Høringssvar vedr. lokalplan 1251

Page 1

Høringssvar Lokalplan nr. 1251, Vejle Kommune Jelling: Skovgade 4 og Vejlevej 16-18

Indsigelse mod nedrivning af Skovgade 4, 7300 Jelling Vi vil med dette høringssvar modsætte os nedrivning af Skovgade 4. Nedenfor følger begrundelserne. Jellings kulturarv En 200 m2 stor udvidelse af en discountbutik bør ikke føre til nedrivning af et hus med særlige æstetiske, lokalhistoriske og bevaringsmæssige kvaliteter. Skovgade 4 er bygget i 1881. Det er et stateligt og smukt hus med klassiske æstetiske og kulturmæssige værdier, som gør det bevaringsværdigt. Det er ét af de få tilbageværende byhuse i Jelling fra den periode og nok det eneste af sin slags med harmonisk arkitektur, der bærer tydelige nyklassicistiske træk. Det markerer facaderækken i den vestlige side af Skovgade på linje med husene overfor. Hvis huset fjernes, vil vestsiden af Skovgade stå svagere, idet de næste huse er tilbagetrukket fra vejen og således ikke danner en facadelinje. Det vil betyde en væsentlig forringelse af gadens udseende. En discountbutik forstyrrer hele områdets arkitektur og æstetik, hvilket er synd i netop en by som Jelling, der modtager mange turister med interesse for kulturarv. Jelling er som bekendt en by, der har mistet mange huse pga. frilægningen af monumentområdet. I alt er ca. 70 huse revet ned, heriblandt flere smukke huse fra samme periode som Skovgade 4. Man bør passe på ikke at fjerne den gamle stationsby helt, idet den også har en vigtig historie at fortælle. Skovgade 4 er komponisten Oluf Rings barndomshjem. Han blev født i Jelling i 1884, blev læreruddannet på Jelling Seminarium og har komponeret melodier til flere danske fædrelandssange, se https://da.wikipedia.org/wiki/Oluf_Ring . Ved at fjerne huset mister man både et æstetisk udtryk og en vigtig del af byens historie, som aldrig kan genskabes. I Jelling bør man huske, at ikke kun monumentområdet er kulturarv. Det samme er den gamle Jelling stations- og seminarieby, som i Vestbyen er delvist ødelagt på grund af nedrivning. Jellings sammenhængskraft i den bydel er fjernet. Østbyen bør bevares i den helhed, den er i nu. Derfor må man heller aldrig overveje at nedrive byens tidligere lægebolig, Vejlevej 16, som også er omfattet af lokalplanen (Delområde 2). Der bør tværtimod laves en bevaringsplan for de tilbageværende huse og områder i midtbyen, så den ikke mister hele sin historie.

Trafikale og støjmæssige problemer Trafikken i Skovgade er i forvejen katastrofalt heftig efter lukningen af den tidligere hovedfærdselsåre Vejlevej/Gormsgade. Ud over almindelig persontrafik, turistbusser, campingvogne og håndværkerbiler kører dagligt flere store lastbiler med varer til REMA 1000 via Jernbanevej og drejer til venstre ud på Skovgade lige dér, hvor skoleeleverne færdes. Støjgenerne er steget drastisk efter trafikomlægnignen. Lastbilerne benytter tilsynesladende ikke omfartsvejen men kører gennem byen ad de alt for smalle veje, som oprindeligt ikke er skabt til tung trafik. Skoleeleverne lever en farlig tilværelse, når de skal krydse henholdsvis Jernbanevej og Bredager morgen og eftermiddag. Skovgade og Jernbanegade benyttes som en ringvej, hvilket den ikke er anlagt til. Begge veje stammer fra en tid, før der fandtes biler.

1


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.