liv / Af/ Clara Edgar Jakobsen Foto/ Jacob Ljørring
Vi skal snakke om de stempler, vi er brændt af I slutningen af 2017 sagde Emma Holten farvel til den offentlige debat, hun som feministisk aktivist havde været en del af i mere end tre år. Det gjorde hun efter, hun fik en diagnose som kronisk syg, der fik gamle følelser til at blusse op igen.
Det er sidst på eftermiddagen en sensommer onsdag i slutningen af august. Unge mennesker har stimlet sig sammen uden for caféerne i Blågårdsgade i København, hvor de suger de sidste solstråler til sig. Inde i cafeens mørke sidder Emma Holten. Hun har netop overstået et møde for få minutter siden, og er nu klar til at tage imod mig, for at snakke om den sygdom, som hun for ganske nyligt delte en bid af med sine knap 30.000 følgere på Instagram. – Jeg er virkelig glad for, at I skrev til mig! Jeg har faktisk gået og tænkt, at jeg gerne vil fortælle om min sygdom, men det er bare ikke det, journalister kontakter mig for at snakke om, fortæller hun mig, mens jeg finder mig til rette på stolen over for hende. Når medierne hiver fat i Emma, handler det om feminisme, hævnporno, ligestilling og retten til egen krop. Og det er ikke det, der er omdrejningspunktet for vores snak i dag, men i løbet af den tid, vi bruger sammen, bliver det klart for mig, at der er følelser, oplevelser og erfaringer, der har fulgt og formet Emma, siden hun fik delt nøgenbilleder mod sin vilje, op gennem hendes aktivistiske arbejde og med ind i tilværelsen som kronisk syg. Derfor vil jeg også starte med at tage jer på en rejse tilbage til 2011, da Emma blev frataget kontrollen over sin egen krop.
8
Fandt styrke i andre Dengang var Emma 19 år gammel. I sin mailindbakke havde hun nogle gamle nøgenbilleder liggende, som hun havde sendt til den fyr, hun var kæreste med, da de blev taget. En dag finder hun ud af, at billederne er blevet hacket og lagt ud på nettet sammen med hendes navn. – Jeg mærkede et kæmpe kontroltab. Jeg var vant til at se mig selv som stærk, og nu lå jeg i andre menneskers magt og havde ikke ord for, hvad jeg følte og oplevede, forklarer Emma i dag om tiden efter overgrebet. Hun begyndte at søge efter forklaringer på, hvorfor hun havde det, som hun havde det. Nogen og noget at spejle sig i. Lige så stille fandt hun ligesindede. Emma kunne genkende sit eget følelsesmylder i personlige beretninger fra kvinder, der var blevet udsat for andre typer overgreb og seksuelle grænseoverskridelser. Følelsen af at miste retten til egen krop og fortælling. Følelsen af skam.
“Det handlede jo om mig, og jeg havde meget på spil, når jeg gik ud og snakkede om hævnporno”