Page 1

EN PASSION, DER FORVANDLES FRA AT VÆRE EN DRØM OM EVIG KÆRLIGHED TIL NOGET SØRGELIGT OG DESTRUKTIVT. Din nye roman hedder KIRSEBÆRTIDEN – hvad er Kirsebærtiden, og hvorfor hedder romanen således? “Kirsebærtiden” er en direkte oversættelse fra fransk – “Le Temps des Cerises”: Titlen på en sang, hvor kirsebærrene symboliserer en drøm om lykke – en drøm, der i sangen forvandles til “dråber af blod”. Jeg valgte titlen, fordi mine to hovedpersoner oplever en passion, der forandrer deres liv. En passion, der forvandles fra at være en drøm om evig kærlighed til noget sørgeligt og destruktivt. I romanen får en mand efter Berlinmurens fald mulighed for at vende hjem til det Østberlin, han længe har været på flugt fra. Hvem er denne mand? Min mandlige hovedperson, som i bogen ikke har noget navn, er en mand i moden alder. Som ung i 50-erne var han i nogle år en lovende skuespiller i DDRs mest berømte teaterensemble. Det er der, han oplever sit livs store kærlighed. Genstanden for hans følelser er hans kvindelige chef og medspiller, ensemblets stjerne. Da Berlinmuren bliver bygget i 1961 ved han, at han ikke kan


blive. Hans elskede har afsluttet forholdet, uden at han forstår hvorfor, og sorgen og frustrationen over den kærlighed, han har mistet, sammen med den kvælende følelse af ufrihed i hans hjemland, tvinger ham på flugt. Han ender i Danmark, hvor sproget forhindrer ham i at genoptage skuespillerkarrieren, i stedet arbejder han som teatertekniker. Han tilpasser sig, eller mere præcist: han spiller rollen som en, der tilpasser sig. På et eller andet plan er han stadig på flugt, fra nære relationer, fra forpligtende forhold, og måske allermest – fra sig selv. I bogen udsætter jeg ham for en række prøvelser. Fra en konfrontation med hans ungdoms by, Berlin, med minderne, de gode og de smertelige, men også med en helt nutidig udfordring, han ikke kan snige sig udenom. Hvad stiller han op med en voksen søn, han ikke vidste, han havde? Hvad gør en mand, der i mange år har givet afkald på dybere følelser for at beskytte sig selv, når kærligheden pludselig sniger sig ind på ham fra en uventet kant? Kan han holde op med at være på flugt? De spørgsmål har været en del af drivkraften i arbejdet med bogen. Romanen foregår både i 1950ernes Østberlin under DDR-regimet og i 1990ernes Berlin efter murens fald. Hvorfor er denne del af Berlins historie vigtig for dig at fortælle? Historien om Europa efter 2. Verdenskrig er et vigtigt tema i mit forfatterskab, og jeg havde lyst til at udforske det, der blev kaldt for “den faktisk eksisterende socialisme” i DDR med alt, hvad det kom til at indebære af undertrykkelse og hykleri, gennem nogle personer, hvis liv og skæbner jeg var optaget af. Du er et par kendte personer med i romanen, dog uden navns nævnelse. Vil du afsløre, hvem de er, og hvorfor de er vigtige for fortællingen? At dramatikeren Bertolt Brecht og ikke mindst hans kone Helene


Weigel optræder i bogen, kan hvem som helst, der kender lidt til moderne europæisk teaterhistorie, let regne ud. Men min hovedhistorie er ikke dokumentarisk, den er, som det skal være i en roman: Løgn og forbandet digt. På det punkt adskiller den sig ikke så meget fra de selvbiografier af kendte personer, der dukker op med jævne mellemrum – hvad man end kan sige om dem, er de en redigeret udgave, hvor fortielser og omskrivninger er lige så fremherskende som den såkaldte sandhed – “det vi valgte at bringe”, som det hedder. Du er uddannet dramaturg og har arbejdet ved teateret i mange år, inden du blev forfatter på fuld tid. Handlingen i KIRSEBÆRTIDEN foregår i teaterverdenen. Hvordan har det været at skulle beskrive en verden, du selv har været en del af en stor del af dit liv? Jeg har nok haft brug for en vis distance, før jeg kunne bruge det stof, men der kan helt sikkert komme mere fra den skuffe. Som gammel teaterchef har jeg jo et righoldigt erfaringsmateriale at bygge på. Det sjoveste i den her forbindelse var at skildre livet og folkene på et teaterværksted. Nogle vil muligvis finde min version en anelse ondskabsfuld – jeg vil hævde, at den er realistisk. Hvordan arbejder du? Hvor får du dine ideer fra? Idéerne ligger på lur og kaster sig over mig i ubevogtede øjeblikke. Idéen til “Kirsebærtiden” fødtes ved et besøg i Brechts hus i Berlin for nogle år siden. Jeg vandrede rundt i de smukke rum, som fru Weigel havde indrettet så geniet, hun var gift med, kunne have det bekvemt, når han arbejdede. Jeg kikkede indenfor i køkkenet, hvor hun lavede sin berømte mad, og jeg blev mere og mere interesseret i, hvad hun var for et menneske. Så jeg læste masser af bøger og interviews, jeg så film, jeg besøgte huset igen og besøgte også familiens sommerhus i Buckow. Jo mere research, jeg lavede, jo mere optaget blev jeg af to ubesvarede spørgsmål: Hvorfor blev denne kvinde i så mange år hos


en notorisk utro mand? Og hvorfor blev hun i et utro system – et samfund, hvis ideologi var blevet til fraser, og som i praksis svigtede alt det, hun troede på, når hun havde alle muligheder for at flygte? I min fiktion vælger jeg at give hende en mulighed for at slippe ud af begge dele. Læsere af bogen vil se, hvordan det spænder af! Fra starten var det hende, jeg så som min hovedperson, det var hende, der interesserede mig mest. Men erfaringen har lært mig, at en forfatter aldrig på forhånd ved, hvordan en historie udvikler sig. I det her tilfælde endte det med to jævnbyrdige hovedpersoner. Eller måske ligefrem med, at hendes mandlige modpart overtog historien. Hvordan ser en helt almindelig arbejdsdag ud for dig? I researchperioder arbejder jeg mange timer om dagen og holder først op, når jeg er for træt i hjernen til at fortsætte. Når det er nødvendigt, sidder jeg på forskningsbiblioteker og arkiver i Danmark eller udlandet. I skriveperioder skriver jeg nyt i 3-4 timer om dagen, og helst vil jeg være i gang kl. ni om morgenen. Når dagen er ved at være slut, sker det, at jeg bruger en time eller to på redigering. Ind imellem går jeg ture eller træner, mens jeg lader underbevidstheden arbejde. En svømmetur kan også bruges. Jeg diskuterer sjældent det, jeg skriver, med nogen. Den eneste undtagelse er min mand, som af og til får en snes sider til gennemlæsning. Med krav om at være hudløst ærlig, og ét eneste spørgsmål: Fik du lyst til at læse videre?

Lis Vibeke Kristensen KIRSEBÆRTIDEN interview 2014  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you