Page 1

Om Philip Kerrs Bernie Gunther-serie Af Walther Knudsen pensioneret bibliotekar og Kerr-fan


Om Philip Kerrs Bernie Gunther-serie Af Walther Knudsen pensioneret bibliotekar og Kerr-fan

Dansk kriminallitteraturkritiks ærkebiskop, Bo Tao Michaëlis udtaler glad og gerne, at ”krimier er mænds undskyldning for at læse kærlighedshistorier”. Når det gælder Philip Kerrs Bernie Guntherserie er mændene derfor kommet til det rette sted, hvilket ikke betyder, at kvinderne ikke også kan læse med. Ingen Bernie-roman uden en romance. Hvert eneste af de originale engelske omslag viser da også billedet af en femme fatale. Og fatalt er det at være i Bernies selskab. Han har været gift to gange. Første gang før han træder ind i historien og anden gang midt under krigen. Mødet med kone nummer to, Kirsten, i 1942 er ubeskrevet i romanerne, og ærlig talt virker forholdet ikke særlig hedt. Da Bernie i 1943 har et forhold til en kvindelig retsmediciner i Katyn, som beskrevet i ”En mand uden åndedræt”, har både forfatter og Bernie tilsyneladende glemt, at han er forholdsvis nygift. Men på den anden side, så er mandkønnet herostratisk berømt for at kunne se med milde øjne på egne sidespring. Bernie Gunther-serien er jo heller ikke det eneste genrelitterære fænomen, hvor det er livsfarligt for kvinderne at komme på klos hold af helten. Også James Bond mister rask væk de kvinder, som han knytter sig til. Der er – mindst – to grunde til denne overdødelighed for kvinder i genrelitteraturen. Den noble årsag er, at helten skal føle lidelsen, for uden tab og lidelse, ingen rigtig helt. Den lykkelige Aladdin er bare en blære- og narrøv, og samme Aladdin bliver først en rigtig helt, da han møder modgang. Den anden knap så noble årsag til kvindernes skæbne er, at seriehelten har brug for at være fri og ubunden, når det næste eventyr tager sin begyndelse. I ”Gråzone” får Bernie dog lov til at få sin ”hausfrau”, men samtidig går han jo også på pension som detektiv og agent. Et andet litterært dictum, som man kan føre i marken vedrørende Kerrs romaner, er Sjöwall og Wahlöös udsagn om deres tibinds serie om Beck og kolleger, at de tilsammen udgør ”roman om ett brott”. Vi var måske nogle få, der havde lidt svært ved at genkende den nævnte ”forbrydelse” og mere læste bøgerne som en lang kollektivroman om politiarbejde. Men Bernie-serien er i dén grad en ”roman om en forbrydelse”, og forbrydelsen er selvfølgekig nazismen i Tyskland. Et forbryderisk regime, som gav føreren lov til mord, helt efter eget forgodtbefindende, bare fordi … Bernie er ikke bare politimand og privatdetektiv, han er også soldat og kriger i et grundlæggende forbryderisk samfund. Derfor er han også både offer og bøddel, anstændig borger og skruppelløs forbryder. Der er vist kun en enkelt roman, hvor Bernie ikke begår mord. Detektiven som seriemorder, det er vist ikke set før! Og mens vi har fat i Bernie, så lige en bemærkning om hans efternavn. På en video på nettet hører jeg Kerr udtale navnet som Günther. Stavemåden opfatter jeg som forfatterens hjælp til sine landsmænd; deres læsning skal ikke hæmmes af den fremmede umlaut. Måske en overbeskyttelse af den dovne læser, men på den anden side er vi da nogle, som undgår at læse russiske romaner bare på grund af den evige vekslen mellem fornavne, kælenavne, fadernavne og efternavne og alle de tænkelige mellemformer. Det er ikke rart at læse en bog, hvor man ikke kan læse personernes navne.


Når man som forfatter skriver en romanserie over et så langt tidsforløb, sniger der sig uvægerligt fejl og unøjagtigheder ind. Berømt i kriminallitteraturen er Dr. Watsons skudsår, som vandrer rundt på kroppen i forskellige Sherlock Holmes-historier. Og skrivekuglen, Edgar Wallace havde folk ansat, der sørgede for at helten hed det samme hele historien igennem. Så galt går det dog ikke for Kerr. I tilfældet Bernie Gunther er der dog også lidt forskellige forklaringer på, hvorledes han skaffer sig af med sin SS-tatovering. Vil man fornøje sig med Kerrs kiks og koks, kan man gå ind på berniegunther.com/forum, hvor der er en tråd med fejl og inkonsekvenser. Heldigvis er de fleste totalt ligegyldige for handlingen i historien. I forlængelse af dette kan man spørge, hvorledes det går for en britisk forfatter at skrive om en tysk figur, der oplever Tysklands 13-årige tusindsårsrige. Tyske læsere har taget godt imod Bernie, selv om nogle har påpeget, at Bernie med sit berlinske sprog og afstamning ville have forskaffet sig problemer i forskellige sammenhænge. Men schwamm drüber. Apropos det nationale: Der er mange skurke i romanerne. Flest tyskere naturligvis, men også russere, amerikanere, østrigere og italienere, israelere og et par franskmænd, men ingen – som i INGEN – englændere/briter. Vil Kerr ikke støde sine landsmænd, eller er englændere bare for uspændende? Efter således at have skeletteret romanserien, er det vist på tide at forsyne benraden med lidt kød igen. Der er for mig ingen tvivl om, at Kerrs romanserie er et mesterværk, især de første tre bind, den såkaldte Berlin-noir-trilogi, men de senere bind falder ikke meget bagud. Det er naturligt sådan, at det oprindelige anslag, nyheden, altid vil opleves som det mest enestående; videre¬udviklingen vil altid opleves som svagere. Det er også grunden til, at vi alle bliver mere blaserte med alderen. Omvendt er vi heldigvis mange, der glæder os til gensynet med helt og miljø. Bernie Gunther er selvfølgelig en tysk fætter til Sam Spade og Philip Marlowe, streetwise på den berlinske måde, og i udtalt opposition til magten, her de mere prominente nazistiske foresatte som Goebbels, Heydrich og politichefen Arthur Nebe m. fl. Så han indskriver sig også i en anden velkendt og elsket tradition, den hårdkogte krimi. Alene det, at Kerr gør disse nazikoryfæers medvirken i handlingen så troværdig og selvfølgelig, er en stor læseoplevelse. Litteraturen om Anden Verdenskrig er uendelig, men i fiktionsdelen har Bernie Gunther sin egen betydelige niche, hvorfra man også kan træde ind i faglitteraturens store univers ved så at sige gøre forfatterens research efter. Vi kan alle have yndlingsmomenter i vores yndlingsbøger. Et af mine i denne sammenhæng er den scene i ”En mand uden åndedræt”, hvor Admiral Canaris kommer ind i retslokalet ”ledsaget af to ruhårede gravhunde, som trofast holdt sig bag hælene på et par sko, der havde set bedre dage.” Folk, der elsker ruhårede gravhunde can't be all bad! (Teksten er skrevet på baggrund af bind 1-9 i serien.)

Om Philip Kerrs Bernie Gunther-serie  

Pensioneret bibliotekar og Kerr-fan Walther Knudsen skriver om Philip Kerrs Bernie Gunther-serie. (Teksten er skrevet på baggrund af bind 1...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you