Metodistkirkens Lære og Kirkeordning 1997, 2001, 2005
HISTORISK REDEGØRELSE DEN FORENEDE METODISTKIRKE blev
en realitet, da Den Forenelsede Evangeliske Brødrekirkes biskop, Reuben H. Mueller, og biskop Lloyd C. Wicke fra Metodistkirken gav hinanden hånden herpå, den 23. april 1968 på den konstituerende generalkonference i Dallas, Texas. Med ordene ”Kirkernes Herre, vi er forenet i dig, i din kirke og nu i Den Forenede Metodistkirke” blev det nye trossamfund dannet af to kirker, som hver især havde en speciel historie og betydningsfulde aktiviteter i mange dele af verden. Teologiske traditioner med rødder i wesleyanismen og den protestantiske reformation, omtrent ens kirkestruktur og forhold, som kunne dateres næsten to hundrede år tilbage, lettede sammenslutningen. Fra De Forenede Evangeliske Brødres historiske arv kan for eksempel nævnes, at stifteren af De Forenede Kristne Brødre, Philip William Otterbein, assisterede ved Francis Asburys ordination, da han indsattes som leder af den amerikanske metodisme. Omvendt fik Jacob Albright, der ud fra sin religiøse erfaring og lederevne startede Den Evangeliske Sammenslutning, sin åndelige vejledning ved metodistiske klassemøder efter sin omvendelse.
Begyndelsen, 1736-1816 Den forenede Metodistkirken deler sin historie og arv med andre metodistiske og wesleyanske traditioner. John Wesleys (1703-1791) og broderen, Charles’ (1707-1788) liv og gerning udgør kernen i denne fælles arv. Både John og Charles var missionærer for Den Engelske Kirke i kolonien Georgia. De ankom dertil i marts 1736. Det blev deres eneste rejse til Amerika. Deres mission var langt fra en ubetinget succes, og begge rejste desillusionerede og nedslåede tilbage til England, Charles i december 1736 og John i februar 1738. Begge Wesley-brødrene oplevede en religiøs omvendelse i maj 1738. I de følgende år lykkedes det for Wesley-brødrene at føre en levende vækkelsesbevægelse frem inden for Den Engelske Kirke. Efterhånden som den metodistiske bevægelse voksede, blev det klart, at vækkelsen ville brede sig til de amerikanske kolonier, da også metodister tog den udmattende og farlige rejse over Atlanten til den nye verden. Den metodistiske organisation i Amerika begyndte som en lægmandsbevægelse. Blandt de første ledere var Robert Strawbridge, en indvandrer-landmand, som organiserede arbejdet i Maryland og Virginia omkring 1760. Endvidere Philip Embury og dennes kusine, Barbara Heck, som begyndte arbejdet i New York i 1766. Desuden kaptain Thomas Webb, hvis indsats var medvirkende til, at metodismen kom til Philadelphia i 1767. For at styrke arbejdet i kolonierne sendte John Wesley i 1769 to af sine lægprædikanter, Richard Boardman og Joseph Pilmore, til Amerika. To år senere blev også Richard Wright og Francis Asbury udsendt af Wesley for at styrke de voksende amerikanske metodistsamfund. Francis Asbury blev den vigtigste person i tidlig amerikansk metodisme. Hans energiske hengivenhed for den wesleyanske teologis grundsætninger, forkyndergerning og organisation formede metodismen i Amerika — på en måde som ingen anden enkeltperson har gjort det. Ud over prædikanterne som Wesley udsendte, fulgte metodister i kolonierne også kaldet til at blive lægprædikanter i bevægelsen. Den første konference for metodistprædikanter i kolonierne blev holdt i Philadelphia i 1773. De ti, som deltog, traf adskillige vigtige afgørelser. De forpligtede sig til troskab over for