogorelich ikke vandt. ”Han er et geni” lød det dengang. Sådan lyder det stadig over hele verden, når Pogorelich optræder solo eller med førende symfoniorkestre. Hans spil er uhyre virtuost og kan nydes på utallige indspilninger fra blandt andet Deutsche Grammophon. Liszts Fantasia quasi Sonata, fører med stor voldsomhed lytteren til både himmel og helvede. En serie hårdslående formindskede kvinter (djævelens interval) åbner for en rejse, der som i Dantes Guddommelige komedie går gennem skærsilden til paradiset. Pogorelich – kontrasternes mester – vil i sandhed være på hjemmebane i sin fortolkning af dette vægtige værk. Et motto pryder Schumanns fantasi for piano: Durch alle Töne tönet Im bunten Erdentraum Ein leiser Ton gezogen für den, der Heimlich lauschet (Friederich Schlegel)

Den person Schumann har i tankerne, og som han forestiller sig lyttende i hemmelighed til den lange, svage tone i jordens farverige drøm, er komponistens kommende kone, Clara Wieck. Schumanns passionerede længsel stråler igennem førstesatsens rapsodiske spændingsopbygninger, andensatsens majestætiske rondo og den mere meditative tredjesats, hvor en vidunderlig melodi iklædes romantisk harmonik. Stravinskijs tre klaversatser på basis af den storslåede ballet Petruska, blev til på bestilling fra Arthur Rubinstein. De kræver en ekstrem fingersnilde, men gevinsten for tilhørerne er stor: Friske folkloristiske melodier og et væld af forbløffende orkestrale og rytmiske effekter, man ikke troede det muligt for klaveret at reproducere, gør denne musik yderst fascinerende. Tyskeren Brahms og italieneren Paganini danner et fandenivoldsk partnerskab om et djævelsk og ekstremt krævende klaverstudie. Det lille tema og de mange små variationer kræver ”stålfingre, et hjerte af brændende lava og en løves mod”, som en musikskribent har udtrykt det. I begge hæfter formår Brahms at dykke ned i regnvejrsdryppende og milde stemninger som i variation nr. 12, inden rasende tempo og virtuose løb i variation 14 danner en ildsprudende finale.


KAMMERKONCERT

MANDAG DEN 27.OKTOBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 375,- / studerende kr. 275,- (eksklusiv gebyrer)

PROGRAM Domenico Scarlatti (1685 – 1757): Udvalgte sonater Enrique Granados (1867 – 1916): Danzas españolas opus 37, volume II Villanesca Andaluza Rondalla aragonesa

Enrique Granados: Fra Goyescas Quejas o la maja y el ruiseñor (Pigen og nattergalen) opus 11 nr. 4 El Pelele (Dukken) opus 11 nr. 7 PAUSE Domenico Scarlatti: Udvalgte sonater

Isaac Albeniz (1860 – 1909): Suite Española Nr. 5: Asturias Nr. 3: Sevilla Nr. 7: Castilla Manuel de Falla (1876 - 1946): Fantasia Baetica

ANGELA HEWITT, piano Mogens Dahl Koncertsal tager sit publikum med på en pianistisk rejse i særklasse, når ingen ringere end verdensnavnet Angela Hewitt nu vender sig mod den iberiske halvø. Hun har som artist in residence begejstret med sine legendariske bachfortolkninger og blandt andet givet os Kunst der Fuge, men nu peger pilen længere mod syd. Et personligt udvalg af Hewitts foretrukne Scarlattisonater indflettes i denne klaveraften, som har betydeligt mere sydeuropæisk temperament end vores artist in residence hidtil har budt sit store publikum her hos os. Scarlattis sonater er som regel en-satsede og komponeret for Cembalo eller de tidligste udgaver af klaveret. Det er gnistrende musik inspireret af den italienske tangentvirtuos’ mange rejser og ophold i Lissabon, Madrid og Sevilla. Dermed er der skabt forbindelse til koncertens øvrige komponister, der alle har spansk blod i årerne og hvis musik ofte høres transskriberet for klassisk guitar. Granados skrev de 12 spanske danse med samme form for inspiration fra spansk folkemusik, som for eksempel Grieg i dennes norske nationalromantiske musik. Med tanke for sin egen karriere som pianist var Granados optaget af at skabe stykker, der med folkemusikkens rytmer og former kunne appellere til et moderne kon-

certpublikum. Man kan roligt sige, det lykkedes. Både de spanske danse og de to stykker fra ’Goyescas’ opus 11 er blevet umådeligt populære stykker. Sidstnævnte værk blev til under inspiration fra Goyas malerier og er særdeles krævende musik, som har indtaget sin faste plads i store pianisters koncertrepertoire. Skulle man imidlertid finde noget af tematikken bekendt andetsteds fra, kan det skyldes, at den mexicanske schlager ’Besame Mucho’ er baseret på denne musik. Albeniz’ spanske suite kommer omkring de spanske landsdele, men er først samlet i sin nuværende form efter Albeniz’ død. Man hører ofte enkeltsatser opført ved recitals, og ganske ofte – som det også var tilfældet med Granados – har de klassiske guitarister taget musikken til sig i en grad, så man tror den er komponeret for de seks strenge. Imidlertid træder meget af musikkens klanglige dybde og harmoniske bredde først for alvor frem i de originale klaverudgaver. Fantasia Baetica (Baetica: latinsk navn for Andalusien) er igen et værk med geografisk inspiration. Det blev bestilt af den polske virtuos Arthur Rubinstein, og er en kraftfuld musikalsk skildring af det sydlige Spaniens mange påvirkninger udefra. Arabiske, mellemøstlige, franske og østeuropæiske inspirationer høres her smelte sammen med fyrige kastanetrytmer og hæletrampen.


ANGELA HEWITT I MOGENS DAHL KONCERTSAL 2012


KAMMERKONCERT

MANDAG DEN 10. NOVEMBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 375,- / studerende kr. 275,- (eksklusiv gebyrer)

PROGRAM Franz Schubert (1797 – 1828): Strygekvartet nr. 4 C-dur D 46 Adagio. Allegro con moto Andante con moto Menuetto: Allegro. Trio Finale: Allegro

Dmitrij Sjostakovitj (1906 – 1975): Strygekvartet nr. 4 D-dur opus 83 Allegretto Andantino Allegretto - attacca Allegretto

Maurice Ravel (1875 – 1937): Strygekvartet F-dur Allegro moderato Assez vif, très rythmé Très lent Vif et agité

PAUSE Enrique Granados (1867 – 1916): Pequeña romanza for strygekvartet

Vera Martinez - violin, Abel Thomás - violin, Jonathan Brown - bratsch, Arnau Thomás cello.

CASALS KVARTETTEN Ved årtusindskiftet var Strad Magazine ikke i tvivl: Casals Kvartetten fra Madrid havde markeret sig som en af de helt store nye strygekvartetter. ”A quartet for the new millennium if I ever heard one”, skrev de. Der kom førstepriser til ensemblet i både London og Hamborg og siden turnéer til Wigmore, Carnegie, Concertgebouw, Berlins Filharmoniske koncertsal og alle de andre førende scener. Det er første gang Spanien for alvor får en strygekvartet med international gennemslagskraft, og ensemblet har derfor ofte ledsaget det spanske kongehus på diplomatiske rejser og naturligvis spillet i Madrids kongepalads. Der drypper en smule spansk sødme i programmet med Granados romance efter pausen, og sammen med Schubert, Sjostakovitj og Ravel skabes der en komplet kvartetaften. Schubert lægger gravalvorligt ud. C-dur associeres ofte med let og lys musik, men med en fugeret indledning hvor faldende kromatik bidrager med stærke mol-farver er der lagt op til drama og alvorsfuld dybde ved siden af dansende lette stemninger. Stalins skiftende holdning til hvordan Sovjetunionen skulle forholde sig til jøderne fletter sig ind i tilblivel-

seshistorien for Sjostakovitjs værker. På et tidspunkt har Sjostakovitj med rette kunnet tænke, at inspiration fra den jødiske musik kunne bibringe hans musik en ny autenticitet – når nu alt hvad der lugtede af moderne, abstrakt tonekunst var forbudt. Men ringede Stalin det ene øjeblik personligt til Sjostakovitj og inviterede ham til at repræsentere Sovjetunionen i New York, kunne han det næste alligevel bortcensurere hans værker på grund af jødisk islæt. Den fjerde strygekvartet med de jødiske motiver i fjerde sats fik sin premiere i 1953 – ni måneder efter Stalins død. Er der spor af tragedie og jødernes makabre historie hos Sjostakovitj, er der til gengæld en personlig skæbnefortælling bag Ravels elegante kvartet i F-dur. Værket blev vraget ved Ravels ansøgning hos både det franske legat Pris de Rome og Paris’ musikkonservatorium. Debussy var blandt de få, der i første omgang indså værkets genialitet – men siden har det fået en kolossal succes og er en af det 20. århundredes mest spillede strygekvartetter. Varme og melankoli smelter sammen i førstesatsen, andensatsen excellerer i pizzicato, tredjesats er langsom og introvert og endelig sættes finalen i gang med et rytmisk 5/8-dels bombardement.


SØNDAG DEN 30. NOVEMBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 375,- / studerende kr. 275,- (eksklusiv gebyrer)

PROGRAM Franz Schubert (1797 – 1828): Winterreise

Gute Nacht Die Wetterfahne Gefrorne Tränen Erstarrung Der Lindenbaum Wasserflut

Auf dem Flusse Rückblick Irrlicht Rast Frühlingstraum Einsamkeit Die Post Der greise Kopf Die Krähe

KAMMERKONCERT Letzte Hoffnung Im Dorfe Der stürmische Morgen Täuschung Der Wegweiser Das Wirtshaus Mut! Die Nebensonnen Der Leiermann

Koncerten fremføres uden pause

CHRISTOPH PRÉGARDIEN, tenor JULIUS DRAKE, piano Christoph Prégardien har et svimlende antal musikudgivelser bag sig på alle de store selskaber. Hans karriere har bragt ham vidt omkring med store roller i Mozarts operaer og som solist i Bachs oratorier. Men det er ikke mindst som fortolker af den tyske liedtradition, han har vundet sit internationale ry. Hans talrige indspilninger i denne genre har givet ham lige så talrige priser – lige fra den tyske musikkritikerpris til Cannes Classical Award. Når Schuberts Winterreise er på programmet hos Prégardien, er det med andre ord en erfaren mester, der tager hånd om vandrerens smertefulde rejse mod døden. Wilhelm Müllers digte bevæger sig gennem et frossent vinterlandskab, hvor tårer fryser til is (Gefror’ne Tränen) og hanen galer advarende, når kåde forårsdrømme melder sin ankomst (Frühlingstraum).

Den samlede cyklus er en dramatisk fortælling om den forsmåede poet, der bittersødt må opgive drømmen om kærlighed. Forgæves håbes der på, at posten bringer godt nyt (Die Post), og ensomt gives der afkald på håbet, når det sidste blad falder (Letzte Hoffnung). Sluttelig forsoner fortællingens hovedperson sig med døden i den frysende slutning, hvor han ønsker solen slukket (Nebensonne) inden klaverets tomme kvinter ledsager lirekassemandens afskedssang (Der Leiermann). Med sig som akkompagnatør har Prégardien den fremragende engelske pianist Julius Drake, som nu gæster Mogens Dahl Koncertsal for tredje gang . Da David Alden filmatiserede Schuberts Winterreise med Ian Bostridge i rollen som den tragiske vandrer, var det med netop Julius Drake ved klaveret. I dag viderefører han karrieren som pianist ved siden af positionen som professor på Royal Academy of Music i London.


KORKONCERT

MANDAG DEN 16. JUNI 2014 KL. 20.00 GARNISONS KIRKE, KØBENHAVN Entré: kr. 200,- / studerende kr. 100,- (eksklusiv gebyrer)

PROGRAM Sven-David Sandström (1942 – ): Nordisk Messe Kyrie Gloria Credo Sanctus Agnus Dei

NORDISK MESSE MOGENS DAHL KAMMERKOR Mogens Dahl Kammerkor Cello: Toke Møldrup Dirigent: Mogens Dahl NORDISK MESSE, skrevet særligt til Mogens Dahl Kammerkor, er en fejring af det nutidige liv, hvor den traditionelle religion er trådt i baggrunden, og hvor det enkelte menneske søger og finder mening i hverdagslivets øjeblikke af nærhed, i naturens overvældende storhed, i sollyset, der pludselig gennembryder den vintermørke himmel. Det er den svenske digter Tomas Tranströmer, der har skrevet teksterne til dette episke værk, som tager temperaturen på det nordiske sind ved begyndelsen af det 21. århundrede. Et værk der trods sin tydeligt moderne og verdslige grundtone står i et intimt forhold til den store sakrale tradition. Bach, Mozart, Beethoven og Britten har alle hentet inspiration i messeformen til nogle af deres mest geniale og elskede værker. Med NORDISK MESSE får nutidens publikum et gribende smukt og varieret værk, der tager livstag med tilværelsens grundlæggende spørgsmål. Da Tranströmer i 2011 modtog Nobelprisen i litteratur var det ifølge priskomiteen ”fordi han, gennem sine kondenserede, gennemsigtige beskrivelser, viser os en

ny tilgang til virkeligheden”. Tranströmers fortættede udtrykskraft og hudløse ærlighed er sat i smukke og klangstærke toner af en komponist i den absolutte verdensklasse. Sven-David Sandströms værker opføres i disse år i verdens førende koncertsale – senest hans Mattæuspassion i Berliner Philharmonien i februar i år - og Mogens Dahl Kammerkor er stolte over at kunne uropføre Sandströms monumentale korværk NORDISK MESSE for det danske og internationale publikum på en stor, nordisk turné. Startskuddet går på de prestigefulde Festspil i Bergen i slutningen af maj og d. 16 juni får det danske publikum altså chancen for at opleve det i Garnisons Kirke. Mogens Dahl Kammerkor har gennem de senere år præsenteret publikum for en række af den kirkelige musiks absolutte hovedværker bl.a. ved de populære påskekoncerter Skærtorsdag aften. Et udvalg af denne musik kan også findes på kammerkorets anmelderroste cd SACRED NORTH. Uropførelserne af den nye NORDISK MESSE, der også byder på et spædende samarbejde med det unge, danske cellofænomen Toke Møldrup, er den foreløbige kulmination på denne udvikling. Vi tør godt love at dette bliver en koncert i særklasse.


KORKONCERT

LØRDAG DEN 13. SEPTEMBER 2014 KL. 13.00 LØRDAG DEN 13. SEPTEMBER 2014 KL. 17.00 DEN FRANSKE AMBASSADE, KØBENHAVN Entré: kr. 375,- (eksklusiv gebyrer). Prisen er inklusive en let anretning.

PROGRAM Musette accordeon Balletoptrin Live croquis Franske bobler og delikatesser fra Daniel Letz Den danske klavervirtuos Ulrich Stærk har kurateret de musikalske indslag

STRAVINSKIJ OG CHANEL FRANSK SALON 1914 MED MOGENS DAHL KAMMERKOR Udvalgte solister fra Mogens Dahl Kammerkor Pianist: Ulrich Stærk Dirigent: Mogens Dahl Den franske ambassade holder til i det smukke, klassiske Palais Thott på Kongens Nytorv. Den 13. september lukker de dørene op til et deres elegante belle etage i et eksklusivt arrangement, hvor publikum får en unik chance for at lade sig opsluge af den franske avantgardes heksekeddel af sensuel nydelse, æstetik og kunstneriske eksperimenter. Efter den skandaleombruste uropførelse af Stravinskijs orgiastiske Le Sacre du Printemps i 1913 gik hele Paris amok. Det blev startskuddet til et kreativt nybrud ført an af malere som Picasso, Braque og Matisse, digterne Apollinaire og Eluard, modeskaberen Coco Chanel og uforlignelige komponister som Satie, Poulenc og Ravel, der blev repræsentanter for en udpræget fransk udgave af modernismen karakteriseret ved humor, parfumeret lethed og velklingende charme. Den påståede affære mellem modernismens store ikon, Igor Stravinskij og elegancens ubestridte dronning, Coco Chanel, symboliserer måske stærkere end noget andet den enhed af skønhed, nydelse og kunstnerisk fornyelse som var karakteristisk for Paris i det tidlige 20

århundrede. Sjældent har verdenshistorien budt på så mange banebrydende idéer på én gang og sjældent har så mange fremragende kunstnere arbejdet side om side i en atmosfære af legende fornøjelse. De mødtes i salonerne hos den geniale kritiker Gertrude Stein, den lesbiske prinsesse og symaskine-formuearving (!) Winnarette Singer og hos den underskønne Grevinde Élisabeth Greffulhe, som inspirerede Marcel Proust til figuren Hertuginde de Guermantes i hans ’På sporet af den tabte tid’. Her mødtes de moderne klange i en nydende pas-de-deux med senromantikkens og cabaret’ernes sanselighed. I samarbejde med den franske mesterkok Daniel Letz, den franske ambassade og med Golden Days Festival genskaber vi en fransk salonatmosfære anno 1914 med tidens vidunderlige og dekadente musik, balletoptrin inspireret af Diaghilevs navnkundige Ballet Russes, champagne og franske delikatesser. Vi byder velkommen til en uforglemmelig totaloplevelse for alle sanser. En unik begivenhed tilgængelig for et eksklusivt publikum. En charmerende rejse tilbage på sporet af den tabte tid.


SØNDAG DEN 21. SEPTEMBER 2014 KL. 19.30 HÆRENS OFFICERSSKOLE, FREDERIKSBERG SLOT

KORKONCERT

Entré: kr. 200,- / studerende kr. 100,- (eksklusiv gebyrer)

PROGRAM Krigens ansigter 1914 – 2014

KRIGENS ANSIGTER 1914 - 2014 UROPFØRELSE AF ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY/LINE TJØRNHØJ Mogens Dahl Kammerkor Dirigent: Mogens Dahl Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914 blev det startskuddet til et europæisk århundrede i krigens tegn. Nu er 100 år gået og krigstrusler er stadig en realitet, som også danske soldater må leve med. Hvordan afspejler disse erfaringer sig i europæisk - og dansk - kunst og musik? Koncertens værker er ikke blevet til på sikker afstand af begivenhederne, men er skabt af digtere og komponister, der selv har oplevet krigen på nærmeste hold. Vi præsenterer en buket af korte, gribende enkle korværker af bl.a. Ivor Gurney og Ernest Farrar, der begge havde 1. verdenskrig tæt inde på livet. Farrar blev selv dræbt på Vestfronten i 1918. Gurney overlevede krigen og skrev nogle af de smukkeste engelske sange, der findes, men kom sig aldrig over traumerne fra krigen. Blandt de få ting han skrev for kor, er en firestemmig udsættelse af Salme 23, som han nynnede for at berolige sig selv i skyttegravene: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød … Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.” Den franske vokalkomponist par excellence Francis Poulenc skrev sine vidunderlige Sept Chansons til digte af Guillaume Appolinaire og Paul Eluard. De to surrealister blev begge hårdt sårede under 1. Verdenskrig.

Droner, vejsidebomber og selvmordsangreb har i dag afløst skyttegravene, pigtråden og sennepsgassen. Den danske sprogofficer og tidligere Afghanistan-udsendte Anne-Cathrine Riebnitzsky, der som forfatter netop har vundet de Gyldne Laurbær, har skrevet en Afghanistansuite til Mogens Dahl Kammerkor sat i musik af den banebrydende komponist Line Tjørnhøj. Riebnitzsky viser os krigens ansigter som hun selv har mødt dem i Afghanistan: den udsendte soldat, den voksne kvinde og skolepigen der hver på sin måde trodser Talebanernes undertrykkelse. De gribende skæbnefortællinger afbrydes af pludselige kommandoråb og bombeflyenes radiokommunikation. Gennem hele værket lyser et håb om, at ofrene ikke er forgæves, og at den voldelige konflikt i sidste ende måske alligevel kan munde ud i fred. Forud for koncerten vil der være mulighed for at opleve Riebnitzsky og Tjørnhøj i en samtale om tilblivelsen af det markante nye værk. Koncerten markerer afslutningen på Golden Days Festival 2014, der som tema i år har ”1914”. Det er en koncert til minde om alle, der har mistet livet i de sidste 100 års konflikter. En højtidelig og stemningsfuld koncert, med gribende smuk musik. Båret af håbet om fred og mærket af krigens virkelighed.


LØRDAG DEN 13. DECEMBER 2014 KL. 19.30 I HOLMENS KIRKE SØNDAG DEN 14. DECEMBER 2014 KL. 19.30 I HOLMENS KIRKE

KORKONCERT

Entré: kr. 275,- / studerende kr. 175,- (eksklusiv gebyrer)

HÄNDELS MESSIAS MOGENS DAHL KAMMERKOR

& DEN DANSKE STRYGEKVARTET Mogens Dahl Kammerkor Den Danske Strygekvartet m.fl. Dirigent: Mogens Dahl Sidste års succesfulde samarbejde med Den Danske Strygekvartet.bliver ikke en engangsforestilling! Den succesfulde kvartet, der supplerer sig med en række andre fremragende musikere, matcher Mogens Dahl Kammerkors fleksible fraseringer og spændstige dynamik i en grad, der lægger op til endnu en jul med denne udgave af Händels klassiker. Vores mål er at tilføre en ny vitalitet og ekstra dynamik i dette elskede værk, så det bliver en Messias der skiller sig ud. Sidste år blev Holmens Kirke udsolgt til disse koncerter. Køb derfor dine billetter i god tid! Læs mere om koret og find en opdateret koncertkalender på mogensdahlkammerkor.dk

Anmelderne har fulgt opførelserne siden begyndelsen i 2008, og der er ikke blevet sparet på lovprisningerne:

”I lighed med det øvrige talstærke publikum forlod jeg Holmens Kirke beriget og taknemlig.” Peter Dürrfeld i Kristeligt Dagblad 2013 ”Koret i sig selv er kernen i opførelsen, og stemmerne er fremragende. Rene, klare og sikre.” Thomas Michelsen i Politiken 2012

”En rigtig Messias af det 21. århundrede”􀀀 Søren Schauser, Berlingske Tidende 2010 ”En varm, intim og fuldstændig glasklar affære med Georg Friedrich Händels noder” Henrik Friis, Politiken 2009 ”Hvad gjorde årets opførelse til noget særligt? For eksempel smilene.” Søren Schauser, Berlingske Tidende 2008


Mogens Dahl Koncertsal / Foredrag og sangaftener

FOREDRAG & SANGAFTENER Kan du lide foredrag med spændende personligheder? Synes du også det er pragtfuldt at synge med på gode fællessange? Så er en Foredrag & Sangaften i Mogens Dahl Koncertsal et virkeligt godt bud på et arrangement, du vil synes om.

til fælles afsyngning med Mogens Dahl ved flyglet. Vi kan godt love at både sangene på sangarket og foredragsholdernes fortællinger i efteråret 2014 endnu engang vil kalde på både eftertanke, latter og skøn samværsfølelse.

Vores gæster er mennesker, der har gjort en forskel i politik-, kultur- eller forretningsliv og som har gode historier at knytte til den stribe sange, de har udvalgt

HANS EDVARD NØRREGÅRD-NIELSEN


ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY FORFATTER

MANDAG DEN 15. SEPTEMBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 195,- (eksklusiv gebyrer)

Erotiske noveller, global kamp for demokrati og tolkning på russisk. Den forfatteruddannede Anne-Cathrine Riebnitzsky har været genremæssigt vidt omkring inden hun i 2013 fik De Gyldne Laurbær for sin roman ’Forbandede Yngel’. Det der for alvor har givet hende en unik profil som både forfatter og foredragsholder, er en uddannelse i hæren som sprogofficer med russisk som speciale. Det førte hende til ansættelser ved den danske ambassade i Moskva og siden til Helmand, Afghanistan. Flere af hendes

bøger bygger på oplevelser hun fik i arbejdet med at skabe kontakt mellem befolkning og militære styrker. Et tilbagevendende tema i Anne-Cathrine Riebnitzskys forfatterunivers er udsatte menneskers vilkår. Hun skriver ligefremt og med stor indføling om fattigdom, undertrykkelse og mistrivsel i både krigshærgede miljøer og i vores eget velstående land. Glæd dig til en aften, hvor det hjemlige og det fremmedartede udsættes for en forfatters blik – og iklædes et udvalg af en berejst kvindes yndlingssange.

FRANK JENSEN

OVERBORGMESTER MANDAG DEN 6. OKTOBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 195,- (eksklusiv gebyrer)

Visse fakta om Frank Jensen antyder, at vi har med en mand fra showbiz at gøre: Han giver den gerne som sanger, han har haft arbejde som vært i tv-aalborgs bingoprogram, og han har stillet forslag om liberalisering af hash-salg i København. Kendsgerningen er imidlertid, at vi taler om en succesfuld politiker, hvis karriere signalerer klippefast soliditet. Frank Jensen er nordjyde og har en uddannelse som cand. oecon. fra Aalborg Universitetscenter. Det er blevet til

poster som forsknings- og justitsminister inden han efter slaget om formandsposten hos socialdemokraterne blev valgt til overborgmester i København. I dag varetager han desuden næstformandsposten i sit parti. Også sporten har hans interesse – siden 2012 har han blandt sine mange gøremål også tilføjet formandsposten for Team Danmark. Vi glæder os til at se den bredtfavnende politikers udvalg af fællessange, når han besøger os i efteråret.


MICHAEL CHRISTIANSEN BESTYRELSESFORMAND, DR TIRSDAG DEN 21. OKTOBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 195,- (eksklusiv gebyrer)

Juristen med en fortid i blandt andet justits- og forsvarsministeriet var i 16 år en markant direktør for Det Kongelige Teater inden han overtog roret for landets største formidlingsvirksomhed DR. Store beslutninger og mange forandringer har præget hans arbejde i disse institutioner. Operaen på Holmen, Skuespilhuset på kvæsthusbroen og DR’s koncertsal på Amager er blevet indviet med Michael Christiansen siddende på første række.

Den nye bestyrelsesformand for DR var fra første færd optaget af kvalitet. ”Det er ikke godt nok, når DR bare bliver rødgrød med fløde over for befolkningen” sagde han til Politiken – med sigte til X Factor-underholdning og fokusering på seertal. Michael Christiansen er også bestyrelsesformand på Aarhus Universitet og desuden æret som Kommandør af Dannebrogordenen af 1. grad. Kom og hør, hvilke sange han sætter pris på!

TAGE ANDERSEN

BLOMSTERKUNSTNER TIRSDAG DEN 4. NOVEMBER 2014 KL. 20.00 Entré: kr. 195,- (eksklusiv gebyrer)

Blomsterkunstneren er født i Thy og voksede op i Midtjylland, hvor han fik en uddannelse som konditor. Allerede som 20-årig åbnede han imidlertid sin første blomsterbutik i Kjellerup og seks år senere rykkede han til København, hvor han har drevet butik på Kongens Nytorv og i Ny Adelgade. Tage Andersen benytter naturens materialer i sine kunstværker, som har fundet vej til kunstudstillinger på mange museer i ind- og udland heriblandt Statens Museum for Kunst i 2002.

Foruden at trylle med blomster, frugter, grene, kviste og vaser som skulpturel kunst har Tage Andersen også gjort sig bemærket som scenograf ved forestillinger på flere teatre. Tage Andersen har bl.a. modtaget anerkendelse fra Statens Kunstfond og Den Nordiske Havebrugspris. Der er lagt op til en velduftende sangaften, når morgenfruer, anemoner og roser besynges med Tage Andersen på podiet i koncertsalen.


Mogens Dahl Koncertsal / Om kammerkoret og artist in residence

”Med denne samling af nordisk sakral kormusik hæver Mogens Dahl Kammerkor sig helt op i sangens superliga.” - Information om Sacred North

MOGENS DAHL KAMMERKOR Mogens Dahl Kammerkor er et professionelt ensemble bestående af 16 klassisk uddannede sangere fra hele Norden.

DISKOGRAFI 2005 GLADE JUL, DEJLIGE JUL, nordiske julesalmer og sange 2006 HØJSKOLESANGE 2007 LIEBESLIEDER, kormusik af Brahms 2008 NORTH, verdslig, nordisk kormusik 2008 SACRED NORTH, kirkelig, nordisk kormusik 2010 NORTH ROOM, kirkelig og verdslig, nordisk kormusik

Læs mere på www.mogensdahlkammerkor.dk

Koret blev grundlagt i 2005 i sammenhæng med koncerthusprojektet på Islands Brygge i København. I dag er det et af Nordens mest anerkendte klassiske vokalensembler. Mogens Dahl Kammerkor har sit kunstneriske fokus på nordisk og romantisk musik. Koret har ofte ny musik på repertoiret, tilegnet koret af betydelige skandinaviske komponister. Ensemblet har allerede en lang række roste koncerter og cd-indspilninger bag sig, blandt andet en nominering til P2-prisen. ”Groundbreaking Scandinavian works for chamber choir lovely performed. […] There is some absolutely ravishing music here […] sung with great warmth of tone by the Mogens Dahl Chamber Choir” - Gramophone om North Room. “Sacred North er en blændende manifestation af, hvad professionelle sangere kan slynge mod himlen af nordisk tonekunst.” - Weekendavisen om Sacred North.

ARTIST IN RESIDENCE 2014 Med Angela Hewitt som artist in residence, har Mogens Dahl Koncertsal valgt at sætte fokus på en af de senere års mest succesfulde klassiske pianister. Hendes tidligere besøg på Islands Brygge har givet os en samlet opf��relse af Bachs Kunst der Fuge samt storværker af Haydn, Beethoven og Liszt. I efterårssæsonen sættet den canadiske virtuos spot på spanske tonekunstnere som Granados og De Falla.


STEINWAY SÆTTER SCENEN

97,8 % af alle koncertpianister vælger Steinway Steinway har også en model, der passer hjemme hos dig. Find din størrelse på www.steinway.dk

scan koden og kom direkte til www.steinway.dk

JUHL-SØRENSEN •1895•

Brofogedvej 10 • København NV • Muslingevej 40 • Egå 70 13 17 44 • www.piano.dk •info@piano.dk


Mogens Dahl Koncertsal / Om Mogens Dahl Koncertsal

OM KONCERTSALEN

Tusindvis af mennesker kender Mogens Dahl Koncertsal som den perfekte ramme om konferencer og møder. Her har været afholdt fx personalemøder, produktpræsentationer og politiske konferencer med en lang række store organistationer og koncerner. Men historien om Mogens Dahl Koncertsal begyndte med en mands kompromisløse ambitioner om at skabe et koncerthus, hvor det musikalske liv kan udfolde sig i perfekte intime rammer, der bringer musikken tæt på publikum. Den gamle bygning er opført i 1901, og var oprindeligt en staldbygning for Hertz Bogtrykkeri. I den nuværende koncertsal stod hestene opstaldet, mens vognene var parkeret i det, der i dag er foyeren.

OM MOGENS DAHL Mogens Dahl trådte for alvor ind på den danske scene som dirigent og syngemester ved Den Jyske Opera fra 1991 - 2003. En lang række kor og orkestre i Danmark og udlandet har siden haft fornøjelsen af Mogens Dahls musikalske ledelse, deriblandt de danske og svenske radiokammerkor og de danske landsdelsorkestre. I 2005 fik Mogens Dahl chancen for at realisere drømmen om sit eget koncerthus. Det blev starten på Mogens Dahl Koncertsal, der drives som Nordens eneste private koncerthus for klassisk musik. Sideløbende hermed dirigerer han også sit eget professionelle kammerkor, Mogens Dahl Kammerkor. Læs meget mere om Mogens Dahl og koncertsalen på www.mogensdahl.dk

Arkitektparret Frank Maali og Gemma Lalanda har i restaureringsarbejdet ført bygningen tilbage til sit oprindelige udseende. I foyeren er den oprindelige brolægning genetableret, og der er skabt en fusion mellem den rå udendørsstemning og den varme, venlige imødekommenhed, som er koncertsalens kendetegn. Det hele dramatiseres af den smukke, røde trappe, der bryder foyerens enkle fremtoning. En jury nedsat af Danmarks Radio anerkendte i september 2008 arbejdet og aktiviteterne i Mogens Dahl Koncertsal gennem tildelingen af den nystiftede ’P2 Koncert Pris’. I begrundelsen hed det blandt andet: ”I et tidligere autoværksted mellem ældre boligblokke og industribyggeri har Mogens Dahl bygget en kunstnerisk kile, hvor der i enhver forstand er højt til loftet. Med sjælden kompromisløshed har Mogens Dahl skabt et æstetisk smukt musikhus, der har gjort København - og gennem ’P2 Koncerten’ - hele Danmark kulturelt rigere.”


VI GØR ALT FOR, AT I IKKE SKAL FØLE JER HJEMME VI SKRÆDDERSYR JERES KONFERENCE, MØDE ELLER EVENT, SÅ DET PASSER PRÆCIST TIL JERES AMBITIONER OG MÅLGRUPPE. Novo Nordisk, Miljøministeriet, Vipp, PA Consulting Group, Danske Bank, Lundbeck, Design Hotels, Falck Healthcare, Region Hovedstaden, Dansk Industri, Nordea, Mercedes-Benz Danmark, TV2 og Deloitte, er nogle af de kunder, som vi er meget stolte af at samarbejde med.

Læs mere om mulighederne på mogensdahl.dk


Mogens Dahl Koncertsal / Praktiske oplysninger

BILLETSALG

Find dit arrangement på mogensdahl.dk eller mogensdahlkammerkor.dk. Billetkøbet foregår derefter via billetlugen.dk. Du kan også købe billetter på billetlugens fysiske salgssteder. Se oversigt over dine muligheder på billetlugen.dk.

NYHEDSBREV

Læg et visitkort i foyeren eller skriv til info@mogensdahl.dk hvis du vil abonnere på et elektronisk nyhedsbrev fra Mogens Dahl Koncertsal. Nyhedsbrevet holder dig underrettet om koncerter og foredrag samt andre arrangementer i salen.

Til alle arrangementer i Mogens Dahl Koncertsal er der også mulighed for at købe billetter på selve dagen fra kl. 19.00 i foyeren. Køb partoutkort til både koncert-og foredragsserien. Husk også vores gavekort! Find mere information på mogensdahl.dk

CAFÉEN

Caféen åbner en time før hvert arrangement. Her sælges vin, øl, kaffe og te, og vores personale tager imod bestillinger til pausen. På caféens menukort er også fristende kager og chokolader samt fransk æblemost.

PARKERING

Det er muligt at parkere i Snorresgade lige uden for Mogens Dahl Koncertsal, samt på Kigkurren, 50 meter fra indgangen. Afgiften er kr. 11 pr. time på hverdage. Vi har cykelparkering på gaden lige udenfor porten.

HJEMMESIDE

Vi har netop lanceret en helt ny version af hjemmesiden mogensdahl.dk. Foruden overblik over alle koncerterne, er den en indgang til hele vores univers, som omfatter events, konferencer og kulturelle arrangementer.

OFFENTLIG TRANSPORT

Tag bus 250S fra Hovedbanegården mod Islands Brygge/Artillerivej til ”Kigkurren”. Herfra er der to minutters gang til koncertsalen. Eller tag Metro M1 i retning mod Vestamager og stå af på ”Islands Brygge”. Herfra er der ca. 8 minutters gang til Koncertsalen.

Bliv venner med os på Facebook eller følg os på Instagram: @mogensdahlkoncertsal. Se også de flotte smagsprøver på koncerter og foredrag på YouTube: Søg på Mogens Dahl Koncertsal eller Mogens Dahl Kammerkor.


TAK TIL: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Augustinusfonden Oticon Fonden Knud & Dagny Gad Andresens Fond Knud Højgaards Fond Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Statens Kunstråds Musikudvalg Københavns Musikudvalg Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Beckett-Fonden Toyota Fonden Solistforeningen

Programfolder: tonesprog.dk

VORES SAMARBEJDSPARTNERE


EFTERÅR 2014 PROGRAM KAMMERKONCERTER kl. 20.00

TRIO CON BRIO COPENHAGEN med internationale gæster

Søn 28. sep

IVO POGORELICH, piano

Tor 18. sep

ENTRÉPRISER Se priserne for de enkelte arrangementer inde i programmet

kl. 20.00

Man 27. okt kl. 20.00

Man 10. nov kl. 20.00

Søn 30. nov kl. 20.00

ANGELA HEWITT, piano CASALS KVARTETTEN

PARTOUTKORT Fem kammerkoncerter kr. 1500 Fire Foredrag & Sangaftener kr. 650

CHRISTOPHE PRÉGARDIEN, tenor Julius Drake, piano

KORKONCERTER Man 16. jun kl. 20.00

Lør 13. sep kl. 13.00 og 17.00

MOGENS DAHL KAMMERKOR Nordisk Messe, Garnisons Kirke MOGENS DAHL KAMMERKOR Stravinskij og Chanel, Den franske Ambassade

kl. 19.30

MOGENS DAHL KAMMERKOR Krigens ansigter 1914 - 2014, Frederiksberg Slot

Lør 13. dec Søn 14. dec

MOGENS DAHL KAMMERKOR & Den Danske Strygekvartet Händels Messias, Holmens Kirke

Søn 21. sep

kl. 19.30

FOREDRAG & SANGAFTENER Man 15. sep kl. 20.00

Man 6. okt kl. 20.00

Tir 21. okt kl. 20.00

Tir 4. nov kl. 20.00

ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY, forfatter FRANK JENSEN, overborgmester MICHAEL CHRISTIANSEN, bestyrelsesformand, DR TAGE ANDERSEN, blomsterkunstner

ADRESSE Mogens Dahl Koncertsal Snorresgade 22 2300 København S T: 70 23 00 82 www. mogensdahl.dk


Mogens Dahl Koncertsal - program efterår 2014