/ sind
”den flinke” ikke selv kan finde ud af at modtage: ”Det kan jeg sagtens klare, du behøver ikke …” Man kan endda få fornemmelsen af, at det helst skal være sådan, at det er de andre, der “skylder” i det uudtalte regnskab over vennetjenester mv. Det, der gives i overmål – også selvom det synes at være af lyst – kan også være udtryk for et behov for at tage styring eller få positiv opmærksomhed. Det kan nemt tage overhånd for en entusiastisk hjælper … Og uanset de fordele, der følger med den selvvalgte rolle, kan det også føre til et kollaps. Ubalance er ubalance, uanset motiver og mellemregninger. Gøre sig fortjent Som terapeut er det en fintfølende sag at prikke hul i en selvforståelse af, at: ”Jeg skal gøre (og gør) det rigtige”. Vi må for alt i verden ikke pille et menneske ned, når selvværdet i forvejen er skrøbeligt. Det altafgørende fundament for at kunne give og modtage med samme glæde og ro i maven – sige ja OG nej – er en naturlig overbevisning om, at du – alt andet lige – altid er værd at respektere og elske. Du har fortjent den samme anerkendelse som menneske som alle andre – også uden altid at anstrenge dig mere end andre. Jeg synes … Når vi arbejder med at blive mere robuste og få mod til at sige fra og dermed gøre opmærksom på vores
“Du har fortjent den samme anerkendelse som menneske som alle andre, også uden altid at anstrenge dig mere end andre”
egne behov, må vi ofte starte i selvtilliden – den ydre og mere målbare tro på dig selv. Gennem mange år har jeg både i terapien og på workshops arbejdet med denne problematik, og der er én ting, der ofte gør sig gældende for de helt inkarnerede pæne piger og flinke drenge: De siger meget sjældent deres uforbeholdne mening. Og mange gange har de knap nok en. Det svarer ikke til de hårdtarbejdende samaritanere, som ofte agerer som skjulte ledere, idet de gennem deres gavmildhed med tid og kræfter opnår en markant indflydelse. De pæne piger og flinke drenge, jeg taler om her, har meget svært ved at mærke, hvad de selv vil og mener. Det skal fiskes frem. En effektiv øvelse har været at øve sig i at formulere sætninger, der begynder med: ”Jeg tror …”, og ”jeg synes …”. Det kan virke lidt for nemt set udefra, men det er faktisk svært for mange at være præcise og kontante i deres formuleringer. Efter et stykke tid spændes skruen, og det er tid til at prøve kræfter med: ”Jeg mener …”, så sætningen får både indhold og kant. Dette er et konkret og centralt sted at starte. Næste skridt er så faktisk at sige det til nogen af dem, man har brug for at sig fra/til over for.
“En ting gør sig ofte gældende for de helt inkarnerede pæne piger og flinke drenge: De siger meget sjældent deres uforbeholdne mening”
Det kan trænes At stå fast på os selv, vise hvem vi er og insistere på det, vi tror på og har brug for, er ikke nogen nem opgave – heller ikke for de af os, som måske længe har forsøgt at melde os ud af flinkeskolen. Generelt handler det om ren og skær øvelse: At gå den lange seje vej, igen og igen, og vænne sig til at sige eller vise det, som man har på hjerte. Efter de første nervøse forsøg – som for de sværest ramte kan føles som en nærdødsoplevelse – bliver det nemmere. Det kan trænes op. Hvis interessekonflikten derefter viser sig at være uløselig, vil det til gengæld stå så lysende klart, at du kan give op – gå din vej, smække røret på, sige op – med ren samvittighed. Nu ved du, at du har gjort dit bedste for at løse situationen, og at det eneste ’rigtige’ at gøre her netop er at passe på dig selv. Fra usynlig til synlig Når du bliver synlig f.eks. ved at sige, hvad der er vigtigt for dig, opnår du en fordel, som du ikke er vant til: At have udspillet! Når du har formuleret dit ønske eller behov, er det nemlig op til modparten at sige fra og til, opfylde eller ikke opfylde. Rollerne byttes om. Af erfaring ved jeg, at mange bliver overraskede over, at reaktionen fra modparten ikke er værre: ”Nå, ja, det er da godt, du siger det … Det var jeg slet ikke klar over!” For at blive set, må du gøre dig synlig.
49